Ligningsvejledningen; Erhvervsdrivende 2011-1

Vis printvenlig udgavePrint aktuel side
Print aktuel side med underpunkter
Print indholdsfortegnelse
Se oplysninger om sidenKolofon
Dokumentet gælder fra:

E.J.1 Parcelhusreglen, EBL § 8

Afståelse af en- og tofamilieshuse, ejerlejligheder og sommerhuse er som hovedregel fritaget for beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven, lovbekendtgørelse nr. 891 af 17. august 2006 om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom med senere ændringer.  

Fritagelsen omfatter alene fortjenester efter ejendomsavancebeskatningsloven, hvorimod fortjenester ved næringssalg, der beskattes efter SL §§ 4 og 5a, fortsat skal medregnes fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ved salg af en- og tofamilieshuse er det først og fremmest en betingelse for skattefritagelsen, at huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit, se afsnit E.J.1.6.1 for nærmere gennemgang af betingelserne. 

SKM2002.290.LR. Ifølge en bindende forhåndsbesked blev salg af en del af en ejendom anset for omfattet af parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1. Der var tale om et tofamilieshus med et samlet grundareal på 1151 m2. Ejendommen bestod af et fritliggende parcelhus på 104 m2 og et fritliggende parcelhus på 40 m2 sammenbygget med et udhus på 60 m2. Skatteyderen påtænkte at sælge den del af ejendommen, hvorpå parcelhuset på 40 m2 og udhuset var beliggende. Ligningsrådet fandt, at den samlede ejendom ville kunne afstås skattefrit. Herefter ville også fortjenste ved salg af en del af ejendommen være skattefri. Skattefriheden forudsatte, at salget skete betinget af udstykning, men inden udstykning havde fundet sted.

SKM2005.233.ØLR. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt salget af sagsøgernes ejendom var skattefrit i medfør af EBL § 8, stk. 1. Henset til at ejendommen indeholdt 3 selvstændige lejligheder, og at disse i perioder reelt havde været anvendt af 3 forskellige familier, fandt landsretten ikke, at ejendommen var et en- eller tofamilieshus. Det var i den henseende uden betydning, at ejendommen skattemæssigt havde været vurderet som et tofamilieshus, og at den faktiske anvendelse af den 3. lejlighed eventuelt havde været ulovlig.

SKM2008.835.VLR. Landsretten fandt, at et enfamilieshus, der efterfølgende blev udlejet til offentlig myndighed, der brugte huset til bofællesskab for psykisk handicappede, havde ændret karakter, og derfor ikke længere var omfattet af EBL § 8, stk. 1. Ejendommen kunne derfor ikke afstås skattefrit.

Ved sommerhuse er kravet, at ejeren eller dennes husstand har benyttet sommerhusejendommen til privat formål i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit, se EBL § 8, stk. 2.

SKM2003.152.ØLR. En skatteyder havde sammen med sine to søskende fået udlagt et sommerhus som arv efter deres fader. Sommerhuset blev sat til salg umiddelbart i forbindelse med arveudlægget i april 1997 og solgt i juli 1997. Skatteyders søster havde efter det oplyste og erklæringer fremlagt under sagen opholdt sig i sommerhuset i ejerperioden. Østre Landsret lagde til grund, at skatteyderen havde opholdt sig i sommerhuset ved flere lejligheder men lagde samtidig til grund, at disse ophold enten var som led i salgsbestræbelserne eller for at besøge søsteren. Landsretten fandt på den baggrund, at skatteyderens ophold ikke opfyldte kravene til en ejers benyttelse efter EBL § 8, stk. 2.

TfS 1998, 118 LR. Ifølge en bindende forhåndsbesked blev salg af et helårshus, som ejeren kun havde anvendt som feriebolig, ikke anset for omfattet af sommerhusreglen i EBL § 8, stk. 2. Skatteyderen havde erhvervet sin mors ejendom delvis ved gave. Moderen fik livsvarig brugsret til ejendommen, hvilket blev udnyttet, indtil moderen flyttede på plejehjem. Herefter havde skatteyderen i kortvarige perioder anvendt ejendommen som feriebolig. Ligningsrådet udtalte, at det ikke er udelukket, at et helårshus kan afstås skattefrit efter sommerhusreglen, hvis det dokumenteres, at huset er købt som og anvendt som sommerbolig. Dette fandtes ikke dokumenteret i sagen. Se også kommentaren i TfS 1998, 122 TSS.

SKM2001.627.ØLR. En ejendom, der var noteret og vurderet som landbrugsejendom på 8 ha, blev i forbindelse med salg udstykket i to matrikler og solgt ved indbyrdes betingede skøder til to forskellige købere. Østre Landsret fandt, at de omhandlede salg måtte betragtes som en samlet afståelse af hele ejendommen. Østre Landsret fandt det endvidere ikke godtgjort, at nogen del af ejendommen havde været bortforpagtet og antog dermed, at hele ejendommen indtil salgene havde været anvendt af skatteyderen som landbrugsejendom. Avancen ved salget af den bebyggede restejendom var derfor ikke omfattet af EBL § 8.

SKM2002.107.VLR. Vestre Landsret fandt, at en skatteyders andel af avancen ved salg af en ejendom uden bebyggelse var skattepligtig efter EBL § 1 og således ikke omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i EBL § 8, stk. 2. Ejendommen, der var på mere end 366.000 m2 var ejet i sameje. Der var på grunden en træhytte på 16 m2 uden el, vand og varme, og skatteyderen hævdede, at der var tale om en sommerhusejendom i henhold til EBL § 8, stk. 2. Ejendommen, der stedse havde været vurderet som ubebygget, blev også afhændet uden bebyggelse. Flertallet fandt, at det er en forudsætning for skattefritagelse efter EBL § 8, stk. 2, at afståelsen af en sommerhusejendom omfatter en bebyggelse. Da dette ikke var tilfældet, fandt flertallet, at salget allerede af den grund ikke var omfattet af EBL § 8, stk. 2. Flertallet fandt det herved uden betydning, at træhytten efterfølgende blev overdraget til køberen, da det ikke var en del af afståelsen eller i øvrigt var forudsat ved afståelsen af grundstykket. Én dommer fandt, at ejendommen, når hensås til, at der på det 366.000 m2 store grundstykke alene var opført en bygning på 16 m2 uden sædvanlige installationer for et sommerhus, ikke kunne anses som en sommerhusejendom i EBL § 8, stk. 2's forstand - uanset bygningen bevismæssigt fandtes at have været benyttet til ferieophold for skatteyderen og dennes familie.

I SKM2002.519.HR stadfæstede Højesteret Vestre Landsrets dom. Højsteret fastslog, at det efter ordlyden af EBL § 8, stk. 2, og sammenhængen med EBL § 8, stk. 1, må anses for en betingelse for skattefritagelse i medfør af EBL § 8, stk. 2, at der på ejendommen ligger en bygning, der er egnet som fritidsbolig, og at denne medfølger ved overdragelsen. Allerede fordi det ved salget af den omhandlede ejendom udtrykkeligt var bestemt, at den på ejendommen værende bygning ikke medfulgte, og da der ikke kunne lægges vægt på en efterfølgende aftale om salg af bygningen til køberen af ejendommen, var skatteyderens avance ved ejendomsoverdragelsen ikke skattefri.

Landsskatteretten har fastslået, at avance ved salg af en ejendom, som var vurderet som landbrug men benyttet som privat bolig, skulle beskattes efter EBL § 9, stk. 1, idet lovbestemmelsen direkte henviser til VURDL § 33, stk. 1, hvorfor den vurderingsmæssige status på salgstidspunktet var afgørende. Da klagerens salg af ejendommen var omfattet af EBL § 9, stk. 1, fandt EBL § 8, stk. 1, ikke anvendelse, jf. SKM2001.208.LSR. Kendelsen blev indbragt for Østre Landsret, hvor sagen blev forligt i overensstemmelse med sagsøgerens påstand således at ejendommen var omfattet af EBL § 8.

Skatteministeriet har i en kommentar i SKM2003.11.DEP blandt andet udtalt, at det af Folketingstidende 1981-1982, tillæg B, side 1263, fremgår, at det efter de hidtil gældende regler/praksis forholdt sig således, at parcelhusreglen (EBL § 8), såfremt betingelserne i øvrigt var opfyldt, kunne anvendes på den tilbageværende beboelse på en landbrugsejendom så snart ejendommens jordtilliggende var blevet solgt fra. Indførelsen af EBL § 9 ændrede ikke ved denne praksis. Formålet med bestemmelsen var alene, at friholde stuehuset ved salg af et landbrug. Endvidere er det i forarbejderne gentaget, at bestemmelsen gælder ved afståelse af ejendomme, der er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1, "dvs. ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug". Praksis vedrørende adgang til at anvende parcelhusreglen på en landbrugsejendom efter frasalg af ejendommens jordtilliggende gælder fortsat, jf. Ligningsvejledningen 2001, afsnit E.J.1.4. Endvidere fremgik det implicit af den nu ophævede EBL § 9, stk. 4, idet bestemmelsen fastslog, at EBL § 8 gælder ved afståelse af en- og tofamilieshuse m.m., der tidligere har udgjort en del af en ejendom omfattet af EBL § 9, stk. 1.

Det indgår ikke som et krav for anvendelse af praksis, at den tilbageværende del af ejendommen er omvurderet til et en- og tofamilieshus forinden afståelsen. Når Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle skyldes det, at de ovennævnte forarbejder og den foreliggende praksis ikke støtter en fortolkning af bestemmelsen i § 8, stk.1, hvorefter en ejendoms vurderingsmæssige status på afståelsestidspunktet er eneafgørende.

Baseret på forarbejder og praksis er det opfattelsen, at afståelse af en ejendom kan falde ind under reglerne i EBL § 8, hvis det uanset ejendommens vurderingsmæssige status kan bevises, at ejendommen på afståelsestidspunktet ikke længere benyttes til landbrug. I den foreliggende sag, var der tale om, at hovedparten af jorden var frasolgt, og at boligen i øvrigt selvstændigt opfyldte betingelserne i EBL § 8, stk. 1, nr. 1-3. Endvidere havde Told- og Skattestyrelsens Ejendomsvurderingskontor under sagens behandling i Landsskatteretten afgivet en udtalelse, hvoraf fremgår, at ejendommen efter styrelsens opfattelse burde have været omvurderet fra landbrugsejendom til boligejendom på et langt tidligere tidspunkt end den faktisk gennemførte omvurdering pr. 1. januar 1997.

SKM2006.656.SR. En landbrugsejendom var af skatteyderen anvendt som sommerbolig. Det ansås ikke for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at det primære formål med erhvervelsen af ejendommen havde været at benytte denne som sommerbolig. Det ansås heller ikke for dokumenteret, at ejendommen i ejerperioden alene havde været anvendt som sommerbolig. Avancen var herefter ikke fritaget for beskatning.

SKM2007.39.SR. Skatterådet bekræftede, at ejerlejlighed uden bopælspligt kan afstås uden beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2007.149.SR. Skatterådet tiltrådte, at lejlighed uden bopælspligt kan anses for erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig.

SKM2007.255.SR. Der var ikke bopælspligt til en nyopført ejendom. Hvis lejligheden blev taget i brug som helårsbolig, ville den blive omfattet af boligreguleringsloven og dermed miste sin status som feriebolig. Ejendommen tænktes anvendt som sommerhus af spørgerne og deres husstand i weekends og ferier, jævnt fordelt over året. Ejendommen ansås for erhvervet som sommerbolig.

SKM2007.330.SR. Skatterådet bekræftede, at en lejlighed uden bopælspligt var erhvervet som sommerbolig. Den faktiske anvendelse af lejligheden som sommerbolig skulle afgøres, når lejligheden er afstået.

SKM2007.336.SR. Skatterådet fandt, at en lejlighed, der blev erhvervet som sommerbolig og siden hen anvendt som sådan, kunne sælges skattefrit.

SKM2007.408.SR. Skatterådet bekræftede, både at en lejlighed var erhvervet som sommerbolig, samt at lejligheden havde været anvendt som sommerbolig. Dødsboet var derfor ikke skattepligtig ved udlæg af lejlighed til afdødes søn.

SKM2007.409.SR. Skatterådet bekræftede, at en lejlighed blev erhvervet som sommerbolig. Den faktiske anvendelse af lejligheden som sommerbolig skulle afgøres, når lejligheden er afstået.

SKM2007.410.SR. Skatterådet bekræftede, at en lejlighed var erhvervet som sommerbolig. Den faktiske anvendelse af lejligheden skulle afgøres, når lejligheden er afstået.

SKM2007.446.SR. Skatterådet fandt, at en eventuel gevinst ved salg af en hotellejlighed bliver skattepligtig. Hotellejligheden var indkøbt som et investeringsobjekt og ikke med henblik på anvendelse som sommerbolig.

SKM2007.474.SR. En sommerhusejendom nedbrændte og blev genopført. Før branden ville en eventuel avance ved et salg være skattefri. Efter genopførelsen anvendtes ejendommen ikke på samme måde som før branden. En eventuel avance ved et eventuelt salg ville være skattefri. Skatterådet lagde vægt på, at sommerhuset, inden det nedbrændte, har tjent som sommerbolig for spørgeren, at sommerhuset er genopført med rimelig kontinuitet, og at salget finder sted i umiddelbar forlængelse heraf.

SKM2007.482.SR. Skatterådet fandt, at en ejerlejlighed ikke kunne sælge skattefrit, idet ejerlejligheden ikke havde tjent til bolig for lejlighedens ejer.

SKM2007.483.SR. Skatterådet fandt, at en lejlighed, der blev anskaffet som supplerende ejendom og anvendt i forbindelse med erhvervsarbejdet, kunne sælges skattefrit. Der blev lagt vægt på, at ejendommen blev anvendt af arbejdsmæssige årsager, og at anvendelsen havde en sådan karakter, at ejendomme tjente som bolig for ejeren.

SKM2007.484.SR. Skatterådet fandt, at en lejlighed, der blev erhvervet som sommerbolig og siden hen anvendt som sådan, kunne sælges skattefrit.

SKM2007.489.SR. Skatterådet bekræftede, at ejerforholdet fastlagt ved samejeoverenskomst oprettet i Danmark mellem 2 parter, vedrørende fast ejendom i Tyrkiet, kan lægges til grund af de danske skattemyndigheder ved beregning af ejendomsværdiskat og indkomstskat i forbindelse med salg af ejendommen.

SKM2007.491.SR. Skatterådet bekræftede, at ejerforholdet fastlagt ved samejeoverenskomst oprettet i Danmark mellem parterne, vedrørende fast ejendom i Tyrkiet, kan lægges til grund af de danske skattemyndigheder ved beregning af ejendomsværdiskat og indkomstskat i forbindelse med salg af ejendommen.

SKM2008.467.SR. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger i skattemæssig henseende kan anses for medejer af ferielejlighed i Tyrkiet, idet spørgeren bortset fra rådgivningsaftalen, ikke har indgået en aftale om køb af lejligheden i Tyrkiet.Skatterådet fandt dernæst, at det ikke er muligt at tage stilling til, hvorvidt værdien af brugsrettigheder skal fastsættes til værdien af ejendomsværdiskat.

SKM2007.510.SR. Skatterådet bekræftede at en eventuel avance ved salg af lejlighed ikke skal beskattes, selvom skatteyder har to helårsboliger. Der blev lagt vægt på, at ejendommen blev anvendt af arbejdsmæssige årsager, og at anvendelsen havde en sådan karakter, at ejendommen tjente som bolig for ejeren i en væsenstlig periode.

