Afvisning af anmodning om bindende svar - teoretisk spørgsmål

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato28 Mar 2017
Dato for udgivelse11 Apr 2017 11:12
SKM-nummerSKM2017.284.SR
MyndighedSkatterådet
Sagsnummer16-1635364
Dokument typeBindende svar
EmneordAfvisning af anmodning om bindende svar, skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2.
Resumé

Skatterådet afviste at besvare, om det er forbundet med skattemæssige retsvirkninger, såfremt den skattepligtige ejer af en forsikring, der er omfattet af PBL § 50, udnævnes eller fungerer som investeringsrådgiver for en depotbank, hvor forsikringsselskabet har forsikringens midler anbragt. En besvarelse af det afviste spørgsmål forudsætter en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, herunder forsikringspolicen. Spørger fremlagde ikke en forsikringspolice. Henset til, at der i sagen ikke forelå en beskrivelse af en konkret disposition, sammenholdt med, at der ikke var fremlagt en forsikringspolice, fandt Skatterådet, at sagens faktum ikke var beskrevet tilstrækkeligt præcist til, at spørgsmålet kunne besvares med fornøden sikkerhed, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. 

Hjemmel

Skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit C.A.10.4.2.3.6.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-1, afsnit A.A.3.9.


Spørgsmål    

  1. Kan SKAT bekræfte, at også den danske fuld skattepligtige ejer af en forsikring, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50, som var gældende indtil 18. februar 1992, men som fortsat finder anvendelse, kan udnævnes/fungere som investeringsrådgiver for en depotbank, hvor forsikringsselskabet har forsikringens midler anbragt, uden at det påvirker den skattemæssige behandling af forsikringen?

Svar 

  1. Afvises

Beskrivelse af de faktiske forhold

Til brug for sagen, har SKAT ved brev af 8. november 2016 anmodet spørger om yderligere oplysninger:

"Besvarelsen af deres anmodning beror på en konkret vurdering af den enkelte forsikringspolice. I forlængelse heraf vil SKAT gerne bede dig om at fremsende:

  •  Forsikringspolicen, som henvendelsen vedrører. "

Spørger oplyste SKAT telefonisk den 16. november 2016, at spørgers anmodning om bindende svar var en generel forespørgsel, og at spørger ikke havde en konkret forsikringspolice, spørger kunne fremsende til SKAT.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Efter spørgerens opfattelse skal spørgsmålet besvares med et "ja".

Det er rationelt, at spørgsmålet besvares generelt, idet der hos en række pengeinstitutter hersker tvivl om, hvorvidt det har skattemæssig relevans, hvem forsikringsselskabets investeringsrådgiver er. Det forudsættes, at det er forsikringsselskabets midler, og at midlerne indestår i pengeinstitut under forsikringsselskabets navn. En investeringsrådgiver kan selvsagt ikke foretage hævninger eller betalinger, men alene anvise hvilke værdipapirer, depotbanken skal sælge og købe.

Det forudsættes som nævnt, at forsikringen er tegnet før ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 6 i lov nr. 569 af 18. februar 1992, der ændrede pensionsbeskatningslovens § 50 og indsatte pensionsbeskatningslovens § 53 A. Sådanne forsikringer mister den hidtidige gunstige skattemæssige behandling efter pensionsbeskatningslovens § 50, hvis de ændres eller overgår til anden ejer, undtagen ved arv. Jf. i den forbindelse TfS.1999.635 og TfS.1999.663.

Vedrørende bestemmelser om investeringsrådgivning i policer tegnet før 18. februar 1992 er det spørgerens opfattelse, at det er skattemæssigt irrelevant, hvem der er investeringsrådgiver. Det kan være forsikringsselskabet selv, det kan være depotbanken, det kan være en investeringsrådgiver uden anden forbindelse til forsikringsselskabet, banken eller en anden person, herunder således også ejeren af forsikringen.

Motivet til en eventuel investeringsrådgiverændring er uden skattemæssig betydning. Det kan være, at anledningen er en fusion eller ringe rådgivning, en investeringsrådgivers pensionering eller død, osv.

Med forsikringsselskabets samtykke kan der således efter spørgerens opfattelse foretages udskiftning af den person eller det selskab, der måtte være den oprindelige investeringsrådgiver i henhold i forsikringsselskabets police.

