Ligningsvejledningen; Erhvervsdrivende 2011-1

Vis printvenlig udgavePrint aktuel side
Print aktuel side med underpunkter
Print indholdsfortegnelse
Se oplysninger om sidenKolofon
Dokumentet gælder fra:

E.J.1.6 Betingelserne for at anvende parcelhusreglen

For at opnå skattefrihed efter EBL § 8 er det et krav, at ejendommen tjener eller har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand, jf. afsnit E.J.1.6.1. For en- og tofamilieshuse, sommerhuse og anpartslejligheder er det tillige et krav, at grunden som udgangspunkt er under 1.400 m2, jf. afsnit E.J.1.6.2.

Der kan ikke dispenseres fra betingelserne for skattefrihed, hverken med hensyn til bopæls- eller arealkravet. Der findes dog en bestemmelse om dødsboer, når disse sælger en- eller tofamilieshuse og ejerlejligheder. Det er her en betingelse, at ejendommen før dødsfaldet kunne være solgt skattefrit efter EBL § 8, stk. 1, jf. DBSL § 27, stk. 3.

Det er alene en betingelse, at huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er således ikke et krav, at ejendommen tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet.

Det beror på en konkret vurdering, om det er sandsynliggjort, at beboelse har fundet sted. I TfS 1999, 318 ØLD fandtes det ikke godtgjort, at en ejendom reelt havde tjent til bolig for skatteyderen, hvorfor betingelsen for skattefrihed ikke var opfyldt. Skatteyderen købte i 1986 en ejendom. I 1987 begyndte han en istandsættelse. I 1992, da ejendommens 1. sal var istandsat, indgik han en lejeaftale, men den pågældende lejer flyttede aldrig ind. Han medtog ikke lejeværdi af egen bolig i årene 1986-1991, da ejendommen først var udlejet til sælger og senere var ubeboelig på grund af istandsættelse. Han meddelte 18. november 1993 til folkeregisteret flytning fra 15. november 1993 til ejendommen, og ved slutseddel af 23. november 1993 solgte han ejendommen til overtagelse 15. december 1993. Skatteyderen gjorde gældende, at fortjenesten ved salget af ejendommen var skattefri, da han i en periode havde boet på ejendommen.

En ejerlejlighed, der af ejeren havde været stillet til rådighed for ejerens moder indtil hendes død, fandtes ikke at have tjent til bolig for ejeren i en del af dennes ejertid, uanset at han i en periode på 3 uger forinden salget havde tilmeldt sig folkeregisteret på adressen, jf. SKM2001.584.LSR. Landsskatteretten udtalte, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent til bolig i en del af dennes ejertid, og begrundede afgørelsen som følger: "Uanset at klageren har haft folkeregisteradresse i lejligheden i perioden fra 18. november til 3. december 1997, hvor lejligheden afhændes ved underskrivelsen af slutseddel, og at klageren har fået tildelt sygesikringsbevis fra kommunen, finder retten efter en konkret vurdering ikke, at det kan anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at lejligheden har tjent til bolig for klageren i denne periode i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Retten har herved henset til, at klageren forud for adresseændringen til lejligheden foretog bestræbelser på at sælge lejligheden, idet der blev indhentet tingbogsattest, indgået formidlingsaftale med en ejendomsmægler samt indhentet lånetilbud fra en kreditforening, jf. TfS 1999, 318. Retten har endvidere henset til, at klageren ikke i øvrigt har fremlagt nogen form for bevis for reelt at være flyttet, herunder eksempelvis aflæsning af el, gas, vand og varme, flytning af avis, licens m.v."

I SKM2002.344.VLR fandt Vestre Landsret, at en ejendom ikke var omfattet af EBL § 8, da den ikke havde tjent som bolig for skatteyderen eller dennes hustand.

I SKM2005.233.ØLR, hvor spørsgmålet var, om sagsøgerenes ejendom var omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, lagde landsretten endvidere vægt på, at sagsøgerne før og efter tilmeldingen til folkeregistret på den omtvistede ejendom havde været tilmeldt folkeregistret på den samme anden ejendom, samt at den ene af sagsøgerne havde foretaget befordringsfradrag, der var uforeneligt med, at hun havde bopæl på den omtvistede ejendom.

SKM2002.672.LSR. En fortjeneste ved salg af en ejendom var ikke omfattet af parcelhusreglen. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at det ikke kunne anses for sandsynliggjort, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for skatteyderen i en del af ejerperioden. Landsskatteretten havde henset til, at i de perioder, hvor skatteyderen angiveligt havde haft ophold på ejendommen, havde denne været fuldt udlejet til skatteyders datter, hvorfor skatteyder juridisk set ikke havde haft rådighed over ejendommen i denne periode. Landsskatteretten fandt endvidere, at ejendommen ikke kunne anses for at have tjent til bolig for skatteyders husstand i en del af ejerperioden. Der var herved henset til, at den omstændighed, at skatteyder havde haft fælles husholdning med sin datter i de to perioder, hvor skatteyder angiveligt havde haft ophold på ejendommen, ikke medførte, at der var etableret fælles husstand, idet skatteyder alene havde opholdt sig som gæst på ejendommen. Ejendommen kunne derfor ikke anses for at have tjent til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

SKM2002.594.LSR. Landsskatteretten fandt, at fortjenesten ved salg af en ejendom ikke kunne anses for omfattet af EBL § 8 (parcelhusreglen), da det ikke var godtgjort, at ejendommen havde tjent som bolig for ejeren.

SKM2003.285.LSR. Landskatteretten fandt efter en konkret bedømmelse, at en skatteyder havde haft bopæl i en måned i en ejerlejlighed, som skatteyderen solgte med fortjeneste. Avancen var således skattefri efter EBL § 8.

SKM2005.404.HR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejerlejlighed var skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham. Højesteret lagde herved vægt på, at appellanten, før han meldte flytning til ejerlejligheden, boede sammen med sin ægtefælle, at flytningen til ejerlejligheden angiveligt skyldtes samlivsophævelse, og at ægtefællen blev boende på den hidtidige adresse og fortsat boede der, da appellanten på ny blev tilmeldt denne adresse. I de af landsretten anførte grunde, som Højesteret i øvrigt tilsluttede sig, fremgår bl.a., at der var tale om et lavt energiforbrug i lejligheden, og at det efter de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at appellanten i et vist omfang havde opholdt sig i ejerlejligheden. (Tidligere instans SKM2004.143.VLR.).

SKM2004.221.VLR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejendom var skattefri i medfør af parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1. Landsretten fandt, at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor skatteyderen havde oplyst kun at have boet på ejendommen i to måneder, påhvilede skatteyderen at godtgøre, at hun havde opgivet sin hidtidige bopæl og reelt havde boet på ejendommen. Landsretten fandt, at elforbruget var så lavt, at det afgørende talte imod, at skatteyderen havde boet på ejendommen. Navnlig derfor fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun reelt havde haft bopæl på ejendommen i den periode, hvor hun var tilmeldt folkeregistret på adressen. Landsretten fandt således, at betingelsen for, at fortjenesten ved salget af ejendommen i EBL § 8, stk. 1, ikke var opfyldt.

SKM2005.21.ØLR. En skatteyder havde i juni 1997 meldt flytning fra en landbrugsejendom, hvorfra han drev sin landsbrugsvirksomhed, og havde tilmeldt sig en udlejningsejendom, som han ejede. Udlejningsejendommen blev herefter sat til salg og solgt pr. 15. november 1997, og skatteyderen meldte flytning tilbage til landbrugsejendommen i november 1997. Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at ejendommen havde tjent til hans bolig.

