Spilleafgiftsloven - spil uden tilladelse
Dokumentets dato20 Nov 2012
Dato for udgivelse28 Nov 2012 13:25
SKM-nummerSKM2012.681.SR
MyndighedSkatterådet
Sagsnummer12-141802
Dokument typeBindende svar
EmneordAfgift, spil, tilladelse, indsats, tilfældighed, offentligt
Resumé

A ApS (spørger) påtænker at udbyde en konkurrence via en app, der kan downloades gratis af alle, som har adgang til en mobiltelefon, der kan downloade den pågældende app. En konkurrence kan f.eks. lyde; "[...]". I den anledning bekræfter Skatterådet, at reglerne for beregning og betaling af afgifter i forbindelse med spil uden indsats jf. spilleafgiftsloven § 15 finder anvendelse. Skatterådet begrunder sit svar med, at der er tale om et spil uden indsats, at der er et element af tilfældighed i spillet, og at spillet er udbudt offentligt.

Hjemmel

Lov nr. 149 af 10/4 1922 (statsskatteloven)
Lov nr. 848 af 1/7 2010 (spilleloven)
Lov nr. 698 af 25/6 2010 (spilleafgiftsloven).

Reference(r)

Statsskatteloven § 4f
Spilleloven § 3
Spilleloven § 5
Spilleafgiftsloven § 1,
Spilleafgiftsloven § 15 
Spilleafgiftsloven § 16.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit J.A.1.3.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit J.A.1.4.

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit E.A.9.12.


Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at reglerne for beregning og betaling af afgifter i forbindelse med spil uden indsats jf. lov om afgifter af spil § 15 finder anvendelse, når der tale om en konkurrence som beskrevet?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det i så fald bekræftes, at en bruger, der vinder en konkurrence, vil være skattepligtig af vundne gevinster som gaver jf. statsskattelovens § 4, og ikke skal anses som værende i et ansættelsesforhold eller et aftaleforhold om personlig arbejds- eller tjenesteydelser i øvrigt?

Svar

  1. Ja.
  2. Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrund

A ApS (spørger) udbyder [...]-ydelser i Norden. Fra spørgers kontorer i København og i øvrige større nordiske byer tilbyder spørger rådgivning vedrørende skræddersyede [...]-løsninger tilpasset kundernes individuelle behov.

Dispositionen

Spørger påtænker at udbyde en konkurrenceservice via en app, der kan downloades gratis af alle, som har adgang til en mobiltelefon, der kan downloade den pågældende app.

Baggrunden for konkurrencen er, at spørger ønsker at tilbyde sine kunder en interaktiv mulighed for lynhurtig informationsindhentning. Kunderne kan ønske informationer indhentet om hvad som helst - så længe informationsindsamlingen kan simplificeres og formuleres i et sprog, som almindelige mennesker kan forstå.

Konkurrencen med deltagere kaldet "[...]" passer ind i spørgers sædvanlige aktiviteter omkring informationsindsamling om spørgers kunders´ performance. På baggrund af disse informationer, rådgiver spørger kunderne i at anvende deres ressourcer på en mere optimal måde.

Formålet med at strukturere informationsindsamlingen som en konkurrence er, at deltagerne så hele tiden er "på tæerne" og kæmper om at være de første, der løser opgaverne. Således sikres en hurtig og effektiv informationsindsamling, hvilket netop er ideen bag - og kvaliteten af konkurrence-konceptet. Konkurrencen udbydes offentligt, alle kan deltage og spørger diskriminerer ikke. Den eneste forudsætning er, at deltageren er i besiddelse af en mobiltelefon. Deltagerne skal dog være over 18 år. Deltagelse er ikke betinget af en økonomisk indsats fra deltageren.

Konkurrencen fungerer i praksis således, at en deltager, efter at have downloaded app'en, får tilsendt beskeder via app'en, som indikerer, når der er nye konkurrencer i gang. En konkurrence kunne typisk lyde: "[...]".

Dermed vil en deltager, som tilfældigvis befinder sig på rette sted i rette tid være den første til at respondere på konkurrencen og dermed være den, der vinder xx kr.

