Genoptagelse - ordinær og ekstraordinær - særlige omstændigheder - indsætninger på bankkonto - refusion af udlæg

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato03 Nov 2015
Dato for udgivelse18 Nov 2015 08:32
SKM-nummerSKM2015.716.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 150-961/2014
Dokument typeDom
EmneordFamilieforhold, sygdom, dødsfald, lægeoplysninger, dokumentation
Resumé

Skatteyderen var blevet beskattet af indsætninger fra udlandet på hans danske bankkonto. Det var skatteyderens opfattelse, at en del af indsætningerne var skattefrie refusioner af udlæg til erhvervsmæssige rejser og ophold i udlandet, hvorfor skatteyderen havde anmodet om genoptagelse. For indkomstårene 2005-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, mens der for 2009 var tale om ordinær genoptagelse.

Retten fandt det ikke godtgjort, at der var grundlag for at ændre eller revurdere skatteansættelsen, og der kunne derfor ikke ske ordinær genoptagelse af 2009.

Der forelå heller ikke "særlige omstændigheder", der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse af 2005-2008. Skatteyderen havde bl.a. henvist til, at han havde været under et psykisk pres som følge af faderens pludselige død og datterens psykiske sygdom og selvmordsforsøg. Skatteyderens oplysninger om sine arbejdsmæssige og personlige forhold var ikke understøttet af bilag eller lægelige oplysninger, og der var derfor ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2
Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 A.A.8.2.1.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 A.A.8.2.3.10


Parter

A
(Advokat Khuram Ahmed)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Mikkel Isager-Sally)

Afsagt af byretsdommer

B. Fusager

Sagens baggrund

Sagen drejer sig om, hvorvidt A har krav på ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomstårene 2005 til 2008 og krav på ordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2009.

Parternes påstande

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelse for indkomstårene 2005 til 2008 genoptages ekstraordinært, og at As skatteansættelse for indkomståret 2009 genoptages ordinært.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

I perioden fra 2005 til 2009 arbejdede A hovedsagelig i udlandet.

I brev af 5. juli 2011 meddelte SKAT A, at SKAT havde ændret grundlaget for hans skat for 2005-2009 på grundlag af oplysninger om, at der på hans bankkonti i Danmark fra 2005 til 2009 blandt andet var indsat henholdsvis 116.482 kr., 100.022 kr., 1.302.352 kr., 1.427.902 kr. og 172.900 kr.

Forud for SKATs afgørelse havde SKAT og A en mail-korrespondance om As indlevering af dokumentation.

I en mail af 27. februar 2011 fra A til SKAT er blandt andet anført:

"...

Jeg har ikke på nuværende tidspunkt kunnet finde de dokumenter der dokumenterer transaktionerne.

Jeg kan kort fortælle at de indgåede beløb er honorarer for konsulentarbejde udført i udlandet for et engelsk konsulent bureau, som SAP Konsulent, jeg blev oplyst, at da jeg tjente pengene under ophold uden for Danmark, var det ikke nødvendigt at skrive dem på min selvangivelse.

..."

I en mail af 16. maj 2011 fra A til SKAT hedder det blandt andet:

"...

Posteringerne på konto ...96 er indbetalinger af løn og refusion af udgifter fra min arbejdsgiver i England. ...

Jeg har ikke nogen lønsedler eller bilag på det, men jeg har timesedlerne som jeg sendte ind. Jeg sendte timesedler og bilag ind, og fik pengene udbetalt til denne konto. Arbejdsgiveren eksisterer ikke mere da der var tale om projektansættelser igennem et engelsk limited firma oprettet til formålet.

..."

I en mail af 6. juni 2011 fra A til SKAT er blandt andet anført:

"...

Jeg har fulgt de anbefalinger jeg har fået fra mine - godt nok udenlandske arbejdsgivere - nemlig at jeg ikke behøvede at oplyse min indkomst i Danmark, da jeg jo ikke tjente pengene der, og var borte mere end halvdelen af året.

Som det ses af mine kontoudtog har rigtigt mange af pengene været til dækning af udlæg for udgifter til rejse og ophold.

...

Kan du oplyse hvordan eller hvor jeg kan få hjælp?

Kan hjælpen blive godtgjort?

..."

Den 26. oktober 2012 anmodede As revisor om genoptagelse af indkomstårene 2005-2009.

Den 1. november 2012 anmodede SKAT A om at sende dokumentation for betalt skat i England og afholdte udgifter. Den 6. december 2012 sendte As revisor 3 lønsedler vedrørende 2005 til SKAT. Den 28. januar 2013 meddelte As revisor SKAT, at A og revisor havde fremlagt den dokumentation, de på daværende tidspunkt var i besiddelse af.

Den 12. marts 2013 foreslog SKAT, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2005 til 2008 og om ordinær genoptagelse for indkomståret 2009 ikke blev imødekommet.

SKATs afslag på ekstraordinær genoptagelse af As skatteansættelser for 2005-2008 og ordinær genoptagelse af As skatteansættelse for 2009 blev påklaget til Landsskatteretten.

I Landsskatterettens afgørelse af 3. juni 2014 hedder det blandt andet:

"...

