Omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato24 Nov 2016
Dato for udgivelse23 Feb 2017 13:32
SKM-nummerSKM2017.111.SANST
MyndighedSkatteankestyrelsen
Sagsnummer14-5156659
Dokument typeAfgørelse
EmneordOmkostningsgodtgørelse, årsopgørelse, fradrag renteudgifter, fradrag befordring
Resumé

Der var ikke omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i en sag, som SANST anså for en anmodning om genoptagelse og henviste til behandling hos SKAT. Det forhold, at der var givet klagevejledning i den årsopgørelse, som ønskedes ændret, kunne ikke føre til et andet resultat. Klageren havde heller ikke underskrevet blanketten om omkostningsgodtgørelse. SANST tog ikke stilling til, om honorarkravet på 60.937,50 kr. stod i rimeligt forhold til det udførte arbejde.

 

Reference(r)

Dagældende skatteforvaltningslov § 52, stk. 1, § 54, stk. 1 og stk. 1, nr. 1 og § 55, stk. 1, nr. 1, nr. 2
Skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 1 og 2, § 52, stk. 1, § 55 og § 58
Skattekontrollovens § 4, stk. 5

 

Henvisning

Dagældende afsnit A.A.13.5 i SKATs juridiske vejledning, 2014-1

 


A har ansøgt om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Skatteankestyrelsen.

SKAT har afslået As ansøgning om omkostningsgodtgørelse med den begrundelse, at sagen ved Skatteankestyrelsen ikke er en godtgørelsesberettiget sagstype efter skatteforvaltningslovens § 55, da Skatteankestyrelsen henlagde sagen umiddelbart efter modtagelsen af klagen.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
As årsopgørelse for indkomståret 2013 var tilgængelig i As skattemappe i TastSelv på SKATs hjemmeside, www.SKAT.dk, den 13. marts 2014. Af årsopgørelsen fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Orientering fra SKAT
De oplysninger vi bruger til at opgøre din indkomst, får vi fra bl.a. arbejdsgivere og pengeinstitutter. I TastSelv under "Personlige skatteoplysninger" kan du se, hvad der er indberettet til SKAT.

Fristen for at selvangive oplysninger er 1. maj 2014.

Brug TastSelv, hvis du har rettelser til din årsopgørelse.

Vi sender ikke din årsopgørelse eller eventuelle indbetalingskort til restskat med posten. Hvis du har en restskat, skal du derfor selv finde indbetalingskortene i TastSelv under "Betaling".

Der kan senere ske ændringer, og du vil så modtage en ny årsopgørelse.

Efter skattekontrollovens § 16 har du pligt til inden 4 uger fra modtagelsen af denne årsopgørelse at underrette SKAT, hvis ansættelsen af din indkomst eller ejendomsværdiskat er for lav. Undladelse heraf kan medføre strafansvar, medmindre du er under den kriminelle lavalder. Fristen på 4 uger regnes dog tidligst fra udløbet af selvangivelsesfristen.

Vær opmærksom på
Rubrik 42 Vi har fået oplysninger om, at du har haft renteudgifter, men vi har ikke taget beløbet med. Det skyldes, at du ikke kan få fradrag for renteudgifter, hvis du ikke har betalt de renteudgifter, der forfaldt til betaling i 2012. Hvis vores oplysninger indeholder renter, som du kan få fradrag for, skal du selv oplyse beløbet. Du kan se vores oplysninger i TastSelv under "Personlige skatteoplysninger".

Rubrik 348 Vi har fået oplysninger om, at du har haft renteudgifter, men vi har ikke taget beløbet med. Det skyldes, at du ikke kan få fradrag for renteudgifter, hvis du ikke har betalt de renteudgifter, der forfaldt til betaling i 2012. Hvis vores oplysninger indeholder renter, som du kan få fradrag for, skal du selv oplyse beløbet. Du kan se vores oplysninger i TastSelv under "Personlige skatteoplysninger".

Rubrik 44 Vi har ikke medtaget oplysninger om renteudgifter af studielån. Hvis renteudgifterne er fradragsberettigede, skal du selv medtage beløbet med evt. andre fradragsberettigede beløb.