SKM2006.16.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde beboet en ejerlejlighed beliggende i ...1 i en del af sin ejerperiode, således at fortjenesten ved salget af lejligheden var omfattet af EBL § 8, stk. 1, og dermed skattefri. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen var tilmeldt folkeregisteret på adressen i ...1 fra 1. oktober 1999 til 20. februar 2000, at beboelseslejemålet i denne periode blev udstykket som ejerlejlighed, og at skatteyderens salgsbestræbelser vedrørende denne lejlighed blev påbegyndt i december 1999. Yderligere blev det lagt til grund, at skatteyderen i den relevante periode reelt havde rådet over to boliger, således at han - som det faktisk skete i februar 2000 - umiddelbart kunne flytte tilbage til lejligheden på sin tidligere adresse. Sagsøgerens egen forklaring om flytning og indretning af lejligheden i ...1 bestyrkede også indtrykket af, at denne lejlighed ikke var tiltænkt som varig bolig for ham. Under disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at lejligheden i ...1 havde tjent som bolig for sagsøgeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

SKM2006.380.ØLR.Skatteyderen havde erhvervet en ejendom fra moderen i 1995. Moderen blev herefter boende i ejendommen, og den blev efter hendes fraflytning udlejet. Skatteyderen havde fra den 1. august 1997 til den 15. januar 1998 været tilmeldt folkeregisteret på adressen. Ejendommen blev solgt den 1. september 1999. Skatteyderens ægtefælle blev i hele perioden på skatteyderens oprindelige bopæl, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter den 15. januar 1998. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen i et vist omfang havde opholdt sig på ejendommen i perioden frem til den 15. januar 1998, men at det på baggrund af oplysningerne om bopælsforholdene for sagsøgerens hustru, udlejnings- og salgsbestræbelserne på ejendommen og den fornyede tilmelding på den oprindelige adresse, ikke kunne anses for godtgjort, at opholdet havde haft en karakter af reel beboelse med henblik på varigt ophold. Avancen ved salget af ejendommen var herefter skattepligtig.

SKM2007.217.DEP. Skatteministeriet kommenterer SKM2007.147.HR., jf. nedenfor. Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle overfor skatteydernes påstand. Ministeriets beslutning om at tage bekræftende til genmæle i sagerne betyder, at en supplerende helårsejendom vil kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om skatteyderen anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot den supplerende ejendom faktisk har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager.

Sagen SKM2007.147.HR omhandlede et ægtepar, der havde bolig i Grønland, hvor manden havde arbejde. På et tidspunkt købte parret en ejendom i Danmark. Parret købte ejendommen, fordi det senere ville anvende ejendommen til helårsbeboelse. Ejendommen blev herefter udlejet i en periode. Efter udlejningens ophør opholdt parret med børn sig i ejendommen i ferier, ligesom manden brugte den, når han havde arbejdsopgaver i Danmark. Ejendommen blev solgt med helårsbeboelse for øje. Landsskatteretten havde efter en konkret vurdering fundet det godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for ægteparret i ejendomsavancebeskatningslovens forstand i en periode, uanset parret ikke var tilmeldt folkeregisteret på adressen. Landsskatteretten henså til, at manden i perioden havde udført arbejdsopgaver i lokalområdet. Ministeriet indbragte sagen for domstolene med det hovedanbringende, at en skatteyder ikke på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ham. Parret havde haft deres bolig i Grønland. Landsretten gav ministeriet medhold, jf. SKM2006.379.VLR. Landsretten henviste til ordlyden af EBL § 8, stk. 1, om, at ejendommen ".. har tjent til bolig for .." og til motiverne, hvorefter formålet med parcelhusreglen var at undgå, at skattehensyn hindrede ejerne af ejerboliger i at flytte. Landsretten fandt, at boligen i Grønland reelt tjente til bolig for familien, også i de perioder, hvor manden eller han og familien opholdt sig på den danske ejendom. For Højesteret gjorde skatteyderne som noget nyt gældende, at beskatningen af dem ville være i strid med fast administrativ praksis. Efter at have gennemgået en række ikke offentliggjorte afgørelser var ministeriet enig med skatteyderne heri og tog derfor bekræftende til genmæle for Højesteret.

SKM2006.541.VLR. Skatteyderen boede i ejendom 1, da han erhvervede ejendom 2 i november 1990. Ejendom 2 blev efter overtagelsen udlejet bl.a. til skatteyderens far. Skatteyderen var fra den 5. november 1999 til den 1. juli 2000 tilmeldt folkeregisteret på ejendom 2's adresse. Ejendom 2 blev solgt den 28. september 2000. Forinden skatteyderens flytning af folkeregisteradresse til ejendom 2, havde han juni 1999 købt ejendom 3, som han efter stormen i december 1999 påbegyndte en renovering af. Den 1. juli 2000 flyttede skatteyderen til ejendom 3. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen først tog ophold i ejendom 2 i april 2000. Han fortsatte dog med at tage bad i ejendom 1, ligesom han stadig anvendte vaskemaskine, tørretumbler og andre hårde hvidevarer og fastnettelefon i ejendom 1. Under disse omstændigheder har skatteyderen ikke godtgjort, at ejendom 2 reelt har tjent som bolig for ham fra april til den 1. juli 2000. Avancen ved salget af ejendom 2 er herefter skattepligtig.

SKM2010.323.SR. Skatterådet bekræftede, at benyttelsen af bolig nummer to i forbindelse med udførelsen af spørgerens arbejde gjorde avancen ved afståelsen skattefri efter Parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1. Der blev lagt vægt på at spørger havde opholdt sig 4-5 dage om ugen i lejligheden i denne forbindelse, samt at dokumentation herfor var fremvist.

SKM2007.74.HR. (Tidligere instans SKM2005.414.ØLR.) Landsretten havde fundet, at skatteyderen ikke i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, havde dokumenteret, at han havde haft bolig på en ejendom, som han solgte i 1999. Fortjenesten ved salget var derfor skattepligtigt. Landsretten lagde herved bl.a. til grund, at skatteyderen flyttede ind i ejendommen medio februar 1999, og at salgsbestræbelserne var påbegyndt den 12. januar 1999 og dermed forinden indflytningen. Landsretten henviste også til, at skatteyderens daværende samlever og deres fællesbarn fortsat beboede en ejendom, som de havde købt i efteråret 1998, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter salget af den omstridte ejendom i 1999. Ligeledes bemærkede landsretten, at skatteyderen bortset fra en seng og nogle personlige ejendele ikke medtog bohave til den omstridte ejendom. Forskellige oplysninger om forbrug af el, gas og vand m.v. vedrørende den omstridte ejendom, ændring af folkeregisteradresse og erklæringer fra naboerne, fandt landsretten ikke over for de ovennævnte oplysninger om salgsbestræbelser og skatteyderens opretholdelse af den oprindelige bolig kunne dokumentere, at skatteyderens ophold på ejendommen havde haft karakter af reel permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet. Af de grunde, der var anført af landsretten, tiltrådte Højesteret, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for ham i perioden fra den 15. februar til den 28. juni 1999, der svarede til den periode, han havde folkeregisteradresse på ejendommen.

