Aktionærlån - insolvensbedømmelse

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato23 May 2017
Dato for udgivelse03 Aug 2017 13:36
SKM-nummerSKM2017.472.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS 11-672/2016
Dokument typeDom
EmneordDirektør, hovedanpartshaver, selskab, solvent, formueopgørelse, udgangspunkt, insolvens, bevisbedømmelse, ejendom, økonomiske
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, som var direktør og hovedanpartshaver i sit selskab, var solvent, da han hævede 487.688 kr. i sit selskab over en 3-årig periode. 

Retten udtalte bl.a., at der ved bedømmelsen af en skatteyders solvens som et væsentligt moment skal lægges vægt på formueopgørelsen, men en formueopgørelse som udgangspunkt ikke i sig selv tilstrækkelig til at statuere insolvens.

Efter en konkret bevisbedømmelse fandt retten, at skattemyndighederne ikke havde ført det nødvendige bevis for, at skatteyderen var insolvent i de omhandlende indkomstår. Retten lagde særlig vægt på, at der var betydelig usikkerhed om den samlede værdi af ægteparrets aktiver i den i sagen omhandlende periode, herunder navnligt i forhold til værdien af skatteyderens og dennes ægtefælles ejendom, samt at der ikke i sagen var oplysninger om, at ægteparret ikke var i stand til at opfylde deres økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfaldt. Endvidere lagde retten også vægt på, at skatteyderen havde fore taget tilpasninger i sit selskab, som følge af et dalende indtægtsgrundlag samt indholdet i revisorpåtegningerne til selskabets årsrapporter, som i de relevante år havde været uden forbehold.

Reference(r)

Ligningslovens § 16 E (dagældende)

Konkurslovens § 17, stk. 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.B.3.5.2.1


Parter

A

(v/Adv. Troels Troldtoft Henriksen)

Mod 

Skatteministeriet

(v/Adv. Sebastian Knop Reventlow) 

Afsagt af byretsdommer 

Bente Thanning 

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører, hvorvidt der i medfør af dagældende § 16 E i ligningsloven skal ske beskatning af anpartshaverlån, som sagsøger, A, optog i sit selskab i indkomstårene 2009-2011. 

A har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomståret 2009 nedsættes med 236.305 kr., indkomståret 2010 nedsættes med 77.786 kr. og indkomståret 2011 nedsættes med 173.597 kr.

A har subsidiært nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at As skatteansættelser for indkomstårene 2009, 2010 og 2011 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT. 

Skatteministeriet har påstået frifindelse. 

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. As forklaring er gengivet i dommen.

A drev advokatvirksomhed i selskabet G1. Selskabet blev erklæret konkurs den 7. juli 2015. 

Det fremgår af årsrapporten for 2009, at selskabet havde et underskud på 18.147 kr., at selskabet havde tabt mere end 50 % af sin anpartskapital, og at ledelsen forventede anpartskapitalen retableret ved ordinær drift og eventuelt kapitalindskud i de kommende år. Det fremgår af årsrapporten, at der var et anpartshaverlån på 236.000 kr. Revisor har i sin konklusion anført, at års regnskabet giver et retvisende billede af selskabet, og at revisionen ikke har givet anledning til forbehold. 

Den 29. september 2010 blev der indsat 100.000 kr. på selskabets konto i F1-bank med følgende tekst: "Bgs overførsel A". Beløbet er af bogholderen i selskabet med initialerne PB bogført den 30. september 2010, dels på konto 6723 som debet med teksten: "indb. af A", og dels på konto 6125 som kredit med teksten: "indb. af A". Det er oplyst, at konto 6723 vedrører banken og konto 6125 vedrører mellemregningskonto med A. 

I periodebalance for 1.9.2010 - 30.9.2010, dateret 22. oktober 2010, er der under konto "6125 Mellemregning A" angivet et kreditbeløb på 133.547,63 kr. og under "År til dato" et debetbeløb på 102.757,34 kr.