SKM2007.574.ØLR. Sagen drejede sig dels om, hvorvidt fortjeneste ved salg af en af skatteyderen ejet ejendom var skattefri i medfør af parcelhusreglen, dels om fastsættelsen af overskuddet til beskatning og fastlæggelsen af perioden herfor vedrørende rådigheden over ejendommen. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at ejendommen reelt havde tjent som bolig for ham i nogen del af den periode i 1999, hvor han ejede ejendommen. Han var derfor skattepligtig af avancen ved salget af ejendommen. Landsretten fandt herudover, at skatteyderens tidligere ægtefælle og deres 2 børn måtte anses for i hele 1999 at have haft rådighed over ejendommen, og oplysninger omkring leje af sommerhus i ferieperioden og køb af sommerhus kunne ikke føre til en ændret vurdering. Skatteyderen var derfor skattepligtig af udlejningsværdien af ejendommen i perioden 1. marts til 31. december 1991, og det kunne heller ikke anses for tilstrækkeligt godtgjort, at skatteyderens selskab havde anvendt en del af ejendommen til arkiv.Landsretten lagde endvidere ikke til grund, at en række afholdte udgifter til gulvafhøvling og elarbejder kunne fradrages som vedligeholdelsesudgifter. Skatteyderen kunne dog - hvilket Skatteministeriet også havde anerkendt - ved opgørelsen af overskud til beskatning vedrørende rådigheden over ejendommen foretage fradrag for afholdte udgifter til ejendomsforsikring og alarmanlæg.

SKM2007.599.ØLR. Ikke ført bevis for, at huset havde tjent som bolig for skatteyderne. Skattefriheden i henhold til parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 1, var derfor udelukket. Da ejendommen havde status som helårsbolig og også var erhvervet med henblik på anvendelse som helårsbolig, var skattefriheden efter sommerhusreglen i ejendomsavancebeskatningsloven § 8, stk. 2, også udelukket.

SKM2007.601.LSR. En tidligere blandet benyttet ejendom kunne af et dødsbo afhændes skattefrit efter EBL § 8, da ejendommen på salgstidspunktet havde karakter af beboelsesejendom.

SKM2008.657.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet, om avancen ved salg af en ejendom var skattefri i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at ejendommen reelt havde tjent som bolig for hende i den 6-måneders periode, hvori hun var folkeregistertilmeldt på adressen. Sagsøgeren flyttede efter salget tilbage til den ejendom, som hun hidtil havde beboet, og som ægtefællen fortsat beboede. Sagsøgeren havde også fortsat drevet sin virksomhed fra denne ejendom, selv om den pågældende ejendom angiveligt skulle sælges. Der var endvidere et lavt forbrug af navnlig vand og el i den solgte ejendom i det tidsrum, hvor sagsøgeren var folkeregistertilmeldt adressen.

SKM2008.33.SR, SKM2008.38.SR, SKM2008.39.SR, SKM2008.70.SR, SKM2008.132.SR, SKM2008.184.SR og SKM2008.302.SR. I disse sager fandt Skatterådet, at spørger kan afstå supplerende bolig efter EBL § 8, stk. 1, idet ejendommen har været anvendt til bolig for spørger af arbejdsmæssige årsager.

I SKM2009.659.SR. accepteredes det desuden, at en evt. fortjeneste ved salg af lejlighed i København var omfattet af EBL § 8, på trods af at spørgeren havde bopæl i Aalborg. Svaret blev givet under forudsætning af, at spørgeren faktisk anvender lejligheden i København af arbejdsmæssige årsager. Se også SKM2009.740.SR. , hvori bolig nr. 2 kunne sælges skattefrit på trods af, at der til stadighed havde været udlejet et værelse i lejligheden til udenlandsk studerende, samt i en periode udlejet lejligheden til spørgers børn. Spørger havde sin 1. bolig og folkeregisteradresse på Bornholm og havde i en periode rejst ugentligt til København af arbejdsmæssige årsager. Siden 1. november 2002 har spørger benyttet lejligheden 5 dage om ugen.

SKM2009.547.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af salget af en ejerlejlighed, eller om salget var undtaget fra skattepligt i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Retten lagde vægt på, at lejligheden blev solgt af sagsøgeren som en erhvervslejlighed, der ikke måtte anvendes til beboelse, og retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren havde drevet erhvervsmæssig virksomhed fra ejerlejligheden, at udgifterne til lejligheden blev fratrukket som driftsudgifter, at sagsøgeren og hendes ægtefælle var tilmeldt folkeregistret på en anden ejendom beliggende 145 km. fra ejerlejligheden, at sagsøgerens ægtefælle tog befordringsfradrag fra denne ejendom til arbejdspladsen, at sagsøgeren havde et højt benzinforbrug, at sagsøgeren på virksomhedens brevpapir angav det private fastnetnummer tilknyttet den anden ejendom, og at sagsøgeren ikke betalte ejendomsværdiskat. Henset hertil fandt retten det ikke godtgjort, at lejligheden tjente til bolig for sagsøgeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, uanset at sagsøgeren af arbejdsmæssige og transportmæssige årsager overnattede i lejligheden fra mandag til fredag.

SKM2009.628.VLR Sagens hovedspørgsmål var vurderingen af, hvorvidt en af appellanten solgt ejendom havde tjent til hans bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Landsretten lagde indledningsvist til grund, at der tilkom appellanten en streng bevisbyrde som følge af, at ejendommen blev sat til salg forud for appellantens registrering i folkeregistret. Landsretten fandt, at appellanten ikke havde løftet denne bevisbyrde, hvorved der bl.a. blev lagt vægt på, at appellanten kun var tilmeldt folkeregistret på adressen i 2 måneder, i hvilket tidsrum appellanten tillige havde opgivet sin postadresse til en anden ejendom. Byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet, blev derfor stadfæstet på dette punkt.

SKM2008.972.SR. Skatterådet afviste at tage stilling til afståelse af bolig nr. to, fordi der ikke var fremlagt den fornødne dokumentation for anvendelse af boligen.

SKM2008.405.SR.  I denne sag fandt Skatterådet, at avancen opstået ved afståelse af en lejlighed ikke er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i EBL § 8, stk. 2, og derfor er skattepligtig. Der blev lagt vægt på, at spørger ikke havde dokumenteret, at lejligheden var købt alene med henblik på anvendelse som fritidsbolig.

SKM2008.468.SR. I denne sag fandt skatterådet, at avance opstået ved salg af en ejendom ikke var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i EBL § 8, stk. 2, men derimod var skattepligtig. Ejendommen var benyttet som sommerhus og vurderet som sommerhus med fem lejligheder (hytter), som kunne fungere som selvstændige lejligheder. Der blev lagt vægt på, at hytterne var blevet anvendt til udlejning. Det medførte, at ejendommen ikke var omfattet af § 8, stk. 2.

SKM2008.287.SR. Skatterådet fandt, at en lejlighed var erhvervet som sommerbolig. Den faktiske anvendelse af lejligheden som sommerbolig afgøres, når lejligheden afstås.

SKM2008.866.VLR. Landsretten fandt, at en lejlighed erhvervet som fritidsbolig ikke var anvendt som sådan, idet skatteyderens niece i en periode på ca. 1½ år havde haft bopæl i lejligheden. Avancen var derfor skattepligtig.

SKM2008.834.SR. Skatterådet fandt, at lejlighed uden bopælspligt ikke kunne afstås skattefrit efter EBL § 8, stk. 2, efter fraflytning til Frankrig. Skatterådet fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at det primære formål med erhvervelsen af lejligheden var at benytte den som sommerbolig.

SKM2008.167.SR og SKM2008.40.SR, SKM2008.847.SR. Skatterådet fandt, at der ikke skulle betales skat af en eventuel avance ved salg af en ejendom, da ejendommen reelt har tjent til bolig for spørger, og salget dermed er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKM2008.231.SR Et ægtepar anmodede om bindende svar vedrørende salg af en ejerlejlighed, hvor den ene ægtefælle kun i en begrænset periode havde været tilmeldt folkeregisteret på adressen, mens den anden ægtefælle ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt. Ægteparret ejede ud over den anførte bolig 2 ejerlejligheder, og da den i sagen omhandlede ejerbolig desuden var delvist udlejet, svarede Skatterådet benægtede til, at et salg af ejerlejligheden kunne gennemføres uden skattemæssige konsekvenser, da ejerboligen ikke kunne anses for at have tjent som bolig for spørgerne.

SKM2008.153.BR. Skatteministeriet blev frifundet i en sag, hvor sagsøgerne havde nedlagt påstand om skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, i forbindelse med salg af en villa. Ejendommen blev solgt i 2001, og sagsøgerne gjorde gældende, at de havde beboet ejendommen på en sådan måde som ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 foreskriver i perioden fra den 1. december 1994 til 1. januar 1996, i hvilken periode ejendommen ligeledes var udlejet til en af sagsøgernes bedstemor. Sagsøgerne havde på intet tidspunkt i deres ejertid haft folkeregisteradresse på ejendommen, ligesom sagsøgerne i hele ejertiden, herunder i perioden fra den 1. december 1994 til 1. januar 1996, skattemæssigt havde behandlet ejendommen som en udlejningsejendom. Byretten lagde vægt på, at sagsøgerne aldrig havde haft folkeregisteradresse på ejendommen, ligesom retten lagde vægt på, at ejendommen i hele ejertiden skattemæssigt var behandlet som en udlejningsejendom, og retten fandt herefter ikke, at sagsøgerne havde godtgjort, at de reelt havde beboet ejendommen i en afgrænset periode fra den 1. december 1994 til 1. januar 1996. Retten udtalte videre, at de fremlagte dokumenter og afgivne forklaringer under de ovenfor angivne omstændigheder ikke kunne føre til andet resultat.

SKM2008.152.BR. Skatteministeriet frifundet i en sag, hvor sagsøgeren havde nedlagt påstand om skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, i forbindelse med salg af en lejlighed. Byretten lagde til grund, at sagsøgeren, der havde købt lejligheden til sin søn på grund af dennes sociale problemer, faktisk havde haft ophold i lejligheden i 4 måneder, men at han ikke derved havde opgivet sin sædvanlige bopæl sammen sin med ægtefælle og mindreårige barn, som han både før og efter opholdet boede sammen med på en anden adresse. Byretten fandt heller ikke, at sønnen i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, kunne anses som en del af sagsøgerens husstand.

SKM2008.49.BR. To ægtefæller og den ene ægtefælles far erhvervede i 1994 en lejlighed på 69 m2 som i årene frem til 2002 blev udlejet til flygtninge på tidsbegrænsede lejeaftaler. I forbindelse med at lejerne opsagde lejemålet i maj 2002, indgik ejerne, der efter faderens død alene var de to ægtefæller, en formidlingsaftale med et sommerhusudlejningsbureau om at udleje deres hidtidige helårsbolig for en periode på otte uger fra juli til september 2002. Ægtefællerne og deres hjemmeboende datter flyttede herefter adresse til lejligheden, som også blev møbleret. Da formidlingsperioden udløb, flyttede ægtefællerne og deres datter tilbage til deres hidtidige helårsbolig og satte lejligheden til salg. Skatteyderne gjorde gældende, at de i en periode på otte uger alene havde haft rådighed over lejligheden, og at lejligheden i den periode havde tjent som bolig for dem, hvorfor avancen var skattefri i medfør af EBL § 8, stk. 1. Skatteyderne gjorde gældende, at der ikke kunne lægges vægt på, om de havde haft til hensigt, at lejligheden skulle tjene som varig bopæl og ikke kun midlertidigt opholdssted i den periode, deres hidtidige bolig var udlejet. Byretten fandt, at da ægtefællerne kun midlertidigt og for en kort periode hen over sommeren havde fraskrevet sig rådigheden over deres hidtidige bolig, havde de ikke godtgjort, at lejligheden reelt havde tjent som bolig for dem og deres datter. Byretten fandt ikke, at den omstændighed at ægtefællerne og deres datter havde boet i lejligheden i en del af den periode, hvor deres hidtidige bolig var udlejet, og havde medtaget en mindre del af familiens indbo, kunne føre til et andet resultat. Avancen ved salget af lejligheden var derfor ikke omfattet af EBL § 8, stk. 1.

SKM2008.27.ØLR. Skatteministeriet frifundet i en sag, hvor sagsøgeren havde påstået, at beskatningen af avancen ved salg af fast ejendom, som sagsøgeren havde ejet i perioden fra den 21. maj 1996 til den 1. december 1999, var sket med urette. Uanset sagsøgerens forklaring om ophold på ejendommen fandt landsretten det ikke dokumenteret, at ejendommen havde tjent til bolig for sagsøgeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes beregning af avancen.

SKM2008.96.SR. Skatterådet fandt, at det skattemæssige tidspunkt for indgåelse af en salgsaftale om overdragelse af en ejendom med en privat 3. mand, der er betinget af lokalplansvedtagelse, er udskudt indtil det tidspunkt, hvor betingelsen er opfyldt. Skatterådet bekræftede, at fortjenesten ved salg af ejendommen vil være skattefri i medfør af § 8, stk. 1, nr. 2, i EBL.

SKM2008.94.SR. Skatterådet fandt, at avancen opstået ved afståelse af en ejerlejlighed ikke  var omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i EBL § 8, stk. 1, og derfor er skattepligtig.

SKM2008.57.BR. Skatteministeriet blev frifundet i en sag, hvor skatteyderen var blevet beskattet af avancen ved salget af to lejligheder. Skatteyderen gjorde gældende, at han i perioder på ca. 2 og 3 måneder havde beboet de to lejligheder, og at flytningen til lejlighederne skyldtes samlivsophævelse fra den senere ægtefælle. Retten fandt det ikke bevist, at han reelt havde beboet lejlighederne og henviste blandt andet til, at sagsøgeren efter opholdene i lejlighederne var flyttet tilbage til den senere ægtefælles adresse, og at elforbruget i den ene af lejlighederne havde været meget lavt.

SKM2008.53.BR. Sagsøgeren erhvervede i 1997 en ejendom beliggende i Helsingør. I august 1999 udstykkede sagsøgeren den samlede ejendom i 2 parceller, således at den ene af de 2 parceller fremstod som en ubebygget grund efter udstykningen. I 2001 solgte sagsøgeren den udstykkede og ubebyggede grund. Sagen vedrørte herefter spørgsmålet om, hvorvidt avancen opnået ved salget af den udstykkede og ubebyggede parcel var omfattet af EBL § 8, stk. 1. Til støtte for sin påstand gjorde skatteyderen bl.a. gældende, at fortjenesten ved salget af den udstykkede parcel ville have været skattefri, såfremt parcellen var frasolgt forinden udstykningen, men dog betinget af efterfølgende udstykning, at sagsøgeren ubestridt ville kunne have solgt hele ejendommen skattefrit. Byretten fandt, at fortjeneste ved salg af fast ejendom som udgangspunkt er skattepligtig, i medfør af EBL § 1, og at undtagelsesbestemmelsen i EBL § 8, stk. 1, efter sin ordlyd må forstås således, at det er en betingelse for skattefritagelse, at der på salgstidspunktet er tale om en bebygget grund. Byretten fandt derfor, at det forhold, at ejendommen ikke var bebygget på salgstidspunktet måtte føre til, at betingelserne for skattefritagelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, allerede af den grund ikke var opfyldt.

For en- og tofamilieshuse samt sommerhuse forudsætter fritagelsen endvidere, at ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m2, eller at der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse, eller at udstykning ifølge erklæring vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. Erklæring herom afgives af told- og skatteforvaltningen med klageadgang til Vurderingsankenævnet.For nærmere gennemgang af betingelserne se afsnit E.J.1.6.2.

