Omkostningsgodtgørelse - medholdsvurdering - salg af ejendom

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato25 Feb 2015
Dato for udgivelse06 Jul 2015 11:23
SKM-nummerSKM2015.477.BR
MyndighedByret
SagsnummerRetten på Frederiksberg, BS B-952/2014
Dokument typeDom
EmneordMedholdsgrad, næring, sagkyndigbistand
Resumé

Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren havde opnået medhold i overvejende grad i forbindelse med behandlingen af en klagesag ved Landsskatteretten, således at han var berettiget til godtgørelse på 100 pct. af udgifter til sagkyndig bistand, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Klagesagen for Landsskatteretten havde først og fremmest vedrørt spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skulle anses for næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom i relation til erhvervelsen og videresalget af to ejendomme. Landsskatteretten gav ikke sagsøgeren medhold i denne principale påstand om, at han ikke skulle beskattes som næringsdrivende.

Retten fandt derfor ikke, at sagsøgeren kunne anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved Landsskatteretten, og retten fandt derfor ikke, at sagsøgeren var berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 pct.

Den omstændighed, at sagsøgeren i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten havde nedlagt en subsidiær påstand om, at avancen skulle nedsættes, som førte til en nedsættelse af avancen med 53,30 pct. i forhold til SKATs oprindelige forhøjelse, kunne ikke føre til noget andet resultat.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 52

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.13.3


Parter

A
(advokat Søren Aagaard)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Tim Holmager)

Afsagt af byretsdommer

Torkel Hagemann

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 22. maj 2014. Sagsøgeren har for retten indbragt en afgørelse, truffet den 26. februar 2014 af Skatteankestyrelsen (bilag 1).

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har fået overvejende medhold i en skattesag, der er behandlet af Landsskatteretten, og om han derfor kan få omkostningsgodtgørelse med 100 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt.

Landsskatteretten afsagde kendelse den 2. november 2011 (bilag 2). Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"...

Indkomståret 2008

Personlig indkomst

SKAT har anset avancen ved salget af ejendommene ...1 og ...2, for indvundet som led i næring og har ansat avancen til 3.250.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om, at avancen ved salget af ejendommene ...1 og ...2, er næringsskattepligtig.

SKAT anmodes om at foretage den nærmere talmæssige opgørelse af ejendomsavancen efter statsskattelovens regler, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005, § 17, stk. 2.

Udgifter til sagkyndig bistand

Landsskatteretten skal i henhold til skatteforvaltningslovens § 56, jf. § 52, afgive en udtalelse om, hvorvidt der er givet "fuldt medhold eller medhold i overvejende grad" til brug ved myndighedernes afgørelse af, om der kan gives fuld omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand. Udtalelsen afgives af en kontorchef. Medholdsvurderingen er vejledende. Endelig afgørelse træffes af de regionale skattecentre, hvortil ansøgning skal indsendes.

Der afgives følgende udtalelse:

Der er ikke givet medhold i det påklagede forhold. For så vidt angår avanceopgørelsen, er den overladt til SKAT, da repræsentanten eventuelt vil anmode om en ændring heraf.

..."

Det er oplyst, at sagsøgeren indbragte Landsskatterettens kendelse af 2.11.2011 for Byretten med påstand om, at hans avance ved salg af ...1 og ...2 var skattefri. Skatteministeriet påstod frifindelse.

Ved rettens dom af 4. marts 2013 (SKM2013.289.BR) blev skatteministeriets frifindelsespåstand taget til følge.

Dommen blev stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 19. februar 2014 (SKM2014.194.VLR).

Det er oplyst, at SKAT efterfølgende har nedsat sagsøgerens avance med 1.732.251 kr., efter indhentet dokumentation for forbedringsudgifter m.v., således at sagsøgerens skattepligtige næringsavance i forbindelse med det nævnte salg af ejendommene ...1 og ...2, blev fastsat til 1.517.749 kr., svarende til en nedsættelse på 53,30 %.

