SKATs historie

Siden 1632

Historien om den danske skatteforvaltning er historien om en af de ældste etater, som siden 1632 har opkrævet told og skatter i Danmark. Det er også historien om udviklingen af det danske samfund.

Milepæle

2005

ToldSkat bliver sammenlagt med de kommunale skatteforvaltninger og bliver til Skat.

1990

1. maj bliver amtsskatteinspektoraterne og distriktstoldkamrene sammenlagt og bliver til told- og skatteregioner under Told- og Skattestyrelsen. ToldSkat er etableret.

1. januar fusionerer Skatte- og Afgiftsstyrelsen, Statsskattedirektoratet og Direktoratet for Toldvæsenet og bliver til Told- og Skattestyrelsen.

1989

Skattedepartementet og Told- og Afgiftsdepartementet bliver lagt sammen til ét departement: Skatteministeriets departement. Skatte- og Afgiftsstyrelsen bliver etableret. Den nye styrelse skal i samarbejde med direktoraterne forberede og stå for omdannelsen af skatte- og afgiftsadministrationen til én samlet enhed.

1975

Ministeriet for Skatter og Afgifter bliver oprettet med to departementer: Skattedepartementet og Told- og Afgiftsdepartementet, hver med sit underliggende direktorat: Statsskattedirektoratet og Direktoratet for Toldvæsenet.

1970

Kommunalreformen. De kommunale skatteforvaltninger står for opkrævning af kommuneskat.

1904

Med skattereformen, der trådte i kraft i 1904, kommer der markante ændringer i den kommunale forvaltning i sognene. Enhver med fast ophold i en kommune skal nu betale kommuneskat. Det bliver sognerådene, der i de fleste tilfælde foretager skatteligningen i landkommunerne. Udover kommunal indkomstskat skal der også betales kommunal og amtskommunal ejendomsskat.

1848

Med Grundlovens indførelse bliver Finansministeriet etableret.

1800

Det første lokale selvstyre med sogneråd bliver oprettet. Sognerådene er i kraft helt indtil kommunalreformen i 1970, hvor de bliver erstattet af primærkommuner.

1660

Rentekammeret er den enevældige konges Finansministerium. De middelalderlige regioner, lenene, bliver ophævet og amterne bliver etableret. Amtslige skatter bliver opkrævet på Amtstuerne.

1632

Toldvæsenet bliver officielt etableret.

Vis printvenlig udgave