Fradrag for forbedringer - grundværdi - tilslutningsafgift

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato03 Mar 2017
Dato for udgivelse05 Apr 2017 06:20
SKM-nummerSKM2017.252.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 1-310/2016
Dokument typeDom
EmneordUdgifter, etablering, ekstern, fjernvarmeledning, grundværdiforbedrende, karakter, byggeri, byggeregnskab, faktura, tilslutning, sandsynliggjort,
Resumé

Skatteyderen havde anmodet om fradrag for udgifter til betaling af en tilslutningsafgift i forbindelse med etablering af en ekstern fjernvarmeledning. Der var under sagen enighed om, at selve ledningen havde grundværdiforbedrende karakter.

Fjernvarmeledningen var etableret i forbindelse med et byggeri på ejendommen, som skatteyderen ejede sammen med et andet boligselskab og Amtet. Skatteyderen ejede 50/100 af grunden.

Der blev under sagen bl.a. fremlagt et byggeregnskab, hvoraf det fremgik, at der var betalt i alt 625.000 kr. i tilslutningsafgift. Byggeregnskabet var ikke udspecificeret. Herudover fremlagde skatteyderen to e-mailkorrespondancer med det vandforsyningsselskab, som havde etableret fjernvarmeledningen samt et takstblad. Der blev også fremlagt en faktura vedrørende en senere tilslutning på ejendommen, men ikke en faktura for den i sagen omhandlede tilslutning.

Retten fandt, at skatteyderen i et vist omfang havde sandsynliggjort, at der var betalt tilslutningsafgift på ejendommen. Retten fandt imidlertid ikke, at skatteyderen i fornødent omfang havde sandsynliggjort, hvilket konkret beløb i tilslutningsbidrag der var betalt, samt hvad det betalte beløb i tilslutningsbidrag dækkede over, herunder hvor stor en del af det betalte beløb der vedrørte udgifter, der ville kunne fradrages efter den dagældende vurderingslovs § 17.

Idet der var en ikke ubetydelig usikkerhed om både størrelsen af det konkret betalte tilslutningsbidrag, og om hvilken andel af det betalte bidrag, der vedrørte udgifter, der ville kunne fradrages efter den dagældende vurderingslovs § 17, og da der også var en ikke ubetydelig usikkerhed om, i hvilket omfang skatteyderen måtte have betalt noget af beløbet, fandt retten ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling og frifandt derfor Skatteministeriet.

Reference(r)

Vurderingslovens § 17 (dagældende)

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, H.A.3.3.2


Parter

H1

(v/Adv. Susanne Damouni)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. fm. Sebastian Knop Reventlow)

Afsagt af byretsdommer 

Søren Ejdum

Sagens baggrund og parternes påstande:

Denne sag, der er anlagt den 15. marts 2016, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, H1, er berettiget til fradrag for udgifter til varmeforsyningen til ejendommen beliggende Y1-adresse, hvilket sagsøgte, Skatteministeriet, ikke har fundet sagsøgeren berettiget til.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstand:

Fradragsansættelsen for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21) for udgifter til varmeforsyningen, pr. 1. oktober 2006 og pr. 1. oktober 2008, hjemvises til vurderingsmyndigheden til fornyet behandling.

Sagsøgte har nedlagt følgende påstand:

Frifindelse.

Oplysningerne i sagen:

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatterettens traf den 16. december 2015 afgørelse vedrørende den i påstanden nævnte ejendom, og sagsøgeren indbragte den 15. marts 2016 sagen for Byretten.

Den omhandlede ejendom er en storparcel på 6.392 m2 beliggende Y1-adresse, matrikel nr. ...22.

Ejendommen er en moderejendom med 4 underejendomme, der ejes af Amtet, G1 og sagsøgeren i forholdet 26/100, 24/100 og 50/100.

Ejendommen erhvervedes i 2004 af parterne for en købesum på 15.000.000 kr. med henblik på opførelse af et byggeri bestående af 86 boliger og et patienthotel med et samlet etageareal på 10.343 m2.

Ifølge oplysninger fra BBR-registreret opførtes der på ejendommen et patienthotel (Y1b-adresse) og en etageboligbebyggelse med 31 boliger på grunden (Y1c-adresse) i 2006.

I 2010 opførtes sidste etape på ejendommen bestående af en etageboligbebyggelse med 48 boligenheder (Y1c-adresse).

I det mellem parterne oprettede skøde er om tilslutningsafgifter anført:

"...

Sælgerne og køberne betaler eventuelle yderligere tilslutningsafgifter i forbindelse med det forestående byggeri i fællesskab, og tilslutningsafgifterne indgår som en post i byggeregnskabet, der fordeles, som nævnt i punkt 3.

..."

SKAT afviste i afgørelse af 23. oktober 2013 at indrømme fradrag for tilslutningsbidrag til varmeforsyningen, idet kravet efter vurderingsankenævnets opfattelse var forældet.

Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten, der traf afgørelse den 16. december 2015. I afgørelsen er blandt andet anført:

"...

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til anlæggelse af fjernvarmeforsyning og tilslutningsafgift for varme.

Foreningen har fremlagt et ledningskort, som viser fordelingen af varmeledninger internt på foreningens grund.

Det fremgår af skødets pkt. 10, at sælger - Amtet - og køber - foreningen - betaler eventuelle yderligere tilslutningsafgifter i forbindelse med det forestående byggeri i fællesskab, og at tilslutningsafgifterne indgår som en post i byggeregnskabet, der fordeles, som nævnt i punkt 3.

Vedrørende bekostningen henviser foreningen til en e-mailkorrespondance mellem G2 og G3. I e-mailkorrespondancen oplyses det blandt andet, at Y1c-adresse tilsluttes den 19.05.05, og at Y1a-adresse tilsluttes den 27.01.2009. Det oplyses yderligere, at foreningen skal betale normal takst. G3 oplyser, at de ikke længere har en kopi af en faktura eller anden dokumentation.

Det fremgår desuden af skema C, at der er betalt "Tilslutningsafgifter" for i alt 625.000 kr., og foreningen har fremlagt en V&S prisberegning.

De opregnede udgifter i skema C er ikke specificeret og e-mailen er ikke suppleret med en form for bekræftelse på, hvad der konkret er blevet betalt af foreningen - på trods af opfordring hertil. Skema C består af summariske poster, og der er ikke knyttet oplysninger om, hvilke tilslutningsafgifter, der konkret er afholdt i forbindelse med byggeriet.

Retten bemærker, at en V&S-prisberegning ikke dokumenterer eller sandsynliggør, at en udgift er afholdt af foreningen, idet den udelukkende bruges til at beregne en skønnet pris.

