Afgift af kaskoforsikring af lystfartøj - udenlandsk medejer
Dokumentets dato21 May 2013
Dato for udgivelse30 May 2013 10:04
SKM-nummerSKM2013.365.SR
MyndighedSkatterådet
Sagsnummer13-076376
Dokument typeBindende svar
EmneordAfgift, kaskoforsikring, lystfartøj, ejer, delvis overdragelse, udlandet
Resumé

Skatterådet kan ikke bekræfte, at der kan tegnes kaskoforsikring af spørgers lystfartøj uden betaling af lystfartøjsforsikringsafgift, når en person bosiddende i byen X i land Y ejer 5 % af lystfartøjet, og personen tegner kaskoforsikring i land Y. Lystfartøjet skal ligge i Danmark og sejle i omkringliggende lande. Skatterådet udtaler, at lystfartøjet ikke kan omfattes af praksis vedrørende udenlandsk ejede lystfartøjer. Da det overvejende vil være dansk ejet, og skal være forsikret for sejlads i dansk område, anses lystfartøjet som hjemmehørende i Danmark i afgiftslovens forstand.

Hjemmel

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer § 1 og § 3.

Reference(r)

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer § 1
Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer § 3

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit E.A.6.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit E.A.6.2.3


Spørgsmål 1

Hvis en person, bosiddende i byen X i EU-landet Y ejer 5 % af spørgerens lystfartøj, kan vedkommende så tegne kaskoforsikring i land Y uden at vi (personen i byen X og spørgeren) skal betale statsafgiften på 1,34 % på kaskoforsikringen?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Lystfartøjet skal ligge i Danmark og sejle i nabolandene A, B, C og D. Fartøjet er ikke optaget i det danske skibsregister.

Spørgers opfattelse og begrundelse 

Der henvises til SKATs juridiske vejledning, afsnit E.A.6.2.2 Lystfartøjsforsikringer omfattet af reglerne, samt en avisartikel, hvori det anføres, at lystfartøjsforsikringsafgiften legalt kan undgås ved at lade en udenlandsk person indgå som medejer med blot 1 pct. Den udenlandske "ejer" er samtidig den, der tegner kaskoforsikringen og viderefakturerer denne til ejeren af de 99 pct. af båden i Danmark.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger, eller en person bosiddende i X by i land Y, ikke skal betale kaskoforsikringsafgift vedrørende spørgers lystfartøj, hvis personen bosiddende i X ejer 5 % af lystfartøjet, og personen tegner kaskoforsikring i land Y.

Lovgrundlag

Følgende fremgår af lov om afgift af lystfartøjsforsikringer (lovbekendtgørelse nr. 1082 af 10. november 2005 med senere ændringer):  

"§ 1

Efter bestemmelserne i denne lov svares en afgift til statskassen af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer af enhver art, herunder fartøjets maskineri, inventar og udstyr. Afgiften omfatter også forsikringer for lystfartøjer, der helt eller delvis anvendes erhvervsmæssigt.

§ 2

§ 1 gælder ikke for

  1. ulykkesforsikringer og ansvarsforsikringer
  2. tingskadeforsikringer for lystfartøjer i de tilfælde, hvor risikoen uden særligt præmietillæg er dækket ved de almindelige forsikringsbetingelser for familieforsikringer o. lign.,

(...)

§ 3

Afgiften svares af de forsikringsselskaber, der tegner de i § 1 nævnte forsikringer. Udenlandske forsikringsselskaber, der ikke er etableret her i landet, skal over for told- og skatteforvaltningen udpege en herboende repræsentant. (...)

(...)

§ 4

Afgiften udgør 1,34 pct. årligt af forsikringssummen for lystfartøjer.

Stk. 2. Der svares kun afgift for perioder, hvor lystfartøjet er dækket af en forsikring efter § 1, jf. § 2.

(...)