SKAT har givet afslag på anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for årene 2005 - 2008 og ordinær genoptagelse af 2009, idet der efter SKATs opfattelse dels ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse, dels ikke er indsendt den af SKAT ønskede dokumentation for afholdte udgifter i 2009.

Faktiske oplysninger

Som følge af dine ophold i udlandet har SKAT via Money Transfer kontrol, registret indsætninger fra udlandet på dine bankkonti i Danske Bank.

Da du ikke har kunnet/ville dokumentere, hvad indsætningerne vedrører, har SKAT forhøjet din skattepligtige indkomst således:

2005

116.482 kr.

2008

1.427.902 kr.

2006

100.022 kr.

2009

172.900 kr.

2007

1.302.352 kr.

Årsopgørelserne for årene 2005-2008 er udskrevet den 5. september 2011. Årsopgørelsen for 2009 er udskrevet den 9. august 2011.

Din revisor har i brev af 26. oktober 2012 anmodet SKAT om ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005 - 2008 og begrunder anmodningen om genoptagelse med, at du har betalt en del skat i England i 2005, samt at for de øvrige indkomstår skal fratrækkes afholdte udgifter.

I de påklagede år har du oplyst følgende om ansættelsesforhold:

01.01. - 31.12.2005

01.01. - 28.02.2006

G1 A/S, ...1

01.03. - 09.11.2006

G2 A/S, ...2

01.11. - 31.12.2006

01.01. - 27.03.2007

27.03. - 31.12.2007

G3 Ltd, ...3, England

01.01. - 31.12.2008

G3 Ltd, ...3, England

01.01. - 30.04.2009

G3 Ltd, ...3, England *

01.05. - 31.12.2009

G4 A/S, ...4

01.01. - 31.12.2010

G4 A/S, ...4

01.01. - 28.02.2011

G4 A/S, ...4

* G3 Ltd er oprettet og registreret den 27. marts 2007 med dig som direktør og slettet igen den 5. maj 2009 grundet manglende indsendelse af regnskaber.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvor du har arbejdet eller været ansat i perioden 1. januar til 31. december 2005, og i perioden 1. november 2006 til 27. marts 2007.

Ifølge udskrift fra Det centrale Person Register har du i de påklagede år haft følgende bopælsadresser:

01.09.2004 - 01.05.2005

...5, ...9

01.05.2005 - 02.11.2005

...6, ...1

02.11.2005 - 28.07.2008

...7, ...9

28.07.2008 - 27.03.2011

...8, ...9

Du har ikke oplyst din udenlandske indkomst til Skattemyndigheden i Danmark, da du havde rådført dig hos sin udenlandske arbejdsgiver, der oplyste dig om, at når du var bortrejst fra Danmark mere end halvdelen af året, og du var ansat af en udenlandsk arbejdsgiver, skulle du ikke oplyse din indkomst i Danmark, hvorfor det er din opfattelse, at du således hele tiden har været i god tro omkring det faktum, at du ikke var skattepligtig i Danmark af den udenlandske indkomst.

Du har i mail dateret den 16. maj 2011 til SKAT bl.a. anført følgende:

"...

Posteringerne på konto ...96 er indbetalinger af løn og refusion af udgifter fra min arbejdsgiver i England, (Det er dem 3825 i teksten).

Jeg har ikke nogen lønsedler eller bilag på det, men jeg fik timesedlerne som jeg sendte ind. Jeg sendte timesedler og bilag ind og fik pengene udbetalt fra denne konto. Arbejdsgiveren eksisterer ikke mere, da der er tale om projektansættelser igennem et engelsk limited firma oprettet til formålet.

..."

I sagens oplysninger fremgår 3 lønoplysningssedler. En med "Period End" 31.12.2004, en med Period End 19.01.2005 og en med Period End 25.02.2005 fra G5, England.

Din revisor oplyser endvidere,

"...

at din dengang 15-årige datter blev ramt af en depression. Din datter kom ikke i behandling, da hun ville håndtere depressionen på hendes egen måde. I de efterfølgende år blev hendes tilstand kraftigt forværret.

I 2008 var datteren særdeles selvmordstruet, men lægerne vurderede, at hun bare havde en depression, og derfor blev hun udelukkende behandlet med lykkepiller. Pillerne havde desværre ikke den ønskede effekt. Datteren var fortsat ustabil, så syner, havde ingen døgnrytme og havde konstant mareridt. Familien forsøgte sig efterfølgende med psykologhjælp, selvom de selv måtte betale for dette. Heller ikke dette hjalp. Datteren var fortsat selvmordtruet, og derfor blev hun på et tidspunkt indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor hun endelig fik diagnosen borderline.

Datteren har i en periode boet hos A i ...9, men i dag bor BA i en lejlighed i ...10. Hun er blevet diagnosticeret med borderline personlighedsforstyrrelse, og er endelig i kø til behandling på psykiatrisk hospital i ...11.

I slutningen af 2006 blev du ansat i din fars firma, men kun kort tid herefter blev din far indlagt med et ildebefindende. Lægerne troede, at faderen havde en blodprop i hjernen, men faderen reagerede ikke på behandlingen. I stedet blev faderens tilstand hastigt forværret. Han mistede sine evner hastigt, og efter kun 2 uger kunne han ikke længere skrive eller udtrykke sig klart, og kort tid herefter mistede han bevidstheden. Kun 8 uger efter indlæggelsen dør faderen.