Du kan få mere information på www.skat.dk/årsopgørelsen. Du kan også få mere at vide ved at ringe til SKAT på telefon 7222 1818, eller møde personligt op i den kommunale borgerbetjening.

Opgørelse af indkomst

Personlig indkomst

Rubrik

Før AM-bidrag

AM-bidrag

Efter AM-bidrag

Lønindkomst mv.

11

15.873

1.269

14.604

Pensioner, dagpenge, stipendier mv.

16

34.518

34.518

Personlig indkomst

49.122

Samlet AM-bidrag

1.269

Kapitalindkomst

Renteudgifter pengeinstitut

42

-6

Renteudgifter offentlig gæld

348

-501

Kapitalindkomst

-507

Ligningsmæssige fradrag

Fagligt kontingent

50

-234

Beskæftigelsesfradrag

-1.104

Ligningsmæssige fradrag

-1.338

Skattepligtig indkomst

Personlig indkomst

49.122

Kapitalindkomst

-507

Ligningsmæssige fradrag

-1.338

Skattepligtig indkomst

47.277

[...]
Klagevejledning
Hvis du mener, at skatteansættelsen, herunder eventuelle procenttillæg og rentebeløb, er forkert, kan du indsende en klage til Skatteankestyrelsen, Ved Vesterport 6, 6. sal, 1612 København V. Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i Skatteankestyrelsen, skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Skatteankestyrelsen sekretariatetsbetjener skatteankenævnet og Landsskatteretten. Du kan klage senest 3 måneder efter, at du har modtaget den afgørelse, du vil klage over. Hvis du ikke har fået en afgørelse, gælder fristen fra den dag, du modtog denne årsopgørelse.

Hvis din klage over skatteansættelsen anses for principiel, eller hænger den sammen med en klage, der allerede behandles af Landsskatteretten, kan Skatteankestyrelsen visitere din klage til Landsskatteretten. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og du skal vedlægge afgørelsen eller denne årsopgørelse og de dokumenter, som du ønsker at bruge i sagen. Det koster 400 kr. at klage. Beløbet bliver betalt tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen.

Hvis du har spørgsmål til årsopgørelsen eller mener, at der er fejl, kan du henvende dig til SKAT eller den kommunale borgerbetjening."

As repræsentant sendte den 13. juni 2014 et brev til Skatteankestyrelsen. Heraf fremgik blandt andet følgende:

"[...]
På vegne af min klient, A, skal jeg hermed klage over den af SKAT af 13. marts d.å. trufne afgørelse (bilagt).

Jeg skal venligst bede om, at sagen behandles af Landsskatteretten og anmoder hermed samtidig om både kontormøde og retsmøde.

Klagegebyr på 400 kr. er indbetalt til Skatteankestyrelsen påført vores klients navn samt Cpr.nr.

Påstand

SKAT tilpligtes at anerkende min klients fradrag for renteudgifter for lån for indkomståret 2013, jf. det selvangivne.

SKAT tilpligtes at anerkende min klients fradrag for renteudgifter for studielån for indkomståret 2013, jf. det selvangivne.

SKAT tilpligtes at anerkende min klients fradrag for befordring for indkomståret 2013, jf. det selvangivne.

Anbringender

Det gøres gældende, at min klient kan fratrække sine renteudgifter i forbindelse med lån i blandt andet pengeinstitut, lån hos privat udlåner samt lån i privat udlånsvirksomhed.

Det gøres gældende, at min klient har betalt renteudgifter af sit studielån, som han derfor er berettiget til at fradrage.

Det gøres gældende, at min klient kan fratrække sine udgifter til befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads, men han har boet i By Y1 og arbejdet for By Y2 Kommune som handicapledsager.

Jeg forbeholder mig ret til at præcisere samt fremkomme med yderligere påstande og anbringender.

Uddybende klage vil blive fremsendt, når jeg har haft lejlighed til at gennemgå sagen, herunder den rekvirerede aktindsigt i sagen hos SKAT.[...]"

