Genoptagelse - skatteforvaltningslovens § 35 g - afvisning af påstande

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato24 Feb 2017
Dato for udgivelse04 Apr 2017 13:11
SKM-nummerSKM2017.246.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 44C-3794/2014
Dokument typeDom
EmneordBerettiget, gyldigheden, oprindelig, skatteansættelse, sagsbehandlingsfejl, særlige, omstændigheder, godtgjort
Resumé

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g var berettiget til genoptagelse af Skatteankenævnets afgørelse, hvorved ankenævnet havde afvist at genoptage sin egen tidligere afgørelse om sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2006. Sagsøgeren havde i sagen også nedlagt påstande, som angik gyldigheden af den oprindelige skatteansættelse.

Sagsøgeren havde til støtte for sine påstande navnlig henvist til, at der angiveligt aldrig var truffet en afgørelse vedrørende sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2006. Sagsøgeren havde derudover påberåbt sig en række sagsbehandlingsfejl.

Retten afviste de af sagsøgerens påstande, som angik spørgsmålet om gyldigheden af den materielle skatteansættelse for indkomståret 2006, da den indbragte afgørelse ikke havde taget stilling hertil, og da der ikke var grundlag for at fravige hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Retten fandt endvidere, at anmodningen om genoptagelse var indgivet efter udløbet af fristen herfor, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 2. Retten anførte herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skatteankenævnets skøn om, at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder, som kunne begrunde en genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. Retten anførte i forlængelse heraf, at sagsøgerens anbringende om, at han ikke havde modtaget en afgørelse vedrørende indkomståret 2006, ikke var korrekt, idet den årsopgørelse han havde modtaget, udgjorde en afgørelse. Sagsøgeren havde endvidere ikke godtgjort, at der havde fundet sagsbehandlingsfejl sted.

Da det ikke var godtgjort, at der forelå retlige mangler af væsentlig karakter ved skatteankenævnets oprindelige afgørelse, blev Skatteministeriet frifundet.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 35 g

Skatteforvaltningslovens § 48

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, A.A.8.4.3


Parter

A

(v/adv. Lisbeth Pedersen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Fm. David Staun)

Afsagt af byretsdommer 

Bettina Bang Jakobsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 14. august 2014, angår et skatteankenævns afgørelse af 14. maj 2014 om at nævnets afgørelse af 1. marts 2013 om skatteyderens indkomstansættelse i 2006 ikke skulle genoptages.

A har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for 2006 skal være som selvangivet kr. 39.588 samt at den af SKAT foretagne forhøjelse af indkomst til kr. 926.472 er ugyldig.

Subsidiært: Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at behandlingen af Skatteankenævnets afgørelse af 1/3 2013 skal genoptages.

Mere subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skatteankestyrelsen

Mest subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.

Tertiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande:

Over for sagsøgerens subsidiære påstand: Frifindelse.

Over for sagsøgerens principale, mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande:

Principalt: Afvisning. Subsidiært: Frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. 

Oplysningerne i sagen 

1. Skatteankenævnets afslag på genoptagelse

Den 14. maj 2014 traf Skatteankenævnet følgende afgørelse om afslag på genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse af 1. marts 2013 vedrørende As indkomstansættelse i skatteåret 2006:

"...

Sagens emne

Ansøgning om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse af 1/3 2013 for indkomståret 2006.

Skatteankenævnet afviser at genoptage nævnets tidligere afgørelse af 1/3 2013 for indkomståret 2006.

Faktiske oplysninger

Den 10/10 2011 traf skatteankenævnet afgørelse i en sag vedrørende klage over SKATS "genoptagelsesafgørelse", truffet med udgangspunkt i din anmodning om genoptagelse af 28/4 2010.

Skatteankenævnet pålagde SKAT at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2006 med udgangspunkt i genoptagelsesanmodningen af 28/4 2010.

SKAT genoptog derefter igen skatteansættelsen med udgangspunkt i din anmodning om genoptagelse af 28/4 2010. I forbindelse med SKATs fornyede genoptagelse blev der sendt forslag til dig den 30/1 2012 og endelig afgørelse den 12/3 2012 for indkomståret 2006.

SKATs afgørelse af 12/3 2012 for indkomståret 2006 blev påklaget til skatteankenævnet den 12/6 2012.

Den 1/3 2013 traf skatteankenævnet afgørelse i forannævnte sag vedrørende klage over SKATs genoptagelsesafgørelse af 12/3 2012 for indkomståret 2006 - Jfr. bilag 1.

Den 16/9 2013 anmoder din repræsentant om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse for 2006.

Den 24/10 2013 sender ankesekretariatet følgende orientering og anmodning til repræsentanten:

"...

Vedrørende genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse for ..., A, indkomståret 2006.

Ved e-mail af 16/9 2013 har du anmodet om genoptagelse af skatteankenævnets tidligere afgørelse for ovennævnte skatteyder.

Til brug for sagsbehandlingen bedes du sende en nærmere begrundelse for anmodningen samt dokumentation for påstanden om ugyldighed for 2006.

Oplysningerne og dokumentationen bedes fremsendt inden den 7. november 2013.

Til orientering kan det oplyses, at en anmodning om genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse ikke kan henvises til behandling i Landsskatteretten."

Ved e-mail den 28/10 2013 skriver ankesekretariatet således til repræsentanten:

"Kære PL.

Af det nu fremsendte brev fra dig forstår jeg det således, at din genoptagelsesanmodning angår momsansættelsen. Som det tidligere er oplyst behandler skatteankenævnet ikke klager om momsansættelser. Afgørelser fra SKAT herover skal påklages direkte til Landsskatteretten. Skatteankenævnet har derfor ingen afgørelser for 2006 vedr. momsen, som kan genoptages.

I skatteankenævnets afgørelse for 2006 for både PJ og A er der taget stilling til formalia i relation til sagsforløbet i SKAT m.v. inden ankenævnet traf afgørelse, jfr. afsnit 6 i sagsfremstillingen.

Såfremt der er noget jeg misforstår, hører jeg gerne fra dig, samt i øvrigt hvorvidt du fastholder anmodningerne om genoptagelse af ankenævnets skatteafgørelser for 2006. Såfremt du fastholder genoptagelsesanmodningen vil jeg bede dig oplyse, hvorvidt der er klaget til Landsskatteretten over skatteankenævnets skatteafgørelser af 1/3 2013 for 2006?"

Og derefter således:

"Vi afventer sagsbehandling indtil vi har fået præciseret hvilken skatteankenævnsafgørelse for A, som du ønsker genoptaget.

I den forbindelse vil jeg venligst gøre dig opmærksom på skatteforvaltningslovens § 37, hvor betingelserne for at få genoptaget en afgørelse fra skatteankenævnet er anført."

I e-mail den 16/12 2013 skriver sekretariatet således til repræsentanten.

"Ankenævnet har modtaget dit brev af 15/12 2013 i relation til den tidligere anmodning om genoptagelse af en afgørelse fra skatteankenævnet. Du medsender afgørelse fra Landsskatteretten omhandlende moms samt SKATs forslag til afgørelse af 6/3 2009 for indkomståret 2006.

Da det er en genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse der er anmodet om, skal jeg bede dig om at præcisere, hvilken skatteankenævnsafgørelse for ovenstående 2 skatteydere, som du ønsker genoptaget.

I den forbindelse skal jeg venligst gøre opmærksom på skatteforvaltningslovens § 37, hvor tidsfristerne for eventuel genoptagelse af skatteankenævnsafgørelser fremgår. "

Din opfattelse

I brev af 16/9 2013 har din repræsentant anført følgende:

"A og PJ klage indkomståret 2006

Hermed skal jeg anmode Skatteankenævnet om at genoptage de 2 sager, som Skatteankenævnet har behandlet for ovennævnte skatteydere:

Ved afgørelse af 10/10 2011 traf Skatteankenævnet afgørelse om, at SKAT skulle realitets behandle genoptagelsesbegæringen med udgangspunkt begæringen af 28/4 2010. Ved afgørelse af 9/11 2012 traf Skatteankenævnet på ny afgørelse i sagen."

Det er i dag kommet til min kundskab, at der formentlig aldrig af truffet en afgørelse af SKAT vedrørende 2006, hvorfor de reguleringer, som SKAT har foretaget for 2006 er ugyldige.