Af kontospecifikation for konto "6125 Mellemregning A" for perioden 1.1.2009 - 31.12.2009 fremgår, at der primo 2009 var en saldo på -135.337,46 kr. Der blev i løbet af året debiteret 371.642,43 kr. på kontoen, hvilket resulterede i, at der ultimo 2009 var en saldo på 236.304,97 kr. 

Af kontospecifikation for konto "6125 Mellemregning A" for perioden 1.1.2010 - 31.12.2010 fremgår, der i september 2010 blev betalt husleje, el, mv. via denne konto. Det fremgår endvidere, at der den 30. september 2010 blev indbetalt 100.000 kr. med teksten: "indb af A" Primo 2010 var saldoen 200.059,08 kr. og ultimo 2010 var saldoen 204.893,33 kr.

A har under sagen gjort gældende, at han personligt den 29. september 2010 indbetalte beløbet 100.000 kr. til selskabet. Skatteministeriet har bestridt, at beløbet er indbetalt af A. 

Det fremgår af årsrapporten for 2010, at selskabet havde et underskud på 997.663 kr. Selskabet havde tabt hele anpartskapitalen, men ledelsen vurderede, at der ville være tilstrækkelig likviditet til at fortsætte driften og retablere egenkapitalen ved fremtidig indtjening. Revisor konkluderede fortsat, at årsrapporten var et retvisende billede, samt at der fortsat eksisterede et anpartshaverlån. 

Det fremgår af årsrapporten note 5, at anpartshaverlånet blev forrentet med en rentesats på 10,2 pct. årligt. 

A har opgjort påstanden vedrørende indkomståret for 2010 svarende til det af SKAT fastsatte beløb fratrukket 100.000 kr., men tillagt 77.000 kr. samt renter. 

Det fremgår af årsrapporten for 2011, at selskabet havde et underskud på 61.773 kr. Ledelsen afgav samme vurdering som i årsrapporten for 2010, nemlig at der ville være tilstrækkelig likviditet til at fortsætte driften og retablere egenkapitalen ved fremtidig indtjening. Ledelsen har i årsrapportens note 10 endvidere anført, at forudsætningerne for going-concern var, at virksomheden forbedrede sin indtjening, og at der blev stillet den fornødne frem medfinansiering til rådighed. 

Revisor konkluderede, at årsrapporten var retvisende, men der gøres opmærksom på, at der kunne være usikkerhed om selskabets fortsatte drift, men at man var enig i ledelsens aflæggelse af regnskab som going-concern.

Det fremgår af resultatopgørelsen, at selskabet havde væsentlig lavere personaleomkostninger i forhold til tidligere år, henholdsvis 1.658.545 kr. i 2010 og 796.981 kr. i 2011. Det fremgår af balancen, at anpartshaverlånet er op gjort til 435.394 kr.

Selskabet aflagde årsrapport i både 2012 og 2013, hvor selskabet havde et underskud på henholdsvis 121.635 kr. og 105.028 kr. Revisor oplyste i 2012, at selskabets aftaler om driftsfinansiering ikke var genforhandlet, hvorfor der var væsentlig usikkerhed, der kunne rejse tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften og som led i den normale drift at realisere sine aktiver og indfri sine forpligtelser. Revisor skrev endvidere, at det var opfattelsen, at oplysningerne i ledelsesberetningen ikke var i overensstemmelse med års regnskabet. I årsrapporten for 2013 anførte revisor, at ledelsen ikke havde kunnet sandsynliggøre, at indtjeningen ville forbedres, eller at der ville blive tilført kapital. Det var derfor revisors opfattelse, at årsregnskabet skulle være aflagt efter realisationsprincippet. 