Den 30. juni 2014 sendte Skatteankestyrelsen et brev til As repræsentant. Heraf fremgik blandt andet følgende:

"[...]
Skatteankestyrelsen har den 16. juni 2014 modtaget klagen over årsopgørelsen for 2013. Fristen for at selvangive var den 1. maj 2013.

Du skriver i klagen, at der ønskes en afgørelse i overensstemmelse med det selvangivne. Har SKAT på grundlag af det selvangivne truffet en afgørelse, så bedes denne indsendt.

Ellers er der stadig mulighed for at taste ændringer til årsopgørelsen via Tast Selv eller at bede SKAT om genoptagelse..

Hvis vi ikke hører fra dig inden 14 dage, går vi ud fra, at der rettes henvendelse til SKAT som rette myndighed, og sagen henlægges i Skatteankestyrelsen
[...]"

As repræsentant sendte den 14. juli 2014 et brev til Skatteankestyrelsen. Heraf fremgik blandt andet følgende:
"[...]

På vegne af min klient, A, har jeg modtaget brev af 30. juni d.å. fra Skatteankestyrelsen.

Jeg skal herved venligst oplyse Skatteankestyrelsen om, at min klient ønsker at fastholde sin klage af 13. juni d.å. til Skatteankestyrelsen.

Skatteankestyrelsen beder om at modtage den afgørelse fra SKAT, der er lagt til grund for det selvangivne.

Jeg skal venligst gøre Skatteankestyrelsen opmærksom på, at min klients årsopgørelse for indkomståret 2013 var vedlagt klagen i mail af 13. juni d.å.

Måtte jeg høre fra Landsskatteretten.
[...]"

Den 14. juli 2014 sendte Skatteankestyrelsen et brev til As repræsentant. Heraf fremgik blandt andet følgende:

"[...]
Skatteankestyrelsen har modtaget dit brev af 14. juli 2014.

Vi har i dag oversendt din klage med bilag til SKAT som en anmodning om rettelse af årsopgørelsen for 2013, da SKAT må anses for rette myndighed.

Vi vedlægger kopi af brev af d.d. til SKAT til orientering.

Vi henlægger herefter sagen og foretager ikke videre.
[...]"

Af det brev til SKAT, der var vedlagt til orientering, fremgik blandt andet følgende:
"[...]

Skatteankestyrelsen har modtaget vedlagte klage, der imidlertid oversendes til SKAT til behandling som en anmodning om genoptagelse af årsopgørelsen for 2013 - idet det forudsættes, at A ikke har indsendt selvangivelse eller SKAT i øvrigt har truffet afgørelse om indkomstansættelsen for 2013 udover den medsendte årsopgørelse.

Hvis SKAT har truffet en afgørelse, som kan påklages til Skatteankestyrelsen, anmodes SKAT om hurtigst muligt at meddele os det, idet sagen henlægges.

A er underrettet om oversendelsen.
[...]"

SKAT har den 16. juli 2014 sendt et brev til A. Heraf fremgik blandt andet følgende:

"[...]
Tak for din henvendelse

SKAT har fået din henvendelse oversendt fra Skatteankestyrelsen om, at du gerne vil have genoptaget din opgørelse af skat for 2013.

Vi vil behandle din sag så hurtigt som muligt, men der kan være en sagsbehandlingstid på op til tre måneder. Får vi brug for flere oplysninger, kontakter vi dig.

Hvis du i stedet benytter muligheden for digital genoptagelse via TastSelv, kan du med det samme se resultatet af din ændring. I visse tilfælde vil det dog være nødvendigt, at SKAT foretager en vurdering af de ønskede ændringer. Det vil fremgå, hvis din genoptagelse skal vurderes.
[...]"

As repræsentant har ved brev af 14. juli 2014 på As vegne ansøgt SKAT om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen med 50 % af 60.937,50 kr., inkl. moms. Brevet er vedlagt klagen til Skatteankestyrelsen, en ansøgningsblanket og en faktura af 1. juli 2014 udstedt af As repræsentant til A på det ansøgte beløb. Det fremgår af ansøgningsblankettens side 2, at feltet med "Ansøgers underskrift" ikke er udfyldt.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet As ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Af SKATs afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Afgørelse

SKAT imødekommer ikke ansøgningen, idet sagen ikke anses for godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55.