Begge skatteydere skal således stilles som der er selvangivet forud for SKATs reguleringer.

Dette forhold er af så indgribende en karakter, at sagen skal genoptages, idet denne oplysning vil have medført et væsentligt ændret udfald af begge afgørelser.

Yderligere begæres sagen henvist til Landsskatteretten, hvor den momsmæssige del p.t. behandles."

Pr. e-mail den 25/10 2013 skriver repræsentanten således til skatteankenævnet:

"Vedrørende A, cpr. ..., følger vedhæftet oplysninger omkring forhold, der medfører ugyldighed.

Som nævnt kan jeg ikke dokumentere en ikke-udstedt afgørelse, da den aldrig er sendt. Det må være muligt at få konstateret fra SKAT, om der er udstedt en korrekt afgørelse med klagevejledning."

Vedhæftede oplysninger:

"Ved behandling af moms for indkomståret 2006, der pt. verserer ved Landsskatteretten, er det konstateret, at der ikke vedrørende indkomståret er fremsendt en afgørelse med klagevejledning.

Som følge heraf, foreligger en myndighedsfejl, der medfører ugyldighed.

Ifølge Forvaltningslovens § 22, skal en afgørelse, der ikke giver en part fuldt medhold, være skriftlig og henvise til de retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Der er pligt til at give klagevejledning.

Hvis en afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen indeholde de hovedhensyn, som har været bestemmende for skønsudøvelsen. Yderligere skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen jf. Forvaltningslovens § 24, stk. i og 2.

Det følger af Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, at agtes der truffet en afgørelse om ændring af indkomstskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Af Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, følger, at en afgørelse skal træffes.

Manglende 1) udstedelse af en afgørelse med klagevejledning udgør en myndighedsfejl, der er konkret væsentlig, hvorved der indtræder ugyldighed, ligesom manglende 2) fremsendelse af en afgørelse med klagevejledning udgør tillige en tilsidesættelse af en garantiforskrift, hvilket tillige medfører ugyldighed.

Det er ikke muligt at dokumentere en ikke afsagt afgørelse med klagevejledning, men ud fra officialmaximen burde dette forhold have været afklaret tidligere af Skatteankenævnet."

Den 15/12 2013 skriver repræsentanten således til skatteankenævnet:

"I fortsættelse af min oprindelige begæring om genoptagelse af klagesagerne for indkomståret 2006 for A vedhæfter jeg fornyet indlæg.

Der medsendes kopi af forslag af 6/9 2009, bilag 1, der ikke udgør en afgørelse efter SFL § 20, stk. 1 og 2, hvorved forslaget er bortfaldet, og det af klage selvangive står ved magt.

Yderligere vedlægges Landsskatterettens kendelse vedrørende momsdelen af 13/12 2013, bilag 2, der kender SKATs afgørelse for ugyldig, idet SFL § 31, stk. 1, ikke er iagttaget ved udsendelse af en afgørelse. Herved er SKATs forslag bortfaldet og det af klager selvangivne står ved magt.

Da Landsskatteretten er nået frem til ugyldighed, kan Skatteankenævn ikke opretholdes sine og SKATs afgørelser, da disse alle er lovstridige. En opretholdelse vil udgøre magtfordrejning og magtmisbrug.

Jeg skal således anmode Skatteankenævn om at genoptage sin afgørelse og kende SKATs dispositioner for ugyldige.

Jeg skal yderligere anmode om, at der ikke i afgørelsen, som Skatteankenævnet skal træffe, indlægges personlige følelse, idet denne begæring er støttet på materielle konkrete væsentlige fejl, som skal medføre ugyldighed - det er ikke en kritik af sagsbehandleren eller andre, hvorfor der skal skelnes mellem det personfølsomme og den korrekte materielle afgørelse. "

I e-mail den 23/12 2013 skriver repræsentanten således til skatteankenævnet:

"I fortsættelse af tidligere begæringer om genoptagelse af indkomstansættelse for A, cpr.nr. ..., som følge af ugyldighed, henvises TfS 1999,291Ø, hvoraf kan udledes, at når en afgørelse fra SKAT er behæftet med sagsbehandlingsfej, som er konkret væsentlige, kan en efterfølgende sagsbehandling ikke afbøde den skete sagsbehandlingsfejl, hvorved der i det hele er tale om ugyldighed. Det forhold, at klager ikke have gjort sagsbehandlingsfejl gældende, kan ikke medføre nogen ændring i afgørelsens ugyldighed"

Skatteankenævnets afgørelse

I anmodningen om genoptagelse af 16/9 2013 henviser din repræsentant til at genoptagelse ønskes af en afgørelse fra skatteankenævnet af 9/11 2012.

Da skatteankenævnet ikke er bekendt med en afgørelse af 9/11 2012 forsøger sekretariatet at få præcis afklaret, hvilken afgørelse fra skatteankenævnet der ønskes genoptaget.

Ved e-mail af 25/10 2013 henviser repræsentanten til en behandling i Landsskatteretten af en klage over ændret moms. Tillige henvises til skatteforvaltningslovens § 20 stk. 1 og stk. 2 omhandlende forslag og afgørelse i forbindelse med ændring af en skatteansættelse.

I brev af 15/12 2013 fremsender repræsentanten en kopi af et forslag fra SKAT af 6/9 2009 for indkomståret 2006 samt Landsskatterettens kendelse vedrørende momsdelen af 13/12 2013.

Og den 23/12 2013 henviser repræsentanten til en afgørelse fra Østre Landsret TFS1999.291 Ø omhandlende ugyldighed i forbindelse med sagsbehandlingsfejl.

Da vi ikke har kunnet få mere præcise oplysninger om, hvilken afgørelse fra skatteankenævnet der ønskes genoptaget, bliver genoptagelsesanmodningen behandlet på det foreliggende grundlag.

Vi konstaterer, at skatteankenævnet den 1/3 2013 traf en afgørelse for indkomståret 2006, som grundede sig på en klage af 12/6 2012. Den 9/11 2012 sendte skatteankenævnet et forslag til afgørelse i denne sag.

Da din repræsentant i sin første anmodning om genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse henviser til en afgørelse daterer den 9/11 2012 har vi konkluderet, at det er den efterfølgende afgørelse af 1/3 2013, som ønskes genoptaget. Genoptagelsesanmodningen er derfor blevet behandlet med dette udgangspunkt.

Følgende: fremgår af skatteforvaltningslovens § 35g (lovbek. nr. 175 2011-02-23).

"§ 35 g. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister: 1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 4. Reglerne om betaling og tilbagebetaling i § 35 c finder tilsvarende anvendelse i disse sager."

Af skatteforvaltningslovens § 48 stk. 3 fremgår følgende:

"§ 48 Stk. 3. En endelig administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den endelige administrative instans afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket."

Af ikrafttrædelsesbestemmelserne (lov nr. 649 2013-06-12) fremgår følgende vedrørende skatteforvaltningslovens § 35g og § 48 stk. 3:

"Ikraftrædelsesbestemmelser.

Loven er trådt i kraft den 1. januar 2014. Følgende fremgår af lovens overgangsbestemmelser: "§ 1, nr. 1-29 og 31-63, § 2, nr. 2, §§ 3-9, § 10, nr. 1 og 3, og §§ 11-13 har virkning for klager og anmodninger om genoptagelse, som indgives efter lovens ikrafttræden, eller som er indgivet tidligere, og hvorom et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten før denne dato endnu ikke har truffet afgørelse, jf. dog stk. 4-6."

Vi konstaterer, at skatteankenævnet den 1/3 2013 traf afgørelse i en klage over SKATs ansættelse af 12/3 2012 for indkomståret 2006.

Som det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35g stk. 2 nr. 2 og § 48 stk.3 skal en anmodning om genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse fremsættes inden 3 måneder efter, at skatteankenævnet traf afgørelsen. En anmodning om genoptagelse i denne sag skulle således være fremsat inden den 1/7 2013.