I brev af 7. marts 2012 fra SKAT til sagsøgeren (bilag A) anføres:

"...

Der er søgt om godtgørelse på 100 % af udgifter til R1, for i alt 215.845 kr. incl. moms vedrørende faktura nr. ....

Afgørelse

SKAT imødekommer ansøgningen med 50 % af det ansøgte beløb, ....

SKAT finder ud fra en samlet vurdering, at der ved landsskatterettens kendelse af 2. november 2011 ikke er givet medhold i klagen.

Da afgørelsen ikke giver fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, er godtgørelsen af udgifter til sagkyndig bistand 50 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

..."

I afgørelsen af 26. februar 2014 fra Skatteankestyrelsen, hvortil SKATs afgørelse af 7. marts 2012 var påklaget, anføres bl.a.:

"...

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

...

Da Landsskatteretten ved kendelsen af 2. november 2011 hverken gav fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i påstanden om, at avancen ved salget af ejendommen var skattefri, er det med rette, at der alene er godkendt omkostningsgodtgørelse for dine udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten med 50 % af 215.845 kr. inklusiv moms.

..."

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende at sagsøger er berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, således at sagsøgte skal godtgøre sagsøgers udgifter til sagkyndig bistand med i alt 215.845,35 kr.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøger jf. Landsskatterettens kendelse, jf. bilag 2 og 3 har vundet sin sag i overvejende grad og derfor er berettiget til 100 % omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Landsskatteretten bestemte, jf. kendelsen bilag 2 side 19, at SKAT skulle foretage den beløbsmæssige opgørelse i henhold til forretningsorden for Landsskatteretten, jf. bekendtgørelse nummer 974 af 17.10.2005, jf. § 17, stk. 2.

Bekendtgørelsens § 17, stk. 2 har følgende ordlyd:

"...

I ganske særlige tilfælde kan Landsskatteretten træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. Told- og skatteforvaltningen foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med Landsskatterettens anvisning.

..."

Der er således tale om, at principperne for SKATs opgørelse er fastlagt af Landsskatteretten og at SKAT herefter blot på vegne Landskatteretten foretager den beløbsmæssige opgørelse, fordi Landsskatteretten undtagelsesvis ikke ønsker at gøre dette selv. Den beløbsmæssige opgørelse er således en direkte konsekvens af Landsskatterettens anerkendelse af at forbedringsudgifter m.v. skulle nedsætte den avance, som SKAT havde ansat til 3.250.000 kr., hvorfor SKAT på Landsskatterettens vegne foretog den beløbsmæssige ansættelse som resulterede i en nedsættelse med mere end halvdelen til 1.517.749 kr.

At Landsskatteretten således undtagelsesvis ikke selv vælger at foretage den korrekte ansættelse, men at den tabende part - SKAT - i stedet gør dette skal ikke efter loven tillægges betydning i forhold til medholdsvurderingen til skade for sagsøger.

...

Det afgørende for om der skal ydes omkostningsgodtgørelse med 100 % er efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 om skatteyder samlet set har opnået medhold i overvejende grad og udgangspunktet for denne vurdering er den beløbsmæssige opgørelse, hvorfor skatteyder som hovedregel opnår 100 % omkostningsgodtgørelse, hvis sagen beløbsmæssigt er vundet med mere end 50 %.

En naturlig sproglig forståelse af lovens ordlyd "overvejende" betyder i medfør Den Danske Ordbog "som udgør den største del" dvs. mere end 50 %.

Den Juridiske Vejledning 2014-2, afsnit A.A.13.6. støtter denne forståelse:

"...

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige beløbsmæssigt har fået medhold med over 50 %, har vedkommende som udgangspunkt fået medhold i overvejende grad. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige beløbsmæssigt har fået medhold med præcis 50 %, er det derfor ikke medhold i overvejende grad.