Sagsfremstilling
Det fremgår af SKATs oplysninger, at R1 ApS på dine vegne har klaget til Landsskatteretten den 13. juni 2014 over skatteansættelsen for 2013. Der foreligger imidlertid ikke nogen afgørelse fra SKAT som kan påklages til Landsskatteretten.

Skatteankestyrelsen har henlagt sagen umiddelbart efter modtagelsen af klagen som følge af, at Skatteankestyrelsen ikke er rette myndighed. Klagen med bilag er herefter sendt til SKAT som en anmodning om rettelse af As årsopgørelse for indkomståret 2013.

Da der derfor reelt er tale om en anmodning til SKAT om at træffe afgørelse ved 1. instans, er der ikke tale om en klagesag ved Landsskatteretten. Den sagkyndige bistand er derfor ikke godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55. På denne baggrund imødekommer SKAT ikke anmodningen om godtgørelse.

Det fremgår endvidere af den juridiske vejledning 2014-2, A.A.13.5, at der ikke gives omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. vedrørende en klage, hvis klagen afvises på grund af manglende kompetence til at afgøre klagen. 

Bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse
SKAT har den 24. september 2014 udsendt forslag til afgørelse. Der er ikke kommet bemærkninger til forslaget.
[...]"

SKAT har den 15. december 2014 i en udtalelse til Skatteankestyrelsen i forbindelse med klagen blandt andet anført følgende:

"[...]
Advokat AL gør i sin klage gældende, at A ved sin klage til Skatteankestyrelsen, har fulgt den i årsopgørelsen angivne klagevejledning.

SKAT bemærker hertil, at det er korrekt, at det fremgår af årsopgørelsen, at man kan klage til Skatteankestyrelsen, hvis skatteansættelsen er forkert. Det fremgår imidlertid også af årsopgørelsen, at SKAT ikke er i besiddelse af alle oplysninger vedrørende rubrik 42, 348 og 44, og at A selv skal oplyse beløbet, såfremt der er renteudgifter, som der kan gives fradrag for.

Det fremgår af SKATs oplysninger, at Skatteankestyrelsen har henlagt sagen umiddelbart efter modtagelsen, under henvisning til, at Skatteankestyrelsen ikke er rette myndighed. Klagen med bilag er herefter sendt til SKAT, som en anmodning om at ændre As årsopgørelse for indkomståret 2013.

SKAT har på denne baggrund vurderet, at der ikke er tale om en klagesag ved Skatteankestyrelsen. Honoraret er derfor ikke godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 55.

SKAT bemærker endvidere, at der i SKATs afgørelse af 10. oktober 2014 ikke er taget stilling til, om ansøgningen opfylder kravene til en ansøgning om omkostningsgodtgørelse, herunder kravet om at honoraret skal være rimeligt.
[...]"

As opfattelse
As repræsentant har fremsat påstand om, at SKAT tilpligtes helt eller delvist at imødekomme As ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen.

Af klagen, dateret den 3. december 2014, fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Faktum
[...]
Nederst på årsopgørelsens side 3 er der en klagevejledning til skatteyderen.

Af denne klagevejledning fremgår det:

"Hvis du mener, at skatteansættelsen, herunder eventuelle procenttillæg og rentebeløb, er forkert, kan du indsende en klage til Skatteankestyrelsen, Ved Vesterport 6, 6. sal, 1612 København V."

Og videre fremgår det omkring frister:

"Du kan klage senest 3 måneder efter, at du har modtaget den afgørelse, du vil klage over. Hvis du ikke har fået en afgørelse, gælder fristen fra den dag, du modtog denne årsopgørelse."

Man som skatteyder således på dette stadie med en vis rimelighed være af den opfattelse, at man kan klage over sin årsopgørelse til Skatteankestyrelsen, jf. de heri angivne retningslinier.