..."

SKAT har fremsendt forslag til afgørelse den 3.maj 2011. Ændringen for årene 2005-2007 er foretaget med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet SKAT anser det for mindst groft uagtsomt, at du ikke har selvangivet den udenlandske indkomst i disse år.

Du har i mail af 16. maj 2011 gjort indsigelser mod det fremsendte forslag til afgørelse, hvorfor SKAT sender et nyt forslag til afgørelse dateret den 16. maj 2011, hvilket forslag du gør indsigelser imod i mail af 6. juni 2011.

Som følge af dine indsigelser fremsender SKAT et nyt men dog uændret forslag til afgørelse dateret den 10. juni 2011.

Da du ikke har sendt bemærkninger til det af SKAT den 27. juni 2011 fremsendte materiale vedrørende G3 Ltd, har SKAT den 5. juli 2011 truffet afgørelse og forhøjet din skattepligtige indkomst således:

2005

116.482 kr.

2008

1.427.902 kr.

2006

100.022 kr.

2009

172.900 kr.

2007

1.302.352 kr.

SKATs udtalelse har været til høring hos din repræsentant. I høringssvaret er der ikke anført nye oplysninger i forhold til den oprindelige klage.

SKATs afgørelse

Fristen for at anmode om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for årene 2005-2008 udløb den 1. maj 2009/2010/2011/2012. Fristen er således overskredet, og anmodningen skal derfor behandles efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse.

SKAT har ikke kendskab til forhold, der kan ses at opfylde de objektive kriterier i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Det er desuden SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet der ikke ses at foreligge myndighedsfejl eller forhold i øvrigt, der kan karakteriseres som særlige omstændigheder. Det forhold, at der er glemt et fradrag, kan ikke betragtes som særlige omstændigheder.

SKAT foreslår derfor, at skatteansættelsen for indkomstårene 2005- 2008 ikke genoptages ekstraordinært, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

Anmodning om genoptagelse af indkomståret 2009 er indsendt indenfor fristerne for ordinær genoptagelse, dvs., inden den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb (1. maj 2013), jf. skatteforvaltningslovens § 26.

Idet du ikke har indsendt dokumentation for afholdte udgifter, foreslår SKAT, at indkomståret 2009 ikke genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 26.

Jeres opfattelse

Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt As skatteansættelser for 2005-2009 kan genoptages som følge af nedenstående særlige omstændigheder og nye oplysninger i sagen.

Der nedlægges derfor påstand om ekstraordinær genoptagelse af årene 2005-2008 jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 og ordinær genoptagelse for 2009, jf. skatteforvaltningslovens § 26.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at den af SKAT i ...10 foretagne forhøjelse af skatteansættelsen ikke er korrekt, samt at den må anses for åbenbar urimelig.

Åbenbar urimelig forekommer, fordi den foreløbige ændring bør være kr. 666.184, samt at en stor del af den skønnede indkomst er interne posteringer.

I forbindelse med at SKAT foretager et skøn, skal dette sandsynliggøres i henhold til skattekontrolloven. Vi finder ikke, at SKAT har sandsynliggjort, at samtlige omtalte indsætninger anses som værende skattepligtig indkomst.

Vi har således anmodet om en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2005-2008 efter Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. A har et krav på genoptagelse af indkomstårene, som følge af særlige omstændigheder i sagen.

Af kommentarerne til Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8, p. 344 fremgår det, at bestemmelsen vil kunne finde anvendelse, såfremt myndigheden har foretaget en åbenbar urimelig skønsmæssig ansættelse. Ved vurderingen af om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end kr. 5.000, vil dette tale for genoptagelse af ansættelsen.

I As tilfælde foreligger der uden tvivl særlige omstændigheder, da myndigheden har foretaget en åbenbar urimelig skønsmæssig ansættelse. Myndigheden har i deres skøn medtaget både interne transaktioner og skattefri godtgørelse, hvilket vor klient ikke skal beskattes af. Skatteansættelserne har endvidere væsentlig økonomisk betydning for A, da indkomstændringen for 2005-2008 er på kr. 281.975 + kr. 86.430 + kr. 23.967 + kr. 273.812 = kr. 666.184, hvilket ligger langt over bagatelgrænsen på kr. 5.000.

Videre foreligger der således særlige omstændigheder ved, at As datter, i alle de omtalte indkomstår har været meget syg (og er det stadig) og selvmordstruet, As far blev alvorligt syg og døde, samt at A havde en forventning om, at al indkomst i udlandet blev beskattet her, hvorfor denne fejl må anses som undskyldelig.

Indkomstår 2009

Vi skal således anmode Skatteankenævnet om en ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 efter Skatteforvaltningslovens § 26. A har et retskrav på genoptagelse af indkomståret som følge af nye oplysninger i sagen.

I henhold til bestemmelsen har skatteyderen et retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville få et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen.

