Pålæg om oplysningspligt efter skattekontrollovens § 8 D

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato30 Sep 2015
Dato for udgivelse01 Oct 2015 08:51
SKM-nummerSKM2015.631.SR
MyndighedSkatterådet
Sagsnummer15-1975665
Dokument typeMeddelelse
EmneordSkatterådspålæg, oplysningspligt
Resumé

Skatterådet fulgte SKATs indstilling om, at 6 offentlige myndigheder i medfør af skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, pålægges at meddele SKAT oplysninger om unavngivne virksomheders udstedelse af EAN-fakturaer til de pågældende myndigheder.

Hjemmel

Skattekontrolloven § 8 D, stk. 1

Reference(r)

Skattekontrolloven § 8 D, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit A.C.2.1.1.5


Skatterådet har på mødet den 25. august 2015 behandlet SKATs indstilling til Skatterådet om pålæg af oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 8 D, stk. 1.

Formål og baggrund

SKAT ønsker at indhente oplysninger hos nogle udvalgte offentlige danske myndigheder om unavngivne virksomheders omsætning med de offentlige myndigheder. Oplysningerne ønskes indhentet med henblik på at fremfinde erhvervsdrivende virksomheder, som udsteder EAN-fakturaer til offentlige myndigheder, og som ikke afregner korrekt indkomstskat, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag mv. 

SKAT har gennem de seneste år konstateret, at nogle leverandører til danske offentlige myndigheder har solgt varer og ydelser, uden at disse leverandører har været registreret som erhvervsdrivende virksomheder hos SKAT. SKAT har i forbindelse med en kontrol bl.a. konstateret, at en konkret virksomhed har leveret rengøringsydelser til en kommune for et beløb på ca. 5 mio. kr. Virksomheden var ikke registreret som erhvervsdrivende virksomhed hos SKAT og havde ikke angivet overskud af virksomhed, hvorved det offentlige havde mistet en ikke ubetydelig skattebetaling. Virksomheden var endvidere ikke momsregistreret, og der var anvendt sort arbejdskraft. 

Danske offentlige myndigheder modtager alle fakturaer digitalt - de såkaldte EAN fakturaer. EAN er forkortelse af European Article Numbering, og et EAN-nummer er et nummer, der entydigt identificerer den pågældende "indehaver" af nummeret.  

Formålet med indhentning af EAN-fakturaer er at sikre, at de pågældende leverandører bliver korrekt beskattet af indtægter og afregner skat mv. for ansatte efter gældende lovgivning. SKAT vil endvidere sikre, at de kontrollerede leverandører er registreret som erhvervsdrivende virksomheder. 

Oplysningerne indhentes med den begrundelse, at de skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen, jf. skattekontrollovens § 8 D, stk. 1.  

Hvem pålægges oplysningspligt

SKAT anmoder om tilladelse til at indhente oplysninger om samhandlen med unavngivne personer og virksomheder hos 6 offentlige myndigheder.  

I det omfang de pågældende myndigheder har flere institutioner og enheder på flere adresser registreret under samme cvr-nr., omfatter pålægget også disse institutioner og enheder.  

Hvilke oplysninger indhentes 

Der indhentes en digital fil indeholdende samtlige EAN-fakturaer, som ovennævnte myndigheder har modtaget. Der indhentes ligeledes leverandørregister fra de pågældende myndigheder.  

For hvilken periode indhentes oplysninger

Der ønskes oplysninger for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2013.

Hvornår vil Skatterådet blive orienteret om resultatet af undersøgelserne

Behandlingen af det modtagne materiale vil ske digitalt og resultatet af undersøgelserne forventes at være færdig ved udgangen af 2. kvartal 2016, hvor Skatterådet vil kunne blive orienteret.

Indstilling

Det indstilles til Skatterådet, at SKAT i medfør af skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, meddeles tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos de pågældende offentlige myndigheder.

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at SKAT efter skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, indhenter oplysninger som angivet i indstillingen.