At en ejer af en pensionsopsparing i en bank eller i et forsikringsselskab er investeringsrådgiver er i overensstemmelse med dansk skattepraksis, hvorefter ejeren i mange tilfælde kan anvise, hvorledes forsikringsmidlerne skal investeres. Det er tilfældet ved fx rateforsikringer og rateopsparing i pensionsøjemed, de tidligere kapitalpensioner og aldersopsparing mv. Ejeren af ordningen kan selv give instruktion til banken eller forsikringsselskabet, hvilke værdipapirer mv. pensionen skal investeres i.

På lignende måde må det være, at forsikringsejeren af en forsikring, der i øvrigt behandles efter pensionsbeskatningslovens § 50 har mulighed for uden skattemæssige konsekvenser i Danmark - det forudsættes, at forsikringsejerens ejer er fuldt skattepligtig til Danmark - at foretage købs- og salgsinstruktion til depotbanken.

Yderligere oplysninger

Som det fremgår af min oprindelige anmodning om bindende svar af 20. oktober 2016, er det en almindelig opfattelse blandt bankerne i Luxembourg, at et ønske fra en kunde om ændring af en af de omtalte forsikringspolicers investeringsrådgiver er en ændring, der er skattemæssig relevant i henhold til danske skatteregler. Man formoder således, at en ændring af investeringsrådgiver berøver forsikringen den gunstige skattemæssige behandling i henhold til pensionsbeskatningslovens § 50 som var gældende indtil 18. februar 1992 og som SKAT har beskrevet i udkastet til indstilling til Skatterådet.

Min hensigt med at rette en generel forespørgsel var motiveret ud fra et formodet ønske fra alle parter om at reducere det administrative arbejde med besvarelser inden for det rejste spørgsmål mest muligt.

Sekretariatet for Skatterådet har overraskende i sit udkast til indstillingen til Skatterådet indstillet, at spørgsmålet afvises.

Afvisningen begrundes med, at spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed. Efter min opfattelse kan denne begrundelse ikke bære indstillingen om afvisning til Skatterådet.

Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt at forsøge at procedere for Skatterådet, når der foreligger en afvisningsindstilling fra SKATs side. Jeg skal derfor anmode SKAT om at genoverveje indstillingen. Jeg henviser herved til mine bemærkninger nedenfor.

For det tilfælde, at SKAT ikke ændrer sin indstilling til Skatterådet, vil jeg eftersøge en "frivillig", d.v.s. en ejer af en forsikring som anført i det bindende svar, som vil stille sit navn og personnummer til rådighed for en konkret forespørgsel, som jeg, jf. nedenfor finder overflødig.

Ved genovervejelsen af indstillingen bedes følgende taget i betragtning:

  1. Policens indhold bortset fra de nedenfor nævnte punkter omkring investeringsrådgiver skal ikke tages i betragtning. Det lægges til grund, at forsikringen i det hele bortset fra nedennævnte skal behandles efter de tidligere regler i pensionsbeskatningslovens § 50. Dette kan være tilfældet. Det modsatte kan også være tilfældet. Det beror på en undersøgelse af hele forsikringen, som kan falde ud til begge sider, men det er uden betydning i denne sammenhæng

  2. I en sådan forsikring, hvor midlerne indestår i en depotbank i forsikringsselskabets navn som ejer, kan der findes nedenstående klausuler vedrørende investeringsrådgivere:

    1. Der står intet i forsikringen om investeringsrådgiver. Det er klart, at forsikringsselskabet som ejer kan instruere depotbanken
    2. Det fremgår af forsikringen, at forsikringsselskabet også er investeringsrådgiver og kan instruere depotbanken.
    3. Det står i forsikringen, at depotbanken også er forsikringsrådgiver og derfor beslutter selv, hvorledes midlerne skal investeres.
    4. Det står i policen, at en person med navns nævnelse eller et investeringsinstitut eller -selskab er investeringsrådgiver og kan instruere depotbanken om køb og salg af værdipapirer.

Det, der ønskes oplyst eller snarere bekræftet, er at forsikringsejeren kan være investeringsrådgiver og instruere depotbanken, uden at dette har betydning for forsikringens skattemæssige behandling.

Investeringsrådgiveren kan naturligvis også identificeres i en allonge til forsikringen.