SKM2007.209.HR. I en sag om afgrænsning mellem ejendomme omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og stk. 2, fandt Højesteret, at det som udgangspunkt må bero på ejendommens status på salgstidspunktet, om skattefriheden skal afgøres efter betingelserne i § 8, stk. 1, eller efter § 8, stk. 2, og at det således, hvis ejendommen er et enfamilieshus på salgstidspunktet, er en betingelse for skattefrihed, at huset har tjent til bolig (helårsbeboelse) for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele ejertiden. Om den konkrete ejendom udtalte Højesteret, at denne på salgstidspunktet var "et fritliggende enfamilieshus (parcelhus)", at huset således som udgangspunkt er et enfamilieshus omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og at appellanten ubestridt ikke opfyldte betingelserne for skattefrihed efter denne bestemmelse. Højesteret tog herefter stilling til, om det forhold, at appellanten alene havde benyttet ejendommen til fritidsformål kunne føre til, at han kunne opnå skattefrihed efter sommerhusreglen i § 8, stk. 2. Højesteret henviste til, at appellanten i en erklæring, der var afgørende for, at Jordbrugskommissionen gav tilladelse til erhvervelsen, havde oplyst, at han inden 2 år efter erhvervelsen ville tage fast bopæl på ejendommen. I hvert fald under disse omstændigheder kunne det forhold, at appellanten alene havde benyttet ejendommen som fritidshus ikke - heller ikke i medfør af administrativ praksis - føre til, at ejendommen kunne anses for omfattet af sommerhusreglen i § 8, stk. 2 (Tidligere instans SKM2006.144.ØLR.).

SKM2009.267.BR. I en sag, hvor skatteyderen gjorde gældende, at en ejendom kunne afhændes skattefrit i henhold til EBL § 8, stk. 2, da ejendommen i skatteyderens  ejertid løbende havde været anvendt til feriebolig for skatteyderen, frikendte Byretten Skatteministeriet. Sagsøger solgte i 2003 en ejendom, med status som enfamiliehus beregnet til helårsbeboelse. Skattemyndighederne anså skatteyderen for skattepligtig af fortjenesten ved salget af ejendommen. Byretten gav Skatteministeriet medhold i, at salget var skattepligtigt, da skatteyderen ikke havde godtgjort, at han erhvervede ejendommen med henblik på anvendelse som fritidsbolig. Retten lagde navnlig vægt på, at skatteyderen i 2002 over for Miljøministeriet havde oplyst, at han købte ejendommen med henblik på at flytte ind i den, når han sluttede på arbejdsmarkedet, og at han købte den så tidligt som sket for ikke at sidde med nogen gæld, når han nærmede sig de 60 år. Retten lagde endvidere vægt på, at skatteyderen i hvert fald i et vist omfang havde udlejet ejendommen, og at skatteyderen selv samt andre havde haft folkeregisteradresse på ejendommen. Retten fandt ikke, at det forhold at skatteyderen også havde anvendt ejendommen til rekreative formål for sig selv og sin familie, kunne føre til et andet resultat.

SKM2008.433.BR. Skatteyderen solgte i 2004 en 2-værelses ejerlejlighed på ...1, som hun påstod havde været købt som og også anvendt som en fritidsbolig, hvorfor avancen var skattefri efter sommerhusreglen. Ejerlejligheden blev anskaffet i 1985 på et tidspunkt, hvor skatteyderen var folkepensionist og boede i ...2, da hun overvejede senere at bosætte sig på ...1. Udover boligen i ...2 og ejerlejligheden på ...1 ejede hun et sommerhus og en sommerhusgrund i ...3 og 4. På salgstidspunktet havde ejerlejligheden status af helårsbolig med bopælspligt. Bopælspligten opstod efter, at skatteyderens niece havde tilmeldt sig folkeregisteret i en periode på halvandet år i forbindelse med hendes arbejde som sygeplejerske i ...1. Derudover har ejerlejligheden været lånt ud i 1 måned til en venindes søn, ligesom ejerlejligheden i øvrigt har været lånt ud til familie. Byretten fandt, at salget var skattepligtigt, da ejerlejligheden, der er vurderet som en helårsbolig, ikke udelukkende har været anvendt som fritidsbolig af skatteyderen i hendes ejertid.

SKM2009.669.HR. Appellanten havde sammen med sin familie beboet en ejendom til 1997. Ejendommen blev herefter udlejet til en offentlig myndighed. Ifølge lejekontrakten skulle den offentlige myndighed bruge huset til et bofællesskab for fem psykisk handicappede. På salgstidspunktet anvendtes huset til undervisning af autister og administration. Landsskatteretten havde fundet, at ejendommen ikke havde ændret karakter på afståelsestidspunktet. Ministeriet havde herefter indbragt sagen for domstolene. Såvel både landsret som Højesteret var enig med ministeriet i, at salget ikke kunne ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Den faktiske anvendelse af huset i 2001 medførte, at huset ikke var et en- eller tofamilieshus omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Højesteret udtalte videre, at også hvis udlejningen til den offentlige myndighed var fulgt op af den planlagte anvendelsesform, ville huset have ændret karakter, således at det ikke længere var et en- eller tofamilieshus.

SKM2010.91.LSR. En skatteyder kunne ikke sælge sin supplerende bolig skattefrit i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Landsskatteretten fandt, uanset at skatteyderen og hendes ægtefælle havde overnattet i den supplerende bolig i ikke ubetydelige perioder i forbindelse med udøvelsen af deres arbejde, at ejendommen ikke kunne afstås skattefrit. Ved afgørelsen henså Landsskatteretten til afstanden mellem ejendommene og fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at den omhandlede ejendom havde tjent til bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Der var herved endvidere lagt vægt på, at klageren havde taget befordringsfradrag mellem sin arbejdsplads og sin primære bolig.

Sameje om en fast ejendom udelukker ikke anvendelse af fritagelsesbestemmelsen, hverken ved et samlet salg eller ved den enkelte parthavers salg af sin anpart. Fritagelse kan dog kun opnås af den eller de parthavere, for hvem eller hvis husstand ejendommen har tjent som bolig i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Om anpartslejligheder, se afsnit E.J.1.3.

SKM2010.127.ØLR. Appellanten havde erhvervet 1/3 af en fast ejendom, der havde status som parcelhus, i ideelt sameje med sin broder og dennes ægtefælle. Broderen og dennes hustru, der således ejede 2/3 af ejendommen, havde ubestridt anvendt denne som deres bolig og opnået skattefrihed efter parcelhusreglen ved salget. Appellanten derimod havde anvendt ejendommen som sin fritidsbolig og spørgsmålet var herefter, om han kunne opnå skattefrihed efter sommerhusreglen og den dertil knyttede administrative praksis, hvorefter et parcelhus kan skifte karakter til fritidsbolig - og dermed blive omfattet af sommerhusreglen - hvis det dokumenteres, at ejendommen er erhvervet med henblik på anvendelse som fritidsbolig og herefter anvendt som sådan. Landsretten fandt, at ejendommen havde karakter af et parcelhus, hvorfor ejendommen i udgangspunktet ikke kunne sælges skattefrit efter sommerhusreglen. Salget var alene skattefrit, såfremt ejendommen var omfattet af skattemyndighedernes praksis, hvilket imidlertid ikke var tilfældet, da ejendommen ikke udelukkende havde været anvendt til fritidsformål af appellanten og dennes medejere. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Af præmisserne til ovenfor referede afgørelse følger, at en ejendom ikke på samme tid kan subsumeres under såvel parcelhusreglen som sommerhusreglen. Herudover udelukker dommen, at en ejendom med status som parcelhus kan sælges skattefrit efter sommerhusreglen, såfremt den f. eks. anvendes for 2/3's vedkommende som sommerhus, da dette ikke ville være tilstrækkeligt til at opfylde betingelsen om, at ejendommen udelukkende har været anvendt til fritidsformål af samtlige ejere.

Hvor der sker samlet afhændelse af flere særskilt matrikulerede ejendomme, hvoraf kun én er bebygget, kan den af ejendommene, der er bebygget, være omfattet af fritagelsesbestemmelsen. TfS 1998, 75 LSR. Ved et samlet salg af 2 særskilt matrikulerede grunde skulle beskatning ske for hver ejendom for sig. Skatteyderen var medejer af et sommerhus beliggende på en grund på 9.964 m2. Ejendommen bestod af 2 særskilt matrikulerede grunde på henholdsvis 7.284 m2 (hvorpå sommerhuset lå) og 2.680 m2. Ejendommen blev solgt samlet. Avancen ved salg af grunden på 2.680 m2 skulle beskattes efter ejendomsavancebeskatningsloven, idet grunden var særskilt matrikuleret. Avancen ved salg af den anden del af ejendommen var skattefri efter EBL § 8, stk. 1 og 2.

TfS 2000, 829 LR. Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked om, at et grundstykke på 7.350 m2 fra et enfamilieshus kunne sælges skattefrit til en nabolandmand. Den samlede ejendom kunne være solgt skattefrit. Ligningsrådet meddelte, at skattefriheden forudsatte, at arealet blev overdraget efter reglerne om arealoverførsel, eller at aftalen var betinget af udstykning, men at udstykning endnu ikke havde fundet sted. Er udstykning gennemført, er der tale om salg af en selvstændig ejendom. Vedrørende reglerne om arealoverførsel henvises til afsnit E.J.2.2.4.

SKM2006.173.LSR. Avancen ved frasalg af landbrugsjord blev anset for omfattet af skattefritagelsesreglen i EBL § 8, idet ejendommen frem til afståelsestidspunktet rent faktisk ikke havde været benyttet til landbrug, men til beboelse. Ejendommen kunne ikke udstykkes til selvstændig beboelse.

SKM2009.38.VLR. Skatteyderen ejede et sommerhus på en grund på over 3000 m2. Efter at en lovændring havde gjort det muligt for ham at foretage udstykning af en parcel, ønskede han at sælge sommerhuset og en del af grunden i 2003. Han ansøgte om tilladelse til udstykning. Kommunen afgav den 2. september 2003 erklæring om udstykning, og ansøgningen blev den 8. september 2003 fremsendt til Kort- og Matrikelstyrelsen til endelig godkendelse (approbation). Skatteyderen solgte den del af grunden, hvorpå sommerhuset lå den 17. september 2003 med overtagelsesdag 1. oktober 2003. Kort- og Matrikelstyrelsen godkendte den 28. oktober 2003 endelig udstykningen. Sagen vedrørte, om salget af sommerhuset med grund kunne ske skattefrit efter EBL § 8, stk. 2. Vestre Landsret fandt, at salget ikke var skattefrit. Landsretten henviste til, at skatteyderen havde solgt ejendommen den 17. september 2003 alene betinget af købesummens betaling og kommunens godkendelse af nogle deklarationer med overtagelsesdag 1. oktober 2003. Landsretten henviste også til, at skatteyderen ikke havde benyttet eller anvendt sommerhuset som ejer efter Kort- og Matrikelstyrelsens approbation. Landsretten henviste til, at efter udstykningsloven er udstykningen først gennemført, når der foreligger approbation, og registrering har fundet sted i matriklen. Det er således først på det tidspunkt, at der opstår en ny fast ejendom i overensstemmelse med tingsretlige ejendomsbegreb. Derfor opfyldte ejendommen først på tidspunktet for Kort- og I Matrikelstyrelsens approbation betingelserne for at kunne sælges skattefrit.

Bemærk, at der ved § 5 i lov nr. 525 af 12/6 2009 er indsat et nyt stk. 8 i EBL § 8 om beskatning ved afståelse af en bolig, hvor ejeren inden fraflytning til plejehjem har påbegyndt en udstykningssag. Ændringen har virkning fra og med indkomståret 2010. Efter bestemmelsen i EBL § 8, stk. 8 medregnes fortjeneste eller tab ved afståelse af ejerbolig inkl. et grundareal på under 1.400 m2 ikke til den skattepligtige indkomst, såfremt ejeren ifølge erklæring fra de sociale myndigheder er flyttet fra ejendommen til en beskyttet bolig eller til et plejehjem og før udstykningssagen er afsluttet. Skattemæssigt behandles disse tilfælde således på samme måde som en ejer, der bebor ejendommen efter afslutningen af en udstykningssag forudsat, at betingelserne i stk. 1 iøvrigt er opfyldt.

Hvis en ejendom indeholder mere end 2 selvstændige lejligheder, kan fritagelsesreglen ikke anvendes. Der foreligger en selvstændig lejlighed, når der hører eget køkken til beboelsen.

Landsskatteretten har statueret, at en skatteyder, der solgte en ejendom bestående af 3 lejligheder, hvoraf skatteyderen beboede de 2, skulle beskattes af fortjenesten ved salget, fordi skatteyderen havde fået tilladelse til at bebo begge lejligheder, men ikke til at nedlægge køkkenet i nogen af lejlighederne, LSRM 1967, 45 LSR.

Parcelhusreglen kunne ikke anvendes ved salg af en ubebygget grund, der havde været benyttet til fritidsformål, selvom ejeren og hans familie havde overnattet på grunden i telt, LSRM 1984, 126 LSR.

SKM2002.519.HR. En ejendom på 369.220 m2 var anskaffet med henblik på jagt og rekreative formål. På ejendommen var opført en bygning på 16 m2, som efter det oplyste blev anvendt til ophold. Ejendommen havde altid været vurderet som en ubebygget grund, og ejendommen var solgt som et ubebygget areal. Højesteret fastslog, at det efter ordlyden af EBL § 8, stk. 2, og sammenhængen med § 8, stk. 1, må anses for en betingelse for skattefritagelse i medfør af § 8, stk. 2, at der på ejendommen ligger en bygning, der er egnet som fritidsbolig, og at denne medfølger ved overdragelsen. Allerede fordi det ved salget af den omhandlede ejendom udtrykkeligt var bestemt, at den på ejendommen værende bygning ikke medfulgte, og da der ikke kunne lægges vægt på en efterfølgende aftale om salg af bygningen til køberen af ejendommen, var skatteyderens avance ved ejendomsoverdragelsen ikke skattefri.

SKM2009.369.ØLR. Østre Landsret fandt, at avancen ved salg af en byggegrund ikke var skattefri efter "sommerhusreglen" i EBL § 8, stk. 2, selv om der var placeret en bygning på 12 m2 på grunden. Bygningen blev ikke anset for egnet som fritidsbolig, da der hverken var el, vand eller kloakering på ejendommen. Fremdragelse af enkelte afgørelser truffet af underordnede myndigheder, var ikke dokumentation for en påstået fast administrativ praksis i strid med afgørelsen.

Ny tekst startSKM2010.496.BR. Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt en udlejningsejendom indeholdt 2 eller 3 lejligheder, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 9. Der var enighed om, at ejendommens 1. og 2. sal udgjorde selvstændige lejligheder, og spørgsmålet var således nærmere, hvorvidt loftet på 3. sal på ca. 50 m² udgjorde en selvstændig lejlighed. Ejendommen var vurderet som en udlejningsejendom med 2 lejligheder. Landsskatteretten havde fundet, at 3.- salen var at anse for en selvstændig lejlighed i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, hvorved Landsskatteretten lagde vægt på, at 3.-salen var indrettet med et køkken, samt at 3.- salen var udlejet som en selvstændig lejlighed på salgstidspunktet, ligesom lejeren modtog boligsikring. Retten tiltrådte af de af Landsskatteretten anførte grunde, at ejendommen på salgstidspunktet bestod af mere end 2 lejligheder.Ny tekst slut

Der er ved lov nr. 407 af af 8. maj 2006 indsat nye regler i §§ 8 og 9 i ejendomsavancebeskatningsloven om beskatning af fortjeneste ved afståelse af visse beskadigede ejendomme, jf. nærmere afsnit E.J.1.6.3 nedenfor. 

Ejerlejligheder og huse på lejet grund, f.eks. kolonihavehuse og sommerhuse, er omfattet af fritagelsesreglen, når huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, uanset grundens størrelse og værdi, LSRM 1979, 149 LSR.

En ejer af en beboelsesejerlighed var skattefri af den del af fortjenesten ved afståelse af loftet i ejerforeningens ejendom, som svarede til hans beregnede andel af salgssummen efter fordelingstal, jf. SKM 2003.357.LR. Alle ejere i ejendommen ejede en andel af fællesarealet inklusive loftet svarende til den enkelte lejligheds fordelingstal. Da ejeren opfyldte betingelserne for skattefrihed af avance ved salg af sin lejlighed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ville det også gælde ved salg af loftet, som anses for at være en del af hans beboelseslejlighed. Ifølge den bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet ville et beløb herudover derimod være skattepligtig. Det var en forudsætning for skattefritagelsen, at loftet blev overdraget efter reglerne om arealoverførsel, eller at aftalen om salg af loftet var betinget af udstykning, men at udstykning endnu ikke var sket.