Selv om G3 bekræfter, at fjernvarmeselskabet har anlagt nye ledninger ind på foreningens grund i forbindelse med foreningens byggeri i 2006, og det oplyses, at foreningen skal betale normal takst, og at de har betalt ud fra det på tidspunktet for byggemodningen gældende takstblad, så har hverken foreningen eller G3, efter rettens vurdering, været i stand til at fremlægge faktura, eller anden sikker dokumentation for, hvad den konkrete udgift til varmetilslutning har udgjort.

Foreningen har efter rettens vurdering ikke dokumenteret den faktisk afholdte udgift til varmetilslutning, ligesom der ikke er dokumenteret, at der er afholdt udgifter til varmetilslutning.

På baggrund af ovenstående stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse på dette punkt.

..."

Under denne sags behandling har sagsøgerens advokat, advokat IS, ved e-mail af 18. september 2016 til G3 bedt om svar på følgende spørgsmål:

"...

1. Kan det med sikkerhed bekræftes, at grundejeren har betalt varmetilslutningsbidrag for ejendommen beliggende Y1-adresse i 2005? Det bemærkes, at ejendommen tidligere hed Y2-adresse.

2. Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, bedes et eventuelt beløb oplyses eller en redegørelse for sammensætningen af tilslutningsbidraget. Er der tilmeldingsblanketter eller andet materiale vedrørende ejendommen bedes dette tilsendt.

3. Du henviser i vedhæftede korrespondance til et takstblad, som der skulle være betalt i henhold til. Er det muligt at sende det omtalte takstblad til mig

..."

Direktør i G3, LM, anfører i sin e-mail af 21. september 2016:

"...

Vi kan bekræfte at vi har modtaget betaling iht. til det gældende takstblad på daværende tidspunkt.

Takstbladet finder du på vores hjemmeside, som også anført af NB.

Vi ligger ikke inde med yderligere oplysninger eller dokumentation."

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument blandt andet anført:

"Retten skal i nærværende sag foretage en fuld prøvelse af Landsskatterettens afgørelse, herunder tage stilling til, om der efter de frem til 1. januar 2013 gældende regler i vurderingsloven om fradrag skulle ansættes et skønsmæssigt fradrag for sagsøgers udgifter til varmeforsyning.

DEN RETLIGE VURDERING OG ANBRINGENDER

Vurderingslovens regler om fradrag for forbedringer blev ophævet pr. 1. januar 2013, men da nærværende sag er omfattet af ophævelseslovens overgangsbestemmelser, skal sagen vurderes efter de regler, der var gældende i de af sagen omfattede genoptagelsesår.

Den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18 havde følgende ordlyd:

§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringen består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

Stk.2. Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år - for skov, der vurderes i henhold til § 15, stk. 1-3, dog 60 år - før vurderingen.

Det overordnede formål med §§ 17 og 18 var at friholde grundforbedringer for beskatning, og således at fremme, at der skete sådanne grundforbedringer. Dette havde været formålet med loven siden indførelsen i 1922.

Af §§ 17 og 18 fremgår det, at fradraget er underlagt to begrænsninger:

1. Foranstaltningen skal virke værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien.

2. Fradraget må ikke overstige de af ejeren afholdte udgifter.

Konkret vedrører denne sag spørgsmålet om fradrag for tilslutningsafgifter. Det følger af Vestre Landsrets dom i SKM2009.323.VLR, at udgifter til tilslutningsafgifter er fradragsberettiget. I sagen fastslår Vestre Landsret således, at tilslutningsafgifter ikke skal behandles anderledes end byggemodningsafgifter i forbindelse med fradrag for forbedringer.

Landsretten fandt, at en tilslutningsafgift skal anses for betaling af en konkret investering til sikring af fjernvarmeforsyningen til den udstykning/grund, som tilslutningen blev opkrævet for. Landsretten fandt derefter ikke grundlag for at behandle tilslutningsafgiften anderledes end udgiften til anlæg af varmeforsyning internt på grunden/udstykningen i forhold til spørgsmålet om fradrag for forbedringer uden for grunden/udstykningen.

Da det var oplyst, at tilslutningsafgiften foruden fremføring af forsyningsledning også var anvendt til betaling af udgifter, der ikke indebar en forbedring af grunden blev sagen dog hjemvist til vurderingsmyndighederne til beløbsmæssig opgørelse. Retten kunne således ikke imødekomme sagsøgers påstand om 100 % fradrag for tilslutningen, men der var adgang til fradrag for de betalte tilslutningsafgifter.

Tilsvarende i SKM2013.387.VLR, hvor landsretten med henvisning til byrettens dom igen kom frem til, at tilslutningsafgifter er fradragsberettiget, men at et skønsmæssigt ansat fradrag herfor, svarende til 50 % af den afholdte tilslutningsafgift, ikke kunne tilsidesættes.

Sagsøgte har ikke direkte besvaret sagsøgers opfordring (2) om, hvorvidt de markerede ledninger på bilag 7, der forsyner sagsøgers ejendom, udgør grundværdiforbedrende materielle foranstaltninger.

Sagsøgte vurderer ledningerne som hovedanlæg og lægger fejlagtigt til grund, at varmeforsyningsledningerne på etableringstidspunktet var beliggende indenfor matrikelgrænsen: "Sagsøgeren har fremlagt et ledningskort (bilag 7), hvorpå der med lys grøn farve er markeret, hvad sagsøgeren anser for at være et hovedanlæg. Det bemærkes, at skelgrænsen (markeret med rød) på tidspunktet for etablering af ledningsnettet tillige omfattede matrikel nr. 18."

Der er ikke en omkringliggende matrikel nr. 18, hvorfor henvisningen hertil må bero på en fejl. Der er derimod en ejendom med adressen Y3-adresse, hvorfor det antages, at det er denne ejendom, der henvises til.

Y3-adresse med matrikel nr. ...23 er udstykket fra ejendommen beliggende Y4-adresse (ejendomsnummer ...24) og har derfor aldrig været en del af sagsøgers matrikel.

Der må derfor være enighed om, at ledningerne, der er eksternt beliggende og forsyner sagsøgers ejendom, efter deres karakter udgør materielle foranstaltninger, der virker værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien og således berettiger til fradrag i henhold til praksis, jf. den Juridiske Vejledning 2016-2, afsnit H,A.3.3.2

Praksis herfor er gengivet således i vejledningen:

"Hvornår gives der fradrag

Efter SKATs praksis gives fradrag for vej- og forsyningsanlæg mv. i fx et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for grunden. Udgifter til anlæg samt til pladsbelægning mv. på selve grunden anses derimod for at være en del af byggeomkostningerne. Der gives fx fradragsret for kloak frem til skel, men ikke fra skel til hus.