Som nævnt i den oprindelige anmodning er det almindeligt i danske forsikring, at ejeren kan træffe beslutning om, hvorledes forsikringsmidler skal investeres. Det har været sådan, så længe jeg kan huske, og forsikringsselskaberne reklamerer direkte med, at forsikringstageren træffer beslutning om, hvorledes midlerne skal placeres.

For det tilfælde at SKAT - mod forventning - fortsat finder, at indstillingen til Skatterådet skal være afvisning, vil jeg forvente, at jeg kan fremkomme med et navn, personnummer og en forsikring, der vil lægge navn til forespørgslen. Dette vil imidlertid ikke ændre spørgsmålet og heller ikke svaret, men vil formentlig spare et antal anmodninger om bindende svar, som kan undgås. Det erindres, at der tidligere er afgivet svar på generel forespørgsel inden for dette område frem til 18. februar 1992 af hensyn til at undgå at beslaglægge administrationen kapacitet unødigt.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at også den danske fuld skattepligtige ejer af en forsikring, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50, som var gældende indtil 18. februar 1992, men som fortsat finder anvendelse, kan udnævnes/fungere som investeringsrådgiver for en depotbank, hvor forsikringsselskabet har forsikringens midler anbragt, uden at det påvirker den skattemæssige behandling af forsikringen?

Begrundelse

Efter skatteforvaltningsloven § 21, stk. 1, kan enhver få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, at en anmodning om bindende svar i særlige tilfælde kan afvises, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Det fremgår af lovbemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2:

"Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter. "

Som det fremgår af Den Juridiske Vejledning 2016-2, afsnit C.A.10.4.2.3.6, beror det på en konkret fortolkning af forsikringspolicen, for at vurdere, om forsikringen vil være omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 50 eller 53 A.

Det er SKATs opfattelse, at spørger i sin anmodning om bindende svar ikke har beskrevet sagens faktum tilstrækkeligt, fordi der ikke foreligger en beskrivelse af en konkret disposition i form af enten en beskrivelse af en allerede foretaget ændring af investeringsrådgiver, eller en beskrivelse af en påtænkt ændring af investeringsrådgiver. I anmodningen er det i stedet generelt beskrevet, at det er spørgers opfattelse, at det er skattemæssigt irrelevant, hvem der er investeringsrådgiver, og at der som følge heraf kan foretages udskift af den person eller det selskab, der måtte være den oprindelige investeringsrådgiver i henhold til forsikringsselskabets police.

En besvarelse af et bindende svar forudsætter, at SKAT tager stilling til, om sagens faktum kan subsumeres under den for det bindende svar relevante retsregel. Dette indebærer, at sagens faktum skal være tilstrækkeligt præcist beskrevet til, at det er muligt for SKAT at henføre sagens faktum under den for det bindende svar relevante retsregel.

Når det bindende svar vedrører en påtænkt situation, består sagens faktum af spørgers beskrivelse af den konkrete disposition, han ønsker at foretage.

Henset til, at der i sagen ikke foreligger en beskrivelse af en konkret disposition, sammenholdt med, at der ikke er fremlagt en forsikringspolice, finder SKAT på denne baggrund, at sagens faktum ikke er beskrevet tilstrækkeligt præcist til, at spørgsmålet kan besvares med den fornødne sikkerhed, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, eftersom resultatet af det bindende svar beror på en konkret fortolkning af forsikringsaftalen. SKAT finder på denne baggrund, at det stillede spørgsmål har et hovedsageligt teoretisk udgangspunkt.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "afvises".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at også den danske fuld skattepligtige ejer af en forsikring, der er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50, som var gældende indtil 18. februar 1992, men som fortsat finder anvendelse, kan udnævnes/fungere som investeringsrådgiver for en depotbank, hvor forsikringsselskabet har forsikringens midler anbragt, uden at det påvirker den skattemæssige behandling af forsikringen?

Lovgrundlag

Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1-5.

§ 21. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

Stk. 2. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for andre end spørgeren af en disposition, som spørgeren påtænker at foretage, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bindende svar gives ikke på spørgsmål om den skattemæssige virkning af toldlovgivningen. Bindende svar gives heller ikke på spørgsmål om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen skal forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. § 2, stk. 2, hvis

1) svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige,

2) svaret vedrører større økonomiske værdier,

3) svaret angår fortolkning af væsentlig betydning for lovgivningen,

4) der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde eller

5) sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse.

Stk. 5. Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om registrering af et køretøj. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse.

Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1-3.

§ 24. En anmodning om et bindende svar skal være skriftlig og indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Skønner told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet, at spørgsmålet ikke er tilstrækkeligt oplyst, kan spørgeren anmodes om yderligere oplysninger eller dokumentation. Efterkommes anmodningen ikke inden for en rimelig frist, kan spørgsmålet afvises eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen respektive Skatterådet kan i øvrigt i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan ikke påklages administrativt.

Forarbejder

L 110 2004/05, bemærkninger til skatteforvaltningslovens § 24.

"Til § 24

Spørgeren har som udgangspunkt ansvaret for at oplyse de faktuelle forhold vedrørende den disposition, der ønskes et bindende svar om. Det har primært sammenhæng med, at spørgeren normalt har - eller bør have - et bedre kendskab til dispositionen end forvaltningen.

Forvaltningen har ansvaret for, at der kun gives et bindende svar, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst. Og forvaltningen har i øvrigt ansvaret for retsanvendelsen ved spørgsmålets besvarelse.

Told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, kan derfor anmode spørgeren om at belyse spørgsmålet nærmere, herunder om at dokumentere et forhold ved fremlæggelse af en vareprøve, og fastsætte en rimelig frist herfor. En sådan frist bør som udgangspunkt ikke være på under 14 dage.

I det omfang told- og skatteforvaltningen vurderer, at spørgsmålet ikke er oplyst tilstrækkeligt til, at det kan besvares, skal told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, afvise at give et bindende svar.

Efter stk. 2 kan told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar.

Ved administrationen af reglerne om bindende svar må det indgå, at der er spørgsmål, der ikke egner sig for den forenklede og borgerstyrede sagsbehandling, der ligger i ordningen med bindende svar. Det vil derfor ske, at en anmodning om bindende svar må afvises med henvisning til, at det pågældende spørgsmål har en sådan karakter, at det enten ikke kan besvares med den hast, som spørgeren ønsker, eller at det ikke kan besvares løsrevet fra andre skattemæssige forhold vedrørende den pågældende. Et bindende svar binder jo skattemyndighederne i op til 5 år.

Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om. Der kan også være tale om, at anmodningen om et bindende svar har en sådan karakter, at told- og skatteforvaltningen, respektive Skatterådet, finder, at der bør foretages kontrol i virksomheden af dispositionen, f.eks. fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten.

Afvisningsmuligheden er i øvrigt tænkt anvendt på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter. "

Praksis

Folketingets Ombudsmand, udtalelse af 11. maj 2009, FOB 2009 14-1 (uddrag):

"Ifølge skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2, kan Skat, henholdsvis Skatterådet, i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Om skatteforvaltningslovens § 21 bemærkes særligt at når det i bestemmelsen er anført at bindende svar gives vedrørende en ‘disposition', må det forstås sådan at bindende svar kun gives vedrørende en bestemt disposition og ikke en ubestemt flerhed af mulige dispositioner eller forskellige måder at gennemføre en given disposition på.

Kravet om at der skal være tale om en bestemt disposition, er uproblematisk når der anmodes om bindende svar på de skattemæssige virkninger af en allerede gennemført disposition. I disse tilfælde ligger faktum fast, og det vil være muligt objektivt at konstatere og dokumentere faktum.

I de tilfælde hvor der anmodes om bindende svar på de skattemæssige virkninger af en planlagt disposition, er det derimod ikke muligt objektivt at konstatere og dokumentere sagens faktum. I disse tilfælde udgøres ‘faktum' alene af spørgerens beskrivelse af den planlagte disposition. Kravet om at der skal være tale om en bestemt disposition, afføder i disse situationer et krav om at den planlagte disposition - herunder den måde som dispositionen planlægges gennemført på - beskrives tilstrækkelig detaljeret i anmodningen om bindende svar. Spørgeren må altså på forhånd gøre sig klart præcist hvad det er han eller hun ønsker at opnå (målet), og hvilken fremgangsmåde spørgeren har tænkt sig at anvende for at nå sit mål.

