Fri bil - adressesammenfald - privatbenyttelsesafgift

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato06 May 2015
Dato for udgivelse03 Jul 2015 08:11
SKM-nummerSKM2015.469.BR
MyndighedByret
SagsnummerRetten i Kolding, BS 8-978/2014
Dokument typeDom
EmneordPrivat, benyttelse, erklæring
Resumé

Sagen vedrørte, hvorvidt skatteyderen for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 var skattepligtig af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16a, stk. 5, jf. § 16, stk. 4.

Bilen blev stillet til rådighed af et selskab, hvori skatteyderen var eneanpartshaver. Uden for arbejdstiden holdt bilen parkeret på skatteyderens hjemmeadresse, der var sammenfaldende med selskabets adresse.

Endvidere havde selskabet ikke afløftet moms ved anskaffelse, der var afgivet erklæring om, at bilen skulle anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt, og der var løbende blevet betalt privatbenyttelsesafgift.

Der var ikke ført et kørselsregnskab.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilen ikke stod til rådighed for privat benyttelse. Værdien af fri bil beregnet efter princippet i ligningslovens § 16, stk. 4, skulle derfor medregnes ved opgørelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst i de for sagen relevante indkomstår. Sagen blev behandlet under deltagelse af tre juridiske dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3.

Reference(r)

Ligningsloven § 16a, stk. 5
Ligningsloven § 16, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 C.A.5.14.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 C.A.5.14.1.11


Parter

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)

mod

A
(advokat Christian Folk Hansen)

Afsagt af byretsdommerne

Helle Krogh, Peter Ulrik Urskov og Jeanette Bro Fejring

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten skal under denne sag tage stilling til, om sagsøgte, A, i indkomstårene 2007 - 2009 havde rådighed over en firmabil til privat benyttelse og derfor skal beskattes af værdien heraf.

Påstande

Skatteministeriet har nedlagt påstand om, at A skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 forhøjes med henholdsvis 80.704 kr., 80.704 kr. og 61.598 kr.

A har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten har den 5. marts 2014 truffet afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår blandt andet:

"...

Faktiske oplysninger

Klageren blev færdiguddannet som murer- og kloakmester i 1971. Han startede sin egen virksomhed den 1. juli 1971 som murer- og kloakmester under navnet "H1", CVR-nr.: ... .

I januar 1999 stiftede klageren selskabet "H2 ApS", CVR-nr.: ... . Selskabet ejes 100 % af klageren. Siden etableringen af selskabet, er murervirksomheden blevet drevet i dette.

Murerfirmaets adresse er sammenfaldende med klagerens private adresse. Selskabets kontor er etableret i et udhus på samme grund, hvor klagerens private parcelhus ligger.

I indkomstårene 2004 - 2009 har der været 4 personer ansat i selskabet, heriblandt klagerens søn, der står for alt kloakarbejde i selskabet. Klageren har aldrig selv været ansat i selskabet, men er fortsat beskæftiget i den private virksomhed. Der er ingen ansatte i den private virksomhed. Til gengæld ejes alle biler, bygninger og div. materiel, der vedrører virksomheden af den private virksomhed. Den private virksomhed udlejer aktiverne til selskabet, selskabet betaler herefter alle driftsudgifterne på de lejede aktiver. Der eksisterer ikke nogen lejekontrakter.

De udlejede aktiver er følgende: to lagerbygninger på henholdsvis 200 m2 og 400 m2, en Volvo gravemaskine, en sanitetsvogn med plads til 10 personer, en skurvogn, et toilet, en miniged på 2,4 tons, en teleskoptruck, en rendegraver, en trailer på 3,5 tons samt diverse mindre småmateriel.

Desuden har den private virksomhed i indkomstårene 2007 - 2009 udlejet følgende biler til selskabet:

VW Transport ... - Anskaffet før 2007 - Beskattet af fri bil til rådighed

...

Klageren har privat ejet en Mitsubishi Galant ..., der blev afløst af en Peugeot 307 ... den 29. april 2009.

...

SKATs afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bil til rådighed i alle indkomstårene.

...

Vedrørende fri bil til rådighed

Som begrundelse herfor har Skatteankenævnet anført, at det efter praksis påhviler klageren som hovedaktionær at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for privat brug, jf. Østre Landsrets dom af 20/11 1998 offentliggjort i TfS 1999.28 og højesterets dom af 11/11 1999 offentliggjort i TfS 1999.919. Denne formodning for privat rådighed gælder især i de tilfælde, hvor bilen holder foran hjemmet uden for arbejdstiden. I henhold til praksis gælder dette også i de tilfælde, hvor virksomheden har adresse på skatteyderens bopæl, jf. Østre Landsrets dom af 2/3 1998 offentliggjort i TfS 1998.326.

Klageren har i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 haft rådighed over en Volkswagen Transporter ... . Det påhviler herefter klageren at sandsynliggøre, at bilen ikke har været stillet til rådighed for hans private benyttelse.