[...]

Kloakering og etablering af vand-, gas-, varme- og elforsyning

Udgifter til kloakering og etablering af vand-, gas, varme- og elforsyning kan berettige til fradrag for forbedringer ud fra de netop beskrevne regler. Det gælder også den del af udgifterne til landinspektør, projektering og tilsyn, som vedrører kloak, vand og el. Se SKM2010.419.LSR. "

Det bemærkes i den forbindelse, at antagelsen er baseret på, at den Juridiske Vejledning har cirkulærestatus og således er bindende for myndighederne, hvorfor sagsøgte, efter sagsøgers mening, ikke kan gøre gældende, at varmeforsyningsledninger, jf. bilag 7, der forsyner sagsøgers ejendom, ikke udgør fradragsberettigede grundværdiforbedringer.

I forhold til problemstillingen, jf. ovenfor, vedrører nærværende sag således alene betingelse nr. 2 - begrænsningen om, at et fradrag ikke må overstige de af ejeren afholdte udgifter, og altså nærmere om sagsøger har afholdt udgifter til varmetilslutning som værende gået delvist til varmeforsyningsledningerne, der forsyner sagsøgers ejendom

Reglerne om fradrag for grundforbedring er ophævet ved lov nr. 925 af 18. september 2012. Selve ophævelsen har ikke betydning for nærværende sag, idet sagen udelukkende vedrører fradrag for grundforbedringer, der var foretaget inden lovens ikrafttræden, og idet anmodning om ansættelse af fradrag blev fremsat inden den 1. januar 2013.

I bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 198 af 14. august 2012) er anført følgende:

"De eksisterende regler om grundforbedringsfradrag er som nævnt vanskeligt at administrere for såvel borgerne som SKAT. Dette skyldes flere forhold. For det første mangler der i lovgivningen en klar definition af, hvad det er for nogen udgifter, som grundforbedringsfradraget kan omfatte. Dernæst er det uklart, hvordan og hvornår de pågældende udgifter skal kunne dokumenteres. "

Videre anføres det:

"Et kompliceret regelsæt og en uensartet administration i den tidligere vurderingsorganisation bevirkede, at der rundt omkring i landet kunne findes mange udstykninger, hvor det var uklart om grundforbedringsfradraget var fastsat korrekt. "

Det fremgår altså, at lovgiver og Skatteministeriet var af den opfattelse, at der var tale om et uklart og mindre forståeligt regelsæt. Lovgiver og Skatteministeriet har uanset, at vurderingsloven har rødder tilbage til 1922 undladt at sørge for, at reglerne blev gjort klare og forståelige.

Samtidig med ophævelsen af reglerne om fradrag for grundforbedringer, skærpede lovgiver kravet til den dokumentation, der skal foreligge for at opfylde betingelsen om, at forbedringen skal være bekostet af grundejeren.

Således blev der i § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012 indført krav om fremlæggelse af bestemte former for dokumentation i relation til grundforbedringsfradrag. Et noget usædvanligt skridt, idet bevisbedømmelsen i dansk ret som udgangspunkt er fri.

Det skærpede dokumentationskrav finder kun anvendelse for anmodninger, der indgives i perioden fra lovens ikrafttræden den 1. januar 2013 og frem til den 1. maj 2013 - og gælder således ikke i nærværende sag.

Når Landsskatteretten i præmisserne specifikt lægger vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation i form af "faktura eller anden sikker dokumentation for hvad den konkrete udgift til varmetilslutning har udgjort", anvender Landsskatteretten det skærpede dokumentationskrav i strid med den dagældende vurderingslov og dertil relaterede dokumentationskrav.

Det skatteretlige dokumentationskrav er behandlet af Højesteret i SKM2004.162.HR. Sagen omhandlede konkret spørgsmålet om befordringsfradrag. Skatteyderen havde i den forbindelse selvangivet et usædvanligt stort fradrag for befordring på 698 km dagligt mellem bopæl og arbejde.

På trods af opfordring herom, fremlagde skatteyderen ikke nogen som helst form for dokumentation til støtte for, at denne befordring rent faktisk havde fundet sted.

Ikke overraskende frifandt Højesteret Skatteministeriet i sagen. Højesteret anførte bl.a. følgende i præmisserne:

"Der kan imidlertid kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler i overensstemmelse med, hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider. " [Min understregning]

Det, der er værd at bemærke, er, at det efter Højesterets opfattelse er tilstrækkeligt at sandsynliggøre en udgifts afholdelse for at opnå et skattemæssigt fradrag.

Kravene til hvornår en udgifts afholdelse er sandsynliggjort er mindre end kravene til, hvornår en udgifts afholdelse er dokumenteret.

Højesterets præmisser er i øvrigt helt i overensstemmelse med den Thybjergske bevisteori efter hvilken, den der påstår noget usædvanligt også må føre bevis herfor.

Påstanden i SKM2004.162.HR, om fradrag for befordring for 698 km dagligt er aldeles usædvanlig, hvorfor Højesteret fandt, at der påhvilede skatteyderen et skærpet dokumentationskrav for, at den påståede befordring rent faktisk havde fundet sted.

Der er derimod ikke noget usædvanligt i, at sagsøger påstår at have afholdt udgifter til tilslutning til varme i forbindelse med modning og opførelse af et omfattende byggeri på en grund, hvortil der ubestridt er udført varmeforsyning til og på grunden af forsyningsselskabet i forbindelse med projektets gennemførelse.

Forsyningsselskabets opkrævning af tilslutning i den situation er helt normalt, og det er snarere Landsskatterettens antagelse om, at sagsøger ikke har afholdt udgifter hertil, som er usædvanlig.

Konkret gøres det derfor gældende, at der ikke er hjemmel i den dagældende vurderingslov eller praksis til at opstille så strengt et dokumentationskrav, som Landsskatterettens kendelse (bilag 1) er udtryk for.

Der er ikke tale om et på nogen måder usædvanligt fradrag eller en usædvanlig påstand, hvorfor der ikke kan anlægges en skærpet bevisbedømmelse.

