Skatteyders døgnplejeaktivitet - selvstændig erhvervsvirksomhed - henvist til landsretten

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato11 Nov 2016
Dato for udgivelse27 Feb 2017 08:11
SKM-nummerSKM2017.119.HR
MyndighedHøjesteret
Sagsnummer248/2016
Dokument typeKendelse
EmneordSkønsmæssig, døgnplejere, lønmodtagere, vederlag, principiel
Resumé

Sagen angik, om skatteyderens døgnplejevirksomhed kunne anses for selvstændig erhvervsvirksomhed.

På Skatteministeriets anmodning havde byretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, henvist sagen til behandling ved Østre Landsret.

Landsretten sendte sagen tilbage til byretten til fortsat behandling. Landsretten henviste til, at vurderingen af, om, hvorvidt skatteyderen drev selvstændig erhvervsvirksomhed måtte antages at skulle ske på baggrund af en skønsmæssig afvejning af en række momenter, som var nærmere fastlagt i retspraksis mv.

Højesteret anførte, at sagen rejste et principielt spørgsmål om afvejning af de momenter, som skal til­ lægges vægt ved fastlæggelsen af, om døgnplejere skal anses for lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende. Afklaringen af dette spørgsmål måtte antages at kunne have betydning for mange døgnplejeres retsstilling. På den baggrund fandt Højesteret, at sagen havde en sådan generel betydning for retsanvendelsen, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten var opfyldt.

Reference(r)

Retsplejeloven § 226, stk. 1
Kildeskattelovens § 43, stk. 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.A.3.4.3


Parter

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Steffen Sværke)

Mod

A

(V/Adv. Torben Bagge)

Afsagt af Højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Lene Pagter Kristensen, Poul Dahl Jensen, Henrik Waaben og Hanne Schmidt.

Sagens oplygninger

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Byretten den 13. september 2016 og af Østre Landsrets 14. afdeling den 26. september 2016.

Påstande

Kærende, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at sagen henvises til landsretten som 1.instans.

Indkærede, A, har tilsluttet sig Skatteministeriets påstand.

Landsretten har henholdt sig til sin afgørelse.

Sagsfremstilling

Skatteministeriet har ved stævning af 18. marts 2016 anlagt sag mod A med påstand om, at hun skal anerkende, at hendes spørgsmål i SKAT's bindende svar af 3. juni 2013 besvares med et nej. Det spørgsmål, som A havde forelagt for SKAT, angik, hvorvidt den af hende og hendes ægtefælle drevne døgnpleje var at anse for selvstændig erhvervsvirksomhed.

SKATs bindende svar blev forelagt Landsskatteretten, som den 21. december 2015 traf afgørelse om, at døgnplejen kunne anses for selvstændig erhvervsvirksomhed. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"...

afgørelsen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende, skal vurderes i henhold til de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskattelovens punkt 3.1.1, inden for rammerne af Landsskatterettens praksis og retspraksis, jf. bl.a. Højesterets dom af 12. december 1997, offentliggjort i TfS 1998,70.

Som udgangspunkt anses en person herefter for lønmodtager, hvis vedkommende mod­ tager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter erhvervsgiverens anvisninger og for dennes regning. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. I tvivlstilfælde må afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.

Efter en helt konkret vurdering finder Landsskatteretten, at klageren efter omstændighederne kan anses for selvstændig erhvervsdrivende med døgnpleje af anbragte børn.

Der er i vurderingen bl.a. lagt vægt på, at det i den konkrete sag må anses som tilstrækkelig godtgjort, at klageren med rette har afholdt udgifter, der væsentligt oversteg de beløb, kommunen har betalt.

Landsskatteretten giver klageren medhold og ændrer herefter SKATs bindende svar fra NEJ til JA.

..."

Byretten har ved kendelse af 13. september 2016 henvist sagen til behandling ved Østre Landsret, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Østre Landsret har ved kendelse af 26. september 2016 afvist at behandle sagen i 1. instans og sendt sagen til byretten til fortsat behandling.  Af landsrettens begrundelse fremgår:

"... Vurderingen af, om A driver selvstændig erhvervsvirksomhed, må antages at skulle ske på baggrund af en skønsmæssig afvejning af en række momenter, som er nærmere fastlagt i retspraksis mv.

Landsretten finder, at denne vurdering ikke er af principiel karakter.

Det forhold, at det er gjort gældende, at retsstillingen er usikker, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten finder således, at det efter det foreliggende må antages, at en afgørelse fra landsretten i en eventuel anke i sagen vil udgøre et tilstrækkeligt præjudikat til afklaring af retsstillingen i det omfang, sagens omstændigheder i øvrigt giver grundlag herfor. Der er således ikke anført forhold, der indebærer, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse.