Skatteankenævnet bedes bemærke, at ved den mindste tvivl skal genoptagelse imødekommes og ved genoptagelsesbehandlingen kan det så vise sig, at der fortsat er grundlag for at fastholde resultatet.

Når SKAT vurderer det formelle genoptagelsesspørgsmål, behøves der derfor ikke foretages nogen tilbundsgående prøvelse af det sandsynlige resultat. En genoptaget sag kan derfor i sagens natur ved den efterfølgende realitetsprøvelse resultere i en fastholdelse af den tidligere ansættelse.

De nye oplysninger er følgende:

•  

Dokumentationer for interne transaktioner.

Dokumentationer for afholdte udgifter.

Redegørelse for urimelige høje skatteansættelser, hvorfor det kan konstateres, at skatteansættelserne er åbenbare urimelige.

Det skal bemærkes i øvrigt, at i de perioder, hvor A har opholdt sig og arbejdet i Danmark, er der blevet indeholdt de fornødne skatter, hvilket således bestyrker vores redegørelse for vor klients gode tro angående skatteforholdene, når han har opholdt sig i udlandet.

Der begæres kontorforhandling med nævnets medlemmer.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb skal fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Vi bemærker, at du ikke har reageret på SKATs afgørelse inden den i afgørelsen fastsatte frist på 3 måneder efter den dag, hvor du får SKATs afgørelse jf. skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, men din repræsentant R1 ApS sender først den 26. oktober 2012 anmodning om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomståret 2005, 2006, 2007, 2008 og 2009. Anmodningen for årene 2005-2008 er således indgivet efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 om ordinær skatteansættelse.

Spørgsmålet om genoptagelse skal herefter afgøres efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. Betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse er anført i bestemmelsen, som er udtømmende.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7 indeholder en række objektive grunde til genoptagelse, der er udtømmende.

Af sagens oplysninger fremgår, at du ikke opfylder betingelserne for genoptagelse efter disse.

Herefter kan spørgsmålet om genoptagelse alene afgøres efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, der har følgende ordlyd:

"...

Told- og Skatteforvaltningen giver efter anmodning fra den skattepligtige tilladelse til ændring af skatteansættelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

..."

Ifølge bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8 er bestemmelsens anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen.

Af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen bl.a. kan finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Bestemmelsen er således tiltænkt et snævert anvendelsesområde.

Din repræsentant henviser i klagen dels til, at din datter er syg og nu under behandling på det psykiatriske hospital i ...11 og dels til, at din fader ligeledes blev syg og døde kort tid herefter.

Af praksis på området fremgår jf. bl.a. Landskatterettens kendelse af 17. december 2010 og Byretsdom fra København, jf. SKM2013.487.BR, at en klager skal kunne bevise, at vedkommende var ude af stand til at indsende selvangivelse eller inden for fristen at fremsætte begæring om genoptagelse, for at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der gør, at SKAT kan behandle sagen trods fristoverskridelsen. Byretten henviser endvidere til, at sagsøger ikke havde fremlagt en egentlig lægeerklæring om sagsøgers sindstilstand for de påklagede indkomstår.

På grundlag af det i klagen anførte, er det sandsynligt, at du i en længere periode har været psykisk påvirket af din faders død og din datters sygdom.

Da der imidlertid ikke foreligger en lægeerklæring om din sindstilstand for årene 2005-2008, finder vi det ikke godtgjort, at du har befundet dig i en sådan tilstand, at du ikke var i stand til at fremsætte anmodning om genoptagelse inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Vi finder herefter ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der gør, at SKAT kan behandle sagen trods fristoverskridelsen.

For 2009 er der tale om ordinær genoptagelse, som skal behandles efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, idet anmodningen er indsendt inden den 1. maj i det fjerde indkomstår efter indkomstårets udløb.

Efter gennemgang af de med klagen fremsendte bilag finder vi i lighed med SKAT, at der ikke er fremlagt dokumentation for afholdte udgifter, der kan medføre en genoptagelse af skatteansættelsen for 2009.

Vi stadfæster derfor SKATs afslag på ordinær genoptagelse for 2009.

..."

Forklaring

A har forklaret, at han tidligere har arbejdet som IT-konsulent i Italien. Han har været gift, og han har 3 døtre i alderen 15-25 år.

I 2004-2005 arbejdede han i en periode for G6 i London. Det agentur, som han fik jobbet igennem, oplyste, at hans løn blev udbetalt via G5, så skat m.v. blev trukket, og han fik derefter lønnen indsat på sin danske konto. Han mener, at han også prøvede at ringe til kommunen, men han kunne ikke få svar på, hvordan han skulle forholde sig skattemæssigt.

I 2006-2009 arbejdede han i en periode i Danmark. Han fik derefter arbejde i først Norge i cirka 1½ måned. Agenturet, som skaffede ham jobbet, oplyste, at han skulle selv sørge for at finde et firma i Danmark, der skulle tage sig af hans skattemæssige forhold. Han havde i den forbindelse kontakt med et firma, der tilhørte hans far. Han far døde den 3. januar 2007. I 2007 arbejdede han i Norge, i 2008 arbejdede han i Sverige, og i 2009 arbejdede han i Frankrig. Han udfakturerede ca. 100.000 kr. om måneden. Han opgav ikke sine indtægter til SKAT.