SKAT traf den 11. marts 2013 afgørelse om, at anpartshaverlånene i indkomstårene 2009 - 2011 skulle beskattet som maskeret udbytte fra selskabet. Til brug for afgørelsen havde SKAT lavet en privatforbrugs og formueberegning baseret på oplysninger i As og hans hustrus skattemapper. 

Den 3. juli 2015 meldte A sig hos politiet og tilstod underslæb med midler på selskabets klientkonto i perioden fra primo januar 2014 og frem til anmeldelsestidspunktet. A blev siden dømt i overensstemmelse med sin tilståelse. 

Efter afsigelse af konkursdekretet opsagde F1-bank den 20. juli 2015 As og ægtefællens kaution og sikkerhedsstillelse til indfrielse. Selskabets gæld til F1-bank udgjorde 874.253,50 kr. Sikkerheden bestod i to ejer pantebreve i parrets faste ejendom på henholdsvis 400.000 kr. og 1.400.000 kr. 

A og hans hustru ejede ejendommen beliggende Y1-adresse. Det fremgår af oplysninger fra F2-finans, at ægteparret optog et realkreditlån den 28. juni 2006 på 3.523.000 kr. Med en 80 % belåning blev lånet givet på grundlag af en ejendomsværdi på 4.400.000 kr.

Ægteparret solgte ejendommen ved købsaftale dateret 11. oktober 2015 for 4.495.000 kr. i fri handel. Det fremgår af skrivelse af 22. februar 2016 fra F2-finans, at restgælden udgjorde 2.627.443,33 kr. på det oprindelige lån på 3.523.000 kr. Der er ikke oplysninger om restancer.

Det fremgår af oplysninger fra SKAT, at den offentlige ejendomsvurdering ultimo 2008 var på 4.250.000 kr., ultimo 2009 og 2010 var på 2.650.000 kr. og ultimo 2011 var på 2.850.000 kr. Det er under sagen oplyst, at SKAT nedsatte ejendomsværdien på eget initiativ. 

Den nedsatte ejendomsværdi har en signifikant betydning for den formueberegning, som SKAT har foretaget. Ægteparrets formue er af SKAT i 2009 opgjort til -2.148.676 kr., i 2010 til -2.007.663 kr. og i 2011 til -1.890.114 kr. medregnet gælden til selskabet. Når formuen opgøres med den nedsatte offentlige ejendomsværdi men uden hensyntagen til gælden til selskabet er formuen opgjort til -1.912.372 kr. i 2009, -1.766.524 kr. i 2010 og -1.454.720 kr. i 2011. 

Landsskatteretten traf afgørelse den 23. maj 2013, hvorved SKATs afgørelse om beskatning af anpartshaverlånene i 2009 - 2011 blev stadfæstet. I Landsskatterettens afgørelse var ægteparrets privatforbrug opgjort på grundlag af oplysninger i skattemapperne og uden at medtage anpartshaverlånene til henholdsvis 399.616 kr. i 2008, 102.227 kr. i 2009, 189.429 kr. i 2010 og -30.442 kr. i 2011. 

Forklaring 

A har forklaret, at han oprindelig var uddannet politibetjent men læste samtidigt jura. Han var først ansat i en periode ved Justitsministeriet og som ansat advokat. Han købte herefter en advokatvirksomhed i drift, og han begyndte selvstændig virksomhed den 1. november 1995. Efter et par omdannede han virksomheden til et anpartsselskab. Han har altid haft en advokat og 3 – 4 sekretærer ansat. Han har primært beskæftiget sig med erhvervsforhold. 

I de første ca. 10 år tjente han mange penge. Det ændrede sig i 2006, blandt andet fordi der rejste 3 erfarne sekretærer, som kunne få en bedre løn ved andre advokatvirksomheder. Det gik først rigtig skævt i sommeren 2010. 

Omsætningen i september 2010 var ca. 50.000 kr., og for første gang var han nødt til at fyre ansatte, idet han var nødsaget til at fyre alle sine ansatte. I samme periode indbetalte han 100.000 kr. til selskabet, så han kunne betale løn i opsigelsesperioden til de ansatte. 

