Henstand i forbindelse med klage - sikkerhedsstillelse - fraflytning til udlandet - 196 mio. kr.

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato15 Oct 2015
Dato for udgivelse02 Nov 2015 14:15
SKM-nummerSKM2015.677.ØLR
MyndighedØstre Landsret
Sagsnummer15. afdeling, B-1775-14
Dokument typeDom
EmneordBopæl, ugyldighed, konkurs, insolvens
Resumé

Landsretten fandt, at det var med rette, at SKAT havde imødekommet appellantens anmodning om henstand med betaling af restskat og restarbejdsmarkedsbidrag på ca. kr. 196 mio. på betingelse af, at appellanten stillede sikkerhed for det fulde beløb, jf. skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4.

Landsretten udtalte, at ifølge den praksis, som skatteforvaltningslovens § 51 er en lovfæstelse af, gives der som udgangspunkt henstand med betaling af den del af skatten, som en klage vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand. Herudover indeholder hverken loven eller forarbejderne i øvrigt en nærmere angivelse af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation bør gives eller nægtes henstand. Det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, er ikke i sig selv til hinder for, at der kan gives afslag på henstand.

Landsretten udtalte herefter, at appellanten nu har fast bopæl i et europæisk land og har overført meget betydelige midler hertil, og at appellanten efter det oplyste ikke længere driver virksomhed i Danmark, hvor han har afhændet størstedelen af sine aktiver. SKATs muligheder for at forfølge et krav i et europæisk land er begrænsede, og landsretten har tidligere på den baggrund fastslået, at appellanten i relation til konkurslovens § 17 må anses for insolvent. Appellanten har kun i begrænset omfang ønsket at redegøre for sine økonomiske forhold, og til trods for at han flere gange har afgivet forklaring i retten, består der en betydelig usikkerhed om, hvorvidt han har aktiver, hvori SKAT vil kunne søge fyldestgørelse. På den baggrund fandt landsretten efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs afgørelse, hvorefter henstand med skattekravet var betinget af en sikkerhedsstillelse. Landsretten fandt af samme grunde ikke, at betingelsen om sikkerhedsstillelse for det fulde beløb var uproportionalt. Endelig fandt landsretten ikke, at SKAT havde begået fejl, som kunne medføre afgørelsens ugyldighed. Byrettens dom blev derfor stadfæstet.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 51, stk. 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 A.A.12.1


Parter

A
(advokat Morten Samuelsson)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Morten Plannthin)

Afsagt af landsdommerne

Birgitte Grønborg Juul, Norman E. Cleaver og Nanna Bille (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 3. juni 2014 (BS 37A-2729/2013) er anket af A med principal påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at han er berettiget til henstand med betaling af 196.110.662 kr., herunder at han er berettiget til henstand uden samtidig at stille sikkerhed for det fulde beløb. Der er subsidiært nedlagt påstand om, at SKAT's afgørelse af 11. oktober 2012 ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling. Endeligt er der mere subsidiært nedlagt påstand om, at afgørelsen af 11. oktober 2012 ændres, så henstand betinges af en delvis sikkerhedsstillelse efter rettens skøn.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse

Supplerende sagsfremstilling

Af email-korrespondance mellem medarbejderne hos SKAT fremgår, at MS, pantefoged i SKAT's afdeling "Økonomisk kriminalitet", den 21. juni 2012 skrev følgende besked til kollegaen LM, der var sagsbehandler i Sagscenter Erhverv, hvor anmodninger om henstand behandles:

"...

Skty har sendt henstandsanmodning, den ligger i jeres sags pulje - jeg vil gerne kontaktes, når I skal til at behandle, skty må IKKE få henstand.

..."

I "Koncept på Økokrims udtalelser i henstandssager" er anført blandt andet:

"...

Sagscenter Erhverv, Fonde og koncerner Øst, træffer afgørelse i sagerne om henstand ved klage. Da der ofte i sagerne fra ØkoKrim er behov fra at nægte henstand eller at betinge henstand af sikkerhedsstillelse, har SC Erhverv og ØkoKrim indgået en aftale om, at den aktuelle sagsbehandler i en ØkoKrimsag skal give en udtalelse til SC Erhverv om, hvorvidt der vurderes at skulle kræves sikkerhedsstillelse mv. samt begrundelse for denne vurdering. Det er den enkelte sagsbehandler, som bedst kender den pågældende sag og den pågældende skatteyder, og det er således lettere for sagsbehandleren end for SC Erhverv at udlede de forhold og de argumenter, som skal anvendes ved afgørelsen af henstandsanmodningen.