Skatteankenævnet har ikke anset formodningen for afkræftet. Der er ved vurderingen særligt lagt vægt på, at klageren har valgt ikke at angive købsmomsen på varebilen ligesom der betales privatbenyttelsesafgift. Endvidere står bilen parkeret ude foran klagerens bopæl udenfor normal arbejdstid, ligesom der ikke er nogen af de ansatte i selskabet, der bliver beskattet af fri bil. Der foreligger heller ikke kørselsregnskab eller fraskrivelseserklæringer.

...

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har påstået klagerens skatteansættelser nedsat som følger:

2007

Nedsættes med 109.504 kr.

2008

Nedsættes med 109.504 kr.

2009

Nedsættes med   90.398 kr.

De nedlagte påstande fremkommer som følger:

Indkomståret 2007

Fri bil VW Transporter

80.704 kr.

...

Nedsættelse

109.504 kr.

Indkomståret 2008

Fri bil VW Transporter

80.704 kr.

...

Nedsættelse

109.504 kr.

Indkomståret 2009

Fri bil VW Transporter

61.598 kr.

...

Nedsættelse

90.398 kr.

Til støtte for sin påstand vedrørende værdi af fri bil har klagerens repræsentant anført, at der ikke er grundlag for at beskatte klageren, da de af selskabet H2 ApS lejede biler på intet tidspunkt har stået til rådighed for klagerens private benyttelse.

Endvidere har repræsentanten anført, at dersom en firmabil alene anvendes til erhvervsmæssig kørsel, skal den ansatte ikke beskattes af værdi af fri bil. Formodningsreglen for fri rådighed kan i dette tilfælde afkræftes. Dette kræver hverken kørselsregnskab eller fraskrivelseserklæring. Vedrørende praksis herfor henvises til TfS 2002.439, hvor følgende fremgik af præmisserne:

"...

Den omstændighed, at varevognen, når den ikke var i brug, stod parkeret ved sagsøgerens bopæl, kan ikke tillægges særskilt betydning, idet bopælen som en landbrugsejendom samtidig er arbejdsplads.

..."

Der var ikke udarbejdet kørselsregnskab i sagen.

Endvidere henvises til SKM2005.503.ØLR, hvor der var én bil til privat rådighed og ikke ført kørebog for resten. Det fremgik af præmisserne:

"...

Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og anvendelsen af de to biler sammenholdt med, at sagsøger havde rådighed over en Volvo til privat kørsel, finder landsretten, - uanset at der ikke er ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne - at sagsøger i tilstrækkelig grad har afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

..."

Endvidere henvises der til TfS 2002.950 Ø, hvor skatteyder var søn af hovedanpartshaver og havde selskabets vogn parkeret på sin privatadresse. Der blev ikke ført kørebog. I sagen tog ministeriet bekræftende til genmæle. Af SKM2002.612.DEP fremgår følgende:

"...

Ministeriet fandt ikke, at det var muligt at godtgøre, at bilen i øvrigt var brugt privat, bl.a. fordi skatteyders private kørselsbehov måtte antages at være blevet opfyldt gennem anvendelse af samleverens bil.

..."

Til støtte for, at der i praksis ikke findes et definitivt krav om, at der føres kørebog for at afkræfte, at en bil har stået til rådighed for privat anvendelse henvises til SKM2004.85.ØLR, hvor kørselsregnskab var udarbejdet efterfølgende, og privat ejet bil dækkede privat kørselsbehov.

Endvidere henvises til TfS 2006.380 V, hvor en skatteyder havde indskudt en varebil i virksomhedsskatteordningen. Bopæl og virksomhedsadresse var sammenfaldende. Klageren havde bil privat. Der var udarbejdet et kørselsregnskab efterfølgende.

Endvidere har repræsentanten henvist til Landsskatteretskendelser 2-1-1907-1129 og 2-1-1907-1241 og SKM2009.806.LSR og TfS 2010.423 og LSR 09-02699.

Der skal lægges vægt på, at varebilen udelukkende har været anvendt til erhvervsmæssig kørsel i selskabet H2 ApS. Den erhvervsmæssige kørsel har bl.a. omfattet kørsel til og fra kunder, transport af materiel og mandskab til arbejdssted samt fremskaffelse og udbringning af materialer.

Klageren har endvidere haft bil privat i hele beskatningsperioden. Først en Mitsubishi Galant i perioden 25. april 1995 til 13. maj 2009, og herefter en Peugeot 307 fra den 29. april 2009. Der er blevet kørt ca. 15.000 km årligt i de privat ejede biler, hvilket er dokumenteret i sagen. Klagerens private kørselsbehov er således dækket af de privatejede køretøjer.

Klageren har ikke haft behov for transport til og fra arbejdspladsen, da klagerens kontor ligger på hans hjemmeadresse.