På det skatteretlige område er der generel hjemmel til at fastsætte et fradrag skønsmæssigt. Af SKATs juridiske vejledning 2016-2, afsnit A,B.5.2, fremgår bl.a. følgende omkring sandsynliggjorte udgifter, der påstås fradrag for:

"Hvis SKAT finder det konkret sandsynliggjort, at en skattepligtig har afholdt fradragsberettigede udgifter, hvis størrelse den skattepligtige ikke kan dokumentere på regulær vis, kan SKAT foretage en skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift. "

Konkret for vurderingsområdet fremgik det af Vurderingsvejledningerne, som var gældende forud for de skærpede dokumentationskrav, og i de vurderingsår den foreliggende sag vedrører, at:

"Told- og skatteforvaltningen søger at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for, at et eventuelt fradrag kan ansættes korrekt. Skulle de fornødne oplysninger ikke være tilgængelige for told- og skatteforvaltningen på vurderingstidspunktet, må der tages hensyn til forbedringerne, så snart told- og skatteforvaltningen bliver bekendt med dem. Kan told- og skatteforvaltningen ikke skaffe den fornødne dokumentation for byggemodningsomkostningerne ansættes fradraget skønsmæssigt. "

Det kan heraf udledes, at der efter tidligere praksis ikke gjaldt et krav om dokumentation for den faktisk afholdte udgift, der påstås fradrag for, men at fradraget ved manglende dokumentation for udgiftens nærmere størrelse skulle fastsættes skønsmæssigt.

Et eksempel på en sådan skønsmæssig ansættelse af den pågældende udgift findes i SKM2016.6.BR. (SKAT red. SKM2016.64.BR) Sagen handlede om opgørelsen af en ejendomsavance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Grundejeren havde købt og solgt en grund i ubebygget stand. Grundejeren gjorde gældende, at han havde afholdt udgifter til at vedligeholde og forbedre grunden, der ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 2, skulle tillægges anskaffelsessummen. Forbedringen bestod i opfyldelse af en slugt, der var på grunden, da han erhvervede den.

Grundejeren havde ikke dokumenteret udgifterne i form af fakturaer eller lignende, idet alt dokumentationsmateriale var blevet ødelagt ved en brand, men det var godtgjort at opfyldelsen rent faktisk var sket, og at det var grundejeren, der havde afholdt udgiften hertil.

På den baggrund ansatte Landsskatteretten skønsmæssigt de udgifter, der skulle tillægges anskaffelsessummen, til 300.000 kr.

Byretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos SKAT, idet grundejeren med bevisførelsen for byretten havde godtgjort, at det af Landsskatteretten udøvede skøn over avancen, herunder de udgifter der skulle tillægges anskaffelsessummen, var udøvet på et forkert grundlag, hvorfor skønnet over udgifterne skulle foretages på ny af SKAT.

Efter de frem til 1. januar 2013 gældende regler kunne der således ikke stilles krav om fremlæggelse af eksakte fakturaer eller anden specifik dokumentation for en konkret udgifts afholdelse, idet der var hjemmel og pligt til at foretage en skønsmæssig opgørelse, når det var sandsynliggjort, at der var afholdt en udgift.

At det forholder sig sådant følger endvidere af § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012, der trådte i krav pr. 1. januar 2013, idet bestemmelsen netop blev vedtaget med henblik på at indføre krav om fremlæggelse af bestemte former for dokumentation i relation til grundforbedringsfradrag.

Det fremgår således, at § 3, stk. 6 alene gælder for genoptagelsesanmodninger indgivet efter 1. januar 2013. Med udgangspunkt i retsvirkningerne af bestemmelsen følger det derfor forudsætningsvist, at der forud herfor gjaldt andre krav til dokumentation for grundforbedringsfradrag. Havde der alene været tale om en lovfæstelse af gældende praksis, havde der jo ikke været behov for at tildele bestemmelsen retsvirkninger.

Ser man nærmere på bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

"Ejendommenes ejer skal ved anmodninger efter stk. 4 og 5 vedlægge dokumentation for de udgifter, som der ønskes fradrag for, i form af skøde, købsaftale, lokalplan, luftfoto af udstykningen eller storparcellen, byggeregnskab med underbilag for de pågældende poster samt fakturaer eller anden dokumentation for det udførte arbejde og udgiftens størrelse (...) "

For bedre forståelse af bestemmelsen kan henvises til de af sagsøgte modtagne høringssvar. Advokatrådet var høringspart i forbindelse med behandlingen af lovforslag 198, der lå til grund for lov nr. 925 af 18. september 2012, og anførte bl.a. følgende:

"Endelig anfører Advokatrådet om de foreslåede dokumentationskrav, at det er meget usædvanligt i dansk skatteret, at der indføres krav til den form, hvori et bevis skal foreligge. Efter Advokatrådets opfattelse bør det være op til myndighederne og i sidste ende domstolene at afgøre, om et bestemt forhold kan anses for at være bevist eller ej. De foreslåede regler er efter Advokatrådets opfattelse udtryk for en meget væsentlig skærpelse i forhold til Landsskatterettens nuværende praksis. " [Min fremhævning]

Skatteministeriet bekræftede i et svar hertil, at der var tale om en skærpelse af hidtidig administrativ praksis, som påpeget ovenfor. Skatteministeriet anførte i den forbindelse følgende:

"Det er korrekt, at der med den foreslåede udformning af dokumentationskravet bliver tale om en skærpelse i forhold til hidtidig praksis. Denne skærpelse er tilsigtet, Der er behov for at få gjort op med den række af problemstillinger, der knytter sig til grundforbedringsfradraget, herunder også med den her nævnte praksis (...) " [min fremhævning]

I et høringssvar fra R1, som også var høringspart, anførtes bl.a. følgende:

"[R1] er i tvivl om, hvornår de foreslåede regler om dokumentationskrav vil skulle gælde. R1 foreslår præciseret, at de skærpede dokumentationskrav alene omfatter anmodninger, der modtages af SKAT i perioden fra 1. januar til 1. maj 2013, mens anmodninger, der indbringes frem til den 31. december 2012 omfattes af de nugældende regler i vurderingslovens afsnit D." [min fremhævning]

Hertil anførte Skatteministeriet følgende:

"Hvis en sag er modtaget hos SKAT før den 1. januar 2013, og fuld dokumentation efter de hidtil gældende regler på dette tidspunkt også er modtaget hos SKAT, så gælder alene de hidtidige regler. Der er således ikke tale om, at de nye dokumentationskrav vil skulle opfyldes i verserende sager, som allerede er tilstrækkeligt dokumenteret efter de regler, der gælder i dag. " [Min fremhævning]

På baggrund af ovenstående, gør sagsøger gældende, at det er aldeles klart, at der ikke kan stilles krav om eksakt dokumentation for et bestemt afholdt beløb efter de forud for 1. januar 2013 gældende regler, som er de regler, den foreliggende sag skal afgøres efter.

Det er derfor i strid med det før 1. januar 2013 gældende dokumentationskrav i vurderingsloven, når Landsskatteretten i præmisserne lægger vægt på, at sagsøger ikke har fremlagt faktura, idet fremlæggelsen af en sådan dokumentation først blev indført som et krav med § 3, stk. 6 i lov nr. 925 af 18. september 2012.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i sagen for Landsskatteretten rent faktisk blev fremlagt takstblad, jf. bilag 6, som også positivt nævnes som et dokument, der kan opfylde de skærpede dokumentationskrav efter § 3, stk. 6.