Jo bedre ØkoKrim kan underbygge sin vurdering, jo bedre en afgørelse kan SC Erhverv træffe, og jo større chance er der for, at afgørelsen holder i en eventuel klagesag. Nedenfor er givet nogle retningslinjer for, hvilke elementer en udtalelse fra ØkoKrim-medarbejderen skal indeholde, i de tilfælde hvor det vurderes, at skatteyderen ikke skal gives ubetinget henstand.

...

B: Henstand betinges af sikkerhedsstillelse

- Hvis det skønnes, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes ved henstand.

..."

Af det for landsretten fremlagte materiale fremgår, at A den 10. juni 2014 afgav forklaring for Sø- og Handelsrettens skifteret i den af SKAT anlagte konkurssag. A forklarede i den forbindelse vedrørende sine økonomiske forhold blandt andet:

"...

Han har været ejer af et selskab, der havde en ejendom på ...1 i ...2. Selskabet er overdraget til et fremmed selskab ved navn G1 Group, der tilhørte en østeuropæer ved navn TS. Han har ikke selv ejet dette selskab. Da køberen havde vanskeligt ved at overskue betalinger på ejendommen, har selskabet efter overdragelse udlagt et mindre beløb, der efterfølgende er blevet refunderet af køberen. Han ejer endvidere de tre ejendomme, som han har omtalt i et tidligere retsmøde, hvorimod indestående på kontoen i hovedsagen er flyttet, da den ikke giver et ordentligt afkast. Han ejer i dag hverken direkte eller indirekte selskaber i østeuropa. I sydeuropa tilhører H1 hans hustru, mens han alene ejer selskabet H2, der har et ældre tilgodehavende hos en insolvent amerikaner. Selskabet er derfor reelt uden værdi. Om selskabet H3 Limited forklarede han, at det var et konsulentfirma, som ikke har nogen aktivitet, og som er "død og borte". Han har muligvis også et selskab på Bahamas, men han ved ikke, om dette i dag er slettet. Det drejer sig formentlig om H4 Ltd. Herom forklarede han, at dette er administrationscentret for et lægehus i ...3 i Østeuropa. Det var et "pet projekt" som han - sammen med advokat IC - havde startet i ...3. Lægehuset i ...3 havde behov for et udenlandsk firma til at indløse checks, som lægehuset modtog fra udenlandske forsikringsselskaber i forbindelse med behandling af patienter.
Det var en fejl, at det var på opgørelsen over aktieavancen. Selskabet har ikke noget med G2 at gøre.

Om selskabet H5 Limited forklarede han, at det var en fejl fra revisors side, at H5 var med på fraflytningsmeddelelsen og ikke i forbindelse med overdragelsen. H5 eksisterer ikke i dag.

Han har ikke drevet erhvervsvirksomhed siden 2007.

..."

Endvidere er fremlagt Østre Landsrets kendelse af 26. juni 2014, hvorved landsretten pålagde A at anerkende, at han i forhold til en konkursbegæring i Danmark må anses for insolvens med følgende begrundelse:

"...

Det følger af konkurslovens § 17, at en fordringshaver som udgangspunkt kan forlange skyldneren erklæret konkurs, når skyldneren er insolvent. Formålet med konkursbehandlingen er at realisere skyldnerens aktiver og fordele provenuet ligeligt mellem fordringshaverne.

SKAT's krav er forfaldent, og henstand med betalingen er betinget af sikkerhedsstillelse for det fulde beløb. A har afslået at stillet sikkerhed for betalingen, og der er heller ikke i øvrigt holdepunkter for at antage, at han i givet fald frivilligt vil betale. Uanset om det må lægges til grund, at A råder over et bankindestående i et europæisk land, der overstiger SKAT's krav, tiltrædes det, at det efter oplysningerne i sagen reelt ikke vil være muligt at gennemføre individualforfølgning i et europæisk land vedrørende kravet, og at der ved insolvensvurderingen af A i medfør af konkurslovens § 17 derfor må ses bort fra dette indestående.

For så vidt angår As aktiver herudover tiltrædes det, at det ikke er dokumenteret, at A ejer aktiver ud over aktiverne i Danmark, der efter det oplyste alene omfatter aktiver senest opgjort til ca. 19 mio. kr., og hvori der er gjort udlæg af SKAT

SKAT's påstand tages derfor til følge.

..."

Det er oplyst, at Sø- og Handelsrettens skifteret ved kendelse af 24. juni 2015 bestemte fremme af konkursbegæringen mod A. Af kendelsen fremgår, at skifteretten ved afgørelsen lagde vægt på blandt andet, at SKAT har en væsentlig, individuel interesse i fremme af konkursbegæringen, da formålet med konkursbegæringen er at få klarlagt, hvorvidt der findes yderligere aktiver i Danmark eller udlandet, herunder om der foreligger omstødelige dispositioner. Kendelsen er påkæret, og kæremålet er tillagt opsættende virkning.