Skatteankenævnet har modtaget anmodningen den 16/9 2013. Vi må herefter konkludere, at anmodningen er modtaget for sent. Der kan derfor ikke ske genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse af 1/3 2013 for indkomståret 2006 i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 g stk. 2 nr. 2 jfr. § 48 stk. 3.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 35g stk. 3 har skatteankenævnet mulighed for at imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Det fremgår af anmodningen om genoptagelse, at denne er begrundet i en afgørelse fra Landsskatteretten vedrørende forhøjelse af momsen for klager for indkomståret 2006. Landsskatteretten har fundet fejl i formalia i SKATs oprindelige momsansætttelse for 2006, hvor der blev sendt forslag fra SKAT den 6/3 2009. Denne afgørelse blev efterfølgende genoptaget af SKAT inden for de tidsfrister, som SKAT kan genoptage skatteansættelser efter. Det afstedkom en ny skatteansættelse af 12/3 2012. Det er denne afgørelse, som skatteankenævnet har taget stilling til i sin afgørelse af 1/3 2013.

Reglerne for ændringer af skatteansættelser og momsansættelser er ikke enslydende. Formaliafejl i en momsansætttelse behøver derfor ikke umiddelbart at have betydning for en skatteansættelse.

Vi konstaterer, at der i skatteankenævnets afgørelse af 1/3 2013 er taget stilling til, hvorvidt formalia er overholdt i relation til SKATs genoptagelsesansættelse af 12/3 2012. Det fremgår således følgende af afgørelsen:

"Skatteankenævnet afgør, at SKATs afgørelse af 12/3 2012 for indkomståret 2006 ikke er ugyldig hverken i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven eller skatteforvaltningslovens § 20."

Skatteankenævnet afgør derfor, at der heller ikke er grundlag for genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse af 1/3 2013 for indkomståret 2006 i henhold til skatteforvaltningslovens § 35g stk. 3. Der foreligger ikke sådanne ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde en genoptagelse, uanset den for sent fremsendte anmodning.

...

Afgørelsen sendes til

A,

Advokat R1

..."

Der er i sagen fremlagt et udateret dokument uden modtagerangivelse, som er benævnt "Skatteankestyrelsens sagsfremstilling". Det fremgår af dokumentets konklusion, at "Skatteankestyrelsen foreslår, at skatteankenævnets afgørelse af 1/3 2013 for indkomståret 2006 ikke skal genoptages". I dokumentet er der bl.a. citeret fra de indlæg, som også er citeret i skatteankenævnets afgørelse af 14. maj 2014, jf. ovenfor. Det er under sagen oplyst, at dokumentet er opnået på grundlag af en aktindsigtsanmodning fra A. Skatteministeriets advokat har oplyst, at man ikke er bekendt med, hvorfor dokumentet fremstår som afgivet af Skatteankestyrelsen, og at der ikke skulle være givet aktindsigt i dokumentet, som er et internt myndighedsdokument.

2. As indkomstansættelse for 2006

Afgørelsen af 1. marts 2013 fra Skatteankenævnet, som skatteankenævnet ved ovenstående afgørelse afslog at genoptage, var adresseret til A. Afgørelsen havde følgende indhold:

"...

Kopi er sendt til: Advokat R1, Y-adresse.

Skatteankenævnet har afgjort din klage

Skatteankenævnet har behandlet din klage over SKATs afgørelse for 2006.

Vedrørende formalia.

Skatteankenævnet afgør, at SKATs afgørelse af 12/3 2012 for indkomståret 2006 ikke er ugyldig hverken i henhold til forvaltningsloven, offentlighedsloven eller skatteforvaltningslovens § 20.

Vedrørende sagens realitet.

Skatteankenævnet afgør, at SKATs afgørelse af 12/3 2012 for indkomståret 2006 ændres således, at klagers resultat af henholdsvis den personlige virksomhed G1 og af deltagelse i interessentskabet G2 ansættes således:

...

I alt ansat overskud af virksomheder                          926.472 kr.

SKATs ansættelse af virksomhedsoverskud udgør i alt 1.336.472 kr.

...

Grundlaget for nævnets afgørelse står i sagsfremstillingen, som vi har vedlagt. Begrundelsen for afgørelsen står i punkt 6 i sagsfremstillingen.

Klagevejledning

Du kan klage til Landsskatteretten over nævnets afgørelse.

Klagen skal være skriftlig og begrundet. Du skal skrive på hvilke punkter, du mener, at nævnets afgørelse er forkert. Klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelse af denne afgørelse. Du skal sende klagen til:

Landsskatteretten

Ved Vesterport 6, 6. sal

1612 København V

Du skal vedlægge nævnets afgørelse og sagsfremstilling sammen med dokumenter, som du ønsker anvendt som bevis i sagen. ...

Sammen med klagen skal du indbetale en klageafgift på 800 kr. Du får klageafgiften tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold.

..."

Af sagens materiale vedrørende den sagsbehandling, som havde fundet sted hos SKAT og i Skatteankenævnet forud for den citerede ankenævnsafgørelse af 1. marts 2013 fremgår bl.a., at alle forslag til afgørelse vedrørende indkomstansættelsen for 2006, som blev udsendt efter, at A for indkomståret 2006 havde selvangivet 79.062 kr. i overskud af virksomhed, blev sendt i kopi til As rådgiver. I forslagene var indeholdt vejledning om sagens videre forløb mv., der i det væsentlige var identisk med følgende vejledning i SKATs forslag til afgørelse af 6. marts 2009, som blev sendt i kopi til advokatfuldmægtig PL:

"...

Hvad du skal gøre

Hvis du kan godkende forslaget, behøver du ikke at gøre noget. Forslaget bliver indarbejdet i din årsopgørelse, som du kan se i løbet af 14 dage efter tidsfristens udløb i din skattemappe på www.skat.dk. Vælger Borger og Tast Selv. ...

Hvis du ikke kan godkende forslaget, kan du kontakte os senest den 30. marts 2009 med din begrundelse og eventuel dokumentation. ...

Lovhjemmel

Dette brev er sendt på grundlag af skatteforvaltningslovens § 20.

Du kan læse de love og afgørelser, vi henviser til, på www.skat.dk -> Rådgiver -> Love, men hvis du ønsker det, sender vi dem gerne.

..."

Advokatfuldmægtig PL skrev i brev af 16. marts 2009 til SKAT:

"...

Som følge af travlhed, bortrejse og fravær på grund af retssager indtil ultimo juni måned, skal jeg anmode om udsættelse på indsendelse af alt det materiale, du har efterspurgt ... til den 1/8 2009."

I brev af 18. marts 2009 til A, som blev sendt i kopi til PL og til R2, svarede SKAT:

"AFSLAG PÅ UDSÆTTELSE

Din advokat har ved brev af 16/3-09 bedt om udsættelse med indsendelse af materiale til den 1/8-09 på grund af travlhed.

Der kan ikke indrømmes udsættelse til 1/8-09.

Bemærkninger og eventuel indsigelse til forslag til skatteansættelsen for indkomståret 2006 bedes fremsendt inden for den angivne frist.

..."

I forlængelse af forslaget til afgørelse af 6. marts 2009, blev der herefter kørt ny årsopgørelse 2006 og ny opgørelse Arbejdsmarkedsbidrag og Pensionsopsparing 2006 for A. Årsopgørelsen var tilgængelig i As skattemappe fra den 6. april 2009. Af årsopgørelsen fremgik bl.a.:

"Hvis du ikke kan godkende skatteansættelsen, herunder eventuelle procenttillæg og rentebeløb, kan du klage til skatteankenævnet for din kommune eller direkte til Landsskatteretten. Klagen skal være skriftlig og begrundet og skal sendes til et skattecenter, inden 3 måneder fra modtagelsen af denne årsopgørelse."

De årsopgørelser vedrørende As indkomstansættelse i skatteåret 2006, som blev kørt senere i sagsforløbet, indeholdt tilsvarende klagevejledninger.

3. Landsskatterettens afgørelse vedrørende momsansætttelse i 2006

I Landsskatterettens kendelse af 13. december 2013 vedrørende As momsansætttelse for 2006, der er omtalt i den skatteankenævnskendelse af 14. maj 2014, som er genstand for den foreliggende sag, anførte i Landsskatteretten i sine bemærkninger og begrundelse bl.a.:

"SKAT udsendte den 6. marts 2009 en agterskrivelse til indehaveren om ændring af indkomst og moms for indkomst/afgiftsperioden 2006. Den 22. juli 2009 sendte SKAT ifølge det oplyste kopi af forslaget samt en årsopgørelse for indkomståret 2006 til klageren. Årsopgørelsen fungerer som afgørelse for den del af ændringen, der vedrører indkomstansættelsen.

