Gyldigheden af Inddrivelsesdirektivets kapitel IV i dansk ret - bevisførelse for en tysk fordrings rigtighed

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato24 Mar 2017
Dato for udgivelse10 Apr 2017 07:47
SKM-nummerSKM2017.278.BR
MyndighedByret
SagsnummerFS 22-2280/2015
Dokument typeKendelse
EmneordInddrivelse, EU-direktiv, grundlov, udenlandsk, fordring, rigtighed, gensidig, bistand
Resumé

Afgørelsen angik overordnet, hvorvidt direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger ("Inddrivelsesdirektivet") fandt anvendelse under behandlingen af en påklaget udlægsforretning ved fogedretten, samt hvilken betydning dette måtte få i forhold til bevisførelsen i sagen. Fogedsagen angik nærmere et af SKAT foretaget udlæg, som blev gennemført på baggrund af en anmodning fra de tyske skattemyndigheder i henhold til inddrivelsesdirektivet.

Rekvisitus gjorde gældende, at inddrivelsesdirektivet var implementeret i strid med fremgangsmåden i grundlovens § 20, samt i øvrigt at direktivet var i strid med det danske retsforbehold, hvorfor direktivet var uvirksomt i dansk ret. Herudover gjorde rekvisitus gældendende, at der skulle tillades fuld bevisførelse for den tyske fordrings rigtighed ved fogedretten.

Fogedretten lagde til grund, at spørgsmålet om inddrivelsesdirektivets lovlighed i forhold til grundlovens § 20 ikke var blevet prøvet ved EU-domstolen eller indirekte ved en præjudiciel forelæggelse. Som følge heraf var betingelserne ikke opfyldt for, at fogedretten var kompetent til at efterprøve, om dele af inddrivelsesdirektivet var uanvendeligt i dansk ret. Fogedretten fandt endvidere, at direktivet ikke var i strid med det danske retsforbehold.

Idet direktivets anvendelighed i dansk ret ikke kunne efterprøves, måtte direktivet lægges til grund i sagen. Som følge heraf fandt fogedretten, at spørgsmålet om den underliggende tyske fordrings rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer, hvorfor der ikke blev tilladt bevisførelse for kravets rigtighed ved fogedretten. 

Reference(r)

Grundlovens § 20

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, G.A.2.2.3.1 - Hvilke sager behandles i fogedretten samt

 

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, G.A.3.6.3 - Inddrivelse af udenlandske krav i danmark


Parter

SKAT Inddrivelse

(v/Adv. Mathias Juul Holter)

Mod

A

(v/Adv. Michael H. Steffensen)

Ingen indkaldt eller mødt. Intet fremlagt.

Afsagt af retsassessor

Helle Jardorf

Kendelse

A har som et sine hovedanbringender under sagen gjort gældende, at den del af direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (herefter inddrivelsesdirektivet), der vedrører inddrivelse af skatte- og afgiftskrav i Danmark er uvirksomt, da det ikke er lovligt implementeret i dansk ret ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 (herefter international bistandslov). Direktivet indebærer suverænitetsafgivelse efter grundlovens § 20, stk. 1, og skulle derfor have været gennemført under iagttagelse af proceduren i grundlovens § 20 stk. 2.

Som en konsekvens af uvirksomheden skal retten tillade fuld bevisførelse om den tyske fordrings rigtighed.

SKAT har bestridt, at inddrivelsesdirektivet er helt eller delvist uvirksomt i Danmark som implementeret i strid med grundlovens § 20.

Som konsekvens heraf har SKAT endvidere bestridt, at fogedretten har kompetence til at efterprøve fordringens rigtighed og protesteret mod bevisførelse i relation hertil.

Retten har efter anmodning af procesøkonomiske grunde udskilt dette spørgsmål til særskilt afgørelse på skriftlig grundlag.

Sagens oplysninger

Sagsfremstillingen er gengivet i rettens afgørelse af 12. februar 2016, hvortil henvises.