Procedure

A har for landsretten gentaget de for byretten fremsatte anbringender og har procederet i overensstemmelse hermed, idet det dog til den subsidiære og den mere subsidiære påstand er anført, at byretten ikke ved sin afgørelse ses at have taget stilling til, hvorvidt SKAT's afgørelse om sikkerhedsstillelse er usaglig og udtryk for magtfordrejning, ligesom byretten ikke har taget stilling til, hvorvidt SKAT's afgørelse bør ændres ud fra et proportionalitetshensyn, således at der alene stilles krav om delvis sikkerhedsstillelse. I forhold til den mere subsidiære påstand gøres det i øvrigt gældende, at der ikke er hjemmel til, at SKAT kan opnå en bedre retsstilling i form af bedre inddrivelsesmuligheder ved at stille krav om fuld sikkerhed.

Skatteministeriet har ligeledes gentaget de for byretten fremsatte anbringender og procederet i overensstemmelse hermed. Det er endvidere gjort gældende, at As manglende vilje til at meddele og dokumentere oplysninger om sin økonomi bør tillægges særlig vægt i negativ retning. A således i flere tilfælde, herunder i forbindelse med forklaringen for skifteretten den 10. juni 2014, har afgivet oplysninger, der ikke stemmer med, hvad der tidligere er oplyst i andre sammenhænge fra As side.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter skatteforvaltningslovens § 51, stk. 4, kan henstand gøres betinget af sikkerhedsstillelse, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære, at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.

Af bemærkningerne til § 51 i lovforslaget til skatteforvaltningsloven, L 110, fremsat den 24. februar 2005, fremgår blandt andet, at bestemmelsen er en lovfæstelse af hidtidig praksis, hvorefter der, når der klages over en skatteansættelse, som udgangspunkt gives henstand med betaling af den del af skatten, som klagen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis der er nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, hvis der ydes henstand, f.eks. hvis den skattepligtige er ved at flytte til udlandet. Alternativt kan der kræves sikkerhedsstillelse for at give henstand.

Ud over disse bemærkninger indeholder hverken loven eller forarbejderne i øvrigt en nærmere angivelse af de kriterier, der skal indgå i vurderingen af, om der i en given situation bør gives eller nægtes henstand.

Det er fastslået i retspraksis, jf. herved SKM2014.198.HR, at det forhold, at der ikke er en aktuel inddrivelsesmulighed, ikke i sig selv er til hinder for, at der kan gives afslag på henstand, og at bedømmelsen af, om der er en nærliggende fare for, at skatten ikke vil blive betalt, ikke kan begrænses til en sammenligning mellem den aktuelle inddrivelsesmulighed og den forventede mulighed ved en eventuel henstandsperiodes udløb.

A har nu fast bopæl i et europæisk land og har overført meget betydelige midler hertil. Efter det oplyste driver han ikke længere virksomhed i Danmark, ligesom han har afhændet størstedelen af sine aktiver her i landet. SKAT's muligheder for at forfølge et krav i et europæisk land er begrænsede, og landsretten har ved kendelse af 26. juni 2014 på den baggrund fastslået, at A i relation til konkurslovens § 17 må anses for insolvent. A har kun i begrænset omfang ønsket at redegøre for sine økonomiske forhold, og til trods for at han flere gange har afgivet forklaring i retten, består der en betydelig usikkerhed om, hvorvidt han har aktiver, hvori SKAT vil kunne søge fyldestgørelse.

På denne baggrund finder landsretten efter en samlet vurdering ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afgørelse, hvorefter henstand med skattekravet er betinget af sikkerhedsstillelse for det fulde beløb.

Landsretten finder ikke efter det oplyste om forløbet af sagens behandling og indholdet og karakteren af de fremlagte interne e-mails grundlag for at antage, at SKAT i forbindelse med afgørelsen om at betinge henstand af sikkerhedsstillelse, har begået fejl, som kan medføre, at afgørelsen er ugyldig.

Endelig findes det af de ovenfor anførte grunde ikke uproportionalt, at der kræves sikkerhedsstillelse for det fulde beløb.                                                                                                     

Landsretten stadfæster på denne baggrund byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for begge retter til Skatteministeriet med i alt 150.000 kr. Beløbet, der er til dækning af udgiften til advokatbistand og inkl. moms, er fastsat på baggrund af sagens værdi, der for landsretten er opgjort til 1,5 mio. kroner. Der er endvidere lagt vægt på, at sagen er hovedforhandlet i landsretten på en retsdag.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for begge retter skal A betale 150.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.