I 2011 blev kan kontaktet af SKAT. Da han på det tidspunkt arbejdede i Schweiz, kunne han ikke fremskaffe sine bilag. Han havde en mailkorrespondance herom med SKAT. Han havde sine bilag vedrørende rejser, hoteller, restaurationsbesøg og husleje, men han havde mistet sine bilag vedrørende køb og salg af aktier. Han ved ikke, hvorfor han ikke fik reageret over for SKAT, men hans personlige forhold tog al hans energi. Medens han arbejdede i udlandet, havde han fået oplyst, at han ikke skulle oplyse sine indtægter til SKAT. I 2007 og 2008 var han væk fra Danmark stort set alle hverdage. I 2007 havde han en lejlighed, men han husker ikke, hvordan der blev betalt herfor.

I sommeren 2011 modtog han SKATs afgørelse af 5. juli 2011, som han var lidt opgivende overfor. Hans kone var meget utilfreds med SKATs afgørelse, og hun og 2 af døtrene rejste til Danmark. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og først senere - formentlig i 2012 - kontaktede han en revisor, der den 26. oktober 2012 anmodede om genoptagelse af indkomstårene 2005-2009.

I forbindelse med genoptagelsessagen var han til et møde hos SKAT, og han fik efterfølgende tilsendt et grundigt referat fra mødet.

I perioden efter 2005 var han udsat for et voldsomt pres dels på grund af sin fars pludselige død og dels på grund af den ene datters sygdom, der førte til datterens selvmordsforsøg i 2008. Efter faderens død måtte familien flytte, da den boede til leje i et hus, som tilhørte faderen, og han måtte også finde et andet firma at arbejde for. Han var ikke til læge, da han ikke var klar over, at han var stresset. Han opholdt sig i udlandet med mange stressende faktorer samtidig med, at han skulle støtte sin kone, der tog sig af datteren. Han skulle på samme tid også sørge for at tjene penge. Han brugte mange ressourcer på at tage sig af de forskellige ting.

Han har modtaget de beløb, der er nævnt i SKATs afgørelse, men en stor del af pengene er refusioner af udgifter til bolig, flybilletter og hoteller, som han har udlagt. For alle årene drejer det sig om ca. 500.000 kr., som han har udlagt enten ved kontant betaling eller betaling med kreditkort.

Parternes synspunkter

I A's påstandsdokument er blandt andet anført:

"...

Sagsøger opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 8 for indkomstårene 2005-2008, idet der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder og anmodningen herom er sket rettidigt og i overensstemmelse med de i Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 gældende regler.

Sagsøger har fremsendt den sparsomme dokumentation han efter mere end 5 år er i besiddelse af.

Sagsøger er ikke i besiddelse af yderligere end de fremsendte bilag, idet det ligger så mange år tilbage. Endvidere er bilagene indleveret til firmaets bogholderi netop med henblik på refusion af de afholdte udgifter. Den fremsendte dokumentation viser, at sagsøger har afholdt væsentlige rejseudgifter, som de indsatte beløb på hans danske konto dækker over.

Der er ingen tvivl om, at sagsøgtes skønsmæssige ansættelse af sagsøgers skatteansættelser for 2005-2008 er urigtig og åbenbar urimelig, idet sagsøgte ikke har behandlet de fremsendte bilag med hensyntagen til, at der er væsentlige udgifter forbundet med at have et arbejde i udlandet. Qua den manglende behandling af sagsøgers fremsendte bilag, er der tale om en myndighedsfejl af en sådan karakter, at dette alene bør give anledning til en ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008

Sagsøger har fået forhøjet sin skatteansættelse betydeligt og åbenbart urimeligt. SKAT har forhøjet indkomsten for årene 2005, 2006, 2007, 2008 og 2009 betydeligt. Den skønsmæssige ligning udgør i alt kr. 3.119.658,00.

De af sagsøger fremsendte bilag indikerer tydeligt, at sagsøger ikke har haft den indkomst som fastsat af sagsøgte, hvorfor det kun er rimeligt, at der sker genoptagelse således, at sagsøgers oplysninger og indkomstforhold kan behandles til bunds.

Det er således en fejl i sagsbehandlingen når sagsøgers refusioner er registreret som skattepligtigt indkomst og derfor er medtaget i den skønsmæssige ansættelse.

Skatteyderen har et egentligt betinget retskrav på en genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber sandsynlighed for, at sagen ville få et muligt andet udfald end hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingstagen til sagen.

Uanset at praksissen er relativ streng, foreligger der omstændigheder i nærværende sag, herunder myndighedsfejl og sagsøgers familiære forhold, som berettiger at sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 skal genoptages ekstraordinært.

Endeligt skal det til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at skatteansættelsen for indkomståret 2009 skal genoptages ordinært jf. skatteforvaltningslovens § 26.

..."

I Skatteministeriets påstandsdokument er blandt andet anført:

"....

Det kan altså lægges til grund som ubestridt, at sagsøgeren ikke har selvangivet sin indkomst fra udlandet.

...

