Fradrag for tab - salg i K/S - nyt spørgsmål

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato06 Oct 2016
Dato for udgivelse18 Jan 2017 10:42
SKM-nummerSKM2017.38.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 151-1851/2015
Dokument typeDom
EmneordFordring, drift, erhvervsmæssig, ejendomsavance, fast ejendom
Resumé

Sagen angik, om sagsøgeren kunne få fradrag for et påstået tab på 1.296.288,50 kr. i indkomståret 2007 efter den dagældende kursgevinstlovs § 16 eller § 17, og om sagsøgeren kunne inddrage en række nye spørgsmål i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt.

Sagsøgeren var kommanditist i et K/S, hvori han i 2003 tegnede anparter for et samlet beløb på 5,2 mio. kr. K/S'et solgte i 2006 sit væsentligste aktiv i form af ejendommen beliggende i England. Provenuet fra salget på 808.241,10 £ blev i 2006 overført til selskabets administrator. Sagsøgeren blev i indkomståret 2006 beskattet af sin forholdsmæssige andel af provenuet. Administrationsselskabet udbetalte imidlertid aldrig provenuet til sagsøgeren, og han selvangav derfor et fradrag på 1.014.304 kr. for indkomståret 2007.

Der var enighed om, at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren med rette blev ejendomsavancebeskattet af fortjeneste ved salg af en ejendom i indkomståret 2006, udgjorde et nyt spørgsmål, der ikke var blevet prøvet af Landsskatteretten. Retten fandt, at betingelserne for at tillade dette - og en række andre nye spørgsmål i sagen ikke var opfyldt.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren havde en fordring mod administrationsselskabet, og at denne fordring var i danske kroner, hvorfor der ikke var fradragsret for det opståede tab i medfør af den dagældende kursgevinstlovs § 16, stk. 1, 1. pkt., jf. § 1, stk. 2, 1. pkt.

Sagsøgerens fordring mod administrationsselskabet udgjorde heller ikke et fradragsberettiget tab efter kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a, da K/S'ets salg af ejendommen udgjorde et salg af et anlægsaktiv.

Skatteministeriet blev dermed frifundet.

Reference(r)

Kursgevinstlovens § 17
Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-2, C.B.1.4

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2016-2, C.C.2.2.3.1

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Østre Landsret


Parter 

A

(Advokat Thomas Klæstrup Jørgensen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig David Knobel)

Afsagt af Byretsdommer

Line Kornerup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøger, A, var kommanditist i K/S G1, der havde til formål at eje og udleje en erhvervsejendom i England. Erhvervsejendommen blev solgt med fortjeneste i 2006, og A blev beskattet af ejendomsavancen i indkomståret 2006. Provenuet ved salget af ejendommen blev udbetalt til administrator, G2, der som følge af konkurs ikke udbetalte provenuet til kommanditisterne.

Sagen, der er anlagt den 7. december 2015, angår indbringelse af Landsskatterettens afgørelse af 8. september 2015, hvorved Landsskatteretten stadfæstede SKAT´s afgørelse af 30. maj 2013 om, at A ikke har krav på fradrag efter kursgevinstloven i indkomståret 2007 for tab på fordringen på G2. Endvidere behandles spørgsmålet, om den skete ejendomsavancebeskatning af A i indkomståret 2006 kan inddrages under sagen.

A har nedlagt følgende påstande:

1.1.      Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2006 skal genoptages og ændres således, at sagsøger ikke beskattes af "overskud af udenlandsk virksomhed" med kr. 1.129.236,00.

Subsidiært tilpligtes sagsøgte at anerkende, at sagsøger i sin skatteansættelse for indkomståret 2007 er berettiget til et fradrag på 13/90 af GBP 808.241,10 for sagsøgers tab af fordring i forbindelse med G1' salg af ejendommen beliggende Y1-adresse, Neath, UK, mere subsidiært et fradrag i indkomståret 2007 på et mindre beløb fastsat af retten og mest subsidiært fradrag i et senere indkomstår end 2007.

1.2.     Sagsøgte tilpligtes at betale til sagsøger kr. 506.070,00, subsidiært kr. 248.274,00 og mere subsidiært hjemvise sagen til omberegning af skatteansættelsen.

1.3.     Sagsøgte tilpligtes særskilt at anerkende, at sagsøgtes krav om restskat for indkomstårene 2006-2011 er bortfaldet ved forældelse.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande:

Overfor sagsøgerens principale påstand i 1.1, samt påstande 1.2 og 1.3:

Principalt:  Afvisning

Subsidiært: Frifindelse

Overfor sagsøgerens mest subsidiære påstande 1.1:

Påstanden om "fradrag i et senere indkomstår end 2007" afvises.

I øvrigt frifindes ministeriet.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Forklaringen er dog gengivet.

Af Landsskatterettens afgørelse af 8. september 2015 fremgår blandt andet:

"...

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren ejede i 2006 13 ud af 90 andele i kommanditselskabet G1.

Kommanditselskabet G1s hovedaktivitet var at eje og udleje en erhvervsejendom beliggende Y1-adresse, England.

Ejendommen blev solgt i 2006, og provenuet forventedes herefter udloddet til kommanditisterne i 2007.

Selskabet G2, som var administrator, udloddede imidlertid aldrig provenuet til klageren, idet selskabet gik konkurs den 15. august 2007.

G1 ophørte den 16. februar 2009.

Ved brev af 2. maj 2011 har klageren anmodet SKAT om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2007 med henblik på at få fradrag for hans tab på fordringen mod G2, for hans del af udlodningen hidrørende provenuet fra salget af ejendommen.

Tabet andrager ifølge klagerens beregninger 1.030.655 kr., der kan opgøres således:

Salgssum

6.975.473

Indfrielse af prioriteter

5.549.599

1.425.599

Salgsomkostninger

     66.648

1.359.226

Indfrielse af investor lån

   328.571

Nettobeløb til udlodning

1.030.655

Klageren, der har anmeldt sit krav på 1.030.655 kr. i G2 under konkurs, har ved brev af 25. august 2011 fra kurator IJ fået oplysninger om, at der ikke ville blive udbetalt dividende til kravet ved afslutningen af konkursen, idet boet var uden midler efter konkurslovens § 143.

Skatteankestyrelsen har ved brev af 1. juni 2015 anmodet klageren om yderligere dokumentation vedrørende konkursen og omstændighederne for denne samt oplysninger om baggrunden for, at der ikke blev udbetalt vedrørende salget af ejendommen.

Klageren har ved mail af 4. juni 2015 fremsendt diverse bilag til Skatteankestyrelsen.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet fradrag for klagerens tab for fordringen på administrationsselskabet på 1.030.655 kr. SKAT har i den forbindelse anført følgende:                                         

" (...)