Anbringender

Det gøres gældende, at min klient ved sin klage til Skatteankestyrelsen har fulgt den i årsopgørelsen angivne klagevejledning, jf. FVL § 25, stk. 1. Det var ovenikøbet sidste dag af klagefristen, så min klient ønskede ikke at tage nogle chancer.

Det gøres gældende, at min klient er berettiget til at få dækket sine udgifter til sagkyndig bistand til behandling af sin sag, jf. SFL § 54, stk. 1, jf. § 52, stk. 1.

Af SKATs afgørelse af 10. oktober d.å. fremgår det, at der ikke foreligger nogen afgørelse fra SKAT som kan påklages til Landsskatteretten. Dette bestrides.

SKAT synes i sin afgørelse af 10. oktober d.å. endvidere at være af den opfattelse, at Skatteankestyrelsen skulle savne kompetence til at afgøre sagen. Dette bestrides ligeledes.

Det lægges til grund, at det forvaltningsretligt er almindeligt anerkendt, at en årsopgørelse er en afgørelse i forvaltningsretlig henseende. SKAT opfordres til at bestride dette, såfremt man ikke måtte være enig.

Såfremt SKAT måtte ønske at fastholde de anførte synspunkter, opfordres SKAT til at redegøre for, hvorfor man i årsopgørelsen har indsat en klagevejledning, der siger det modsatte. Samt hvorfor en skatteyder, der følger denne trykte klagevejledning, på trods heraf efter SKATs mening ikke skulle være berettiget til at modtage omkostningsgodtgørelse, jf. de almindelige regler i SFL kap. 19.

Hvis SKAT måtte være af den opfattelse, at der gælder en fast praksis for, at man på trods af den trykte vejledning ikke kan vælge påklage sin sag til Skatteankestyrelsen, skal jeg opfordre SKAT til at påpege hjemlen for en sådan praksis.
[...]"

As repræsentant har den 7. februar 2015 fremsendt et brev til Skatteankestyrelsen med bemærkninger til SKATs udtalelse af 15. december 2014. Heraf fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Efter at have gennemgået SKATs kommentarer, noterer jeg med tilfredshed, at SKAT heldigvis er enig i min klients synspunkt så langt, at min klient har fulgt den i årsopgørelsen angivne klagevejledning.

Herefter mener jeg principielt, at sagen bør være afgjort til min klients fordel.

Imidlertid læser jeg SKATs efterfølgende kommentarer således, at en (angiveligt) mangelfuld angivelse i en rubrik efter SKATs opfattelse skulle betyde, at den påtrykte klagevejledning alligevel ikke kan tages for pålydende.

Dette synspunkt må give anledning til en vis forundring.

Hvis man påfører en afgørelse en klagevejledning, må man vel rimeligvis antage, at skatteyderen må kunne henholde sig til denne. Dette synes oplagt at følge af almindelig forvaltningsretlig praksis, herunder ikke mindst FVL § 25.

SKAT er tilsyneladende af den opfattelse, at en given klagevejledning til skatteyderen til enhver tid er underlagt en art 'visitation' af SKAT selv, det vil sige af den myndighed, som man som skatteyder ønsker at klage over. Dette synspunkt finder jeg stærkt betænkelig.

SKAT forsømmer endvidere i sin kommentar at redegøre nærmere for, hvorfor klagevejledningen - der så ifølge de af SKAT fremsatte synspunkter er betydningsløs - så er påtrykt årsopgørelsen.

SKAT har endvidere heller ikke angivet, om dette skulle følge af nogen bestemt praksis, herunder konkret fremlagt dokumentation herfor. Sådan praksis, der i givet fald måtte bryde med de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder særligt de retsgarantier, som skatteyderne har ved en klagevejledning, må endvidere være underlagt et skærpet dokumentationskrav.

På min klients vegne skal jeg naturligvis fastholde den fremsatte påstand. Jeg har ikke i de af SKAT fremsatte kommentarer i sagen set reale argumenter for det modsatte.
[...]"