Den bil, som klageren er blevet anset for at have privat rådighed over er en VW Transporter. Bilen er indrettet således, at der er en række med førersæder således, at man kan sidde 3 foran i bilen. Rummet bag i bilen er tomt, så man kan transporterer rør, trillebøre og andet i bilen.

...

Landsskatterettens afgørelse

Vedrørende værdi af fri bil

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes og ikke omfanget af den private brug.

Det påhviler klageren som hovedaktionær i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM2003.154.ØLR, og Højesterets dom af 11. november 1990, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999.919.

Formodningen for, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede VW Transporter stillet til rådighed for privat kørsel må anses for tilbagevist i det foreliggende tilfælde. Der er herved henset til, at bilen i medfør af den betalte privatbenyttelsesafgift må vurderes efter praksis på hvidpladebiler. I medfør heraf, skal der lægges vægt på, at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde, og at klageren har en privat bil til opfyldelse af sit private kørselsbehov. Hertil kommer, at omhandlede Volkswagen Transporter er en varebil uden indretning, som bruges til transport af rør, trillebøre, værktøj og øvrige arbejdsrelaterede effekter, og at klageren ikke har haft behov for transport mellem hjem og arbejdssted, da der er sammenfaldende adresser.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatning af fri bil til rådighed for klageren.

..."

Skatteministeriet har den 4. juni 2014 indbragt sagen for retten, hvor parterne har nedlagt følgende

Det er for retten oplyst, at den personligt ejede virksomhed den 20. juni 2006 havde købt omhandlede Volkswagen Transporter fabriksny for 346.612,55 kr. hos G1 A/S. Han har ikke afløftet købsmomsen, der androg 57.726,45 kr. Der foreligger en udateret erklæring om anvendelsen af køretøjet, hvoraf blandt andet fremgår:

"...

Erklæring om anvendelse af køretøj

...

Erklæring

I medfør af § 1, nr. 10 i lov nr. 421 af 26. juni 1998 skal ejeren (brugeren) af køretøj, der omfattes af § 4, stk. 1 II, A, i lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv., og som første gang anmeldes til registrering efter den 2. juni 1998, angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt.

..."

A har erklæret, at den pågældende Volkswagen Transporter skulle anvendes privat og erhvervsmæssigt. Han har under hovedforhandlingen bestridt, at erklæringen er underskrevet af ham.

A har årligt betalt privatbenyttelsesafgift i medfør af vægtafgiftsloven.

Forklaringer

A har i det væsentlige forklaret, at han er ... år, og at han har drevet personlig virksomhed fra sin private adresse siden 1971. På et tidspunkt stiftede han et anpartsselskab efter råd fra sin revisor. Driften blev lagt over i selskabet, mens aktiverne blev i den personlige virksomhed. Virksomheden udfører blandt andet murer-, belægnings- og kloakarbejde. Der er tre ansatte i virksomheden. Tidligere har der været flere ansatte. Han fungerer nu som en altmuligmand i virksomheden. Det er for eksempel ham, der henter materialer i byggemarkederne. Han møder på byggepladsen hver morgen kl. 7, og det har han gjort gennem alle årene.

Det var mest ham, der kørte i den varebil, som sagen handler om, men nogle gange blev den brugt af medarbejderne. Det var ham, der var inde hos forhandleren G1 for at købe varebilen. Han kan ikke helt huske, hvornår han købte den, men det kan godt passe, at det var i 2006. Han valgte varebilen, fordi der kunne sidde tre personer i den, og fordi den havde et tilpas stort bagagerum. Han kan ikke huske, hvem der udfyldte anmeldelsesblanketten, men det er ikke hans underskrift, der er på blanketten. Han kan ikke huske at have set "Erklæring om anvendelse af køretøj", og det er i hvert fald ikke hans underskrift, der er på erklæringen. Han skriver skråskrift og har aldrig lært at skrive med de bogstaver, der er brugt på anmeldelsesblanketten og erklæringen. Han kan ikke huske, hvorfor han ikke afløftede momsen af varebilen, da han købte den. Det plejede han at gøre, når han købte noget til sin virksomhed. Han har ikke været opmærksom på, at han hvert år har betalt en privatbenyttelsesafgift. Han har bare betalt det beløb, der har stået på girokortet uden at tænke nærmere over, hvad beløbet har indeholdt.

Han har ikke brugt varebilen til privat kørsel. Han og hans ægtefælle har haft en personbil, der har dækket deres private kørselsbehov i alle årene. Hans ægtefælle har arbejdet på en skole, der ligger ca. 300 meter fra deres bopæl, så hun har aldrig brugt bil til og fra arbejde. De har kun været på nogle få længere ferieture i bil, og det er mange år siden. Når de har besøgt deres børn i ...1 og ...2, har de altid kørt i deres personbil. Han er aldrig blevet standset af politiet eller SKAT under privat kørsel i varebilen. Han har tidligere haft andre varebiler, der er blevet brugt på samme måde, og det har SKAT ikke sagt noget til. Han har ikke tidligere været involveret i skattesager.

