Skatteproces - søgsmål – e-mail sendt kort efter lukketid

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato31 Jul 2015
Dato for udgivelse04 Sep 2015 08:52
SKM-nummerSKM2015.574.BR
MyndighedByret
SagsnummerRetten i Aarhus, BS 13-1732/2014
Dokument typeDom
EmneordStævning, fristoverskridelse, indbringelse, andelsboligforening
Resumé

Sagen vedrørte, hvorvidt der skulle realitetsbehandling eller om sagen skulle afvises.

Retten modtog original stævning den 3. september 2014. Sagsøgeren havde dagen før sendt en e-mail med kopi af stævningen, denne e-mail var først sendt efter rettens kontortids ophør.

Da den landsskatterets afgørelse, der ønskedes indbragt var blevet afsagt d. 2. juni 2014, modtog retten stævningen mere end 3 måneder efter, at afgørelsen var truffet. Indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt. var således overskredet.

Retten afviste derfor sagen.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 A.A.10.3.5.1


Parter

H1 Andelsboligforening
(Advokat Rasmus Balle)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Jeppe Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Anders Stokbro Jensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises eller realitetsbehandles.

Sagsøgeren, H1 Andelsboligforenings påstand er, at sagen skal realitetsbehandles.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at sagen skal afvises.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Retten har i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, truffet bestemmelse om, at forberedelsen og hovedforhandlingen af sagen foreløbig begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt sagen skal afvises.

Dommen er afsagt uden forudgående mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 366, stk. 1.

Parternes synspunkter

Til brug for rettens afgørelse har parterne indleveret afsluttende procedureindlæg.

H1 har gjort følgende gældende:

"...

Der henvises til nedenstående uddrag af sagsøgtes retssagsvejledning (SKM2012.756.SKAT), jf. dennes punkt 1.1. benævnte "Hovedprincipperne":

"...

Retssager skal afsluttes med den rigtige afgørelse på det tidligst mulige tidspunkt. Så tidligt som overhovedet muligt skal Skatteministeriet tage stilling til, om en retssag skal føres, skal opgives helt eller delvis, eller om det skal forsøges at få sagen afsluttet med et forlig.

Sagerne skal føres på deres indhold - ikke på formalia.

..."

(Sagsøgers markeringer)

Der henvises tillige til retssagsvejledningens punkt 10 benævnte "Fristoverskridelser", hvoraf følgende fremgår:

"...

Derudover foretager departementet i situationer, hvor der er tale om en meget begrænset fristoverskridelse, en konkret vurdering af, om der foreligger særlige omstændigheder, som indebærer, at Skatteministeriet undlader at nedlægge påstand om afvisning. Denne vurdering foretages generelt og uden anmodning fra den skattepligtige. Vurderingen foretages i departementet af kontorchefen for Proces og Administration - Lovkvalitet.

..."

Sagsøgte har ikke ønsket at fremlægge denne konkrete vurdering i sagen, hvorfor det må anses for uvist, om en sådan vurdering overhovedet er foretaget.

Sagsøgtes afvisningspåstand, der reelt skyldes en forsinkelse på 38 minutter, strider således med sagsøgtes egne principper for sin retssagsførelse.

...

Den for Retten indbragte afgørelse fra Landsskatteretten (sagens bilag 1) er afsagt d. 2. juni 2014, men først modtaget af sagsøger d. 4. juni 2014. Dette stemmer godt overens med skatteforvaltningens praksis, hvorefter der opereres med en 3 dages postgang, men det stemmer ikke godt overens med sagsøgtes afvisningspåstand i den anlagte domstolssag.

Der kan med rette argumenteres for, at sagsøgte inden en evt. afvisningspåstand nedlægges bør regne fristen på tre måneder fra afgørelsens faktiske fremkomsttidspunkt, hvilket også er i overensstemmelse med den gældende klagefrist i det administrative system, jf. skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 3, hvorefter sagen under alle omstændigheder ville være anlagt rettidigt.

...

Årsagen til forsinkelsen i denne sag skyldtes printerproblemer, der umuliggjorde at stævningen rettidigt kunne blive printet, påført original underskrift, blive indscannet og endelig fremsendt elektronisk til Retten. Sagsøger er bekendt med, at dette ikke er et problem, der i udgangspunktet anerkendes som værende fristudskydende, men det er værd at bemærke, at lovgiver allerede har vedtaget en bestemmelse, der fremover netop imødekommer, at en part bliver stillet i en lignende situation.

Rettens opmærksomhed henledes på lov nr. 737 af 25. juni 2014 vedrørende ændring af retsplejeloven og forskellige andre love, hvor det med ikrafttrædelse d. 1. januar 2015 er bestemt, jf. lovens § 1, nr. 18, jf. § 12, stk. 2, at der indsættes følgende bestemmelse i retsplejeloven efter § 148 a:

"...

§ 148 b. Retten kan bestemme, at processkrifter skal forsynes med original underskrift, når den finder anledning hertil.

..."