SKM2010.59.BR Skatteyderen havde forud for opholdet på den afståede ejendom haft bopæl på den samme ejendom i 33 år, hvortil han flyttede tilbage efter ca. 10 måneders ophold på den afståede ejendom. Skatteyderen havde erhvervet den afståede ejendom fuldt møbleret fra sin søsters dødsbo, hvorfor der ikke var medtaget bohave i forbindelse med flytningen. Skatteyderen bevarede under opholdet på den nye ejendom rådigheden over den gamle ejendom, der var uudlejet samt fortsat var fuldt møbleret med skatteyderens indbo. Endvidere havde skatteyderen bevaret tilknytningen til sin gamle ejendom, idet han fortsat drev virksomhed fra ejendommens tilstødende matrikel. Der havde under skatteyderens ophold på den nye ejendom været et vist, ikke urimeligt lavt forbrug. Byretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen var omfattet af parcelhusreglen. Retten tog hereter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

SKM2007.115.ØLR. Sagsøgeren solgte stue og 1. sal, der var særskilt matrikuleret som lejligheder i en villa. Sagsøgeren havde alene været tilmeldt lejligheden på 1. salen i folkeregisteret i ejerperioden. Lejligheden i stueetagen havde bortset fra en kort periode været udlejet i hele sagsøgerens ejertid. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at stuelejligheden havde tjent til bolig for ham, hvorfor ministeriet blev frifundet

SKM2006.656.SR. En landbrugsejendom var af skatteyderen anvendt som sommerbolig. Det ansås ikke for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at det primære formål med erhvervelsen af ejendommen havde været at benytte denne som sommerbolig. Det ansås heller ikke for dokumenteret, at ejendommen i ejerperioden alene havde været anvendt som sommerbolig. Avancen var herefter ikke fritaget for beskatning.

SKM2006.688.SR. En ejerlejlighed til helårsbeboelse var ikke forbundet med bopælspligt. Ejeren benyttede lejligheden som fritidsbolig. Skatteyder havde i en årrække haft og havde fortsat fast bopæl i kort afstand fra den netop erhvervede ejerlejlighed. Skatteyderen overvejede allerede på nuværende tidspunkt på sigt at sælge ejerlejligheden på baggrund af de stedfundne prisstigninger. Der var herefter en formodning for, at det primære formål med erhvervelsen ikke har været at anskaffe en sommerbolig. Ejerlejligheden kunne derfor ikke omfattes af § 8, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven.

(SKM2007.39.SR og SKM2007.149.SR er flyttet til afsnit E.J.1.1.)

SKM2007.132.SR. Skatterådet fandt ikke, at en ejerlejlighed kunne sælges skattefrit, idet ejerens egne dispositioner vedrørende ejerlejligheden medførte, at det ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvorvidt ejerlejligheden havde tjent til bolig for lejlighedens ejer.

SKM2007.276.ØLR. Skatteministeriet blev frifundet i en sag, hvor skatteyderen påstod, at hans salg af et sommerhus var skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sommerhuset lå i byzone ca. 800 meter fra sagsøgerens faste bopæl, og det havde i ejertiden reelt kun været muligt at benytte sommerhuset i 8-10 uger, før det blev lejet ud til en veninde til sagsøgerens mor. Sagsøgeren købte ca. et år senere et andet sommerhus i byzone i samme område, som han rev ned og bebyggede med en helårsbolig. Retten lagde ved frifindelsen vægt på, at sommerhuset lå 800 meter fra sagsøgerens faste bopæl, og at sagsøgeren over for skattemyndighederne og den senere køber havde oplyst, at formålet med erhvervelsen havde været at bygge en helårsbolig på grunden. Kombineret med det beskedne forbrug af elektricitet, mente retten ikke, trods forklaringerne fra sagsøgeren og 4 familiemedlemmer, at sagsøgeren havde godtgjort, at huset var blevet benyttet til privat formål, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2007.336.SR. Skatterådet fandt, at en lejlighed, der blev erhvervet som sommerbolig og siden hen anvendt som sådan, kunne sælges skattefrit.

SKM2007.337.SR. Skatterådet fandt ikke, at en ejerlejlighed kunne sælges skattefrit, idet ejerlejligheden ikke havde tjent til bolig for lejlighedens ejer. Skatterådet fandt heller ikke, at spørgerens anden ejerlejlighed kunne betragtes som sommerbolig.

SKM2007.397.LSR. Klager ejede udover familiens bolig en ejerlejlighed i nærheden af arbejdspladsen. Uanset at klager havde benyttet ejerlejligheden til overnatning, bevirkede den korte afstand mellem ejendommene, at klagers arbejde ikke kunne anses at betinge, at ejerlejligheden skulle anvendes som bolig. Salget af ejerlejligheden kunne således ikke ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8.

SKM2007.398.LSR. Klageren havde overtaget sin moders ejendom og flyttede midlertidigt folkeregisteradresse hertil, men hans hustru beholdt folkeregisteradresse i den hidtidige bolig, som også efter salget af moderens hus blev opretholdt som bolig for ægtefællerne. Salget af moderens hus kunne ikke ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8, da klager ikke kunne antages at have haft sin bolig i denne ejendom.

SKM2006.727.SR. Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt.

SKM2006.729.SR. Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt.

SKM2007.691.SR. Skatterådet bekræftede, at ejerlejlighed kunne afstås uden beskatning, idet lejligheden har tjent som bolig for ejeren og dennes husstand.

SKM2007.700.SR. Skatterådet fandt, at en ejerlejlighed, der var beboet af ejerens ægtefælle under hendes studier, kunne sælges skattefrit.

SKM2007.703.SR. Skatterådet udtalte, at der først kunne tages stilling til, hvorvidt en lejlighed er omfattet af parcelhusreglen, når lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.

SKM2007.856.SR. Skatterådet fandt, at ejendomsavancen ved længstlevende ægtefælles salg af førstafdødes parcelhus er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

SKM2007.797.ØLR. Skatteministeriet blev frifundet i en sag, hvor skatteyderen påstod, at hendes salg af et sommerhus var skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sommerhuset lå i et sommerhusområde ca. 8 kilometer fra skatteyderens faste bopæl. Sommerhuset var erhvervet af skatteyderen i lige sameje med en af skatteyderens bekendte, der drev virksomhed som ejendomsmægler, og som var blevet næringsbeskattet af sin del af avancen ved salget af sommerhuset. Sommerhuset blev erhvervet med overtagelse den 15. august 2000 og var i perioden fra 1. januar 2001 til 31. december 2001 udlejet til en familie, der fik folkeregisteradresse på ejendommen. Sommerhuset blev igen udlejet i perioden fra 1. april 2002 til 1. juli 2002 til en lejer, der tillige fik folkeregisteradresse på ejendommen. Sommerhuset blev afhændet den 10. juli 2002. Under sagen afgav en række af skatteyderens venner og familiemedlemmer forklaringer, blandt andet om middagsselskaber og andre selskabelige besøg, som skulle have fundet sted i sommerhuset i perioden fra skatteyderens køb af sommerhuset den 15. august 2000 og frem til årsskiftet. Landsretten fandt imidlertid ikke, at de under sagen fremkomne oplysninger om forbrug af el og vand gav et entydigt billede af skatteyderens anvendelse af sommerhuset i de perioder, hvor sommerhuset ikke havde været udlejet. Under de omstændigheder fandt landsretten ikke, på trods af de afgivne forklaringer, at skatteyderen havde godtgjort, at skatteyderen eller dennes husstand reelt havde benyttet sommerhuset til private formål, jf. EBL § 8, stk. 2.

SKM2007.872.BR. Ministeriet fik bl.a. medhold i, at avancen ved salg af sagsøgerens ejendom ikke var skattefri i henhold til EBL § 8. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen havde tjent som bolig for hende. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren, forinden folkeregisterflytning til ejendommen den 11. september 2002, boede på en ejendom, som hun, ifølge folkeregisteret, flyttede tilbage til i december 2002. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren kort tid forinden den tilmeldte folkeregisterflytning til ejendommen havde fået udfærdiget en tilstandsrapport og energimærkning og herefter tilbud om ejerskifteforsikring.

SKM2007.887.SR Skatterådet bekræftede, at en eventuel avance ved salg af andelslejlighed ikke er skattepligtig, selvom skatteyder har to helårsboliger.

SKM2007.913.SR Skatterådet fandt, at kravet om, at lejligheden har tjent til bolig, ikke kan vurderes, før lejligheden er taget i brug.

