Lovforslag (L93) om nedsættelse af registreringsafgiften er vedtaget

Vis printvenlig udgave
Dato for udgivelse12 Jan 2017 14:48

Tilvirksomheder beskæftiget med bilafgifter
Sagsnummer16-1717125
Resumé

Folketinget har den 10. januar 2017 vedtaget lovforslag L93 om ændring af registreringsafgiftsloven. Lovændringen træder i kraft den 15. januar 2017 og tillægges tilbagevirkende kraft fra og med datoen for lovforslagets fremsættelse i Folketinget, dvs. den 22. november 2016.


Folketinget har den 10. januar 2017 vedtaget lovforslag L93 om ændring af registreringsafgiftsloven. Lovændringen træder i kraft den 15. januar 2017 og tillægges tilbagevirkende kraft fra og med datoen for lovforslagets fremsættelse i Folketinget, dvs. den 22. november 2016.

Lovændringen betyder, at beløbsgrænserne for beregningen af registreringsafgift ændres således:

Fra og med 22. november 2016 til og med 31. december 2016

  • nye personbiler 105 pct. af 104.300 kr.  og 150 pct. af resten af køretøjets afgiftspligtige værdi.
  • nye motorcykler 105 pct. af 9.400 kr. - 32.900 kr. og 150 pct. af resten af køretøjets afgiftspligtige værdi.
  • nye autocampere 105 pct. af 104.300 kr. og 150 pct. af resten af køretøjets afgiftspligtige værdi, dog mindst 60 pct. af værdien over 12.100 kr

Fra og med 1. januar 2017

  • nye personbiler 105 pct. af 106.600 kr.  og 150 pct. af resten af køretøjets afgiftspligtige værdi.
  • nye motorcykler 105 pct. af 9.600 kr. - 33.600 kr. og 150 pct. af resten af køretøjets afgiftspligtige værdi.
  • nye autocampere 105 pct. af 106.600 kr. og 150 pct. af resten af køretøjets afgiftspligtige værdi, dog mindst 60 pct. af værdien over 12.100 kr.

Afgiftsnedsættelsen gælder også for køretøjer, som i perioden fra og med den 22. november 2016 til og med den 14. januar 2017 er anmeldt til registrering under en ordning med betaling af forholdsmæssig registreringsafgift (leasingbiler mv.).

I forhold til leasingkøretøjer vil det være et anliggende mellem leasinggiver og leasingtager, hvorvidt regulering af registreringsafgiften efterfølgende skal afspejles i en ændret leasingydelse.

Afgiftsberegningen for brugte køretøjer er uændret, dvs. afgiften beregnes på samme måde som for nye køretøjer, og nedsættes med samme procentdel, som køretøjets værdi inklusive afgift er ændret, sammenholdt med et tilsvarende køretøj, der er afgiftsberigtiget som nyt.

De resterende afgiftssatser, beløbsgrænser, tillæg og fradrag er uændrede.

Tilbagebetaling eller efteropkrævning

SKAT vil udsøge alle ekspeditioner med biler og motorcykler, hvor der er betalt  registreringsafgift eller modtaget eksportgodtgørelse af registreringsafgift i perioden fra og med den 22. november 2016 til og med den 14. januar 2017 med henblik på en genberegning af afgiften med de ændrede satser.

Det betyder, at der for perioden 22. november 2016 til 15. januar 2017 vil ske genberegning og eventuel tilbagebetaling af for meget betalt registreringsafgift for de biler og motorcykler, der er indregistreret i perioden.

Tilsvarende vil der ske genberegning og eventuel efteropkrævning af for meget udbetalt godtgørelse ved eksport for de biler og motorcykler, hvor der er fremsat anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse i perioden.  

Genberegningen foretages med udgangspunkt i køretøjets reelle handelspris, dvs. den pris, som er grundlag for bilens faktiske afgiftsberigtigelse i perioden. Der tages således ikke i forbindelse med genberegningen hensyn til, at køretøjets handelspris måske ville have været en anden, hvis handlen først var foretaget efter lovens ikrafttræden.

Beløb der skal tilbagebetales, vil blive tilbagebetalt af SKAT til den virksomhed eller borger, der har betalt afgiften af det pågældende køretøj til SKAT. For registrerede forhandlere sker reguleringen via forhandlerens månedsangivelse for februar eller marts 2017. For ikke registrerede forhandlere og private vil udbetaling ske ved udbetaling til borgerens/virksomhedens Nemkonto.

Krav om tilbagebetaling af registreringsafgift kan af en køber af et køretøj, som ikke selv har forestået registreringen af køretøjet, alene rettes imod den registrerede forhandler.

Krav om efteropkrævning af for meget udbetalt eksportgodtgørelse eller for meget reguleret leasingafgift, vil ske til den virksomhed eller borger, der har modtaget afgiftsgodtgørelsen eller regulering af leasingafgiften for det pågældende køretøj. For registrerede forhandlere vil reguleringen ske via månedsangivelsen for februar eller marts 2017.

Ikke-registrerede forhandlere og borgere vil modtage et brev med opgørelse af reguleringsbeløbet, herunder om indbetaling skal ske via ocr-linje eller indbetalingskort. 

Køretøjsregistret (DMR)

Køretøjsregistret tilrettes samtidig med lovens ikrafttræden den 15. januar 2017. Tilsvarende gælder regnemaskinen, der er tilgængelig via skat.dk.

Dokumentet gælder fra:
Læs mere

Henvendelse rettes til
72 22 18 18