Han kan huske, at han på et tidspunkt var til møde med skattechefen i Kommunen. Det ligger mange år tilbage og i hvert fald noget før 2006. Hans revisor havde anbefalet ham, at han lavede en virksomhedsskatteordning. Han kan ikke huske, hvad skattechefen sagde, og om de talte om privat benyttelsesafgift og afløftning af moms.

Han kan ikke huske, hvornår de fotografier af varebilen, der er fremlagt under sagen, er taget. Han mener, at det er under skattesagen.

Parternes synspunkter

Parterne har procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter, hvori følgende anbringender er gjort gældende:

Skatteministeriet har gjort gældende

"...

at sagsøgte ikke har afkræftet den - konkret meget stærke - formodning for, at han har haft rådighed over den pågældende VW i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 til privat brug. Sagsøgte er dermed skattepligtig af værdien af fri bil, der vederlagsfrit blev stillet til rådighed af H2 ApS, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5.

Efter statsskattelovens § 4 medregnes til den skattepligtige indkomst værdien af fri bil, der vederlagsfrit stilles til rådighed af en arbejdsgiver. De mere specifikke beskatningsregler findes i ligningslovens §§ 16, stk. 4, og 16 A, stk. 5, hvorefter en eventuel rådighed over bilen til privat benyttelse beskattes.

Efter ligningslovens § 16 A, stk. 5, skal en hovedaktionær, der modtager udbytte fra sit selskab i form af, at der stilles en bil til rådighed, medregne værdien heraf ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Værdien af godet ansættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Sagsøgte var ikke ansat af H2 ApS i den relevante periode, og det er dermed i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 5, at sagsøgte skal beskattes af fri bil og ikke ligningslovens § 16, stk. 4, som Landsskatteretten lagde til grund. At sagsøgte, efter det oplyste, udførte arbejdsopgaver for selskabet, kan ikke føre til et andet resultat.

Under alle omstændigheder er det den samme retlige vurdering, herunder samme bevisvurdering, som sker i medfør af henholdsvis § 16 A, stk. 5, og § 16, stk. 4.

Det er ikke den faktiske anvendelse af køretøjet, der beskattes hos hovedaktionæren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5, men derimod selve rådigheden.

Når en skatteyder har bilen parkeret på sin private adresse, er der en formodning for, at bilen har været til rådighed for privat kørsel, jf. eksempelvis UfR2000.329H, SKM2008.617.ØLR, SKM2009.629.VLR og SKM2009.239.HR.

Det bemærkes, at det er uden betydning for den skatteretlige kvalifikation, at sagsøgte personligt ejede bilen gennem hans personligt ejede virksomhed, som herefter udlejede den til sagsøgtes selskab. Afgørende er, at selskabet stillede bilen til rådighed for sagsøgte til privat benyttelse. Realiteten er således, at sagsøgte - via sin personligt ejede virksomhed - både har modtaget lejeindtægter fra selskabet og har fået stillet bilen til rådighed for privat benyttelse.

At sagsøgte har haft rådighed over det pågældende køretøj understøttes af, at sagsøgte gentagne gange har erklæret, at bilen skulle benyttes og bliver benyttet privat, jf. nedenfor, afsnit 1. Herudover foreligger der ikke momenter, der hverken enkeltvist eller samlet kan afkræfte formodningen for privat rådighed, jf. nedenfor, afsnit 2.

Landsskatteretten tager dermed fejl, når retten konkret finder formodningen for privat rådighed "tilbagevist i det foreliggende tilfælde" (bilag 1).

1. Sagsøgte har erklæret, at bilen skal benyttes privat

Sagsøgte har i forbindelse med erhvervelsen af køretøjet og løbende herefter tilkendegivet, at bilen benyttes privat:

For det første har sagsøgte i forbindelse med indregistreringen afgivet en erklæring til en offentlig myndighed, hvor det oplyses, at bilen skal benyttes blandet erhvervsmæssigt og privat (bilag 17).

I den forbindelse bemærkes, at det, at sagsøgte i forbindelse med syn har oplyst, at bilen skulle anvendes til godstransport (bilag 7), ikke belyser, at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse. Anvendelsen af køretøjet er jo derimod netop angivet ved "Erklæring om anvendelse af køretøj" (bilag 17).

For det andet har sagsøgte ikke afløftet momsen i forbindelsen med erhvervelsen af køretøjet, hvilket også er en tilkendegivelse af, at bilen - i hvert fald delvist - skulle anvendes privat.

For det tredje har sagsøgte løbende betalt tillægsafgift for privat benyttelse af køretøjet - også i 2007-2009. I disse år er der betalt kr. 2.520,- årligt (bilag 18), jf. vægtafgiftslovens § 2 a.

