Ejendomsavance - parcelhusreglen - udlejet til selvejende institution på salgstidspunkt

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato20 Feb 2002
Dato for udgivelse08 Apr 2002 11:19
SKM-nummerSKM2002.204.VLR
MyndighedVestre Landsret
Sagsnummer2. afdeling, B-0325-00
Dokument typeDom
EmneordEjendom, parcelhusregel, enfamilieshus, institution, udlejning
Resumé

En fast ejendom kunne ikke anses som en- eller tofamilieshus i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, idet ejendommen på salgstidspunktet var udlejet til en selvejende institution, som anvendte hele ejendommen erhvervsmæssigt til opholdssted for børn og unge i henhold til bistandslovens § 66. Avancen ved salg af ejendommen var derfor ikke skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.
Ejendommen var heller ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, idet ejendommen på salgstidspunktet i sin helhed blev anvendt erhvervsmæssigt, hvorfor der ikke forelå nogen blandet benyttelse af ejendommen.

Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 8 og § 9
Ligningsvejledningen 2001 E.J 1.1, E.J.1.4 og E.J.2.3.3.3


Parter

A
(advokat Torben Bagge)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten advokat Kaspar Lehmann Bastian).

Afsagt af landsdommerne

John Lundum, Deleuran og Olav D. Larsen

Under denne sag, der er anlagt den 14. februar 2000, har sagsøgeren, A, principalt nedlagt påstand om, at sagsøgerens kapitalindkomst for indkomståret 1995 nedsættes med 142.052 kr. Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at opgørelsen af sagsøgerens kapitalindkomst for indkomståret 1995 hjemvises til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt nedlagt påstand om frifindelse og har subsidiært nedlagt påstand om, at ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1995 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagen drejer sig om den faste ejendom .... 34, ...., som sagsøgeren solgte i 1995. Afgørende for, om sagsøgeren kan få medhold i den principale påstand, er, om ejendommen på salgstidspunktet havde karakter af et en- eller tofamilieshus, således at fortjenesten ved salget er skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Såfremt sagsøgeren ikke får medhold heri, gøres det gældende, at salget af ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. punktum, således at sagsøgeren har krav på fradrag opgjort af ligningsmyndighederne i henhold til den nævnte bestemmelse.

Landsskatteretten traf den 18. november 1999 følgende afgørelse i anledning af en klage fra sagsøgeren:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Indkomståret 1995
Kapitalindkomst

Avance ved salg af enfamilieshus ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, da den i en
del af ejertiden overvejende var anvendt til erhverv

 

142.052

Sagen har været forhandlet med klagerens repræsentant, der har udtalt sig om sagen på et retsmøde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 15. marts 1990 erhvervede halvdelen af ejendommen .... 34, ...., og den 1. oktober 1991 erhvervede resten af ejendommen. Klageren har beboet ejendommen fra den 5. marts 1990 til den 1. september 1993. Ejendommen er et nedlagt landbrug med et grundareal på 7692 m2 og består af et stuehus med et boligareal på 275 m2, en staldbygning på 165 m2, en staldbygning på 532 m2, et maskinhus på 77 m2, et maskinhus på 100 m2 samt en garage på 21 m2. Ejendommen kan ikke udstykkes. I hele klagerens ejertid har ejendommen været vurderet som et enfamilieshus. I 1991 begyndte klageren at have børn i hjemmepleje. Den 1. januar 1992 etablerede klageren et socialpædagogisk opholdssted omfattet af bistandslovens 66, som han drev som personlig virksomhed. Siden 1993 har der været givet fritagelse for betaling af ejendomsskat. Indtægterne for 1992 og 1993 var henholdsvis 124.000 kr. og 180.000 kr. 70% og 100% af bygningerne blev fra 1992 henholdsvis 1993 anset for erhvervsmæssigt anvendt, hvorfor klageren i de pågældende år har afskrevet på denne del af bygningerne, jf. afskrivningslovens § 18, stk. 2 og Ligningsvejledningens A.C.4.1.5.

Den 1. januar 1994 oprettedes den selvejende institution "H1", i hvilket regi virksomheden fortsatte. Klageren blev daglig leder af institutionen. Fra 1998 har klageren siddet i bestyrelsen for institutionen. Klagerens revisor var ligeledes revisor for "H1".

