Landbrugsejendom - vurderet som bebygget landbrug (kode 05) - avance ved salg

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato12 Feb 2001
Dato for udgivelse06 Jun 2001 12:05
SKM-nummerSKM2001.208.LSR
MyndighedLandsskatteretten
Sagsnummer2-4-1847-481
Dokument typeKendelse
EmneordEjendomme, salg, ejendomsavancebeskatningsloven
Resumé

Avance ved salg af en ejendom, som var vurderet som landbrug men benyttet som privat bolig, skulle beskattes efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, idet lovbestemmelsen direkte henviser til vurderingslovens § 33, stk. 1, hvorfor den vurderingsmæssige status på salgstidspunktet var afgørende.

Reference(r)

 Ejendomsavancebeskatningsloven § 9, stk. 1.


A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet har anset avance ved salg af landbrugsejendom, 96.776 kr., for skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren med overtagelsesdag den 1. oktober 1991 erhvervede en ejendom, der på erhvervelsestidspunktet og i hele klagerens ejertid har været vurderet som bebygget landbrug. Ejendommen har ifølge det af klageren oplyste alene været benyttet til privat bolig i ejertiden. De til ejendommen hørende udhuse har været anvendt til garage og roderum.

Klageren solgte ved slutseddel af 10. september 1998 ejendommen med et jordtilliggende på i alt 2 hektar 22 m2. Ejendomsværdien var i 1998 820.000 kr., hvoraf ejerboligværdien udgjorde 462.000 kr. Klageren har ved indgivelsen af selvangivelsen ikke medregnet avance, idet han har anset ejendommen for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Klageren har ikke anmodet om at få ejendommen omvurderet i sin ejertid, hvilket har medført, at klageren har beregnet lejeværdi af egen bolig, foretaget standardfradrag og betalt ejendomsskat i overensstemmelse med ejendommens vurdering som bebygget landbrug. Ifølge vurderingsmyndighederne har der ikke været klaget over ejendomsvurderingen i klagerens ejertid, og på nuværende tidspunkt er ejendommen stadigvæk vurderet som bebygget landbrug. Klageren har i ejertiden ikke foretaget fradrag for faktiske udgifter på ejendommen.

Skatteankenævnet har ved den påklagede ansættelse ikke anset klageren for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, og har derfor forhøjet klagerens kapitalindkomst for indkomståret 1998 med 96.776 kr., jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1, jf. § 9, således at der beregnes skattefritagelse for den del af avancen, der kan henføres til stuehuset. Det er herved bl.a. anført, at ejendommen på salgstidspunktet var vurderet som en landbrugsejendom, hvorfor avancen ved salget ikke er omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, jf. TfS 1997.821.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om nedsættelse af den ansatte kapitalindkomst med 96.776 kr., jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Revisoren har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at ejendommen må anses for fejlvurderet, da den i hele klagerens ejertid alene har været benyttet privat. Der er ikke landbrugspligt på ejendommen, og der er kun ca. 27.000 m2 jord tilbage på ejendommen. Klageren har ikke begæret ejendommen omvurderet, idet han var gået ud fra, at de kommunale myndigheder havde vurderet ejendommen korrekt. Udstykning af ejendommen var ikke mulig. Hun har herved henvist til TfS 1997.821.

Landsskatteretten udtaler:

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, at ved salg af ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, gives der et fradrag i den opgjorte fortjeneste efter stk. 2 og 3, såfremt afståelsen omfatter stuehuset.

Ejendomme, der efter vurderingslovens § 33, stk. 1, er vurderet som værende helt eller delvis benyttet til landbrug, er ejendomme med benyttelseskode 05 (bebygget landbrug).

Den i sagen omhandlede ejendom var på afståelsestidspunktet vurderet som bebygget landbrug med benyttelseskode 05. Klageren har imidlertid oplyst, at ejendommen på afståelsestidspunktet hverken helt eller delvis benyttedes til landbrug.

Retten finder, at der må lægges afgørende vægt på ejendommens vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet, jf. Told- og Skattestyrelsens udtalelse refereret i TfS 1997.821. Idet ejendommen på afståelsestidspunktet var vurderet som bebygget landbrug (benyttelseskode 05) efter vurderingslovens § 33, stk. 1, falder klagerens salg af ejendommen ind under ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, hvorefter klageren er berettiget til et fradrag i den opgjorte fortjeneste for den del, der vedrører stuehuset.

Da klagerens salg af ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, finder ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke anvendelse. Den påklagede ansættelse for indkomståret 1998 stadfæstes derfor. Det af klagerens revisor anførte findes ikke at kunne føre til et andet resultat.