På denne baggrund er der ikke blot en formodning for privat rådighed, idet sagsøgte har haft bilen parkeret på sin private adresse. Der foreligger jo direkte en på skrift udtrykt erkendelse af privat rådighed. En erkendelse, der (bl.a.) endda er afgivet i form af en erklæring til en offentlig myndighed.

Under disse omstændigheder må det uden videre lægges til grund, at bilen har været til privat rådighed for sagsøgte.

Til støtte herfor henvises til praksis, hvor en skatteyder har afgivet en oplysning til en offentlig myndighed, som vedkommende senere ikke vil vedstå, idet oplysningen står i vejen for en given (gunstig) skattemæssig behandling. Højesteret har ved behandlingen af sådanne tilfælde holdt skatteyderen fast på de oprindeligt afgivne oplysninger, jf. eksempelvis UfR1988.906/2H og SKM2007.209.HR.

Allerede af den grund skal Landsskatterettens kendelse ændres.

Sagsøgte anfører (svarskriftet, s. 24, sidste afsnit, og s. 25, øverst, og duplikken, s. 2, 3. afsnit), at konsekvensen af, at en erkendelse af privat benyttelse tillægges betydning, er, at skatteydere så aldrig ville kunne undgå beskatning af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, når der er tale om en bil på hvide plader. Det er ikke korrekt.

For det første er der en klar forskel på det at indregistrere en bil på hvide plader og undlade at afløfte moms (fordi det ikke er muligt) og det at indregistrere en bil på gule plader og i tillæg hertil foretage en aktiv handling i form af at afgive en egentlig erklæring om privat benyttelse, undlade at afløfte moms (trods muligheden herfor) og herefter løbende betale en tillægsafgift.

For det andet er retsstillingen vedrørende hvidpladebiler, at en skatteyder konkret skal afkræfte en formodning for privat rådighed.

Der er endelig ikke noget grundlag for sagsøgtes synspunkt om, at en egentlig tilkendegivelse om, at bilen skal benyttes privat, ikke tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, om en bil har været til rådighed for privat benyttelse. Sagsøgte har henvist til en lang række administrative afgørelser, hvoraf størstedelen angår hvidpladebiler. Disse afgørelser er allerede af den grund uanvendelige i forhold til bedømmelsen af, hvilken betydning en egentlig tilkendegivelse om privat benyttelse har.

2. De af sagsøgeren anførte momenter kan ikke afkræfte formodningen for privat anvendelse

Da sagsøgte har haft bilen parkeret på sin private adresse, er der en formodning for, at bilen har været til rådighed for privat kørsel, jf. eksempelvis UfR2000.329H, SKM2008.617.ØLR, SKM2009.629.VLR og SKM2009.239.HR.

Landsskatteretten har anset formodningen for afkræftet og har i den forbindelse lagt vægt på,

-

at bilen er anskaffet med et erhvervsmæssigt formål,

-

at der ikke er foretaget observationer af bilen i privat ærinde,

-

at sagsøgte havde en privat bil til opfyldelse af sit private kørselsbehov, og

-

at sagsøgte ikke har haft behov for transport mellem hjem og arbejdssted, da der er sammenfaldende adresser.

De af Landsskatteretten anførte momenter kan, hverken enkeltvist eller samlet, afkræfte formodningen for privat rådighed.

Formodningen for privat rådighed kan ikke afkræftes blot ved at hævde, at bilen udelukkende anvendes til erhvervsmæssig brug eller er anskaffet med henblik på erhvervsmæssig brug. Spørgsmålet handler jo i sagens natur om, hvorvidt der sideløbende med de erhvervsmæssige hensigter foreligger rådighed til privat benyttelse.

Det faktum, at en bil er erhvervet og konkret anvendes til erhvervsmæssig brug, er således ikke afgørende i relation til en vurdering af, om der i øvrigt er en privat rådighed. At bilen blev anskaffet med et erhvervsmæssigt formål, og at der i forbindelse med anskaffelsen af bilen blev givet en Mercedes Vito, der - efter det oplyste - var anvendt erhvervsmæssigt, i bytte, er således uden betydning.

Hertil kommer, at sagsøgte netop ikke har vist, at bilen er anskaffet udelukkende med et erhvervsmæssigt formål. Tværtimod har sagsøgte erklæret, at bilen også blev erhvervet til privat brug, jf. bl.a. bilag 17, bilen blev indregistreret til blandet benyttelse ved erhvervelsen, og der blev ikke afløftet moms.

Sagsøgte har desuden anført, at bilen ikke egnede sig til privat kørsel. Det bestrides. Det bemærkes, at der ses at være enighed mellem sagens parter om, at bilen ikke var en egentlig specialindrettet bil. Det er ikke godtgjort, at bilen derudover var indrettet på en sådan måde, at den var uegnet til privat benyttelse. Der er tale om en bil med et førersæde samt et dobbeltsæde i front og med et rum uden indretning bagtil. At der var murerredskaber bag i bilen (bilag B og C), gør den ikke uegnet til privat benyttelse.