Det fremhæves, at det ikke kan komme sagsøger bevismæssigt til skade, at en sådan bestemt form for dokumentation ikke rent faktisk fremlægges, når reglerne forud for 1. januar 2013, som sagen skal afgøres efter, ikke opstiller krav herom.

Fra praksis kan henvises til SKM2013.791.BR, SKM2013.829.BR, SKM2014.541.BR, SKM2014.875.BR og SKM2016.240.BR for så vidt angår problemstillingen i denne sag.

Fælles for disse domme er, at retterne har foretaget en fuldstændig prøvelse af, hvorvidt grundejerne havde sandsynliggjort at have afholdt udgifter til grundforbedringer. Da sådan udgiftsafholdelse var sandsynliggjort i dommene blev den beløbsmæssige ansættelse af fradraget hjemvist til SKAT, idet der netop er tale om fradrag, der skal ansættes skønsmæssigt. Det bemærkes, at den faktisk afholdte udgift og størrelsen heraf ikke var konkret dokumenteret i sagerne.

Det dokumentationskrav, der ses anvendt i dommene, er i overensstemmelse med ovenstående gennemgangen af bevisbyrdereglerne inde for området for grundforbedringsfradrag som de var gældende forud for indførelsen af de skærpede dokumentationskrav. Det er samme prøvelse - efter de dagældende regler - som retten skal foretage i nærværende sag.

Det følger også af Byrettens endnu ikke offentliggjorte dom af 30. september 2016, i sagsnr. BS 1A-1994/2015, (SKAT red. Dommen er nu offentliggjort - SKM2017.15.BR) hvor retten kom frem til, at der ikke kan stilles krav om fremlæggelsen af en bestemt form for dokumentation, men at spørgsmålet om sandsynliggørelse af bekostning skal afgøres efter en samlet vurdering af det fremlagte materiale.

Retten skal i denne sag foretage en tilsvarende fuldstændig prøvelse baseret på det dagældende retsgrundlag og den fremlagte dokumentation.

Sagsøger gør i den forbindelse gældende, at såfremt Skatteministeriets påstår, at en anden end sagsøger har afholdt udgiften til varmetilslutning, må Skatteministeriet føre bevis herfor.

Det er sagsøgers opfattelse, at sagsøger med den fremlagte dokumentation har sandsynliggjort afholdelse af varmetilslutningsbidraget:

Bilag 2 - Skøde i forbindelse med sagsøgers og G1s overtagelse af en ideel andel af ejendommen. Det fremgår af skødets pkt. 10, at "Sælgerne og køberne betaler eventuelle yderligere tilslutningsafgifter i forbindelse med forestående byggeri i fællesskab, og tilslutningsafgifterne indgår som en post i byggeregnskabet, der fordeles, som nævnt i punkt 3."

Såfremt der ikke skulle betales tilslutningsbidrag for ejendommen, hvilket i sig ville være ganske usædvanligt for en ejendom, der er tilsluttet forsyningsselskabets ledningsnet, savner det mening at indsætte en sådan bestemmelse i et så konkret udarbejdet skøde.

Alene det forhold, at køberne og sælger har taget stilling til fordeling af udgifter til tilslutningsbidrag, understøtter, at der er betalt tilslutningsbidrag for ejendommen - herunder for varmeforsyningen.

Bilag 3 - Mailkorrespondance mellem G2 og G3 fra januar 2014. I mail af 22. januar 2014 oplyses det, at sagsøger skal betale normal takst, og at der er betalt ud fra det sendte takstblad (bilag 6). Forsyningsselskabet bekræfter således, at der er betalt tilslutningsbidrag for ejendommen.

Forsyningsselskabet oplyser ligeledes, at de ikke har fakturaen fra 2005, da den er ældre end 5 år på tidspunktet for forespørgslen i 2014.

I takstbladet (bilag 6) ses det, at der er betalt 4.000 kr. ekskl. moms i tilslutningsbidrag.

Forsyningsselskabet oplyser ligeledes, at Y1a-adresse er tilsluttet den 27. januar 2009, mens Y1c-adresse er tilsluttet den 19. maj 2005.

Med udgangspunkt i mailen fra G3 må det lægges til grund, at der er betalt et tilslutningsbidrag, stort 5.000 kr. inkl. moms for ejendommen i 2005 i forbindelse med tilslutning af Y1c-adresse.

Sagsøgte bemærker i processkrift A, at det fremlagte takstblad (bilag 6) vedrører priserne for perioden 1. juli 2005 - 30. juni 2006 og derfor ikke afspejler priserne for tilslutningen den 19. maj 2005.

Det fremlagte takstblad (bilag 6) er sendt af forsyningsselskabet i forbindelse med korrespondancen i bilag 3. Forsyningsselskabet, der er klar over, hvornår tilslutningen er sket, har sendt priserne pr. 1. juli 2005 - 30. juni 2006, hvorfor det må lægges til grund, at det er de priser, der er anvendt i forbindelse med opkrævning af tilslutningsbidrag hos sagsøger.

Det bemærkes desuden, at der ikke er grundlag for at antage, at tilslutningstidspunktet den 19. maj 2005 er sammenfaldende med faktureringstidspunktet. Dette understøttes af den i bilag 4 fremlagte faktura vedrørende tilslutningen i 2009. Y1a-adresse er tilsluttet den 27. januar 2009, men fakturaen er først dateret den 18. marts 2009 (bilag 4).

Det forhold, at priserne i takstbladet er for perioden 1.juli 2005-30. juni 2006, er dermed ikke diskvalificerende.

Bilag 4 - Faktura af 18. marts 2009 fra G3 til G1, der viser, at der er opkrævet 8.000 kr. for tilslutningsbidrag for ejendommen. Fakturaen viser også, at beløbet er anvist til betaling.

At fakturaen er udstedt til en anden end sagsøger indebærer ikke, at fakturaen ikke kan tillægges bevismæssig værdi. I skødets pkt. 10 (bilag 2) fremgår det, at sælgerne og køberne betaler tilslutningsafgifter i forbindelse med det forestående byggeri i fællesskab, jf. ovenstående. Fakturaen er udstedt til en af de øvrige købere.

Da der er opkrævet tilslutningsbidrag i 2009 i forbindelse med ejendommens tilslutning af Y1a-adresse den 27. januar 2009, må det have formodningen imod sig, at der ikke også på tilsvarende vis skulle være opkrævet tilslutningsbidrag i 2005 i forbindelse med tilslutningen og opførelsen af Y1c-adresse.