SKM2004.91.LR. Ligningsrådet fandt, at ejere af beboelsesejerlejligheder, som opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, vil være skattefri af deres andel af vederlaget for afståelse af byggeretten til opførelse af nye ejerlejligheder i en ny tagetage på ejerlejlighedsejendommen. Det er forudsat at den enkelte ejer kun modtager en del af salgsprovenuet svarende til fordelingstallet for den pågældende lejlighed.
 

I EBL § 8, stk. 3, findes en fritagelsesbestemmelse, der omfatter fortjenester ved overdragelse af anparter i fast ejendom, hvor ejendommen indeholder flere beboelseslejligheder. Hvis der er tale om anparter i et en- eller tofamilieshus, er fortjenesten fritaget for beskatning allerede efter EBL § 8, stk. 1.

Efter tidligere praksis omfattede EBL § 8, stk. 3, kun tilfælde, hvor brugsretten til en lejlighed i en ejendom med flere beboelseslejligheder var knyttet til en anpart i selve ejendommen. Denne praksis er ændret ved afgørelsen af en konkret sag, der er afsluttet ved forlig ved Vestre Landsret, SKM2003.212.VLR. Landsskatteretten havde den 3. juni 2002 afsagt kendelse, SKM2002.419.LSR, hvorefter avance ved afståelse af en ejerandel af et boliginteressentskab ikke ansås for omfattet af EBL § 8, stk. 1, jf. stk. 3. Der var tale om en person, som ifølge interessentskabsbevis havde indbetalt et grundindskud til interessentskabet i forbindelse med stiftelsen, og der var dertil knyttet en brugsret til en lejlighed i ejendommen. Sagen blev af klageren indbragt for Vestre Landsret, hvor Skatteministeriet indgik forlig, således at det anerkendtes, at sagsøgers avance ved salget af andelen af boliginteressentskabet var skattefri efter EBL § 8, stk. 3.

Skattefriheden efter EBL § 8, stk. 3, forudsætter, at boligen har tjent til bolig for ejeren af anparten eller dennes hustand i en del af eller hele den periode, hvor denne har ejet anparten, og hvor betingelserne for at kunne afstå anparten skattefrit har været opfyldt. Endvidere skal den del af ejendommens grundareal, der hører til den pågældende lejlighed være mindre end 1.400 m2, eller der skal ikke kunne ske udstykning derfra.

I SKM2009.470.ØLR. ejede skatteyderen i sagen en anpart i en beboelsesejendom med 3 selvstændige lejligheder. Det var i stiftelsesoverenskomsten for andelsforeningen anført, at "andelen er ikke knyttet til nogen bestemt del af foreningens ejendom." Sagsøgeren havde i ejertiden beboet 2 af de 3 lejligheder i ejendommen. Landsretten fandt, at det er en betingelse for skattefrihed efter EBL § 8, stk. 3, at der til anparten er knyttet en brugsret til en specifik lejlighed i ejendommen. Under hensyn til det i stiftelsesoverenskomsten anførte og skatteyderens forklaring om, at stiftelsesoverenskomsten netop var lavet for at give mulighed for at bytte lejligheder indbyrdes, sammenholdt med den faktiske benyttelse fandt landsretten ikke, at anparten var knyttet til en bestemt lejlighed i ejendommen. Landsretten stadfæstede med denne begrundelse byrettens frifindende dom.

Ved afståelse af ejendomme, der på afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. VURDL § 33, stk. 1, ved afståelse af skovbrugsejendomme, jf. VURDL § 33, stk. 7, 1. pkt., og ved afståelse af ejendomme, der indeholder 1 eller 2 selvstændige lejligheder, hvor ejendommen både tjener eller har tjent til bolig for ejeren og i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jf. VURDL § 33, stk. 5, skal den del af fortjenesten, som vedrører stuehuset med tilhørende grund og have eller ejerboligen ikke medregnes. Anvendelse af reglen er betinget af, at ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har været omfattet af VURDL § 33, stk. 1, 5 eller 7, 1. pkt., jf. EBL § 9, se afsnit E.J.2.3.3.3.

Mindre landbrugsejendomme med landbrugspligt, der benyttes og er vurderet som beboelsesejendomme kan være omfattet af parcelhusreglen, se TfS 1997, 821 TSS.  I den konkrete sag var landbrugsejendommen vurderet som en beboelsesejendom, men det er ikke et krav for at være omfattet af parcelhusreglen, at der foreligger en sådan vurdering, se nedenfor.

I Vestre Landsrets dom af 30. september 1980 (skd. 1981.59.367) ansås et fritidshus, der var opført i en ikke-erhvervsmæssigt drevet fredskovsplantage, for omfattet af fritagelsesbestemmelsen.

Parcelhusreglen kan under visse betingelser også bruges, selv om ejeren tillige har benyttet ejendommen i sit erhverv. Foruden de allerede nævnte krav er det for disse ejendomme yderligere en betingelse, at de har bevaret karakteren af en- eller tofamilieshus, ejerlejlighed eller eventuelt sommerhus uanset den erhvervsmæssige anvendelse, således at ejendommen i overvejende grad må siges at tjene beboelsesformål. Ved afgørelsen af, om denne betingelse er opfyldt, lægges vægt på vurderingsmyndighedernes fordeling af ejendomsværdien på beboelsen og resten af ejendommen samt på ejendommens fremtræden og den faktiske fordeling af arealet mellem beboelsesformål og erhvervsmæssig benyttelse. Bygningsmyndighedernes betegnelse af ejendommen kan tillige indgå som et vejledende moment i bedømmelsen.   

Hvis mindst 50 pct. af ejendomsværdien for et enfamilieshus eller en ejerlejlighed er henført til beboelsen, er dette normalt udtryk for, at betingelsen er opfyldt. Fortjenesten ved salg af en ejendom på 286 m2 beboelsesareal med status som enfamilieshus, hvor ejeren selv havde beboet en lille del, medens resten var udlejet, blev anset skattefri efter EBL § 8, TfS 1989, 17 LSR samt TfS 1994, 496.

Højesteret stadfæstede, jf. SKM2003.91.HR, Vestre Landsrets dom, SKM2002.204.VLR. Vestre Landsret havde fundet, at en fast ejendom ikke kunne anses som en- eller tofamilieshus i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, idet ejendommen på salgstidspunktet var udlejet til en selvejende institution, som anvendte hele ejendommen erhvervsmæssigt til opholdssted for børn og unge i henhold til bistandslovens § 66. Avancen ved salg af ejendommen var derfor ikke skattefri i medfør af EBL § 8. Ejendommen var heller ikke omfattet af EBL § 9, idet ejendommen på salgstidspunktet i sin helhed blev anvendt erhvervsmæssigt, hvorfor der ikke forelå nogen blandet benyttelse af ejendommen. 

Ligningsrådet har afgivet bindende forhåndsbesked om, at et enfamilieshus, der i en del af ejerperioden havde været udlejet til erhvervsmæssig benyttelse, og som ikke havde været beboet af ejeren eller dennes husstand, efter at udlejningen var ophørt, ikke kunne afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet ejendommen på afståelsestidpunktet havde ændret karakter fra en beboelsesejendom til en ren erhvervsejendom, jf. SKM2002.566.LR.

SKM2005.538.LSR. Landsskatteretten fandt, at en ejendom, som blev anvendt til beboelse og tandlægepraksis, kunne sælges skattefrit. 52,5 % af ejendomsværdien var henført til beboelsen. Den faktiske anvendelse til beboelse var reelt ca. 62 %, og ejendommen fremtrådte som og havde karakter af en beboelsesejendom.

En landbrugsejendom m.v. eller en blandet benyttet ejendom kan ændre status til en ejendom, der er omfattet af EBL § 8. Det kan ske ved, at en landbrugs- eller en skovbrugsejendoms jordtilliggende eller den erhvervsmæssige del af en blandet benyttet ejendom frasælges. Den tilbageværende ejendom vil da være omfattet af fritagelsesbestemmelsen, hvis boligen på den tilbageværende del selvstændigt opfylder betingelserne i EBL § 8. Der stilles således krav om, at den tilbageværende del af ejendommen opfylder betingelserne omtalt i afsnit E.J.1.6. Med hensyn til beboelseskravet er det en betingelse, at ejeren eller dennes husstand har beboet ejendommen efter det tidspunkt, hvor ejendommen kunne være vurderet som et parcelhus. Se SKM2003.11.DEP omtalt i afsnit E.J.1.1.

Told- og Skattestyrelsen har haft anledning til at overveje, hvornår beboelse af en sådan ejendom skal have fundet sted. Spørgsmålet var, om det var tilstrækkeligt, at udstykning havde fundet sted og anmodning om approbation var indsendt til og modtaget af Kort- og Matrikelstyrelsen. Kort- og Matrikelstyrelsen har oplyst, at ekspeditionstiden for approbation af en udstykning normalt er 1½ måned. Det er herefter besluttet, at ejendommen for at kunne sælges skattefrit skal være beboet, efter at udstykning er gennemført, dvs. efter at approbation fra Kort- og Matrikelstyrelsen foreligger. Skatteyderen vil på dette tidspunkt kunne få en § 4 vurdering efter vurderingsloven, jf. SKM2001.218.TSS

Ved salg af aktier m.v., der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med flere beboelseslejligheder, foreligger der i EBL § 8, stk. 4, en særlig fritagelsesbestemmelse.

Fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier, andelsbeviser og lign. værdipapirer, der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed, og som afstås den 16. marts 2004 eller senere, skal ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtiges almindelige indkomst efter aktieavancebeskatningsloven, når nærmere angivne betingelser er opfyldt, jf. § 8, stk. 4, i EBL sammenholdt med SKM2005.372.TSS (nu ophævet). Der var herved tale om en ændring af hidtidig praksis.

Betingelserne for skattefritagelse er:

  • Ejendomsretten til det pågældende værdipapir skal være forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med flere beboelseslejligheder, der direkte er ejet af en forening mv. Det er i denne forbindelse uden betydning, hvilken tingsretlig status den pågældende ejendom eller beboelseslejlighed har, blot den pågældende forening mv. ejer flere lejligheder, der lejes ud til beboelse.
  • Ejeren af værdipapiret eller hans husstand skal have beboet den lejlighed, som værdipapiret gav brugsret til, i en del af eller hele den periode, hvori han har   ejet  værdipapiret.
  • Et eventuelt til lejligheden hørende grundareal er mindre end 1.400 m².
  •  Det er en forudsætning for skattefritagelsen, at foreningen mv. er subjektiv skattepligtig efter selskabsskatteloven, og at andelsbeviserne i foreningen mv. ved  afståelse er omfattet af aktieavancebeskatningslovens regler.

Reglen omfatter fortjeneste eller tab ved afståelse, herunder ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori selskabet m.v. endeligt opløses. Skattefriheden omfatter også den del af andelsbeviset, som ikke svarer til sælgerens beboelseslejlighed.

SKM2006.570.SKAT.SKAT fandt efter fornyede overvejelser, at det var rimeligt at ændre virkningstidspunktet for praksisændringen som udmeldt i SKM2005.372.TSS,  således at der blev givet mulighed for genoptagelse for indkomstår, hvor den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, ikke var udløbet den 8. september 2005. Praksisændringen gav derfor adgang til genoptagelse for indkomstår fra og med 2002.

Fritagelsesreglen gælder ikke for andelsbeviser, der alene giver brugsret til et grundareal, se TfS 1984.360 LSR (havelod).

Ved salg af andelsbevis i en andelsboligforening udgør afståelsessummen hele salgssummen, jfr. LSRM 1966, 21 LSR.

SKM2006.334.SR.  En andelsboligforening ønskede at sælge foreningens ejendom til et nystiftet anpartsselskab, som herefter skulle udstykke ejendommen og sælge de enkelte ejerlejligheder til de oprindelige andelshavere. Efter salget af ejendommen skulle foreningen opløses og likvidationsprovenuet udloddes til andelshaverne. Skatterådet blev anmodet om at give bindende svar om de skattemæssige konsekvenser for henholdsvis foreningen, anpartsselskabet og de enkelte andelshavere. Ved besvarelsen af spørgsmålene forudsatte Skatterådet, at transaktionerne ikke er i strid med den boligretlige lovgivning. Der blev således ikke taget stilling dette spørgsmål.

SKM2006.363.SR. Andelsboligforeningen A ønsker at udstykke foreningens ejendom og likvidere foreningen, således at de enkelte andelshavere efterfølgende ejer en ejerbolig. Som følge af ejerlejlighedslovens bestemmelser er det nødvendigt at sælge foreningens ejendom til et selskab, der forestår omdannelsen og det efterfølgende salg af de enkelte boliger til de tidligere andelshavere. Skatterådet blev i den forbindelse forespurgt efter hvilke principper andelsboligforeningens ejendom skal vurderes. Skatterådet fandt, at værdien af ejendommen skal opgøres på baggrund af, at salget sker til et selskab med henblik på udstykning og salg som ejerboliger. SKAT tog ikke stilling til, hvorvidt transaktionen er i strid med den boligretlige lovgivning. Skatterådet blev endvidere spurgt om de skattemæssige konsekvenser for andelshaverne ved udlodning af likvidationsprovenuet.

SKM2006.633.SR. Forespørgeren havde beboet en lejlighed i en andelsboligforening (ikke omfattet af loven om andelsboliger). Skatterådet fandt, at betingelserne for at sælge andelsbeviset skattefrit var opfyldt. Efter fraflytning af lejligheden, der var selvstændigt matrikuleret, blev det muligt at erhverve denne som ejerlejlighed. Skatterådet udtalte, at da forespørgeren ikke havde til hensigt at bebo lejligheden, førend den skulle afstås på ny, ville betingelserne for skattefritagelse ikke være opfyldt.

SKM2006.675.LSR. Avance ved salg af andelsbevis med brugsret til beboelseslejlighed blev anset for skattefri efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8, ctr. fristen i TS meddelelse 8. september 2005.

SKM2006.769.SR. Skatterådet har bekræftet, at det ikke vil få skattemæssige konsekvenser for andelsboligforeningen og andelshaverne, hvis foreningen udstykker ejendommen i parceller og opløser foreningen, således at andelshaverne får mulighed for at købe det rækkehus de i dag bebor, som ejerbolig, til markedsprisen, når det lægges til grund, at boligerne vurderes som frie boliger. Ved besvarelsen er det forudsat, at det påtænkte salg af andelsboliger ikke er strid med den boligretlige lovgivning.

SKM2006.770.SR. Skatterådet har bekræftet, at en andelshaver i overensstemmelse med EBL § 8, stk. 4, ikke er skattepligtig af beløb udbetalt i forbindelse med likvidation af andelsboligforeningen.

SKM2006.771.SR. Skatterådet har bekræftet, at en andelshaver skattefrit kan overtage en ejendom, der i civilretlig henseende ejes af en andelsboligforening, idet andelshaveren i skattemæssig henseende allerede ejer den pågældende ejendom. Efterbetalinger til tidligere medejere af ejendommen vil heller ikke udløse beskatning, idet det lægges til grund, at andelshaveren ikke vil modtage noget provenu ved den formelle overdragelse af ejendom fra andelsboligforeningen til andelshaveren. Skatterådet har endvidere bekræftet, at en udbetaling af likvidationsprovenu fra andelsboligforeningen, efter et salg af ejendommen til tredjemand, i overensstemmelse med EBL § 8, stk. 1 og stk. 3, vil være skattefri for en tidligere andelshaver.

SKM2009.294.SR.Skatterådet bekræftede, at avancen ved salg af et andelsboligbevis med brugsret til en lejlighed, der delvist anvendes til erhverv, ville være skattefri efter aktieavancebeskatningsloven. Skatterådet bekræftede endvidere, at salget af andelsbeviset ville medføre, at der skulle opgøres genvundne afskrivninger på udgifter afholdt til ombygning af erhvervslokalerne. Avancen skulle således opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedring m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger.

