Skønsmæssigt forhøjelse – negativt privatforbrug - mellemregningskonto

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato30 Nov 2016
Dato for udgivelse06 Mar 2017 13:38
SKM-nummerSKM2017.139.ØLR
MyndighedØstre Landsret
SagsnummerB-61-16
Dokument typeDom
EmneordFinansieret, anpartsselskab, tilgodehavende, privatforbrugsopgørelse, bevisbyrde
Resumé

Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med kr. 543.287 i indkomståret 2007, idet skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug.

Skatteyderen havde under sagen gjort gældende, at privatforbruget i 2007 var blevet finansieret ved midler, som skatteyderen havde til gode i sit anpartsselskab, og som stod bogført på en mellemregningskonto mellem skatteyderen og selskabet.

Landsretten fandt det ikke dokumenteret, at skatteyderen havde haft et tilgodehavende i et anpartsselskab, som kom til udbetaling i 2007, da et sådant tilgodehavende hverken fremgik af revisorens privat- forbrugsopgørelse eller af anpartsselskabets årsregnskaber. Den af skatteyderen fremlagte mellemregningskonto med anpartsselskabet kunne derfor ikke lægges til grund.

Landsretten fandt herudover, at det ikke kunne lægges til grund, at en bil indregistreret i skatteyderens navn var solgt uden tab, idet der var afgivet divergerende forklaringer om betalingen for bilen og ikke forelå dokumentation, der støttede forklaringerne.

Landsretten tiltrådte på den baggrund, at skatteyderens privatforbrug var negativt, og at SKAT dermed var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for 2007. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4
Skattekontrollovens § 3, stk. 4
Skattekontrollovens § 5, stk. 3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, A.B.5.3.3


Parter

A

(v/Adv. Flemming Heegaard)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Kirsten-Marie Fog Pedersen) 

Afsagt af landsretsdommere

Malou Kragh Halling, Tine Vuust og Gitte Rubæk Pedersen

Sagens oplysninger

Dom afsagt af Byretten den 30. december 2015 (BS 18A-383/2014) (SKM2016.90.BR) er anket af A med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende, at hans personlige indkomst for indkomståret 2007 reduceres med 493.287 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af A og LM. Der er endvidere afgivet forklaring af IJ.

A har forklaret blandt andet, at den Audi, som han i 2007 var registreret ejer af, reelt tilhørte hans bror. Han har aldrig set den og aldrig kørt i den. Hans bror, der havde forstand på biler, ville gerne købe den med henblik på videresalg. Broderen kunne i imidlertid ikke selv stå som ejer af bilen, fordi han i midten af 1990'erne var gået konkurs. Han lånte broderen 400.000 kr. til købet. Han husker ikke, fra hvilken konto han hævede pengene, men han udstedte vistnok en check til broderen på beløbet. Han fik de 400.000 kr. retur, da broderen videresolgte bilen med en mindre fortjeneste. Han erindrer ikke, om pengene blev tilbagebetalt kontant. Alle de beløb, der i 2007 blev hævet på mellemregningskontoen i H1, er gået til hans privatforbrug, men han kan ikke i dag huske, hvad beløbene fra de private hævninger konkret blev brugt til.

LM har forklaret blandt andet, at hun kan bekræfte, at As bror købte en Audi i januar 2007. De 395.502,01 kr., der i 2007 stod bogført som primo balance på mellemregningskontoen i H1, er i selskabets årsregnskab for 2006 indeholdt i regnskabsposten "Tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder" på i alt 2.708.591 kr. Beløbet, anført under denne post, udgør selskabets samlede tilgodehavender i As virksomheder, fratrukket selskabets gæld til A. Beløbet på 149.509 kr. under posten "Tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse" vedrører et tilgodehavende hos et selskab, der ejes af As søn. Det er en fejl, at dette beløb er anført særskilt, da beløbet tillige er indeholdt i posten vedrørende gæld hos tilknyttede virksomheder. Regnskabet stemmer heller ikke, hvis man medtæller dette beløb særskilt. Gælden til A kunne også have været opført som "anden gæld" under regnskabsposten "Kortfristede gældsforpligtelser", men det ville have givet samme regnskabsmæssige resultat, idet tilgodehavenderne i så fald skulle have været forhøjet med et tilsvarende beløb. Da gælden til tilknyttede virksomheder i 2007 var væsentligt større end i 2006, blev den i årsregnskabet for 2007 opført som en særskilt gældsforpligtelse. Tallene er afstemt af revisionsfirmaet, men det er ikke et krav, at specifikationerne skal fremgå af regnskabet eller sendes til Erhvervsstyrelsen.

Det er hende, der har lavet kapitalforklaringen for A. Hun tog tallene direkte fra hans skattemappe og glemte derfor det skattefrie beløb på mellemregningskontoen, der stammer fra udbyttet deklareret i 2006. En del af dette udbytte blev anvendt i 2006, mens restbeløbet på 395.502,01 kr. blev overført til mellemregningskontoen pr. 1. januar 2007. Det beregnede privatforbrug burde derfor have været forøget med et tilsvarende beløb. I kapitalforklaringen tog hun udgangspunkt i de daværende oplysninger fra SKAT om As skattepligtige indkomst på 591.665 kr. Hun er enig i, at det beregnede privatforbrug skal nedsættes med værdien af fri bil, således som det fremgår af SKATs beregninger, men ikke i opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller tabet vedrørende køb og salg af Audien.