Han syntes, at driften blev stabiliseret og gik godt i de følgende år. Han var dog fortsat belastet af store finansieringsomkostninger som følge af den tidligere større omsætning. Han var løbende i dialog med sin bank, F1-bank, som også var selskabets bank. Selve driften i selskabet gav overskud, og han havde derfor en forventning om, at selskabet kunne fortsætte sin drift. 

Primo april 2011 ansatte han en ny medarbejder, og med to medarbejdere kunne han skabe et overskud. I april 2011 havde han således en klar og 100 %'s forventning om, at selskabets drift kunne fortsætte. 

I slutningen af juni 2013 fik han en alvorlig diskusprolaps, og han kunne ikke passe sit arbejde. Han havde på dette tidspunkt næsten lavet aftale med en ny stor kunde, som dog ikke kom i gang på grund af hans sygdom, da han næsten ikke kunne gå. Han blev først opereret i slutningen af september 2013. Herefter gik forretningen dårlig, fordi klienterne efterhånden fandt ud af, at han var syg og ikke kunne passe sit arbejde fuldt ud. 

I januar 2013 afværgede han en konkursbegæring fra SKAT på to dage ved egne midler. I den forbindelse hjalp hans ven JP ham. I 2014 fik han en opgørelse fra SKAT over, hvad selskabet skyldte. Han kunne se, at han ikke kunne betale beløbet. Han ønskede at få et møde med SKAT, men SKAT ville ikke mødes med ham eller lave en afdragsordning. Han gik i chok over dette. I juni 2014 fik han næste brev fra SKAT, hvor han blev tilbudt en afdragsordning over 10 måneder og ellers ville der blive indgivet en konkursbegæring. På dette tidspunkt tog han første gang penge fra klientkontoen, og det løb herefter løbsk. 

Selskabet havde indtil dette tidspunkt kunnet klare sine forpligtelser via banken, eventuelt via et overtræk på kontoen. Hans hustru kautionerede for dette overtræk. Han var ikke i tvivl om, at gælden kunne afbetales, for ellers ville han ikke have bedt sin hustru om at kautionere for gammel gæld. Set i bakspejlet skulle han have solgt sin virksomhed, da han blev syg i 2013. 

Han indskød 100.000 kr. i selskabet i september 2010. Omsætningen i september 2010 var dårlig, og han skulle betale løn. Det gav ingen mening at bede banken om lån, når begrundelsen var en lav omsætning. Han betalte i samme periode også andre udgifter for selskabet, blandt andet varme mv. 

Han har mange gange indbetalt penge til selskabet eller lagt penge ud for selskabet. Selskabet havde ikke et kreditkort, og derfor blev der ført meget over mellemregningskontoen. Der blev først bogført, når han kom med bilagene. Hjemme havde de kontanter fra hævning af SP-opsparing og fra salg af vin. De havde lagt pengene til side, fordi de have en drøm om at købe en ejerlejlighed i Y2-by til deres søn. 

I virksomheden hed han altid ”AB”. Han har aldrig selv lavet bogføring i selskabet, men han fik bogføringen lavet af en ekstern bogholder. 

Han var til et møde i Skatteankestyrelsen den 30. september 2015. Han havde meldt sig selv til politiet den 3. juli 2015, og han var i krise og havde det rigtig dårligt på dette tidspunkt. Hidtil havde selskabets revisor varetaget alt med klagesagen. Han blev ringet op den 30. september 2015 om morgenen af sin revisor, som meddelte, at han ikke ville møde i Skattestyrelsen. Da revisor allerede havde fået udsættelse af mødet 3 gange, sagde SKAT, at han skulle møde. Han havde ingen papirer, og han var slet ikke forberedt. Det var først, da han kom hjem, at hans kone sagde, at de 100.000 kr., som var indbetalt til selskabet i september 2010, ikke var lånt af JP. Han havde i forvirringen taget fejl af dette og lånet af JP, da han afværgede konkursen i 2013. 

