Beregning af indbringelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 49 - korrigeret afgørelse fra Landsskatteretten

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato24 Mar 2017
Dato for udgivelse20 Apr 2017 10:38
SKM-nummerSKM2017.292.ØLR
MyndighedØstre Landsret
SagsnummerB-2159-16
Dokument typeKendelse
EmneordIndbringelsesfrist, korrigeret, afgørelse, formulering, påstande, identitet
Resumé

Landsskatteretten traf den 18. marts 2015 afgørelse i en sag om moms af en udtrædelsesgodtgørelse, der gav skatteyderen medhold. Den 24. marts 2015 sendte Landsskatteretten en korrigeret afgørelse. Landsskatteretten havde ved en fejl undladt at gengive momslovens § 27, stk. 1, hvilket blev rettet med den korrigerede afgørelse. Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene den 23. juni 2015.

Skatteyderen nedlagde for byretten påstand om, at sagen skulle afvises som for sent anlagt. Efter skatteyderens opfattelse var sagen anlagt efter udløbet af indbringelsesfristen på 3 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 49, da fristen skulle regnes fra den første afgørelse. Byretten tog ikke afvisningspåstanden til følge, da fristen skulle regnes fra afsigelsen af den nye afgørelse den 24. marts 2015 (SKM2016.515.BR). Skatteyderen kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse afgørelsen til landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse.

Landsretten bemærkede, at fristen skulle regnes fra den korrigerede afgørelse. Flertallet henviste til, at det fremgik af den korrigerede afgørelse, at "afgørelsen erstatter afgørelse af 18. marts 2015", ligesom der i følgebrevet til skatteyderen og dennes repræsentant tillige var anført, at afgørelsen "afløser afgørelsen af 18. marts 2015". Søgsmålsfristen var derfor overholdt (dissens).

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 49

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, A.A.10.3.5

Henvisning

 


Parter 

H1

(v/Adv. Jess Thiersen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. David Auken)

Afsagt af byretsdommerne

Bodil Dalgaard Hammer, Gunst Andersen og Per Kiel Lauritsen (kst.)

Sagens oplysninger og parternes påstand

Byrettens kendelse af 13. maj 2016 (BS 154-899/2015) (SKM2016.515.BR) om, at sagen antages til realitetsbehandling er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 8. august 2016 kæret af H1 ved kæreskrift af 2. september 2016.

Skatteministeriet er fremkommet med sine bemærkninger til kæremålet ved kæresvarskrift af 23. september 2016.

Dommerens fremsendelsesbrev af 8. september 2016 og udskrift af dombogen af 13. maj 2016 indeholdende den kærede afgørelse fremlagdes.

H1 har nedlagt påstand om, at den for Byretten verserende sag BS 154-899/2015 Skatteministeriet mod H1 afvises.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om stadfæstelse.

H1 har for landsretten til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at der ikke er sket rettidig indbringelse for domstolene, idet fristen for indbringelse skal regnes fra den 18. marts 2015. Selskabet har anført, at der ikke alene kan ses på det formelle forhold, at den korrigerede afgørelse af 24. marts 2015 angiver at erstatte den tidligere afgørelse. Ordvalget "erstatter" indebærer ikke, at der foreligger en ophævelse af afgørelsen af 18. marts 2015, og at der etableres helt nye frister, men indebærer alene, at afgørelsen af 18. marts 2015 har den ordlyd, som følger af korrektionen foretaget den 24. marts 2015. Den skete korrektion vedrører alene et formelt forhold, der ikke påvirker gyldigheden af afgørelsen af 18. marts 2015. Landsskatteretten kan ikke frit tilbagekalde eller omgøre sine afgørelser, herunder kan Landsskatteretten ikke af egen drift genoptage sine afgørelser. Landsskatterettens mulighed for at genoptage eller tilbagekalde afsagte afgørelser med henblik på at ændre disse materielt finde udtømmende reguleret i § 35 g i skatteforvaltningsloven, der blandt andet forudsætter, at klageren begærer sådan genoptagelse. Der er ikke hjemmel i den ulovregulerede adgang til at foretage berigtigelse til at ændre en afgørelse. En ophævelse af en afgørelse er en ændring og kan derfor ikke ske med hjemmel i dette regelsæt. Da hjemmelsgrundlaget ikke tillader ændring, herunder ophævelse af afgørelsen, er konsekvensen, at korrektionen ikke er en ny afgørelse med selvstændige indbringelsesfrister.