I forbindelse med salget af ejendommen i 1995 er der selvangivet genvundne afskrivninger på 92.114 kr.

Skatteankenævnet har ved den pågældende afgørelse ikke anset ejendommen for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9. Som begrundelse for afgørelsen har nævnet bl.a. anført, at ejendommen, uanset den var vurderet som enfamilieshus, på afståelsestidspunktet udelukkende anvendtes til institution, hvorfor den ikke i overvejende grad tjente til beboelse, jf. cirk. nr. 166 af 12. september 1994, pkt. 2.5.1., og hvorfor der ikke i relation til § 9 ses at være nogen beboelsesdel.

Sagen har været sendt til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen, der har tilsluttet sig Landsskatterettens kontors indstilling.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at avancen ved salget af ejendommen anses for omfattet af fritagelsesreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. anført, at det af § 8, stk. 1, nr. 1 fremgår, at fortjenesten ved afståelse af en- eller tofamilieshuse ikke skal beskattes, såfremt ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, samt at ejendommen ikke er omfattet af begrænsningerne i § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 1-3. Ejendommen har tjent til bolig for klageren i en del af eller hele ejerperioden, idet ejendommen tjente til bolig for klageren fra den 15. marts 1990 til den 1. juli 1992. Endvidere er der henvist til, at ejendommen i hele ejertiden har været vurderet som en enfamiliesbolig, samt til, at skatteankenævnets opfattelse, hvorefter alene forholdene på salgstidspunktet er afgørende for, om ejendommen kan falde ind under undtagelsesbestemmelsen i § 8, ikke har støtte i lovens ordlyd, jf. § 8, stk. 1, 1. pkt. og Ligningsvejledningen 1997 E.J.8.5.

Repræsentanten bestrider endvidere, at der i cirk. nr. 166 af 12. september 1994 er hjemmel til at udvide undtagelserne til § 8, stk. 1, 1. pkt., herunder at ejendommen i overvejende grad skal tjene til bolig, idet der ikke i § 8 eller andre steder i loven er hjemmel til at udvide undtagelserne fra § 8, stk. 1, 1. pkt., jf. i øvrigt den almindelige statsforfatningsretlige teori, hvorefter det er en forudsætning for at tillægge et cirkulære lovkraft i forhold til borgerne, at cirkulæret har hjemmel i lov.

Herefter må cirk. nr. 166 af 12. september pkt. 2.5.1.'s ordlyd, hvorefter det kræves, at "ejendommen i overvejende grad må siges at tjene til beboelsesformål", anses for ikke at have hjemmel i loven. Det forekommer endvidere ikke at være i overensstemmelse med § 8 at vægte forholdene på salgstidspunktet tungere end forholdene på erhvervelsestidspunktet.

Repræsentanten har bl.a. forklaret, at klageren fraflyttede ejendommen den 1. juni 1992 fra hvilket tidspunkt ejendommen til den blev solgt blev udlejet til den selvejende institution "H1". Ejendommen benyttedes således ikke erhvervsmæssigt af sælger på salgstidspunktet, hvorfor brugen ikke kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, da der efter denne bestemmelse skal være tale om, at sælger på afståelsestidspunktet benytter ejendommen erhvervsmæssigt.

Repræsentanten har herved endvidere anført, at § 9, stk. 1, ikke indeholder beskatningshjemmel, men udelukkende er en fradragsbestemmelse, der medfører, at stuehuse eller ejerboligværdier sidestilles med skattefritagelsen i § 8, stk. 1.