Der er ikke udsendt en afgørelse vedrørende momstilsvaret til klageren eller hans virksomhed, ligesom SKAT har oplyst, at ændringerne af momstilsvaret i afgørelsen foretaget i 2009 ikke er indberettet.

...

SKATs tidligere udsendte forslag til afgørelse dateret den 6. marts 2009 er ikke vedrørende momstilsvaret fulgt op af en afgørelse. Dermed er skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1,

3. pkt. ikke opfyldt, og forslaget anses dermed for bortfaldet.

..."

Forklaringer

Der er ikke afgivet forklaringer under hovedforhandlingen af sagen.

Parternes synspunkter

A har i påstandsdokument af 13. januar 2017 anført følgende:

"...

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende,

At - sagsøgers skattepligtige indkomst for 2006 skal være som selvangivet med kr. 39.558,

At - den af SKAT foretagne forhøjelse på kr. 926.472 er ugyldig

At - SKAT aldrig har truffet en afgørelse, der opfylder SFL § 20 jf. FVL §§ 22 jf. 24,

At - der som følge af fraværet af en afgørelse indtræder ugyldighed,

At - sagsøger er blevet frataget samtlige de ved lov tillagte garantiforskrifter,

At - sagsøger er frataget sit retskrav på at modtage en afgørelse, der kunne påklages til det daværende Skatteankenævn eller Landsskatteretten,

At - en af SKAT truffet afgørelse eller foretaget sagsbehandlingsfejl, der er konkret væsentlig, ikke kan afhjælpes ved efterfølgende sagsbehandling, idet den efterfølgende sagsbehandling ikke kan afbøde den skete sagsbehandlingsfejl jf. TfS 1999.291Ø - og dette uanset om skatteyderen ikke havde gjort sagsbehandlingsfejlen gældende,

At - det må have stået SKAT og Skatteankenævnet klart, at der skulle udstedes en afgørelse der opfylder Forvaltningslovens § 22 og § 24, også selv om der ikke er gjort indsigelser,

At - en afgørelse skal ledsages af en klagevejledning, der skal sikrer, at en forkert afgørelse reelt bliver påklaget videre i systemet,

At - der også skal ske partshøring jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, om oplysninger som parten vel er bekendt med, men ikke ved vil blive brugt i den aktuelle sammenhæng,

At - en part efter Forvaltningsloven § 21 på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen - dette dels for at blive partshørt, men også for at sikre frembringelse af det fornødne grundlag til brug for at træffe en materiel juridisk korrekt afgørelse,

At - hvis der ikke gives en fristudsættelse, sker der ikke en partshøring jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, hvorved en retsgaranti er tilsidesat, hvilket medfører at afgørelsen annulleres, medmindre det lykkes SKAT at godtgøre at manglen har været uden betydning i det konkrete tilfælde - hvilket ikke er muligt allerede som følge af de betydelige forhøjelser, der er foretaget,

At - det påhviler en myndighed - her både SKAT og Skatteankenævn at sikre at det fornødne grundlag for at træffe en afgørelse er til stede før afgørelsen træffes, herunder at foretage en vurdering af hvilke regler en afgørelse skal træffes efter, og om betingelserne for at anvende disse regler er opfyldt,

At - det af sagsøgte fremlagte bilag C enten var en remonstrationsafgørelse eller en afgørelse. I begge tilfælde mangler vejledning om klageadgang og begrundelse, og hvis afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen indeholde de hovedhensyn, som har været bestemmende for skønsudøvelsen - og en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

At - hvis bilag C var en remonstrationsafgørelse, skulle SKAT selv have indbragt denne for Landsskatteretten, da sagsøger ikke får fuldt medhold jf. hertil Forvaltningslovens § 22, og da det ikke er tilfældet, er der tale om en materiel sagsbehandlingsfejl, der er konkret væsentlig og som medfører ugyldighed,

At - hvis bilag C er en afgørelse, opfylder den ikke hertil Forvaltningslovens § 22 jf. § 24, hvorved der er sket en materiel sagsbehandlingsfejl, der er konkret væsentlig - og hvorved der indtræder ugyldighed.

At - Skatteforvaltningslovens § 37, stk. 1, foreskriver, at Skatteankenævnet efter begæring kan genoptage en sag, der er påkendt, når der forelægges oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere,

At - Skatteforvaltningslovens § 37, stk. 2, foreskriver, at Skatteankenævnet kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selvom betingelsen i stk. 1, ikke er opfyldt, hvis særlige ganske omstændigheder taler derfor, og det, at der ikke er udstedt en afgørelse er en væsentlig ny oplysning, der kunne have medført et helt andet udfald af sagen - hvis SKAT og Skatteankenævn havde fået oplyst sagen på et tilstrækkeligt grundlag før, der blev truffet afgørelse.

At - Skatteankenævnet er underlagt officialmaximen, ganske som SKAT, og har været forpligtet til at undersøge, om der var grundlag for, at der kunne indtræde ugyldighed,

At - Skatteankenævnet som skatteyderens først klageinstans selvstændigt skulle have fortaget en undersøgelse af og vurdering af det af sagsøger anførte, idet der, hvis Skatteankenævnet alene var SKATs forlængede arm, ikke har været legalitet i Skatteankenævnets funktion,

At - Skatteankenævnet afvisning af genoptagelse alene beror på, at Skatteankenævnet eller vedkommende sagsbehandler ikke ønskede at erkende, at der var sket en sagsbehandlingsfejl.

At - det tidligere Skatteankenævn er ophørt med at eksistere, hvorfor det ikke er muligt at ændre den nedlagte påstand til at være som opfordret af sagsøgte,

At - der er tale om en problemstilling for hvilken, der ikke er taget højde for i lovgivningen ifm. omlægning af klagestrukturen på det skatteretlige område,

At - der foreligger flere forhold, som hver for sig er konkret væsentlige og som hver for sig udgør myndighedsfejl, der skal medføre en realitetsbehandling af indkomståret 2006 for sagsøger,

At - problemstillingen er principiel og bør undergives 3-dommerbehandling.

At - rette påstand fra sagsøgte må være frifindelse og ikke afvisning, idet sagsøgte ikke har gjort gældende at være forkerte sagsøgte.

At - det ikke har været muligt at indbringe sagen for Skatteankestyrelsen som følge af omlægning af klagestrukturen.

At - sagsøgte ikke kan nedlægge en påstand om afvisning og begære dette spørgsmål udskilt til selvstændig afgørelse, idet dette indebærer en materiel vurdering af øvrige forhold.

At - sagsøgte ikke kan nedlægge en påstand om afvisning jf. RPL § 358, stk. 2, jf. stk. 1, når denne ikke er fremlagt i svarskrift og når der ikke til retten er fremsat begæring derom og når retten ikke har givet tilladelse dertil,

At - sagsøger har inddraget den af sagsøgte formulerede påstand, der er nedlagt som sagsøger subsidiære påstand, hvorfor sagsøgte derved er bundet af sit tilsagn om frafald af påstand om afvisning,

At det som følge af SKATs partsrepræsentantregler jf. bilag 5, måtte have stået SKAT klart, at den af rådgiver fremsatte anmodning om yderligere frist var for at kunne varetage sagsøgers interesser jf. SFL § 26, stk. 1, 4. pkt., hvorved rådgiver havde forventet at modtage en skriftlig afgørelse med klagevejledning.

At - der er usikkerhed om, hvorvidt Skatteankenævnet har inddraget det af sagsøger fremlagte materiale i form af kontoudtog, fakturaer mv., da dette materiale ikke er modtaget som led i en begæring om aktindsigt til Skatteankestyrelsen, og hvis dette materiale ikke er inddraget, har Skatteankenævnet ikke iagttaget officialmaximen og har ikke kunnet træffe en juridisk materiel korrekt og lovlig afgørelse jf. hertil Folketingets Ombudsmands afgørelse i 2014-6 af 19/5 2014, hvorfor der foreligger sådanne konkret væsentlige sagsbehandlingsfejl, at det er betænkeligt at lade sagen undergå fornyet behandling af samme Skatteankenævn.