SKM2007.939.SR Skatterådet fandt, at der ikke skal betales skat af en eventuel avance ved salg af en ejerlejlighed, da lejligheden reelt har tjent til bolig for spørger, og salget dermed er omfattet af EBL § 8, stk. 1.

SKM2008.908.HR. I sagen solgte skatteyderen stue og 1. sal, der var særskilt matrikuleret som lejligheder i en villa. Skatteyderen havde alene været tilmeldt lejligheden på 1. salen i folkeregisteret i ejerperioden. Højesteret fandt, at skatteyderen ikke kunne sælge ejerlejligheden i stuen skattefrit efter parcelhusreglen. Højesteret henviste til, at det under sagens behandling for skattemyndighederne havde været ubestridt, at skatteyderen ikke på noget tidspunkt havde boet i ejerlejligheden i stuen i samme lejlighed. Først på et sent tidspunkt under sagens behandling for landsretten havde skatteyderen gjort gældende, at han i en periode på to måneder havde beboet såvel lejligheden på 1. sal som stuelejligheden sammen med en samleverske. På baggrund af de - på flere punkter modstridende - forklaringer fandt Højesteret det heller ikke godtgjort, at ejerlejligheden i stuen havde tjent til bolig for skatteyderen.

SKM2009.206.BR. Byretten frifandt Skatteministeriet i en sag omhandlende beskatning af avancen ved salg af sommerhus. Sagsøgeren anførte, at avancen ved dennes salg af sommerhus var skattefri i medfør af EBL § 8, stk. 2. Retten lagde vægt på, at sommerhuset, der var opført af sagsøgeren, blev sat til salg kort tid (ca. 2 måneder) efter opførelsestidspunktet, at sommerhuset var beliggende i en afstand på mindre end 2 km fra sagsøgerens helårsbolig, og at sagsøgeren og hendes ægtefælle i afståelsesåret havde erhvervet nabogrunden til sommerhuset. Retten fandt under disse omstændigheder, at sagsøgeren ikke havde godtgjort en reel benyttelse af sommerhuset til private formål i medfør af EBL§ 8, stk.2. Retten tillagde ikke oplysninger om forbrug af el og vand betydning, idet de fremlagte forbrugsopgørelser ikke gav et entydigt billede af benyttelsen af sagsøgerens sommerhus, navnlig fordi periodeafgrænsningerne i forbrugsopgørelserne ikke svarede til de perioder, sagsøgeren havde oplyst at have benyttet sommerhuset. Retten frifandt herefter Skatteministeriet.

SKM2009.343.BR Byretten frikendte Skatteministeriet i en sag, hvori sagsøgeren gjorde gældende at avance ved salg af en ejendom var skattefri i medfør af sommerhusreglen i EBL § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde erhvervet en 1/3 af en fast ejendom i ideelt sameje og medejerne anvendte ubestridt ejendommen - der var registreret som et enfamilieshus i matriklen - til beboelse og opnåede skattefrihed ved salget efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Sagsøgeren selv havde derimod alene anvendt ejendommen til fritidsbrug.

Retten fandt, at ejendommen i udgangspunktet var omfattet af parcelhusreglen, og at ejendommen ikke kunne være omfattet af sommerhusreglen, når medejerne ubestridt havde anvendt ejendommen som helårsbolig.

SKM2009.396.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt avancen ved sagsøgerens salg af sommerhus var skattefri i medfør af EBL § 8, stk. 2. På afståelsestidspunktet havde sagsøgeren ejet sommerhuset i 16 år, i hvilken periode sagsøgeren tillige havde ejet 6 andre sommerhuse/helårshuse, som sammen med det i sagen omhandlede sommerhus indgik i sagsøgerens udlejningsvirksomhed. I størstedelen af ejertiden havde sagsøgeren alene ernæret sig ved sin udlejningsvirksomhed, ligesom sagsøgeren i størstedelen af ejerperioden havde anvendt virksomhedsskatteordningen på sin udlejningsvirksomhed. Retten fandt ikke, at sagsøgeren ved de afgivne forklaringer om privat benyttelse, herunder ved oplysninger om privat elforbrug, eller ved bevisførelsen i øvrigt havde godtgjort, at han og hans husstand havde anvendt sommerhuset til private formål i ejertiden. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren gennem en længere årrække alene havde ernæret sig ved sommerhusudlejning, at sagsøgeren i størstedelen af ejerperioden havde anvendt virksomhedsskatteordningen, der ifølge VSL § 1, stk. 3, udelukker privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomhedsskatteordningen, herunder sommerhuse, og at udlejningsintensiteten havde været betydelig også i de sidste år af ejertiden, hvor sagsøgeren ikke længere anvendte virksomhedsskatteordningen. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2010.60.BR. Sagsøgeren solgte et sommerhus (sommerhus 1), der havde været anvendt til udlejning og ønskede avancen fra salget fritaget for ejendomsavancebeskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde ejet sommerhus 1 i en periode på 10 måneder, hvoraf sommerhuset havde været beboeligt i 7½ måneder. Sagsøgeren ejede tillige et andet sommerhus, (sommerhus 2) samt en ubebygget grund i samme sommerhusområde (sommerhusgrund 3). Efter at sagsøgeren solgte sommerhus 1, købte sagsøgerens hustru en ny grund i samme sommerhusområde (sommerhusgrund 4) og sagsøgeren bebyggede sommerhusgrund 3. Under sagen havde sagsøgeren fremlagt oplysninger om forbrug af el og vand samt 6 erklæringer fra forskellige venner og familie, som alle ifølge de pågældende erklæringer havde opholdt sig i sommerhus 1 sammen med sagsøgeren og dennes familie. Endvidere havde sagsøgeren fremlagt en erklæring fra ejeren af det udlejningsfirma, som sommerhuset var tilknyttet, om, at denne havde besøgt sagsøgeren i sommerhuset. Under hovedforhandlingen afgav udlejeren samt ophavsmanden til en af erklæringerne vidneforklaring. Sidstnævntes forklaring vedrørte ophold i sommerhuset i perioden under og efter, at sommerhuset blev solgt. Byretten udtalte, at oplysningerne om forbrug af el og vand ikke kunne benyttes som et afgørende bevis for, at sagsøgeren og dennes familie havde benyttet sommerhuset i ejerperioden. Retten fandt imidlertid, at sagsøgeren ved sin forklaring, de afgivne vidneforklaringer og de i øvrigt i sagen foreliggende oplysninger havde ført bevis for, at sagsøgeren og dennes familie i ejerperioden reelt havde benyttet sommerhuset til private formål. Retten udtalte i den forbindelse, at retten havde lagt betydelig vægt på den forklaring, som ejeren af udlejningsfirmaet havde afgivet om sit besøg i sommerhuset, samt den detaljerede forklaring, som det andet vidne havde afgivet.

Skatteministeriet blev herefter dømt til at anerkende, at sommerhuset kunne afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2010.249.ØLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt avancen ved appellantens salg af et sommerhus var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Appellanten havde i størstedelen af ejertiden samtidig ejet et andet større sommerhus i samme sommerhusområde, som han havde benyttet privat. Appellanten var ikke blevet beskattet ved afståelsen af dette sommerhus. Appellanten havde udlejet begge sommerhuse i væsentligt omfang. Det var under sagen ubestridt, at appellanten i ejertiden havde anvendt sommerhuset privat i én weekend.Byretten havde lagt til grund, at sommerhuset måtte anses for erhvervet fortrinsvis med henblik på udlejning. Byretten havde endvidere lagt til grund, at det store sommerhus i alt væsentlighed havde tjent som appellanten og hans families sommerhus. På dette grundlag havde byretten ikke fundet det godtgjort, at det sagen omhandlede sommerhus havde været benyttet som sommerhus til private formål for appellanten eller dennes husstand, således som dette skal forstås i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Landsretten stadfæstede byrettens dom af de at byretten anførte grunde.