Kravet om original underskrift på processkrifter, herunder på stævning, er med andre ord frafaldet fra 1. januar 2015, hvorfor årsagen til den omhandlende forsinkelse i nærværende sag - på 38 minutter - således blev ophævet mindre end 3 måneder efter sagens anlæggelse.

...

Sammenfattende gøres det på vegne af sagsøger gældende, at der på baggrund af samtlige ovenstående forhold bør ses bort fra fristoverskridelsen i dette tilfælde, således at sagen ikke afvises.

..."

Skatteministeriet har gjort følgende gældende:

"...

1. Indbringelsesfristen er overskredet

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt. lyder:

"...

En endelig administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

..."

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 2. juni 2014, og fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene udløb derfor den 2. september 2014.

Sagsøgeren indleverede ikke en original stævning til retten den 2. september 2014, og sagsøgeren har derfor ikke overholdt indbringelsesfristen.

Den e-mail med stævningen, som sagsøgeren den 2. september 2014 sendte til retten, blev desuden først sendt kl. 15.38 - altså efter rettens kontortids ophør, og e-mailen har således ikke haft fristafbrydende virkning.

Sagsøgeren har dermed ikke overholdt indbringelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., og sagen skal derfor afvises i overensstemmelse med Skatteministeriets påstand, jf. eks. TfS 1992.211 H, SKM2003.145.ØLR, SKM2006.496.HR og SKM2013.820.BR.

2. Sagsøgerens indsigelser

2.1. Retssagsvejledningen

Det er af sagsøgeren anført, at ministeriet og ministeriets advokatrepræsentants interne aftale, benævnt "retssagsvejledningen", ikke er fulgt.

Dette bestrides. Der er også i denne sag foretaget en konkret vurdering af sagsøgerens fristoverskridelse.

Det gøres desuden gældende, at sagsøgerens anbringende vedrørende retssagsvejledningen ikke kan føre til, at sagen ikke skal afvises i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt.

2.2. Søgsmålsfristen

Det er sagsøgerens opfattelse, at der "med rette" kan argumenteres for, at søgsmålsfristen først skal regnes fra det faktiske fremkomsttidspunkt.

Det fremgår direkte af lovens ordlyd, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er truffet, hvilket i nærværende sag vil sige den 2. juni 2014.

Det af sagsøgeren anførte, jf. replikken, side 2, vedrørende klagefristerne i det administrative system er uden relevans for behandlingen af sagsøgerens fristoverskridelse i nærværende sag. Det er således uden betydning for afgørelsen af nærværende sag, hvornår afgørelsen er modtaget af sagsøgeren, jf. ligeledes TfS 1995.282 H.

Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren er repræsenteret ved et advokatanpartsselskab, der har specialiseret sig i skattesager på området for ejendomsvurderinger. Repræsentanten har derfor et indgående kendskab til de skatteprocesretlige regler. Dermed har repræsentanten været velvidende om den gældende frist for indbringelse af forholdet for domstolene, hvilket også understreges af, at stævningen forsøgtes indgivet inden rettens kontors lukketid den 2. september 2014.

2.3. Årsagen til fristoverskridelsen og øvrige forhold

Sagsøgeren anfører endelig, at kravet i retsplejeloven om original underskrift på processkrifter, herunder stævninger, er frafaldet pr. 1. januar 2015, samt at der alene er tale om en begrænset fristoverskridelse.

Det gøres heroverfor gældende, at det er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag, at retterne pr. 1. januar 2015 kan undlade at stille krav om original underskrift på processkrifter. Nærværende sag skal afgøres efter de regler, der var gældende, da sagsøgeren indgav stævningen mod sagsøgte.

Endelig bemærkes det, at dette forhold ikke ændrer på, at sagsøgeren har indgivet stævningen efter indbringelsesfristens udløb, hvorfor sagen efter fast retspraksis skal afvises, jf. eksempelvis Byrettens dom af 8. januar 2015 i j.nr. SKM2015.219.BR.

Det gøres endelig gældende, at længden af fristoverskridelsen er uden betydning, jf. SKM2006.496.HR, hvor en telefax indeholdende en stævning blev modtaget 12 minutter efter fristens udløb.

...

Sammenfattende gør jeg på vegne af Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren har overskredet fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt., og at der ikke er grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen.

Sagen skal derfor afvises.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Stævningen blev fremsendt ved mail den 2. september 2014 kl. 15:38. Rettens lukketid er kl. 15:00, og mailen er derfor først modtaget den 3. september 2014, samme dag, hvor retten modtog den originale stævning.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, 1. pkt. er derfor ikke overholdt.

Af de grunde, som Skatteministeriet har anført, er der ikke grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen, uanset det, som H1 A/B har fremført.

Retten afviser derfor sagen.

Sagsomkostningerne skal afgøres efter retsplejelovens § 312, stk. 5, og sagsøgeren skal erstatte sagsøgtes udgift til advokatbistand med 10.000 kr. inkl. moms. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

Retten har ud over sagens værdi på 38.511 kr. lagt vægt på omfanget af sagens forberedelse.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagen skal afvises.

H1 Andelsboligforening skal inden 14 dage betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8a.