At - Skatteankenævn og Skatteankestyrelsen ikke forud for at have truffet afgørelse har tilsikret behørig partshøring efter FLV § 19 jf. bilag 21, hvorved der indtræder ugyldighed som følge af tilsidesættelse af en garantiforskrift;

At - hverken Skatteankenævn eller Skatteankestyrelsen er i besiddelse af breve eller andet, der viser, at man har rykket for bemærkninger til forslag til afgørelse jf. bilag 21, at der er indbudt til kontormøde, eller at der er givet mulighed for personlig fremmøde,

At - sagsøger er frataget muligheden for at kunne varetage sine interesser ved ikke forud for modtagelse af kendelse af 14/4 2014, bilag 1, at være blevet opfordret til at fremkomme med bemærkninger, idet forsendelsesrisikoen påhviler den pågældende klageinstans jf. hertil SKM2015.108.BR og SKM2014.150.HR, og som følge deraf indtræder der ugyldighed vedrørende kendelse af 14/4 2014, bilag 1, der skal ophæves i sin helhed og sagen hjemvises til fornyet behandling.

At - begrundelsen jf. bilag 21, side 7 og bilag 1, side 7, ikke opfylder forvaltningslovens regler om begrundelse jf. FVL § 22 jf. § 24, stk. 1 og 2, idet der ikke redegjort for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, og ved manglende korrekt begrundelse indtræder der ugyldighed, idet der er tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, og ugyldigheden medfører, at kendelse af 14/4 2014, bilag 1, skal ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling.

At - kendelse af 14/4 2014, bilag 1, skal ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling, idet der ikke er hjemmel til at afvise genoptagelse, og idet det tydeligt af 21, side 8 og bilag 1, side 8, fremgår af ordlyden, at der ikke skal ske genoptagelse, hvorfor det må lægges til grund, at formuleringen, der fremgår af bilag 1, side 1, er materiel forkert.

At - Skatteankenævn og Skatteankestyrelsen har begået væsentlige konkrete sagsbehandlingsfejl, der medfører ugyldighed, hvorfor kendelse af 14/4 2014, bilag 1, skal ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling.

At - det må konstateres at intet af det af sagsøger til SKAT og Skatteankenævn fremsendte materiale af faktisk karakter tilsyneladende er bortkommet - alternativt at materialet tilbageholdes bevidst for at hindre, at domstolen kan foretage en gennemgående undersøgelse af ikke alene, hvad der skete ved den oprindelige genoptagelsessag, men også under den efterfølgende sagsbehandling hos Skatteankenævnet.

At - SKAT og Skatteankenævn/Skatteankestyrelsen efter officialmaximen skal indhente tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materiel rigtig afgørelse jf. fx SKM2015.310.BR jf. UfR 1983.349 H og UfR 1983.196 V.

At - Retten som led i domstolsprøvelse et nødt til at inddrage også skattesagens forudgående forløb og behandling for at kunne opnå et tilstrækkeligt oplyst bedømmelsesgrundlag jf. SKM2015.310.BR, herunder forløbet under sagens behandling ved en forvaltningsmyndighed jf. side 145 og 357 i Forvaltningsret Sagsbehandling, 7. udgave, 2014 af Karsten Revsbech m.fl.,

At - manglende tilstrækkelig oplysning af sagen kan medføre kritik fra Folketingets Ombudsmand, jf. FOB2015.39, hvori udtaltes, at det er myndigheden, der skal løfte bevisbyrden for den foretagne ændring, og at det tydeligt skal fremgå af varslingen, hvad der skal ændres, ligesom der skal være en klar og tilstrækkelig begrundelse for ændringen og at virkningen af ændringen tydeligt skal fremgå jf. Skatteministeriets retssikkerhedsredegørelse fra 1997.

At - såfremt det er uklart, hvilke hovedhensyn, der er indgået i skønsudøvelsen, er en afgørelse mangelfuld, og manglen væsentlig, og dette kan begrunde enten ugyldighed eller hjemvisning jf. SKM2015.175.BR, og dette finder anvendelse i denne sag i forhold til SKATs oprindelige forslag, der ikke blev fulgt op af en afgørelse, hvorfor sagsøger ikke har været bekendt med begrundelsen for forhøjelse eller de hovedhensyn, der var blevet tillagt vægt jf. Forvaltningslovens § 24,

At - selvom SKAT har udøvet et såkaldt værdiskøn, skal sagen oplyses tilstrækkeligt og de almindelige forvaltningsretlige principper skal være iagttaget fuldt ud jf. SKM2015.201.ØLR, vedrørende fejl ved værdiskønnet, og at en sådan fejl kan betegnes som en "objektiv fejl og/eller myndighedsfejl" jf. hertil i SKAT's Juridiske Vejlednings afsnit om ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger afsnit A,A.8.4.3.

At - omfanget af fravær af dokumentation fra sagsøgte vedrørende materiale indleveret af sagsøger til SKAT og dermed Skatteankenævn /Skatteankestyrelsen, taler for, at der foreligger en fejl, der må betegnes som en objektiv fejl og/eller myndighedsfejl, hvilket begrunder, at officialmaximen ikke er iagttaget, hvorved der indtræder ugyldighed, eller at sagen skal hjemvises til SKAT til fornyet behandling, idet en behandling af sagen ved Skatteankenævn / Skatteankestyrelsen vil ikke medfører de tilstrækkelige ændringer, da det må lægges til grund, at Skatteankenævn / Skatteankestyrelsen åbenbart ikke er i besiddelse af tilstrækkeligt materiale af faktisk karakter, til at kunne træffe en materiel korrekt afgørelse, ligesom det befrygtes, at hverken Skatteankenævn eller Skatteankestyrelsen har til hensigt at indsamle det manglende/fraværende materiale, hvorfor den eneste rette løsning for sagsøger er, at der enten træffes afgørelse om, at der foreligger ugyldighed eller at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

At - det overordnet gøres gældende, at både SKATs, Skatteankenævn og/eller Skatteankestyrelsens afgørelser er ugyldige, idet de alle lider af væsentlige retlige mangler som følge af den vedvarende, direkte tilsidesættelse af officialmaximen i forbindelse med sagsoplysningen.

At - en forvaltningsmyndighed må træffe en afgørelse inden for rimelig tid, og ikke udstrække sin sagsbehandling over flere år, og hvis sagsbehandlingen udstrækkes over flere år, så finder den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. anvendelse fra dato for første varslingsskrivelse, og da dette konkret ikke er sket, er den af SKAT foretagne forhøjelse ugyldig jf. hertil SKM2016.625.LSR og bilag 23 og 24, idet SKAT ved fremsendelse af første varslingsskrivelse har været bekendt med det faktiske grundlag, hvorpå varslingsbrevet blev fremsendt.

At - SKAT jf. SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. har været forpligtet til at sende en afgørelse som opfylder SFL § 20 jf. FVL §§ 22 jf. 24 og § 25 jf. § 26, hvorfor der allerede ved tilsidesættelsen af disse bestemmelser foreligger ugyldighed, idet kravet om fremsendelse af en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning og oplysning af frist for indbringelse for klageinstans også finder anvendelse ved skønsmæssige ansættelser.

Manglende opfyldelse af opfordringer:

Sagsøgte har været opfordret til at redegøre for, hvordan sagen kan indbringes for Skatteankestyrelsen. Dette er ikke sket, hvorfor forholdet skal tillægges processuel skadesvirkning for sagsøgte.

Sagsøgte er som følge af sagens omstændigheder opfordret til på ny af egen drift at genoptage sagen, hvilket ikke er sket. I det omfang, at sagsøger får medhold i sagen, skal dette forhold tillægges processuel skadesvirkning for sagsøgte.

Sagsøgte er opfordret til at fremlægge det materiale, der har dannet grundlag for Skatteankenævnets behandling af klagesagen, der resulterede i kendelsen dateret den 1/3 2013, og som førte til en nedsættelse af sagsøgers skatteansættelse fra kr. 1.336.472 til kr. 926.472. Denne opfordring ikke er imødekommet, hvorfor forholdet skal tillægges processuel skadesvirkning for sagsøgte.

Processuelle meddelelser:

Der er i sagen nedlagt en påstand om at sagen skulle undergives 3-dommerbehandling, hvilket begæring ikke er behandles som led i sagens forberedelse.