Sagsøgeren har oplyst skattemyndighederne (jf. bilag 1, s. 2), at han i perioderne 1. januar 2006 - 9. november 2006 og 1. maj 2009 - 28. februar 2011 var ansat i virksomheder i Danmark. Der foreligger ingen oplysninger om, hvor sagsøgeren har arbejdet eller været ansat i perioderne 1. januar 2005 - 31. december 2005 og 1. november 2006 - 27. marts 2007. I perioden 27. marts 2007 - 30. april 2009 var sagsøgeren ansat som direktør i selskabet G3 Ltd i England. Selskabet blev opløst primo maj 2009 grundet manglende indsendelse af regnskaber.

I alle de omhandlede indkomstår (2005-2009) havde sagsøgeren ifølge CPR-registeret bopælsadresse i Danmark, jf. bilag 1, s. 2, og det er ubestridt, at sagsøgeren havde bopæl i og var fuldt skattepligtig til Danmark i alle årene.

Det fremgår af SKATs afgørelse (bilag A, s. 8), at overførslerne til sagsøgerens konti bl.a. er foregået via Westminster Bank i London på vegne af G3 Ltd, hvori sagsøgeren som anført var direktør. Det fremgår af oplysninger fra Danske Bank (udtrukket fra SKATs Money Transfer-database), jf. bilag C, at G3 Ltd havde adresse på ...7, ...9, hvor sagsøgeren selv havde bopæl i perioden 2. november 2011 til 28. juli 2008. Det fremgår endvidere af SKATs afgørelse (bilag A, s. 8), at SKAT flere gange har opfordret sagsøgeren til at indsende dokumentation vedrørende indsætningerne på hans konti (herunder fakturaer, ansættelseskontrakter osv.), dokumentation for udgifter til rejse og ophold og dokumentation for eventuel betalt skat i udlandet. Sagsøgeren har dog ikke fremsendt den ønskede dokumentation til SKAT.

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til hverken ordinær genoptagelse af indkomståret 2009 eller ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008.

1.   Ordinær genoptagelse af indkomståret 2009:

Det er en forudsætning for genoptagelse, at den skattepligtige kan dokumentere eller sandsynliggøre, at skatteansættelsen er materielt forkert, fordi den hviler på forkerte eller ændrede faktiske eller retlige oplysninger, jf. f.eks. SKM2015.512.ØLR og SKM2014.183.ØLR.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hans skatteansættelse for indkomståret 2009 er materielt forkert, hvorfor sagsøgeren ikke er berettiget til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke har selvangivet sin udenlandske indkomst i indkomstårene 2005-2009, og det følger derfor af skattekontrollovens § 5, stk. 1, at SKAT har været berettiget til at foretage en skønsmæssig skatteansættelse for disse indkomstår.

Det følger af fast retspraksis, at den af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2009 alene kan tilsidesættes, hvis sagsøgeren kan godtgøre, at den skønsmæssige ansættelse hviler på et forkert grundlag eller er åbenbart urimeligt, jf. f.eks. UfR 2009.276/2H [UFR2009.476/2H = SKM2009.37.HR.red.SKAT] og SKM2011.209.HR. Det er altså sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige opgørelse over hans skattepligtige indkomst.

Den bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Det følger af statsskattelovens § 4, at alle sagsøgerens årsindtægter er skattepligtige, hvad end de hidrører her fra landet eller ej. SKAT har opgjort sagsøgerens skattepligtige indkomst fra udlandet i årene 2005-2009 på grundlag af konstaterede indsætninger på hans danske konti og har i den forbindelse taget hensyn til interne overførsler mellem sagsøgerens konti.

Det anføres i stævningen, at sagsøgeren i forbindelse med sit konsulentarbejde i udlandet har afholdt udgifter til flybilletter og hotelophold, og at de udenlandske arbejdsgivere har refunderet sagsøgerens udgifter som udlæg efter regning. Sagsøgeren anfører derfor - uden nærmere at redegøre for, hvilke beløb der er tale om - at disse refusioner ikke skal indgå i hans skattepligtige indtægt, idet der er tale om skattefri godtgørelser.

Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt nogen form for objektiv dokumentation for, at - eller i hvilket omfang - han har afholdt udgifter til flybilletter og hotelophold i forbindelse med sit arbejde i udlandet, jf. f.eks. SKM2009.37.HR, hvilket derfor bestrides som udokumenteret.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at han har været på erhvervsmæssige rejser i 2005-2009, ligesom der ikke foreligger nogen nærmere beskrivelse af - og dokumentation for - hvilke erhvervsmæssige rejser, der skulle være tale om, herunder hvornår rejserne fandt stedt, hvor rejserne gik hen og rejsernes varighed.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at han selv har afholdt udgifter til hotelophold og flybilletter i forbindelse med erhvervsmæssige rejser, hvilket derfor bestrides som udokumenteret. Det skal bemærkes, at skattemyndighederne flere gange har anmodet sagsøgeren om, at fremlægge dokumentation for sine påståede udgifter. Det er bemærkelsesværdigt, at sagsøgeren end ikke kan redegøre for, hvilke beløb, de påståede "refusioner" skulle udgøre.

