Skattepligt angående værdien af fri bil

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato27 May 2015
Dato for udgivelse07 Jul 2015 10:43
SKM-nummerSKM2015.488.LSR
MyndighedLandsskatteretten
Sagsnummer13-0208231
Dokument typeAfgørelse
EmneordErhvervsmæssig, firmabil, hovedanpartshaver, interesseforbundne, privat
Resumé

Uanset om en del af en skatteyders kørsel i en firmabil måtte anses for omfattet af LL § 9 B, stk. 3, fandtes han ikke at have dokumenteret eller sandsynliggjort, at bilen, der var placeret på hans bopæl om natten, ikke var stillet til rådighed for privat kørsel. Der skete herefter beskatning af værdien for bil efter LL § 16, stk. 4.

Reference(r)

Ligningsloven § 9 B, stk. 3 og § 16, stk. 1 og 4

Statsskatteloven § 4

 

Henvisning

-

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 C.A.5.14.1.11


Sagens emne

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2009

Værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4

137.228 kr.

0 kr.

137.228 kr.

Indkomståret 2010

Værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4

107.371 kr.

0 kr.

107.371 kr.

Faktiske oplysninger
Repræsentanten har oplyst, at klageren er hovedanpartshaver i selskabet H1 ApS (herefter selskabet), som har specialiseret sig i [...]. Selskabets primære kunder er [...]. Selskabet har siden år Z1 haft fabrik i Y1, der producerer [...]. Fabrikkens produkter bliver for 50 %' vedkommende anvendt i egen virksomhed til reparation af veje, og den øvrige del af produktionerne bliver eksporteret til Y2. Klageren besøger fabrikken gennemsnitligt to gange om måneden. 

Selskabet har adresse på klagerens bopælsadresse, Y3, hvorfra klageren udfører alle administrative opgaver. Der er desuden ansat en administrativ medarbejder med en daglig arbejdstid på 3 timer. Klagerens arbejde består primært i at besigtige veje og afgive tilbud på reparationsopgaver. Herudover udfører klageren besigtigelsesopgaver på udført arbejde i tilfælde af uenigheder. Endelig udfører klageren kundeopsøgende arbejde, hvor han besøger nuværende og potentielle kunder med henblik på mersalg.

SKAT har oplyst, at selskabet i indkomståret 2011 havde 13 ansatte.

Selskabet anskaffede 22. juni 2007 en personbil af mærket BMW 325 I Cabriolet, indregistreringsnummer X. Bilen er oplyst udelukkende at være anvendt til den beskrevne arbejdsmæssige kørsel. Der er fremlagt kopi af leasingaftale af 6. juni 2007 som dokumentation for selskabets anskaffelse af bilen, der er på hvide plader.

Klageren er den 5. maj 2011 antruffet på motorvejen ved Y4 kørende i bilen i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel.

Klagerens ægtefælle ejer en privat bil af mærket Ford S-Max. Klageren har anvendt den private bil til erhvervsmæssig kørsel, når der var behov for anvendelse af træk. I den forbindelse har selskabet udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse til ham.

Klageren har kørt i ægtefællens bil i 70 arbejdsdage i 2009 og 54 arbejdsdage i 2010.

Ifølge selskabets grundbilag er der i 2009 udbetalt befordringsgodtgørelse til klageren med 84.360,44 kr., hvilket dækker 23.697 km kørt i ægtefællens bil. I 2010 er der udbetalt 27.935,32 kr., hvilket dækker 7.847 km kørt i ægtefællens bil.

Klageren har fremlagt en kørebog for firmabilen for november og december 2011 samt for 1. januar-31. august 2012. Ifølge kørebogen har klageren i denne periode udelukkende benyttet bilen til erhvervsmæssig kørsel, og han har kørt mellem mange forskellige adresser. 

Gennemgang af konti vedrørende brændstofforbrug viser, at der købes brændstof på 5 brændstofkort. Selskabet har oplyst, at benzinkort er i de enkelte biler. SKAT har oplyst, at der ikke er modtaget materiale, der dokumenterer, hvor meget brændstof BMW, reg.nr. X, har anvendt.