Omkostninger:

I tilfælde af at sagsøger får medhold i sin påstand, skal sagsøger tillægges sagsomkostninger i den høje ende som følge af, at sagen er blevet langt mere omfattende end nødvendigt som følge af sagsøgtes mange formalitetsindsigelser ikke alene vedrørende nedlagte påstande, men også den af sagsøgte nedlagte afvisningspåstand med deraf følgende begæring udskillelse af afvisningsspørgsmålet til særskilt behandling, samt forviklinger og misforstået fremførsel af problemstillingen i sine processkrifter.

I tilfælde af at sagsøger ikke eller kun delvist får medhold i sin påstand, skal eventuelle sagsomkostninger for sagsøger begrænses mest muligt, idet sagsanlægget for sagsøger har været nødvendiggjort som følge af fraværet af en rimelig behandling af de af sagsøger fremsatte indsigelser ikke alene over for SKAT, men også Skatteankenævn, hvorved sagsøgers sag ikke har været underlagt en uvildig og neutral behandling ved en uafhængig klageinstans jf. EMRK art. 6."

As advokat har under hovedforhandlingen også gjort gældende, at Skatteministeriets påstandsdokument indeholder en række nye anbringender, der ikke var gjort gældende før sagsforberedelsens afslutning, og at der ikke i medfør af retsplejelovens § 358, stk. 6, er grundlag for at tillade disse anbringender fremsat. As advokat har til støtte for dette synspunkt anført, at kun de tre midterste anbringender på næstsidste side i Skatteministeriets påstandsdokument kan genfindes i tidligere processkrifter, og at det er upassende, at Skatteministeriet i sit påstandsdokument medtager afsnittet "Sagens faktuelle omstændigheder".

..."

Skatteministeriet har i påstandsdokument af 13. januar 2017 anført følgende:

"...

Processuelle bemærkninger

Til støtte for den nedlagte principale påstand om afvisning over for sagsøgerens principale, mere subsidiære, mest subsidiære og "tertiære" påstande bemærkes følgende:

I denne sag har sagsøgeren indbragt skatteankenævnets afgørelse af 14. maj 2014 (bilag 1) for retten. Afgørelsen vedrører udelukkende spørgsmålet om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse af 1. marts 2013 (bilag H). Det er derfor alene dette spørgsmål, som kan prøves i nærværende sag, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Kun sagsøgerens subsidiære påstand vedrører genoptagelse, jf. processkrift 3, side 1.

Sagsøgerens principale påstand indebærer derimod, at retten skal tage stilling til, om SKATs oprindelige forhøjelse af sagsøgerens indkomst for indkomståret 2006 var ugyldig. Dette spørgsmål er ikke behandlet i den afgørelse (bilag 1), som er indbragt for retten.

Allerede derfor skal sagsøgerens principale påstand afvises, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Sagsøgerens mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande vedrører hjemvisning af "sagen" til hhv. Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller SKAT. Det er efter formuleringen af påstandene uklart, hvilken "sag" der henvises til.

Da sagsøgerens mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande således er uklare og uegnede til at indgå i en domskonklusion, skal disse påstande allerede af denne årsag afvises, jf. retsplejelovens § 352.

Hertil kommer, at sagsøgerens mere subsidiære og mest subsidiære påstande vedrører hjemvisning til hhv. Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten. Denne sag vedrører genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse. Der kan således i sagens natur ikke opnås hjemvisning (til fornyet behandling) ved en administrativ myndighed, som ikke har behandlet sagen.

Sagsøgerens tertiære påstand vedrører hjemvisning af "sagen" til SKAT.

Sagsøgerens tertiære påstand skal muligvis forstås således, at det er spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til genoptagelse af den indbragte afgørelse, som påstås hjemvist til SKAT. I dette tilfælde skal der ske afvisning af påstanden, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Der er ikke lovhjemmel til at lade SKAT realitetsbehandle en afgørelse fra et ankenævn, således som det anføres i den tertiære påstand samt processkrift 1, side 1, 5. afsnit. Den indbragte afgørelse vedrører som anført spørgsmålet om, hvorvidt Skatteankenævnet skulle genoptage sin egen tidligere afgørelse. Sagsøgeren kan ikke opnå medhold i, at der skal ske hjemvisning til SKAT af dette spørgsmål.

Såfremt den indbragte afgørelse skal genoptages - eller som "det mindre i det mere" hjemvises - skal den behandles af et andet ankenævn, jf. bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2013, om bl.a. Skatteankenævnenes forretningsorden, § 2, stk. 6.

Sagsøgerens tertiære påstand skal muligvis i stedet forstås således, at sagsøgerens indkomstansættelse for 2006 påstås hjemvist til SKAT. Også i dette tilfælde skal påstanden i medfør af skatteforvaltningslovens § 48 afvises. Påstanden har i givet fald karakter af "det mindre i det mere" i forhold til den principale påstand, som sagsøgeren ikke kan få prøvet under denne sag, jf. ovenfor. Sagsøgeren kan ikke omgå begrænsningen i adgangen til genoptagelse ved at påstå hjemvisning til realitetsbehandling af indkomstansættelsen. Den tertiære påstand skal derfor også af denne grund afvises.

Sagens faktuelle omstændigheder

Den 6. marts 2009 fremsendte SKAT et forslag til afgørelse (agterskrivelse) til sagsøgeren (bilag A), hvori hans selvangivne indkomst for 2006 forhøjedes som følge af yderligere overskud fra sagsøgerens personligt ejede virksomhed.

De foreslåede ændringer af sagsøgerens skattepligtige indkomst var uændrede i forhold til et tidligere forslag af 13. oktober 2008, idet SKAT ikke havde modtaget nye oplysninger, der kunne begrunde ændringer, jf. bilag A, side 1, 3. afsnit.

Følgende klagevejledning fremgik af agterskrivelsen, jf. bilag A, side 5, sidste afsnit og side 6, første afsnit (mine understregninger):

"Hvad skal du gøre

Hvis du kan godkende forslaget, behøver du ikke at gøre noget. Forslaget bliver indarbejdet i din årsopgørelse, som du kan se i løbet af 14 dage efter fristens udløb i din skattemappe på www.skat.dk. Vælg Borger og Tast Selv. Du modtager senere årsopgørelsen med posten, med mindre du har fravalgt papirudgaven.

Hvis du ikke kan godkende forslaget, kan du kontakte os senest den 30. marts 2009 med din begrundelse og eventuel dokumentation. "

Sagsøgeren anmodede om udsættelse af denne frist til den 1. august 2009, jf. udsættelsesanmodning fra sagsøgers advokat af 16. marts 2009 (bilag B).

Den 18. marts 2009 gav SKAT afslag på denne udsættelsesanmodning, jf. SKATs meddelelse om afslag på udsættelse (bilag C).

Det fremgår af meddelelsen om afslag, at SKAT fastholdt, at sagsøgerens bemærkninger og eventuelle indsigelser til skatteansættelsen for indkomståret 2006 skulle være fremsendt indenfor den i agterskrivelsen fastsatte frist, jf. bilag C, side 1, 3. afsnit.

Sagsøgeren fremkom ikke med bemærkninger og indsigelser til skatteansættelsen, og SKAT traf derfor afgørelse i overensstemmelse med forslaget af 6. marts 2009.

Afgørelsen blev truffet i form af en ændret årsopgørelse, der var tilgængelig i sagsøgerens skattemappe den 6. april 2009 og som blev udskrevet den 4. maj 2009, jf. årsopgørelse for 2006, opgørelse nr. 2 (bilag D, side 1).

Årsopgørelsen indeholdte underretning om, at skatteansættelsen kunne påklages indenfor en frist på tre måneder fra modtagelsen af årsopgørelsen, jf. bilag D, side 2.

Ved brev af 20. juli 2009 (bilag E) anmodede sagsøgerens advokat om, at SKAT skulle udfærdige en endelig afgørelse til brug for indgivelse af klage.

SKAT besvarede henvendelsen i brev af 22. juli 2009 (bilag F). I besvarelsen præciserede SKAT, at da der ikke var modtaget indsigelse til det fremsendte forslag, fremgik den endelige afgørelse af årsopgørelsen. Besvarelsen var vedlagt kopi af det tidligere fremsendte forslag og årsopgørelsen.