Endvidere er det bl.a. anført, ejendommen i hele ejerperioden fra den 15. marts 1990 til den 30. juni 1995 - og i øvrigt fortsat - er vurderet som en enfamiliesejendom med en lejlighed. Da ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1 udtrykkeligt henviser til vurderingslovens § 33, stk. 5, hvorefter vurderingsrådet skal foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for ejeren og på den øvrige ejendom, kan ejendommen ikke omfattes af § 9, idet der ikke er foretaget en vurderingsfordeling. Da skattemyndighederne endvidere ikke har anmodet vurderingsmyndighederne om at foretage en vurdering, jf. bkg. nr. 667 af 13. juni 1994, § 7, stk. 1, må dette tages som udtryk for, at vurderingsmyndighederne ikke har vurderet, at ejendommen har været anvendt erhvervsmæssigt. Det forhold, at der er foretaget afskrivninger på ejendommen i medfør af afskrivningslovens § 18, stk. 2, kan næppe danne grundlag for en formodning for, at der skulle være tale om erhvervsmæssig virksomhed i ejendommen, idet denne bestemmelse tager udgangspunkt i ejendommen, og ikke i, hvorvidt der kan antages at være tale om en erhvervsmæssig aktivitet i ejendommen eller ej. Endvidere er det anført, at ejendommen er vurderet som en enfamiliesbolig, hvorfor dette må lægges til grund, jf. herved Told- og Skattestyrelsens udtalelse i TfS 1997, 821, hvorefter ejendommen er omfattet af § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven.

Konkluderende har repræsentanten anført, at da ejendommen på salgstidspunktet ikke blev benyttet erhvervsmæssigt af klageren, er avancen ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, men derimod af § 8, stk. 1, hvorfor avancen er skattefri, idet ejeren i en del af ejerperioden har benyttet ejendommen til beboelse, jf. bestemmelsens ordlyd. Det er herefter ikke muligt at beskatte efter § 9, stk. 1.

Slutteligt har repræsentanten anført, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ejendommen er erhvervet som led i spekulation eller næring.

Told- og Skatteregionen har på Told- og Skattestyrelsens vegne indstillet sagen stadfæstet, idet der må lægges vægt på ejendommens faktiske anvendelse, idet det bemærkedes, at der blev afskrevet 100% på ejendommen, hvorfor klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at ejendommen ville være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Landsskatterettens bemærkninger

Det lægges til grund, at klagerens ejendom på afhændelsestidspunktet blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, idet klageren afskrev på 100% af ejendommen på salgstidspunktet og har selvangivet genvundne afskrivninger. Ejendommen har således ikke på dette tidspunkt karakter af en beboelsesejendom, hvorfor retten ikke finder, at ejendommen kan anses for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, ligesom klageren ikke på baggrund af sagens faktiske omstændigheder ses at have haft en berettiget forventning om, ejendommen i skatteretlig henseende ville blive behandlet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Uanset klageren tidligere har beboet ejendommen, er det karakteren af ejendommen på afhændelsestidspunktet der er afgørende for den skattemæssige behandling af avancen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Da ejendommen på dette tidspunkt blev benyttet 100 % erhvervsmæssigt, kan der endvidere ikke indrømmes delvis skattefrihed efter § 9, stk. 3, hvorfor skatteankenævnets afgørelse stadfæstes."

Sagens nærmere omstændigheder er i øvrigt følgende:

Af en BBR-ejermeddelelse af 12. november 1991 fremgår bl.a., at bygning nr. 1 på ejendommen .... 34 er registreret som stuehus til en landbrugsejendom, og at der er registreret 1 beboelseslejlighed med eget køkken på ejendommen. Der har ikke været ændringer i indholdet af BBR-ejermeddelelserne gennem sagsøgerens ejertid.

Ved skrivelse af 17. juni 1993 meddelte .... Kommune sagsøgeren og hans ægtefælle dispensation til at udvide antallet af elever fra 4 til 7 på det opholdssted, som ægteparret drev på ejendommen .... 34. Dispensationen var gældende frem til den 31. december 1993.

Med virkning fra den 1. januar 1994 lejede sagsøgeren ejendommen .... 34 ud til Den Selvejende Institution "H1". Det fremgår af lejekontraktens § 2, at ejendommen alene må anvendes til lejerens virksomhed som opholdssted for børn og unge i henhold til bistandslovens § 66, og at anden anvendelse kun må ske med udlejerens samtykke.

Ved skrivelse af 18. oktober 1994 meddelte skatteforvaltningen i .... Kommune sagsøgeren, at skatteafdelingen havde godkendt nogle afskrivninger vedrørende .... 34. Skatteforvaltningen henviste i skrivelsen under afsnittet "Henvisning til lovregler" bl.a. til afskrivningslovens § 18, stk. 1 og 2.