Klageren har oplyst, at klagerens ægtefælle som hovedregel cykler til arbejde. Ægtefællen er ansat i Y5 Kommune som [...], og udfører såkaldte forebyggende hjemmebesøg hos ældre i kommunen. Det er oplyst, at hun som altovervejende hovedregel benytter sin cykel til transporten. Kommunen har en bil, som de ansatte kan benytte efter behov, men denne benytter ægtefællen sig yderst sjældent af.

Klageren har desuden oplyst, at familiens kørselsbehov er relativt begrænset, da både børnenes skole og dagligvarebutikker er i gåafstand fra familiens bopæl. Firmabilen egner sig i øvrigt dårligt til kørsel for en familie på 5, da pladsen på bilens bagsæde er meget trang.

SKATs afgørelse
SKAT har anset klageren for skattepligtig af værdien af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4, af bilen BMW 325 med indregistreringsnummer X, for indkomståret 2009 med 137.228 kr. og for indkomståret 2010 med 107.371 kr.

Selskabets hjemmeadresse er på klagerens adresse. Klageren har oplyst, at al administration foregår på denne adresse. 

Som hovedanpartshaver og direktør har klageren bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner.

Der er ikke ført kørebog for selskabets personbil, ligesom der ikke er ført kørebog for den private bil.

Klagerens forhold er analoge med forhold nævnt i TfS 2008.265.

Det er rådigheden over bilen, der beskattes. Klageren anses for at have fri bil til rådighed, da der er adressesammenfald mellem selskab og hovedanpartshaver.

Det er korrekt, at det hverken fremgår af bemærkninger eller bilag til lovgivningen, at hovedanpartshavere, der er ansat i selskabet, er undtaget fra bestemmelsen i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Overordnet er det ikke muligt at kontrollere/konstatere, om klageren har haft et kørselsmønster, der falder ind under formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, idet der ikke foreligger en kørebog eller andre noteringer, der sandsynliggør eller dokumenterer erhvervsmæssig kørsel i selskabets bil. Klagerens repræsentant har i sit brev til SKAT af 4. august 2011 beskrevet opgaver og kørselsmønster. Der er ikke tale om dokumentation, men en beskrivelse.

Hvis kørslen i selskabets bil foregår efter samme kørselsmønster, som når klageren får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i ægtefællens bil, kan kørslen i selskabets personbil være omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

For en hovedaktionær og eneste ansatte i den administrative del, kan der, grundet interessefællesskab mellem hovedanpartshaver og selskab, stilles strenge krav til dokumentationen af selskabets udgifter, ligesom der stilles strenge krav til, at betingelserne for at udbetale godtgørelserne er opfyldt, idet det er samme person, der udfærdiger grundbilag og kontrollerer/attesterer rigtigheden.

En ikke interesseforbunden arbejdsgiver vil næppe anskaffe en dyrere bil til en ansats erhvervsmæssige kørsel, og derefter udbetale skattefri befordringsgodtgørelse for 23.497 km med 84.360 kr. i indkomståret 2009 og for 7.697 km med 27.935 kr. i indkomståret 2010 til dækning af samme ansattes erhvervsmæssige kørsel, når selskabet allerede har afholdt udgifter til samme omkostning.

I det hele taget er der for hovedanpartshavere en skærpelse af beviskravene, se f.eks. SKM2010.778.VLR om kontrolkravet ved udbetaling af skattefri godtgørelse.

Det er SKATs opfattelse, at den skærpede formodningsregel for hovedaktionærer mv. mht. dokumentation også gælder for formodningsreglen efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, og der således kan stilles strenge krav til dokumentation.

Som hovedanpartshaver, direktør, selskabets eneste administrative medarbejder og interesseforbunden part med bestemmende indflydelse har klageren en række arbejdsopgaver og funktioner, der gør, at hans erhverv ikke umiddelbart kan sidestilles med f.eks. sælgere, kopimaskineoperatører eller portneren i SKM2011.397.SR, hvorfor klagerens kørsel efter en konkret ligningsmæssig bedømmelse ikke er omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Der henvises til Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.11: Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer mv.

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter. Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, sandsynliggøre over for ligningsmyndighederne, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel. Hvor virksomhedsadressen og privatadressen er den samme, er der en formodningsregel om, at firmabilen bliver brugt privat.