Det bestrides på den baggrund som udokumenteret, at de udbetalte (påståede) "refusioner" reelt dækker udgifter, som sagsøgeren er blevet påført som følge af arbejde i udlandet, og det gøres derfor gældende, at "refusionerne" under alle omstændigheder er skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4 og f.eks. SKM2005.183.ØLR.

Da sagsøgeren ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at hans skatteansættelse for indkomståret 2009 er materielt forkert, er han ikke berettiget til ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

2.   Ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008:

Sagsøgeren har som anført anmodet om genoptagelse af indkomstårene 2005 - 2009 ved anmodning af 26. oktober 2012. Det er ubestridt, at der derfor ikke kan ske ordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en ansættelse af indkomstskat ændres efter anmodning fra den skattepligtige, hvis en af betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 1-8 er opfyldt. Det er ubestridt fra sagsøgerens side, at de objektive betingelser i § 27, stk. 1, nr. 1-7 ikke er opfyldt.

Der kan derfor kun ske ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008, hvis der foreligger "særlige omstændigheder", jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Ligesom for ordinær genoptagelse, er det en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at den skattepligtige kan dokumentere eller sandsynliggøre, at skatteansættelsen er materielt forkert, jf. f.eks. SKM2013.739.ØLR, SKM2013.119.ØLR og SKM2012.170.ØLR.

Det følger endvidere af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at ekstraordinær genoptagelse efter § 27, stk. 1, nr. 8, kun kan foretages, hvis den skattepligtige har fremsat genoptagelsesanmodning senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. SKAT kan dog behandle en genoptagelsesanmodning, der er modtaget efter udløbet af 6-måneders fristen, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. § 27, stk. 2, in fine.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008.

Dels opfylder han ikke betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og dels er genoptagelsesanmodningen under alle omstændigheder fremsat for sent, jf. lovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Sagsøgeren har hverken godtgjort eller sandsynliggjort, at hans skatteansættelse for indkomstårene 2005-2008 er materielt forkert, og sagsøgeren er allerede af denne grund ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27.

Selv hvis retten finder det godtgjort, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 er materielt forkerte, er sagsøgeren ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse.

Ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan kun ske, hvis der foreligger "særlige omstændigheder", og en forkert skatteansættelse er ikke i sig selv en "særlig omstændighed", jf. f.eks. SKM2013.739.ØLR.

Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, idet ekstraordinær genoptagelse er betinget af, at en urigtig ansættelse skyldes f.eks. myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, herunder alvorlig sygdom. Det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 8 er opfyldt, jf. f.eks. SKM2013.739.ØLR.

Det gøres gældende, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at sagsøgeren er berettiget til ekstraordinær genoptagelse.

Størrelsen af den samlede indkomstforhøjelse - som for indkomstårene 2005- 2008 udgør i alt kr. 2.956.756,- (og ikke kr. 3.119.658,- som anført i stævningen, s. 3 og s. 4) - er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at der foreligger "særlige omstændigheder", jf. f.eks. SKM2008.48.BR.

Det forhold, at sagsøgeren eventuelt har misforstået de danske skatteregler og derfor haft en (forkert) opfattelse, af at han ikke var skattepligtig i Danmark af lønindtægter fra udlandet, berettiger heller ikke til ekstraordinær genoptagelse, allerede fordi ukendskab til loven ikke disculperer. Hvis sagsøgeren var i tvivl om de danske skatteregler, kunne og burde han have rettet henvendelse til SKAT.

Det bestrides endvidere, at der foreligger myndighedsfejl, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Skattemyndighederne har flere gange anmodet sagsøgeren om at dokumentere sine afholdte udgifter, uden at sagsøgeren har efterkommet anmodningen, jf. bilag A og bilag D. Skattemyndighederne har forholdt sig til de af sagsøgeren til SKAT indsendte "refusionsbilag", men ingen af disse bilag dokumenterer, at sagsøgeren har afholdt udgifter til erhvervsmæssige rejser og ophold, eller at sagsøgerens arbejdsgivere har udført den fornødne kontrol med "refusionerne". Sagsøgeren har da heller ikke fremlagt bilagene under retssagen. Da sagsøgeren ikke har fremsendt dokumentation for afholdte udgifter til rejse og ophold i forbindelse med arbejde i udlandet, har SKAT været berettiget - og forpligtet - til at afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Sagsøgeren henviser endvidere til sin fars sygdom og død og til sin datters psykiske sygdom. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt lægeerklæring eller anden dokumentation for, at han på grund af sin egen sindstilstand som følge af de familiære forhold har været ude af stand til at anmode om genoptagelse af indkomstårene 2005-2008, jf. SKM2013.739.ØLR. Det bestrides derfor som udokumenteret, at sagsøgeren har været ude af stand til at varetage sine interesser.

Det bestrides således, at der foreligger myndighedsfejl ved sagsbehandlingen eller undskyldende omstændigheder, der kan berettige sagsøgeren til ekstraordinær genoptagelse. Der foreligger heller ikke andre særlige omstændigheder, der i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan medføre ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008.

