Præcisering af begrebet "kraftvarmekapacitet" i el-patronordningen - styresignal

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato02 Sep 2015
Dato for udgivelse02 Sep 2015 10:07
SKM-nummerSKM2015.570.SKAT
MyndighedSKAT
Sagsnummer15-1965925
Dokument typeStyresignal
EmneordEl-patronordningen, energiafgifter
Resumé

Styresignalet præciserer begrebet kraftvarmekapacitet, der er en af betingelserne for, at momsregistrerede varmeproducenter har ret til afgiftslempelse for fjernvarme, der produceres af afgiftspligtige brændsler eller af afgiftspligtig elektricitet (el-patronordningen).

Reference(r)

Elafgiftsloven § 11, stk. 16 og 17
Gasafgiftsloven § 8, stk. 4 og 5
Kulafgiftsloven § 7, stk. 3 og 4
Mineralolieafgiftsloven § 9, stk. 4 og 5
CO2-afgiftsloven § 7, stk. 6 og 7 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit E.A.4.3.9.1.


1. Sammenfatning

Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme, har ret til afgiftslempelse for varme, der leveres til kollektive fjernvarmenet eller til lignende fjernvarmenet, hvis de ikke samtidigt producerer elektricitet, og de har kraftvarmekapacitet, eller havde kraftvarmekapacitet den 1. oktober 2005 (el-patronordningen).

Styresignalet præciserer, hvad der skal forstås ved "kraftvarmekapacitet" i den situation, hvor en momsregistreret varmeproducent ikke selv opfylder lovens krav om kraftvarmekapacitet ved egen kraftvarmeenhed, men hvor nettet forsynes med varme fra en anden (eller flere andre) varmeproducerende kraftvarmeenhed(-er).

2. Baggrund og problemstilling

Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme, har ret til afgiftslempelse for varme, der leveres til kollektive fjernvarmenet eller til lignende fjernvarmenet, hvis de ikke samtidigt producerer elektricitet, og de har kraftvarmekapacitet, eller havde kraftvarmekapacitet den 1. oktober 2005.

I energiafgiftslovene defineres "kraftvarmekapacitet" som de tilfælde, hvor 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden, og mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeanlægget udgøres af elektriciteten, jf. f.eks. gasafgiftslovens § 8, stk. 5.

Der er opstået tvivl om, hvad der skal forstås ved "kraftvarmekapacitet" i den situation, hvor en momsregistreret varmeproducent ikke selv opfylder lovens krav om kraftvarmekapacitet ved egen kraftvarmeenhed, men hvor nettet forsynes med varme fra en anden (eller flere andre) varmeproducerende kraftvarmeenhed(-er).

3. Regelgrundlaget

Bestemmelserne om el-patronordningen findes i elafgiftslovens § 11, stk. 16 og 17, gasafgiftslovens § 8, stk. 4 og 5, kulafgiftslovens § 7, stk. 3 og 4, mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 4 og 5 og CO2-afgiftslovens § 7, stk. 6 og 7.

Gasafgiftslovens § 8, stk. 4, og § 8, stk. 5, har følgende ordlyd:

Stk. 4. Momsregistrerede varmeproducenter, der leverer varme uden samtidig produktion af elektricitet til de kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, kan få tilbagebetalt en del af afgiften af forbrug af afgiftspligtige varer anvendt til fremstilling af varme til de samme kollektive fjernvarmenet eller lignende fjernvarmenet, som værkernes kraft-varme-kapacitet vedrører, hvis den momsregistrerede virksomhed er et værk, som 1) har kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 eller 2) havde kraft-varme-kapacitet efter stk. 5 den 1. oktober 2005 eller 3) er omfattet af bilag 1. Den del af afgiften, der overstiger 45,4 kr. pr. GJ fjernvarme ab værk (2015-niveau), tilbagebetales. Såfremt der ved fremstillingen af fjernvarme anvendes både afgiftspligtige varer efter denne lov og andre brændsler eller energikilder, nedsættes de 45,4 kr. pr. GJ fjernvarme (2015-niveau) forholdsmæssigt. Tilbagebetaling sker efter reglerne i stk. 3. I perioden 2010-2014 er satserne i 2. og 3. pkt. som anført i bilag 4. Satserne i 2. og 3. pkt. reguleres efter § 32 a i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. Det er en betingelse for tilbagebetalingen, at virksomheden også udnytter muligheden for at få tilbagebetaling af afgift for den samme varme efter § 7, stk.7, i lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter.

(...)

Stk. 5. Virksomheden har kraftvarmekapacitet, hvis 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden. Mindst 25 pct. af produktionen af elektricitet og varme i kraftvarmeenheden skal udgøres af elektricitet. Dette skal kunne dokumenteres på forlangende over for told- og skatteforvaltningen.

4. SKATs opfattelse

I situationen, hvor en momsregistreret varmeproducent (A) 

  • dels leverer/fakturerer varme til et ledningsnet via egen kraftvarmeenhed og egne varmeproduktionsanlæg - eventuelt egne anlæg, der udelukkende producerer varme -, 
  • dels leverer/fakturerer varme til samme ledningsnet, produceret på fx et eksternt affaldsbaseret kraftvarmeværk (B),

opstår spørgsmålet, om A i medfør af loven har kraftvarmekapacitet, hvis A kun med varmen fra sin egen kraftvarmeenhed og med affaldskraftvarmen fra B er i stand til at overholde kravet om, at 100 pct. af varmeleverancen i mindst 75 pct. af året kan dækkes af kraftvarmeenheden.

Det er SKATs opfattelse, at hvis varmeproducent A ikke via egen kraftvarmeenhed/kraftvarmekapacitet opfylder lovens krav om kraftvarmekapacitet, vil varmeleverancer fra andre kraftvarmeenheder til det samme ledningsnet, kunne indgå i opgørelsen af, hvorvidt lovens krav om kraftvarmekapacitet er opfyldt.

Det bemærkes, at for at A kan medregne leverancer fra andre kraftvarmeenheder ved opgørelse af kraftvarmekapaciteten efter loven, er det forudsat, at A selv bidrager til kraftvarmekapaciteten med varme fra egen/egne kraftvarmeenhed(er).

5. Gyldighed

Indholdet af dette styresignal vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit E.A.4.3.9.1. Herefter er styresignalet ophævet.