Det var meningen, at lånet skulle betales tilbage, og han havde flere mulige løsninger. Han ville dog helst tilbagebetale via indtjening i selskabet. Han kunne have lånt beløbet privat i banken, men så skulle hans kone også hæfte for beløbet, og der skulle stilles yderligere sikkerhed i ejendommen. 

Han fik i hele perioden udbetalt løn i selskabet, og der er betalt skat af denne løn. Der har altid været en mellemregning med selskabet, fordi han lagde ud for selskabets udgifter. Han har også løbende betalt for reparationer af selskabets ejendom, husleje mv. Hans revisor var syg i samme periode, som han selv var syg, men det fandt han først sent ud af. Han antog derfor en ny revisor, og der var derfor ikke tid til at bogføre alle bilag, som skulle bogføres på mellemregningskontoen.

De har altid privat haft penge, og de har ikke haft økonomiske problemer. De har haft to sommerhuse på en gang og store biler. De har solgt to ejendomme med fortjeneste samt haft en stor vinsamling. Hans kone skylder i dag ikke noget, og han har kun gæld fra sine kriminelle forhold. 

I 2009 blev ejendomsvurderingen sat ned, formentlig på grund af finanskrisen. Normalt er det en positiv ting for en boligejer, at vurderingen falder. F1-bank vurderede ejendommen i januar/februar 2011 samt i 2014/ 2015. Da de solgte ejendommen, ville ejendomsmægleren sætte prisen til ca. 5 mio kr. F1-bank ville have, at udbudsprisen skulle være 5.2 mio kr. De havde dog problemer med at betale juni terminen i 2015, og derfor blev der sat en skarp pris på 4.5 mio kr. Ejendommen blev solgt til prisen til de første, som så på den. Han har ikke kunne få udleveret F1-banks vurderinger, da banken har sagt, at den kun er til intern brug. 

Personbilen Lupo er efter hans opfattelse mere værd end 50.000 kr. SKATs værdiansættelse er derfor for lav.

Han har siden, han var 18 år, haft en stor passion for vine, og han havde en rigtig stor vinsamling med 2.500 flasker, da han havde flest. Han solgte en del af samlingen, for at vinen ikke skulle blive for gammel. Han har ad flere gange lavet et katalog over de forskellige vine, som han solgte til 4 personer med vin for 100.000 kr. til hver. Disse personer ønskede at få en vinkælder/ samling, og han hjalp dem med dette via salget. Han solgte også for 125.000 kr. til en købmand i Y3-by, som han tidligere havde købt vin af. Han var også her for bange for, at vinene blev for gamle. Han købte primært vinene i perioden op til 2000, blandt andet for fortjenesten fra salg af sommerhusene, og han solgte i 2004 – 07. Han opbevarede pengene hjemme i et pengeskab. 

Både han og hans hustru hævede SP-pensionspengene i 2009, til sammen næsten 50.000 kr. Hans søn blev student samme år, og sønnen flyttede til Y2-by. De ville bruge pengene til at købe en lejlighed til sønnen, når sønnen havde fundet sig til rette, og de syntes, at de havde råd til købet. 

Han optog lånene i selskabet, fordi han sammenblandede egen og selskabets økonomi. Han ved, at han i perioden ikke har fået afleveret bilag for alle de udgifter, som han havde afholdt for selskabet. Han har således hævet i selskabet, fordi han vidste, at han havde haft eller ville få udlæg for selskabet. Han har ikke løbende fulgt med i mellemregningen, men han har fulgt den via den månedlige balance. 

Han bestrider ikke opgørelsen af nettobeløbet, men han ved, at han har haft bilag, som ville mindske beløbet. Disse bilag lå i selskabet, og de er i dag hos politiet. Disse bilag ville dog ikke udligne gælden til selskabet. En del af gælden er tilskrevne renter. 