As repræsentant har den 22. marts 2016 fremsendt et brev til Skatteankestyrelsen med yderligere bemærkninger til sagen. Heraf fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Som yderligere kommentar til de af SKAT fremsatte synspunkter af 15. december 2014 må jeg afslutningsvis konstatere, at SKAT endnu ikke ses at have besvaret de tre opfordringer, jf. min klients klageskrivelse af 3. december 2014.

SKAT opfordredes her til:

- at bestride, hvorvidt man er enig/uenig i, at det er almindeligt anerkendt, at en årsopgørelse er en afgørelse i forvaltningsretlig henseende,

- at redegøre for, at hvorfor man som myndighed i årsopgørelsen har indsat en klagevejledning, der efter SKATs opfattelse ikke er gældende samt,

- at påpege hjemlen for, at der skulle gælde en særlig praksis for, at man på trods af den trykte vejledning alligevel ikke kan vælge påklage sin sag til Skatteankestyrelsen, som SKAT har givet udtryk for.

Jeg henstiller til, at Skatteankestyrelsen tillægger denne manglende imødekommelse af klageres opfordringer processuel skadevirkning.

Uagtet at SKAT måtte være af den opfattelse, at der kunne være en anden - efter SKATs opfattelse mere hensigtsmæssig måde - at få genoptaget/påklage sin årsopgørelse på, i tilfælde hvor denne er fejlbehæftet, kan dette næppe overskygge det faktum, at man som forvaltningsmyndighed har påtrykt en klagevejledning på selvsamme årsopgørelse. Som min klient i øvrigt har fuldt til punkt og prikke.

Dette mener jeg ganske enkelt ikke kan gøres gældende som en acceptabel retstilstand.

I fald SKAT måtte finde dette uhensigtsmæssigt, kunne jeg i stedet opfordre SKAT til at ændre på sin klagevejledning - i stedet for at søge at fratage min klient tilskud i form af omkostningsgodtgørelse til at påklage sin sag, når dette er gjort i fuld overensstemmelse med SKATs egen klagevejledning.

[...]"

Skatteankestyrelsens afgørelse
Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1 og stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, fremgår følgende (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011 med senere ændringer):

"§ 52.Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:

  1. Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

  1. Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.
  2. Ved klage, hvor skatteankeforvaltningen træffer afgørelse efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3.

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Skatteankestyrelsen, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1 og stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 2.

Af skatteforvaltningslovens § 58 fremgår, at Skatteministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Skatteministeren har i medfør af skatteforvaltningslovens § 58 udstedt bekendtgørelse nr. 791 af 25. juni 2014 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, 2. punktum, at en ansøgning omkostningsgodtgørelse skal være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og atteresteret af en eventuel sagkyndig.

Den ansøgningsblanket, som As repræsentant indsendte til SKAT den 14. juli 2014, er alene underskrevet af As repræsentant som bistandsyder og sagkyndig.

Ansøgningen om omkostningsgodtgørelse opfylder dermed ikke betingelsen i bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Ansøgningen kan derfor afslås allerede af denne grund.

SKAT har afslået ansøgningen med den begrundelse, at sagen ved Skatteankestyrelsen ikke er en godtgørelsesberettiget sagstype efter skatteforvaltningslovens § 55, da Skatteankestyrelsen henlagde sagen umiddelbart efter modtagelsen af klagen.

Det fremgår ikke af ordlyden af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, hvorvidt der ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Skatteankestyrelsen, der afvises.

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en videreførelse af den nu ophævede skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. Af bemærkningerne til skattestyrelseslovens § 33 A (bemærkningerne til lovforslag nr. 121 fremsat den 11. december 1996) fremgår blandt andet følgende:

"[...]
Efter § 33 A ydes der tilskud til dækning af visse udgifter, der er forbundet med at klage til skatteankenævnet eller Landsskatteretten, eller ved at få en domstolsprøvelse af en sådan afgørelse.
[...]
Der ydes tilskud til a'contobetalinger, og der ydes tilskud uanset om klagen m.v. føres igennem til en afgørelse eller opgives undervejs. Der ydes ikke tilskud til klager, der afvises.
[...]"

