Se årsopgørelsen 2016 allerede nu

Vis printvenlig udgave

Dato for udgivelse10 Mar 2017 20:13
Resumé

Det er allerede nu muligt for 4,6 millioner borgere at se årsopgørelsen for 2016. Frem til den officielle åbning på mandag testes systemerne - hvilket gør, at man allerede nu kan tilgå sin årsopgørelse. Interessen for årsopgørelsen er ofte stor. En kø-funktion sikrer, at SKATs systemer kan håndtere de mange besøg. Også i år vil det være muligt at få svar på spørgsmål i weekenden via sociale medier.


Årsopgørelsen er officielt klar mandag den 13. marts. Men allerede nu er det muligt for de 4,6 millioner borgere, der får en årsopgørelse, at se årsopgørelsen. SKAT har valgt at åbne for test af årsopgørelsen.

- Vi er allerede nu klar til at afprøve brugen af systemerne og har derfor valgt at åbne før planlagt for de mange interesserede borgere. Vi bruger weekenden til at sikre, at alt virker som det skal og for at få finjusteret vores systemer. Da vi bruger weekenden som testperiode, kan man måske opleve, at systemet kommer til at køre ustabilt, samt at der kun er begrænset adgang fra udlandet, siger Jørgen Bo Madsen, der er kontorchef i SKAT.

Traditionen tro vil der være stort pres på SKATs it-systemer. En kø-funktion skal sikre, at der ikke lukkes flere ind ad gangen, end systemerne kan håndtere. Når man logger ind, får man oplyst hvornår man kan forvente at komme igennem.

- Vi har også i år etableret en kø-funktion, der fortæller, hvornår man kan forvente at komme ind. På kø-siden har vi samlet oplysninger om hvad man særligt bør være opmærksom på at få tjekket eller de typiske årsager til at man har fået en restskat, fortæller Jørgen Bo Madsen.

Få svar i weekenden
Årsopgørelsen giver anledning til mange spørgsmål. Generelle spørgsmål kan borgerne også i år få svar på allerede fra weekenden på sociale medier.

- På både Facebook og Twitter kan man stille spørgsmål til os på det tidspunkt, som passer én bedst. Vi sidder klar ved tasterne og besvarer generelle spørgsmål både lørdag og søndag, fortæller Jørgen Wissing Jensen, der er kontorchef i SKAT.

SKAT sidder klar på Facebook og Twitter både lørdag og søndag fra kl. 9 - 18.

Tjek oplysningerne
Danmark har et af verdens mest automatiserede og digitaliserede personskattesystemer, men selvom det måske ikke er noget, som man lægger mærke til i hverdagen, så bliver det tydeligt for de fleste, når årsopgørelsen kommer.

- Rigtig mange borgere har ikke noget at selvangive, da SKAT efterhånden får de fleste oplysninger automatisk. Men derfor bør man alligevel kontrollere tallene og oplyse, hvis man har ændringer eller tilføjelser. Det gælder fx kørselsfradrag, håndværkerfradrag, børnebidrag og hvis man har solgt værdipapirer i året, fortæller Jørgen Wissing Jensen.

En guide på skat.dk kan hjælpe med at finde ud af hvilke fradrag, der kan være relevante for den enkelte.

- Det skal være let at finde ud af hvilke fradrag, der kan være relevant for én. Derfor kan man nu via vores fradragsvejleder hurtigt og nemt få information om fradrag, der kan være relevante for én, forklarer Jørgen Wissing Jensen.

Fradragsvejlederen kan findes på skat.dk/fradragsvejleder.


Se pressemeddelelse om årsopgørelsen fra 2. marts 2016.
Se også Informationer om årsopgørelsen for journalister
Læs mere om årsopgørelsen på skat.dk/årsopgørelsen

SKAT offentliggør antal visninger af årsopgørelsen via @skat_dk på Twitter lørdag, søndag og mandag hhv. kl. 10.30 og kl. 18.30.


Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere, tlf.: 7222 2828