Det kan konstateres, at fordringen er opstået i 2007, dvs. før den nye kursgevinstlov træder i kraft i januar 2010, samt at fordringen er i danske kroner.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der efter den dagældende kursgevinstlov ikke var fradrag for tab på fordringen i danske kroner

Fradrag for driftstab kan opnås efter statsskattelovens §6, stk.1 litra a. Det er en forudsætning for fradrag, at tabet er påført skatteyder som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed.

Fradrag for tab på fordringer er for personer omfattet af kursgevinstlovens §17, hvorefter der skal foretages en vurdering af, hvorvidt udgiften kan karakteriseres som et driftstab efter statsskattelovens §6, stk. 1, litra a.

Formuetab og tab vedrørende privatsfæren kan ikke fratrækkes, da betingelserne i statsskattelovens §6, stk. 1, litra a i disse tilfælde ikke er opfyldt.

SKAT er herefter af den opfattelse at tabet på dit tilgodehavende i forbindelse med salget af ejendommen"Y1-adresse, England må anses for at være et formuetab, der er indkomstopgørelsen uvedkommende. Tabet har efter SKAT's opfattelse ikke haft den fornødne tilknytning til kommanditselskabets løbende drift. Fradrag for tabet kan derfor ikke godkendes.

Der skal til yderligere underbyggelse af begrundelsen henvises til vedlagte Landsskatteretskendelse, der er offentliggjort som SKM2010.858.LSR

I mail af 16. maj 2013 har din revisor fremsat indsigelse imod det fremsendte forslag.

Din revisor vurderer, at tabet er fradragsberettiget uagtet at fordringen er stiftet før den 27. januar 2010. Begrundelsen for fradragsretten er ifølge din revisor, at der er tale om fordringer erhvervet som vederlag i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, jf § 17 i bekendtgørelse nr. 806 af 24. september 2003 (§ 17). For tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6 a anvendelse, jf. dog § 18.)

Fordringer af denne type er ifølge din revisor fradragsberettiget uagtet at fordringen er stiftet efter 27. januar 2010 og at fordringen er i danske kroner. Fradraget sker efter reglerne i statsskattelovens § 6a, og derved som et fradrag i virksomhedsindkomsten.

Din revisor oplyser videre, at den pågældende kursgevinstlovs § 17 anfører "For tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drifts af virksomheden... Der er efter din revisors opfattelse således ikke kun tale om vederlags fordringer, men også andre fordringer der er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift.

Efter din revisors opfattelse er hele ideen med investeringer i K/Sér at ejendommen på et tidspunkt skal sælges og helst med gevinst. Virksomheden ophørte ikke da man solgte ejendommen, og ikke solgte ens andele i K/S´et, hvorfor fordringen må være opstået i forbindelse med virksomhedens drift og derved opfylder betingelserne i Statsskattelovens § 6 a.

Uanset det at din revisor er af den opfattelse at tabet er opstået i forbindelse med virksomhedens almindelige drift og dermed er omfattet af bestemmelserne i Statsskattelovens §6 stk. 1, litra a, er SKAT fortsat af den opfattelse SKAT at tabet på dit tilgodehavende i forbindelse med salget af ejendommen Y1-adresse, England må anses for at være et formuetab, der er indkomstopgørelsen uvedkommende og således ikke omfattet af Statsskattelovens §6 stk. 1, litra a. Tabet har efter SKAT's opfattelse ikke haft den fornødne tilknytning til kommanditselskabets løbende drift. Fradrag for tabet kan derfor ikke godkendes.

Der skal i øvrigt henvises til SKM2010.858.LSR der tidligere er fremsendt. (...)"

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at han bør have fradrag for tabet på fordringen på G2 på 1.030.655 kr.

Klageren har blandt andet anført følgende i klagen:

(...)

"Baggrunden for at anke den aktuelle sag et at SKAT i året 2006 beskatter en opgjort indtægt på salget at en ejendom i England, delvist ejet via andele i et K/S-selskab. Den beskattede indtægt kom aldrig til udbetaling.

Sagen er at de genvundne afskrivninger, samt den opgjorte fortjeneste aldrig kom til udbetaling, da den fungerende K/S-administrator (G2) gik konkurs inden udlodning kunne finde sted.

Der er således ikke udbetalt noget beløb — hverken I salgsåret 2006, eller konkurs året 2007.

SKAT's afslag omhandler spørgsmålet om retten til at fradrage et dokumenteret tab i 2007 og afviser dette Med henvisning til loven om formuetab før 2010.

Min anke går således alene ud på at SKAT er fuldstændig klar over at jeg ikke har fået noget beløb udbetalt, Hverken i 2006 eller senere. Kan det virkelig være rigtigt at jeg skal betale over 500.000 i skat af en indtægt som SKAT i sit afslag af 30. maj 2013 bekræfter sin viden om at jeg aldrig har modtaget?

Dette forhold har været medvirkende til at jeg blev erklæret personlig konkurs i september 2013.

En konkurs der sluttede med en negativ underbalance på over 6.4 mio. heraf et krav fra SKAT vedrørende 2006 på ca. 144.000 kr. Dette beløb håber jeg under alle omstændigheder bliver eftergivet, da jeg som sagt Ikke har modtaget penge (fortjeneste til beskatning) fra hverken K/S eller administrator.

Jeg håber at min ankesag sag vil blive positivt modtaget og beder om den rådgivning jeg kan få fra SKAT, da jeg ikke har råd til selv at købe professionel assistance til at føre sagen."

(...)

Derudover har klageren ved brev af 7. april 2015 fremsendt sine bemærkninger til sagsfremstillingen af 30. marts 2015, hvori han har anført følgende:

(...)

"Baggrunden for min indsigelse er, at Skatteankestyrelsen i sin afgørelse fortsætter SKAT's fremstilling af min påstand om frifindelse, som begrundet i et ønske om “Fradrag for formuetab i 2007" hvilket ikke er det jeg beder om. Jeg beder blot om at SKAT tilbagefører den imaginære indtægt på godt 1.3 mio. der blev beskattet i 2006 samtidigt med, at det efterfølgende kunne konstateres at jeg aldrig har haft en sådan indtægt.

Efterfølgende har både Landsskatteretten og Skattestyrelsen i sine sagsfremstillinger fastholdt sine påstande om “Formuetab uden driftsrisiko" hvilket åbenbart blev ændret i 2010 i et forsøg på at bringe en vis retfærdighed i skattereglerne på dette område.

Nu har jeg fulgt med i dagspressen og erfaret at SKAT i et vist omfang har mulighed for at tolke på reglerne og i tilfælde hvor uhensigtsmæssige regler rammer uskyldige borgere på utilsigtet eller groft uretfærdig vis.

Jeg appellerer derfor til, at Skattestyrelsen forelægger min sag for en øvre myndighed der dels erkender at man som skatteborger ikke bør beskattes af indtægter man beviseligt aldrig har modtaget, samt at man erkender den alvorlige effekt som den uretfærdige beskatning har haft på mig og min økonomi.