Systemet fungerer på den måde, at når en deltager sender sit svar / indberetning, registreres de GPS koordinator, hvorfra afsendelsen sker. App'en regner herefter selv ud, hvor langt der er til [rette sted], hvor deltageren har været, og dermed sikres det, at svaret på [...], rent faktisk foretages af en person, som er på det pågældende sted. Opgaven anses ikke for løst, hvis afstanden mellem deltageren og [rette sted], hvor deltageren har været, er mere end 0,2 miles. Dette sikrer kvaliteten af indberetningerne. Opgaveløsningen valideres derfor både via GPS-data og kvalitet af f.eks. [...].

Der er hermed ingen risiko for, at de indberetninger, som modtages, er gæt frem for fakta. En person, der er i København, vil derfor ikke bare kunne indsende et "gæt", på en opgave i Jylland og vinde konkurrencen. Det skal samtidigt bemærkes, at muligheden for at vinde er aldeles tilfældig, da ingen deltagere ved, hvor i landet den næste information skal indsamles henne.

Ved at udforme informationsindsamlingen til spørgers kunder som en konkurrence uden indsats, hvor alle kan være med, og hvor vinderen bestemmes primært ud fra dennes tilfældige fysiske lokation på tidspunktet for konkurrencens frigivelse, sikrer spørger deltagernes interesse for app'en, og sikrer sine kunder hurtige opdaterede informationer fra brugerne for en billig pris.

Konkurrence-app'en er blevet markedsført gennem brede medier. Der har været eksempelvis været medieomtale i aviser og på internettet.

Muligheden for at vinde er helt tilfældig, og i meget høj grad betinget af brugerens fysiske lokation på tidspunktet for konkurrencens frigivelse, og kun i meget ringe grad betinget af en indsats. Indsatsen består i at sende en besked via mobiltelefonen og udgør udelukkende teleselskabets pris for at besvare spørgsmålet. Dermed er det muligt for enhver bruger at blive den, der svarer først, og dermed løbe med præmien.

Der er tale om en udbetaling af præmier i kontanter til de brugere, der er heldige at befinde sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og som indsender de nødvendige oplysninger til spørger.

De små gevinster, som vinderne opnår ved at løse opgaverne, finansieres ved at kunderne er parate til at betale mere for informationerne de får via indberetningerne end den præmie, som deltagerne modtager.

Samlet set er der derfor et væsentligt tilfældighedselement, offentlig adgang til at deltage, samt ingen indsats forbundet med at deltage i konkurrencerne.

Der er ikke tale om, at brugerne af app'en forpligter sig til at indsende oplysninger eller i øvrigt forpligter sig til at levere ydelser til spørger. Der er altså ikke tale om en personlig ydelse, hvor levering forudsætter en aftale indgået parterne imellem.

Der er ingen instruktionsbeføjelser eller ledelsesret for spørger forbundet med det påtænkte set-up. Det er frivilligt, om og hvornår en bruger ønsker at gøre brug af app'en og det eneste, brugeren skal gøre, er at reagere på den udbudte konkurrence.

Indsatsen i forbindelse med at deltage består alene i at besvare app'en ved at angive [...]; nøjagtig som deltagelse i diverse andre konkurrencer kræver et tilsvarende minimum af handling, for at deltage.

Det kan lægges til grund, at spørger sørger for behørig afgiftsregistrering af spil uden indsats iht. lov om afgift af spil § 19.

Dispositionen påtænkes foretaget.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Spørger ønsker, at spørgsmål 1 skal besvares med "Ja".

Begrundelse:

Lovgrundlag:

Lov om spil

§ 3 stk. 2. Udbud eller arrangering af spil, hvor der for deltagelse ikke betales en indsats, kræver ikke tilladelse.(...)

§ 5. I denne lov forstås ved:

1) Spil: Lotteri, kombinationsspil og væddemål.

2) Lotteri: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende beror på tilfældighed.

3) Kombinationsspil: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og tilfældighed.

Lov om afgifter af spil

§ 15. Der skal af gevinster vundet i spil, der i henhold til § 3, stk. 2, i lov om spil kan udbydes uden tilladelse eller anmeldelse til spillemyndigheden, og som må anses for offentlige, betales følgende afgift:

1) 15 pct. af kontante gevinster beregnet af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.

