Fradraget og godtgørelsen for befordring falder i 2017

Vis printvenlig udgave

Dato for udgivelse15 Nov 2016 14:52
Resumé

Skatterådet har fastsat nye satser for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse for næste år.

 


Skatterådet har i dag fastsat nye satser for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse for næste år. Skatterådet beregner årligt satserne på baggrund af udgifterne til befordring med bil.

Satserne for befordringsfradrag og skattefri befordringsgodtgørelse falder i 2017, da udgifterne til at holde bil er faldet.

- Når satserne for 2017 falder, så skyldes det primært, at bilerne kører længere på en liter brændstof, og at benzinpriserne forventes at blive lavere i 2017 end vi forventede for 2016, forklarer Hanne Søgaard Hansen, der er formand for Skatterådet.

Befordringsfradraget:

År

Sats for kørsel ml. 24-120 km

Sats for kørsel over 120 km

2016

1,99 kroner pr. km

1,00 kroner pr. km

2017

1,93 kroner pr. km

0,97 kroner pr. km

Reglerne for befordringsfradrag er uændrede, så der fortsat ikke er fradrag for befordring for de første 24 kilometer pr. dag mellem hjem og arbejde.

Pendlere i yderkommuner, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet befordringsfradrag, får ikke nedsat satsen ved kørsel ud over 120 km.

For personer med lav indkomst tillægges fradraget i 2017 op til 52 procent, dog maksimalt 12.500 kr. SKAT beregner automatisk det ekstra fradrag.

Skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil:

År

For de første 20.000 km

For kørsel over 20.000 km

2016

3,63 kr. pr. km

1,99 kr. pr. km

2017

3,53 kr. pr. km

1,93 kr. pr. km

Reglerne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil er uændrede. Den kan udbetales til medarbejdere, der kører erhvervsmæssigt i egen bil, forudsat, at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol hermed.

Hidtil har udgifter til parkering indgået i beregningen af den høje sats. Parkering indgår ikke længere i beregningen. Da lønmodtagere kan få dækket disse udgifter af deres arbejdsgiver, har det størst betydning for de selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtagere, der bruger satsen til fradrag for erhvervsmæssig kørsel.

- Vi har taget udgifter til parkering ud af beregningsgrundlaget. Lønmodtagere kan som hidtil få godtgjort parkering af arbejdsgiveren. De erhvervsdrivende får til gengæld mulighed for fra næste år at tage fradrag for deres reelle parkeringsudgifter, når de bruger Skatterådets satser, siger Hanne Søgaard Hansen.

Skattefri godtgørelse for kørsel på egen cykel eller knallert
Godtgørelse for at bruge egen cykel, knallert, 45-knallert og scooter er for 2017 uændret og udgør 0,52 kr. pr. km.

Fakta om benzinpriser:
Satserne er beregnet på baggrund af et skøn over benzinpris for 2017 på 11,49 kr. liter.
En ændring af benzinprisen med 17 øre, vil betyde en ændring af satsen på 1,93 kr. på cirka 1 øre.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; borgere: 7222 1818