SKM2009.710.SR. Som følge af udstationering i København ønskede spørger, der boede i nedlagt landbrugsejendom i Nordjylland, at anvende en tidligere udlejet andelslejlighed som bolig under udstationeringen i København. Skatterådet fandt ud fra en samlet vurdering af den fremlagte dokumentation, at det må lægges til grund, at lejligheden af arbejdsmæssige årsager vil komme til at tjene som bolig for spørger i en væsentlig periode. Skatterådet fandt derfor, at spørger kan sælge sin andelslejlighed skattefrit efter endt udstationering. Endvidere fandt Skatterådet, at det vil være muligt at få fradrag for dobbelt husførelse henset til, at spørgers udstationering må anses for midlertidig samt opretholdelsen af den dobbelte husførelse i udstationeringsperioden vil skyldes erhvervsmæssige forhold. 

For at opnå skattefrihed efter EBL § 8 er det et krav, at ejendommen tjener eller har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand, jf. afsnit E.J.1.6.1. For en- og tofamilieshuse, sommerhuse og anpartslejligheder er det tillige et krav, at grunden som udgangspunkt er under 1.400 m2, jf. afsnit E.J.1.6.2.

Der kan ikke dispenseres fra betingelserne for skattefrihed, hverken med hensyn til bopæls- eller arealkravet. Der findes dog en bestemmelse om dødsboer, når disse sælger en- eller tofamilieshuse og ejerlejligheder. Det er her en betingelse, at ejendommen før dødsfaldet kunne være solgt skattefrit efter EBL § 8, stk. 1, jf. DBSL § 27, stk. 3.

Det er alene en betingelse, at huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er således ikke et krav, at ejendommen tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet.

Det beror på en konkret vurdering, om det er sandsynliggjort, at beboelse har fundet sted. I TfS 1999, 318 ØLD fandtes det ikke godtgjort, at en ejendom reelt havde tjent til bolig for skatteyderen, hvorfor betingelsen for skattefrihed ikke var opfyldt. Skatteyderen købte i 1986 en ejendom. I 1987 begyndte han en istandsættelse. I 1992, da ejendommens 1. sal var istandsat, indgik han en lejeaftale, men den pågældende lejer flyttede aldrig ind. Han medtog ikke lejeværdi af egen bolig i årene 1986-1991, da ejendommen først var udlejet til sælger og senere var ubeboelig på grund af istandsættelse. Han meddelte 18. november 1993 til folkeregisteret flytning fra 15. november 1993 til ejendommen, og ved slutseddel af 23. november 1993 solgte han ejendommen til overtagelse 15. december 1993. Skatteyderen gjorde gældende, at fortjenesten ved salget af ejendommen var skattefri, da han i en periode havde boet på ejendommen.

En ejerlejlighed, der af ejeren havde været stillet til rådighed for ejerens moder indtil hendes død, fandtes ikke at have tjent til bolig for ejeren i en del af dennes ejertid, uanset at han i en periode på 3 uger forinden salget havde tilmeldt sig folkeregisteret på adressen, jf. SKM2001.584.LSR. Landsskatteretten udtalte, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent til bolig i en del af dennes ejertid, og begrundede afgørelsen som følger: "Uanset at klageren har haft folkeregisteradresse i lejligheden i perioden fra 18. november til 3. december 1997, hvor lejligheden afhændes ved underskrivelsen af slutseddel, og at klageren har fået tildelt sygesikringsbevis fra kommunen, finder retten efter en konkret vurdering ikke, at det kan anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at lejligheden har tjent til bolig for klageren i denne periode i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Retten har herved henset til, at klageren forud for adresseændringen til lejligheden foretog bestræbelser på at sælge lejligheden, idet der blev indhentet tingbogsattest, indgået formidlingsaftale med en ejendomsmægler samt indhentet lånetilbud fra en kreditforening, jf. TfS 1999, 318. Retten har endvidere henset til, at klageren ikke i øvrigt har fremlagt nogen form for bevis for reelt at være flyttet, herunder eksempelvis aflæsning af el, gas, vand og varme, flytning af avis, licens m.v."

I SKM2002.344.VLR fandt Vestre Landsret, at en ejendom ikke var omfattet af EBL § 8, da den ikke havde tjent som bolig for skatteyderen eller dennes hustand.

I SKM2005.233.ØLR, hvor spørsgmålet var, om sagsøgerenes ejendom var omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, lagde landsretten endvidere vægt på, at sagsøgerne før og efter tilmeldingen til folkeregistret på den omtvistede ejendom havde været tilmeldt folkeregistret på den samme anden ejendom, samt at den ene af sagsøgerne havde foretaget befordringsfradrag, der var uforeneligt med, at hun havde bopæl på den omtvistede ejendom.

SKM2002.672.LSR. En fortjeneste ved salg af en ejendom var ikke omfattet af parcelhusreglen. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at det ikke kunne anses for sandsynliggjort, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for skatteyderen i en del af ejerperioden. Landsskatteretten havde henset til, at i de perioder, hvor skatteyderen angiveligt havde haft ophold på ejendommen, havde denne været fuldt udlejet til skatteyders datter, hvorfor skatteyder juridisk set ikke havde haft rådighed over ejendommen i denne periode. Landsskatteretten fandt endvidere, at ejendommen ikke kunne anses for at have tjent til bolig for skatteyders husstand i en del af ejerperioden. Der var herved henset til, at den omstændighed, at skatteyder havde haft fælles husholdning med sin datter i de to perioder, hvor skatteyder angiveligt havde haft ophold på ejendommen, ikke medførte, at der var etableret fælles husstand, idet skatteyder alene havde opholdt sig som gæst på ejendommen. Ejendommen kunne derfor ikke anses for at have tjent til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

SKM2002.594.LSR. Landsskatteretten fandt, at fortjenesten ved salg af en ejendom ikke kunne anses for omfattet af EBL § 8 (parcelhusreglen), da det ikke var godtgjort, at ejendommen havde tjent som bolig for ejeren.

SKM2003.285.LSR. Landskatteretten fandt efter en konkret bedømmelse, at en skatteyder havde haft bopæl i en måned i en ejerlejlighed, som skatteyderen solgte med fortjeneste. Avancen var således skattefri efter EBL § 8.

SKM2005.404.HR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejerlejlighed var skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham. Højesteret lagde herved vægt på, at appellanten, før han meldte flytning til ejerlejligheden, boede sammen med sin ægtefælle, at flytningen til ejerlejligheden angiveligt skyldtes samlivsophævelse, og at ægtefællen blev boende på den hidtidige adresse og fortsat boede der, da appellanten på ny blev tilmeldt denne adresse. I de af landsretten anførte grunde, som Højesteret i øvrigt tilsluttede sig, fremgår bl.a., at der var tale om et lavt energiforbrug i lejligheden, og at det efter de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at appellanten i et vist omfang havde opholdt sig i ejerlejligheden. (Tidligere instans SKM2004.143.VLR.).

SKM2004.221.VLR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejendom var skattefri i medfør af parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1. Landsretten fandt, at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor skatteyderen havde oplyst kun at have boet på ejendommen i to måneder, påhvilede skatteyderen at godtgøre, at hun havde opgivet sin hidtidige bopæl og reelt havde boet på ejendommen. Landsretten fandt, at elforbruget var så lavt, at det afgørende talte imod, at skatteyderen havde boet på ejendommen. Navnlig derfor fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun reelt havde haft bopæl på ejendommen i den periode, hvor hun var tilmeldt folkeregistret på adressen. Landsretten fandt således, at betingelsen for, at fortjenesten ved salget af ejendommen i EBL § 8, stk. 1, ikke var opfyldt.

SKM2005.21.ØLR. En skatteyder havde i juni 1997 meldt flytning fra en landbrugsejendom, hvorfra han drev sin landsbrugsvirksomhed, og havde tilmeldt sig en udlejningsejendom, som han ejede. Udlejningsejendommen blev herefter sat til salg og solgt pr. 15. november 1997, og skatteyderen meldte flytning tilbage til landbrugsejendommen i november 1997. Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at ejendommen havde tjent til hans bolig.

SKM2006.16.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde beboet en ejerlejlighed beliggende i ...1 i en del af sin ejerperiode, således at fortjenesten ved salget af lejligheden var omfattet af EBL § 8, stk. 1, og dermed skattefri. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen var tilmeldt folkeregisteret på adressen i ...1 fra 1. oktober 1999 til 20. februar 2000, at beboelseslejemålet i denne periode blev udstykket som ejerlejlighed, og at skatteyderens salgsbestræbelser vedrørende denne lejlighed blev påbegyndt i december 1999. Yderligere blev det lagt til grund, at skatteyderen i den relevante periode reelt havde rådet over to boliger, således at han - som det faktisk skete i februar 2000 - umiddelbart kunne flytte tilbage til lejligheden på sin tidligere adresse. Sagsøgerens egen forklaring om flytning og indretning af lejligheden i ...1 bestyrkede også indtrykket af, at denne lejlighed ikke var tiltænkt som varig bolig for ham. Under disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at lejligheden i ...1 havde tjent som bolig for sagsøgeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

SKM2006.380.ØLR.Skatteyderen havde erhvervet en ejendom fra moderen i 1995. Moderen blev herefter boende i ejendommen, og den blev efter hendes fraflytning udlejet. Skatteyderen havde fra den 1. august 1997 til den 15. januar 1998 været tilmeldt folkeregisteret på adressen. Ejendommen blev solgt den 1. september 1999. Skatteyderens ægtefælle blev i hele perioden på skatteyderens oprindelige bopæl, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter den 15. januar 1998. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen i et vist omfang havde opholdt sig på ejendommen i perioden frem til den 15. januar 1998, men at det på baggrund af oplysningerne om bopælsforholdene for sagsøgerens hustru, udlejnings- og salgsbestræbelserne på ejendommen og den fornyede tilmelding på den oprindelige adresse, ikke kunne anses for godtgjort, at opholdet havde haft en karakter af reel beboelse med henblik på varigt ophold. Avancen ved salget af ejendommen var herefter skattepligtig.

SKM2007.217.DEP. Skatteministeriet kommenterer SKM2007.147.HR., jf. nedenfor. Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle overfor skatteydernes påstand. Ministeriets beslutning om at tage bekræftende til genmæle i sagerne betyder, at en supplerende helårsejendom vil kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om skatteyderen anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot den supplerende ejendom faktisk har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager.

Sagen SKM2007.147.HR omhandlede et ægtepar, der havde bolig i Grønland, hvor manden havde arbejde. På et tidspunkt købte parret en ejendom i Danmark. Parret købte ejendommen, fordi det senere ville anvende ejendommen til helårsbeboelse. Ejendommen blev herefter udlejet i en periode. Efter udlejningens ophør opholdt parret med børn sig i ejendommen i ferier, ligesom manden brugte den, når han havde arbejdsopgaver i Danmark. Ejendommen blev solgt med helårsbeboelse for øje. Landsskatteretten havde efter en konkret vurdering fundet det godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for ægteparret i ejendomsavancebeskatningslovens forstand i en periode, uanset parret ikke var tilmeldt folkeregisteret på adressen. Landsskatteretten henså til, at manden i perioden havde udført arbejdsopgaver i lokalområdet. Ministeriet indbragte sagen for domstolene med det hovedanbringende, at en skatteyder ikke på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ham. Parret havde haft deres bolig i Grønland. Landsretten gav ministeriet medhold, jf. SKM2006.379.VLR. Landsretten henviste til ordlyden af EBL § 8, stk. 1, om, at ejendommen ".. har tjent til bolig for .." og til motiverne, hvorefter formålet med parcelhusreglen var at undgå, at skattehensyn hindrede ejerne af ejerboliger i at flytte. Landsretten fandt, at boligen i Grønland reelt tjente til bolig for familien, også i de perioder, hvor manden eller han og familien opholdt sig på den danske ejendom. For Højesteret gjorde skatteyderne som noget nyt gældende, at beskatningen af dem ville være i strid med fast administrativ praksis. Efter at have gennemgået en række ikke offentliggjorte afgørelser var ministeriet enig med skatteyderne heri og tog derfor bekræftende til genmæle for Højesteret.

SKM2006.541.VLR. Skatteyderen boede i ejendom 1, da han erhvervede ejendom 2 i november 1990. Ejendom 2 blev efter overtagelsen udlejet bl.a. til skatteyderens far. Skatteyderen var fra den 5. november 1999 til den 1. juli 2000 tilmeldt folkeregisteret på ejendom 2's adresse. Ejendom 2 blev solgt den 28. september 2000. Forinden skatteyderens flytning af folkeregisteradresse til ejendom 2, havde han juni 1999 købt ejendom 3, som han efter stormen i december 1999 påbegyndte en renovering af. Den 1. juli 2000 flyttede skatteyderen til ejendom 3. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen først tog ophold i ejendom 2 i april 2000. Han fortsatte dog med at tage bad i ejendom 1, ligesom han stadig anvendte vaskemaskine, tørretumbler og andre hårde hvidevarer og fastnettelefon i ejendom 1. Under disse omstændigheder har skatteyderen ikke godtgjort, at ejendom 2 reelt har tjent som bolig for ham fra april til den 1. juli 2000. Avancen ved salget af ejendom 2 er herefter skattepligtig.

SKM2010.323.SR. Skatterådet bekræftede, at benyttelsen af bolig nummer to i forbindelse med udførelsen af spørgerens arbejde gjorde avancen ved afståelsen skattefri efter Parcelhusreglen i EBL § 8, stk. 1. Der blev lagt vægt på at spørger havde opholdt sig 4-5 dage om ugen i lejligheden i denne forbindelse, samt at dokumentation herfor var fremvist.

SKM2007.74.HR. (Tidligere instans SKM2005.414.ØLR.) Landsretten havde fundet, at skatteyderen ikke i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, havde dokumenteret, at han havde haft bolig på en ejendom, som han solgte i 1999. Fortjenesten ved salget var derfor skattepligtigt. Landsretten lagde herved bl.a. til grund, at skatteyderen flyttede ind i ejendommen medio februar 1999, og at salgsbestræbelserne var påbegyndt den 12. januar 1999 og dermed forinden indflytningen. Landsretten henviste også til, at skatteyderens daværende samlever og deres fællesbarn fortsat beboede en ejendom, som de havde købt i efteråret 1998, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter salget af den omstridte ejendom i 1999. Ligeledes bemærkede landsretten, at skatteyderen bortset fra en seng og nogle personlige ejendele ikke medtog bohave til den omstridte ejendom. Forskellige oplysninger om forbrug af el, gas og vand m.v. vedrørende den omstridte ejendom, ændring af folkeregisteradresse og erklæringer fra naboerne, fandt landsretten ikke over for de ovennævnte oplysninger om salgsbestræbelser og skatteyderens opretholdelse af den oprindelige bolig kunne dokumentere, at skatteyderens ophold på ejendommen havde haft karakter af reel permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet. Af de grunde, der var anført af landsretten, tiltrådte Højesteret, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for ham i perioden fra den 15. februar til den 28. juni 1999, der svarede til den periode, han havde folkeregisteradresse på ejendommen.