Har den skatte- eller afgiftspligtige fået beløbsmæssigt medhold med 50 % eller derunder, eller kan den beløbsmæssige værdi ikke eller kun vanskeligt opgøres, kan en række andre forhold m.m. dog betyde, at den skatte- eller afgiftspligtige efter en skønsmæssig vurdering af sagen må anses for at have fået overvejende eller fuld medhold.

..."

Sagsøgtes citat vedrørende medholdsvurderingen i svarskriftet side 3, er beklageligvis taget ud af en sammenhæng. Læses udover ovennævnte citat fra Den Juridiske Vejledning samt det af sagsøgte citerede forarbejde uden sagsøgtes udeladelser, betyder den beløbsmæssige medholdsprocent på mere end 50 at skatteyder som hovedregel vil have krav på 100 % omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige bistand.

Sagsøgtes citat jf. svarskiftet side 3 omhandler den situation, hvor medhold beløbsmæssigt er 50 % eller mindre.

I disse tilfælde kan der til gunst for skatteyder lægges vægt på supplerende kriterier, herunder eksempelvis den principielle betydning af spørgsmålet. Dette er bekræftet af Skatteministeren i en kommentar (bilag 8) til FRRs henvendelse af den 29.1.2002, jf. L54 af 17. januar 2002 bilag 1:

"...

Sagens beløbsmæssige genstand vil formentlig i praksis blive tillagt stor vægt ved medholdsvurderingen. Imidlertid forekommer der sager, hvor enten den beløbsmæssige værdi ikke kan opgøres eller kun kan opgøres med meget store vanskeligheder. Det er f.eks. tilfældet i afgiftssager, hvor det afgørende for afgiftstilsvaret er, om et produkt kan betagnes som "emballage". I sådanne sager som kan indeholde flere spørgsmål, vil medholdsvurderingen ikke alene kunne basere sig på sagens beløbsmæssige værdi. Endvidere synes jeg også at, at man bør tillægge sagens principielle karakter betydning ved medholdsvurderingen. Værdien heraf for den skatte- eller afgiftspligtige eller andre med tilsvarende skatte- eller afgiftsforhold kan sjældent gøres præcist op i kroner og ører.

..."

Tvivl om medholdsvurderingen skal endvidere efter lovens forarbejder komme skatteyder til gode, jf. L54, jf. Skatteministerens svar til bilag 4.

Imidlertid er der i nærværende sag ikke tvivl om medholdsvurderingen, idet sagsøgte ved den beløbsmæssige opgørelse, jf. bilag 3 fik en nedsættelse af skattekravet på 1.732.251 kr. "Værdien" for sagsøger af Landsskatterettens kendelse udgjorde således dette beløb svarende til en nedsættelse på 53,30 %, hvilket efter loven giver sagsøger et retskrav på 100 % omkostningsgodtgørelse.

Sagsøgte er ikke i nærheden af at have godtgjort at den ovenfor nævnte klare hovedregel efter loven i netop denne sag skal fraviges. Sagsøgte skal således allerede derfor anerkende pligten til at udbetale omkostningsgodtgørelse med 100 % da sagen beløbsmæssigt ubestridt blev vundet med 53,30 %.

...

Sagsøgte har i svarskriftet side 2, 1. afsnit bemærket at der ikke er strid om de faktiske omstændigheder i sagen og sagsøgte bemærker videre i svarskriftet side 2, 3. afsnit, at sagsøgers fokus i skattesagen entydigt var rettet mod spørgsmålet om sagsøger var næringsdrivende eller ej. Sagsøgtes opfattelse af faktum er ikke korrekt, hvilket er dokumenteret ved SKATs afgørelse af den 15. september 2010, jf. sagens bilag B, jf. den dertil hørende sagsfremstilling side 8:

"...

Endelig oplyses igen, at A oplyser at have afholdt en række betydelige forbedringsudgifter på ejendommen, som skal aktiveres og tillægges anskaffelsessummen.

..."