Den store skattebetaling i 2007/2008 var medvirkende til at jeg i september 2009 blev erklæret personlig konkurs og i den forbindelse led et tab på DKK 6.4 mio. iføl.ge kurators opgørelse. (se vedlagte opgørelse fra Kurator).

(...)

Landsskatterettens afgørelse

Kursgevinstlovens § 14, stk. 1, 1. pkt., i sin nuværende affattelse, hvorefter personer har fradrag for tab på fordringer, gælder alene for fordringer, der er erhvervet/stiftet efter den 27. januar 2010, jf. § 20, stk. 2, i lov nr. 724 af 26. juni 2010, om ændring af kursgevinstloven og forskellige andre love.

Da klagerens fordring er stiftet tilbage i 2007 på det tidspunkt, hvor der skulle være sket udlodning at salgsprovenuet for ejendommen, vil der således ikke kunne opnås fradrag for tabet af fordringen i medfør af kursgevinstlovens § 14, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.

Det fremgår af den for indkomståret 2007 gældende kursgevinstlovens § 17, at der vil kunne opnås fradrag for tab på fordringer, der er erhvervet som led i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, i det omfang tabet kan karakteriseres som et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er der mulighed for at opnå fradrag for driftstab, såfremt tabet er påført den pågældende som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed, jf. den juridiske vejledning afsnit C,C.2.2.3.1.

Formuetab og tab vedrørende privatsfæren kan ikke fradrages, da betingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i disse tilfælde ikke er opfyldt.

Klagers tab, der må anses for at skyldes, at administrator af G1 uretmæssigt undlod at betale kommanditisterne deres andel af provenuet ved salg af ejendommen, må anses for et ikke-fradragsberettiget formuetab, der er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Klageren har i sine bemærkninger til sagsfremstillingen anført, at han ønsker at tilbageføre indtægten hidrørende fra salget af ejendommen i 2006, idet han aldrig har modtaget sin del af provenuet.

Det skal hertil bemærkes, at Landsskatteretten alene kan tage stilling til indkomstansættelsen vedrørende indkomståret 2007 og spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå fradrag for tabet på fordringen på administrationsselskabet, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.

..."

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han er 62 år og bor i Y2-by. Han har været ledig i 13 måneder nu. Før var han ansat som IT leder i 16 år i samme virksomhed.

Han mødte en sælger fra G2, der fortalte om investeringen som en god pensionsordning. Han blev orienteret om, at ejendommen var udlejet til en god lejer med lang løbetid, og at der var mulighed for, at ejendommen steg i værdi og derved kunne sælges med fortjeneste. Han tegnede anparter. Ejendommen blev solgt i 2006 efter en vurdering af en takseringsmand, der medførte, at huslejen blev sat op med ca. 5 pct. Det medførte en prisstigning på ejendommen, der bevirkede, at ejendommen kunne sælges før oprindeligt forudsat. Selve lejeindtægten ville alene give et nulresultat. Pensionsopsparingen var afhængig af, at ejendommen blev solgt med fortjeneste. Formålet med projektet var at sælge ejendommen, når prisen steg. Han deltog i investormøder i G1, hvor der blev orienteret om, at ejendommen var under salg, og at der ville fremkomme et provenu. Han oprettede en erhvervsinvesteringskonto i sin bank, men pengene kom ikke. Det var G2, som håndterede salget og administrerede ejendommen, og de skulle sørge for, at pengene blev udbetalt. Der var ikke en kasserer i K/S G1. Han var ikke klar over præcis, hvordan pengene ville blive udbetalt. G2 sendte normalt et skattebilag som grundlag for kommanditisternes indberetning til skattemyndighederne. Han fik et skattebilag med opgørelse af en indtægt fra salget. Der gik lang tid, før det gik op for ham, at der ikke ville blive udbetalt penge. G2 gik konkurs i efteråret 2007, men han troede, at pengene på klientkonti var sikret. Han var ikke nervøs over, at G2 forinden havde et dårligt regnskab, for G2 var på vej på børsen, og købesummen tilhørte jo kommanditisterne.

Han klagede over SKATs afgørelse af 23. februar 2010. Han tænkte, at hvis SKAT var enig i, at der ikke var udbetalt penge i 2006, kunne det hele rulles tilbage. For ham var hele pointen, at han ikke fik nogle penge.

Det er korrekt, at han telefonisk accepterede Skatteankenævnets forslag til afgørelse af 29. oktober 2010. Han accepterede, at hvis reglerne var sådan, at det år hvor han havde en teoretisk indtægt, var lukket, accepterede han det. Han forsøgte at indlede en dialog med og rådgivning fra SKAT. Men han fik ikke rigtig rådgivning. Han anmeldte et krav i konkursboet for at kunne dokumentere sit tab og kravet. Han tænkte, at hvis han blev beskattet i 2006, skulle han kunne dokumentere for 2007, at han havde et krav, da pengene ikke blev udbetalt.

Han forventede, at SKAT overordnet vurderede, at han ikke havde fået nogen penge, og at SKAT derved ville indrømme, at han derfor ikke skulle betale skat. Han kendte ikke nærmere til det skatteretlige grundlag. Han var presset økonomisk i den periode, og han endte med at gå personligt konkurs i september 2009. Han fortsatte med at kommunikere med SKAT og derved bevare håbet. Han havde ikke råd til at ansætte en advokat eller revisor og måtte selv føre sagen. Han har ikke været til møde hos SKAT. Han har talt telefonisk med forskellige medarbejdere hos SKAT, men ellers er det hele foregået skriftligt.

Da han klagede over årsopgørelsen for 2007, var han ikke klar over, at man så ikke længere kunne behandle skatteforholdene for 2006. I dag fortryder han, at han indgav årsopgørelsen med ejendomsavance for 2006. Det har ramt ham, at han var lovlydig. SKAT har ikke påbegyndt inkassosag mod ham eller foretaget lønindeholdelse. SKAT har nogle år tilbageholdt tilgodehavende skat.

Han fik udleveret et prospekt, som han læste. Der stod, at ejendommen udgjorde sikkerhed for den påtagne hæftelse. Afskrivningsreglerne gjorde også, at han havde råd til at foretage investeringen. Han havde på det tidspunkt et godt betalt arbejde. Ejendommen var lejet ud på en 30 årig kontrakt, og investeringen så sikker ud.

Parternes synspunkter

A har procederet i det væsentlige i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvori følgende anbringender er gjort gældende:

"Det gøres gældende, at behandlingen af den principale påstand 1.1 kan inddrages under nærværende retssag, idet sagsøger har været af den åbenbare formodning, at han ved sin henvendelse til SKAT under to måneder efter Skatteankenævnets afgørelse med dokumentation for sit tab ville få behandlet problemstillingen under begge indkomstår samtidig, og idet behandlingen af begge indkomstår beror på det samme faktiske forhold.

Hertil gøres hertil yderligere gældende, at der forekommer en sådan klar sammenhæng til forhold vedrørende indkomståret 2007, at det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke blev inddraget tidligere, samt at der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøger.