SKM2010.59.BR Skatteyderen havde forud for opholdet på den afståede ejendom haft bopæl på den samme ejendom i 33 år, hvortil han flyttede tilbage efter ca. 10 måneders ophold på den afståede ejendom. Skatteyderen havde erhvervet den afståede ejendom fuldt møbleret fra sin søsters dødsbo, hvorfor der ikke var medtaget bohave i forbindelse med flytningen. Skatteyderen bevarede under opholdet på den nye ejendom rådigheden over den gamle ejendom, der var uudlejet samt fortsat var fuldt møbleret med skatteyderens indbo. Endvidere havde skatteyderen bevaret tilknytningen til sin gamle ejendom, idet han fortsat drev virksomhed fra ejendommens tilstødende matrikel. Der havde under skatteyderens ophold på den nye ejendom været et vist, ikke urimeligt lavt forbrug. Byretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen var omfattet af parcelhusreglen. Retten tog hereter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

SKM2007.115.ØLR. Sagsøgeren solgte stue og 1. sal, der var særskilt matrikuleret som lejligheder i en villa. Sagsøgeren havde alene været tilmeldt lejligheden på 1. salen i folkeregisteret i ejerperioden. Lejligheden i stueetagen havde bortset fra en kort periode været udlejet i hele sagsøgerens ejertid. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at stuelejligheden havde tjent til bolig for ham, hvorfor ministeriet blev frifundet

SKM2006.656.SR. En landbrugsejendom var af skatteyderen anvendt som sommerbolig. Det ansås ikke for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at det primære formål med erhvervelsen af ejendommen havde været at benytte denne som sommerbolig. Det ansås heller ikke for dokumenteret, at ejendommen i ejerperioden alene havde været anvendt som sommerbolig. Avancen var herefter ikke fritaget for beskatning.

SKM2006.688.SR. En ejerlejlighed til helårsbeboelse var ikke forbundet med bopælspligt. Ejeren benyttede lejligheden som fritidsbolig. Skatteyder havde i en årrække haft og havde fortsat fast bopæl i kort afstand fra den netop erhvervede ejerlejlighed. Skatteyderen overvejede allerede på nuværende tidspunkt på sigt at sælge ejerlejligheden på baggrund af de stedfundne prisstigninger. Der var herefter en formodning for, at det primære formål med erhvervelsen ikke har været at anskaffe en sommerbolig. Ejerlejligheden kunne derfor ikke omfattes af § 8, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven.

(SKM2007.39.SR og SKM2007.149.SR er flyttet til afsnit E.J.1.1.)

SKM2007.132.SR. Skatterådet fandt ikke, at en ejerlejlighed kunne sælges skattefrit, idet ejerens egne dispositioner vedrørende ejerlejligheden medførte, at det ikke med sikkerhed kunne fastslås, hvorvidt ejerlejligheden havde tjent til bolig for lejlighedens ejer.

SKM2007.276.ØLR. Skatteministeriet blev frifundet i en sag, hvor skatteyderen påstod, at hans salg af et sommerhus var skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sommerhuset lå i byzone ca. 800 meter fra sagsøgerens faste bopæl, og det havde i ejertiden reelt kun været muligt at benytte sommerhuset i 8-10 uger, før det blev lejet ud til en veninde til sagsøgerens mor. Sagsøgeren købte ca. et år senere et andet sommerhus i byzone i samme område, som han rev ned og bebyggede med en helårsbolig. Retten lagde ved frifindelsen vægt på, at sommerhuset lå 800 meter fra sagsøgerens faste bopæl, og at sagsøgeren over for skattemyndighederne og den senere køber havde oplyst, at formålet med erhvervelsen havde været at bygge en helårsbolig på grunden. Kombineret med det beskedne forbrug af elektricitet, mente retten ikke, trods forklaringerne fra sagsøgeren og 4 familiemedlemmer, at sagsøgeren havde godtgjort, at huset var blevet benyttet til privat formål, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2007.336.SR. Skatterådet fandt, at en lejlighed, der blev erhvervet som sommerbolig og siden hen anvendt som sådan, kunne sælges skattefrit.

SKM2007.337.SR. Skatterådet fandt ikke, at en ejerlejlighed kunne sælges skattefrit, idet ejerlejligheden ikke havde tjent til bolig for lejlighedens ejer. Skatterådet fandt heller ikke, at spørgerens anden ejerlejlighed kunne betragtes som sommerbolig.

SKM2007.397.LSR. Klager ejede udover familiens bolig en ejerlejlighed i nærheden af arbejdspladsen. Uanset at klager havde benyttet ejerlejligheden til overnatning, bevirkede den korte afstand mellem ejendommene, at klagers arbejde ikke kunne anses at betinge, at ejerlejligheden skulle anvendes som bolig. Salget af ejerlejligheden kunne således ikke ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8.

SKM2007.398.LSR. Klageren havde overtaget sin moders ejendom og flyttede midlertidigt folkeregisteradresse hertil, men hans hustru beholdt folkeregisteradresse i den hidtidige bolig, som også efter salget af moderens hus blev opretholdt som bolig for ægtefællerne. Salget af moderens hus kunne ikke ske skattefrit efter ejendomsavancebeskatningsloven § 8, da klager ikke kunne antages at have haft sin bolig i denne ejendom.

SKM2006.727.SR. Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt.

SKM2006.729.SR. Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt.

SKM2007.691.SR. Skatterådet bekræftede, at ejerlejlighed kunne afstås uden beskatning, idet lejligheden har tjent som bolig for ejeren og dennes husstand.

SKM2007.700.SR. Skatterådet fandt, at en ejerlejlighed, der var beboet af ejerens ægtefælle under hendes studier, kunne sælges skattefrit.

SKM2007.703.SR. Skatterådet udtalte, at der først kunne tages stilling til, hvorvidt en lejlighed er omfattet af parcelhusreglen, når lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.

SKM2007.856.SR. Skatterådet fandt, at ejendomsavancen ved længstlevende ægtefælles salg af førstafdødes parcelhus er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

SKM2007.797.ØLR. Skatteministeriet blev frifundet i en sag, hvor skatteyderen påstod, at hendes salg af et sommerhus var skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sommerhuset lå i et sommerhusområde ca. 8 kilometer fra skatteyderens faste bopæl. Sommerhuset var erhvervet af skatteyderen i lige sameje med en af skatteyderens bekendte, der drev virksomhed som ejendomsmægler, og som var blevet næringsbeskattet af sin del af avancen ved salget af sommerhuset. Sommerhuset blev erhvervet med overtagelse den 15. august 2000 og var i perioden fra 1. januar 2001 til 31. december 2001 udlejet til en familie, der fik folkeregisteradresse på ejendommen. Sommerhuset blev igen udlejet i perioden fra 1. april 2002 til 1. juli 2002 til en lejer, der tillige fik folkeregisteradresse på ejendommen. Sommerhuset blev afhændet den 10. juli 2002. Under sagen afgav en række af skatteyderens venner og familiemedlemmer forklaringer, blandt andet om middagsselskaber og andre selskabelige besøg, som skulle have fundet sted i sommerhuset i perioden fra skatteyderens køb af sommerhuset den 15. august 2000 og frem til årsskiftet. Landsretten fandt imidlertid ikke, at de under sagen fremkomne oplysninger om forbrug af el og vand gav et entydigt billede af skatteyderens anvendelse af sommerhuset i de perioder, hvor sommerhuset ikke havde været udlejet. Under de omstændigheder fandt landsretten ikke, på trods af de afgivne forklaringer, at skatteyderen havde godtgjort, at skatteyderen eller dennes husstand reelt havde benyttet sommerhuset til private formål, jf. EBL § 8, stk. 2.

SKM2007.872.BR. Ministeriet fik bl.a. medhold i, at avancen ved salg af sagsøgerens ejendom ikke var skattefri i henhold til EBL § 8. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen havde tjent som bolig for hende. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren, forinden folkeregisterflytning til ejendommen den 11. september 2002, boede på en ejendom, som hun, ifølge folkeregisteret, flyttede tilbage til i december 2002. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren kort tid forinden den tilmeldte folkeregisterflytning til ejendommen havde fået udfærdiget en tilstandsrapport og energimærkning og herefter tilbud om ejerskifteforsikring.

SKM2007.887.SR Skatterådet bekræftede, at en eventuel avance ved salg af andelslejlighed ikke er skattepligtig, selvom skatteyder har to helårsboliger.

SKM2007.913.SR Skatterådet fandt, at kravet om, at lejligheden har tjent til bolig, ikke kan vurderes, før lejligheden er taget i brug.

SKM2007.939.SR Skatterådet fandt, at der ikke skal betales skat af en eventuel avance ved salg af en ejerlejlighed, da lejligheden reelt har tjent til bolig for spørger, og salget dermed er omfattet af EBL § 8, stk. 1.

SKM2008.908.HR. I sagen solgte skatteyderen stue og 1. sal, der var særskilt matrikuleret som lejligheder i en villa. Skatteyderen havde alene været tilmeldt lejligheden på 1. salen i folkeregisteret i ejerperioden. Højesteret fandt, at skatteyderen ikke kunne sælge ejerlejligheden i stuen skattefrit efter parcelhusreglen. Højesteret henviste til, at det under sagens behandling for skattemyndighederne havde været ubestridt, at skatteyderen ikke på noget tidspunkt havde boet i ejerlejligheden i stuen i samme lejlighed. Først på et sent tidspunkt under sagens behandling for landsretten havde skatteyderen gjort gældende, at han i en periode på to måneder havde beboet såvel lejligheden på 1. sal som stuelejligheden sammen med en samleverske. På baggrund af de - på flere punkter modstridende - forklaringer fandt Højesteret det heller ikke godtgjort, at ejerlejligheden i stuen havde tjent til bolig for skatteyderen.

SKM2009.206.BR. Byretten frifandt Skatteministeriet i en sag omhandlende beskatning af avancen ved salg af sommerhus. Sagsøgeren anførte, at avancen ved dennes salg af sommerhus var skattefri i medfør af EBL § 8, stk. 2. Retten lagde vægt på, at sommerhuset, der var opført af sagsøgeren, blev sat til salg kort tid (ca. 2 måneder) efter opførelsestidspunktet, at sommerhuset var beliggende i en afstand på mindre end 2 km fra sagsøgerens helårsbolig, og at sagsøgeren og hendes ægtefælle i afståelsesåret havde erhvervet nabogrunden til sommerhuset. Retten fandt under disse omstændigheder, at sagsøgeren ikke havde godtgjort en reel benyttelse af sommerhuset til private formål i medfør af EBL§ 8, stk.2. Retten tillagde ikke oplysninger om forbrug af el og vand betydning, idet de fremlagte forbrugsopgørelser ikke gav et entydigt billede af benyttelsen af sagsøgerens sommerhus, navnlig fordi periodeafgrænsningerne i forbrugsopgørelserne ikke svarede til de perioder, sagsøgeren havde oplyst at have benyttet sommerhuset. Retten frifandt herefter Skatteministeriet.

SKM2009.343.BR Byretten frikendte Skatteministeriet i en sag, hvori sagsøgeren gjorde gældende at avance ved salg af en ejendom var skattefri i medfør af sommerhusreglen i EBL § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde erhvervet en 1/3 af en fast ejendom i ideelt sameje og medejerne anvendte ubestridt ejendommen - der var registreret som et enfamilieshus i matriklen - til beboelse og opnåede skattefrihed ved salget efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Sagsøgeren selv havde derimod alene anvendt ejendommen til fritidsbrug.

Retten fandt, at ejendommen i udgangspunktet var omfattet af parcelhusreglen, og at ejendommen ikke kunne være omfattet af sommerhusreglen, når medejerne ubestridt havde anvendt ejendommen som helårsbolig.

SKM2009.396.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt avancen ved sagsøgerens salg af sommerhus var skattefri i medfør af EBL § 8, stk. 2. På afståelsestidspunktet havde sagsøgeren ejet sommerhuset i 16 år, i hvilken periode sagsøgeren tillige havde ejet 6 andre sommerhuse/helårshuse, som sammen med det i sagen omhandlede sommerhus indgik i sagsøgerens udlejningsvirksomhed. I størstedelen af ejertiden havde sagsøgeren alene ernæret sig ved sin udlejningsvirksomhed, ligesom sagsøgeren i størstedelen af ejerperioden havde anvendt virksomhedsskatteordningen på sin udlejningsvirksomhed. Retten fandt ikke, at sagsøgeren ved de afgivne forklaringer om privat benyttelse, herunder ved oplysninger om privat elforbrug, eller ved bevisførelsen i øvrigt havde godtgjort, at han og hans husstand havde anvendt sommerhuset til private formål i ejertiden. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren gennem en længere årrække alene havde ernæret sig ved sommerhusudlejning, at sagsøgeren i størstedelen af ejerperioden havde anvendt virksomhedsskatteordningen, der ifølge VSL § 1, stk. 3, udelukker privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomhedsskatteordningen, herunder sommerhuse, og at udlejningsintensiteten havde været betydelig også i de sidste år af ejertiden, hvor sagsøgeren ikke længere anvendte virksomhedsskatteordningen. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2010.60.BR. Sagsøgeren solgte et sommerhus (sommerhus 1), der havde været anvendt til udlejning og ønskede avancen fra salget fritaget for ejendomsavancebeskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde ejet sommerhus 1 i en periode på 10 måneder, hvoraf sommerhuset havde været beboeligt i 7½ måneder. Sagsøgeren ejede tillige et andet sommerhus, (sommerhus 2) samt en ubebygget grund i samme sommerhusområde (sommerhusgrund 3). Efter at sagsøgeren solgte sommerhus 1, købte sagsøgerens hustru en ny grund i samme sommerhusområde (sommerhusgrund 4) og sagsøgeren bebyggede sommerhusgrund 3. Under sagen havde sagsøgeren fremlagt oplysninger om forbrug af el og vand samt 6 erklæringer fra forskellige venner og familie, som alle ifølge de pågældende erklæringer havde opholdt sig i sommerhus 1 sammen med sagsøgeren og dennes familie. Endvidere havde sagsøgeren fremlagt en erklæring fra ejeren af det udlejningsfirma, som sommerhuset var tilknyttet, om, at denne havde besøgt sagsøgeren i sommerhuset. Under hovedforhandlingen afgav udlejeren samt ophavsmanden til en af erklæringerne vidneforklaring. Sidstnævntes forklaring vedrørte ophold i sommerhuset i perioden under og efter, at sommerhuset blev solgt. Byretten udtalte, at oplysningerne om forbrug af el og vand ikke kunne benyttes som et afgørende bevis for, at sagsøgeren og dennes familie havde benyttet sommerhuset i ejerperioden. Retten fandt imidlertid, at sagsøgeren ved sin forklaring, de afgivne vidneforklaringer og de i øvrigt i sagen foreliggende oplysninger havde ført bevis for, at sagsøgeren og dennes familie i ejerperioden reelt havde benyttet sommerhuset til private formål. Retten udtalte i den forbindelse, at retten havde lagt betydelig vægt på den forklaring, som ejeren af udlejningsfirmaet havde afgivet om sit besøg i sommerhuset, samt den detaljerede forklaring, som det andet vidne havde afgivet.

Skatteministeriet blev herefter dømt til at anerkende, at sommerhuset kunne afstås skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2010.249.ØLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt avancen ved appellantens salg af et sommerhus var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Appellanten havde i størstedelen af ejertiden samtidig ejet et andet større sommerhus i samme sommerhusområde, som han havde benyttet privat. Appellanten var ikke blevet beskattet ved afståelsen af dette sommerhus. Appellanten havde udlejet begge sommerhuse i væsentligt omfang. Det var under sagen ubestridt, at appellanten i ejertiden havde anvendt sommerhuset privat i én weekend.Byretten havde lagt til grund, at sommerhuset måtte anses for erhvervet fortrinsvis med henblik på udlejning. Byretten havde endvidere lagt til grund, at det store sommerhus i alt væsentlighed havde tjent som appellanten og hans families sommerhus. På dette grundlag havde byretten ikke fundet det godtgjort, at det sagen omhandlede sommerhus havde været benyttet som sommerhus til private formål for appellanten eller dennes husstand, således som dette skal forstås i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Landsretten stadfæstede byrettens dom af de at byretten anførte grunde.