2) 17,5 pct. af andre gevinster beregnet af den del af gevinstens værdi, der overstiger 200 kr.

§ 16. Den afgiftspligtige er den person eller det selskab m.v. (juridisk person), der afholder spillet.

Alle og enhver kan gratis downloade den omtalte app, der giver adgang til at deltage i konkurrencerne. Der er ingen begrænsninger i, hvem der kan deltage. Deltagelse er således ikke betinget af betaling af en indsats, men blot af, at brugeren har adgang til en telefon, der kan downloade app'en.

De påtænkte udbudte konkurrencer indeholder et meget væsentligt tilfældighedsmoment, idet muligheden for at vinde er helt tilfældig; betinget af brugerens fysiske lokation på tidspunktet for konkurrencens frigivelse. Dermed er det helt tilfældigt hvilken bruger, der får muligheden for at svare først, og som dermed løber med præmien.

Det er på denne baggrund vores opfattelse, at den beskrevne konkurrence er omfattet af afgiftsreglerne, og at spørgsmål 1 skal besvares med et "ja".

Spørgsmål 2

Spørger ønsker, at spørgsmål 2 skal besvares med "Ja".

Begrundelse:

I SKM2008.783.SR fandt SKAT, at der i en præmiekonkurrence, afholdt af et analyseinstitut, som foretog spørgeskemaundersøgelser over nettet via et panel af personer, ikke i tilstrækkelig grad var offentlig adgang til at deltage, idet analyseinstituttet havde ret til at nægte en person optagelse i panelet. Konkurrencen var dermed ikke omfattet af afgiftsreglerne.

I afgørelsen udtaler SKAT vejledende; "det er SKATs opfattelse, at der i det givne tilfælde ikke er tale om personlig arbejds- eller tjenesteydelse uden for ansættelsesforhold. Deres klient vurderes derfor ikke at være omfattet af indberetningspligten efter skattekontrollovens § 7A."

Dermed opfatter SKAT frivillig udfyldelse af spørgeskemaer over nettet for at falde uden for kategorien "personlig arbejds- eller tjenesteydelse uden for ansættelsesforhold".

Værdien af de præmier, som paneldeltagerne i SKM2008.783.SR modtog i forbindelse med udfyldelse af spørgeskemaer, skulle dermed anses som gaver, og var skattepligtige efter statsskattelovens § 4.

Det er vores opfattelse, at der i spørgers tilfælde på samme vis er tale om, at brugerens personlige indsats ved at respondere på en udbudt konkurrence er af så ringe omfang, at modydelsen hverken skal anses som et ansættelsesforhold eller som en personlig arbejds- eller tjenesteydelse i skattemæssig forstand. Indsatsen er ikke større end ved alle andre former for lodtrækninger eller lotterier, hvor deltagelse naturligvis er betinget af, at deltageren fysiske melder sig til lodtrækningen.

Præmier vundet af brugere i forbindelse med at respondere som den første, skal efter vores opfattelse anses som gaver, der er skattepligtige jf. statsskattelovens § 4.

Det er på denne baggrund vores opfattelse, at præmierne kan kategoriseres som gaver, og at spørgsmål 2 skal besvares med et "ja".

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Spørger ønsker bekræftet, at reglerne for beregning og betaling af afgifter i forbindelse med spil uden indsats jf. lov om afgifter af spil § 15 finder anvendelse, når der tale om en konkurrence som den beskrevne.

Lovgrundlag

Statsskatteloven (lov nr. 149 af 10/4 1922) § 4, litra f

Bestemmelsen har denne ordlyd:

"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks:

f) af lotterispil, samt andet spil og væddemål."

Lov om spil - spilleloven (lov nr. 848 af 1/7 2010) § 3 og § 5

Bestemmelserne har denne ordlyd:

"§ 3. Udbud eller arrangering af spil kræver tilladelse, medmindre andet følger af denne lov eller anden lovgivning

Stk.2. Udbud eller arrangering af spil, hvor der for deltagelse ikke betales en indsats, kræver ikke tilladelse. Betaling i en gættekonkurrence i en radio- eller en tv-udsendelse, hvor afholdelse af gættekonkurrencen ikke udgør hovedindholdet, anses ikke for indsats, såfremt betalingen sker via en informations- og indholdstjeneste med integreret taksering eller en mobil betalingstjeneste og ikke overstiger en tillægstaksering på 5 kr. pr. telefonnummer pr. døgn."