Det bestrides i den forbindelse, at der for så vidt angår den principale og den subsidiære påstand under påstand 1.1 retligt og faktuelt er tale om to forskellige forhold.

Derimod er det det samme forhold, som skal behandles, idet der dog er enighed om, at dette sker under to forskellige regelsæt.

Det gøres gældende, at sagsøger ikke har modtaget provenu for salget af ejendommen Y1-adresse, UK, hvorfor dette ikke skal indtægtsføres i indtægtsåret 2006.

Sagsøgers skatteansættelse skal derfor ændres og indtægten "overskud af udenlandsk virksomhed" med kr. 1.129.236,00 nedsættes til kr. 0, og sagsøgers restskat for 2006 derfor tilbagebetales til sagsøger herunder det af sagsøger herfor afholdte.

Idet sagsøgte har afstået fra at oplyse, hvilken restskat sagsøger ville blive pålagt, såfremt sagsøger ikke var blevet beskattet af "overskud af udenlandsk virksomhed" med kr. 1.129.236,00 (provokation 1), kan retten lægge sagsøgers opgørelse og påstand 1.2 beløbsmæssigt til grund.

Det gøres subsidiært gældende, at sagsøgers tab på fordringen mod administrationsselskabet opfylder betingelserne i kursgevinstlovens dagældende § 16, da tabet er i fremmed valuta, samt tillige kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorfor sagsøger skal indrømmes et fradrag på kr. 1.296.288,50, subsidiært et mindre beløb.

Sagsøgers overskydende skat på kr. 248.274,00 skal derfor udbetales til sagsøger.

Endeligt gøres det selvstændigt gældende, at samtlige SKAT's krav mod sagsøger på restskat er forældede.

2.1.       Behandling og opgørelse af betalingspåstanden:

Det gøres gældende, at behandlingen af betalingspåstanden kan inddrages under nærværende retssag, idet behandlingen heraf beror på det samme faktiske forhold, idet der forekommer en sådan klar sammenhæng til påstand 1.1, idet det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke blev inddraget under behandlingen i Landsskatteretten, samt idet der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøger.

Herudover har sagsøgte anført, at selve beregningen beror på flere og andre skatteforhold, og at sagsøgers påstand derfor er hypotetisk.

Sagsøgte er derfor opfordret (provokation 1) til at oplyse, hvilken restskat sagsøger ville blive pålagt, såfremt sagsøger ikke var blevet beskattet af "overskud af udenlandsk virksomhed" med kr. 1.129.236,00, hvilken opfordring ikke er efterlevet.

Sagsøgers opgørelse af betalingspåstanden kan derfor lægges til grund.

Sagsøgers subsidiære betalingspåstand udgør en afledt følge af den subsidiære påstand 1.1, og sagsøgte har ikke bestridt påstanden beløbsmæssigt.

Såfremt sagsøger får medhold i den subsidiære påstand 1.1. kan den subsidiære betalingspåstand 1.2. derfor tilsvarende lægges til grund.

2.2.       Forældelsespåstanden:

Sagsøgers eventuelle skatteforpligtelser, som er den direkte følge af beskatningen af ejendomsavancen og den manglende fradragsret for, at sagsøger ikke har modtaget den pågældende forholdsmæssige købesum/avance, har en sådan åbenbar tilknytning og sammenhæng med nærværende sag, at en vurdering af forældelsen af disse forpligtelser nødvendigvis bør bedømmes under nærværende sag.

Såfremt sagsøger ikke får medhold vil sagsøgers forpligtelser således fortsat bestå, om end det er sagsøgers opfattelse, at disse er forældede, hvorfor der i givet fald - såfremt spørgsmålet om forældelse ikke behandles under nærværende sag - vil blive anlagt en ny retssag efterfølgende omhandlende dette spørgsmål.

Det gøres derfor gældende, at der forekommer en sådan klar sammenhæng, at det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke blev inddraget tidligere, samt at der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for sagsøger.

2.3.       Værdiansættelse af sagsøgers fordring:

Det bestrides, at anskaffelsessummen af sagsøgers fordring kan opgøres til kr. 0, ligesom det bestrides at fordringstabet kan opgøres til kr. 0.

Der er mellem parterne processuel enighed om, at salget af ejendommen gav et provenu på 808.241,10 £, der skulle være udloddet til kommanditisterne.

Ved salget af ejendommen erhvervede kommanditselskabet derved en fordring mod ejendommens køber. En fordring i britiske pund.

Der er også processuel enighed om, at sagsøgers andel udgjorde 13/90 heraf.

Provenuet blev betalt til administrationsselskabet og vel at bemærke i britiske pund, hvilket er ubestridt.

Herefter gik administrationsselskabet konkurs, førend kommanditisternes andel af provenuet blev afregnet.

Sagsøger havde følgelig en fordring mod administrationsselskabet på betaling af sagsøgers andel af købesummen, hvilken fordring er opgjort af sagsøgte til kr. 1.296.288,50 under den forudsætning, at administrationsselskabet havde til sinde at afregne beløbet i danske kroner og under forudsætning, at den gennemsnitlige dagskurs for britiske pund for 2006 lægges til grund.

I det omfang sagsøgte gør gældende, at kursen af denne fordring er lavere end kurs 100, påhviler bevisbyrden herfor sagsøgte.

Det kan i sagens natur ikke lægges til grund, at fordringen på anskaffelsestidspunktet var værdiløs, idet tab på fordringer i penge overfor konkursboer som altovervejende hovedregel skal opgøres til det beløb, som skulle udbetales til sagsøger og udelukkende med fradrag af modydelser, herunder dividende.

Sagsøgers tilgodehavende kan derfor opgøres til kr. 1.296.288,50 som tilkendegivet af sagsøgte, og spørgsmålet er herefter udelukkende, om sagsøger har modtaget en del af dette beløb eller har modtaget dividende i øvrigt.

Det kan - som ubestridt - lægges til grund, at sagsøger ikke har modtaget nogen andel af sit provenu fra salget af ejendommen, uagtet sagsøger er blevet beskattet af ejendomsavancen.

Tillige kan det i fortsættelse af kurators brev til sagsøger af den 25. august 2011 (bilag 13) lægges til grund, at G2' konkursbo blev afsluttet som værende uden midler, hvorfor der ikke blev udbetalt dividende, herunder af det af sagsøger anmeldte krav.

Sagsøger har følgelig ikke haft mulighed for at opkræve sin andel af provenuet fra salget af ejendommen, hvorfor sagsøger har lidt et tab svarende til differencen imellem sagsøgers provenu - som opgjort af sagsøgte - og det beløb, som sagsøger har modtaget heraf (kr. 0).

Såfremt retten imod forventning når frem til, at anskaffelsessummen ikke kan opgøres til kr. 1.296.288,50, men skal værdiansættes til et lavere beløb, så skal sagen hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne med henblik på fastsættelse heraf.