Parternes synspunkter

A har i processkrift af 25. august 2015 bl.a. gjort følgende gældende:

"
Til støtte for rekvisitus hovedanbringende C om den konstitutionelle defekt vedr. grundlovens § 20, stk. 1, henledes opmærksomheden på, at lov nr. 118 af 7. februar 2012 blev vedtaget af Folketinget med 111 stemmer for forslaget (V, S, DF, RY, SF, EL, LA, KF). Loven blev således ikke vedtaget efter grundlovens § 20, stk. 2, da der ikke var kvalificeret flertal i folketinget for dens vedtagelse, og der ikke blev afholdt en folkeafstemning om den. Ordlyden i grundlovens § 20 er som følger vedrørende suverænitetsafgivelse:

§ 20
Stk. 1.
Beføjelser som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves er flertal på fem sjettedele affolketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Det gøres således gældende, at den del af direktivet 2010/24/EU, der vedrører inddrivelse af skatte- og afgiftskrav, er uvirksomt i Danmark og ikke kan anvendes mod rekvisitus, da det blev implementeret som lov nr. 118 af 7. februar 2012 i strid med grundlovens § 20. Direktivet og lov nr. 118 af 7. februar 2012 indebærer en suverænitetsafgivelse efter grundlovens § 20, stk. 1, men denne lov blev ikke vedtaget efter de krav, der stilles efter grundlovens § 20, stk. 2.

I december 2015 afholdes der folkeafstemning i Danmark om ophævelse af retsforbeholdet. Den direkte årsag til denne folkeafstemning er, at de retsforbehold, der vedrører samarbejdet på området for retlige og indre anliggender (RIA), alle af Folketinget i 1992 blev anset for at indebære suverænitetsafgivelse. Regeringen har i marts 2015 udgivet en rapport, som kortlægger lovgivningskomplekset på dette område.

Det fremgår, at kongeriget Danmark ikke deltager i EU-unionens samarbejde om civilretlige spørgsmål som følge af Edinburgh- afgørelsen fra 1992. Danmark har deltaget i området inden for RIA-samarbejdet, så længe dette samarbejde var baseret på et mellemstatsligt grundlag. Det skyldes, at RIA-samarbejdet på det tidspunkt netop var mellemstatsligt (den daværende søjle 3). Med Amsterdam-traktaten i 1999 blev dele af RIA-samarbejdet overført til det klassiske EU-samarbejde, dvs. det overstatslige samarbejde (den daværende søjle 1). Årsagen til, at der overhovedet kom et dansk retsforbehold, var, at man ved den efterfølgende folkeafstemning ikke overdrog en række kompetencer efter grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse.

På side 12 i rapporten står følgende:

Retsforbeholdet er i forbeholdsprotokollens artikel formuleret således, at Danmark ikke deltager i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til Traktatens tredje del, afsnit V.

Dette afsnit indeholder Traktatens regler om RIA-samarbejdet. dvs. grænsekontrol, asyl og indvandring, samarbejde om civilretlige spørgsmål samt retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde.
...
Det overordnede politiske mål på det civil-, handels- og familieretlige område er at skabe et europæisk retligt område, hvor grænserne mellem medlemsstaterne ikke udgør en hindring for borgere og virksomheders adgang til bilæggelse af civilretlige tvister, indbringelse af sager for domstolene og fuldbyrdelse af afgørelser.

Inddrivelse af et skatte- og/eller afgiftskrav er et civilretligt anliggende. I denne sag foreligger en administrativ afgørelse, truffet af tyske myndigheder, som skal tvangsinddrives i Danmark. De retsakter, der er omfattet af RIA-samarbejdet, og som vedrører inddrivelse over grænserne i EU, og som derfor også er omfattet af grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse, angår materielt tvangsfuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter vedrørende ubestridte krav.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav finder anvendelse på retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter vedrørende ubestridte krav.

Der kan nævnes flere eksempler blandt de retsakter, der er omfattet af RIA-samarbejdet. Det kan sammenfattes, at de retsakter, der under en eller anden form angår inddrivelse af fordringer over grænsen vedrører judicielt prøvede afgørelser. Så meget desto mere er der tale om suverænitetsafgivelse, når man ved implementeringen af direktivet ved den danske lov indfører retsregler, hvorefter en bestridt fordring baseret på en afgørelse, truffet af administrative myndigheder i en anden medlemsstat, kan tvangsinddrives i Danmark. Folketinget har ikke været opmærksom på dette."

Han har i processkrift af 30. december 2015 supplerende anført følgende:

"...Testen er, om de beføjelser, der overlades til administrative myndigheder efter dette direktiv sammenholdt med afsnit 5 i TEUF, Artikel 67, specielt forståelsen af "princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser om civilretslige spørgsmål" indebærer afgivelse af suverænitet."

