Erhvervsmæssig virksomhed - fradrag for underskud - rentabilitet og intensitet - sygdom

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato25 Oct 2016
Dato for udgivelse08 Feb 2017 14:19
SKM-nummerSKM2017.88.VLR
MyndighedVestre Landsret
SagsnummerB–0072–16
Dokument typeDom
EmneordAktiviteter, ophørsbeskatning, kriterier, virksomhed, ulykke
Resumé

Appellanten drev aktiviteter i form af skoventreprenørvirksomhed og brændekløvning. Kort tid efter aktiviteternes opstart i 2005 var appellanten ude for en ulykke i virksomheden, der medførte en delvis amputering af armen. Appellanten havde herefter været igennem et længere udredningsforløb med kommunen, inden han blev tilkendt førtidspension i 2010. Virksomheden ophørte i 2012, og aktiviteterne havde i alle årene 2005-2011 givet underskud. Sagen omhandlede, hvorvidt virksomheden i årene 2009-2011 havde været drevet erhvervsmæssigt. Der var i sagen enighed om, at appellanten i de omhandlede år alene havde arbejdet i begrænset omfang.

Byretten havde udtalt, at det følger af de sædvanlige skatteretlige kriterier for erhvervsmæssig virksomhed, at virksomheden skal opfylde et intensitetskriterium og et rentabilitetskriterium. Byretten fandt, at disse kriterier ikke var opfyldte, og at virksomheden derfor ikke kunne anses erhvervsmæssig. Retten henviste i den forbindelse til virksomhedens økonomiske resultater, oplysninger om, at en del af virksomheden var blevet lukket ned allerede i 2008, samt appellantens konkrete udtalelser til kommunen omkring anvendelse af virksomhedens materiel til private formål. Retten udtalte også, at det forhold, at As skade i 2005 var den primære årsag til, at virksomheden ikke havde den forventede aktivitet, kunne ikke føre til andet resultat. Byretten havde derfor frifundet Skatteministeriet.

For landsretten var der fremlagt yderligere oplysninger om virksomhedens materiel og anvendelsen af henholdsvis virksomhedens maskiner og appellantens private maskiner. Landsretten udtalte, at uanset om det efter appellantens forklaring måtte kunne lægges til grund, at han ikke brugte virksomhedens brændemaskine til at fremstille brænde til sin private ejendom, så kunne det af de grunde, som byretten i øvrigt havde anført, tiltrædes, at appellantens virksomhed hverken i 2009, 2010 eller 2011 kunne anses for erhvervsmæssig.

Landsrettens stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2016.40.BR).

Reference(r)

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.C.1.3.1


Parter

A

(Advokat Leo Jantzen v/adv. Mads K.K. Sørensen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af Landsretsdommere

Olav D. Larsen, Annette Dellgren og Birthe V. Jespersen (kst.)

Påstande

For landsretten har appellanten, A, nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt anlægskort for 2009, 2010, 2011 og 2012 for G1.

Der er endvidere fremlagt et dokument af 1. september 2011, hvoraf det fremgår, at A har solgt 1 stk. ..., brændemaskine til IJ. IJ har for landsretten afgivet en skriftlig erklæring i medfør af retsplejelovens § 297 vedrørende den pågældende brændemaskine.

Der er yderligere fremlagt en faktura af 3. oktober 2012 vedrørende As salg af en brændemaskine af typen ..., med stokbord årgang 2006 til KH for 125.000 kr. + moms, i alt 156.250 kr.

Der er endelig fremlagt fotos af de to brændemaskiner, herunder et foto med brændemaskinen af mærket ..., med tekniske specifikationer.

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at han i starten brugte sin private brændemaskine i virksomheden, indtil han fik kapital til at købe en ny af mærket ...2 Sidstnævnte maskine brugte han udelukkende i virksomheden, og han har aldrig brugt den til at lave brænde til sin egen ejendom. Han solgte den lille maskine til IJ, der er hans kammerat, og den store til KH.

Kommunen sørgede for, at han i oktober 2008 fik kørekort til lastbil. Han kunne bruge kørekortet i sin virksomhed for at spare udgifter til vognmand, og det ville også være mere fleksibelt, at han selv kunne køre brænde ud til kunderne. Han købte en Mercedes lastbil den 10. februar 2010 til det formål.

Procedure

A har for landsretten frafaldet sit anbringende om, at SKAT har anerkendt hans virksomhed som erhvervsmæssig i indkomstårene 2006-2008, og at der derfor skal ske ophørsbeskatning i det indkomstår, hvor virksomheden i skattemæssig henseende overgik fra at være erhvervsmæssig til at være ikke erhvervsmæssig.

Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Underskuddet for virksomheden i perioden fra 2005 til 2011 beløb sig rettelig til i alt 414.493 kr. Uanset om det efter As forklaring måtte kunne lægges til grund, at han ikke brugte brændemaskinen ...2 til at fremstille brænde til sin private ejendom, tiltrædes det af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, at hans virksomhed hverken i 2009, 2010 eller 2011 kan anses for erhvervsmæssig.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr. til advokatudgifter (inkl. moms).

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.40.BR