2.4.       Tab i fremmed valuta:

Den dagældende kursgevinstlov § 14, stk. 1 var formuleret på følgende vis:

"Tab på fordringer kan ikke fradrages, jf. dog §§ 16 og 17"

§ 16 omhandler fradrag for tab i fremmed valuta og § 17 omhandler fradrag for fordringstab, som er erhvervet i tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift.

Den dagældende kursgevinstlov § 16 var formuleret på følgende vis:

"Gevinst og tab på fordringer i fremmed valuta medregnes, jf. dog § 18. Gevinst og tab skal dog alene medregnes, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med gevinster og tab, som omfattes af § 23, overstiger 1.000 kr. Uanset 1. pkt. kan tab på regreskrav erhvervet ved kautionsbetaling ikke fradrages. Tab på fordringer på selskaber, hvorover den skattepligtige har eller har haft en indflydelse som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4, eller tab på fordringer på den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer, kan ikke fradrages. Stedbarns og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold. Det ikke-fradragsberettigede tab efter 3. og 4. pkt. opgøres på grundlag af valutakurserne på tidspunktet for fordringens erhvervelse uden hensyn til ændringer i valutakurserne"

Med "fremmed valuta" forstås ifølge kursgevinstlovens § 1, stk. 2:

"Fordringer og gæld i danske kroner betragtes efter denne lov som fordringer og gæld i fremmed valuta, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser. Fordringer og gæld i fremmed valuta betragtes som fordringer og gæld i danske kroner, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til danske kroner. "

Sagsøgte har i svarskriftet tilkendegivet - hvilket der er enighed om - at salget ved ejendommen gav et provenu på GBP 808.241,10, der skulle have været udloddet til kommanditisterne.

Provenuet reguleres - hvilket der ligeledes er enighed om - i dagskursen for britiske pund, hvorefter sagsøgers andel af provenuet ifølge sagsøgte udgør kr. 1.296.288,50.

Idet hovedstolen reguleres i fremmed valuta, har sagsøgers tab karakter af et tab i fremmed valuta, jf. kursgevinstlovens § 1, stk. 2, og sagsøgers tab er derfor fradragsberettiget, jf. den dagældende kursgevinstlov § 16.

2.5.       Tab på fordringer i tilknytning til virksomhedens drift:

Tab på fordringer, som er erhvervet som vederlag i næring eller i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden kan ifølge kursgevinstlov § 17 fradrages i den skattepligtige indkomst.

Driftsomkostningsbegrebet i statsskattelovens § 6 a) relaterer sig ifølge ordlyden i § 6 a) ikke udelukkende til den løbende drift, men tillige til de omkostninger, som er anvendt til at erhverve indkomsten, herunder den for sagen omhandlede ejendom.

Det er i den forbindelse væsentligt at notere sig, at virksomhedens formål ikke udelukkende var udlejning af erhvervsejendommen i England men også at eje ejendommen.

Udlejning af fast ejendom og køb og salg af samme er derfor efter sagsøgers opfattelse så nært forbundet - ligesom også Skatteankestyrelsen fandt i sin udtalelse af den 6. maj 2015 (sagens bilag 6) - at sagsøgers tab har karakter af tab på fordringer i naturlig tilknytning til virksomhedens drift, hvorfor tabet er fradragsberettiget.

Hertil kommer, at kursgevinstlovens § 17 ikke er begrænset til driftsomkostninger, sådan som begrebet anvendes i statsskattelovens i § 6 a) men i øvrigt til alle fordringer, som er erhvervet som vederlag i næring eller i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden.

Der skal selvsagt forekomme en ikke nærmere defineret forbindelse til den indkomstskabende aktivitet, og spørgsmålet er derfor, om afhændelsen (såvel som erhvervelsen) af ejendommen havde en sådan nær tilknytning til kommanditselskabets aktiviteter, at fordringstabet giver sagsøger ret til at fradrage det i den skattepligtige indkomst.

Det skal hertil tillige understreges, at sagsøger er blevet ejendomsavancebeskattet af provenuet fra salget af ejendommen, hvorfor fordringen uanset karakteren af ejendommens status i virksomheden har en sådan tilknytning til den erhvervsmæssige drift i virksomheden, at sagsøger har ret til at fradrage fordringstabet i sin skattepligtige indkomst."

Skatteministeriet har procederet i det væsentlige i overensstemmelse med påstandsdokumentet, hvori følgende anbringender er gjort gældende:

"1. Anbringender til støtte for afvisningspåstandene

1.1 Prøvelse af spørgsmål, som Landsskatteretten har taget stilling til - fradrag for tab i indkomståret 2007

Der kan ske en materiel domstolsprøvelse af sagsøgerens subsidiære påstand i påstand 1.1, da Landsskatteretten ved afgørelse af 8. september 2015 (bilag 7) har taget stilling til, hvorvidt sagsøgerens påståede tab er fradragsberettiget efter den dagældende kursgevinstlovs § 17 for indkomståret 2007.

Påstanden om, at fradraget skal indrømmes for indkomståret 2007 "eller senere" er imidlertid for ubestemt og upræcis til, at den er egnet til at indgå i en domskonklusion, jf. bl.a. UfR 2005.21354 H og UfR 2012.679 H, og denne del af påstanden skal dermed afvises.

Hertil kommer, at påstanden ikke er blevet prøvet af Landsskatteretten, og at påstanden dermed udgør et nyt spørgsmål, jf. skatteforvaltningslovens § 48, som der ikke kan ske en domstolsprøvelse af. Idet undtagelsesbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., ikke finder anvendelse, skal påstanden afvises.

1.2 Prøvelse af spørgsmål, som Landsskatteretten ikke har taget stilling til

1.2.1 Den principale påstand i påstand 1.1 - indkomståret 2006

Den principale påstand i påstand 1.1 angår beskatningen af 1.129.236 kr. i indkomståret 2006, der ifølge sagsøgeren (stævningen side 3) udgør hans forholdsmæssige andel af provenuet fra K/S G1s salg af en ejendommen.

SKAT traf den 23. februar 2010 (bilag A) afgørelse om forhøjelse af avancen, idet SKAT ikke godkendte alle de handelsomkostninger, som var angivet i de af sagsøgeren vedlagte bilag til selvangivelsen for 2006 (bilag L og M).

Sagsøgeren klagede over SKATs afgørelse til Skatteankenævnet. I klagen bestred sagsøgeren ikke SKATs opgørelse af ejendomsavancen, idet han i stedet støttede klagen på, at han ikke havde modtaget provenuet fra salget af ejendommen.

Ved afgørelse af 23. november 2010 (bilag B) stadfæstede Skatteankenævnet SKATs afgørelse. I afsnit 6 i Skatteankenævnets sagsfremstilling (bilag C) tager nævnet udtrykkelig stilling til betydningen af sagsøgerens manglende modtagelse af salgsprovenuet fra ejendommen:

"Skatteankenævnet forstår klagen således, at klager er af den opfattelse, at fortjenesten ved salget af G1's ejendom ikke er skattepligtig i det omfang, provenuet ikke er modtaget af klager.