SKAT har i processkrift af 12. december 2016 bl.a. gjort følgende gældende:

"
Direktiv 2010/24/EU

Rådets direktiv 2010/24/EU om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger er vedtaget med hjemmel i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmådes (herefter “TEUF") artikel 113 og 115.

Direktivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet.

Direktivets hjemmelsbestemmelser findes i TEUFs afsnit VII, der indeholder de fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne. TEUF artikel 113 indeholder således en hjemmel for Rådet, som giver mulighed for vedtagelse af retsakter til harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedrørende indirekte skatter (omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter), i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion og undgå konkurrencefor- vridning, mens TEUF artikel 115 indeholder en hjemmel for Rådet til at udstede direktiver, der direkte indvirker på det indre markeds oprettelse eller funktion.

Begge hjemmelsbestemmelser kan spores tilbage til Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (herefter “EF") i 1972, hvor den daværende Traktat om oprettelse af det Europæiske Økonomiske fællesskab (herefter “EØF-traktaten") indeholdt hjemmelsbestemmelser i artikel 99 og 100, der indholdsmæssigt svarer til dem, der i dag fremgår af TEUF artikel 113 og 115.

Den danske tilslutning til EF i 1972 indebar, at EFs institutioner fik adgang til at udstede retsakter med direkte virkning i Danmark, hvilket nødvendiggjorde, at proceduren i grundlovens § 20 blev fulgt. Den 2. oktober 1972 afholdtes der derfor folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske fællesskaber (L 157, folketingsåret 1971-72). 63,3 % af de deltagende vælgere stemte ja (til suverænitetsafgivelsen), og lovforslaget blev herefter stadfæstet som lov nr. 447 af 11. oktober 1972.

Hjemmelsbestemmelserne har senere gennemgået en række redaktionelle ændringer bl.a. i forbindelse med vedtagelsen af den Europæiske fælles Akt i 1986. Af forarbejderne til ændring af lov om Danmarks tiltrædelse (Folketingstidende 1985-1986, tillæg A, spalte 5047) fremgår følgende: “ved tiltrædelsen af Den europæiske fælles Akt overdrages ikke nye beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder. Der sker derimod en række ændringer af de mere specifikke vilkår for institutionernes udøvelse af deres beføjelser. ". De øvrige redaktionelle ændringer har heller ikke medført, at der er overdraget yderligere beføjelser fra Danmark til EU.

Oprettelsen af et indre marked er et af hovedformålene for EU, jf. Traktaten om den Europæiske Union (herefter “TEU") artikel 3, stk.3 1.

Efter TEUF artikel 26 skal EU da også vedtage foranstaltninger med henblik på oprettelse af det indre marked eller sikring af dets funktion.

At formålet med direktiv 2010/24/EU er at understøtte udviklingen af det indre marked, herunder sikre dets funktioner, fremgår klart af selve direktivet. Af punkt i direktivets præambel, der indeholder direktivets begrundelse, fremgår følgende:

“Gensidig bistand mellem medlemsstaterne til inddrivelse af hinandens og Unionens fordringer i forbindelse med visse skatte og andre foranstaltninger bidrager til at sikre et velfungerende indre marked. Den sikrer fiskal neutralitet og har gjort det muligt for medlemsstaterne at afskaffe de diskriminerende foranstaltninger i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, som var udformet for at hindre svig og budgetmæssige tab."

Hovedformålet med direktivet er altså at sikre, at medlemsstaterne, i forsøget på at sikre at skatter og afgifter inddrives, ikke får opstillet handelshindringer, der kan begrænse det indre marked.

At manglende samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder kan være til fare for det indre markeds funktion understøttes yderligere af direktiv 2011/ 16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatnings-området m.v., der ligeledes er implementeret i dansk ret ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet. Direktivet er også vedtaget med hjemmel i TEUF artikel 113 og 115.

Formålet med direktivet er, på samme måde som direktiv 2010/24/EU, at sikre, at det indre markeds funktion ikke kommer i fare. Dette sikres konkret ved at etablere et administrativt samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder med instrumenter, der kan skabe tillid mellem medlemsstaterne ved, at der indføres de samme regler, forpligtelser og rettigheder i alle medlemsstater for informationsudveksling. Udveksling af oplysninger er et virksomt middel i bekæmpelsen af grænseoverskridende skattesvig og skatteunddragelse, ligesom det er nødvendigt til korrekt fastsættelse afskaffe- eller afgiftstilsvar.

