Dato for udgivelse
28 Feb 2007 15:08
Dato for afsagt dom/kendelse
24 Jan 2007 11:16
SKM-nummer
SKM2007.147.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
237/2006
Dokument type
Dom
Emneord
Parcelhusreglen, bolig
Resumé

Sagen omhandlede et ægtepar, der havde bolig i Grønland, hvor manden havde arbejde. På et tidspunkt købte parret en ejendom i Danmark. Parret købte ejendommen, fordi det senere ville anvende ejendommen til helårsbeboelse. Ejendommen blev herefter udlejet i en periode. Efter udlejningens ophør opholdt parret med børn sig i ejendommen i ferier, ligesom manden brugte den, når han havde arbejdsopgaver i Danmark. Ejendommen blev solgt med helårsbeboelse for øje. Landsskatteretten havde efter en konkret vurdering fundet det godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for ægteparret i ejendomsavancebeskatningslovens forstand i en periode, uanset parret ikke var tilmeldt folkeregisteret på adressen. Landsskatteretten henså til, at manden i perioden havde udført arbejdsopgaver i lokalområdet.

Ministeriet indbragte sagen for domstolene med det hovedanbringende, at en skatteyder ikke på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ham. Parret havde haft deres bolig i Grønland.

Landsretten gav ministeriet medhold. Landsretten henviste til ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, om, at ejendommen ".. har tjent til bolig for .." og til motiverne, hvorefter formålet med parcelhusreglen var at undgå, at skattehensyn hindrede ejerne af ejerboliger i at flytte. Landsretten fandt, at boligen i Grønland reelt tjente til bolig for familien, også i de perioder, hvor manden eller han og familien opholdt sig på den danske ejendom.

For Højesteret gjorde skatteyderne som noget nyt gældende, at beskatningen af dem ville være i strid med fast administrativ praksis. Efter at have gennemgået en række ikke offentliggjorte afgørelser var ministeriet enig med skatteyderne heri og tog derfor bekræftende til genmæle for Højesteret.

Dommen vil blive kommenteret.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-1 E.J.1.6.1

Parter

A og B
(advokat Niels Hansen Damm for begge)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af dommerne

Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 4. maj 2006. Under ankesagens behandling har indstævnte, Skatteministeriet, taget bekræftende til genmæle over for appellanternes, A og B, principale påstand.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter parternes samstemmende påstande afsiges der dom i overensstemmelse hermed.

Efter sagens udfald og under hensyn til, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle, efter at A og B havde afgivet replik, forholdes der med sagsomkostninger som nedenfor bestemt. Der er endvidere taget hensyn til, at A og B har betalt retsafgift med 3.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

A og B frifindes.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet inden 14 dage betale 60.000 kr. til A og B.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.