Det fremgår endvidere af afsnit 3.2.2.2 i betænkning nr. 1382 af februar 2000 afgivet af Udvalget om behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet, at tilskudsordningen ikke omfatter udgifter, der er afholdt vedrørende en klage, som Landsskatteretten afviser på grund af formelle mangler, f.eks. fordi klagefristen er overskredet, fordi klagen ikke er begrundet, fordi sagen skal forelægges en anden myndighed, før den forelægges for Landsskatteretten, eller fordi Landsskatteretten ikke har kompetence til at afgøre sagen.

Endvidere fremgår følgende af dagældende afsnit A.A.13.5 i SKATs juridiske vejledning, 2014-1:

"Afvisning af klage

Der gives ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. vedrørende en klage eller en stævning, hvis klagen eller stævningen afvises på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen eller klagen.
[...]"

Det fremgår således klart af de ovenfor citerede bemærkninger, af betænkningen og af SKATs juridiske vejledning, at der ikke ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen på grund af formelle mangler.

Folketinget ændrede ved lov nr. 649 af 12. juni 2013 klagestrukturen på skatteområdet. Ved denne ændring blev Skatteankestyrelsen oprettet pr. 1. januar 2014. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 1 og 2, at Skatteankestyrelsen modtager klager, som skal afgøres af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, og at Skatteankestyrelsen stiller sekretariatetsbistand til rådighed for skatteankenævnene, vurderingsankenævnene, motorankenævnene og Landsskatteretten.

Siden 1. januar 2014 har det således været Skatteankestyrelsen, der foretager den indledende behandling af klagesager. Det ovenfor citerede fra betænkningen må derfor også anses for at gælde i et tilfælde, hvor Skatteankestyrelsen afviser at behandle en klage på grund af formelle mangler.

Der ydes således ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Skatteankestyrelsen, hvis Skatteankestyrelsen afviser at behandle klagen på grund af formelle mangler.

Skatteankestyrelsen meddelte As repræsentant den 14. juli 2014, at klagen til Skatteankestyrelsen af 13. juni 2014 blev oversendt til behandling hos SKAT, da klagen blev anset som en anmodning om genoptagelse af As skatteansættelse for indkomståret 2013. Skatteankestyrelsen afviste således at behandle klagen på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen.

Selvom A indgiver en ny ansøgning om omkostningsgodtgørelse til SKAT, der er underskrevet af både den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige, bør en sådan ansøgning således ikke imødekommes, jf. det ovenfor citerede fra lovforslag nr. 121, betænkningen og SKATs juridiske vejledning.

Det er derfor med rette, at SKAT ikke har imødekommet As ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen.

Det bemærkes, at det forhold, at det af klagevejledningen på As årsopgørelse for indkomståret 2013 fremgår, at A kan klage til Skatteankestyrelsen, såfremt skatteansættelsen er forkert, og at A som følge heraf havde en forventning om, at der var adgang til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen, ikke kan ændre ved, at en ny ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke bør imødekommes.

Klagen til Skatteankestyrelsen af 13. juni 2014 må skulle forstås således, at A ønsker fradrag for renteudgifter og fradrag for befordring for indkomståret 2013.

Det fremgår af årsopgørelsen, at SKAT ikke er i besiddelse af oplysninger om As renteudgifter, og at fristen for at selvangive er den 1. maj 2014.

Efter skattekontrollovens § 4, stk. 5, modsætningsvis, kan en fysisk person ikke undlade at selvangivne, såfremt de anvendte oplysninger i årsopgørelsen eller de indberettede tal til brug for årsopgørelsen ikke er korrekte og fyldestgørende.

A burde således have været klar over, at han skulle indgive en selvangivelse til SKAT i stedet for at klage til Skatteankestyrelsen. Det fremgår således også under afsnittet med klagevejledning på årsopgørelsen, at hvis A har spørgsmål til årsopgørelsen eller mener, at der er fejl, kan han henvende sig til SKAT eller den kommunale borgerbetjening.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.