Frihed for beskatning ved Operation Dagsværk 2015 – anerkendelse af fradrag for de til formålet udbetalte beløb

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato22 Sep 2015
Dato for udgivelse23 Sep 2015 14:05
SKM-nummerSKM2015.614.SR
MyndighedSkatterådet
Sagsnummer15-2494930
Dokument typeAfgørelse
EmneordOperation Dagsværk, skattefrihed, fradrag
Resumé

Skatterådet godkendte, at honoraret i forbindelse med Operation Dagsværk 2015, i lighed med tidligere år, skal behandles således, at arbejdsgivere kan undlade at foretage indeholdelse af A-skat mv. i vederlag til skoleelever, der udfører arbejde for Operation Dagsværk den 4. november 2015.

Eleverne skal ikke medregne vederlaget på selvangivelsen og arbejdsgiverne kan fratrække beløbet som omkostning i driftsregnskabet.

Hjemmel

Kildeskatteloven

Reference(r)

Kildeskatteloven

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.A.1.2.1.


Operation Dagsværk gennemfører den 4. november 2015 Dagsværksdagen, en landsdækkende indsamling til fordel for unge gymnasieelevers rettigheder og stemme i Somaliland, i den nordlige del af Somalia. Projektet vil starte en studenterbevægelse og opbygge elevråd på gymnasier i Somaliland. Det vil gennem aktiviteter i gymnasiet sikre, at tusindvis af gymnasieelever får træning i universelle menneskerettigheder.

Operation dagsværk anmoder ved ansøgningen om: 

  1. At lønningerne til elever, som arbejder på Dagsværkdagen, ikke regnes som skattepligtig indkomst for den enkelte elev, og at privatpersoner, virksomheder og offentlige institutioner derfor ikke skal indeholde A-skat og AM-bidrag af deres betaling af eleven.

  2. At virksomheder og offentlige institutioner kan bogføre det udbetalte beløb som en omkostning i driftsregnskabet.

  3. At eleverne ikke skal medregnes beløbet på deres selvangivelse.

Beskrivelse af Operation Dagsværk 2015

Undertrykkelse, diskrimination og tvangsægteskaber er en del af hverdagen for unge i Somaliland. Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne give 15.000 gymnasieelever i Somaliland viden og redskaber til at forme deres egen fremtid.

Børn og unge udgør størstedelen af befolkningen i Somaliland. Alligevel er det udelukkende gamle mænd, som sidder solidt på magten. Unge fratrages muligheden for uddannelse, bliver tvangsgift og unge piger bliver omskåret og får ofte deres første barn allerede som teenagere. Mange unge har derfor aldrig lært at ytre sig, have en mening eller stå ved den.

Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne give ungdommen i Somaliland en stemme, så de kan lære at sige fra.

Projektet vil starte elevråd på ti gymnasier i Somaliland og gennem aktiviteter på gymnasierne træne 15.000 elever i deres rettigheder, viden om uddannelsespolitik og i at føre kampagner med gennemslagskraft, der rækker ud blandt unge i hele samfundet og ind til magthaverne.

Sammen vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne skabe kritisk tænkende og velorganiserede unge mennesker i Somaliland, der bliver talspersoner for hele deres generation.

Projektet udføres lokalt i Somaliland af SOS Børnebyerne i Somaland, sammen med to øvrige lokale partnere. SOS Børnebyerne i Danmark er vores garant for udførelse af projektet, som løbende vil afrapportere til Operation Dagsværk om projektets proces.

Indsamlingen

I lighed med foregående år vil indsamlingen hovedsagligt foregå ved, at elever fra de danske ungdomsuddannelser arbejder en enkelt dag, i enten private husholdninger, erhvervsvirksomheder, eller offentlige institutioner. Lønnen, som tjenes herved, vil gå til Operation Dagsværks indsamling, som i år er til fordel for unge gymnasieelever i Somaliland.

Hver arbejdende elev vil medbringe et nummereret "arbejdskort" udstedt elektronisk af Operation Dagsværk. Dette kort skal, sammen med det indtjente beløb, returneres til Operation Dagsværk med kvittering fra både arbejdsgiver og elev. Alternativt kan betaling ske elektronisk, direkte fra arbejdsgiver til Operation Dagsværk.

Indsamlingen er anmeldt til alle relevante myndigheder.

Det indsamlede beløb

De indtjente penge indsamles på Operation Dagsværks separate indsamlingskonto, hvorfra de vil blive udbetalt i rater til SOS Børnebyerne i takt med at projektet skrider frem.

Operation Dagsværk tager maksimalt 10 % af det indsamlede beløb i administrationsprocent. Vi bruger udelukkende administrationsprocenten til at finansiere kampagneførelse og oplysningsaktiviteter i forbindelse med årets oplysningskampagne - den oplysningskampagne som Dagsværksdagen er kulminationen på. Vi trækker kun de penge fra, som vi rent faktisk bruger til oplysningskampagnen. Operation Dagsværk putter altså ikke et eventuelt overskud i egen lomme. Derfor er det også sjældent, at administrationsprocenten når helt op på 10.

SKATs indstilling

De udbetalte beløb må betragtes som betalt af virksomhederne m.fl. direkte til Operation Dagsværk, der anses for en almennyttig eller almenvelgørende organisation. De enkelte elever, der deltager i Operation Dagsværk, modtager således ikke selv vederlag for deres indsats, hvorfor der ikke er noget at beskatte.

SKAT indstiller til Skatterådet, at man, i lighed med tidligere år, imødekommer ansøgningen under hensyn til den store deltagerkreds (landsomfattende indsamling), det oplyste om formålet med og baggrunden for indsamlingen, samt at der findes den fornødne sikkerhed for, at de indsamlede beløb ubeskåret tilfalder Operation Dagsværk.

Afgørelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling