Menu

Momsfri ydelser

Fx sundhedsbehandling og undervisning

Når du som selvstændig erhvervsdrivende sælger visse former for ydelser, kan de være fritaget for moms. Du skal ikke registreres for moms, men typisk for lønsumsafgift. 

Betingelser for momsfri ydelser

En række ydelser er fritaget for moms, hvis bestemte betingelser er opfyldt. Betingelserne afhænger af, hvilken ydelse der er tale om. Du finder uddybningerne i listen i Den juridiske vejledning herunder. 

Momsfritagelser uden fradragsret (Den juridiske vejledning)

Sundhedssektoren

Hospitalsbehandling og lægevirksomhed, herunder kiropraktik, fysioterapi, anden egentlig sundhedspleje og tandlægevirksomhed, er fritaget for moms.

Ud over hospitals- og lægebehandlinger er alternative behandleres og andre sundhedspersoners behandlinger også momsfritaget, når visse betingelser er opfyldt.

Betingelser for alternative behandlere og andre sundhedspersoner

For at en ydelse er omfattet af momsfritagelsen, skal du som alternativ behandler eller anden sundhedsperson opfylde følgende betingelser:

  • Du skal foretage behandlinger for at helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder, eller du skal foretage forebyggende behandlinger med henblik på at forebygge sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder.
  • Du skal have bestemte og tilstrækkelige uddannelser til at udføre behandlingerne.

Anden egentlig sundhedspleje (Den juridiske vejledning)

Hvis du udfører momsfri sundhedsbehandling, skal du betale lønsumsafgift

Undervisnings- og kursusvirksomhed

Skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelser

Skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelser er fritaget for moms. Det gælder fx undervisning i folkeskoler eller på gymnasier.

Faglig uddannelse

Faglig uddannelse, herunder omskoling og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning, er som udgangspunkt også fritaget for moms. Det er et krav, at undervisningen har til hensigt at give eller vedligeholde færdigheder alene med erhvervsmæssigt sigte.

Undervisning i legemsøvelser, fx gymnastik eller yoga, betragtes også som faglig uddannelse.

Faglig uddannelse, der er kompetencegivende

Faglig uddannelse, der er egentlig kompetencegivende, er fritaget for moms.

Ved egentlige kompetencegivende uddannelser forstår SKAT faglige grunduddannelser og andre kompetencegivende uddannelser, der har til formål at kvalificere deltagerne til at udøve et bestemt erhverv efter bestået eksamen.

Kursusvirksomhed

SKAT betragter faglig uddannelse, der ikke er egentlig kompetencegivende, som kursusvirksomhed.

Som udgangspunkt er kursusvirksomhed fritaget for moms, hvis der er tale om faglig uddannelse. Kursusvirksomhed er derimod altid momspligtig, hvis den primært er rettet mod virksomheder og institutioner og drives med gevinst for øje.

Hvis du udfører momsfri undervisning, skal du som udgangspunkt betale lønsumsafgift.

Undervisnings- og kursusvirksomhed (Den juridiske vejledning)

Kunstnerisk virksomhed

Betaling, som er opnået for forfatter- og komponistvirksomhed og anden kunstnerisk virksomhed, er fritaget for moms.

Det gælder fx:

  • Betaling til skuespillere og musikere
  • Betaling for foredragsvirksomhed
  • Betaling for visse former af journalistisk virksomhed.


Momsfritagelsen omfatter ikke:

  • Salg af varer, fx kunstgenstande
  • Arrangementer, fx koncerter, hvor kunstneren selv opkræver entre.


Hvis du udfører momsfri kunstnerisk virksomhed, skal du ikke betale lønsumsafgift.

Kunstnerisk virksomhed (Den juridiske vejledning)

Fast ejendom

Salg af fast ejendom, som fx bygninger, grunde, vindmøller mv., er fritaget for moms.

Det gælder dog ikke salg af nye bygninger og byggegrunde.

Levering af fast ejendom (Den juridiske vejledning)

Udlejning af fast ejendom er som udgangspunkt også fritaget for moms. Du kan vælge at registrere dig frivilligt og betale moms af din udlejning af fast ejendom, hvis der er tale om erhvervsmæssig udlejning til andet end boligformål.

Erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom (Den juridiske vejledning)

Hvis du sælger eller udlejer fast ejendom uden moms, skal du ikke betale lønsumsafgift.

Personbefordring

Personbefordring er fritaget for moms. For busser gælder fritagelsen dog kun rutekørsel. Turistbuskørsel er derimod momspligtig.

Momsfritagelsen for personbefordring omfatter som udgangspunkt transport af personer med alle former for transportmidler. 

Hvis du udfører momsfri personbefordring, skal du betale lønsumsafgift.

Personbefordring (Den juridiske vejledning)

Velgørende aktiviteter 

Momsfrie foreninger kan få momsfritagelse for visse arrangementer og aktiviteter.

Momsfritagelse for velgørenhed og almennytte 

Kontingent

Foreningers kontingentbetaling fra medlemmer som betaling for at være medlem kan være momsfritaget. Følgende betingelser skal dog alle være opfyldt:

  • Foreningens formål skal være politisk, fagforeningsmæssigt, religiøst, patriotisk, filosofisk, filantropisk eller vedrøre borgerlige rettigheder.
  • Foreningen må ikke arbejde med gevinst for øje - må altså ikke have til formål at optjene overskud.
  • Der opkræves ikke særskilt betaling (ud over kontingentet).

Foreninger (Den juridiske vejledning)

Indtægter fra arrangementer

Afholdelse af visse velgørende og almennyttige arrangementer kan give momsfritagelse. Det gælder også, selv om man sælger varer og ydelser, der normalt skal betales moms af, som fx mad og drikke, koncerter, juletræer, plakater mv.

Du skal søge om momsfritagelse hos SKAT via blanket 31.017 Momsfritagelse for velgørende arrangementer. Følgende betingelser skal være opfyldt :

  • Arrangementet skal være af kortere varighed.
  • Overskuddet skal fuldt ud bruges til velgørende/almennyttige formål.
  • Du må ikke være momsregistreret for salg af tilsvarende varer og ydelser.
  • Det skal afholdes for foreningens regning og risiko.

Velgørende arrangementer (Den juridiske vejledning)

Foreningers øvrige aktiviteter

Velgørende/almennyttige foreninger, som fx idrætsforeninger eller spejdere, kan vælge at være momsfritaget for salg af varer og ydelser i forbindelse med foreningens almindelige aktiviteter. Det er ikke nødvendigt at søge om momsfritagelse.

Hvis foreningen leverer varer og ydelser af forretningsmæssig karakter, skal den momsregistreres og kan ikke vælge at være momsfritaget.

Fritagelsen omfatter fx:

  • Salg af mad og drikkevarer ved stævner og kampe.
  • Salg af badges, tørklæder mv. ved kampe.
  • Julebasar, sommerfest osv.
  • Annonceplads i medlemsbladet, bannerreklamer mv.

Velgørende foreninger (Den juridiske vejledning)

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se den juridiske vejledning.
Vis printvenlig udgaveVis som PDF
Fik du svar på dine spørgsmål?