Ekstraordinær genoptagelse - særlige omstændigheder - psykisk sygdom

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato27 Feb 2017
Dato for udgivelse04 Apr 2017 06:20
SKM-nummerSKM2017.242.VLR
MyndighedVestre Landsret
SagsnummerB-1206-16
Dokument typeDom
EmneordSkønsmæssig, psykisk, sygdom, omstændigheder, sygejournaler
Resumé

Sagsøgeren indleverede ikke selvangivelse for indkomståret 2009 rettidigt, hvorfor skattemyndighederne skønsmæssigt fastsatte sagsøgerens indkomst til 135.000,-. Efter udløb af fristen for ordinær genoptagelse anmodede sagsøgeren om ekstraordinær genoptagelse i september 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Sagsøgeren gjorde gældende, at han ikke kunne varetage sine interesser som følge af psykisk sygdom. Sagsøgeren havde fremlagt sygejournaler for dele af perioden, og sagsøgerens revisor havde i sagen ved Landsskatteretten udarbejdet en råbalance som viste, at skatteansættelsen skulle have været lavere.

Retten udtalte, at det forhold, at råbalancen viste, at indkomsten skulle være 100.729 kr. lavere end som fastsat af skattemyndighederne, ikke udgjorde særlige omstændigheder. Derudover udtalte retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at sagsøgeren i hele den relevante periode på grund af psykisk sygdom har været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen for 2009, hvorfor retten ikke fandt, at der var sådanne "særlige omstændigheder" i § 27, stk. 1 nr. 8's forstand.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2016.600.BR)

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, A.A.8.2.2.2.2.8


Parter 

A

(v/Adv. Khuram Ahmed)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Mette Lindskoug - v/Adv. Fm. Stine Maria Scheibel) 

Afsagt af Landsretsdommerne

Erik P. Bentzen, Poul Hansen og Henrik Twilhøj

Sagens oplysninger

Byretten har den 29. juni 2016 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 10-978/2015) (SKM2016.600.BR)

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sin påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

A har for landsretten fremlagt en udskrift fra hjemmesiden www...dk.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A i hvert fald siden den 28. oktober 2010 har lidt af psykiske problemer. Landsretten tiltræder imidlertid, at det ved bevisførelsen, herunder de fremlagte journaler fra Psykiatrien, ikke er godtgjort, at A i hele den relevante periode frem til den 1. maj 2013 på grund af psykisk sygdom har været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen for 2009.

Landsretten tiltræder endvidere, at de oplysninger, der fremgår af den råbalance, som As revisor har udarbejdet, heller ikke i sig selv udgør "særlige omstændigheder", der kan begrunde, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, for genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2009 er opfyldt.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr. inkl. moms til udgifter til advokatbistand.

Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr.

De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.

SKM2016.600.BR