§ 17

Præmien for de afgiftspligtige forsikringer kan af selskaberne eller repræsentanterne forhøjes med afgiften."

Forarbejder

I det oprindelige lovforslag, L 207 fremsat den 17. august 1976 fremgår det ikke nærmere, hvad der skal forstås ved udtrykket "hjemmehørende".

Skatteministeren har under behandlingen af lovforslag L 81 af 16. november 2012 om ændring af bl.a. lov om afgift af lystfartøjsforsikringer afgivet flere svar til Folketingets Skatte- og afgiftsudvalg. Af svaret på spørgsmål 16 vedrørende lovforslaget er det anført, at et lystfartøj bl.a. anses for hjemmehørende i Danmark, hvis det ejes af en person bosiddende i det danske toldområde og er forsikret for sejlads indenfor dette område. På spørgsmål 24 vedrørende lovforslaget, som omhandlede afgift ved udflagning af lystfartøjer har ministeren svaret, at der med udflagning normalt forstås at lade et skib registrere i et andet land og sejle under dets flag pga. lempeligere bemandingsregler og skatteregler i det pågældende land. Der er videre henvist til svaret på spørgsmål 16, og svaret, at det fremgår, at der skal betales afgift af forsikringer vedrørende lystfartøjer hjemmehørende her i landet, og at lystfartøjet anses for hjemmehørende i Danmark, hvis det ejes af en person bosiddende i det danske toldområde og er forsikret for sejlads inden for dette område.

Praksis

Følgende fremgår af SKATs juridiske vejledning, afsnit E.A.6.2.2

"(...)

Et lystfartøj er hjemmehørende i DK, når et af nedenstående punkter er opfyldt: 

(...)

Afgiftspligtige forsikringer

Følgende forsikringer er omfattet af afgiftspligten: 

(...)

(...)

(...)

Afgørelsen af om en forsikring er afgiftspligtig, sker efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Afgiftsfrie forsikringer

Følgende forsikringer er fritaget for afgift: 

(...)

Se LYSTFAL (Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer) § 2.

Afgørelsen af om en forsikring er afgiftsfri, sker efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde."

Begrundelse

Det fremgår at den påtænkte disposition vil være, at en person bosiddende i byen X i EU-landet Y ejer 5 pct. af spørgers lystfartøj, og at denne person tegner kaskoforsikring for fartøjet i land Y.

Det følger af lovens § 1 og § 3, at afgiftspligten også gælder for forsikringer tegnet i udenlandske forsikringsselskaber.

Af SKATs praksis som refereret ovenfor fremgår det bl.a., at kaskoforsikringer af lystfartøjer anses for afgiftspligtige, hvis lystfartøjet ejes af en person bosiddende i toldområdet og er forsikret for sejlads inden for dette område.

Ved den påtænkte disposition, hvorefter en person bosiddende i byen X i land Y skal eje 5 pct. af lystfartøjet, er lystfartøjet fortsat overvejende danske ejet. Det fremgår endvidere, at lystfartøjet skal ligge i Danmark, og dermed vil være forsikret for sejlads i Danmark.

Det er SKATs opfattelse, at fartøjet med en ejerandel på 5 pct. tilhørende en person bosiddende i X i land Y ikke kan anses for udenlandsk ejet. Fartøjet kan dermed heller ikke blive omfattet af den beskrevne praksis, hvorefter der ikke skal betales afgift af forsikringer for udenlandsk ejede lystfartøjer, der er optaget i et udenlandsk skibsregister, selv om lystfartøjer har fast bådplads her i landet.

SKAT anser lystfartøjet for hjemmehørende i Danmark i afgiftslovens forstand, idet det overvejende vil være dansk ejet, og idet det skal være forsikret for sejlads i dansk område. Kaskoforsikringen for fartøjet vil derfor være omfattet af lystfartøjsforsikringsafgiftslovens § 1 om afgiftspligtige forsikringer.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.