SKAT var imidlertid af den opfattelse, at udgifterne ikke var dokumenterede, hvorfor SKAT ikke gav medhold i synspunktet. Sagsøger havde imidlertid allerede i 1. instans, dvs. inden sagen blev indbragt for Landsskatteretten, fokus på spørgsmålet og det var netop denne afgørelse med tilhørende sagsfremstilling, jf. bilag B, som Landsskatteretten skulle tage stilling til. Spørgsmålet var således en del af sagen i Landsskatteretten fra begyndelsen. Spørgsmålet, jf. bilag B var derfor ikke fremmed for sagsøgte og klageinstansen.

Endvidere gælder officialmaksimen ved Landsskatteretten og instansen er forpligtet til at træffe den rigtige afgørelse, uanset om den sagkyndige - modsat i denne sag - ikke anfører det eller de korrekte anbringender.

Har den sagkyndige brugt al sin tid på uholdbare anbringender skal Landsskatteretten iagttage sin pligt til at undersøge sagens retlige og faktiske omstændigheder og træffe en korrekt afgørelse, som ikke er baseret på den sagkyndiges anbringender. I dette tilfælde skal der stadigvæk udbetales 100 % omkostningsgodtgørelse, hvis klager opnår medhold i overvejende grad.

Ikke et eneste sted i retskilderne er det nævnt at der kan lægges vægt på den sagkyndiges anbringender m.v. Det afgørende er alene om slutresultatet bliver at der gives medhold i overvejende grad og om klager/sagsøger har haft udgifter til sagkyndig bistand.

...

Der er ikke som antaget af sagsøgte, hjemmel til at sondre mellem godtgørelse for anvendt tid i forhold til en klagers anbringender eller påstande. En sådan forståelse af retstilstanden er stik mod den retssikkerhedsmæssige garanti for skatteyder, som loven tilsigtede at indføre, jf. L54 af 17. januar 2002, jf. de allerførste bemærkninger i indledningen til de almindelige bemærkninger hertil.

Hvis sagsøgte havde ret i sin antagelse omkring relevansen af en sådan opdeling af godtgørelsen i forhold til den af den sagkyndige anvendte tid, ville SKAT være berettiget til at nedsætte omkostningsgodtgørelsen i forhold til tid anvendt på forskellige anbringender, som SKAT som "taber" af sagen ikke var enig i var relevante for en sag. Således er lovgivning og praksis ikke.

Der er alene hjemmel til at sagsøgte kan anmode den sagkyndige om en specifikation af den anvendte tid for forskellige klageinstanser på forskellige klagepunkter, hvis dette er relevant for sagen, jf. dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 10.10.2005 § 2, stk. 3, 2. pkt. I denne sag er ingen af disse kumulative betingelser opfyldt.

Derfor er sagsøgtes opfordring 1 uden relevans for sagens afgørelse og retten kan som følge heraf ikke tillægge det processuel skadevirkning til fordel for sagsøgte at sagsøger ikke vil besvare en opfordring, som er uden juridisk relevans for bedømmelsen af sagen.

Sagsøgte har anført følgende i påstandsdokumentet:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke fik medhold i overvejende grad i den sag, som Landsskatterettens kendelse af 2. november 2011 vedrørte.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige medholdsvurdering, som er sket ved SKATs afgørelse som stadfæstet af Landsskatteretten i nærværende sag.

Sagsøgeren er derfor ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse på 100 %.

Skattemyndighedernes skønsmæssige medholdsvurdering i den konkrete sag er i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens ordlyd, bestemmelsens forarbejder og praksis.

Der henvises til begrundelsen i SKATs afgørelse som stadfæstet af Landsskatteretten, idet sagsøgte bemærker følgende:

Efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 1. pkt., ydes der under visse betingelser en godtgørelse på 50 % af en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagebehandling af en skattesag.

Der ydes dog godtgørelse på 100 %, hvis skatteyderen i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt.