SKM2010.265.ØLR. En ejendom, der var registreret som enfamilieshus, blev anset for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Ejeren havde erhvervet ejendommen som sommerhus og havde selv udelukkende anvendt ejendommen som sådan. Imidlertid var ejendommen også blevet anvendt og udlejet til personer, der var tilmeldt adressen i Det Centrale Personregister. Et medlem af Landsskatteretten havde under henvisning hertil fundet, at ejendommen ikke kunne afstås skattefrit, medens Landsskatterettens flertal havde fundet, at ejendommen kunne afstås skattefrit, fordi den havde tjent til feriebolig for ejeren. Landsretten fandt i overensstemmelse med dissensen til Landsskatterettens afgørelse, at ejendommen sideløbende med anvendelsen som sommerhus måtte anses for anvendt til helårsbeboelse i ejerens ejertid. Ministeriet fik derfor medhold i, at ejendommen ikke kunne afstås skattefrit.

SKM2009.399.SR. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at matrikel kunne frasælges uden avancebeskatningsmæssige konsekvenser, såfremt ejendommens vurderingsmæssige status ændredes til beboelse.

SKM2009.617.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt avancen ved sagsøgerens salg af et sommerhus var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde i størstedelen af ejertiden samtidig ejet et andet større sommerhus i samme sommerhusområde, som han havde benyttet privat. Sagsøgeren var ikke blevet beskattet ved afståelsen af dette sommerhus, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde udlejet begge sommerhuse i væsentligt omfang. Det var under sagen ubestridt, at sagsøgeren i ejertiden havde anvendt sommerhuset privat i en weekend. Byretten lagde til grund, at sommerhuset måtte anses for erhvervet fortrinsvis med henblik på udlejning. Retten lagde yderligere til grund, at det store sommerhus i al væsentlighed havde tjent som sagsøgeren og hans families sommerhus. På dette grundlag fandt retten det ikke godtgjort, at det sagen omhandlende sommerhus havde været benyttet som sommerhus til private formål for sagsøgeren eller dennes husstand, således som dette skal forstås i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2009.619.BR. (Anket) Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens afståelse af en ejendom i 2003 var omfattet af parcelhusreglen, herunder navnlig hvilken ejerperiode, der var relevant for bedømmelsen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Sagsøgeren havde tidligere i forbindelse med Landsskatterettens behandling af to andre skattesager gjort gældende, at ejendommen i 1997 var blevet overdraget til sagsøgerens søn og svigerdatter og siden hen tilbagekøbt af sagsøgeren i slutningen af 1998. I denne sag gjorde sagsøgeren imidlertid gældende, at overdragelsen i 1997 efterfølgende var blevet annulleret. Retten fandt imidlertid ikke, at der under sagen var fremkommet nye oplysninger, der medførte, at ejendomsoverdragelsen skulle anses for annulleret. Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for sagsøgeren eller dennes husstand i den anden ejerperiode, idet sagsøgeren i denne periode havde været tilmeldt folkeregistret og haft bopæl på en anden ejendom.

SKM2009.632.BR Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og dermed kunne afstå sin ejendom skattefrit. Skatteyderen havde forud for opholdet på den ejendom, han senere solgte med fortjeneste, haft bopæl hos sin nuværende ægtefælle, hvortil han flyttede tilbage ca. 7 måneder efter salget. Skatteyderen nåede dog at være registreret i folkeregistret på adressen i ca. 12 måneder, hvortil kom den nævnte periode på ca. 7 måneder, som han tilbragte hos sin søn. Der havde under skatteyderens ophold været et vist, ikke urimeligt lavt forbrug på ejendommen. Under sagen blev der afgivet forklaring af bl.a. skatteyderens nuværende ægtefælle samt en kæreste, han havde haft under opholdet. Disse forklarede samstemmende, at skatteyderens ophold på ejendommen var foranlediget af ophævelse af samlivet med skatteyderens nuværende ægtefælle, og at opholdet havde haft karakter af reel beboelse. Henset hertil samt længden af den periode, der forløb før skatteyderen vendte hjem til sin nuværende ægtefælle tillige med det forhold, at skatteyderen efter rettens vurdering ikke havde haft alternative bopælsmuligheder i det omhandlede tidsrum, fandt retten, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen var omfattet af parcelhusreglen. Retten tog herefter skatteyderens påstand til følge.

SKM2009.762.ØLR Sagen drejede sig om, hvorvidt avancen ved salget af appellanternes ejerlejlighed var skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Grundet udstationering i udlandet havde appellanterne i en nærmere angivet periode udlejet den villa, som hidtil havde fungeret som appellanternes faste helårsbolig. Efter ophør af udstationeringen flyttede appellanterne fra den 1. januar 2006 og 4 måneder frem folkeregisteradresse til en af dem ejet ejerlejlighed, som indtil den 15. november 2005 havde været udlejet til deres datter. Landsretten lagde til grund, at appellanterne forud for 1. januar 2006 havde truffet beslutning om at bosætte sig i ejerlejligheden, idet appellanterne på daværende tidspunkt måtte påregne, at deres sædvanlige helårsbolig grundet udlejning til tredjemand først ville være til disposition på et senere tidspunkt. Landsretten lagde ligeledes til grund, at appellanterne i perioden fra 15. november 2005 og frem til 1. januar 2006 havde opholdt sig i lejligheden 4-5 gange af 2-3 dages varighed, at appellanterne allerede den 30. november 2005 var blevet gjort bekendt med, at deres helårsbolig ville være til disposition den 1. januar 2006 som følge af førtidig opsigelse fra lejers side, og endelig at appellanterne herefter havde valgt at istandsætte helårsboligen, således at de først kunne flytte tilbage hertil efter 4 måneder. Landsretten fandt, at lejligheden alene havde tjent som midlertidigt opholdssted for appellanterne, som følge af at appellanternes sædvanlige helårsbolig efter appellanternes eget valg ikke kunne benyttes, og at et sådant midlertidigt opholdssted ikke falder ind under ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1's bestemmelse om, at ejendommen skal tjene som bolig for ejeren.

SKM2010.38.BR. Det blev af Byretten ikke anset for bevist, at ophold i helårshus havde karakter af reel beboelse i lovens forstand Avancen ved salget af huset var derfor ikke skattefri i medfør af "parcelhusreglen" i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKM2010.168.BR. Retten fastslog, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde taget bolig i den omhandlede ejerlejlighed, men at denne alene havde tjent til ophold for ham. Avancen ved salget af ejerlejligheden var derfor ikke skattefritaget efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKM2010.267.VLR. Landsretten fandt ikke, at appellanten havde godtgjort, at han reelt benyttede sommerhuset til privat formål i en del af den periode, han ejede sommerhuset, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom. Som følge af dette skulle appellanten beskattes af avancen ved salget af sommerhuset. Landsretten lagde til grund, at appellanten ikke ændrede sin benyttelse af sommerhuset, efter at lejeindtægten for udlejningen af sommerhuset overgik fra beskatning efter virksomhedsskatteordningen, der udelukker privat anvendelse, til beskatning efter ligningsloven § 15 0, der tillader privat anvendelse. Landsretten lagde vægt på, at sommerhuset indgik i appellantens udlejningsvirksomhed, og at appellanten i samme periode havde ejet andre sommerhuse i samme område. Disse andre huse var også blevet udlejet, og tre af dem var allerede blevet solgt skattefrit efter sommerhusreglen, da det i sagen omhandlede sommerhus blev solgt.