Det vil naturligvis afhænge af en konkret vurdering om en beskrivelse af en planlagt disposition er tilstrækkelig præcis og detaljeret til at der kan gives et bindende svar. "

I SKM2011.641.LSR ændrede Landsskatteretten Skatterådets bindende svar på et spørgsmål vedrørende principperne for opgørelsen af anskaffelsessummen for anparter, således at spørgsmålet afvistes. Landsskatteretten begrundede afvisningen med:

"Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder at det stillede spørgsmål er af en sådan karakter, at en besvarelse heraf ikke vil indebære en skattemæssig stillingtagen til en konkret påtænkt disposition. Spørgsmålet er tværtimod formuleret på en sådan måde, at det alene kan besvares med en egentlig teoretisk redegørelse af responsumlignende karakter jf. bl.a. formuleringen "efter hvilke principper", ligesom beskrivelsen af dispositionen hverken er præcis eller fyldestgørende. Der er således alene fastsat et omtrentligt tidspunkt for dispositionen, og der er for Skatterådet ikke fremlagt kontraktsudkast e.l."

I SKM2014.715.LSR ændrede Landsskatteretten Skatterådets bindende svar til "afvises", idet spørgsmålene ikke kunne anses at vedrøre en konkret disposition, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Landsskatteretten begrundede afvisningen med:

"Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, giver som udgangspunkt mulighed for at opnå bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.

På det foreliggende finder retten, at der ikke er et tilstrækkeligt sikkert, klart og utvetydigt grundlag for at besvare de stillede spørgsmål 6 og 7, og at det derfor ikke er muligt at besvare spørgsmålene. Retten ændrer derfor besvarelserne til, at det afvises at besvare spørgsmålene, jf. skatteforvaltningslovens § 24 og forarbejderne hertil i Folketingstidende 2004/2005, 2. samling, Tillæg A, p. 4275 ff.

Der henses herved bl.a. til ovennævnte praksis fra EU-domstolen og henvisning til Juridisk Vejledning, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i praksis altid foretages en helhedsvurdering af de nærmere omstændigheder i forbindelse med virksomhedens salg af driftsmidler mv.

Sagens oplysninger i det bindende svar indeholder en generel beskrivelse af kørselskontrakter og udbudsbetingelser, men ikke en nærmere beskrivelse af en konkret disposition i form af en overdragelse til en ny busoperatør. Det er alene oplyst, at busoperatøren har en ret, men ikke en pligt til at overdrage busser til den nye busoperatør, og at disse busser overdrages til den nye operatør. Det vides f.eks. ikke præcist, hvor mange af de anvendte busser, der overdrages, eller hvorledes de skal anvendes af den nye busoperatør, hvilket ikke på forhånd kan udelukkes at have betydning for besvarelsen. Som følge heraf kan spørgsmålene ikke anses for at vedrøre en konkret disposition, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1."

I SKM2015.590.SR afviste Skatterådet at svare på, om salg af fast ejendom, der er indkøbt fra et koncernforbundet selskab, er momsfritaget, selv om salget sker indenfor 5 års fristen for nye bygninger, såfremt salget til tredjemand sker efter, at den faste ejendom har været anvendt i en periode på mindst 2 år. Skatterådet begrundede afvisningen med:

"Spørger ønsker ved sin anmodning om bindende svar bekræftet, at et efterfølgende salg af boligerne til tredjemand (efter at boligerne var været anvendt i en periode på mindst to år) vil være momsfrit.

Der foreligger ikke nærmere oplysninger om salget, udover at det først vil finde sted efter, at den faste ejendom har været anvendt i periode på mindst to år.

Det er ukendt, hvor mange boliger, der vil blive solgt efter at have været anvendt i minimum to år. Det er uvist, om de vil blive solgt til lejerne eller tredjemand. Det er generelt oplyst, at salget sker, efter at lejlighederne har været anvendt i minimum to år, men det er ukendt, hvor længe lejlighederne konkret anvendes inden salget.

Det er SKATs opfattelse, at der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger om det fremtidige salg, som ligger mere end to år frem i tiden, til at der kan afgives bindende svar, jf. skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2 samt SKM2014.715.SR og SKM2011.641.LSR. (...)

"SKAT er herefter fortsat af den opfattelse, at spørgsmålet ikke er egnet til ordningen med bindende svar. Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven § 24, stk. 2, at afvisningsmuligheden i øvrigt er tænkt anvendt på spørgsmål om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter."