Selve lovteksten indeholder ikke nærmere holdepunkter for vurderingen af, om skatteyderen kan siges at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Skatteforvaltningslovens § 52 viderefører skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, som blev indført ved lov nr. 388 af 6. juni 2002. I forarbejderne til § 33 A, stk. 1 (afsnit 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 54 af 17. januar 2002) er bl.a. anført følgende vedrørende vurderingen af, om en skatteyder har fået medhold i overvejende grad:

"...

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

I vurderingen kan bl.a. indgå

-

sagsgenstandens beløbsmæssige værdi

-

på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene sagen er afgjort

-

sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt

-

udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde).

..."

Som det fremgår, anføres det overordnet, at en

"...

medholdsvurdering (...) må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen.

..."

Der er tale om et konkret skøn og altså ikke en firkantet regel, hvor det beløbsmæssige er eneafgørende. Det beløbsmæssige indgår, men står ikke alene. Der kan bl.a. også lægges vægt på de udgifter, der er afholdt til den sagkyndiges behandling af det pågældende punkt i sagen. Dette er logisk ud fra den grundtanke, at udgifter skal dækkes i det omfang, de er medgået til at behandle punkter, som klageren får medhold i.

Den indskrænkende fortolkning, sagsøgeren argumenter for, hvorefter der kun kan foretages en skønsmæssig vurdering med inddragelse af målelige og ikke-målelige forhold, hvis der ikke er givet beløbsmæssigt medhold med mere end 50 %, er ikke gældende ret. Der skal i alle tilfælde foretages en skønsmæssig vurdering af, om klageren kan siges at have fået medhold i overvejende grad, og dette skal i alle tilfælde ske på grundlag af både målelige og ikke-målelige forhold.

Særligt for så vidt angår et klageorgans stillingtagen til en subsidiær påstand - som der jo netop er tale om i nærværende sag - udtalte skatteministeren under lovgivningsprocessen i et høringssvar nr. 27 til FSR med kopi til Folketingets Skatteudvalg:

"...

Ad medholdsvurderingen

(...)

Høringssvar: FSR anfører, at det er uklart, hvad konsekvensen er, såfremt skatteyderen får medhold i den subsidiære påstand, ligesom det er uklart, om det er skatteyderen eller skattemyndighederne, der har fået medhold, såfremt begge parter fremsætter enslydende subsidiære påstande.

Kommentar: Bortset fra, at skatteyder ikke kan siges at have fået fuldt medhold, kan det ikke generelt siges, hvad konsekvensen er for medholdsvurderingen, hvis skatteyder alene får medhold i den subsidiære påstand, eller begge parter får medhold i den subsidiære påstand. Om skatteyder har fået overvejende medhold, beror således på en konkret skønsmæssig vurdering af sagen i øvrigt, hvori der - som nævnt i lovforslagets bemærkninger - indgå en række momenter - såvel målelige som ikke-målelige.

..."

Klarere kan det vel næppe udtrykkes, at der i en situation som i nærværende sag, hvor der skal foretages en medholdsvurdering vedrørende en subsidiær påstand, skal foretages en skønsmæssig vurdering af sagen på grundlag af såvel målelige som ikke-målelige momenter.

Den afgørelse fra SKAT, som Landsskatteretten tog stilling til ved kendelsen af 2. november 2011, drejede sig i alt væsentligt om, hvorvidt en ejendom, som sagsøgeren havde afstået, var erhvervet som led i hans næringsvej og dermed var skattepligtig.

Sagsøgeren havde selvangivet afståelsen som skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. SKAT var for så vidt enig i, at avancen ville være skattefri efter § 8, stk. 1.

SKAT fandt imidlertid, at sagsøgeren var næringsskattepligtig af avancen ved salg af ejendommen.

Bedømmelsen af, om en person er næringsskattepligtig, beror på en række kriterier, som er udviklet i praksis, herunder vedkommendes aktivitet med køb og salg af fast ejendom. Hvis betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, skal der foretages en opgørelse af fortjeneste eller tab ved afståelse af ejendommen. Der er tale om to forskelligartede bedømmelser, og den sagkyndiges arbejde med spørgsmålet om næring eller ej er derfor også forskelligt fra den sagkyndiges arbejde med opgørelse af avance/tab.