Ny tekst startSKM2010.485.BR. I sagen, hvor der ikke forelå tilbageflytning til en tidligere adresse, fanst retten at kravet om reel bolig ikke var opfyldt. Der blev ved vurderingen lagt vægt på de hurtigt indledte salgsbestræbelser, omstændighederne vedr. opgivelse af et tidligere lejemål og erhevrvelse af en ny ejendom, at den pågældende lejlighed i perioder var uegnet som bolig pga. renovering, manglende flytning af indbo og lavt el-forbrug.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.493.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvorefter avancen ved salg af skatteyderens ejendom ville være skattefri. Skatteyderen havde forud for opholdet på ejendommen boet i nogle måneder hos sine forældre. Efter 4-5 måneder solgte han ejendommen og flyttede tilbage til forældrene og boede der i ca. 1,5 måned. Skatteyderen var 35 år og havde i flere og længerevarende perioder af sit voksenliv været tilmeldt folkeregistret på forældrenes adresse.Under sagen blev der afgivet en række samstemmende forklaringer om, at skatteyderens ophold hos forældrene kun havde været kortvarigt og af midlertidig karakter. Skatteyderens mor forklarede, at skatteyderens tidligere tilmeldinger til folkeregisteret på forældrenes adresse kun havde været af praktiske hensyn til postlevering, og at han ikke havde boet hos dem ud over de kortvarige perioder før og efter opholdet på den efterfølgende solgte ejendom. Retten fandt, at skatteyderen havde beboet den efterfølgende solgte ejendom med henblik på varigt ophold, og at skatteyderen ikke i tidsrummet havde haft rådighed over en anden bolig. Retten tog herefter skatteyderens påstand til følge.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.523.SR Såfremt spørger købte en lejlighed i København til brug som bolig i forbindelse med sit arbejde i København, ville et senere salg af lejligheden være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 under froudsætning af at den benyttes til beboelse 4-5 dage om ugen og i perioder 1-12 dage i træk, samt at ansættelsen har en vis varighed.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.565.BR. Retten fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at den omtvistede ejendom havde tjent som bolig for sagsøgeren, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at sagsøgeren flyttede tilbage til den ejendom, hvor han hidtil havde været tilmeldt folkeregisteret, og at han i den periode, hvor han havde været tilmeldt folkeregisteret på den omtvistede ejendom, tillige havde rådighed over den ejendom, som han flyttede tilbage til, og som midlertidigt blev beboet af hans bror. Sagsøgeren gjorde subsidiært gældende, at der var afholdt udgifter til renovering af ejendommen. Retten fandt ikke, at der på grundlag af sagsøgerens forklaring sammenholdt med de fotos, der var fremlagt, var ført det fornødne bevis for de påberåbte forbedringsarbejder.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.605.SR. Skatterådet svarede nej til, at spørger kunne sælge sin lejlighed i Warszawa skattefrit som bolig nr. 2 iht. parcelhusreglen. Spørger var selvstændig erhvervsdrivende og havde fast bopæl i x-by.. Virksomheden var de seneste år primært udøvet i Polen. Lejligheden i Warszawa var benyttet af spørger af arbejdsmæssige årsager. Det fremgik af regnskaberne og selvangivelser at lejligheden indgik i virksomhedsordningen og samtlige udgifter til lejligheden er tilsyneladende fratrukket i regnskabet. Spørger har endvidere ikke selvangivet lejligheden som grundlag for ejendomsværdiskat. Skatterådet fandt, at lejligheden ikke kan anses for at have tjent som egen bolig for spørger, da lejligheden må antages udelukkende at være anvendt erhvervsmæssig jfr. spørgers egne tilkendegivelser i selvangivelser.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.633.ØLR. Sagsøgeren boede i ...2 sammen med sin ægtefælle, indtil han for en periode på ca. 1½ måned flyttede ind i en ejendom i ...1, som han havde udlejet i mange år, for derefter at flytte tilbage til ...2. Forud for indflytningen i ejendommen i ...1 havde han henvendt sig til skattemyndighederne for at forhøre sig om den skattemæssige behandling af ejendommen. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at det ikke var godtgjort, at ejendommen reelt havde tjent som bolig for sagsøgerenNy tekst slut.

Ny tekst startSKM2010.664.SR. Spørgers lejlighed i København, der indtil da havde været udlejet til spørgers datter, var ikke omfattet ejendomsavancebeskatningslovens § 8, uanset at spørgeren i perioden oktober 2010 til slutningen af 2011 ville benytte lejligheden 2-3 dage om ugen i forbindelse med deltidsarbejde. Det gjorde ingen forskel om skatteyderen flyttede sin folkeregisteradresse til lejligheden.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.752.BR. Sagsøgeren havde på et tidspunkt, hvor han i forvejen ejede og boede på en anden ejendom (ejendom 1), fået udlagt en ejendom (ejendom 2) ved arveudlæg. Sagsøgeren og hans ægtefælle flyttede deres folkeregisteradresser i en ca. 6-måneders periode, hvorefter sagsøgeren flyttede til en ny ejendom (ejendom 3), som var erhvervet efter sagsøgeren havde meldt folkeregisteradresse til den arveudlagte ejendom (ejendom 2). Sagsøgeren havde imidlertid ikke opgivet sin hidtidige bolig (ejendom 1), som sagsøgeren sammen med ægtefællen havde beboet en lang årrække, og denne bolig blev således først sat til salg, efter sagsøgeren havde købt og overtaget ejendom 3. Retten fandt ikke, at oplysningerne om forbrug af el og vand på den arveudlagte ejendom samt ændring af folkeregisteradresse og postadresse over for oplysningerne om, at sagsøgeren havde rådighed over den oprindelige ejendom i hele perioden inden overtagelsen af ejendom 3 kunne dokumentere, at sagsøgeren og hans ægtefælles ophold på den arveudlagte ejendom havde karakter af reel, permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold.Ny tekst slut

Begrebet husstand fortolkes snævert til ægtefælle og/eller mindre børn (skd. 1974.30.251), således at studerende børn, der ikke bor sammen med forældrene, ikke tilhører husstanden, hvilket ejerens forældre, funktionærer m.m. heller ikke gør. Af skd. 1980.54.215 fremgår, at begrebet husstand ikke omfatter en søn, der med ægtefælle bebor et parcelhus, som hørte under faderens landbrugsejendom. Sønnen havde etableret sin egen husstand og kunne ikke med rette siges også at høre til sine forældres husstand.

En voksen datter og dennes ægtefælle samt en søn på 25 år og dennes samlever kunne ikke anses for hørende til ejerens husstand i relation til EBL § 8, stk. 1, jf. TfS 1988, 612 LSR.

SKM2004.102.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens børn var omfattet af sagsøgerens husstand, uanset skatteyder og børnene ikke havde boet sammen i huset. Østre Landsret fandt, at dette ikke var tilfældet.

SKM2006.760.LSR.En ejerlejlighed, der i en periode var beboet af klagerens fraseparerede ægtefælle, ansås for at have tjent som bolig for klagerens husstand og kunne derfor sælges skattefrit.

SKM2009.340.LSR. Landsskatteretten bekræftede, at en ejendom kunne sælges skattefrit, da det måtte antages, at den havde tjent til bolig for klagerens husstand. Landsskatteretten bekræftede, at begrebet husstand også omfattede klagerens søn, idet klageren havde delt forældremyndighed over denne. På grund af opholdenes omfang og længde hos klageren blev disse perioder efter Landsskatterettens opfattelse ikke blot anset for kortvarige ophold/besøg. Ejendommene på de to adresser må i stedet anses for at have været sønnens hjem i en sådan forstand, at de må siges at have tjent til bolig for ham, når han var der.

Opbevaring af indbo m.v. - medens ejeren har bopæl f.eks. i udlandet - kan ikke sidestilles med beboelse for så vidt angår kravet om, at ejendommen skal have tjent til bolig.

Efter opdeling af et tofamilieshus i 2 ejerlejligheder, vil eventuel avance ved salg af den af ejeren beboede lejlighed være omfattet af fritagelsesbestemmelsen, medens avancen ved salg af den lejlighed, der hidtil har været anvendt til udlejning, ikke vil være omfattet, uagtet ejendommen som helhed var omfattet af fritagelsesbestemmelsen forinden opdelingen i ejerlejligheder.