Bilag 8 Mailkorrespondance fra september 2016 med G3. I henvendelsen til forsyningsselskabet - mail af 18. september 2016 - anmodes forsyningsselskabet om at oplyse følgende: "Kan det med sikkerhed bekræftes, at grundejeren har betalt varmetilslutningsbidrag for ejendommen beliggende Y1-adresse i 2005? "

Direktør for G3 - LM - oplyser i mail af 21. september 2016, at "Vi kan bekræfte at vi har modtaget betaling iht. til det gældende takstblad på daværende tidspunkt. ".

Mailen fra direktøren for G3, LM, bekræfter indholdet i mailen af 22. januar 2014 (bilag 3).

Dermed foreligger der to mails fra forsyningsselskabet, hvori forsyningsselskabet bekræfter, at der er modtaget betaling for tilslutningen iht. det gældende takstblad (bilag 6) i 2005.

Med den fremlagte dokumentation har klager sandsynliggjort bekostningen af tilslutningsbidraget.

Sagsøgte fremhæver i processkrift A, at der er en uoverensstemmelse mellem det, som gøres gældende i forbindelse med retssagen og det, der gjordes gældende i forbindelse med Landsskatteretssagen.

For Landsskatteretten handlede sagen både om fradrag for den interne og den eksterne varmeforsyning, mens sagen for byretten alene vedrører fradrag for den eksterne forsyning, hvorfor sagerne - herunder påstandsbeløbene - naturligt ikke vil være identiske.

Herefter skal sagsøger alene dokumentere, at tilslutningsafgiften vedrører betaling for foranstaltninger, der sikrer forsyning af den konkrete ejendom.

I mail af 22. januar 2014 fra G2 til G3 (bilag 3) spørges der, om det markerede ledningsnet i mailen er anlagt i forbindelse med tilslutningen den 19. maj 2005.

Forsyningsselskabet oplyser i mail af 22. januar 2014, at udvidelsen af forsyningsnettet er sket i forbindelse med tilslutning af ejendommen i 2005 (bilag 3) - og dermed i forbindelse med betalingen af tilslutningsbidraget: "Ja det er i forbindelse med tilslutning at stikket er anlagt".

Det markerede ledningsnet i bilag 3 viser, at der fra ledningsnettet i stamvejen (Y5) er sket en udvidelse af det eksisterende forsyningsnet med henblik på at forsyne sagsøgers ejendom. Udvidelsen af forsyningsnettet fra den eksisterende ledning i stamvejen og frem til sagsøgers skelgrænse (markeret med rød på bilag 7) er udelukkende sket for at sikre forsyningen til sagsøgers ejendom og vedrører en grundforbedrende foranstaltning, der forøger værdien af grunden i ubebygget stand.

Sagsøger gør herefter gældende, at sagsøger har løftet bevisbyrden for afholdelse af udgiften til varmetilslutningsbidraget, der sikrer forsyning af ejendommen. Sagen skal derfor i overensstemmelse med den nedlagte påstand hjemvises til den beløbsmæssige opgørelse hos vurderingsmyndigheden.

...

BILAG

1. Landsskatterettens afgørelse af 16. december 2015

2. Skøde i forbindelse med sagsøgers erhvervelse af Y1-adresse

3. Korrespondance mellem G3 og G2

4. Faktura af 18. marts 2009 fra G3 vedrørende Y2-adresse

5. Afgørelse om ændring af adresse af 22. april 2009 fra Teknik og Miljø, Y6 Kommune

6. Takstblad Fjernvarme

7. LER-kort varmeforsyning

8. Mailkorrespondance med G3 fra september 2016.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende:

"...

Anbringender

Sagen angår, om sagsøgeren er berettiget til fradrag i grundværdien for tilslutningsafgift til varme.

RETSGRUNDLAGET

Det er den, der ønsker at opnå et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse, jf. UfR 2004.1516 H (SKM2004.162.HR) og Højesterets dom af 19. juli 2016 i sag 120/2015.

Det følger af vurderingslovens dagældende § 17, at såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde, dog med de begrænsninger der følger af bl.a. vurderingslovens § 18.

Efter vurderingslovens § 18 må fradrag i grundværdien for forbedringer kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

Fradrag efter vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18 er dermed betinget af, at der foreligger en forbedring, der bevirker en stigning i grundværdien, og at grundejeren (direkte eller indirekte) har afholdt udgiften hertil eller udvirket forbedringen ved eget arbejde.

Det er kun foranstaltninger, der påvirker værdien af den ubebyggede grund, som kan begrunde et fradrag, jf. herved vurderingslovens § 13, stk. 1, og det er derfor også kun sådanne foranstaltninger, der er omfattet af vurderingslovens dagældende § 17.

Fradrag for en tilslutningsafgift forudsætter derfor, at afgiften vedrører foranstaltninger, der medfører en stigning i grundværdien, jf. bl.a. UfR 2014.3322 H (SKM2014.574.HR), UfR 2014.859 H (SKM2013.879.HR) og UfR 2013.2277 H (SKM2013.369.HR).

En tilslutningsafgift dækker imidlertid ofte over flere forskellige udgiftsposter og relaterer sig dermed ikke kun til det konkrete arbejde forbundet med eksempelvis etableringen af varmeforsyningsledninger. Tilslutningsafgifter kan således også bestå af generelle investeringsbidrag, som ikke er fradragsberettigede.

Vedrører tilslutningsafgiften ikke en materiel foranstaltning, der er foretaget med henblik på forsyning af en konkret ejendom, medfører betaling af afgiften ikke en stigning i den ubebyggede grunds værdi, og betingelsen for fradrag er derfor ikke opfyldt, jf. SKM2013.387.VLR, SKM2009.323.VLR og SKM2015.404.VLR.

2. DEN KONKRETE SAG

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til fradrag for udgifter til tilslutning af fjernvarme i henhold til dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18, og at der dermed ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse (bilag 1).

Det gøres gældende, at sagsøgeren hverken har godtgjort, at der er betalt en tilslutningsafgift endsige med hvilket beløb, eller hvad tilslutningsafgiften konkret dækker over.

Der er heller ikke grundlag for at fastsætte et fradrag skønsmæssigt.

2.1 Sagsøgeren har ikke dokumenteret udgiftsafholdelsen

Det er for det første udokumenteret, at sagsøgeren har afholdt udgifter til tilslutning af fjernvarme.

Der er ikke fremlagt faktura eller andet, der viser, at der er betalt eller opkrævet en tilslutningsafgift. G3 har oplyst, at de ikke er i besiddelse af en faktura for betaling af tilslutningen af Y1a-adresse jf. bilag 3.