Hverken selskabet eller klageren som hovedanpartshaver har ført kørebog eller andre notater, der dokumenterer eller sandsynliggør, at kørslen i selskabets bil er erhvervsmæssig, og at han eller familien er afskåret fra at bruge personbilen privat.

Selskabets bil er ikke specialindrettet, den fremtræder som velegnet til persontransport, der er ikke ført kørebog og personbilen er til daglig parkeret på selskabets adresse, der også er den private bopæl. Det bemærkes, at klageren har købt bilen af selskabet den 24. september 2012.

Der henvises til dommene: SKM2009.239.HR, TfS 2011.153 V, SKM2005.138.HR, SKM2012.464.ØLD, SKM2008.617.ØLR, SKM2005.204.ØLR, SKM2004.118.VLD, SKM2003.53.VLR, SKM2002.203.VLR, TfS 2000.622 ØLD, SKM2011.578.BR, SKM2011.2.BR, SKM2008.47.BR.

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke er skattepligtig af værdi af fri bil for indkomstårene 2009 og 2010, da klageren ikke har haft fri bil til rådighed for privat kørsel.

Denne skattesag fik sin begyndelse, da klageren den 31. maj 2011 som fører af firmabilen blev stoppet af SKAT på motorvejen ved Y4.

Da klageren blev stoppet af SKAT, havde han bl.a. været ude og besigtige et vejprojekt for Y6 Kommune. Klageren oplyste til SKAT, at han kom fra et møde i Y6 Kommune hos en navngiven medarbejder, samt at han også havde været til møde hos G1. Der var tale om en henkastet samtale, og klageren ville have fortalt mere om bilens anvendelse, hvis han havde kendt til konsekvensen af samtalen med SKAT.

Klageren har i brev af 15. juni 2011 til SKAT redegjort nærmere for sin kørsel den 31. maj. Som beskrevet i dette brev havde klageren besigtiget Y7 i Y6 Kommune i relation til reparation af vejen. I forlængelse af besigtigelsen havde klageren talt i telefon med JR fra Y6 Kommune om reparationsmulighederne. JR bad klageren om at sende en redegørelse herom pr. e-mail, hvilket blev gjort den efterfølgende dag.

Forinden denne e-mailkorrespondance havde SKAT kontaktet JR i Y6 Kommune uden at spørge klageren om tilladelse. Klageren og repræsentanten er rystede over SKATs fremgangsmåde med denne henvendelse, som kan være med til at ødelægge et kundeforhold. SKAT har ikke lovhjemmel til sådanne opkald. SKAT har senere tilkendegivet overfor repræsentanten, at denne fremgangsmåde ikke var ok.

Klageren lever i høj grad af gode kunderelationer. Klageren fik ikke opgaven vedrørende reparation af Y7 i Y6, og selskabet har ikke efterfølgende fået opgaver fra Y6 Kommune.

Klagerens ægtefælle er ansat i Y5 Kommune som [...]. Ægtefællen udfører såkaldte forebyggende hjemmebesøg hos ældre i Y5 kommune, og benytter som altovervejende hovedregel sin cykel til transporten. Kommunen har en bil, som de ansatte kan benytte efter behov, men denne bil benytter ægtefællen sig yderst sjældent af.

Klagerens families kørselsbehov er relativt begrænset, da både børnenes skole og dagligvarebutikker er i gåafstand fra familiens bopæl. Firmabilen egner sig i øvrigt dårligt til kørsel for en familie på 5 personer, da pladsen på bilens bagsæde er meget trang. Klagerens yngste barn er født i år Z2, hvorfor bilkørsel i perioden 2009-2010 krævede et barnesæde, hvilket aldrig har været installeret i firmabilen.

Bilen er valgt, fordi klageren kører mange kilometer, og derfor gerne vil have en bil, som er behagelig at køre i. Det er sjældent, at der er behov for anvendelse af træk, og i så fald ved klageren det i forvejen og bruger den private bil, som ikke er lige så rar at køre i.

Firmabilen er indregistreret på hvide nummerplader, idet klageren ofte medbringer kunder i bilen i forbindelse med besigtigelsesopgaver. Selskabet havde tidligere en firmabil med gule nummerplader, men det var uhensigtsmæssigt, at klageren i denne kun kunne have en passager med.