Den 28. april 2010 anmodede sagsøgeren om genoptagelse af SKATs afgørelse, jf. bilag 1, side 2, 1. afsnit.

SKAT godkendte ikke genoptagelsesanmodningen, men foretog en række mindre ændringer i skatteansættelsen, jf. SKATs afgørelse af 27. september 2010 (bilag G).

Herefter påklagede sagsøgeren SKATs afgørelse af 27. september 2010 til skatteankenævnet, som ved kendelse af 10. oktober 2011 pålagde SKAT at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2006, jf. bilag 1, side 2, 1. og 2. afsnit.

SKAT genoptog skatteansættelsen og sendte forslag til afgørelse den 30. januar 2012 og endelig afgørelse den 12. marts 2012, jf. bilag 1, side 2, 3. afsnit.

Denne afgørelse blev påklaget til skatteankenævnet den 12. juni 2012, jf. bilag 1, side 2, 4. afsnit.

Skatteankenævnet afsagde kendelse den 1. marts 2013 (bilag H), hvoraf bl.a. fremgår, at skatteankenævnet ikke fandt, at SKATs afgørelse af 12. marts 2012 var ugyldig, jf. bilag H, side 1, "Vedrørende formalia".

I brev fra sagsøgerens advokat af 16. september 2013 (bilag I) anmodede sagsøgeren om "genoptagelse" af skatteankenævnets afgørelse. Den begrundelse for genoptagelse, som anførtes i anmodningen, var, at det samme dag var kommet sagsøgerens advokat til kundskab, at der ifølge denne aldrig var truffet en afgørelse af SKAT vedrørende indkomståret 2006.

Disse betragtninger blev uddybet i sagsøgerens efterfølgende korrespondance med skatteankenævnet, jf. bilag 1, side 4 og 5.

Sagsøgerens genoptagelsesanmodning blev afvist ved skatteankenævnets kendelse af 14. maj 2014, jf. bilag 1, side 1.

Det er denne kendelse af 14. maj 2014 (bilag 1), der i nærværende sag er indbragt for retten, jf. stævningen af 14. august 2015.

Sideløbende med det ovenfor beskrevne sagsforløb vedrørende forhøjelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst, har der været et sagsforløb vedrørende sagsøgerens momstilsvar, jf. stævningen, side 1, sidste afsnit.

For så vidt angår disse momsforhold afsagde Landsskatteretten kendelse den 13. december 2013 (bilag J). Af kendelsen fremgår det, at Landsskatteretten anså SKATs afgørelse vedrørende momsforholdende for ugyldig, jf. bilag J, side 1.

Herom anføres nærmere, jf. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse, bilag J, side 9, 4. og 5. afsnit (mine understregninger og tilføjelser i [ ]):

"SKAT udsendte den 6. marts 2009 [bilag A] en agterskrivelse til indehaveren vedrørende ændring af indkomst og moms for indkomståret/afgiftsperioden 2006. Den 22. juli 2009 sendte SKAT ifølge det oplyste kopi af forslaget samt en årsopgørelse for indkomståret 2006 til klageren. [Bilag F] Årsopgørelsen fungerer som afgørelse for den del af ændringen, der vedrører indkomstansættelsen.

Der er ikke udsendt en afgørelse vedrørende momstilsvaret til klageren eller hans virksomhed, ligesom SKAT har oplyst, at ændringerne af momstilsvaret i afgørelsen foretaget i 2009 ikke er indberettet."

Videre anfører Landsskatteretten, jf. bilag J, side 10, 4. afsnit (min understregning):

"SKATs tidligere udsendte forslag til afgørelse dateret den 6. marts 2009 er ikke vedrørende momstilsvaret fulgt op af en afgørelse. Dermed er skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. ikke opfyldt, og forslaget anses dermed for bortfaldet."

Anbringender

Til støtte for de nedlagte frifindelsespåstande gøres det overordnet gældende, at sagsøgerens genoptagelsesanmodning er fremsat for sent, og at betingelserne for genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse ikke er opfyldt.

Skatteankenævnets adgang til genoptagelse er reguleret i skatteforvaltningslovens § 35 g. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013 og har virkning for anmodninger om genoptagelse, hvorom skatteankenævnet først har truffet afgørelse efter 1. januar 2014, jf. § 16, stk. 3.

Allerede fordi genoptagelsesanmodningen ikke blev indgivet inden udløb af fristen i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, kan der ikke ske genoptagelse. Skatteankenævnet traf afgørelse den 1. marts 2013 (bilag H), hvorfor en anmodning om genoptagelse skulle være indgivet inden tre måneder herefter, jf. også bilag 1, side 7, 4. afsnit. Sagsøgeren anmodede om genoptagelse den 16. september 2013 (bilag I).

Det er ubestridt, at anmodningen (bilag I) er indgivet efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2. Allerede af denne årsag kunne anmodningen om genoptagelse alene imødekommes, hvis der efter skatteankenævnets skøn forelå ganske særlige omstændigheder, som talte derfor, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3.

Hertil kommer, at selv hvis man bortså fra den tidsmæssige begrænsning i stk. 2, har sagsøgeren ikke godtgjort, at betingelserne for genoptagelse efter stk. 1 er til stede. Genoptagelse efter stk. 1 forudsætter således, at skatteankenævnet forelægges oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og at det skønnes, at disse oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1. Dette er ikke godtgjort.

Også af denne årsag kunne der alene ske genoptagelse, hvis der forelå ganske særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3.

Det er ikke godtgjort, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder.

Oprindeligt støttede sagsøgeren udelukkende genoptagelsesanmodningen på et anbringende om, at der slet ikke var truffet en afgørelse vedrørende SKATs forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2006, jf. bilag 1, side 4-6., samt tillige eksempelvis i stævningen, side 2, 1.-3. afsnit, hvor det også anføres, at "der foreligger ganske særlige forhold, der taler for en genoptagelse".

Skattemyndighederne har imidlertid truffet en gyldig afgørelse i form af den ændrede årsopgørelse fremlagt som bilag D, som var tilgængelig i sagsøgerens skattemappe den 6. april 2009. Forud herfor modtog sagsøgeren ved agterskrivelsen af 6. marts 2009 (bilag A) lovmæssig underretning om den påtænkte ændring af skatteansættelsen og frist for at fremkomme med indsigelser, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt.

Sagsøgerens fremkom ikke med indsigelser til forslaget, og SKAT var derfor berettigede til at træffe afgørelse i overensstemmelse med agterskrivelsen uden yderligere underretning af sagsøgeren, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, 2. pkt.

Den ændrede årsopgørelse (bilag D), der var tilgængelig i sagsøgerens skattemappe den 6. april 2009, og som endvidere blev sendt til både sagsøgeren og dennes advokat, udgør således en afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, 2. pkt., jf. Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven mv., LFF 1994-1995.1.45, særlige bemærkninger til § 2, nr. 3.

Det ændrer ikke herpå, at Landsskatteretten i kendelse af 13. december 2013 fandt, at der ikke var truffet en endelig afgørelse for så vidt angår momsansættelsen, jf. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse, bilag J. Landsskatteretten anførte derimod udtrykkeligt, at den ændrede årsopgørelse fungerer som afgørelse for den del af ændringen, der vedrører indkomstansættelsen, jf. bilag J, side 9, 4. afsnit, 3. pkt.

Skatteankenævnets afgørelse af 14. maj 2014 (bilag 1) er derfor korrekt. Der forelå ikke sådanne ganske særlige omstændigheder, som nævnt i skatteforvaltningslovens § 35, stk. 3.

Det bemærkes, at bestemmelsens stk. 3 udgør en "sikkerhedsventil" i forhold til stk. 1 og 2, og den skal som sådan administreres og fortolkes restriktivt.

Sagsøgeren er efterfølgende under byretssagen - i replikken og de efterfølgende skrifter - fremkommet med en lang række anbringender om angivelige formalitetsmangler ved SKATs og Skatteankestyrelsens sagsbehandling, herunder at SKAT ikke rettidigt har forhøjet skatteansættelsen.

Ingen af disse nye anbringender kan hverken hver for sig eller til sammen føre til, at Skatteankenævnets afgørelse skal genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g.

Det bestrides, at SKATs eller skatteankenævnets afgørelse er ugyldige som følge af sagsbehandlingsfejl. Det er ikke godtgjort, at der som påstået er mangler ved afgørelserne eller sagsbehandlingen.