Det fremgår af kontokortet for mellemregningskontoen, at A brugte pengene privat i løbet af 2007. Hun interesserede sig ikke for, hvad han brugte dem til, da der ikke var tale om firmarelaterede udgifter, og derfor er der ikke bilag på de private udgifter, der er betalt fra denne konto. Hun har i sine 35 år som revisor aldrig været ude for at skulle redegøre for, hvad en virksomhedsindehaver bruger sine private hævninger til. Det har altid været tilstrækkeligt, at der foreligger bilag, som dokumenterer, at pengene er overført til ham privat eller anvendt til private gøremål. Bogføringen på mellemregningskontoen overholder fuldt ud bogføringslovens regler. Hun har lavet mange privatforbrugsopgørelser gennem årene og har også i andre sager drøftet kapitalforklaringer med SKAT.

IJ har forklaret blandt andet, at han er bror til A. Han har i mange år beskæftiget sig med køb og salg, herunder af biler. Den Audi A6, som er omtalt i sagen, fik han mulighed for at købe billigt fra en tidligere arbejdsgiver, således at han efter at have kørt i den i nogle måneder kunne sælge den med fortjeneste. Da han i 2000 var gået konkurs med et IT-selskab, kunne han ikke selv eje bilen, hvorfor hans bror købte den for ham. Han kan ikke huske prisen på bilen, men det kan godt passe, at den kostede 400.000 kr.

Han solgte bilen igen i 2007 gennem G1 til en køber fra Y1 området. Fortjenesten var omkring 10.000 kr. Køberen betalte købesummen direkte til hans bror.

Køberen var lang tid om at få om registreret bilen og det medførte, at hans bror på et tidspunkt fik en henvendelse fra G2 om betaling for brændstof til bilen. Problemet blev dog løst efter forevisning af slutsedlen. Først da køberen blev truet med politianmeldelse, blev bilen omregistreret.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

A har herudover gjort gældende, at det med den fremlagte bogføring fra mellemregningskontoen i H1 med tilhørende bilag under alle omstændigheder er dokumenteret, at han anvendte sit tilgodehavende i selskabet på cirka 395.000 kr. til privat forbrug. Opgørelsen er udarbejdet af hans revisor på baggrund af beløbenes faktiske anvendelse, og han ville selvsagt ikke have foretaget træk på mellemregningskontoen som privatforbrug, hvis udgiften kunne fradrages som en driftsomkostning. Det bør ikke komme ham til skade, at han ikke for hver eneste postering i dag kan redegøre nøjagtig for beløbenes anvendelse udover det, der fremgår af posteringsteksten.

Skatteministeriet har til støtte for den subsidiære påstand anført, at hvis landsretten måtte finde grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, bør sagen hjemvises - efter retningslinjer, som landsretten måtte udstikke - til fornyet opgørelse af As personlige indkomst. I situationer, hvor domstolene undtagelsesvis finder grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige afgørelser, ligger det efter retspraksis fast, at domstolene ikke udøver et selvstændigt skøn, men hjemviser sagen.

Landsrettens begrundelse og resultat

I SKATs afgørelse af 18. maj 2011, som er stadfæstet af Skatteankenævnet og Landsskatteretten, blev As privatforbrug i 2007 beregnet til et negativt beløb. På den baggrund forhøjede SKAT hans skattepligtige indkomst skønsmæssigt med 543.287 kr.

A har gjort gældende, at hans privatforbrug ikke var negativt, og at hans indkomst blev ansat 493.287 kr. for højt, idet han i 2007 forbrugte et indestående på 395.502,01 kr. på en mellemregningskonto i sit selskab, H1, som hidrørte fra udbytte deklareret i 2006, og idet han ikke som antaget af SKAT realiserede et tab ved salg af den bil, som han var registreret ejer af fra januar til oktober 2007.

Der foreligger ingen dokumentation for anvendelsen af det udbytte, der blev deklareret i 2006, og det fremgår hverken af revisors privatforbrugsopgørelse eller af årsregnskaberne for H1, at A havde et tilgodehavende hos selskabet, som kom til udbetaling i 2007. På den baggrund findes det ikke at kunne lægges til grund, at det tilgodehavende på 395.502,01 kr., som A ifølge selskabets bogføring på mellemregningskontoen havde i H1 primo 2007, hidrørte fra et sådant udbytte.

Vedrørende bilen har A og hans bror afgivet divergerende forklaringer om betalingen herfor, og der foreligger ingen dokumentation for deres forklaring om, at bilen blev solgt uden tab.

Herefter findes SKAT med rette at have beregnet As privatforbrug i 2007 til et negativt beløb, og SKAT var dermed berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af As skattepligtige indkomst for 2007. Efter bevisførelsen for landsretten findes det ikke godtgjort, at den skønsmæssige forhøjelse udover 50.000 kr. er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten den indankede dom, hvorefter Skatteministeriet frifindes.

Under hensyn til sagens udfald og værdi skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 31.250 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 31.250 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2016.90.BR