Ejendomsavance - parcelhusreglen - salg helårsbolig - anvendt som fritidsbolig

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato09 Mar 2007
Dato for udgivelse19 Mar 2007 12:45
SKM-nummerSKM2007.209.HR
MyndighedHøjesteret
Sagsnummer1. afdeling, 125/2006
Dokument typeDom
EmneordEjendom, salg, fritidsbolig, parcelhusreglen, helårsbolig
Resumé

I en sag om afgrænsning mellem ejendomme omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og stk. 2, fandt Højesteret, at det som udgangspunkt må bero på ejendommens status på salgstidspunktet, om skattefriheden skal afgøres efter betingelserne i § 8, stk. 1, eller efter § 8, stk. 2, og at det således, hvis ejendommen er et enfamilieshus på salgstidspunktet, er en betingelse for skattefrihed, at huset har tjent til bolig (helårsbeboelse) for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele ejertiden.

Om den konkrete ejendom udtalte Højesteret, at denne på salgstidspunktet var "et fritliggende enfamilieshus (parcelhus)", at huset således som udgangspunkt er et enfamilieshus omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og at appellanten ubestridt ikke opfyldte betingelserne for skattefrihed efter denne bestemmelse.

Højesteret tog herefter stilling til, om det forhold, at appellanten alene havde benyttet ejendommen til fritidsformål kunne føre til, at han kunne opnå skattefrihed efter sommerhusreglen i § 8, stk. 2. Højesteret henviste til, at appellanten i en erklæring, der var afgørende for, at Jordbrugskommissionen gav tilladelse til erhvervelsen, havde oplyst, at han inden 2 år efter erhvervelsen ville tage fast bopæl på ejendommen.

I hvert fald under disse omstændigheder kunne det forhold, at appellanten alene havde benyttet ejendommen som fritidshus ikke - heller ikke i medfør af administrativ praksis - føre til, at ejendommen kunne anses for omfattet af sommerhusreglen i § 8, stk. 2.

Reference(r)Ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2
Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-1 E.J.1.1


Parter

A
(advokat Lars Henriksen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af dommerne

Poul Sørensen, Per Walsøe, Thomas Rørdam, Jon Stokholm og Poul Dahl Jensen

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 4. afdeling den 27. februar 2006.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

I den ansøgning af 23. november 1990 fra As advokat MB, der ligger til grund for Jordbrugskommissionens tilladelse af 20. december 1990, hedder det bl.a.:

"Deres skrivelse af 14. ds. ankom g.d. til A i U.S.A. A er naturligvis meget ked af, at Jordbrugskommissionen har givet afslag på opfyldelse af afdøde, BBs ønske om, at A overtager landbrugsejendommen, som han har været stærkt knyttet til. A, der er 59 år, ringede i går eftermiddags til mig og meddelte, at han bliver pensioneret i sin stilling næste år. Han vil derfor være i stand til at tage ophold på ejendommen matr.nr. ..., beliggende .... A er herefter indstillet på inden 2 år efter erhvervelsen at tage fast bopæl på ejendommen. Der søges herefter alene dispensation for så vidt angår kravet om dansk statsborgerskab. Jeg vedlægger korrigeret ansøgningsskema om dispensation, idet der er foretaget korrektion i § 6 og § 11. A har bedt mig meddele Jordbrugskommissionen, at han inden 2 år efter erhvervelsen tager fast bopæl på ejendommen. Jeg vedlægger i øvrigt fuldmagt af 6/7 1990 fra A til mig, hvilken fuldmagt A underskrev i forbindelse med besøg på ejendommen her i sommer."

Højesterets begrundelse og resultat

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1 er fortjeneste ved afståelse af fast ejendom som udgangspunkt skattepligtig. Lovens § 8 indeholder undtagelser fra dette udgangspunkt. Efter § 8, stk. 1, er fortjeneste ved afståelse af "en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder" således som udgangspunkt skattefri. Det er bl.a. en betingelse for denne skattefrihed, at "huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen". Efter § 8, stk. 2, gælder skattefriheden også ved salg af "sommerhusejendomme og lign., som ejeren eller dennes husstand har benyttet til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen".

Højesteret finder, at det som udgangspunkt må bero på ejendommens status på salgstidspunktet, om skattefriheden skal afgøres efter betingelserne i § 8, stk. 1, eller efter § 8, stk. 2. Er ejendommen således et enfamilieshus på salgstidspunktet, er det en betingelse for skattefrihed, at huset har tjent til bolig (helårsbeboelse) for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele ejertiden.

As ejendom var på salgstidspunktet i 2002 et "fritliggende enfamilieshus (parcelhus)". Huset er således som udgangspunkt et enfamilieshus omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og det er ubestridt, at A ikke opfylder betingelserne for skattefrihed efter denne bestemmelse.

Spørgsmålet er herefter, om det forhold, at A alene har benyttet ejendommen til fritidsformål, kan føre til, at han kan opnå skattefrihed efter sommerhusreglen i § 8, stk. 2.

Da A i 1990 fik arveudlagt ejendommen, der på daværende tidspunkt var en landbrugsejendom, oplyste han over for Jordbrugskommissionen, at han "inden 2 år efter erhvervelsen ville tage fast bopæl på ejendommen". Det var denne erklæring, der var afgørende for, at kommissionen gav tilladelse til erhvervelsen. I hvert fald under disse omstændigheder kan det forhold, at han alene har benyttet ejendommen som fritidshus, ikke - heller ikke i medfør af administrativ praksis - føre til, at ejendommen anses for omfattet af sommerhusreglen i § 8, stk. 2.

Højesteret tiltræder herefter, at betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, og stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 30.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.