Det gøres under alle omstændigheder gældende, at eventuelle formalitetsmangler ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke kan medføre, at SKATs afgørelse er ugyldig, jf. f.eks. UfR 2007.776 H, UfR 2000.1504 H, UfR 2007.225/2H (SKM2006.677.HR), UfR 2008.2538 H, SKM2012.12.ØLR og SKM2012.168.ØLR.

De påståede formalitetsmangler har ikke haft betydning for afgørelsens materielle indhold.

Uanset om det lægges til grund, at den indbragte afgørelse er ugyldig, hvilket bestrides, vil der fortsat ikke være grundlag for genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse af 1. marts 2013.

Sagsøgeren har under sagen fremsat en omfattende mængde indsigelser. Idet omfang disse ikke allerede er bestridt ved det ovenfor anførte, bestrides de hermed."

Skatteministeriet har under hovedforhandlingen bestridt As synspunkt om, at der i påstandsdokumentet er anført nye anbringender, som ikke var gjort gældende under sagens forberedelse. Skatteministeriet har subsidiært anført, at såfremt retten finder, at påstandsdokumentet indeholder nye anbringender, så er betingelserne i henhold til retsplejelovens § 358, stk. 6, nr. 2, opfyldt, idet A har haft tilstrækkeligt mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen.

Parterne har i øvrigt i det væsentligste procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

Retsgrundlag

Skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 med senere ændringer, bestemmer om agterskrivelse og afgørelse som varslet:

"§ 20. Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Stk. 2. Den selvangivelsespligtige m.v. skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den selvangivelsespligtige m.v. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.

Stk. 3. ..."

Bestemmelsen bygger på tidligere gældende § 3 i skattestyrelsesloven, jf. ændringslov nr. 1113 af 21. december 1994. Om formen for en afgørelse fremgår af bemærkningerne til denne ændringslov, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, 500, specielle bemærkninger til ændringslovens § 2:

"...

Det foreslås, at skattemyndighederne ikke skal følge en "agterskrivelse" op med en kendelse i de tilfælde, hvor den skattepligtige ikke er fremkommet med indsigelser mod agterskrivelsen inden udløbet af en i agterskrivelsen angiven indsigelsesfrist, jf. forslaget til § 3, stk. 4 i skattestyrelsesloven.

Udtrykket "agterskrivelse" bruges om skrivelser fra en ligningsmyndighed, hvori myndigheden overfor den skattepligtige med begrundelse varsler en skatteansættelse.

Efter de gældende regler skal skatteansættelser meddeles den skattepligtige skriftligt i form af en "kendelse", uanset om den skattepligtige er fremkommet med indsigelser mod den forud fremsendte agterskrivelse.

Dette er fundet at indebære en unødvendig administrativ omkostning. Det foreslås derfor, at udsendelse af egentlig "kendelse" som udgangspunkt kan undlades i alle tilfælde, hvor der ikke er gjort indsigelse med "agterskrivelsen".

Den skattepligtige vil i givet fald alene modtage en "årsopgørelse", der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Disse årsopgørelser vil blive påført klagevejledning..."

Skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 med senere ændringer, indeholder endvidere i § 35 g og § 48 følgende bestemmelser:

"...

§ 35 g. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

Stk. 2. De nye oplysninger skal forelægges myndigheden inden for en af følgende frister:

1) Fristerne efter § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1, eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 48, stk. 3, for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

Stk. 3. Den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis myndigheden skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 4. ...

§ 48. Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en afgørelse truffet af en skattemyndighed først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af klageinstansen på området. Retten kan dog tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

Stk. 2. ..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Processuelt

Retten finder ikke, at A har godtgjort, at der i Skatteministeriets påstandsdokument findes nye anbringender, som ikke var gjort gældende før sagsforberedelsens afslutning. At påstandsdokumentet ud over anbringender også indeholder en gengivelse af Skatteministeriets opfattelse af sagens faktiske omstændigheder, kan ikke føre til andet resultat.

Allerede derfor finder retten ikke, at der i medfør af retsplejelovens § 358, stk. 6, er grundlag for at afskære nogen del af det, som fremgår af Skatteministeriets påstandsdokument.

As principale, mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande.

Skatteankenævnet afviste i sin afgørelse af 14. maj 2014 As anmodning om genoptagelse af nævnets afgørelse af 1. marts 2013 vedrørende indkomstansættelse 2006.

Den foreliggende sag vedrører prøvelse af Skatteankenævnets afgørelse af 14. maj 2014.

As principale påstand må forstås sådan, at der påstås ugyldighed af den af skattemyndighederne foretagne skatteansættelse og samtidig realitetsansættelse til den indkomst, som A havde selvangivet for indkomståret 2006. As mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande må forstås sådan, at de vedrører hjemvisning til fornyet realitetsbehandling af skatteansættelsen hos enten Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller SKAT.

Der blev ikke ved Skatteankenævnets afgørelse af 14. maj 2014 taget stilling til gyldigheden af As skatteansættelse eller foretaget nogen realitetsbehandling af hans skatteansættelse for 2006. Afgørelsen af 14. maj 2014 angik alene, om betingelserne i skatteforvaltningslovens § 35 g for genoptagelse af nævnets afgørelse af 1. marts 2013, var opfyldt. Spørgsmål om gyldigheden af den materielle skatteansættelse af A i indkomståret 2006 eller spørgsmål om hjemvisning til realitetsbehandling af denne kan herefter ikke prøves af retten, idet der ikke er grundlag for at fravige hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1.

Som følge heraf tages Skatteministeriets påstand om afvisning af As principale, mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande til følge.

As subsidiære påstand

Den anmodning om genoptagelse, som blev behandlet i Skatteankenævnets afgørelse af 14. maj 2014 vedrørte genoptagelse af ankenævnets afgørelse af 1. marts 2013 om at anse A for skattepligtig af 926.472 kr. vedrørende overskud af virksomheder i 2006.

Fristen for at anmode om genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 35 g var tre måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 2, nr. 2. Da anmodningen om genoptagelse blev indgivet den 16. september 2013, var denne tidsfrist overskredet.

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankenævnets skøn om, at der ikke foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde en genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3. Det følger af forarbejderne til § 3 i den tidligere gældende skattestyrelseslov, som skatteforvaltningslovens § 20 viderefører, at en årsopgørelse udarbejdet på grundlag af en agterskrivelse, som der ikke rettidigt fremsættes indsigelser imod, udgør en afgørelse vedrørende det pågældende indkomstår. As anbringende om, at han ikke har modtaget en afgørelse vedrørende sin indkomstopgørelse i skatteåret 2006, er således ikke korrekt. Retten finder heller ikke, at A ved sine synspunkter om manglende partshøring, manglende underretning af partsrepræsentant, manglende imødekommelse af udsættelsesbegæring, inhabilitet hos myndigheden og andre påberåbte sagsbehandlingsfejl har godtgjort, at sådanne sagsbehandlingsfejl har fundet sted.

Herefter, og idet det heller ikke på anden vis er godtgjort, at der ved skatteankenævnets afgørelse af 1. marts 2013 forelå retlige mangler af væsentlig karakter, som kunne have forpligtet skatteankenævnet til at bringe genoptagelsesadgangen i skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 3, i anvendelse, tages Skatteministeriets påstand om frifindelse for As subsidiære påstand til følge.

Sagsomkostninger

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der i passende beløb til dækning af Skatteministeriets udgift til advokatbistand er tilkendt 40.000 kr. Retten har ved fastsættelsen taget udgangspunkt i, at sagsgenstandens værdi må skønnes at befinde sig i intervallet 200.001 500.000 kr. (skatteværdien af forskellen mellem 926.472 kr. og 39.588 kr., som angivet i As principale påstand), jf. landsretspræsidenternes notat af 17. december 2008 om afgørelser om sagsomkostninger i civile sager, og i at Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Herudover er der ved fastsættelsen af sagsomkostningerne taget hensyn til sagens forløb og udfald.

T h i  k e n d  e s  f o r  r e t:

As principale, mere subsidiære, mest subsidiære og tertiære påstande afvises.

Skatteministeriet frifindes for As subsidiære påstand.

A skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagens omkostninger med 40.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8 a.