Det var spørgsmålet om næring eller ej, som var omdrejningspunktet for sagsøgeren, hans repræsentanter og skattemyndighederne. Det var dette spørgsmål, som var sagens kerne, og som alle involverede parter brugte deres kræfter på. Dette gjaldt både under SKATs behandling af sagen og under klagesagen ved Landsskatteretten. Det subsidiære spørgsmål om opgørelsen af en eventuel avance var stort set uomtalt under det årelange forløb. Forløbet er beskrevet i den indbragte afgørelse fra Landsskatteretten (bilag 1, side 1ff).

SKAT anmodede flere gange under behandlingen af sagen sagsøgeren om oplysninger om købe- og salgsomkostninger og oplysninger om eventuelt afholdte forbedringsudgifter, jf. f.eks. bilag B, side 3, 5. afsnit. Sagsøgerens repræsentanter oplyste, at der havde været afholdt udgifter, men kom ikke med nærmere redegørelse herfor bilagt behørig dokumentation. SKAT konkluderede derfor (bilag B, side 9, nederst), at der ikke kunne gives fradrag for udgifter "medmindre disse dokumenteres, hvilket ikke er sket uanset der er anmodet herom ad flere omgange."

Sagsøgeren nedlagde ved sin klage til Landsskatteretten af 27. september 2010 (bilag C) påstand om, at sagsøgeren ikke var i handelsnæring med fast ejendom, og at avancen derfor var skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Sagsøgeren nedlagde ikke i klagen nogen subsidiær påstand om, hvordan avancen skulle opgøres, hvis Landsskatteretten ikke var enig i hans påstand om, at avancen var skattefri.

Sagsøgeren fik ikke medhold i sin oprindelige påstand om skattefrihed. Sagsøgeren fik altså ikke medhold i det, der var sagens omdrejningspunkt, dvs. om han var næringsdrivende. Og det var jo netop spørgsmålet om næring, som rådgiverne havde arbejdet med, og som sagsøgerens udgifter derfor knyttede sig til. De udgifter, som sagsøgeren nu ønsker godtgjort fuldt ud, knytter sig altså til arbejdet med et punkt, som han ikke fik medhold i.

Sagsøgeren fik heller ikke medhold i sin påstand vedrørende næring ved den efterfølgende domstolsprøvelse ved Byretten og i Vestre Landsret (SKM2014.194.VLR, jf. SKM2013.289.BR). Domstolene skulle tage stilling til, om sagsøgeren var i næring eller ej, og heller ikke under domstolsprøvelsen fremkom sagsøgeren med dokumentation for, hvordan en skattepligtig avance skulle opgøres.

Kendsgerningen er altså, at sagsøgeren hverken ved SKAT, ved Landsskatteretten eller ved domstolene i 2 instanser fik medhold i sin påstand om, at avancen var helt undtaget fra beskatning.

Dette principale punkt / hovedspørgsmål har sagsøgeren altså fået 0 % medhold i.

Det subsidiære spørgsmål om opgørelse af en avance inddrog sagsøgeren hverken ved sin klage til Landsskatteretten af 27. september 2010 (bilag C) eller i sine efterfølgende skriftlige indlæg til Landsskatteretten.

Frem til retsmødet var sagsøgerens fokus alene rettet mod det principale spørgsmål om næring eller ej. Heller ikke kontorets forslag til afgørelse af 5. juli 2011 (bilag D), hvor spørgsmålet om avanceopgørelsen ligeledes var uomtalt, gav sagsøgeren anledning til at fremkomme med en påstand, anbringender eller dokumentation vedrørende fradrag for afholdte udgifter. Spørgsmålet er slet ikke omtalt i sagsøgerens indlæg vedrørende kontorets indstilling (bilag E).

