Ejendomsavancebeskatningsloven § 11 – stigning i ejendomsskatter - zoneændring indebar ikke ekspropriation

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato30 Nov 2016
Dato for udgivelse06 Mar 2017 13:25
SKM-nummerSKM2017.138.VLR
MyndighedVestre Landsret
SagsnummerB-1100-15
Dokument typeDom
EmneordLandbrugsejendom, erhvervsformål, lokalplan, zoneændrig, ekspropriation, ejendomsavancebeskatning
Resumé

Spørgsmålet i sagen var, om appellantens avance ved afståelse af en landbrugsejendom til kommunen var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Kommunen havde i en periode forhandlet med appellanten om køb af ejendommen, der ved en lokalplan var udlagt til erhvervsformål og samtidig overført fra land- til byzone. Kommunen havde ad to omgange gennemført åstedsforretning med henblik på ekspropriation, og det var ubestridt, at en række omkringliggende ejendomme var afstået uden beskatning. Der blev ikke indgået en frivillig handel med appellanten, og ekspropriation blev heller ikke gennemført i forhold til ham. Kommunen meddelte den 1. februar 2010 appellanten, at der ikke i øjeblikket var politisk opbakning til at foretage yderligere sagsbehandling med henblik på at erhverve ejendommen ved ekspropriation eller frivillig handel. Appellanten begærede herefter ejendommen overtaget af kommunen i medfør af planlovens § 47 a.

Landsretten tiltrådte byrettens begrundelse om, at kommunens overtagelse i medfør af § 47 a ikke udgjorde et ekspropriativt indgreb, samt at planlovens § 48 er uden betydning for sagen, fordi appellanten ikke havde begæret overtagelse efter planlovens § 48, men efter § 47 a.

For landsretten blev der gennemført syn og skøn, og skønsmanden konkluderede, at det ikke ville være rentabelt at drive landbrug på de omhandlede arealer efter arealernes overførsel fra landzone til byzone med forøget ejendomsskat til følge. Idet landsretten navnlig lagde vægt på, at det må antages, at ejendomsværdien af de omhandlede arealer steg betydeligt ved lokalplanens zoneændring, fandt landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at lokalplanens regulering er af ekspropriativ karakter eller kan sidestilles med ekspropriation i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt.

Endelig tiltrådte landsretten byrettens begrundelse om, at betingelserne for skattefrihed efter ejendoms- avancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., ikke er opfyldt, fordi kommunen på det tidspunkt, hvor anmodningen om overtagelse efter planlovens § 47 a blev fremsat over for kommunen, havde tilkendegivet, at kommunen ikke ville erhverve ejendommen ved ekspropriation.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningslovens § 11

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.H.2.1.18.3

Redaktionelle noter

Senere instans: Se Højesterets dom, SKM2017.588.HR, den 9. oktober 2017


Parter 

A

(v/Adv. Svend Erik Holm)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Tim Holmager) 

Afsagt af Landsretsdommerne

Mogens Heinsen, Lars E. Andersen og Hanne Fløe (kst.)

Påstande

Byretten har den 1. juni 2015 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 16-1656/ 2013) (SKM2015.517.BR)

For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling 

Der har for landsretten været afholdt syn og skøn. Skønsmanden, PS, har ved skønserklæring af 1. marts 2016 bl.a. vurderet, at det i 2010 og 2011 ikke var muligt at drive en rentabel produktion af de omhandlede arealer på i alt 85 hektarer med et sædvanligt sædskifte med hvede, byg og raps, såfremt der skulle svares ejendomsskat af disse arealer som beliggende i byzone. Skønsmanden har endvidere vurderet, at det er sandsynligt, at det var muligt at skabe et resultat i balance i 2010 på omkring 525 kr. pr. hektar årligt, såfremt der skulle svares ejendomsskat af arealerne som beliggende i landzone. Endelig har skønsmanden vurderet, at det - afhængig af udbytte og priser - over en længere periode ville være muligt at skabe et resultat, som er nogenlunde i balance, såfremt der skulle svares ejendomsskat af arealerne som beliggende i landzone.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed, dog således at Skatteministeriet ikke har bestridt resultatet af den skønserklæring, der er indhentet i forbindelse med sagens behandling for landsretten.

Landsrettens begrundelse og resultat 

Det er ubestridt, at det efter skønsmandens vurdering ikke ville være rentabelt at drive landbrug på de omhandlede arealer efter arealernes overførsel fra landzone til byzone med forøget ejendomsskat til følge.

Uanset denne følge af lokalplanens zoneændring finder landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at lokalplanens regulering er af ekspropriativ karakter eller kan sidestilles med ekspropriation i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt.  Landsretten har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det må antages, at ejendomsværdien af de omhandlede arealer steg betydeligt ved lokalplanens zoneændring.

Herefter - og af de grunde som er anført af byretten - tiltræder landsretten, at betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 1. pkt., ikke er opfyldt.

Endvidere tiltræder landsretten af de grunde, der er anført af byretten, at betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., heller ikke er opfyldt.

Som følge heraf stadfæster landsretten byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 225.000 kr. Beløbet, der er inklusiv moms, vedrører Skatteministeriets udgifter til advokatbistand.

Landsretten har ved fastsættelsen af sagsomkostningsbeløbet på den ene side lagt vægt på sagens økonomiske værdi, der efter de foreliggende oplysninger fastsættes til omkring 6.000.000 kr., og at der for landsretten har været afholdt syn og skøn. På den anden side har landsretten lagt vægt på sagens i øvrigt relativt begrænsede omfang for landsretten.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 225.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2015.517.BR