Ved udmålingen af det samlede grundareal medtages kun arealer, der er ansat til en værdi over 0. Som følge heraf medregnes normalt ikke vejarealer, der hører til den faste ejendom. Derimod tages der ikke hensyn til, at en del af arealet er ubrugeligt, hvis det er vurderet til et positivt beløb.   

I tilfælde, hvor grundarealet udgør 1.400 m2 eller derover, stilles der krav om, at ejendommen ifølge offentlig myndigheds bestemmelse enten ikke kan udstykkes, eller at en sådan udstykning ifølge en indhentet erklæring vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse, se nedenfor.

Erklæring om, hvorvidt der vil kunne udstykkes en grund til selvstændig bebyggelse fra en ejendom, indhentes hos kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori ejendommen er beliggende, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004 om planlægning (planloven).

Dokumentation kan f.eks. foreligge i form af et afslag på et andragende om udstykning eller som en udtalelse om, at der ikke vil kunne forventes meddelt dispensation fra et generelt udstykningsforbud i tilfælde, hvor hjemmel for dispensation foreligger.

SKM2004.336.VLRangik spørgsmålet, om sagsøgerne skulle beskattes i forbindelse med salg af deres ejendom, der havde et samlet grundareal på 6.211 m2. Landsretten slog fast, at det var sagsøgerne, som skulle dokumentere, at der forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at de skulle være omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 2. En sådan dokumentation forelå ikke, og kommunen havde tilkendegivet, at det ikke kunne udelukkes, at der kunne gives tilladelse til udstykning af ejendommen. Sagsøgerne havde derfor ikke godtgjort, at der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kunne udstykkes grund til selvstændig bebyggelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Fortjeneste ved salget af en sommerhusejendom på 11.860 m2, der var behæftet med 3 fredningsklausuler, blev af Landsskatteretten anset for omfattet af fritagelsesbestemmelsen, selv om køberen af ejendommen senere - trods indsigelse fra Fredningsstyrelsen - opnåede dispensation til at frastykke en enkelt grund i ejendommens fjerneste hjørne med henblik på bebyggelse til en søn, idet Landsskatteretten - trods den senere dispensation - fandt, at det ikke kunne antages, at der havde foreligget en aktuel udstykningsmulighed på salgstidspunktet, jf. TfS 1986, 241 LSR.

Selve den omstændighed, at en ejendom ligger i landzone, anses ikke for tilstrækkelig dokumentation for, at udstykning til selvstændig bebyggelse ikke kan foretages, da planloven indeholder dispensationsbestemmelser med hensyn til udstykning, skd. 1973.23.15. Se TfS 2000, 829 LR.   

En privatretlig servitut kan kun danne grundlag for fritagelse, hvis den er undergivet offentlig påtaleret (helt eller delvis), og den offentlige myndighed benytter denne påtaleret.

SKM2005.201.ØLR fastslog, at der ikke var skattefrihed af avancen ved salg af en ejendom på 3.506 m2. En tidligere Landsskatteretskendelse fra 1992 om nedsættelse af ejendomsværdien på samme ejendom var ikke en "offentlig myndigheds bestemmelse" om, at der ikke kunne udstykkes fra ejendommen til selvstændig bebyggelse i EBL § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 2's forstand, allerede fordi en på ejendommen tinglyst privatretlig servitut fra 1947 - som Landsskatteretten med urette havde lagt vægt på i kendelsen fra 1992 - tillod udstykning fra ejendommen og bebyggelse på det fra ejendommen udstykkede areal, hvilket også var sket i 1955.

Fritagelse for arealer på 1.400 m2 og derover kan endvidere opnås, såfremt en udstykning ifølge en indhentet erklæring vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. En sådan erklæring kan normalt først afgives, efter at det er fastslået, at udstykning af grund til selvstændig bebyggelse kan finde sted. Erklæring om værdiforringelse gives af told- og skatteforvaltningen.Afgørelsen kan påklages til Vurderingsankenævnet. Vurderingsankenævnets kendelse kan påklages til Landsskatteretten.   

Ved restarealet forstås den del af ejendommens grund, som er tilbage efter en eventuel udstykning.

I nogle tilfælde er det muligt at udstykke flere grunde fra en ejendom. I sådanne tilfælde kan der ikke gives en værdiforringelseserklæring, hvis blot én af grundene kan udstykkes uden væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. De resterende grunde betragtes som en del af restarealet.

Det beror på et konkret skøn, om en værdiforringelse er væsentlig. Ved bedømmelsen af, om der er tale om væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse, er det en samlet afvejning af de nedenfor nævnte forhold, som lægges til grund for afgørelsen.

 Grundens størrelse og dens form kan betyde, at en udstykning ikke kan gennemføres uden værdiforringelse af restarealet og/eller bestående bebyggelse. Mindre grunde kan være vanskeligere at udstykke end større grunde. Ligeledes kan meget smalle grunde være vanskelige at udstykke.

Består ejendommen af flere matrikelnumre, er det alene det bebyggede matrikelnummer, der er omfattet af EBL § 8, stk. 1 nr. 3. Samnoterede matrikelnumre og ejendomme, hvor bebyggelsen ligger hen over matrikelskel, betragtes dog under ét.

I byer og landsbyer er grundene sædvanligvis mindre end i egentlige landområder, og restareal med bebyggelse kan derfor efter en udstykning vise sig at være i god overensstemmelse med områdets karakter, for eksempel ved en huludfyldning i en række af allerede eksisterende bebyggede ejendomme.

Patriciervillaer, ejendomme med udsigt og stuehuse kræver ofte større udenomsarealer end et traditionelt parcelhus. En udstykning af denne type ejendomme kan derfor virke værdiforringende på såvel restarealet som den bestående bebyggelse.

Ligeledes kan placeringen af den bestående bebyggelse på grunden betyde, at afstanden fra bebyggelsen til nyt skel bliver meget kort, ligesom en udstykning kan forudsætte, at dele af den bestående bebyggelse skal fjernes.

Specielle haveanlæg og/eller beplantning kan være en integreret del af ejendommen og helt eller delvis blive ødelagt i forbindelse med en udstykning med deraf følgende værdiforringelse.

Modsat kan en eksisterende beplantning naturligt dele ejendommen og helt eller delvist skærme for en udstykning.

I visse tilfælde kan den mulige adgangsvej til en udstykket grund være så generende for restarealet og den bestående bebyggelse, at der opstår en værdiforringelse.

 

Nogle bebyggelser er anlagt specielt med henblik på udsigtsforhold. Ligger den bestående bebyggelse med særlig attraktiv udsigt, kan en udstykning betyde, at udsigten ødelægges med en værdiforringelse til følge.

Hertil kommer, at der til en ejendom kan være knyttet særlige herlighedsværdier, som for eksempel direkte adgang fra ejendommens areal til strand og skov. Ved udstykning kan en sådan herlighed overgå helt fra restareal til det udstykkede areal med en værdiforringelse af restareal og bebyggelse til følge.

Beskyttelseslinier for vej, strand, skov, sø og å og øvrige byggeregulerende bestemmelser kan betyde, at en bebyggelses placering på den udstykkede grund kommer til at ligge uhensigtsmæssig for den bestående bebyggelse på restarealet. I sådanne tilfælde kan der opstå en værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

SKM2004.135.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for fritagelse fra ejendomsavancebeskatning ikke var opfyldt. Skatteyderen solgte i 1998 en ejendom, som skatteyderen havde anvendt til bolig. Ejendommens areal udgjorde 24.508 m2, hvoraf ca. 4.000 m2 var beliggende i byzone og kunne udstykkes. Skattemyndighederne beskattede fortjenesten, idet ejendommen var på 1.400 m2 eller derover, jf. EBL § 8, stk. 1, nr. 1, og da udstykning ifølge erklæring fra Told- og Skattestyrelsen ikke ville medføre en væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. En udmeldt syn- og skønsmand erklærede, at en udstykning ikke ville være værdiforringende for restejendommen.