Det fremlagte skøde indeholder intet konkret om sagsøgerens betaling af tilslutningsbidrag, og skødet dokumenterer derfor ikke, at sagsøgeren har afholdt udgifter til tilslutning af ejendommen.

Af byggeregnskabets (bilag A) side 18 fremgår, at grundafgiften til "Tilslutningsafgifter" udgør 625.000 kr. Byggeregnskabet er ikke specificeret, og det kan således ikke fastslås, hvilke omkostninger eller udgifter, der er indeholdt i samlebetegnelsen "Tilslutningsafgifter". Byggeregnskabet dokumenterer således ikke, at sagsøgeren har betalt tilslutningsafgifter til fjernvarme.

Af e-mailkorrespondancen (bilag 3) fremgår, at fjernvarmeforsyningsledningen til ejendommen Y1a-adresse blev tilsluttet den 19. maj 2005, mens ejendommen Y1a-adresse er tilsluttet den 27. januar 2009. G3 oplyste i korrespondancen, at der var betalt "normal takst", og henviser til et takstblad for perioden 1. juli 2005 til 30. juni 2006 (bilag 6).

Af taksbladet ses en prisliste over forskellige arbejder, men det er ikke oplyst, om denne betaling af "normal takst" vedrører en betaling af en tilslutningsafgift eller et helt andet arbejde. Sagsøgeren (eller fjernvarmeselskabet) har ikke i e-mail korrespondancen oplyst noget nærmere om dette forhold, og sagsøgeren har da heller ikke kunne fremlægge en faktura eller anden dokumentation, som belyser spørgsmålet nærmere. E-mailkorrespondancen viser således ikke, hvad der er betalt, hvem der har betalt, eller hvad der er betalt for. Det bemærkes, at G3 end ikke oplyser, hvordan det kan konstateres, at der faktisk er betalt henset til, at fjernvarmeselskabet ikke var i besiddelse af fakturaen vedrørende tilslutningen.

Der er som følge af disse forhold en betydelig usikkerhed om, hvorvidt sagsøgeren overhovedet har betalt, og selv hvis det måtte lægges til grund, at der er betalt for et stykke arbejde til "normal takst", er der ikke fremlagt nogen dokumentation for, hvad dette arbejde rent faktisk vedrørte.

For det tilfælde at retten måtte lægge til grund, at sagsøgeren har betalt for tilslutningen til ejendommen, kan det konstateres, at takstbladet vedrører perioden 1. juli 2005 til 30. juni 2006. De anførte takster vedrører således en anden periode, end den hvor fjernvarmeforsyningsledningen blev tilsluttet. Taksterne kan allerede af denne grund ikke tillægges særlig vægt.

Der er derfor ikke holdepunkter for at lægge beløbet på 5.000 kr. inklusive moms, som sagsøgeren jf. processkrift I, mener, blev betalt, til grund. Hvis den anførte takst alligevel måtte tillægges vægt, medfører det, at sagsøgeren maksimalt kan have betalt 2.500 kr. for tilslutningen, da sagsøgerens ideelle andel af ejendommen var/er 50/100.

Usikkerheden omkring tilslutningsafgiftens størrelse understøttes endvidere af, at sagsøgeren under landsskatteretssagen nedlagde påstand om et betydeligt større beløbsmæssigt fradrag end de 5.000 kr., som sagsøgeren nu mener, blev betalt. Af Landsskatterettens sagsfremstilling (bilag 1, side 4, 2. og 3. sidste afsnit) fremgår således, at sagsøgeren henviste til den føromtalte e-mailkorrespondance og gjorde gældende, at det heraf kunne udledes, at der var betalt 40.000 kr. i byggemodningsbidrag, hvilket var grundlaget for, at sagsøgeren anmodede om et skønsmæssigt fradrag på 20.000 kr. for selve fjernvarmeledningen.

Hvad der eventuelt måtte være betalt (og hvad der måtte være betalt for) er således ganske uklart, og sagsøgeren har ikke fremkommet med nogen nærmere forklaring på, hvorfor sagsøgeren under landsskatteretssagen mente, at den i e-mailkorrespondancen nævnte "normale takst" vedrørte et byggemodningsbidrag på 40.000 kr., mens sagsøgeren nu gør gældende, at der i korrespondancen henvises til taksten for tilslutningsbidrag. Dette understreger den betydelige usikkerhed om, hvor meget sagsøgeren i givet fald - direkte eller indirekte - har betalt. Som nævnt er det sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at forholdene, som skal begrunde et fradrag, er belyst i så tilstrækkeligt grad, at disse, om ikke andet, kan danne grundlag for om en skønsmæssig vurdering.

Endelig har sagsøgeren fremlagt en faktura vedrørende Y1c-adresse, jf. bilag 4, og gjort gældende, at fordi der er betalt tilslutningsafgift til den ene bygning på ejendommen, har det formodningen for sig, at der også er betalt for den anden. Dette bestrides.

Blot fordi det kan dokumenteres, at der er afholdt én udgift (som i øvrigt er betalt af andre end sagsøgeren), godtgør det ikke alle øvrige udgifters afholdelse, ligesom der heller ikke i sig selv er en formodning herom.

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at sagsøgeren, direkte eller indirekte, har bekostet tilslutningsbidraget for varmeforsyningsanlægget.

Hvis det anses for godtgjort, at sagsøgeren har afholdt et beløb til tilslutningsafgift af varmeforsyningsanlægget, er dette ikke tilstrækkeligt til at indrømme sagsøgeren fradrag for det pågældende beløb.

2.3 Betaling til konkrete foranstaltninger

Det er for det andet en forudsætning for at opnå fradrag for udgifter til tilslutningsafgifter efter vurderingslovens dagældende § 17, at tilslutningsafgiften vedrører betaling for foranstaltninger, der sikrer forsyning af den konkrete ejendom, jf. herved også UfR 2014.859H (SKM2013.879.HR), SKM2015.404.VLR, SKM2013.387.VLR og SKM2009.323.VLR.

Som det bl.a. ses af de førnævnte afgørelser, dækker en tilslutningsafgift typisk over flere forskellige udgiftsposter og kan således også bestå af et generelt investerings-, effekt-, stiklednings- og/eller byggemodningsbidrag, der ikke er fradragsberettiget.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at en eventuelt afholdt udgift til tilslutningsbidrag helt eller delvist er gået til dækning af udgifter, der faktisk er anvendt til etablering af forsyningsledninger vedrørende den pågældende ejendom.