"§ 5. I denne lov forstås ved:

1) Spil: Lotteri, kombinationsspil og væddemål.

2) Lotteri: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende beror på tilfældighed.

3) Kombinationsspil: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og tilfældighed. [...]

8) Onlinespil: Spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder ved brug af fjernkommunikation [...]"

Lov om afgifter af spil - spilleafgiftsloven (lov nr. 698 af 25/6 2010) § 1, § 15 og § 16

"§ 1. Udbud eller arrangement af spil er afgiftspligtigt, i det omfang det følger af reglerne i denne lov.

Stk.2. Loven finder anvendelse her i landet, i internationalt farvand og luftrum, når en transport heri er nødvendig for drift mellem en dansk havn eller lufthavn og rutens endelige destination, og på danske fartøjer, der befinder sig i andre landes farvande, såfremt aftale herom er indgået med det pågældende land.

Stk.3. Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er omfattet af denne lov, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land.

Stk.4. § 12 og § 13 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder ikke anvendelse."

"§ 15. Der skal af gevinster vundet i spil, der i henhold til § 3, stk. 2, i lov om spil kan udbydes uden tilladelse eller anmeldelse til spillemyndigheden, og som må anses for offentlige, betales følgende afgift:

  1. 15 pct. af kontante gevinster beregnet af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.
  2. 17,5 pct. af andre gevinster beregnet af den del af gevinstens værdi, der overstiger 200 kr.

"§ 16. Den afgiftspligtige er den person eller det selskab m.v. (juridisk person), der afholder spillet."

Praksis

SKM2010.545.SR

Skatterådet fandt i dette bindende svar, at lodtrækningen i en spørgeskemaundersøgelse er omfattet af gevinstafgiftsloven. Udvælgelsen af deltagere sket ud fra et tilfældighedsprincip og i en så tilstrækkelig stor og defineret gruppe, at offentlighedskravet i gevinstafgiftslovens § 1 må anses for opfyldt.

Af Skatterådets begrundelse fremgik bl.a. følgende:

"[...] Udvælgelsen af deltagere i spørgeskemaundersøgelsen er sket ud fra et tilfældighedsprincip, hvorved samtlige borgere i regionen har haft en chance for at deltage. Da udvælgelsen samtidig er sket blandt samtlige borgere i en hel region, og der dermed er tale om en tilstrækkelig stor og objektivt defineret gruppe, finder Skatterådet, at offentlighedskravet i gevinstafgiftslovens § 1 må anses for opfyldt, og at lodtrækningen derfor er omfattet af gevinstafgiftsloven. [...]"

Juridiske Vejledninger mv.

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit J.A

I afsnittet beskrives de egenskaber, som et spil skal have for at være omfattet af spillelovgivningen. Af afsnittet fremgår bl.a. følgende:

"[...] J.A.1.3 Spil omfattet af spillelovgivningen

Alle spil er som udgangspunkt omfattet af spillelovgivningen i Danmark, medmindre spillet er specifikt reguleret af anden lovgivning eller bevilling. Dette gælder uanset, om der kræves tilladelse til udbuddet af spillet. [...]

Definition af landbaseret og online udbud

Online spil defineres som spil ved brug af fjernkommunikation. Dvs. at spillet udbydes, indgås og foregår uden at spilleren og spiludbyderen mødes fysisk. [...]

J.A.1.4 Spiltyper [...]

Lotteri

Et lotteri er et spil, hvor gevinstchancen er baseret udelukkende på tilfældighed. Dette vil sige, at spilleren ikke har mulighed for at påvirke afviklingen og udfaldet. Se SPILL § 5, stk. 1, nr. 2. Definitionen omfatter blandt andet spil som bingo, skrabelodder og tombola. [...]