Efter direktivets artikel 13 kan en medlemsstat få bistand fra en anden medlemsstat til at få meddelt (forkyndt) afgørelser m.v. over for personer i den anden medlemsstat. Direktivet forfølger således en række af de formål, som direktiv 2010/24/EU også forfølger.

På baggrund af ovenstående bestrides det således af SKAT, at TEUF artikel 113 og 115 ikke skulle udgøre korrekte hjemler for vedtagelse af direktivet.

1. Traktaten om den Europæiske Union oprettede EU, og udgør sammen med TEUF det primære retsgrundlag for unionen

Det danske retsforbehold

Det danske retsforbehold angår området for retlige og indre anliggender, der rent juridisk defineres som et forbehold mod bestemmelser, foranstaltninger og afgørelser, der er truffet på baggrund af tredje del, afsnit V, i TEUF (artikel 67-89).

Hjemmelsbestemmelsen for etablering af et civilretligt samarbejde findes i TEUFs artikel 81 og skal blandt andet sikre bedre adgang til domstolene og et fuldt udbygget retlige samarbejde mellem medlemsstaterne.

Bestemmelsen har blandt andet været anvendt som hjemmelsbestemmelse for vedtagelsen af Europa-Parlamentet og Rådets forordning 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (den såkaldte Bruxelles 1-forordning).

Direktiv 2010/24/EU skal i modsætning hertil sikre, at de nationale myndigheder i de forskellige medlemsstater kan inddrive fordringer i de øvrige medlemsstater. Direktivets anvendelsesområde er derfor væsensforskellig fra anvendelsesområdet for TEUF artikel 81 og er af samme årsag ikke omfattet af det danske retsforbehold.

Derudover skal det bemærkes, at selvom Bruxelles-forordning I ikke gælder for Danmark på EU-retligt niveau, hvilket også fremgår klart af selve forordningen, jf. dennes præambel, punkt 41, finder forordningen imidlertid anvendelse på folkeretligt niveau i medfør af artikel 3 i aftalen af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Implementering af direktiv 2010/24/EU i dansk ret
Som det fremgår af ovenstående, er hverken TEUF artikel 113 eller TEUF artikel 115 omfattet af det danske retsforbehold, og lovgivning, der vedtages i medfør af disse bestemmelser, finder derfor anvendelse i Danmark.

Såfremt Danmark eller andre interessenter var af den opfattelse, at direktivet faldt uden for den suverænitetsafgivelse, som Danmark i medfør af tiltrædelseslove med senere ændringer har afgivet til EU, skulle direktivet have været prøvet ved EU-Domstolen i medfør af proceduren for annullationssøgsmål i TEUF artikel 263. Et sådan søgsmål skulle have været anlagt inden to måneder efter, at direktivet blev offentliggjort.

Direktiv 2010/24/ELI har ikke været genstand for et annullationssøgsmål.

Højesteret har i dom af 6. april 1998, den såkaldte Maastricht-dom (refereret i UfR 1998.800H), fastslået, at det ved tiltrædelsesloven af 1972 er anerkendt, at kompetencen til at prøve lovligheden og gyldigheden af EU-retsakter tilkommer EU-Domstolen.

Det indebærer, som Højesteret også påpeger, at Danmark ikke kan anse en EU-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgsmålet om, dens forenelighed med TEUF har været prøvet af EU-Domstolen, ligesom de danske domstole i almindelighed kan lægge til grund, at EU- Domstolens afgørelser herom ligger inden for suverænitetsafgørelsens grænser.

Heraf fremgår følgende:

“Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark uden at spørgsmålet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan lægge til grund at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidlertid, at det følger af bestemtheds-kravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed at domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF- domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF- domstolens praksis."

Direktiv 2010/24/EU har, som nævnt, ikke været prøvet af EU- Domstolen i medfør af TEUF artikel 263.