I en skrivelse af 25. oktober 1994 fra Teknisk Forvaltning i .... Kommune til sagsøgeren hedder det bl.a.:

"...
Økonomiudvalget besluttede i sit møde den 22. juni 1994 at revurdere de gældende fritagelser for betaling af grundskyld i henhold til lovbekendtgørelse nr. 808 af 12. april 1990 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Udvalget vedtog, at der fremover kun vil blive meddelt fritagelse til sociale institutioner m.v. med støtte i henhold til sociallovgivningen og foreninger m.v., der modtager kommunal støtte i henhold til folkeoplysningsloven.

Da det af Deres ansøgning af 05.09.94 vurderes, at betingelserne for fritagelse for ovennævnte ejendom er opfyldt, meddeles der Dem herved fritagelse for betaling af grundskyld til kommunen og amtskommunen.
..."

Med overtagelsesdag den 1. juli 1995 solgte sagsøgeren den faste ejendom .... 34 til Den Selvejende Institution "H1". Salget udløste genvundne afskrivninger for sagsøgeren.

Det fremgår af en udskrift af Folkeregistret, at sagsøgeren i perioden fra den 5. marts 1990 til den 1. september 1993 havde adresse på .... 34.

Ejendommen .... 34 var i sagsøgerens ejertid forsikret hos Lærerstandens Brandforsikring G/S. I forsikringspolicen er ejendommen anført som en- eller tofamiliehus med hårdt tag.

Sagsøgeren har forklaret, at han nu er ansat som konsulent i en virksomhed, der bl.a. beskæftiger sig med personaleudvikling. Han var leder af "H1" fra projektets start til 1998, og han sidder fortsat i bestyrelsen for institutionen. Han købte i 1990 ejendommen .... 34 sammen med sin onkel. Det var tanken at drive almindelig familiepleje på ejendommen, der samtidig skulle tjene som bopæl for de to ejere og deres respektive familier. I 1991 opstod der uenighed om den fremtidige strategi. Hans onkel forlod herefter samarbejdet, og sagsøgeren overtog hele ejendommen. I en periode herefter drev sagsøgeren virksomheden som enkeltmandsvirksomhed, men Kommunernes Landsforening foretrak, at døgninstitutioner blev drevet som selvejende institutioner. På den baggrund blev Den Selvejende Institution "H1" stiftet. Det var forbundet med visse vanskeligheder både at være ansat i "H1" og at være udlejer i forhold til institutionen. Han ønskede derfor at sælge ejendommen .... 34 til "H1". Når salget først blev gennemført efter nogen tid, skyldtes det, at det var svært at få realkreditfinansiering uden personlig hæftelse. Han og familien flyttede fra .... 34 i september 1993, fordi de ønskede at få adskilt privatliv og arbejde. Han og hustruen havde da selv to børn, og de var samtidig de drivende kræfter i projektet "H1". Stuehuset på .... 34, der rummede beboelsesdelen, indeholdt tre stuer, fem værelser, et køkken og et badeværelse, da han sammen med sin onkel overtog ejendommen i 1990. De etablerede endnu et badeværelse, så der var et til hver familie. De indrettede endvidere en stue og et yderligere værelse på første sal. De indrettede på et senere tidspunkt yderligere tre værelser til de børn, der var anbragt i pleje. De har også etableret en vaskekælder, da der er meget vasketøj i en sådan institution. Ejendommen .... 34 ligger i en lille landsby, hvor der er 6 gårde og 3 aftægtshuse. Kun 2 gårde er i drift. De resterende ejendomme fungerer som almindelig beboelse for ejerne. I 1995, da der var 7 børn i pleje, var normeringen vist 4,75 ansatte. De ansatte havde en blandet erhvervsmæssig baggrund. Der var foruden beboelsen indrettet et hobbyværksted med bl.a. en almindelig høvlebænk.