Den kendsgerning, at bilen ikke konkret er observeret i privat ærinde af skattemyndighederne, er ikke noget, der kan tilbagevise formodningen for privat rådighed. Tværtimod ville et krav om konkrete observationer notorisk betyde, at skattemyndighederne skulle påvise en specifik privat benyttelse. Dette er i åbenbar strid med praksis på området - ikke mindst sagsøgtes erklæringer taget i betragtning.

Den i praksis udviklede formodningsregel for privat rådighed i tilfælde, hvor bilen medtages til bopæl uden for arbejdstid, omfatter også tilfælde, hvor bopælen er sammenfaldende med arbejdsstedet. Skatteyderen må således fortsat i situationer af sammenfald i arbejdssted og bopæl føre bevis for, at bilen ikke har været til rådighed for privat benyttelse og ikke faktisk er benyttet privat for at undgå beskatning, jf. blandt andet TfS2000,622Ø, TfS2000,494V og SKM2008.617.ØLR, SKM2002.206.VLR og SKM2009.629.VLR.

Det er heller ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden, jf. eksempelvis SKM2009.239.HR. Sagsøgte kan således ikke løfte sin bevisbyrde ved at henvise til, at han har haft rådighed over en anden bil, jf. også UfR1995.40H, UfR2000.329H, SKM2005.138.HR og SKM2009.239.HR.

Derimod kræves det, at der forelægges et konkret og objektivt konstaterbart bevis for, at bilen aldrig anvendes til privat kørsel. Et sådant bevis kan navnlig - og efter retspraksis i realiteten på eneste måde - føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Fremlæggelse af konkret bevis i form af et oprindeligt ført kørselsregnskab er således et helt afgørende beviskrav, jf. SKM2007.522.VLR, der er stadfæstet af Højesteret ved SKM2012.239.HR. Vedrørende kravene til et tilstrækkeligt kørselsgrundlag kan fra praksis henvises til eksempelvis SKM2010.778.VLR.

Sagsøgte gør gældende, at der ikke opstilles et definitivt krav om et ført kørselsregnskab, samt at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at bilen har været parkeret ved bopælen, såfremt en anden bil dækker det private transportbehov. Denne udlægning af praksis bestrides, jf. bl.a. SKM2012.239.HR.

Sagsøgte har dermed ikke engang afkræftet den "almindelige" formodning for, at bilen har stået til rådighed for privat benyttelse, henset til at den har været parkeret på hans bopæl.

Når hertil kommer, at sagsøgte har afgivet erklæring om delvis privat anvendelse, at han har undladt at afløfte moms ved anskaffelsen, samt at han årligt betaler privatbenyttelsesafgift, må det uden videre lægges til grund, at bilen har været til privat rådighed for ham.

Sagsøgte er derfor skattepligtig af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 5.

..."

A har gjort gældende

"...

at der ikke er grundlag for at beskatte A af værdi af fri bil efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, idet den omhandlede VW Transporter med reg.nr. ... på intet tidspunkt har stået til rådighed for A's private benyttelse.

...

Sagsøger gør gældende, at A skal beskattes af værdi af fri bil allerede som følge af, at den i sagen omhandlede bil er indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig benyttelse, at A har undladt at afløfte moms i forbindelse med erhvervelsen, samt at han løbende har betalt tillægsafgift for privat benyttelse.

Det er således tilsyneladende sagsøgers opfattelse, at det er fuldstændigt uden betydning, hvorvidt bilen de facto er erhvervet med erhvervsmæssige formål for øje, hvorledes bilen de facto har været anvendt, hvordan A har fået dækket hans private kørselsbehov m.v. - idet sagsøger er af den opfattelse, at der er hjemmel til at gennemføre beskatning af værdi af fri bil allerede som følge af bilens indregistrering.

Sagsøgte gør heroverfor gældende, at der hverken i ligningslovens § 16, stk. 4 eller ligningslovens § 16 A, stk. 5 er hjemmel hertil. Sagsøgers opfattelse savner således støtte i lovens ordlyd og har heller ikke støtte noget sted i lovens forarbejder.

Såfremt der vitterligt var hjemmel til at gennemføre beskatning af værdi af fri bil udelukkende på baggrund af bilens formelle indregistrering, ville det som anført i svarskriftet være fuldstændig udelukket at undgå at blive beskattet af værdi af fri bil i forhold til en hvidpladebil, idet det er kendetegnende for en hvidpladebil, at denne er indregistreret udelukkende til privat benyttelse, hvorfor køberen af en bil på hvide plader - ifølge sagsøgers logik - allerede ved erhvervelsen klart har erkendt, at bilen skal anvendes til privat kørsel. Når en bil er indregistreret på hvide plader, kan køberen aldrig afløfte momsen - uanset om køberen er erhvervsdrivende. Derfor har en hvidpladebil nøjagtig samme karakteristika som sagsøger fremhæver i replikken side 1, hvilket med al tydelighed understreger, at sagsøgers synspunkter omkring betydningen af bilens formelle indregistrering er ganske uholdbare.