Først meget sent i forløbet inddrog sagsøgeren - subsidiært - det synspunkt, at en eventuel avance skulle nedsættes med afholdte forbedringsudgifter. Det er klart, at dette sent inddragede og subsidiære punkt på alle måder havde ringe tyngde ved sagens behandling i Landsskatteretten. Som det fremgår af Landsskatterettens kendelse (bilag 2, side 8, 2. afsnit), var det først under retsmødet, at sagsøgeren nedlagde en subsidiær påstand om, at avancen skal nedsættes med afholdte forbedringsudgifter. Sagsøgeren nedlagde dog ikke en egentlig beløbsmæssig påstand om, hvad en skattepligtig avance efter hans opfattelse udgjorde.

Spørgsmålets meget begrænsede betydning ved sagens behandling ved Landsskatteretten ses også derved, at Landsskatteretten ikke tog materielt stilling til spørgsmålet, men overlod det til SKAT. Ved den efterfølgende sagsbehandling i SKAT blev avancen nedsat med ca. 53,3 %, dvs. med marginalt over 50 %. Opgørelsen blev ikke påklaget til Landsskatteretten.

Alt tyder på, at udgifterne til den sagkyndiges behandling af det subsidiære punkt udgjorde en meget begrænset del af de samlede udgifter i forbindelse med klagesagen ved Landsskatteretten.

Sagsøgeren har ikke besvaret opfordring (1) om at oplyse - og dokumentere - hvor stor en del af honoraret på kr. 215.845,35 inkl. moms for klagesagen ved Landsskatteretten, som vedrørte den subsidiære påstand, der blev nedlagt under retsmødet, samt hvor stor en del af det tidsforbrug, som den sagkyndige fakturerede, der medgik til behandlingen af den subsidiære påstand.

Sagsøgte gør gældende, at sagsøgerens manglende besvarelse af opfordringen må tillægges processuel skadevirkning for sagsøgeren således, at det - som allerede anført i svarskriftet, side 2, 8. afsnit, og side 4, 5. afsnit - må lægges til grund, at det kun var en meget begrænset del af den sagkyndiges samlede arbejdsindsats under klagesagen, som knyttede sig til den subsidiære påstand.

Hvis sagsøgeren får medhold i sin påstand om 100 % omkostningsgodtgørelse i nærværende sag, vil det derfor medføre, at der i strid med ordningens formål ydes godtgørelse for udgifter til den del af sagen, som sagsøgeren ikke fik medhold i, blot fordi sagsøgeren afholdt nogle få procent af omkostningerne til rådgivernes behandling af en subsidiær påstand.

Konsekvensen af at imødekomme sagsøgerens synspunkter vil være, at der ydes godtgørelse med 100 % i en situation, hvor stort set alle hans udgifter er medgået til at behandle forhold, som sagsøgeren ikke fik medhold i (medholdsgrad: 0 %). Dette er ikke lovens ordning.

Rettens begrundelse og afgørelse

Klagesagen for Landsskatteretten vedrørte først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skulle anses for næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom i relation til erhvervelsen og videresalget af ejendommene ...1 og ...2.

Som anført gav Landsskatteretten ikke sagsøgeren medhold i dennes principale påstand om, at han ikke skulle beskattes som næringsdrivende.

Retten finder herefter, at sagsøgeren hverken kan anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i Landsskatteretten.

Retten finder derfor, at sagsøgeren ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 %, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Sagsøgeren nedlagde under behandlingen for Landsskatteretten en subsidiær påstand om, at der skulle foretages en nærmere talmæssig opgørelse af ejendomsavancen efter statsskattelovens regler.

Landsskatteretten realitetsbehandlede ikke dette spørgsmål, men henskød spørgsmål til SKAT, jf. den ovennævnte bestemmelse i forretningsorden for Landsskatteretten, med den ovennævnte reduktion af ejendomsskatteavancen til 1.517.749 kr. til følge, svarende til 53,30 % af den af SKAT oprindeligt opgjorte avance, 3.250.000 kr.

Dette forhold ses ikke at kunne føre til noget andet resultat. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagsomkostningerne er alene advokathonorar.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.