Kurstab - gæld - omkostninger - kapitalfondsopkøb

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato19 Oct 2015
Dato for udgivelse20 Oct 2015 13:09
SKM-nummerSKM2015.660.HR
MyndighedHøjesteret
Sagsnummer1. afdeling, 163/2014
Dokument typeDom
EmneordVirksomhedsobligationer, låneaftale, kreditformidling, investeringsbanker, låneomkostninger
Resumé

Sagen drejede sig om skattemæssigt fradrag på tab på lån efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4, herunder navnlig om og i hvilket omfang omkostninger til investeringsbanker kunne medregnes ved opgørelsen af gældens værdi ved påtagelsen. Der var tale om udstedelse af virksomhedsobligationer i forbindelse med et kapitalfondsopkøb.

Højesteret fastslog, at det ikke var afgørende for fradragsretten efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4, om en finansiel virksomhed har virket som långiver eller som formidler af lån. Det afgørende var derimod, om de ydelser, som omkostningerne vedrører, kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse.

I den konkrete sag måtte vederlaget til investeringsbankerne anses for eller kunne sidestilles med et gebyr, en kurtage eller en stiftelsesprovision som anført i forarbejderne til kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4. Der var desuden ikke grundlag for at fastslå, at der i vederlaget indgik vederlag for den form for rådgivning, som ikke var fradragsberettiget efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4.

Vederlaget til investeringsbankerne kunne herefter henføres til selve gældens etablering, og H1 A/S fik derfor medhold i, at omkostningerne var fradragsberettigede efter kursgevinstlovens dagældende § 26, stk. 4.

Landsretten var nået til et andet resultat (SKM2014.576.ØLR).

Reference(r)

Kursgevinstloven § 26, stk. 4 (dagældende)

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 C.B.1.7.8


Parter

H1 A/S
(advokat Svend Erik Holm)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Poul Dahl Jensen, Oliver Talevski og Jens Kruse Mikkelsen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 6. afdeling den 4. august 2014.

Påstande

Appellanten, H1 A/S, har nedlagt principal påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at selskabet har fradragsret for afholdte låneomkostninger til F1 og F2 på 12.893.985 EUR (96.704.888 kr.) i indkomståret 2006 og 106.015 EUR (795.113 kr.) i indkomståret 2007. H1 A/S har subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning af skatteansættelsen for indkomstårene 2006 og 2007 til fornyet behandling ved SKAT med henblik på fastlæggelse af, hvor stor en del af de af H1 til F1 og F2 afholdte låneomkostninger på i alt 13.000.000 EUR (97.500.001 kr.) der er fradragsberettiget.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, dog således at ministeriet anerkender, at H1 er berettiget til fradrag for advokatudgifter til advokatfirmaet R2 med 152.675,60 kr. for indkomståret 2006 og med 1.236,80 kr. for indkomståret 2007.

Parterne har under sagens behandling for Højesteret indgået forlig om den del af sagen, der angik spørgsmål om fradrag for udgifter til revisionsfirmaet R1, G1 Ltd. og advokatfirmaet R2, jf. Skatteministeriets påstand.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår for Højesteret, om H1 A/S efter den dagældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 26, stk. 4 (nu stk. 3), har ret til fradrag for et vederlag på 13 mio. EUR, som selskabet betalte til F1 og F2 i forbindelse med optagelse af et lån ved salg af virksomhedsobligationer for nominelt 400 mio. EUR. Vederlaget udgjorde 3,25 % af lånets nominelle værdi.

Af de 13 mio. EUR betegnes de 11 mio. EUR i en honoraraftale af 10. marts 2005 som en garantiprovision og i købsaftale af 14. marts 2005 som en

"...

kombineret administrations-, garanti- og salgsprovision, der skal betales ... som vederlag for aftalen med bankerne om, at de hver især skal tegne og betale for de Udbudte Værdipapirer.

..."

De 2 mio. EUR betegnes i begge aftaler som et incitamentshonorar.

Efter den dagældende bestemmelse i kursgevinstlovens § 26, stk. 4, opgøres gevinst eller tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 194, s. 4102) kan omkostninger i forbindelse med erhvervelse af fordringer og stiftelse af gæld, f.eks. gebyrer, kurtage, stiftelsesprovision og stempelafgifter, tillægges den faktiske anskaffelsessum, og tilsvarende kan omkostninger i forbindelse med afståelse og indfrielse fradrages i den faktiske afståelsessum henholdsvis indfrielsessummen. Når henses til karakteren af de eksempler på låneomkostninger, som er nævnt i bestemmelsens forarbejder, skal der - som fastslået i Højesterets dom af 22. december 2011 (SKM2012.2.HR) - være tale om omkostninger, som kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse, for at omkostningerne kan fradrages.

Højesteret tiltræder, at det ved låneoptagelse ikke er afgørende for fradragsretten efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4, om en finansiel virksomhed har virket som långiver eller som formidler af lån. Det afgørende er, om de ydelser, som omkostningen vedrører, kan henføres til selve gældens etablering eller indfrielse.

Højesteret finder, at det vederlag på 13 mio. EUR, som H1 har betalt til bankerne for at gennemføre og garantere for salget af virksomhedsobligationer, herunder at udarbejde et prospekt til potentielle købere af obligationerne, må anses for et gebyr, en kurtage eller en stiftelsesprovision som nævnt i forarbejderne til kursgevinstlovens § 26, stk. 4, eller må sidestilles hermed.

Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at der i beløbet på 13 mio. EUR indgår vederlag for ydelser, som ikke kan henføres til selve gældens etablering, herunder vederlag for den form for rådgivning, som efter Højesterets dom af 27. januar 2014 (SKM2014.87.HR) ikke giver ret til fradrag efter kursgevinstlovens § 26, stk. 4. Det bemærkes herved, at F1 og F2 også har bistået H1 med rådgivning om helt eller delvis salg af virksomheden til H1 moder. Der er imidlertid indgået særskilte aftaler herom, og H1 betalte i alt 2,5 mio. EUR for denne rådgivning. H1 har anerkendt, at der ikke er fradragsret for beløbet på 2,5 mio. EUR, og beløbet indgår ikke i H1s påstand.

Herefter tager Højesteret H1s principale påstand til følge.

Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af advokatudgift for landsret og Højesteret med 1.500.000 kr. og af retsafgift for Højesteret med 6.000 kr., i alt 1.506.000 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet skal anerkende, at H1 A/S har fradragsret for afholdte låneomkostninger til F1 og F2 på 12.893.985 EUR (96.704.888 kr.) i indkomståret 2006 og 106.015 EUR (795.113 kr.) i indkomståret 2007.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Skatteministeriet betale 1.506.000 kr. til H1 A/S. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.