Klageren har som konsekvens af SKATs opstart af denne sag fra august 2011 ført elektronisk kørebog (G2) vedrørende bilen. Kørebogen er forelagt SKAT. G2 registrerer al kørsel i bilen, men kun stop på mere end 5 minutter registreres med en adresse. Som det ses af kørebogen er al kørsel erhvervsmæssig. 

SKAT har i afgørelsen anført, at det ikke har været muligt at få oplyst hvilket brændstofkort, der har været placeret i bilen. Det kan hertil oplyses, at firmabilen er den eneste af selskabets biler, der benytter benzin. Klageren har ved e-mail den 30. september 2012 til SKAT redegjort for, at alle køb af benzin er til denne bil.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at klagerens forhold er analoge med forholdene i TfS 2008, 265. Efter klagerens opfattelse, er den helt afgørende forskel på faktum i TfS 2008, 265 og nærværende sag, at klageren ikke har overskredet 60-dages reglen.

SKAT har desuden anført, at klageren efter en konkret ligningsmæssig bedømmelse ikke er omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3. Der henvises i den forbindelse til Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012, journal nr. 12-0189410, hvor Landsskatteretten undlod at beskatte en hovedanpartshaver af fri bil med følgende begrundelse:

"Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes og ikke omfanget af den private brug.

Det påhviler klageren som hovedaktionær i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM2003.154, og Højesterets dom af 11. november 1990, offentliggjort i TfS1999.919.

Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for hans private kørsel, anses under henvisning til det oplyste om omfanget af klagerens erhvervsmæssige aktiviteter i de pågældende år og kørslen i forbindelse hermed, samt at firmabilen ikke er observeret anvendt privat samt endelig det oplyste om omfanget af kørslen i den private bil, for svækket i det foreliggende tilfælde.

Under henvisning til det oplyste om klagerens omfattende erhvervsmæssige aktiviteter bl.a. omfattende kørsel til mange forskellige arbejdspladser, lægges det til grund, at klagerens kørselsmønster indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der er kørt mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, og klagerens kørsel anses derfor for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser."

Efter klagerens og repræsentantens opfattelse er klageren tilsvarende omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, idet kørslen i firmabilen som beskrevet foretages til kontinuerligt skiftende arbejdspladser. Firmabilen er ligeledes ikke observeret anvendt privat, og familiens private bil dækker familiens kørselsbehov. Der er ikke i øvrigt forhold, der indikerer, at firmabilen har været benyttet til privat kørsel.

Det er ikke sandsynligt, at der er kørt mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Dette underbygges af den elektroniske kørebog, som klageren af egen drift har fået installeret i bilen.

Da det er klart, at 60-dagesreglen ikke er overskredet, jf. klagerens kørselsmønster, er SKAT ikke berettiget til at kræve kørebog.

Ligningslovens § 9 B, stk. 3, blev indført med virkning fra 1. januar 2009. Da der er tale om en formodningsregel, finder reglen anvendelse på skattesager, der rejses af SKAT efter denne dato. Formodningsreglen finder således anvendelse på nærværende sag.

Firmabilen er sædvanligvis parkeret ved familiens bopæl, og SKAT har anført, at selskabets bil er til rådighed for familiens transport, når klageren anvender privatbilen til erhvervsmæssig kørsel. Det bemærkes hertil, at klagerens ægtefælle aldrig har kørt i selskabets bil, og at hun heller ikke har behov herfor, når klageren anvender privatbilen. Som nævnt benytter ægtefællen cykel i sit job, og børnenes skole og dagligvarebutikker er i gåafstand fra familiens bopæl.

Som det fremgår af SKATs oversigt over klagerens erhvervsmæssige rejser med benyttelse af privatbilen, har denne været væk fra bopælen i følgende perioder ultimo 2011:

  • Fra den 28. november til den 2. december
  • Fra den 5. december til den 8. december
  • Fra den 11. december til den 15. december

I denne periode har der været en elektronisk kørebog installeret i firmabilen, som efter det oplyste registrerer al kørsel i bilen. Som det ses af kørebogen, har firmabilen ikke været benyttet i perioden, hvilket dokumenterer, at ægtefællen uden problemer kan klare sig uden bil. Klageren har oplyst, at han ikke er i stand til at afmontere den elektroniske kørebog, og at han faktisk ikke ved, hvor den befinder sig i bilen, da den blev installeret af firmaet, der forhandler kørebogen.

Klageren har i forbindelse med denne sag forhørt sig hos G2 om muligheden for at udtage den elektroniske kørebog. Klageren fik oplyst, at G2 har alle oplysninger om kørslen i bilen, og at G2 vil udløse en alarm, såfremt den udtages af bilen.

Som følge af denne sag har klageren købt bilen af selskabet, idet han ville være sikker på ikke at blive beskattet af fri bil længere end højst nødvendigt, såfremt en skattesag herom blev tabt. Købet af bilen er således alene sket af skattemæssige årsager og på ingen måde som følge af familiens kørselsbehov.

SKATs forslag til afgørelse er bygget op omkring en praksis, der endegyldigt blev forladt med indførelsen af ligningslovens § 9 B, stk. 3. Afgørelsen er derfor uhjemlet og forkert, hvilket med Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012 står helt tydeligt.

Ligningslovens § 9 B, stk. 3 er en generel regel, der også finder anvendelse i forhold til en hovedaktionær, der driver virksomhed fra bopælen. Da klageren har et kørselsmønster, der indebærer kørsel til mange forskellige arbejdspladser, vil han være omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Der er herefter ikke grundlag for at gennemføre en fribilbeskatning med tilbagevirkende kraft.

SKATs udtalelse af 25. februar 2015
Det er oplyst, at klageren laver alle administrative opgaver, at han besigtiger veje og afgiver tilbud på reparationsarbejde og besigtiger udført arbejde i tilfælde af uenigheder. Endelig opsøger han nuværende og nye kunder med henblik på salg. Herudover besøger han fabrikken i Y1 ca. 2 gange om måneden. Fordelingen af arbejdet er ikke anført. 

Der er ikke fremlagt en erklæring om, at klageren ikke må benytte selskabets bil til private formål.

Det primære argument fra repræsentantens side er, at klageren skulle være omfattet af ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Det fremgår således af § 9 B, stk. 3, at:

"Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1.

Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1."

Af lovforslag nr. 22 af 8. oktober 2008 fremgår, under almindelige bemærkninger:

"I nogle situationer kan den ansatte have så mange forskellige arbejdspladser, at det er meget byrdefuldt for vedkommende at påse, at 60-dages reglen overholdes, og uden betydning, da vedkommende højst sandsynligt aldrig vil køre til blot ét af arbejdsstederne i mere end 60 dage inden for de forudgående 24 måneder."

Og under punkt 8.0 administrative konsekvenser for erhvervslivet:

"Smidiggørelsen af 60-dages reglen bevirker, at der bliver mindre administration i de tilfælde, hvor der køres til mange forskellige arbejdssteder, og hvor det kan være administrativt tungt at skulle holde øje med 60-dages reglen."

Da fordelingen af klagerens arbejdsopgaver ikke er nærmere oplyst, finder SKAT allerede af den grund, at klageren ikke falder ind under reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3. Klageren har således både administrative funktioner, der klart ikke falder ind under formodningsreglen, og opgaver der kan falde ind under reglen. Det er SKATs opfattelse, at for at have et særligt kørselsmønster skal der ikke være tale om en funktion som klagerens, hvor der bestrides opgaver, der klart ikke falder inden for formodningsreglen.

Klageren har ikke ført kørebog eller lignende, der dokumenterer klagerens samlede kørsel.

Hvis der skeles til klagerens udskrift fra G2 fra 2013, ses der alene at være få besøg hos kunder hver dag (1-2 kunder). Det er derfor SKATs opfattelse, at klageren ikke har så mange arbejdssteder, at det bliver meget byrdefuldt for klageren at påse, om 60-dagesreglen overholdes. Dermed er kriteriet for et særligt kørselsmønster heller ikke opfyldt.

Det er således SKATs opfattelse, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

SKAT henviser til Landskatterettens afgørelse af 21. januar 2015, j.nr. 13-0013452, hvor et selskab beskæftigede sig med særtransport. Klageren kørte i den af selskabet ejede bil ud og kiggede på, om der var forhindringer der gjorde, at f.eks. en transport med vindmøller kunne komme forbi. Hans opgave var derfor, at køre ruten igennem og koordinere med myndighederne, således at transporten kunne foregå uhindret. I denne sag fandt man ikke at klagerens kørselsmønster var af en sådan karakter, at der var tale om et særligt kørselsmønster.