I SKM2016.23.SR afviste Skatterådet at svare på, om Spørger 1s videresalg af kapitalandele i Spørger 2 ville være fritaget for moms. Skatterådet begrundede afvisningen med:

"I nærværende sag har spørger spurgt til de skattemæssige virkninger af et videresalg af aktier til eksempelvis en pensionskasse eller en anden investor. Der foreligger ikke en beskrivelse af den konkrete disposition, herunder ikke sådanne oplysninger, at det kan vurderes, om køber vil opnå en eksklusiv brugsret ved leveringen af aktierne. På den baggrund indstiller SKAT, at spørgsmålet afvises, idet spørgsmålet er af generel karakter. "

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit C.A.10.4.2.3.6 Overgangsregler

"Overgang fra beskatning efter PBL § 50 til beskatning efter PBL § 53 A

Da eksisterende forsikringer mv. omfattet af PBL § 50 kan ændres, er det nødvendigt at tage stilling til, hvilke ændringer i en forsikring mv. oprettet før den 18. februar 1992, der kan medføre, at forsikringen mv. herefter anses for en "ny" ordning omfattet af den skærpede regel i PBL § 53 A.

For ejeren af en livsforsikring med kapitaludbetalinger, der er omfattet af PBL § 50 og som er oprettet i udlandet, mens vedkommende var fuldt skattepligtig i udlandet, vil en ændring, så ordningen bliver omfattet af PBL § 53 A, medføre en skærpelse af beskatningsreglerne.

For ordninger oprettet før den 18. februar 1992 omfattet af PBL § 50, indeholder PBL § 50, stk. 3, en regel om præmieafgift på 40 procent af kapitalindbetalinger over et vist beløb 10.200 kr. (2015: 10.100 kr.). Men den bestemmelse gælder ikke ved oprettelse, mens ejeren var hjemmehørende i udlandet. Til gengæld er kapitaludbetaling og afkast af kapitalforsikringer mv. oprettet før den 18. februar 1992 skattefri, hvis forsikringstageren vælger at flytte til Danmark.

PBL § 53 A indfører beskatning af afkastet med virkning for ordninger oprettet, erhvervet eller ændret den 18. februar 1992 eller senere.

Det skal i den forbindelse holdes for øje, at i den udstrækning det er muligt at foretage en ændring i forsikringen mv., der indebærer, at der foreligger en "ny" ordning, og denne ordning ligesom den oprindelige ordning udbetaler løbende, livsbetingede ydelser i stedet for kapitaludbetalinger, kan ændringen opleves som en lempelse af skatten. Konsekvensen er, at afkastet til forskel fra tidligere bliver beskattet efter PBL § 53 A, men at de løbende udbetalinger til gengæld i forhold til tidligere bliver skattefri.

Hvornår foreligger der en sådan ændring af en forsikring mv., at den er en ny ordning omfattet af PBL § 53 A?

PBL § 53 A har virkning for forsikrings- og pensionsordninger, der er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere.

Bestemmelsen har dog ikke virkning for arv, der falder den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato.

Se ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6.

Aftalelovens regler

Aftalelovens regler betyder ved fortolkning af ikrafttrædelsesbestemmelsen, at ændringer efter den 18. februar 1992 af en eksisterende forsikringsaftale mv. fører til, at der foreligger en nyoprettet ordning, der omfattes af reglerne i PBL § 53 A.

Det gælder ændringer, der, hvis de havde foreligget i en accept, havde medført, at accepten ikke stemte overens med tilbuddet, jf. aftalelovens § 6. Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan foretages ændringer i en aftale om en forsikring mv. etableret før de nævnte tidspunkter, uden at ordningen derved i forhold til afgiftsreglen betragtes som en ny ordning.

For forsikringer mv. oprettet før den 18. februar 1992 gælder, at ændringer, der ikke er aftalt endeligt og bindende mellem forsikringstager eller den pensionsberettigede og selskab før den 18. februar 1992, fører til, at der foreligger en ny ordning omfattet af reglerne. (...)

Formålsfortolkning af reglerne

Ved fortolkning af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 6 kan aftalelovens regler i særlige tilfælde fraviges ud fra en formålsfortolkning af reglerne.

En formålsfortolkning indebærer, at i tilfælde, hvor en ændring af forsikringsaftalen bringer mere uden for indkomstbeskatning, er forsikringen omfattet af reglerne i PBL§ 53 A. Herved opnås skattemæssig ensartet behandling af forsikringer oprettet før den 18. februar 1992, hvori der foretages ændringer, og nyoprettede forsikringer. (...)"