SKM2005.101.VLR.Landsretten fandt ikke, at en udstykning ville medføre væsentlige værdiforringelser af restarealet eller den bestående bebyggelse. Den samlede værdi af restejendommen og det udstykkede areal svarede ifølge en syn- og skønserklæring stort set til værdien af den samlede ejendom før udstykning, uanset hvilken af de foreslåede udstykninger man valgte. Betingelserne for at opnå fritagelse for beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, var derfor ikke opfyldt.

SKM2005.317.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for fritagelse fra ejendomsavancebeskatning ikke var opfyldt, da værdien af restarealet efter udstykning tillagt værdien af det udstykkede areal ikke var væsentligt mindre end værdien af den samlede ejendom. Landsretten lagde til grund, at værdien af den uudstykkede ejendom var 1.200.000 kr. Efter udstykning skønnedes restarealet og den bestående bebyggelse at have en værdi på 930.000 kr., og den udstykkede parcel skønnedes at have en værdi på 245.000 kr., i alt 1.175.000 kr.  

Vedrørende de to domme fra 2005 skal man være opmærksom på, at sammenligningen af værdierne før og efter udstykning i nogle tilfælde kan føre til et forkert resultat, hvor en væsentlig værdinedgang på restarealet eller bebyggelsen er kombineret med en tilsvarende værdiforøgelse på det eventuelt udstykkede areal. Det kan forekomme, hvor herlighedsværdier fragår restarealet med den bestående bebyggelse og tilgår den udstykkede grund. Her kan der optræde en væsentlig værdiforringelse på restarealet eller den bestående bebyggelse, selv om summen af værdierne før og efter udstykning er uændrede.

SKM2006.640.HR. Appellanten solgte i 2000 sin beboelsesejendom med et grundareal på 1.756 m2 for kr. 1.200.000,-. Told- og Skattestyrelsen havde efter forudgående besigtigelse truffet afgørelse om, at udstykning ikke skønnedes at ville medføre væsentlig værdiforringelse af restejendommen eller den bestående bebyggelse, jf. ejendomsbeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, således at der ikke kunne gives fritagelse for beskatning af avancen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Ifølge en under retssagen indhentet syns- og skønserklæring, ville restejendommen efter udstykning af en grund på 700 m2 have en værdi på kr. 930.000,-, og den udstykkede grund ville have en værdi på kr. 245.000,-, således at værdien af restejendommen og den udstykkede grund i alt ville udgøre kr. 1.175.000,-. Højesteret fandt ikke, at det gennemførte syn og skøn gav fornødent grundlag for at tilsidesætte Told- og Skattestyrelsens skønsmæssige afgørelse og stadfæstede herefter landsrettens dom.

SKM2009.606.LSR. Efter tilkøb og frakøb i 1998 af jordtilliggende til en ejendom, der oprindelig var vurderet som et enfamiliehus, ændrede ejendommen karakter, således at den fremover havde karakter af en landbrugsejendom med landbrugspligt. Ejendommen er dog fortsat vurderet som en beboelsesejendom. Uanset vurderingen havde ejendommene skiftet karakter i en sådan grad, at der er tale om en ny ejendom. Da klager ikke havde beboet ejendommen efter 1998 er salget heraf ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

 

Ved lov nr. 407 af 8. maj 2006 er der indsat nye regler som § 8, stk. 6-7, og § 9, stk. 5-7, i ejendomsavancebeskatningsloven. Reglerene har betydning for ejere af væsentligt beskadiget ejendom.

Reglerne vedrører den situation, hvor restejendommen, efter at skaden er sket, kun består af et grundareal, fordi det beskadigede hus er revet ned (for landbrugs- eller skovbrugsejendomme og for blandede benyttede ejendomme henholdsvis stuehuset eller boligdelen).

A.  Efter disse regler medregnes fortjeneste eller tab ved afståelsen af restejendommen ikke til den skattepligtige indkomst, jf.§ 8, stk. 6-7, hvis

      1) der på ejendommen har været opført et hus, der er blevet væsentligt beskadiget,

2) beskadigelsen ikke skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra ejeren eller personer i ejerens husstand og

 

3) ejendommen på tidspunktet umiddelbart forud for beskadigelsen kunne være afstået skattefrit efter § 8, stk. 1-3.

 

Det er en forudsætning for skattefriheden, at hele ejendommen afstås senest 1 år efter, at skaden er indtruffet.

 

 

Told- og skatteforvaltningen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra denne frist.

 

 

B. Når der er tale om afståelse af en skov- eller landbrugsejendom eller en blandet benyttet ejendom, medregnes fortjenesten ved afståelsen ikke til den skattepligtige indkomst, jf. § 9, stk. 1, hvis 

 

1) der på ejendommen har været opført et hus, der er blevet væsentligt beskadiget,

 

2) beskadigelsen ikke skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra ejeren eller personer i ejerens husstand og

 

3) fortjeneste ved afståelse af stuehuset med tilhørende grund og have eller boligdelen af blandet benyttet ejendom på tidspunktet umiddelbart forud for beskadigelsen ikke skulle være medregnet til den skattepligtige indkomst efter § 9, stk. 1.

 

Det bemærkes, at skattefritagelsen kun gælder den del af en ejendom, der er omfattet af nr. 3 ovenfor.

 

Det er en forudsætning for skattefriheden, at hele ejendommen afstås senest 1 år efter, at skaden er indtruffet.

 

Told- og skatteforvaltningen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra denne frist.

 

De nye regler gælder for ejendomme, der afstås den 18. januar 2006 eller senere.

 

For ejendomme, der afstås senest den 30. november 2006, er den oven for angivne frist på 1 år forlænget til 2 år. 

SKM2006.736.SR. Skatterådet bekræftede, at en skatteyder kan afstå en grund med nedrevet ejendom skattefrit efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 6 og 7. Ved installering af fjernvarme i en ejendom blev en vandledning gennembrudt og udsivningen af vand forårsagede fugt- og skimmelsvampeskade på ejendommen. Da det ikke var muligt at renovere ejendommen, blev denne revet ned.

SKM2007.40.SR. Skatterådet bekræftede, at nedbrændt ejendom kan afstås uden beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 6.

SKM2007.175.SR. Skatterådet bekræftede, at spørger ville blive beskattet af fortjeneste ved modtagelse af en erstatningssum for en nedbrændt ejendom, da betingelserne for skattefritagelse efter § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven ikke var opfyldt. Herudover bekræftede Skatterådet, at spørger ville blive beskattet af fortjeneste ved salg af den nedbrændte ejendom, og at spørger også ville blive beskattet af fortjenesten af erstatningen i den situation, hvor han gav køber transport i erstatningssummen.

SKM2010.224.SR. Spørgers hus nedbrændte den 12. december 2009. Spørger ønskede svar på om et evt. salg af et nyopført hus på grunden ville være skattepligtigt, såfremt spørger uden at have beboet det nyopførte hus opførte et nyt hus på samme placering på grunden og i samme størrelse som det tidligere, om det gjorde en forskel at spørger flyttede huset fysisk på grunden, eller hvis der opførtes et nyt hus med et større areal end det nedbrændte. Skatterådet fandt at et salg uden at det havde tjent til bolig for spørger eller dennes familie ville udløse skattepligt. Derimod fandt Skatterådet, at spørger ikke ville være skattepligtig af en avance, hvis spørger ikke byggede et hus, men i stedet solgte grunden med garage/udhus.