Herudover tager formodningsreglen i § 9 B, stk. 3, alene stilling til kørsel mellem hjemmet og arbejdspladser. Efter SKATs opfattelse anlægges der alene en formodning om, at kørslen mellem hjem og arbejdspladser ikke er privat, når der er et særligt kørselsmønster.

Men når der er tale om en hovedaktionær hvor bilen er opstillet på privatadressen, er der i praksis fastlagt en formodning for, at bilen er stillet til rådighed for privat anvendelse. Formodningsreglen i § 9 B, stk. 3, omhandler således ikke den formodning, der i øvrigt består for hovedaktionærer om, at bilen generelt set er til rådighed for privat anvendelse. Formodningsreglen i § 9 B, stk. 3, omfatter således kun en meget lille del af den rådighed, som en hovedaktionær skal kunne afkræfte for at undgå beskatningen af fri bil.

Dette støttes af lovforslagets bilag 2, under bemærkningerne til Skatterevisorforeningen, hvor der fremgår følgende:

"Skatteministeriet skal hertil først bemærke, at formodningsreglen ikke ændrer på beskatningen af fri bil."

Herefter er det SKATs opfattelse, at der trods indførelsen af formodningsreglen i § 9 B, stk. 3, fortsat skal foretages en bedømmelse efter praksis vedrørende den skærpede bevisbyrde for hovedaktionærer.

Når bilen er opstillet på privatadressen, hvor virksomheden også er beliggende, er der en formodning for privat anvendelse af bilen, jf. SKATs juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.1.11.

Herudover fremgår det af Højesteretsdommene SKM2014.504.HR og SKM2005.138.HR, at når der ikke er nogen erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af en hvidpladebil, er det klageren, der har bevisbyrden for, at den ikke har stået til rådighed. For at have en erhvervsmæssig begrundelse, skal bilen kunne anses som nødvendig til det erhverv, som skatteyderen udøver. Denne bevisbyrde har klageren ej heller løftet.

Herudover må bilen anses for en luksusbil. Det fremgår af SKM2014.182.ØLR, at når der er tale om en eksklusiv og dyr bil, og det ikke fremstår klart, hvilket driftsmæssigt behov bilen opfylder, er det klageren, der skal løfte bevisbyrden for, at den ikke står til rådighed for privat anvendelse.

Et kørselsregnskab skal, for at afkræfte formodningen om privat kørsel, være ført løbende. I SKM2009.239.HR fastslog Højesteret med henvisning til Vestre Landsrets præmisser, at et kørselsregnskab er den eneste konkrete måde, hvorpå det kan bevises, at en firmabil ikke har været anvendt til privat kørsel. En manglende løbende udarbejdelse af kørselsregnskaber indebærer omvendt, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilerne ikke kan fastlægges.

Klageren har desuden ikke fremlagt nogen anden dokumentation for effektiv afskæring af rådigheden over samt den private anvendelse af bilen.

Kørslen der er registreret i G2 for 2012, kan ikke lægges til grund for de påklagede indkomstår 2009 og 2010. Oplysningerne fra G2 for 2012 opfylder desuden ikke kravene til et kørselsregnskab, ligesom der ses at være foretaget kørsler i weekender. Der er således ikke afstemt kilometertæller, ligesom teksten "Kundebesøg" ikke opfylder kravene til beskrivelsen af det erhvervsmæssige formål, specielt når der henses til, at det er den eneste tekst, der skrives.

Samlet set har klageren derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at bilen ikke står til rådighed for privat benyttelse. Det er således med rette, at klageren er blevet beskattet af fri bil for indkomstårene 2009 og 2010.

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse
SKAT anfører, at klageren ikke falder ind under reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, da fordelingen af klagerens opgaver ikke er særlig oplyst. For at have et særligt kørselsmønster, skal der ifølge SKAT ikke være tale om en funktion som klagerens, hvor der bestrides opgaver, der klart ikke falder inden for formodningsreglen.