Sagsøger anfører i replikken side 2, 3. afsnit følgende:

"...

Herunder bestrides det, at de i svarskriftet, s. 15-24, oplistede landsskatteretskendelser og skatteankenævnsafgørelser illustrerer en praksis om, at en egentlig tilkendegivelse om, at bilen skal benyttes privat, ikke tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, om en bil har været til rådighed for privat benyttelse. Dette følger allerede af, at ingen af de anførte afgørelser omhandler biler, der er indregistreret til blandet privat og erhvervsmæssig benyttelse, og hvor der er betalt privatbenyttelsesafgift.

Derimod omhandler stort set alle de oplistede afgørelser hvidpladebiler. Disse afgørelser er allerede af den grund uanvendelige i forhold til bedømmelsen af, hvilken betydning en egentlig tilkendegivelse om privat benyttelse har.

..."

Sagsøgers synspunkt herom er som anført ovenfor ganske uholdbart, idet man ved at anskaffe en hvidpladebil, der notorisk kun kan indregistreres til 100 % privat benyttelse, ikke kan give nogen mere tydelig tilkendegivelse om, at man ønsker at anvende bilen privat - hvis man følger sagsøgers logik om, at bilens indregistrering skal tillægges afgørende betydning. Derfor har praksis omkring hvidpladebiler i sagens natur ganske stor betydning i forhold til afgørelsen af nærværende sag, idet disse afgørelser med al tydelighed understreger, at sagsøgers synspunkt om, at der i ligningslovens § 16, stk. 4 sammenholdt med ligningslovens § 16 A, stk. 5 er hjemmel til at gennemføre beskatning af værdi af fri bil udelukkende på baggrund af bilens formelle indregistrering, ikke har støtte noget sted.

I relation til sagsøgers bemærkning omkring rækkevidden af den foreliggende praksis på området bemærkes for det første, at den som bilag M fremlagte landsskatteretskendelse af den 5. december 2012 (Landsskatterettens j.nr. 12-0189410) vedrørte både en hvidpladebil og varebil indregistreret til blandet privat/erhvervsmæssig anvendelse. Af Landsskatterettens kendelse fremgår således følgende:

"...

Selskabet står registreret for 2 biler, en af mærket Land Rover Defender, der er en varebil registreret til blandet privat/erhvervsmæssig anvendelse, og en af mærket Mercedes-Benz G 400, der er en personbil indregistreret til privat personkørsel.

...

Klageren har oplyst, at bilen af mærket Land Rover Defender kun anvendes erhvervsmæssigt, primært i landbrugsdriften i søsterselskabet (virksomhed 23) ApS.

..."

I den omtalte sag undgik skatteyder at blive beskattet af værdi af fri bil i forhold til den omhandlede Land Rover Defender - uanset at denne som anført var indregistreret til blandet privat/erhvervsmæssig anvendelse. I den foreliggende sag fandt Landsskatteretten således ikke grundlag for at anse selve bilens indregistrering som værende afgørende for, hvorvidt der skulle gennemføres beskatning af værdi af fri bil.

For det andet skal der til illustration af praksis henvises til to nyere afgørelser fra Skatteankenævnet begge afsagt den 10. september 2014, jf. bilag R og S. Begge afgørelser vedrørte overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil i forhold til to Range Rovere ejet af et selskab, hvori de to skatteydere var ansat.

Det fremgår af afgørelserne, at begge biler var indregistreret til godstransport privat/erhverv - og at bilerne således på linje med den i nærværende sag omhandlede bil var indregistreret til blandet benyttelse.

Uanset bilernes indregistreringsforhold nåede skatteankenævnet - efter en samlet konkret vurdering - i begge sager frem til, at de omhandlede biler ikke havde stået til rådighed for privat benyttelse, der kunne udløse beskatning af værdi af fri bil. Skatteankenævnet anførte følgende omkring bilernes indregistreringsforhold i præmisserne:

"...

I dit tilfælde er bilen indregistreret til både privat og erhvervsmæssig kørsel. Da det dermed er tilladt at køre privat i bilen, må det påhvile dig at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel af dig.

..."

Dette er en helt korrekt retsanvendelse i forhold til behandlingen af bilens indregistreringsforhold. Det er netop samme retsanvendelse, som retten bør anvende i nærværende sag - på linje med Landsskatterettens retsanvendelse i nærværende sag.

For det tredje henvises til Landsskatterettens kendelse afsagt den 19. august 2003 (Landsskatterettens j.nr. 12-0192125), jf. bilag T. I sagen nåede Landsskatteretten frem til, at der ikke var grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil i forhold til en Suzuki Grand Vitara, der var indregistreret til erhvervsmæssig benyttelse. Opmærksomheden henledes på, at sagen er særlig interessant derved, at Landsskatteretten nåede frem til, at der ikke skulle ske beskatning af værdi af fri bil - uanset at selskabet ikke havde fradraget momsen ved anskaffelsen af bilen. Bilen var erhvervet som en brugt momsfri bil, hvorfor selskabet ikke havde mulighed for at fradrage momsen ved anskaffelsen.