Landsretten afviser herefter at behandle sagen i 1. instans og sender sagen til byretten til fortsat behandling."                                                 

Anbringender

Skatteministeriet har gjort gældende navnlig, at sagen har betydning for op til 10.000 døgnplejeres retsstilling og vedrører et muligt årligt skatteprovenu på ca. 750 mio. kr. Sagen er principiel og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen, ligesom den også har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. Sagen har også afledede virkninger, idet en afgørelse om, at døgnplejere er selvstændigt erhvervsdrivende, medfører, at også de lovregler, der beskytter lønmodtagere, ikke omfatter denne persongruppe. Det er i sig selv rigtigt, når landsretten udtaler, at den skønsmæssige vurdering af As forhold ikke er af principiel karakter, men landsretten forholder sig ikke til, at de vilkår, som A er undergivet som døgnplejer, grundlæggende er de samme som de godt 10.000 andre døgnplejeres, og at sagen dermed har principiel betydning for andre. Landsskatterettens afgørelse - selv om den i sin formulering indskrænker rækkevidden af afgørelsen - efterlader  usikkerhed  om retstilstanden, når den sammenholdes  med SKM2014.719.BR. Så  vidt ses et de eneste forskelle mellem omstændighederne i de to afgørelser, at A ikke er omfattet af ferieloven, at hun selv skal sørge for at tegne forsikring for børnene, og at hun afholder  børnepasnings, udgifter til datterens samlever, hvilket ikke kan begrunde det forskellige udfald. Man kan endvidere konstatere, at det øverste administrative klageorgan - Landsskatteretten - i nærværende sag mener noget andet end Skatteministeriet. Sagen vedrører et spørgsmål om lovfortolkning i relation til spørgsmålet om, hvorvidt døgn­ plejere er selvstændigt erhvervsdrivende efter skattelovgivningen. Sagen vedrører også et principielt retligt spørgsmål om subsumptionen af, om døgnplejere er lønmodtagere eller selvstændige. En sag kan være af principiel karakter, selv om afgørelsen hovedsageligt beror på en konkret bevismæssig vurdering eller på en skønsmæssig afvejning af en række momenter, hvis denne vurdering eller afvejning har vidererækkende betydning.  Det er henset til sagens karakter og antallet af berørte skatteydere ikke tilstrækkeligt med tredommerbehandling i byretten.

A har gjort gældende navnlig, at sagen har vidtrækkende betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen på området for den skattemæssige behandling af døgn­ plejefamilier. Retsstillingen på området er uklar som følge af afgørelsen i nærværende sag sammenholdt med SKM2014.719.BR. Sidstnævnte er af Skatteministeriet og SKAT taget til indtægt for, at døgnplejeforhold i udgangspunktet er lønmodtagerforhold, jf. Skatteministerens svar på spørgsmål nr. 640 af 28. april 2015 (SAU Alm. del). Usikkerheden har afsted kommet en lang række sager, hvor SKAT har genoptaget døgnplejevirksomhedernes skatteansættelser, og sagen vedrører retsstillingen for et stort antal skatteydere. Det forhold, at en cen­tral statslig myndighed har indbragt en anden central statslig myndigheds afgørelse for domstolene, taler i sig selv for, at sagen har principiel karakter. Henvises sagen ikke til Østre Landsret som 1. instans, vil dommen formentlig - uanset udfald - blive anket til Østre Lands­ret og efterfølgende søgt indbragt for Højesteret, hvor den uafklarede retstilstand mest hensigtsmæssigt afklares. Undervejs i dette forløb vil et stort antal skatteydere ikke vide, hvordan de skal selvangive, og afgørelserne heraf vil ligge i bero hos Skatteankestyrelsen. Dette taler i høj grad for, at sagen med det samme henvises til landsretten, således at retsstillingen for døgnplejerne kan afklares, uden at der går unødigt lang tid.

Højesterets begrundelse og resultat

Kæremålet angår henvisning til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1, af en sag anlagt af Skatteministeriet mod A vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den døgnplejeaktivitet, som A udfører, - kan anses for selvstændig erhvervsvirksomhed.

Som sagen foreligger, finder Højesteret, at sagen rejser et principielt spørgsmål om afvejningen af de momenter, som skal tillægges vægt ved fastlæggelsen af, om døgnplejere skal anses for lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende. Afklaringen af dette spørgsmål må an­tages at kunne have betydning for mange døgnplejeres retsstilling. Højesteret finder på den baggrund, at sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for henvisning til behandling ved landsretten er opfyldt.

T h i  b e s t e m m e s: 

Sagen henvises til behandling i landsretten som 1. instans.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.

Kæreafgiften tilbagebetales, jf. retsafgiftslovens § 57.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=13-3960872&docId=dom-lsr-13-3960872-full