Kombinationsspil

Et kombinationsspil er spil, hvor gevinstchancen er baseret på både tilfældighed og færdighed. Se SPILL § 5, stk. 1, nr. 3. Fordeling mellem tilfældighed og færdighed har ikke betydning for, om spillet falder indenfor definitionen. Hvis der er tale om et spil, som normalt er baseret på tilfældighed, men som er tilført et element af færdighed, vil dette spil dermed også være omfattet af definitionen på "kombinationsspil". Det er dog en forudsætning, at der er tale om et indbygget element i spillet. Eksempelvis vil en lodtrækning om, hvem der først begynder i et spil skak, ikke gøre spillet til et kombinationsspil.

Kombinationsspil omfatter også gættekonkurrencer, hvor deltagerne i gættekonkurrencen skal betale en indsats for at deltage, hvor der kan vindes en gevinst, og hvor gættekonkurrencen helt eller delvist afgøres ved tilfældigheder. Det gælder fx i forbindelse med en trækning mellem alle, der har svaret rigtigt på konkurrencens spørgsmål, eller hvor »telefonsluser« tilfældigt afgør, hvem der får lov til at deltage i konkurrencen.

Eksempler

Som eksempler på kombinationsspil kan nævnes: poker, backgammon, whist og gættekonkurrencer.

Den Juridiske Vejledning 2012-2, afsnit E.A.9 ff.

I afsnittet beskrives reglerne i spilleafgiftsloven. I afsnit E.A.9.12 beskrives afgiftsreglerne for spil uden indsats.

"[...] Der er sammenhæng mellem reglerne i lov om spil og lov om afgifter af spil på den måde, at afgifterne på de forskellige spil relaterer sig til de spiltyper, som er defineret i lov om spil. [...]

Spillene, der er omfattet af reglen [spilleafgiftslovens § 15], er spil

a) hvor der ikke opkræves en indsats for at deltage i spillet

b) hvor der skal være et element af tilfældighed til stede i spillet/konkurrencen

c) der er offentlige, og deltagelsen derfor ikke må bero på en casting/udvælgelse af deltagerne.

Ad a) Indsats. [...] Et gebyr for deltagelse i et spil, som overstiger omkostningerne til teletransmission, postforsendelse mv., anses for at være en indsats. [...]

Ad b) Element af tilfældighed. Et spil skal desuden indeholde et element af tilfældighed for at være omfattet af reglen om "spil uden indsats" i SPILAL § 15. Et sådant element af tilfældighed er fx til stede, når vinderen af en gevinst udvælges ved lodtrækning eller under lignende tilfældige omstændigheder.

En tidsbegrænsning udelukker ikke, at spillet har et element af tilfældighed, når blot der gives en rimelig tid til besvarelsen. Er tidsfristen imidlertid så kort, at kun deltagere med helt særlige evner, viden eller lignende reelt har mulighed for at vinde gevinsten, er der ikke et element af tilfældighed i spillet, og det er derfor ikke omfattet af reglen i SPILAL § 15. Præmier opnået ved at deltage i konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger for at besvare opgaver af denne art, er ikke omfattet af reglen i SPILAL § 15. Det vil sige i situationer, hvor der kræves særlig viden, egenskaber eller præstationer. Fx vil en præmie vundet ved en sportspræstation, i en dansekonkurrence eller lignende ikke være omfattet af reglen.

Ad c) Offentlig tilgængeligt

At spillet skal være offentligt tilgængeligt betyder fx, at gevinster fra spil i en forening for medlemmerne ikke er omfattet af reglen. Offentlig tilgængelighed er fx tilstede, hvor udvælgelse sker på baggrund af en statistisk udvælgelse. [...]Hvis udvælgelse til at deltage i et spil foregår ud fra besvarelse af tilfældige lettere spørgsmål indenfor almen viden, anses spillet for offentligt tilgængeligt, og spillet/konkurrencen omfattes derfor af reglen i SPILAL § 15, hvis der ikke betales et indskud for deltagelse. [...]"

Begrundelse

Indtægter ved lotterispil samt andet spil og væddemål skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 4, litra f.