Rettens begrundelse og resultat

Indledningsvis bemærkes, at denne afgørelse alene vedrører spørgsmålet om hvorvidt inddrivelsesdirektivets kapitel IV er uvirksomt, fordi direktivet er implementeret i dansk lovgivning i strid med fremgangsmåden i grundlovens § 20, og herunder hvorvidt direktivet er i strid med det danske retsforbehold.

I præamblen til inddrivelsesdirektivet hedder det bl.a.:

"
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113 og 115,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, efter en særlig lovgivningsprocedure og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Gensidig bistand mellem medlemsstaterne til inddrivelse af hinandens og Unionens fordringer i forbindelse med visse skatter og andre foranstaltninger bidrager til at sikre et velfungerende indre marked. Den sikrer fiskal neutralitet og har gjort det muligt for medlemsstaterne at afskaffe de diskriminerende beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, som var udformet for at hindre svig og budgetmæssige tab.

(2) Der blev først fastlagt ordninger om gensidig bistand ved inddrivelse i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med foranstaltninger, der er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, samt af landbrugsimportafgifter og told. Direktivet og dets ændringsretsakter blev kodificeret ved Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger.

...

(6) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at beslutte, hvilke inddrivelsesforanstaltninger der skal være tilgængelige i deres nationale lovgivning. Det er imidlertid nødvendigt at sikre, at hverken forskelle mellem nationale love eller manglende koordinering mellem de kompetente myndigheder forhindrer, at ordningen for gensidig bistand i henhold til dette direktiv fungerer gnidningsløst.

(7) Gensidig bistand kan bestå af følgende: Den bistandssøgte myndighed kan meddele den bistandssøgende myndighed de oplysninger, den har brug for til inddrivelse af fordringer, der er opstået i den bistandssøgende medlemsstat, og give den betalingspligtige meddelelse om ethvert dokument vedrørende sådanne fordringer, der hidrører fra den bistandssøgende medlemsstat. Den bistandssøgte myndighed kan også efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed inddrive fordringer, som er opstået i den bistandssøgende medlemsstat, eller træffe retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse af disse fordringer.

...

(14) Effektivitet vil bedst kunne opnås, hvis den bistandssøgte myndighed i forbindelse med eksekution af en anmodning om bistand kan anvende de beføjelser, den har i henhold til sin nationale lovgivning om fordringer i forbindelse med de samme eller lignende skatter eller afgifter. Hvis der ikke findes en lignende skat eller afgift, vil den mest hensigtsmæssige procedure være den, der er fastsat i den bistandssøgte medlemsstats lovgivning om fordringer i forbindelse med personlig indkomstskat. Denne anvendelse af national lovgivning bør som hovedregel ikke finde anvendelse på fortrinsstillingen for fordringer, der er opstået i den bistandssøgte medlemsstat. Det bør dog være muligt også at give fortrinsstilling for fordringer fra andre medlemsstater på grundlag af en aftale mellem de pågældende medlemsstater.

...

(17) Dette direktiv bør ikke hindre opfyldelsen af en forpligtelse til at yde videregående bistand på grundlag af bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger.

(18) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

...

(20) Målene for dette direktiv, nemlig tilvejebringelsen af en ensartet ordning for gensidig bistand ved inddrivelse i det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor af hensyn til den nødvendige ensartethed og effektivitet bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(21) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder-"

Om direktivets anvendelsesområde hedder det bl.a. i artikel 2:

1. Dette direktiv finder anvendelse på fordringer vedrørende:

a. alle skatter og afgifter af enhver art, der opkræves af eller på vegne af en medlemsstat eller dens territoriale eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder eller på vegne af Unionen"

I TEUF hedder det endvidere:

"Artikel 113

Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, vedtager bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne vedrørende omsætningsafgifter, punktafgifter og andre  indirekte skatter, i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre  det indre markeds oprettelse og funktion og undgå  konkurrenceforvridning.

...

Artikel 115

Uanset artikel 114 udsteder Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der direkte indvirker på det indre markeds oprettelse eller funktion."

Direktivet blev implementeret i dansk ret ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet I § 1 hedder det: "Der ydes efter reglerne i dette kapitel bistand til stater, der er medlem af Den Europæiske Union, til inddrivelse af alle fordringer i henhold til artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010, der er optaget som bilag 1 til denne lov."