Derudover skal følgende bemærkes:

Sagsøgeren støtter sin påstand om ret til ekstraordinær genoptagelse på, at SKAT fejlagtigt har beskattet ham af de påståede "refusioner" og på sine familiære forhold. Det fremgår dog af bilag 1, s. 3 sammenholdt med bilag A, s. 6-7, at sagsøgeren den 16. maj 2011 og den 6. juni 2011 gjorde indsigelse imod SKATs agterskrivelser med henvisning til, at mange indbetalinger - efter sagsøgerens opfattelse - var skattefrie refusioner. SKAT fremsendte derefter en ny - men uændret agterskrivelse - den 10. juni 2011. Sagsøgeren var således ved modtagelsen af agterskrivelsen af 10. juni 2011 - og senest ved modtagelsen af SKATs afgørelse af 5. juli 2011 (bilag A) - bekendt med, at SKAT anså de påståede "refusioner" som skattepligtige indtægter.

Sagsøgeren har altså hele tiden været bekendt med de forhold, hvorpå han støtter sin genoptagelsesanmodning (nemlig at en del af indsætningerne fra udlandet - efter hans egen opfattelse - udgjorde skattefrie "refusioner"), og han er derfor også af den grund ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, jf. SKM2003.288.HR og SKM2011.140.VLR.

For så vidt angår de familiære forhold bemærkes det, at sagsøgerens far døde i slutningen af 2006, og at datteren ifølge hans egne oplysninger "i alle de omhandlede indkomstår har været meget syg", jf. bilag 1, s. 5. Det bestrides som udokumenteret, at sagsøgeren i hele perioden siden datterens sygdom i 2005 og farens død i 2006 har været forhindret i at anmode om ordinær genoptagelse inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Selv hvis retten finder, at sagsøgeren har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, er sagsøgeren dog ikke berettiget til genoptagelse af indkomstårene 2005-2008.

Det følger således af § 27, stk. 2, 1. pkt., at genoptagelsesanmodning skulle være fremsat af sagsøgeren senest 6 måneder efter, at han var kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af genoptagelsesfristen i § 26, stk. 2.

Som anført kom sagsøgeren senest til kundskab om, at SKAT anså de påståede "refusioner" som skattepligtig indkomst ved SKATs afgørelse af 5. juli 2011 (bilag A). Faderens sygdom og død i 2006 har han hele tiden haft kendskab til, og det samme gør sig gældende for så vidt angår datterens sygdom i alle indkomstårene.

Det gøres derfor gældende, at sagsøgerens genoptagelsesanmodning af 26. oktober 2012 (bilag 1, s. 1) er fremsat efter udløbet af 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., og dermed for sent. Også af den grund er sagsøgeren ikke berettiget til ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2005-2008.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, in fine, at en genoptagelsesanmodning der er modtaget efter 6-måneders fristen, kan behandles, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Det gøres dertil gældende, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at sagsøgeren er berettiget til ekstraordinær genoptagelse, selvom hans genoptagelsesanmodning af 26. oktober 2012 er fremsat efter udløbet af 6-måneders fristen.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han har været forhindret i at anmode om genoptagelse inden for 6-måneders fristen. Overskridelsen af 6-måneders fristen skyldes i øvrigt ikke de familiære forhold, idet hverken datterens sygdom i de omhandlede indkomstår eller farens sygdom og død er indtrådt i løbet af 6-måneders fristen.

..."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten lægger til grund, at A ikke har selvangivet sin indkomst fra udlandet i indkomstårene 2005-2009.

Retten lægger endvidere til grund, at A i sommeren 2011 modtog SKATs ansættelse af 5. juli 2011, og at A's revisor ved brev af 26. oktober 2012 anmodede om genoptagelse af indkomstårene 2005-2009.

Sagen drejer sig om, hvorvidt A's skatteansættelse for indkomståret 2009 kan genoptages ordinært efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og om hvorvidt A's skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 kan genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

En ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 forudsætter, at A kan dokumentere eller sandsynliggøre faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen.

Efter de oplysninger, der er forelagt retten, og efter A's forklaring finder retten ikke, at der er fremkommet nye oplysninger af en sådan karakter, at A har godtgjort eller sandsynliggjort, at der grundlag for at ændre eller revurdere skatteansættelsen. A har derfor ikke godtgjort, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2009 er opfyldt.

En ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2005-2008 kan ske, når der foreligger særlige omstændigheder, og når anmodningen er fremsat inden udløbet af den i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. nævnte frist på 6 måneder, eller efter fristens udløb efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, in fine, når særlige omstændigheder taler derfor.

Efter de foreliggende oplysninger om A's arbejdsmæssige og personlige forhold i indkomstårene 2005-2008, herunder A's forklaring herom, der ikke er understøttet af bilag eller lægelige oplysninger om A, finder retten ikke, at A er fremkommet med oplysninger af faktisk eller retlig karakter, hvorved han har godtgjort eller sandsynliggjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne kan tillades. Retten finder heller ikke, at A efter bevisførelsen har godtgjort eller sandsynliggjort, at skatteansættelserne er materielt forkerte eller urimelige, eller at skattemyndighederne har begået sagsbehandlingsfejl.

Herefter tages Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Efter sagens karakter, værdi og udfald skal A i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 45.500 kr. incl. moms til dækning af udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet i sagsomkostninger betale 45.500 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a