Udbud eller arrangering af spil er afgiftspligtigt, når det følger af spilleafgiftsloven, jf. spilleafgiftslovens § 1. Når en konkurrence omfattes af spilleloven og dermed spilleafgiftsloven, skal gevinster ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. spilleafgiftslovens § 1, stk. 3.

I spillelovens § 5, stk. 1 defineres en række begreber indeholdt i spilleloven. I nr. 1 defineres, hvad der forstås ved spil. Spil omfatter lotteri, kombinationsspil og væddemål. I nr. 8 defineres, hvad der forstås ved onlinespil. Der er sammenhæng mellem reglerne i spilleloven og spilleafgiftsloven, da afgifterne på forskellige spil relaterer sig til de spiltyper, der er defineret i spilleloven.

Af spillelovens § 3, stk. 2 fremgår det, at udbud eller arrangering af spil, hvor der for deltagelse ikke betales en indsats, ikke kræver tilladelse. Af gevinster vundet i spil, der kan udbydes uden tilladelse og som anses for offentlige, betales 15 % i afgift af kontante gevinster af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr., jf. spilleafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 1.

For at være omfattet af spilleafgiftslovens § 15 skal tre betingelser opfyldes.

  1. Der skal være tale om et spil uden indsats. Dette følger direkte af ordlyden af spilleafgiftslovens § 15, stk. 1.
  2. Der skal være et element af tilfældighed i spillet eller konkurrencen. Dette følger af de spiltyper, der er omfattet af definitionen "spil" i spillelovens § 5.
  3. Spillet skal være offentligt, hvilket vil sige, at der er lige adgang for offentligheden til at deltage. Dette følger ligeledes af ordlyden af spilleafgiftslovens § 15.

I det foreliggende er der tale om en konkurrence, der foregår via fjernkommunikation. Vinderen er den deltager, der hurtigst indsender rigtigt svar på det spørgsmål, der udsendes via sms. Spørgsmål og svar relaterer sig til informationsindsamling. Deltagerens forudsætning for at indgive rigtigt svar på et konkurrencespørgsmål afhænger af dennes geografiske lokation på tidspunktet for, at konkurrence-sms'en udsendes. Afsendes svaret ikke fra en "korrekt" lokation i forhold til konkurrence-systemet, bliver svaret ikke registreret som værende korrekt.

Deltagelse i spillet kræver download af konkurrence-app'en. Download er gratis, og det koster almindelig sms takst at deltage i konkurrencen. På den baggrund er der tale om et spil uden indsats efter spilleafgiftslovens § 15, stk. 1. Betingelse nr. 1 er opfyldt.

Vinderen udvælges på grundlag af tilfældighed som følge af forudsætningen for at afgive hurtigst korrekt svar. Konkurrencen er efter Skatteministeriets opfattelse omfattet af spillelovens § 5, stk. 1, nr. 1 og nr. 8. Betingelse nr. 2 er opfyldt.

Konkurrencen udbydes i offentligheden, hvilket sandsynliggøres af konkurrencens markedsføring. Deltagelse i konkurrencen er ikke begrænset til en nærmere bestemt kreds af personer, men alle der foretager download af konkurrence-app'en, kan deltage. Udvælgelsen af de rigtige svar sker dog på grundlag af de deltagere, der befinder sig inden for en nærmere afgrænset geografisk lokation. Dette har imidlertid ikke betydning for, om der er offentlig adgang til at deltage i konkurrencen. Der henvises til SKM2010.545.SR. Skatteministeriet finder derfor, at betingelse nr. 3 er opfyldt.

Skatteministeriet finder herefter, at den omhandlede konkurrence anses for omfattet af spilleafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, og konkurrencen kan afholdes uden tilladelse fra Spillemyndigheden. Der skal ske registrering, angivelse og afgiftsbetaling, hvis der er gevinster i spillet, der overstiger 200 kr., jf. spilleafgiftslovens § 19, stk. 1 og 3 og § 24.

I forhold til spørgsmål 2 bemærker Skatteministeriet, at vinderne ikke skal indkomstbeskattes af de kontante gevinster som følge af, at konkurrencen er omfattet af spilleafgiftslovens regler, jf. spilleafgiftslovens § 1, stk. 3.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja", og at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.