Retspraksis om berigtigelse af domme, kendelser og forvaltningsakter, jf. UfR 2000.1987 H og UfR 2002 1060 V, indebærer, at der ikke herved etableres nye anke/indbringelsesfrister. Alle reale grunde tilsiger også en sådan retstilstand. Berigtigelser af formelle forhold ændrer intet materielt, og der er derfor ikke behov for nye klagefrister. Omvendt vil det i forhold til klagefrister være en tilfældighed om berigtigelsen sker kortere eller længere tid efter afsigelse af afgørelsen. Det er ikke en hensigtsmæssig retstilstand, at der ved udbedring af sådanne forhold uden betydning for afgørelsen etableres en ny meget længere klagefrist, eller en ny klagemulighed, når klagefristen i øvrigt er udløbet. Skatteankestyrelsen har endvidere ikke givet ny indbringelsesvejledning ved udstedelse af den korrigerede afgørelse, og Skatteministeriet har ved offentliggørelsen af afgørelsen angivet afgørelsens dato til at være den 18. marts 2015.

Skatteministeriet har gentaget sine anbringender for byretten vedrørende søgsmålets rettidighed. Skatteministeriet har endvidere anført, at H1' henvisning til UfR 2000.1987 H og UfR 2002.1060 V er uden betydning for sagen.

Landsretten traf den 4. oktober 2016 beslutning om ikke at imødekomme anmodningen fra parterne om mundtlig forhandling og fastsatte i den forbindelse en frist for parterne til at fremkomme med yderligere bemærkninger. Der er ikke fremkommet yderligere fra parterne.

Byretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

k e n d e l s e :

To dommere Bodil Dalgaard Hammer og Per Kiel Lauritsen udtaler:

Det følger af skatteforvaltningslovens § 49, at spørgsmål, som er afgjort af Landsskatteretten, kan Skatteministeriet indbringe for domstolene, senest 3 måneder efter at Landsskatteretten har truffet afgørelse.

Det fremgår af Landsskatterettens korrigerede afgørelse af 24. marts 2015, at "afgørelsen erstatter afgørelse af 18. marts 2015", og i følgebrevene til H1 og selskabets repræsentant R1 er det anført, at den korrigerede afgørelse "afløser afgørelsen af 18. marts 2015". Uanset at korrektionen alene bestod i indsættelse af et manglende citat af momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., finder vi på den baggrund ligesom byretten, at Landsskatteretten ved den korrigerede afgørelse af 24. marts 2015 traf en ny afgørelse, som erstattede afgørelsen af 18. marts 2015, og at fristen i skatteforvaltningslovens § 49 for Skatteministeriets indbringelse af afgørelsen for domstolene derfor skal regnes fra den 24. marts 2015. Da Skatteministeriet anlagde sagen ved byretten den 23. juni 2015, er søgsmålsfristen således overholdt.

Herefter, og da det af H1 i øvrigt anførte ikke kan føre til afvisning af sagen med henvisning til fristen i skatteforvaltningslovens § 49, er der ikke grundlag for at tage H1' påstand om afvisning til følge.

Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens kendelse.

Dommer Gunst Andersen udtaler:

Da der ikke med afgørelsen af 24. marts 2015 blev foretaget nogen ændring, der havde betydning for afgørelsen af 18. marts 2015, finder jeg, at afgørelsen af 24. marts 2015 ikke var en ny afgørelse, men derimod må anses for at være en berigtigelse af afgørelsen af 18. marts 2015. Landsskatteretten findes derfor at have truffet endelig administrativ afgørelse i sagen den 18. marts 2015, og søgsmålsfristen efter skatteforvaltningslovens § 49 må herefter regnes fra denne dato, hvorfor Skatteministeriets indbringelse af sagen for domstolene den 23. juni 2015 er sket efter søgsmålsfristens udløb. Jeg stemmer derfor for at tage H1' påstand om afvisning til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at byrettens afgørelse stadfæstes.

T h i  b e s t e m m e s :

Byrettens kendelse stadfæstes.

H1 skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale 3.000 kr. til Skatteministeriet.

Retten hævet. 

SKM2016.515.BR