Nævnet ligger til grund, at ejendommen er solgt ved bindende aftale i 2006. Klager er herefter skattepligtig af hele fortjenesten i indkomståret 2006, selvom klager ikke har fået udbetalt sin andel af fortjenesten i dette år"

Skatteankenævnet har således ved afgørelse af 23. november 2010 taget stilling til sagsøgerens synspunkt om, at han ikke skal beskattes, idet han ikke har modtaget provenuet fra salget af ejendommen. Sagsøgeren indbragte ikke Skatteankenævnets afgørelse for Landsskatteretten, og nævnets afgørelse er dermed endelig.

Den nu foreliggende sag handler ikke om beskatningen af sagsøgeren, men om hans eventuelle fradragsret. Det er kun det, skattemyndighederne har taget stilling til i de seneste afgørelser, og som er indbragt rettidigt for domstolene. Landsskatteretten afviste derimod med henvisning til skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, at tage stilling til spørgsmålet om beskatning af overskuddet fra G1 i indkomståret 2006, jf. bilag 7, side 5, næstsidste afsnit.

I relation til den nu foreliggende sag er det dermed et nyt spørgsmål, jf. skatteforvaltningslovens § 48, som sagsøgeren inddrager i sin principale påstand 1.1.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der undtagelsesvis er grundlag for at tillade dette nye spørgsmål inddraget. Hertil bemærkes, at det afgørende for spørgsmålet om fradraget i indkomståret 2007 er kursgevinstlovens regler, mens spørgsmålet om beskatningen i indkomståret 2006 skal afgøres efter ejendomsavancebeskatningsloven. Der er derfor retligt og faktuelt tale om forskellige vurderinger, og der foreligger ikke en klar sammenhæng mellem de to spørgsmål. Allerede af den grund finder skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., ikke anvendelse, jf. f.eks. TfS 2006,216 ØLR (SKM2006.131.VLR) og TfS 2012,587 ØLR (SKM2012.457.ØLR).

1.2.2 Påstand 1.2 betalingspåstanden

Påstand 1.2 indeholder en principal og subsidiær betalingspåstand, samt en mere subsidiær hjemvisningspåstand.

Den principale betalingspåstand på 506.070,00 kr. svarer så vidt ses til den restskat, som sagsøgeren skulle betale som følge af, at han oprindeligt selvangav ejendomsavancen ved salget af ejendommen for indkomståret 2006.

Som nævnt kan den principale påstand 1.1 om nedsættelse af beskatningen for 2006 ikke prøves under nærværende sag. Det kan allerede af den grund tilsvarende ikke ske en prøvelse af en påstand om den beløbsmæssige del af ejendomsavancebeskatning for indkomståret 2006, idet Landsskatteretten ikke har taget stilling hertil. En prøvelse heraf udgør dermed et nyt spørgsmål i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 1. pkt.

I den forbindelse bemærkes, at selve beregningen m.v. afhænger af andre regler og kan afhænge af sagsøgerens (skatte)forhold i øvrigt. Hertil kommer, at det er usikkert, om der i givet fald vil være tvist om beregningen m.v. Sagsøgerens betalingspåstand angår således ikke en aktuel tvist, men er i den forstand hypotetisk.

Idet undtagelsesbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt. ikke finder anvendelse, skal påstanden afvises.

Den subsidiære betalingspåstand i påstand 1.2 på 284.274,00 kr. svarer så vidt ses til sagsøgerens overskydende skat for indkomståret 2007, som SKAT har tilbageholdt som følge af hans skattegæld.

Da Landsskatteretten ikke har taget stilling til spørgsmål om beregning og opkrævning, skal den subsidiære påstand i påstand 1.2 ligeledes afvises.

Endelig bemærkes, at det er almindeligt forekommende, at der nedlægges hjemvisningspåstande i skattesager, som involverer skøn. Men da påstanden i denne sag er overflødig og knytter sig til påstandene om betaling, bør den også afvises.

1.2.3   Påstand. 1.3 - anerkendelsespåstand om forældelse

Sagsøgerens sidste påstand er, at SKATs krav om restskat for indkomstårene 2006-2011 er forældet.

Til støtte herfor anfører sagsøgeren i stævningen side 5, 4. afsnit: "Endelig gøres det selvstændigt gældende, at samtlige SKATs krav mod sagsøger på restskat er forældede. "

Denne sag kan som nævnt kun vedrøre prøvelse af sagsøgerens eventuelle fradragsret for 2007, som udspringer af hans anmodning om genoptagelse. Det er vanskeligt at se, hvordan en forældelsesindsigelse overhovedet kan være relevant i en sag, der kun kan vedrøre sagsøgerens eventuelle fradragsret. Et synspunkt om forældelse må derfor nødvendigvis vedrøre andre spørgsmål end det forhold vedrørende fradragsret, som sagsøgerens subsidiære påstand 1.1 vedrører.

Hvis sagsøgte får medhold i, at sagsøgerens øvrige påstande skal afvises, må påstand 1.3 om forældelse derfor tilsvarende afvises.

I øvrigt bør en indsigelse om forældelse gøres gældende som et anbringende, og også af den grund skal en påstand om forældelse afvises.

2. Anbringender til støtte for frifindelsespåstandene

2.1 Sagsøgerens principale påstand i påstand 1.1. og påstand 1.2-1.3

Hvis retten måtte finde, at skatteforvaltningslovens § 48 ikke afskærer en prøvelse af sagsøgerens principale påstand i påstand 1.1. og påstand 1.2 og 1.3 gøres følgende gældende til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand:

2.1.1 Beskatningen af salgsprovenuet i 2006

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at han ikke skulle beskattes af avancen i overensstemmelse med de tidligere afgørelser. Det afgørende er, at ejendommen blev solgt ved bindende aftale i 2006 (bilag 10), jf. også Skatteankestyrelsen afgørelse af 23. november 2010 (bilag C).

2.1.2 Betalingspåstand og påstand om hjemvisning

Sagsøgeren har ikke godtgjort noget grundlag for, at ministeriet skal betale de nævnte beløb til sagsøgeren, eller at sagen skal hjemvises.

2.1.3 Forældelsespåstanden

Det bestrides, at SKATs krav er forældet. Sagsøgeren har da heller ikke nærmere specificeret, hvorfor SKATs krav om restskat menes at være bortfaldet ved forældelse.

3. Sagsøgerens subsidiære påstand i påstand 1.2

3.1 Kursgevinstloven

Da sagsøgeren var kommanditist, er han omfattet af reglerne for fysiske personers gevinst og tab på pengefordringer. For personer, der ikke er næringsdrivende, er hovedreglen efter den dagældende kursgevinstlovs § 14, at tab på fordringer ikke kan fradrages.

Kursgevinstlovens §§ 16 og 17 indeholdt to undtagelsesbestemmelser til § 14.