Uanset at selskabet således de facto ikke havde afløftet momsen af anskaffelsessummen i forbindelse med anskaffelsen af bilen, lagde Landsskatteretten i præmisserne til grund, at man skulle stille selskabet som om, at momsen var fratrukket ved anskaffelsen. Dette fremgår af Landsskatterettens præmisser side 14. Herefter nåede Landsskatteretten frem til, at den omhandlede bil var omfattet af den særlige praksis, der fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4, 10. og 11. punktum, der blev indført med virkning fra 1. januar 2002. Ifølge denne praksis har SKAT bevisbyrden for, at en firmabil på gule plader - hvor momsen er afløftet ved anskaffelsen, og hvor der ikke er betalt tillægsafgift for privat benyttelse efter vægtafgiftsloven - er anvendt privat, førend der kan gennemføres beskatning af værdi af fri bil. Landsskatteretten fandt, at SKAT konkret ikke havde løftet denne bevisbyrde i sagen.

For det fjerde henvises til tre nyere landsskatteretskendelser, jf. bilag U, V og X - alle vedrørende hvidpladebiler - der sammen med den i svarskriftet omtalte praksis er med til at illustrere, at bilens indregistreringsforhold ikke tillægges særskilt afgørende betydning ved vurderingen af, hvorvidt der i den konkrete sag er grundlag for at gennemføre beskatning af værdi af fri bil - idet det derimod beror på en samlet konkret vurdering af alle relevante omstændigheder.

...

Sagsøger anfører i replikken side 3, at selv hvis der i nærværende sag skal ses bort fra bilens indregistrering, og sagen skal vurderes efter praksis for hvidpladebiler, så er der ikke anført momenter, der kan afkræfte formodningen for privat rådighed.

A fastholder heroverfor, at en samlet konkret vurdering af alle relevante forhold i nærværende sag fører frem til, at der ikke er grundlag for den gennemførte beskatning af værdi af fri bil. Dette støttes af følgende overordnede forhold:

-

At der forelå en klar erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af den omhandlede bil, samt at bilen de facto er anvendt udelukkende erhvervsmæssigt i overensstemmelse med dette formål.

-

At SKAT ikke har foretaget nogen form for observationer af, at den i sagen omhandlede bil skulle være anvendt i privat øjemed.

-

At A til rigelighed har fået dækkets hans private kørselsbehov af privatejede biler.

Det skal i øvrigt bemærkes, at sagen er speciel derved, at den i sagen omhandlede bil de facto var personligt ejet af A via hans personligt ejede virksomhed - og herefter udlejet til selskabet H2 ApS. Såfremt sagsøger opnår medhold i nærværende sag, vil det føre til, at A bliver beskattet af værdi af fri bil i forhold til en bil, som han selv personligt ejede, hvilket ikke ses at være forekommet før i praksis.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Varebilen af mærket VW Tranporter var ejet af A's personlige virksomhed og udlejet til H2 ApS, hvori A er eneanpartshaver. Der er adressesammenfald mellem virksomhedernes og A's adresse, og varebilen stod efter arbejdstid ved adressen. På denne baggrund er der efter retspraksis en formodning for, at han har haft rådighed over varebilen til privat benyttelse og derved er skattepligtig af værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16a, stk. 5.

A, der ikke har ført kørselsregnskab, betalte i alle indkomstårene privatanvendelsesafgift for varebilen og har ikke afløftet moms ved købet. Af erklæring om anvendelse af køretøj fremgår endvidere, at varebilen skal anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt. Retten finder, at A's forklaring om omstændighederne ved afgiftsbetalingen og erklæringen om anvendelse har været usikker. Uanset de forhold, at der ikke er foretaget observationer af kørsel i privat ærinde, og at A og ægtefællen har en privat bil til rådighed, finder retten, at A ikke alene ved sin forklaring har sandsynliggjort, at varebilen ikke er stillet til rådighed for hans private benyttelse.

Retten finder derfor, at værdien af fri bil beregnet efter princippet i ligningslovens § 16, stk. 4, skal medregnes ved opgørelsen af hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2007, 2008 og 2009, og retten tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 27.940 kr., som nedenfor bestemt. Af omkostningerne dækker 2.940 kr. retsafgiften, og 25.000 kr. dækker udgiften til advokatbistand inklusive moms, der er fastsat efter sagens karakter, omfang og værdi, samt det for parterne opnåede resultat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Sagsøgte, A, skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2007, 2008 og 2009 forhøjes med henholdsvis 80.704 kr., 80.704 kr. og 61.598 kr.

I sagsomkostningerne skal A inden 14 dage til sagsøgeren, Skatteministeriet, betale 27.940 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.