Menu

Fritidsbolig og lystbåd

At have en fritidsbolig eller lystbåd stillet til rådighed af din arbejdsgiver anses som et personalegode, og du skal betale skat af værdien.

En fritidsbolig kan være et sommerhus, en ferielejlighed, en fjeldhytte og lignende.

  • Du skal betale skat af at have en fritidsbolig stillet til rådighed af din arbejdsgiver.
  • Din arbejdsgiver skal indberette til SKAT, at du har haft boligen til rådighed. Men du bør tjekke, om det er rigtigt med på årsopgørelsen.
  • Den skat, du skal betale, afhænger af, hvornår du har ferieboligen til rådighed og af ejendomsvurderingen.
  • Hvis du har fået stillet en lystbåd til rådighed, skal du beskattes med 2 % af værdien for den periode, du benytter båden.

Beskatning af fritidsbolig

Den skat, du betaler af sommerboligen, afhænger af, hvornår du har ferieboligen til rådighed og af ejendomsvurderingen.

  • I ugerne 22-34 beskattes du af et beløb svarende til ½ % pr. uge af værdien for fritidsboligen.
  • For de øvrige uger beskattes du af et beløb svarende til ¼ % pr. uge af værdien, også selvom der er tale om en skihytte i udlandet.

Sådan sættes værdien

SKAT opgør værdien som en %-del (½ eller ¼ %) af den offentlige vurdering pr. 1. oktober året før brugsåret.

Hvis der ikke er en offentlig vurdering på ejendommen, fx hvis ejendommen ligger i udlandet, sættes ejendomsværdien efter et skøn over boligens værdi ved årets begyndelse.

Egenbetaling

Hvis du betaler en leje for sommerboligen, betaler du skat af forskellen mellem det beregnede beløb til beskatning og den faktiske betalte leje.

Eksempel:

Det beregnede beløb til beskatning:      4.000 kr.
Lejeudgift:      3.000 kr.
Du skal betale skat af:      1.000 kr.

Oplysningspligt

Det er din arbejdsgiver, der skal indberette til SKAT, at du har haft boligen til rådighed, og du behøver derfor ikke selv oplyse det. Men du bør tjekke, om det er rigtigt med på årsopgørelsen.

Beskatning af lystbåd

Hvis din arbejdsgiver har stillet en lystbåd til rådighed for dig, bliver du beskattet af 2 % af bådens anskaffelsessum inklusive moms og levering for hver uge, du har haft båden til rådighed. Hvis arbejdsgiveren har lejet eller leaset båden, betaler du skat med udgangspunkt i den pris, som arbejdsgiveren skulle have betalt, hvis båden var blevet købt.

Det skattepligtige beløb skal oplyses i felt 12 på årsopgørelsen.

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning.

Vis printvenlig udgaveVis som PDF
Fik du svar på dine spørgsmål?