Som det fremgår af præamblens pkt. (2) er anvendelsesområdet udvidet i forhold til det tidligere gældende Rådsdirektiv på området 2008/55 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger, idet alle skatter og afgifter af enhver art nu omfattes. Det indebærer, at bl.a. ikke- harmoniserede punktafgifter er omfattet af direktivet. Det hidtidige direktiv omfattede blandt punktafgifterne alene punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt mineralolier.

Grundlovens § 20 og retspraksis

I grundlovens § 20 hedder det endelig:

"Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler. "

Spørgsmålet om hvorvidt egentlige traktatændringer burde have været gennemført under anvendelse af grundlovens § 20 i stedet for ved almindelig lovgivningsprocedure har været genstand for prøvelse ved danske domstole, heriblandt sagen om Danmarks tiltrædelse af Maastrichttraktaten, U 1998.800 H og sagen om Danmarks tiltrædelse af Lissabontraktaten, U 2013.1451H. Højesteret kom i begge sager frem til, at loven om Danmarks tiltræden af henholdsvis Maastricht-traktaten og Lissabon-traktaten ikke krævede vedtagelse efter proceduren i grundlovens § 20.

Om danske domstoles kompetence til at efterprøve konkrete retsakters forenelighed med grundlovens § 20 hedder det i præmissen i U2013.1451H på side 1519:

"...
Skulle der i forbindelse med en retsakt eller retsafgørelse, der konkret og aktuelt berører danske borgere mv., opstå tvivl om, hvorvidt den er baseret på en anvendelse af traktatgrundlaget, som ligger uden for den suverænitetsafgivelse, der følger af tiltrædelsesloven med senere ændringer, vil spørgsmålet kunne undergives den domstolsprøvelse, som er fastslået i afsnit 9.6. i Maastricht-dommen."

I afsnit 9.6. i præmissen i Maastricht-dommen hedder det bl.a.:

"Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgsmålet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan lægge til grund, at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidlertid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-domstolens praksis."

Retten lægger til grund, at spørgsmålet om inddrivelsesdirektivets lovmedholdelighed i forhold til grundloven hverken er blevet prøvet direkte ved EU-domstolen eller indirekte ved en præjudiciel forelæggelse.

På den baggrund er betingelserne ikke opfyldt for, at fogedretten er kompetent til at efterprøve, om dele af det af EU udstedte inddrivelsesdirektiv er uanvendeligt, fordi det ligger uden for den suverænitetsafgivelse, der følger af tiltrædelsesloven af 1972 med senere ændringer.

Inddrivelsesdirektivet og retsforbeholdet

Retten tiltræder SKATs bemærkning om, at artikel 113 og 115 i TEUF, som inddrivelsesdirektivet er udstedt på baggrund af, hører til i en anden del end traktatens tredje del, afsnit V, som omfatter bestemmelser, der ikke forpligter Danmark på grund af retsforbeholdet.

Som følge af retsforbeholdet deltager Danmark ikke i det overstatslige EU-retlige samarbejde om bl.a. civilret, herunder Bruxelles I-forordningen nr. 1215 af senest 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-og handelsretlige område. Danmark har dog indgået en såkaldt parallelaftale med EU på området, hvorefter Danmark er knyttet til aftalen på folkeretligt niveau. Forordningen er imidlertid begrænset til at omfatte privatretlige krav i modsætning til offentligretlige krav, hvorunder hører skatte-og afgiftskrav. Det retlige forbehold omfatter således ikke det rejste krav i denne sag.

Efter direktivets artikel 14 skal tvister vedrørende fordringen og den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat m.fl. afgøres af de kompetente instanser i den bistandssøgende medlemsstat. Da spørgsmålet om fordringens rigtighed hører under tyske myndigheders kompetence, skønnes en bevisførelse herom at være uden betydning for denne sag, jf. retsplejelovens § 341 eller analogien heraf.

Derfor bestemmes:

As påstand om, at den del af Rådets direktiv 2010/24/EU, der vedrører inddrivelse af skatte- og afgiftskrav er uvirksomt som gennemført ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 i strid med grundlovens § 20, tages ikke til følge.

As anmodning om tilladelse til at føre bevis for den tyske fordrings rigtighed tages ikke til følge.

Stillingtagen til sagsomkostninger ved denne delafgørelse udskydes indtil sagens afgørelse.

Sagen udsat på berammelse af telefonmøde med henblik på afslutning af forberedelsen og berammelse af den afsluttende hovedforhandling.

Fogedretten hævet.