3.2 § 16 - tab på fordringer i fremmed valuta

Det følger af kursgevinstlovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at gevinst og tab i fremmed valuta kan medregnes i den skattepligtige indkomst.

Kursgevinstlovens § 1, stk. 2, definerer, hvornår der foreligger et tab i fremmed valuta:

"Fordringer og gæld i danske kroner betragtes efter denne lov som fordringer og gæld i fremmed valuta, hvis hovedfordringer henholdsvis restgælden reguleres i forhold til en eller flere valutakurser. Fordringer og gæld i fremmed valuta betragtes som fordringer og gæld i danske kroner, hvis hovedstolen henholdsvis restgælden reguleres i forhold til danske kroner".

Sagsøgeren har bevisbyrden for, at tabet er i fremmed valuta, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

I processkrift 1, afsnit 2.2, gør sagsøgeren gældende, at fordringen mod G1 for udbetaling af salgsprovenuet fra ejendommen reguleres af dagskursen for britiske pund, og at fordringen dermed udgør en fordring i fremmed valuta, jf. kursgevinstlovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Det bemærkes, at det kun G1s fordring på købesummen mod G3, der er angivet i britiske bund, jf. uddrag af dokumenterne fra salget i bilag 10. Denne fordring blev indfriet, idet G3 har betalt købesummen til G1s ved administrator G2.

Det er herefter alene relevant at tage stilling til sagsøgerens fordring på udbetaling af provenuet - som jo er den fordring, som sagsøgeren hævder han har lidt et tab på, og som han ønsker fradrag for. I retsforholdet mellem sagsøgeren og G1s ved administrator G2 er sagsøgerens fordring reguleret i danske kroner.

Dette kommer for det første til udtryk i sagsøgerens anmeldelse til kurator i G2 under konkurs (bilag 13), hvor sagsøgerens fordring er angivet i danske kroner.

Dernæst fremgår det af revisorforbeholdet i G1s regnskab for 2006 (bilag G), at G1s fordring mod G2 er i danske kroner.

Hertil kommer, at selskabet, hvor sagsøgeren erhvervede sine kommanditistanparter, er dansk, at indskuddet var angivet i danske kroner, og at G2 er et dansk selskab.

Alle disse forhold medfører hver for sig og i hvert fald samlet set, at sagsøgerens fordring ikke er et tab i fremmed valuta i kursgevinstlovens forstand, jf. f.eks. UfR 2000.768 H. Dommen omhandlede den dagældende kursgevinstlovs § 6, der dog i det væsentligste er videreført i kursgevinstlovens § 16.

3.3 Kursgevinstlovens § 17

Kursgevinstlovens § 17 regulerer fysiske personers adgang til undtagelsesvis at fradrage tab på fordringer:

"(...), der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6 a [..]"

Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår (Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, side 4094, venstre spalte) følgende:

"Det foreslås endvidere, at der skal være adgang til at fratrække tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden.

Dette svarer til de gældende regler i kursgevinstlovens § 4, der blev præciseret ved lov nr. 440 af 1. juni 1994.

Formålet med denne præcisering var at sikre fradragsret for tab, der har karakter af almindelige driftsomkostninger i forbindelse med tab på fordringer, der er erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed, men hvor der ikke er tale om vederlagsnæring. Det praktiske eksempel på en sådan fordring er kautionistens regresfordring.

Det foreslås, at fradraget skal foretages efter statsskattelovens regler. Det indebærer, at tabene kan fratrækkes efter realisationsprincippet". [Sagsøgtes understregninger].

Ud fra bestemmelsens ordlyd og forarbejder er det dermed fradragsreglen i statsskattelovens § 6 a, der er afgørende for, om sagsøgeren kan fradrage tabet.

I medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er der mulighed for at opnå fradrag for driftstab, såfremt tabet er påført den pågældende som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed, jf. senest Den Juridiske Vejledning 2016-2, afsnit C,C.2.2.3.1.

Der er to selvstændige grunde til, at sagsøgerens påståede tab ikke er omfattet af kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a.

3.3.1 Salg af G1s anlægsaktiv

Det påståede tab kan ikke anses for en driftsomkostning, da tabet ikke har noget at gøre med selve den løbende drift af G1. Tabet er derfor ikke omfattet af kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a.

G1s hovedaktivitet var at eje og udleje erhvervsejendommen, hvilket for det første kom til udtryk i de løbende lejeindtægter, som G1 modtog i perioden 2003-2006, samt de løbende afskrivninger, som kommanditisterne foretog.

Desuden kom dette til udtryk i det bilagsmateriale, som sagsøgeren vedlagde sin selvangivelse for 2006 (bilag L og M). Det fremgår således af bilag L, side 3, og bilag M side 2, at sagsøgeren som kommanditist "deltager i en erhvervsvirksomhed med udlejning af en ejendom i England" (sagsøgtes fremhævelse).

Selskabets aktivitet blev ændret som følge af salget af ejendommen til, at selskabets hovedaktivitet "var at eje og udleje erhvervsejendommen [...]" (bilag G, side 4). Dette forhold understreger, at selskabets aktivitet ikke var at sælge ejendomme, da det ellers ikke havde været nødvendigt at ændre angivelsen af selskabets hovedaktivitet.

Den omstændighed, at G1s formål ikke var at sælge ejendomme, var også baggrunden for, at G1 den 2. oktober 2007 besluttede at træde i likvidation, da selskabet ikke længere var i besiddelse af ejendommen og derfor i sagens natur ikke længere kunne udleje ejendommen.

Ejendommen har på den baggrund karakter af G1s anlægsaktiv, da det udgør selskabets væsentligste aktiv. Sagsøgerens påståede tab udspringer dermed ikke fra G1s løbende drift, hvorfor det allerede af den grund ikke er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6.

Der er herudover ikke den fornødne direkte sammenhæng mellem G1s løbende indkomsterhvervelse - der angik eje og udlejning af en erhvervsejendom - og sagsøgerens påståede tab, der skyldtes, at administratoren af G1 - pga. manglende betalingsevne - ikke betalte kommanditisterne en andel af provenuet ved salg af ejendommen.

Det bemærkes i den sammenhæng, at G2 også var kommanditist i G1, jf. kommanditistfortegnelsen (bilag 8, side 2). Sagsøgerens påståede tab er opstået som følge af, at G2 ikke udbetalte provenuet for salget af ejendommen. Derudover har G2 både administreret ejendommen og i øvrigt udarbejdet de bilag L og M, som sagsøgeren vedlagde sin selvangivelse for indkomståret 2006.

Det af sagsøgeren anførte i replikken, sides 4, sidste afsnit, om, at sagsøger er blevet ejendomsavancebeskattet af provenuet er ikke afgørende for vurderingen af kursgevinstlovens § 17, jf. statsskattelovens § 6 a, da beskatningen er sket efter et andet regelsæt.

