Omgørelse og betalingskorrektion - rette indkomstmodtager

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato16 Nov 2015
Dato for udgivelse18 Nov 2015 08:53
SKM-nummerSKM2015.717.HR
MyndighedHøjesteret
Sagsnummer1. afdeling, 244/2014
Dokument typeDom
EmneordSkattebesparelse, skatteudskydelse, priser, vilkår
Resumé

En læge ejede via et holdingselskab en klinik, hvor han var fuldtidsbeskæftiget. Honorarerne for lægens arbejde på klinikken var blevet betalt til et speciallægeselskab, som lægen også ejede, og hvor han var eneste ansatte. Efter landsrettens dom i sagen var det ubestridt, at lægen personligt - og ikke selskabet - var rette indkomstmodtager af honorarerne.

Selskabet gjorde principalt gældende, at dispositionen kunne omgøres i medfør af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1. Subsidiært gjorde selskabet gældende, at det var berettiget til betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5.

Højesteret fandt, at betingelsen for omgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da selskabet ikke havde godtgjort, at dispositionen ikke i overvejende grad har været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

Højesteret fastslog endvidere, at SKATs ændringer af rette indkomstmodtager ikke var omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, og at der derfor ikke kunne foretages betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at Højesteret ikke med dommen i SKM2012.92.HR eller kendelsen i SKM2012.221.HR har taget stilling til, om sager om rette indkomstmodtager er omfattet af ligningslovens § 2, hvilket selskabet ellers havde gjort gældende.

Landsrettens dom blev herefter stadfæstet.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1
Ligningsloven § 2, stk. 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 A.A.14.1.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2 C.D.11.8

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1 C.C.2.1.2.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1 C.C.1.2.2


Parter

H1 ApS
(advokat Gitte Skouby)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Poul Søgaard, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne og Kurt Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 14. afdeling den 28. november 2014.

Påstande

Appellanten, H1 ApS, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at der kan ske skattemæssig omgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 29, for så vidt angår honorar udbetalt fra H2.1 ApS A/S til H1 ApS, subsidiært frifindelse.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

H2.1 ApS A/S har for hvert af indkomstårene 2007-2009 betalt honorarer på 2,4 mio. kr. til H1 ApS for de plastikkirurgiske ydelser, som speciallæge A har udført på H2.1 ApS. I samme periode har H1 udbetalt løn til A med 200.000 kr. årligt. A er eneejer af H1, ligesom han - via selskabet H2 ApS - også er eneejer af H2.1 ApS.

Ved landsrettens dom i sagen mellem A og Skatteministeriet er A blevet anset for at være rette indkomstmodtager af de honorarer, som H2.1 ApS havde betalt til H1, jf. herved statsskattelovens § 4 og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Denne del af dommen er ikke anket til Højesteret. Det er således ubestridt, at A var rette indkomstmodtager af de årlige honorarer på 2,4 mio. kr., som klinikken betalte til speciallægeselskabet, og hvoraf A fra speciallægeselskabet modtog 200.000 kr. årligt. De resterende 2,2 mio. kr. anses herefter for skattepligtige tilskud fra A til speciallægeselskabet.

Speciallægeselskabets principale påstand angår omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. Selskabet ønsker herved tilladelse til at ophæve samarbejdskontrakten med klinikken og tilbageføre de beløb, som selskabet har modtaget fra klinikken, således at beløbene udgår af speciallægeselskabets skattepligtige indkomst.

Selskabets subsidiære påstand angår den betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5, som Landsskatteretten gav selskabet medhold i. Selskabet ønsker herved at undgå tilskudsbeskatning ved at forpligte sig til at betale beløbene til A.

Sagen for Højesteret angår herefter, om der for de tre indkomstår - som en konsekvens af afgørelsen om, at A er rette indkomstmodtager - kan ske omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, subsidiært betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5.

Omgørelse

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at betalingen af honorarerne til speciallægeselskabet i stedet for til A personligt ikke i overvejende grad har været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

Betingelsen for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, er derfor ikke opfyldt, og selskabet kan ikke få medhold i den principale påstand.

Betalingskorrektion

Efter ligningslovens § 1 anvendes reglerne i statsskatteloven ved påligning af indkomstskat med de ændringer og tilføjelser, der er fastsat i ligningsloven. Af ligningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at der for en række opregnede skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal anvendes priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem de anførte parter (kontrollerede transaktioner) i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Efter § 2, stk. 5, 1. pkt., kan den skattepligtige ved ændringer i ansættelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til stk. 1 undgå yderligere følgeændringer (sekundære justeringer) ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de i stk. 1 anvendte priser og vilkår.

Højesteret har i dom af 2. februar 2012 (SKM2012.92.HR) anført, at korrektionsadgangen efter ligningslovens § 2, stk. 1, omfatter alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af relevans for beskatningen. Som anført af landsretten har Højesteret imidlertid hverken ved denne dom eller ved kendelsen af 23. marts 2012 (SKM2012.221.HR) taget stilling til, om sager vedrørende rette indkomstmodtager er omfattet af ligningslovens § 2.

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at den foretagne ændring, der har hjemmel i statsskattelovens § 4, ikke er omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, og at der derfor ikke kan foretages betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5. Speciallægeselskabet kan således heller ikke få medhold i den subsidiære påstand.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.