Sagsøgeren har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at hans avance ved salg af den faste ejendom .... 34 er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, idet ejendommen er et en- eller tofamilieshus i denne bestemmelses forstand, idet ejendommen i tidsrummet fra den 15. marts 1990 til den 1. september 1993 har tjent til bolig for sagsøgeren og hans husstand, og idet der ikke kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse af ejendommen. Sagsøgeren har vedrørende ejendommens status som en- eller tofamilieshus nærmere anført, at ejendommen har bevaret denne status, uanset at ejendommen i tidsrummet fra 1992 og frem til salget i 1995 har været benyttet som bolig for op til 7 børn eller unge ad gangen. Det er uden betydning for ejendommens status som en- eller tofamilieshus, at sagsøgeren og hans familie flyttede fra ejendommen i 1993, og at ejendommen herefter alene blev anvendt til beboelse for de børn og unge, som var anbragt i døgnpleje i henhold til bistandslovens § 66. Der gælder ikke som af sagsøgte anført noget krav om, at en ejendom skal anvendes til "sædvanlige boligmæssige formål". Hverken bestemmelsens ordlyd eller ejendomsavancebeskatningscirkulæret omtaler dette begreb, og en sådan betingelse kan ikke støttes på udtrykket "en- eller tofamilieshuse". Sagsøgeren har vedrørende ejendommens status som en- eller tofamilieshus endvidere henvist til, at det ikke er afgørende herfor, at ejendommen tillige har været anvendt erhvervsmæssigt. Det fremgår således af cirkulære nr. 166 af 12. september 1994 om ejendomsavancebeskatningsloven, at det afgørende i en sådan situation er, om ejendommen i overvejende grad må siges at tjene beboelsesformål. Dette er tilfældet her, idet ejendommen udelukkende er anvendt til beboelse, og det er ikke afgørende, at ejendommen på salgstidspunktet og i en periode forud herfor ikke blev beboet af sagsøgeren og hans familie, men af de børn og unge, som var anbragt i døgnpleje, da det ikke i henhold til det omtalte cirkulære er en betingelse for skattefrihed, at ejendommen i overvejende grad skal tjene som bolig for ejeren på salgstidspunktet. Sagsøgeren har endvidere anført, at ejendommen fysisk fremtræder som et enfamilieshus, da der kun er et køkken, og at ejendommen gennem hele sagsøgerens ejertid har været henført til benyttelseskode 01 ("Beboelse") af vurderingsmyndighederne. Det er i øvrigt uden betydning, om ejendommen som af sagsøgeren anført muligvis burde have været henført til benyttelseskode 33 ("Private institutions - og serviceejendomme"), da denne benyttelseskode også omfatter private ejendomme, når disse ikke anvendes til ejerens beboelse, men til øvrige beboelsesmæssige formål, nemlig institutions- og servicemæssige formål. Sagsøgeren har vedrørende den principale påstand endelig anført, at den omstændighed, at sagsøgeren har foretaget skattemæssige afskrivninger på ejendommen, ikke kan føre til, at ejendommen ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, da afskrivningerne er foretaget på baggrund af Ligningsrådets dispensationshjemmel i afskrivningslovens § 18, stk. 2. Det fremgår af ligningsvejledningen for 1995, at der efter Ligningsrådets praksis bl.a. kunne foretages afskrivninger på døgninstitutioner for børn og unge mennesker, godkendt efter bistandslovens § 66. Uanset at de typer af ejendomme, som er nævnt i Ligningsvejledningen, utvivlsomt er beboelsesejendomme, kunne der således på baggrund af Ligningsrådets særlige dispensationspraksis alligevel foretages afskrivninger på ejendommene.

Sagsøgeren har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at såfremt den foreliggende situation ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, er den omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, således at sagsøgeren har krav på fradrag for den del af avancen, der kan henføres til beboelsesdelen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 2. pkt. Sagsøgeren har i den forbindelse nærmere anført, at det efter den nævnte bestemmelse og cirkulære nr. 166 af 12. september 1994 ikke er en betingelse for fradrag efter § 9, at der er tale om et parcelhus, idet det alene kræves, at der er tale om en ejendom indeholdende en eller to selvstændige lejligheder. Ejendommen .... 34 har i hele sagsøgerens ejertid været betegnet som en ejendom indeholdende en lejlighed. Ejendommen har endvidere tjent som bolig for sagsøgeren og hans husstand, jf. argumentationen til støtte for den principale påstand. Da mere end 25% af ejendommen på salgstidspunktet blev anvendt som institution for børn og unge, har ejendommen i væsentligt omfang været benyttet erhvervsmæssigt. Sagsøgeren opfylder derfor betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, for at opnå fradrag.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at ejendommen .... 34 hverken er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9, hvorfor det er med rette, at sagsøgeren er blevet beskattet af avancen ved salget af ejendommen, jf. lovens § 1.