Der er ikke fremlagt nogen dokumentation til belysning af, hvad tilslutningsbidraget nærmere dækker over. Hertil bemærkes særligt, at der ikke kan udledes noget af e-mailkorrespondancen (bilag 3) eller det i sagen fremlagte byggeregnskab, som alene indeholder en enkelt opgørelse, som angår de samlede udgifter til tilslutning. Det fremgår heller ikke nogen oplysninger herom i takstbladet (bilag 6).

Der er i de fremlagte bilag ingen oplysninger om den nærmere sammensætning af tilslutningsbidraget, og sagsøgeren har således ikke godtgjort, at en del af en eventuelt afholdt udgift til tilslutningsbidrag er anvendt til betaling af varmeforsyningsledningen.

Når hverken tilslutningsbidragets størrelse eller sammensætning er godtgjort, er der heller ikke grundlag for at fastsætte et skønsmæssigt fradrag, jf. SKM2015.404.VLR. Af landsrettens præmisser fremgår:

“...

Selvom det ikke kan udelukkes, at en del af det tilslutningsbidrag, der omtales i skødet, kan indeholde udgifter, der ville kunne fradrages efter vurderingslovens § 17, finder retten, at der på grund af den usikkerhed, der både er om størrelsen af det konkret betalte tilslutningsbidrag og den andel af det betalte bidrag, der vedrører udgifter, der kan fradrages efter vurderingslovens § 17, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette punkt. (min understregning)

..."

Der er således ikke noget faktisk eller retligt grundlag for at skønne over, hvor meget der er betalt, eller hvor stor en del af tilslutningsbidraget der er anvendt til den grundværdiforbedrende varmeforsyningsledning.

Endelig bemærkes, at Skatteministeriet ikke er enig i sagsøgerens udlægning af retspraksis, jf. processkrift 1, side 1 og 2.

Sagsøgeren udlægger SKM2004.162.HR til støtte for, at der alene gælder et krav om, at sagsøgeren skal sandsynliggøre at have afholdt udgiften. Hertil bemærkes, at Højesteret ikke med dommen fastslår andet eller mere end det naturlige udgangspunkt, at den, der ønsker et fradrag, har bevisbyrden herfor. Hvor store krav, der skal stilles til beviset i en given sag, afhænger således af den konkrete sag.

..."

Parterne har procederet sagen i overensstemmelse med det i deres påstandsdokumenter anførte.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Der er enighed mellem parterne om, at det skal afgøres efter den dagældende vurderingslov §§ 17 og 18, om sagsøgeren er berettiget til fradrag for udgifter til tilslutning af fjernvarme.

Der er endvidere enighed om, at det ikke er det skærpede beviskrav, der finder anvendelse.

Det er sagsøgeren, der ønsker at påberåbe sig et skattemæssigt fradrag, og det er derfor sagsøgeren, der skal godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.

Sagsøgeren skal derfor i fornødent omfang sandsynliggøre, at sagsøgeren har afholdt en grundforbedrende del af tilslutningsafgiften.

Ejendommen blev tilsluttet G3, der var berettiget til at opkræve en tilslutningsafgift herfor.

Det fremgår af skødet, at "Sælgerne og køberne betaler eventuelle yderligere tilslutningsafgifter i forbindelse med forestående byggeri i fællesskab, og tilslutningsafgifterne indgår som en post i byggeregnskabet, der fordeles, som nævnt i punkt 3."

Af byggeregnskabet fremgår, at grundafgiften til "Tilslutningsafgifter" udgør 625.000 kr. Byggeregnskabet er ikke specificeret, og det viser ikke, hvilke omkostninger eller udgifter der er indeholdt i samlebetegnelsen "Tilslutningsafgifter".

Det må derfor lægges til grund, at det ikke af skødet eller byggeregnskabet fremgår, at sagsøgeren har betalt tilslutningsafgift til fjernvarme, ligesom det ikke fremgår, hvor stort et beløb og til dækning af hvad, som sagsøgeren måtte have betalt.

Det fremgår af den fremlagte e-mailkorrespondance med G3, at der ifølge G3 skal betales "normal takst" i forbindelse med tilslutningen af fjernvarmeforsyningsledningen til ejendommen Y1c-adresse den 19. maj 2005, og at betaling i henhold til den dagældende takst er modtaget hos G3, der henviser til et takstblad for perioden fra den 1. juli 2005 til den 30. juni 2006, fastsat af bestyrelsen på møde den 7. september 2005, altså for en periode efter ejendommen blev tilsluttet fjernvarmeforsyningsledningen.

Det må derfor lægges til grund, at det ikke af oplysningerne fra G3 fremgår, hvem der har foretaget betalingen, eller hvad den præcist har dækket over, ligesom beløbets størrelse ikke er angivet.

Efter den fremlagte faktura af 18. marts 2009 fra G3 til G1 omhandlende tilslutningsbidrag, "standard 8.000,00 kr." + moms, lægges det til grund, at G1 blev opkrævet dette beløb for ejendommens tilslutning af Y1a-adresse den 27. januar 2009, og at G1 betalte dette beløb til G3.

Efter en samlet vurdering af det anførte, må det lægges til grund, at det af sagsøgeren i et vist omfang er sandsynliggjort, at der er betalt tilslutningsbidrag på ejendommen.

Det må imidlertid videre lægges til grund, at det ikke af sagsøgeren i fornødent omfang er sandsynliggjort, hvilket konkret beløb i tilslutningsbidrag der er betalt af sagsøgeren, samt hvad det betalte beløb i tilslutningsbidrag dækker over, herunder hvor stor en del af det betalte beløb vedrører udgifter, der ville kunne fradrages efter den dagældende vurderingslovs § 17.

Der er således en ikke ubetydelig usikkerhed, både om størrelsen af det konkret betalte tilslutningsbidrag, og om hvilken andel af det betalte bidrag, der vedrører udgifter, der ville kunne fradrages efter den dagældende vurderingslovs § 17, ligesom der er en ikke ubetydelig usikkerhed om, i hvilket omfang sagsøgeren måtte have betalt noget af beløbet.

Selvom det ikke kan udelukkes, at en del af det betalte tilslutningsbidrag kan indeholde udgifter, der ville kunne fradrages efter den dagældende vurderingslovs § 17, finder retten på grund af de nævnte ikke ubetydelige usikkerheder, og da det af sagsøgeren i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, at der ikke er grundlag for at hjemvise fradragsansættelsen for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21) for udgifter til varmeforsyningen, pr. 1. oktober 2006 og pr. 1. oktober 2008, til vurderingsmyndigheden til fornyet behandling eller for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse.

Retten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens forløb og udfald samt de nedlagte påstande skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 25.000 kr., der dækker over udgifter til advokatbistand. Da Skatteministeriet er momsregistreret, er beløbet fastsat med moms.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, H1, betale 25.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.