3.3.2 Sagsøgerens tab udgør et formuetab

K/S G1 besluttede den 2. oktober 2007 (bilag H) at træde i likvidation som følge af salget af ejendommen i 2006, jf. årsregnskabet for 2007, side 5.

I afsnittet "Kommanditkapital" i regnskabets side 12 fremgår det, at der i posten "tilgodehavende G2 udlagt til kommanditisterne" blev udlagt 5.487.843 kr. Sagsøgeren har i replikkens afsnit 2.2, side 2, oplyst, at han ikke modtog en del af likvidationsprovenuet fra G1 - ligesom han ikke har modtaget sin andel af salgsprovenuet. Det påståede tab, som sagsøgeren har lidt i forbindelse hermed, udgør alene et formuetab, der er sagsøgerens indkomsts opgørelse uvedkommende, jf. statsskattelovens § 6 a, jf. kursgevinstlovens § 17.

3.4 Værdiansættelse af sagsøgerens fordring

Hvis retten måtte finde, at sagsøgerens tab er fradragsberettiget efter kursgevinstlovens § 16 eller § 17, regulerer kursgevinstlovens kapital 5 opgørelsen af den skattepligtige gevinst eller tab på fordringer og gæld.

Ifølge kursgevinstlovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal gevinst eller tab på fordringer opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen.

Det er sagsøgerens bevisbyrde, at han har lidt et tab i medfør af kursgevinstlovens § 26, stk. 1, 1. pkt. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Som anskaffelsessummen anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 1, 2. pkt. Sagsøgerens fordring blev stiftet i 2007 på det tidspunkt, hvor G2 modtog provenuet fra ejendommen, og hvor der skulle være sket udlodning af salgsprovenuet til kommanditisterne.

Kursværdien af fordringen på udbetaling af provenuet mod G2 må fastsættes ud fra, at G2' seneste årsregnskab, der blev aflagt for regnskabsåret 2005/2006 (bilag K), viste et negativt årsresultat på kr. 11.299.122.

Dette var også årsagen til, at revisoren i regnskabet for K/S G1 (bilag G, side 2) tog forbehold, idet provenuet på £ 808.241,10, der stammede fra salget af ejendommen, blev overført til selskabets administrator, G2 (omtales i regnskabet som "G2").

Det bemærkes, at der blev afsagt konkursdekret over G2 den 15. august 2007 (bilag J, side 2).

På den baggrund må anskaffelsessummen af sagsøgerens fordring mod G2 ansættes til kr. 0. Når anskaffelsessummen er kr. 0, kan tabet på fordringen allerede af den grund som det klare udgangspunkt ikke være større end kr. 0.

Særligt om afståelsessummen bemærkes, at sagsøgeren anmeldte et krav på kr. 1.030.655 i G2' konkursbo, hvor kuratoren i boet ved brev af 25. august 2011 (bilag 13) oplyste, at boet var afsluttet som værende uden midler efter konkurslovens § 143. Afståelsessummen af fordringen kan dermed også fastsættes til kr. 0."

Rettens begrundelse og afgørelse

A har indbragt Landsskatterettens afgørelse af 8. september 2015, hvorefter A ikke fik godkendt fradrag for tab på en fordring i indkomståret 2007, for retten.

Der er under sagen enighed om, at spørgsmålet om A med rette er ejendomsavancebeskattet af fortjeneste ved salg af en ejendom i England i indkomståret 2006 udgør et nyt spørgsmål, der ikke har været prøvet af Landsskatteretten.

Spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning skal afgøres efter andre regler og kriterier end spørgsmålet, om A har krav på fradrag for et tab på en fordring opstået som følge af administrators konkurs, og uanset at begge spørgsmål er opstået ved G1s salg af kommanditselskabets ejendom i England og kommanditisternes deraf følgende krav på betaling af provenu, finder retten ikke, at spørgsmålene har en sådan nær sammenhæng, at der er grundlag for at tillade inddragelse under denne sag i medfør af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Retten har herved tillige lagt vægt på, at spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning i indkomståret 2006 er behandlet af SKAT og Skatteankestyrelsen ved afgørelser af 23. februar 2010 og 23. november 2010 på et tidspunkt, hvor A var bekendt med, at G2 var under konkursbehandling, og retten finder det ikke undskyldeligt, at dette spørgsmål ikke er indbragt af A forud for sagsanlægget. Da indsigelserne vedrørende den skete beskatning af ejendomsavancen ikke er sandsynliggjort, findes der endvidere ikke grundlag for at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt tab for A. På denne baggrund tager retten Skatteministeriets afvisningspåstand til følge i forhold til As principale påstand 1.1 og principale påstand 1.2.

Som sagen er forelagt og procederet er det uklart, hvilke eventuelle krav på restskat As påstand 1.3 måtte angå, og påstanden er derfor for uklar og ubestemt til at kunne tages under påkendelse. Tilsvarende gælder for As mest subsidiære påstand 1.1. Retten tager på den baggrund Skatteministeriets afvisningspåstand til følge i forhold til As påstand 1.3 og mest subsidiære påstand 1.1.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at køber har betalt købesummen for ejendommen i GBP til G2. Derved er køberen frigjort, og kommanditisterne har en fordring mod G2. I G2s årsrapport for 2006 er opgjort et tilgodehavende på godt 8.200.000 kr. hos G2, og A har anmeldt et krav på sin andel af provenuet ved salget af ejendommen opgjort til godt 1.030.000 kr. i konkursboet efter G2. Der er ikke oplysninger i sagen der godtgør, at As fordring mod G2 skulle reguleres med kursen på GBP på tidspunktet for udbetalingen til kommanditisterne, såfremt en sådan udbetaling var sket. På denne baggrund må As fordring mod G2 anses som en fordring i danske kroner, hvorfor der ikke er fradragsret for det opståede tab i medfør af den dagældende kursgevinstlovs § 16, stk. 1, 1. pkt., jf. § 1, stk. 2, 1. pkt.

As fordring på G2 udgør As andel af provenuet ved salg af G1s anlægsaktiv i form af en erhvervsejendom, og denne fordring kan ikke siges at være erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af kommanditselskabet, hvis formål var at eje og udleje den pågældende ejendom. Der er derfor ikke fradrag for tab på fordringen i medfør af den dagældende kursgevinstlovs § 17, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

På denne baggrund tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge i forhold til As subsidiære og mere subsidiære påstand 1.1 samt subsidiære og mere subsidiære påstand 1.2.

Med hensyn til sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Retten har ved sagsomkostningsafgørelsen lagt vægt på sagens udfald, omfang og værdi. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Skatteministeriets afvisningspåstand tages til følge i forhold til As principale og mest subsidiære påstand 1.1, principale påstand 1.2 og påstand 1.3.

I øvrigt frifindes Skatteministeriet.

A skal i sagsomkostninger til Skatteministeriet inden 14 dage betale 65.000 kr. inklusive moms.

Sagsomkostningerne forrentes i medfør af rentelovens § 8 a.