For så vidt angår sagsøgerens principale påstand har sagsøgte nærmere anført, at ejendommen .... 34 ikke havde karakter af et en- eller tofamilieshus på salgstidspunktet, hvorfor ejendommen ikke var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Ejendommen blev ikke anvendt til sædvanlige boligmæssige formål på salgstidspunktet, hvilket efter en naturlig sproglig forståelse af den nævnte bestemmelse er en betingelse for, at der er tale om et en- eller tofamilieshus i lovens forstand. Ejendommen blev i tidsrummet fra den 1. januar 1994 til salgstidspunktet udelukkende anvendt til opholdssted for børn og unge i henhold til bistandslovens § 66, hvilket i henhold til lejeaftalen mellem sagsøgeren og "H1" var den eneste tilladte anvendelse. En sådan anvendelse er ikke et sædvanligt boligmæssigt formål. Det er klart, at anvendelsen af ejendommen i den nævnte periode indebar et vist element af beboelse, idet de anbragte børn boede der, men dette fandt sted som led i "H1"s erhvervsmæssige virksomhed, som var at være et opholdssted for børn og unge. Sagsøgte har endvidere anført, at det ikke er afgørende for ejendommens status som en- eller tofamilieshus, at vurderingsmyndighederne har henført ejendommen til benyttelseskode 01 ("Beboelsesejendomme med en ejerlejlighed"). I øvrigt burde ejendommen, i hvert fald fra det tidspunkt, da den blev fritaget for grundskyld, have været henført til benyttelseskode 33 ("Private institutions- og serviceejendomme"). Sagsøgte har endvidere henvist til, at sagsøgeren har afskrevet på ejendommen i årene 1992, 1993 og 1994 med henholdsvis 70%, 100% og 100%. Det forhold, at der er afskrevet på bygningerne eller den del heraf, der er anvendt til opholdssted for børn og unge i medfør af bistandslovens § 66, viser ligeledes, at ejendommen ikke har været anvendt til sædvanlige boligmæssige formål, idet det fremgår af afskrivningslovens § 18, stk. 3, at der ikke kan afskrives på beboelsesejendomme. Denne bestemmelse havde Ligningsrådet ikke hjemmel til at dispensere fra. Sagsøgte har endvidere anført, at det er uden betydning for den skattemæssige bedømmelse af sagen, at ejendommen har været forsikret som et en- eller tofamilieshus med hårdt tag.

For så vidt angår sagsøgerens subsidiære påstand har sagsøgte nærmere anført, at ejendommen ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, da hele ejendommen blev anvendt erhvervsmæssigt til opholdssted for børn og unge i henhold til bistandslovens § 66 på salgstidspunktet. Der var derfor ikke nogen blandet benyttelse af ejendommen på salgstidspunktet, hvilket er en betingelse for, at den nævnte bestemmelse kan finde anvendelse.

For det tilfælde, at landsretten måtte nå frem til, at ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, kan sagsøgte tilslutte sig sagsøgerens hjemvisningspåstand, da det tilkommer ligningsmyndighederne at skønne over, hvor stor en del af ejendommen der skal henføres til beboelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ejendommen .... 34 var på salgstidspunktet udlejet til Den Selvejende Institution "H1". "H1" anvendte hele ejendommen erhvervsmæssigt som led i institutionens virksomhed, som var at drive et opholdssted for børn og unge. Ejendommen var derfor ikke et en- eller tofamilieshus i ejendomsavancebeskatningslovens forstand på salgstidspunktet. Sagsøgeren kan således ikke få medhold i sin principale påstand.

Da ejendommen .... 34 i sin helhed blev anvendt erhvervsmæssigt på salgstidspunktet, forelå der ikke nogen blandet benyttelse af ejendommen. Ejendomsavancebeskatningslovens § 9 finder derfor ikke anvendelse på salget af ejendommen. Sagsøgeren kan således ikke få medhold i sin subsidiære påstand.

Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsomkostningerne for landsretten skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale til sagsøgte med 13.000 kr.