Det skal hertil bemærkes, at klageren langt fra selv udfører alle administrative opgaver, og at selskabet har en person ansat på halv tid til netop administrative opgaver. Repræsentanten har i øvrigt vanskeligt ved at se, at fordelingen af arbejdsopgaver har betydning for anvendeligheden af ligningslovens § 9 B, stk. 3, i den konkrete situation, hvor klageren utvivlsomt har et stort kørselsbehov, og hvor der heller ikke er tvivl om, at kørselsmønstret er så varieret, at 60-dagesreglen ikke er i nærheden af at være overskredet.

SKAT bemærker, at klageren ikke har ført kørebog eller lignende, der dokumenterer klagerens samlede kørsel.

Repræsentanten henviser til, at klageren har ført kørebog for en senere periode. Som det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 1337 af 19. december 2008 (L-22 2008/2009) samt af retspraksis, gælder der ikke længere noget krav om førelse af kørebog med henblik på afkræftelse af rådighedsformodningen. Formodningsreglen i § 9 B, stk. 3, blev netop indført med henblik på at sikre administrative lettelser for erhvervslivet, herunder i relation til førelse af kørebog.

Umiddelbart forekommer det således overflødigt, at klageren har ulejliget sig med i det hele taget at føre kørebog. Kørebogen giver imidlertid et væsentligt indblik i det varierede kørselsmønster, klageren har haft i den omhandlede periode. Ligningslovens § 9 B, stk. 3, blev netop indført som en formodningsregel, der skulle gøre op med tidligere tiders krav om førelse af kørebog - og dermed sikre administrative lettelser for erhvervslivet. Det er således karakteristisk, at "altmuligmanden" i SKM2011.397.SR og hovedaktionæren i 12-0189410 blev anset for omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, uagtet de ikke havde ført kørebog, der understøttede det varierede kørselsmønster.

Landsskatterettens afgørelse af 21. januar 2015, som SKAT henviser til, adskiller sig på en række afgørende punkter fra nærværende sag. I nævnte afgørelse var der intet, der indikerede et varieret kørselsmønster, idet skatteyderen formentlig i stor udstrækning har kørt den samme rute igen og igen. Skatteyderen havde derfor ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at 60-dagesreglen ikke var overskredet. I nærværende sag indikerer klagerens kørselsmønster kraftigt, at 60-dagesreglen aldrig vil være overskredet, hvilket det fremlagte kørselsregnskab tydeligt bekræfter.

Endelig forekommer det helt misvisende, når SKAT hævder, at der ikke ses at være nogen erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelse af en hvidpladebil. Der er i klagen redegjort for, hvorfor selskabet anskaffede sig en hvidpladebil, da selskabet i forbindelse med besigtigelsesopgaver jævnligt har behov for at befordre flere kunder på samme tidspunkt. Endvidere må det i situationen suverænt være op til klageren at beslutte, om han i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel har lyst til at køre i en BMW eller i et andet bilmærke.

Landsskatterettens afgørelse
Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdi af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det er rådigheden over bilen, der beskattes, ikke omfanget af den private brug.

Hvis en hovedanpartshaver har råderet over en firmabil, der om natten er placeret på hans privatadresse, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter. Derfor påhviler det en hovedanpartshaver, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over en firmabil, at sandsynliggøre, at han er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.11: Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer mv.

Efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, anses befordring mellem hjem og arbejde for erhvervsmæssig for skattepligtige, der har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

Bestemmelsen omhandler udelukkende, hvornår kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig. Hvis en skatteyder i øvrigt anvender en firmabil til privat kørsel, skal han således beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i selskabet, og han har derfor bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner. Selskabet er hjemmehørende på klagerens bopælsadresse, og dets administration foregår der.

Klageren har i betydeligt omfang ladet firmabilen stå på bopælen og i stedet anvendt ægtefællens bil til sin erhvervsmæssige kørsel. Firmabilen anses på disse tidspunkter for at have været til rådighed for klagerens ægtefælle. Der er ikke fremlagt oplysninger om, hvor meget ægtefællens bil har kørt privat, ligesom der ikke er fremlagt en erklæring om, at klageren ikke må anvende firmabilen til privat kørsel.

Uanset om klageren må antages at have haft så mange skiftende arbejdspladser, at hans kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, har han herefter hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at firmabilen ikke har været stillet til rådighed for privat kørsel. Han er derfor skattepligtig af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Beregningen af bilens skattepligtige værdi er ubestridt.

Landskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.