SKM2010.265.ØLR. En ejendom, der var registreret som enfamilieshus, blev anset for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Ejeren havde erhvervet ejendommen som sommerhus og havde selv udelukkende anvendt ejendommen som sådan. Imidlertid var ejendommen også blevet anvendt og udlejet til personer, der var tilmeldt adressen i Det Centrale Personregister. Et medlem af Landsskatteretten havde under henvisning hertil fundet, at ejendommen ikke kunne afstås skattefrit, medens Landsskatterettens flertal havde fundet, at ejendommen kunne afstås skattefrit, fordi den havde tjent til feriebolig for ejeren. Landsretten fandt i overensstemmelse med dissensen til Landsskatterettens afgørelse, at ejendommen sideløbende med anvendelsen som sommerhus måtte anses for anvendt til helårsbeboelse i ejerens ejertid. Ministeriet fik derfor medhold i, at ejendommen ikke kunne afstås skattefrit.

SKM2009.399.SR. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at matrikel kunne frasælges uden avancebeskatningsmæssige konsekvenser, såfremt ejendommens vurderingsmæssige status ændredes til beboelse.

SKM2009.617.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt avancen ved sagsøgerens salg af et sommerhus var skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde i størstedelen af ejertiden samtidig ejet et andet større sommerhus i samme sommerhusområde, som han havde benyttet privat. Sagsøgeren var ikke blevet beskattet ved afståelsen af dette sommerhus, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Sagsøgeren havde udlejet begge sommerhuse i væsentligt omfang. Det var under sagen ubestridt, at sagsøgeren i ejertiden havde anvendt sommerhuset privat i en weekend. Byretten lagde til grund, at sommerhuset måtte anses for erhvervet fortrinsvis med henblik på udlejning. Retten lagde yderligere til grund, at det store sommerhus i al væsentlighed havde tjent som sagsøgeren og hans families sommerhus. På dette grundlag fandt retten det ikke godtgjort, at det sagen omhandlende sommerhus havde været benyttet som sommerhus til private formål for sagsøgeren eller dennes husstand, således som dette skal forstås i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.

SKM2009.619.BR. (Anket) Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens afståelse af en ejendom i 2003 var omfattet af parcelhusreglen, herunder navnlig hvilken ejerperiode, der var relevant for bedømmelsen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Sagsøgeren havde tidligere i forbindelse med Landsskatterettens behandling af to andre skattesager gjort gældende, at ejendommen i 1997 var blevet overdraget til sagsøgerens søn og svigerdatter og siden hen tilbagekøbt af sagsøgeren i slutningen af 1998. I denne sag gjorde sagsøgeren imidlertid gældende, at overdragelsen i 1997 efterfølgende var blevet annulleret. Retten fandt imidlertid ikke, at der under sagen var fremkommet nye oplysninger, der medførte, at ejendomsoverdragelsen skulle anses for annulleret. Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for sagsøgeren eller dennes husstand i den anden ejerperiode, idet sagsøgeren i denne periode havde været tilmeldt folkeregistret og haft bopæl på en anden ejendom.

SKM2009.632.BR Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og dermed kunne afstå sin ejendom skattefrit. Skatteyderen havde forud for opholdet på den ejendom, han senere solgte med fortjeneste, haft bopæl hos sin nuværende ægtefælle, hvortil han flyttede tilbage ca. 7 måneder efter salget. Skatteyderen nåede dog at være registreret i folkeregistret på adressen i ca. 12 måneder, hvortil kom den nævnte periode på ca. 7 måneder, som han tilbragte hos sin søn. Der havde under skatteyderens ophold været et vist, ikke urimeligt lavt forbrug på ejendommen. Under sagen blev der afgivet forklaring af bl.a. skatteyderens nuværende ægtefælle samt en kæreste, han havde haft under opholdet. Disse forklarede samstemmende, at skatteyderens ophold på ejendommen var foranlediget af ophævelse af samlivet med skatteyderens nuværende ægtefælle, og at opholdet havde haft karakter af reel beboelse. Henset hertil samt længden af den periode, der forløb før skatteyderen vendte hjem til sin nuværende ægtefælle tillige med det forhold, at skatteyderen efter rettens vurdering ikke havde haft alternative bopælsmuligheder i det omhandlede tidsrum, fandt retten, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at ejendommen var omfattet af parcelhusreglen. Retten tog herefter skatteyderens påstand til følge.

SKM2009.762.ØLR Sagen drejede sig om, hvorvidt avancen ved salget af appellanternes ejerlejlighed var skattefri, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Grundet udstationering i udlandet havde appellanterne i en nærmere angivet periode udlejet den villa, som hidtil havde fungeret som appellanternes faste helårsbolig. Efter ophør af udstationeringen flyttede appellanterne fra den 1. januar 2006 og 4 måneder frem folkeregisteradresse til en af dem ejet ejerlejlighed, som indtil den 15. november 2005 havde været udlejet til deres datter. Landsretten lagde til grund, at appellanterne forud for 1. januar 2006 havde truffet beslutning om at bosætte sig i ejerlejligheden, idet appellanterne på daværende tidspunkt måtte påregne, at deres sædvanlige helårsbolig grundet udlejning til tredjemand først ville være til disposition på et senere tidspunkt. Landsretten lagde ligeledes til grund, at appellanterne i perioden fra 15. november 2005 og frem til 1. januar 2006 havde opholdt sig i lejligheden 4-5 gange af 2-3 dages varighed, at appellanterne allerede den 30. november 2005 var blevet gjort bekendt med, at deres helårsbolig ville være til disposition den 1. januar 2006 som følge af førtidig opsigelse fra lejers side, og endelig at appellanterne herefter havde valgt at istandsætte helårsboligen, således at de først kunne flytte tilbage hertil efter 4 måneder. Landsretten fandt, at lejligheden alene havde tjent som midlertidigt opholdssted for appellanterne, som følge af at appellanternes sædvanlige helårsbolig efter appellanternes eget valg ikke kunne benyttes, og at et sådant midlertidigt opholdssted ikke falder ind under ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1's bestemmelse om, at ejendommen skal tjene som bolig for ejeren.

SKM2010.38.BR. Det blev af Byretten ikke anset for bevist, at ophold i helårshus havde karakter af reel beboelse i lovens forstand Avancen ved salget af huset var derfor ikke skattefri i medfør af "parcelhusreglen" i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKM2010.168.BR. Retten fastslog, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde taget bolig i den omhandlede ejerlejlighed, men at denne alene havde tjent til ophold for ham. Avancen ved salget af ejerlejligheden var derfor ikke skattefritaget efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKM2010.267.VLR. Landsretten fandt ikke, at appellanten havde godtgjort, at han reelt benyttede sommerhuset til privat formål i en del af den periode, han ejede sommerhuset, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom. Som følge af dette skulle appellanten beskattes af avancen ved salget af sommerhuset. Landsretten lagde til grund, at appellanten ikke ændrede sin benyttelse af sommerhuset, efter at lejeindtægten for udlejningen af sommerhuset overgik fra beskatning efter virksomhedsskatteordningen, der udelukker privat anvendelse, til beskatning efter ligningsloven § 15 0, der tillader privat anvendelse. Landsretten lagde vægt på, at sommerhuset indgik i appellantens udlejningsvirksomhed, og at appellanten i samme periode havde ejet andre sommerhuse i samme område. Disse andre huse var også blevet udlejet, og tre af dem var allerede blevet solgt skattefrit efter sommerhusreglen, da det i sagen omhandlede sommerhus blev solgt.

Ny tekst startSKM2010.485.BR. I sagen, hvor der ikke forelå tilbageflytning til en tidligere adresse, fanst retten at kravet om reel bolig ikke var opfyldt. Der blev ved vurderingen lagt vægt på de hurtigt indledte salgsbestræbelser, omstændighederne vedr. opgivelse af et tidligere lejemål og erhevrvelse af en ny ejendom, at den pågældende lejlighed i perioder var uegnet som bolig pga. renovering, manglende flytning af indbo og lavt el-forbrug.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.493.BR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, hvorefter avancen ved salg af skatteyderens ejendom ville være skattefri. Skatteyderen havde forud for opholdet på ejendommen boet i nogle måneder hos sine forældre. Efter 4-5 måneder solgte han ejendommen og flyttede tilbage til forældrene og boede der i ca. 1,5 måned. Skatteyderen var 35 år og havde i flere og længerevarende perioder af sit voksenliv været tilmeldt folkeregistret på forældrenes adresse.Under sagen blev der afgivet en række samstemmende forklaringer om, at skatteyderens ophold hos forældrene kun havde været kortvarigt og af midlertidig karakter. Skatteyderens mor forklarede, at skatteyderens tidligere tilmeldinger til folkeregisteret på forældrenes adresse kun havde været af praktiske hensyn til postlevering, og at han ikke havde boet hos dem ud over de kortvarige perioder før og efter opholdet på den efterfølgende solgte ejendom. Retten fandt, at skatteyderen havde beboet den efterfølgende solgte ejendom med henblik på varigt ophold, og at skatteyderen ikke i tidsrummet havde haft rådighed over en anden bolig. Retten tog herefter skatteyderens påstand til følge.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.523.SR Såfremt spørger købte en lejlighed i København til brug som bolig i forbindelse med sit arbejde i København, ville et senere salg af lejligheden være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 under froudsætning af at den benyttes til beboelse 4-5 dage om ugen og i perioder 1-12 dage i træk, samt at ansættelsen har en vis varighed.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.565.BR. Retten fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at den omtvistede ejendom havde tjent som bolig for sagsøgeren, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at sagsøgeren flyttede tilbage til den ejendom, hvor han hidtil havde været tilmeldt folkeregisteret, og at han i den periode, hvor han havde været tilmeldt folkeregisteret på den omtvistede ejendom, tillige havde rådighed over den ejendom, som han flyttede tilbage til, og som midlertidigt blev beboet af hans bror. Sagsøgeren gjorde subsidiært gældende, at der var afholdt udgifter til renovering af ejendommen. Retten fandt ikke, at der på grundlag af sagsøgerens forklaring sammenholdt med de fotos, der var fremlagt, var ført det fornødne bevis for de påberåbte forbedringsarbejder.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.605.SR. Skatterådet svarede nej til, at spørger kunne sælge sin lejlighed i Warszawa skattefrit som bolig nr. 2 iht. parcelhusreglen. Spørger var selvstændig erhvervsdrivende og havde fast bopæl i x-by.. Virksomheden var de seneste år primært udøvet i Polen. Lejligheden i Warszawa var benyttet af spørger af arbejdsmæssige årsager. Det fremgik af regnskaberne og selvangivelser at lejligheden indgik i virksomhedsordningen og samtlige udgifter til lejligheden er tilsyneladende fratrukket i regnskabet. Spørger har endvidere ikke selvangivet lejligheden som grundlag for ejendomsværdiskat. Skatterådet fandt, at lejligheden ikke kan anses for at have tjent som egen bolig for spørger, da lejligheden må antages udelukkende at være anvendt erhvervsmæssig jfr. spørgers egne tilkendegivelser i selvangivelser.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.633.ØLR. Sagsøgeren boede i ...2 sammen med sin ægtefælle, indtil han for en periode på ca. 1½ måned flyttede ind i en ejendom i ...1, som han havde udlejet i mange år, for derefter at flytte tilbage til ...2. Forud for indflytningen i ejendommen i ...1 havde han henvendt sig til skattemyndighederne for at forhøre sig om den skattemæssige behandling af ejendommen. Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at det ikke var godtgjort, at ejendommen reelt havde tjent som bolig for sagsøgerenNy tekst slut.

Ny tekst startSKM2010.664.SR. Spørgers lejlighed i København, der indtil da havde været udlejet til spørgers datter, var ikke omfattet ejendomsavancebeskatningslovens § 8, uanset at spørgeren i perioden oktober 2010 til slutningen af 2011 ville benytte lejligheden 2-3 dage om ugen i forbindelse med deltidsarbejde. Det gjorde ingen forskel om skatteyderen flyttede sin folkeregisteradresse til lejligheden.Ny tekst slut

Ny tekst startSKM2010.752.BR. Sagsøgeren havde på et tidspunkt, hvor han i forvejen ejede og boede på en anden ejendom (ejendom 1), fået udlagt en ejendom (ejendom 2) ved arveudlæg. Sagsøgeren og hans ægtefælle flyttede deres folkeregisteradresser i en ca. 6-måneders periode, hvorefter sagsøgeren flyttede til en ny ejendom (ejendom 3), som var erhvervet efter sagsøgeren havde meldt folkeregisteradresse til den arveudlagte ejendom (ejendom 2). Sagsøgeren havde imidlertid ikke opgivet sin hidtidige bolig (ejendom 1), som sagsøgeren sammen med ægtefællen havde beboet en lang årrække, og denne bolig blev således først sat til salg, efter sagsøgeren havde købt og overtaget ejendom 3. Retten fandt ikke, at oplysningerne om forbrug af el og vand på den arveudlagte ejendom samt ændring af folkeregisteradresse og postadresse over for oplysningerne om, at sagsøgeren havde rådighed over den oprindelige ejendom i hele perioden inden overtagelsen af ejendom 3 kunne dokumentere, at sagsøgeren og hans ægtefælles ophold på den arveudlagte ejendom havde karakter af reel, permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold.Ny tekst slut

Begrebet husstand fortolkes snævert til ægtefælle og/eller mindre børn (skd. 1974.30.251), således at studerende børn, der ikke bor sammen med forældrene, ikke tilhører husstanden, hvilket ejerens forældre, funktionærer m.m. heller ikke gør. Af skd. 1980.54.215 fremgår, at begrebet husstand ikke omfatter en søn, der med ægtefælle bebor et parcelhus, som hørte under faderens landbrugsejendom. Sønnen havde etableret sin egen husstand og kunne ikke med rette siges også at høre til sine forældres husstand.

En voksen datter og dennes ægtefælle samt en søn på 25 år og dennes samlever kunne ikke anses for hørende til ejerens husstand i relation til EBL § 8, stk. 1, jf. TfS 1988, 612 LSR.

SKM2004.102.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens børn var omfattet af sagsøgerens husstand, uanset skatteyder og børnene ikke havde boet sammen i huset. Østre Landsret fandt, at dette ikke var tilfældet.

SKM2006.760.LSR.En ejerlejlighed, der i en periode var beboet af klagerens fraseparerede ægtefælle, ansås for at have tjent som bolig for klagerens husstand og kunne derfor sælges skattefrit.

SKM2009.340.LSR. Landsskatteretten bekræftede, at en ejendom kunne sælges skattefrit, da det måtte antages, at den havde tjent til bolig for klagerens husstand. Landsskatteretten bekræftede, at begrebet husstand også omfattede klagerens søn, idet klageren havde delt forældremyndighed over denne. På grund af opholdenes omfang og længde hos klageren blev disse perioder efter Landsskatterettens opfattelse ikke blot anset for kortvarige ophold/besøg. Ejendommene på de to adresser må i stedet anses for at have været sønnens hjem i en sådan forstand, at de må siges at have tjent til bolig for ham, når han var der.

Opbevaring af indbo m.v. - medens ejeren har bopæl f.eks. i udlandet - kan ikke sidestilles med beboelse for så vidt angår kravet om, at ejendommen skal have tjent til bolig.

Efter opdeling af et tofamilieshus i 2 ejerlejligheder, vil eventuel avance ved salg af den af ejeren beboede lejlighed være omfattet af fritagelsesbestemmelsen, medens avancen ved salg af den lejlighed, der hidtil har været anvendt til udlejning, ikke vil være omfattet, uagtet ejendommen som helhed var omfattet af fritagelsesbestemmelsen forinden opdelingen i ejerlejligheder.

Ved udmålingen af det samlede grundareal medtages kun arealer, der er ansat til en værdi over 0. Som følge heraf medregnes normalt ikke vejarealer, der hører til den faste ejendom. Derimod tages der ikke hensyn til, at en del af arealet er ubrugeligt, hvis det er vurderet til et positivt beløb.   

I tilfælde, hvor grundarealet udgør 1.400 m2 eller derover, stilles der krav om, at ejendommen ifølge offentlig myndigheds bestemmelse enten ikke kan udstykkes, eller at en sådan udstykning ifølge en indhentet erklæring vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse, se nedenfor.

Erklæring om, hvorvidt der vil kunne udstykkes en grund til selvstændig bebyggelse fra en ejendom, indhentes hos kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori ejendommen er beliggende, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004 om planlægning (planloven).

Dokumentation kan f.eks. foreligge i form af et afslag på et andragende om udstykning eller som en udtalelse om, at der ikke vil kunne forventes meddelt dispensation fra et generelt udstykningsforbud i tilfælde, hvor hjemmel for dispensation foreligger.

SKM2004.336.VLRangik spørgsmålet, om sagsøgerne skulle beskattes i forbindelse med salg af deres ejendom, der havde et samlet grundareal på 6.211 m2. Landsretten slog fast, at det var sagsøgerne, som skulle dokumentere, at der forelå omstændigheder, der kunne begrunde, at de skulle være omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 2. En sådan dokumentation forelå ikke, og kommunen havde tilkendegivet, at det ikke kunne udelukkes, at der kunne gives tilladelse til udstykning af ejendommen. Sagsøgerne havde derfor ikke godtgjort, at der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kunne udstykkes grund til selvstændig bebyggelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Fortjeneste ved salget af en sommerhusejendom på 11.860 m2, der var behæftet med 3 fredningsklausuler, blev af Landsskatteretten anset for omfattet af fritagelsesbestemmelsen, selv om køberen af ejendommen senere - trods indsigelse fra Fredningsstyrelsen - opnåede dispensation til at frastykke en enkelt grund i ejendommens fjerneste hjørne med henblik på bebyggelse til en søn, idet Landsskatteretten - trods den senere dispensation - fandt, at det ikke kunne antages, at der havde foreligget en aktuel udstykningsmulighed på salgstidspunktet, jf. TfS 1986, 241 LSR.

Selve den omstændighed, at en ejendom ligger i landzone, anses ikke for tilstrækkelig dokumentation for, at udstykning til selvstændig bebyggelse ikke kan foretages, da planloven indeholder dispensationsbestemmelser med hensyn til udstykning, skd. 1973.23.15. Se TfS 2000, 829 LR.   

En privatretlig servitut kan kun danne grundlag for fritagelse, hvis den er undergivet offentlig påtaleret (helt eller delvis), og den offentlige myndighed benytter denne påtaleret.

SKM2005.201.ØLR fastslog, at der ikke var skattefrihed af avancen ved salg af en ejendom på 3.506 m2. En tidligere Landsskatteretskendelse fra 1992 om nedsættelse af ejendomsværdien på samme ejendom var ikke en "offentlig myndigheds bestemmelse" om, at der ikke kunne udstykkes fra ejendommen til selvstændig bebyggelse i EBL § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 2's forstand, allerede fordi en på ejendommen tinglyst privatretlig servitut fra 1947 - som Landsskatteretten med urette havde lagt vægt på i kendelsen fra 1992 - tillod udstykning fra ejendommen og bebyggelse på det fra ejendommen udstykkede areal, hvilket også var sket i 1955.

Fritagelse for arealer på 1.400 m2 og derover kan endvidere opnås, såfremt en udstykning ifølge en indhentet erklæring vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. En sådan erklæring kan normalt først afgives, efter at det er fastslået, at udstykning af grund til selvstændig bebyggelse kan finde sted. Erklæring om værdiforringelse gives af told- og skatteforvaltningen.Afgørelsen kan påklages til Vurderingsankenævnet. Vurderingsankenævnets kendelse kan påklages til Landsskatteretten.   

Ved restarealet forstås den del af ejendommens grund, som er tilbage efter en eventuel udstykning.

I nogle tilfælde er det muligt at udstykke flere grunde fra en ejendom. I sådanne tilfælde kan der ikke gives en værdiforringelseserklæring, hvis blot én af grundene kan udstykkes uden væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. De resterende grunde betragtes som en del af restarealet.

Det beror på et konkret skøn, om en værdiforringelse er væsentlig. Ved bedømmelsen af, om der er tale om væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse, er det en samlet afvejning af de nedenfor nævnte forhold, som lægges til grund for afgørelsen.

 Grundens størrelse og dens form kan betyde, at en udstykning ikke kan gennemføres uden værdiforringelse af restarealet og/eller bestående bebyggelse. Mindre grunde kan være vanskeligere at udstykke end større grunde. Ligeledes kan meget smalle grunde være vanskelige at udstykke.

Består ejendommen af flere matrikelnumre, er det alene det bebyggede matrikelnummer, der er omfattet af EBL § 8, stk. 1 nr. 3. Samnoterede matrikelnumre og ejendomme, hvor bebyggelsen ligger hen over matrikelskel, betragtes dog under ét.

I byer og landsbyer er grundene sædvanligvis mindre end i egentlige landområder, og restareal med bebyggelse kan derfor efter en udstykning vise sig at være i god overensstemmelse med områdets karakter, for eksempel ved en huludfyldning i en række af allerede eksisterende bebyggede ejendomme.

Patriciervillaer, ejendomme med udsigt og stuehuse kræver ofte større udenomsarealer end et traditionelt parcelhus. En udstykning af denne type ejendomme kan derfor virke værdiforringende på såvel restarealet som den bestående bebyggelse.

Ligeledes kan placeringen af den bestående bebyggelse på grunden betyde, at afstanden fra bebyggelsen til nyt skel bliver meget kort, ligesom en udstykning kan forudsætte, at dele af den bestående bebyggelse skal fjernes.

Specielle haveanlæg og/eller beplantning kan være en integreret del af ejendommen og helt eller delvis blive ødelagt i forbindelse med en udstykning med deraf følgende værdiforringelse.

Modsat kan en eksisterende beplantning naturligt dele ejendommen og helt eller delvist skærme for en udstykning.

I visse tilfælde kan den mulige adgangsvej til en udstykket grund være så generende for restarealet og den bestående bebyggelse, at der opstår en værdiforringelse.

 

Nogle bebyggelser er anlagt specielt med henblik på udsigtsforhold. Ligger den bestående bebyggelse med særlig attraktiv udsigt, kan en udstykning betyde, at udsigten ødelægges med en værdiforringelse til følge.

Hertil kommer, at der til en ejendom kan være knyttet særlige herlighedsværdier, som for eksempel direkte adgang fra ejendommens areal til strand og skov. Ved udstykning kan en sådan herlighed overgå helt fra restareal til det udstykkede areal med en værdiforringelse af restareal og bebyggelse til følge.

Beskyttelseslinier for vej, strand, skov, sø og å og øvrige byggeregulerende bestemmelser kan betyde, at en bebyggelses placering på den udstykkede grund kommer til at ligge uhensigtsmæssig for den bestående bebyggelse på restarealet. I sådanne tilfælde kan der opstå en værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

SKM2004.135.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for fritagelse fra ejendomsavancebeskatning ikke var opfyldt. Skatteyderen solgte i 1998 en ejendom, som skatteyderen havde anvendt til bolig. Ejendommens areal udgjorde 24.508 m2, hvoraf ca. 4.000 m2 var beliggende i byzone og kunne udstykkes. Skattemyndighederne beskattede fortjenesten, idet ejendommen var på 1.400 m2 eller derover, jf. EBL § 8, stk. 1, nr. 1, og da udstykning ifølge erklæring fra Told- og Skattestyrelsen ikke ville medføre en væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse. En udmeldt syn- og skønsmand erklærede, at en udstykning ikke ville være værdiforringende for restejendommen.

SKM2005.101.VLR.Landsretten fandt ikke, at en udstykning ville medføre væsentlige værdiforringelser af restarealet eller den bestående bebyggelse. Den samlede værdi af restejendommen og det udstykkede areal svarede ifølge en syn- og skønserklæring stort set til værdien af den samlede ejendom før udstykning, uanset hvilken af de foreslåede udstykninger man valgte. Betingelserne for at opnå fritagelse for beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, var derfor ikke opfyldt.

SKM2005.317.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for fritagelse fra ejendomsavancebeskatning ikke var opfyldt, da værdien af restarealet efter udstykning tillagt værdien af det udstykkede areal ikke var væsentligt mindre end værdien af den samlede ejendom. Landsretten lagde til grund, at værdien af den uudstykkede ejendom var 1.200.000 kr. Efter udstykning skønnedes restarealet og den bestående bebyggelse at have en værdi på 930.000 kr., og den udstykkede parcel skønnedes at have en værdi på 245.000 kr., i alt 1.175.000 kr.  

Vedrørende de to domme fra 2005 skal man være opmærksom på, at sammenligningen af værdierne før og efter udstykning i nogle tilfælde kan føre til et forkert resultat, hvor en væsentlig værdinedgang på restarealet eller bebyggelsen er kombineret med en tilsvarende værdiforøgelse på det eventuelt udstykkede areal. Det kan forekomme, hvor herlighedsværdier fragår restarealet med den bestående bebyggelse og tilgår den udstykkede grund. Her kan der optræde en væsentlig værdiforringelse på restarealet eller den bestående bebyggelse, selv om summen af værdierne før og efter udstykning er uændrede.

SKM2006.640.HR. Appellanten solgte i 2000 sin beboelsesejendom med et grundareal på 1.756 m2 for kr. 1.200.000,-. Told- og Skattestyrelsen havde efter forudgående besigtigelse truffet afgørelse om, at udstykning ikke skønnedes at ville medføre væsentlig værdiforringelse af restejendommen eller den bestående bebyggelse, jf. ejendomsbeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, således at der ikke kunne gives fritagelse for beskatning af avancen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Ifølge en under retssagen indhentet syns- og skønserklæring, ville restejendommen efter udstykning af en grund på 700 m2 have en værdi på kr. 930.000,-, og den udstykkede grund ville have en værdi på kr. 245.000,-, således at værdien af restejendommen og den udstykkede grund i alt ville udgøre kr. 1.175.000,-. Højesteret fandt ikke, at det gennemførte syn og skøn gav fornødent grundlag for at tilsidesætte Told- og Skattestyrelsens skønsmæssige afgørelse og stadfæstede herefter landsrettens dom.

SKM2009.606.LSR. Efter tilkøb og frakøb i 1998 af jordtilliggende til en ejendom, der oprindelig var vurderet som et enfamiliehus, ændrede ejendommen karakter, således at den fremover havde karakter af en landbrugsejendom med landbrugspligt. Ejendommen er dog fortsat vurderet som en beboelsesejendom. Uanset vurderingen havde ejendommene skiftet karakter i en sådan grad, at der er tale om en ny ejendom. Da klager ikke havde beboet ejendommen efter 1998 er salget heraf ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

 

Ved lov nr. 407 af 8. maj 2006 er der indsat nye regler som § 8, stk. 6-7, og § 9, stk. 5-7, i ejendomsavancebeskatningsloven. Reglerene har betydning for ejere af væsentligt beskadiget ejendom.

Reglerne vedrører den situation, hvor restejendommen, efter at skaden er sket, kun består af et grundareal, fordi det beskadigede hus er revet ned (for landbrugs- eller skovbrugsejendomme og for blandede benyttede ejendomme henholdsvis stuehuset eller boligdelen).

A.  Efter disse regler medregnes fortjeneste eller tab ved afståelsen af restejendommen ikke til den skattepligtige indkomst, jf.§ 8, stk. 6-7, hvis

      1) der på ejendommen har været opført et hus, der er blevet væsentligt beskadiget,

2) beskadigelsen ikke skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra ejeren eller personer i ejerens husstand og

 

3) ejendommen på tidspunktet umiddelbart forud for beskadigelsen kunne være afstået skattefrit efter § 8, stk. 1-3.

 

Det er en forudsætning for skattefriheden, at hele ejendommen afstås senest 1 år efter, at skaden er indtruffet.

 

 

Told- og skatteforvaltningen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra denne frist.

 

 

B. Når der er tale om afståelse af en skov- eller landbrugsejendom eller en blandet benyttet ejendom, medregnes fortjenesten ved afståelsen ikke til den skattepligtige indkomst, jf. § 9, stk. 1, hvis 

 

1) der på ejendommen har været opført et hus, der er blevet væsentligt beskadiget,

 

2) beskadigelsen ikke skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra ejeren eller personer i ejerens husstand og

 

3) fortjeneste ved afståelse af stuehuset med tilhørende grund og have eller boligdelen af blandet benyttet ejendom på tidspunktet umiddelbart forud for beskadigelsen ikke skulle være medregnet til den skattepligtige indkomst efter § 9, stk. 1.

 

Det bemærkes, at skattefritagelsen kun gælder den del af en ejendom, der er omfattet af nr. 3 ovenfor.

 

Det er en forudsætning for skattefriheden, at hele ejendommen afstås senest 1 år efter, at skaden er indtruffet.

 

Told- og skatteforvaltningen kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra denne frist.

 

De nye regler gælder for ejendomme, der afstås den 18. januar 2006 eller senere.

 

For ejendomme, der afstås senest den 30. november 2006, er den oven for angivne frist på 1 år forlænget til 2 år. 

SKM2006.736.SR. Skatterådet bekræftede, at en skatteyder kan afstå en grund med nedrevet ejendom skattefrit efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 6 og 7. Ved installering af fjernvarme i en ejendom blev en vandledning gennembrudt og udsivningen af vand forårsagede fugt- og skimmelsvampeskade på ejendommen. Da det ikke var muligt at renovere ejendommen, blev denne revet ned.

SKM2007.40.SR. Skatterådet bekræftede, at nedbrændt ejendom kan afstås uden beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 6.

SKM2007.175.SR. Skatterådet bekræftede, at spørger ville blive beskattet af fortjeneste ved modtagelse af en erstatningssum for en nedbrændt ejendom, da betingelserne for skattefritagelse efter § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven ikke var opfyldt. Herudover bekræftede Skatterådet, at spørger ville blive beskattet af fortjeneste ved salg af den nedbrændte ejendom, og at spørger også ville blive beskattet af fortjenesten af erstatningen i den situation, hvor han gav køber transport i erstatningssummen.

SKM2010.224.SR. Spørgers hus nedbrændte den 12. december 2009. Spørger ønskede svar på om et evt. salg af et nyopført hus på grunden ville være skattepligtigt, såfremt spørger uden at have beboet det nyopførte hus opførte et nyt hus på samme placering på grunden og i samme størrelse som det tidligere, om det gjorde en forskel at spørger flyttede huset fysisk på grunden, eller hvis der opførtes et nyt hus med et større areal end det nedbrændte. Skatterådet fandt at et salg uden at det havde tjent til bolig for spørger eller dennes familie ville udløse skattepligt. Derimod fandt Skatterådet, at spørger ikke ville være skattepligtig af en avance, hvis spørger ikke byggede et hus, men i stedet solgte grunden med garage/udhus.

Ved § 3 i lov nr. 308 af 19. april 2006 er det bestemt, at den fortjeneste, der efter § 6 A, § 6 C eller § 10 i ejendomsavancebeskatningsloven er anbragt i en erhvervsejendom, der har ændret klassifikation til en ejerbolig omfattet af parcelhusreglen mv., beskattes, når den omklassificerede erhvervsejendom afstås. Fortjenesten ved afståelse af den første ejendom beskattes på samme måde, som hvis fortjenesten var blevet beskattet ved den oprindelige afståelse.

Det betyder, at fortjenesten ved afståelsen af erhvervsejendommen beskattes i det indkomstår, hvor den ejendom, som fortjenesten er genanbragt i, afstås. Den skattepligtige fortjeneste opgøres med de tillæg og nedslag efter ejendomsavancebeskatningsloven, som erhvervsejendommen havde været berettiget til, hvis fortjenesten var blevet beskattet på tidspunktet for afståelsen af erhvervsejendommen.

De nye regler har virkning for ejendomme, der afstås den 14. december 2005 eller senere. Reglerne gælder dog ikke for ejendomme, der før den 15. december 2005 har ændret anvendelse til beboelsesejendomme, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1-3.   

De nærmere regler for genanbringelse af fortjenester efter § 6 A og § 6 C er omtalt i afsnit E.J.2.6, medens genanbringelse af erstatnings- eller forsikringssummer fremgår af afsnit E.J.2.7.