Underskuddet i virksomheden blev større og større fra 2008. Set i bakspejlet var det ikke hensigtsmæssigt at låne i selskabet, men i situationen valgte han denne løsning. I perioden tilpassede han også sin egen løn, så den passede til deres private udgifter. De havde i perioden 2009 - 2011 ikke behov for at have afdragsfrie lån i deres ejendom, og de har i perioden afdraget på realkreditlån med ca. 1 mio. kr. 

Gælden har ikke på noget tidspunkt været skjult, og både revisor og bogholder var inde over dette. Der blev ikke nedskrevet noget formelt eller lavet et gældsbrev på lånet, da det fremgik af de årsrapporter, som han har underskrevet, herunder også med tillæg af renter. Det har også løbende været drøftet med revisor og bank, og banken tilbød som tidligere forklaret en løsning, som ville involvere hans hustru.

Der var ikke noget tidspunkt, hvor de hævede midler blev brugt privat. De havde ikke meget gæld, bortset fra terminsbetalingerne, som blev betalt med hans løn. Han kan dog ikke præcis sige, hvad hævningerne på mellemregningskontoen i 2009 – 2011 er brugt til. 

Han har underskrevet årsrapporternes ledelsesberetninger, som alle er formuleret af revisoren. Han er enig i, at regnskabet blev aflagt som ”going concern”, og at der var likviditetsproblemer. F1-bank var med i hele processen, og de sagde ikke på noget tidspunkt stop i 2009 – 2011, og der var løbende drøftelser om afviklingen af gælden på mellemregningskontoen. 

De 100.000 kr., som blev indbetalt til selskabet i september 2010, stammer fra blandt andet vinsalg, SP-pensionspenge og salg af designmøbler på auktion for 50.000 kr. Beløbet stammer ikke fra et privat lån. Han har ikke på noget tidspunkt skulle godkende referatet fra Skatteankestyrelsen, eller tidligere haft kendskab til referatet. Han har ikke bortset fra lånet af JP i 2013 optaget lån privat. Han lånte således ikke privat i 2009 - 2011. 

Vinsamlingen var forsikret hos G2. Begge forsikringsselskaber har inspiceret vinen. Han har ikke i dag kvittering for vinsalg, da salget foregik privat. Pengene blev gemt i et pengeskab, og de blev ikke sat i banken. Han tænker, at han i 2009 havde ca. 300.000 kr. i kontanter i pengeskabet. 

Kurator har endvidere smidt selskabets bilag ud. Han har tidligere to gange været bilagene igennem på dokumenthotellet uden at kunne finde de relevante bilag. 

Parternes synspunkter 

A har i påstandsdokumentet gjort følgende anbringender gældende:

"HOVEDANBRINGENDER 

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for beskatning af anpartshaverlånet, idet der var realitet i det omhandlede anpartshaverlån, og idet As personlige økonomiske situation på lånetidspunktet ikke kan bære den af Skatteministeriet hævdede formodning imod, at der forelå en reel tilbagebetalingsforpligtelse.

Det fremgår af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, at alt, hvad der af selskabet udloddes til en anpartshaver, medregnes som udbytte af anparter ved opgørelsen af anpartshaverens skattepligtige indkomst. 

Forud for indførelsen af ligningslovens § 16 E, der trådte i kraft med virkning fra den 14. august 2012, anerkendtes anpartshaverlån som udgangspunkt i skattemæssig henseende. 

Undtagelse hertil skete, såfremt det efter en konkret, bevismæssig vurdering af hovedanpartshaverens økonomiske situation på lånetidspunktet måtte antages, at der ikke eksisterede en reel tilbagebetalingsforpligtelse, jf. således også Ligningsvejledningen 2011-2, afsnit S.F.2.2.4.2 "Beskatning af aktionærlån". 

Bliver anpartshaveren derimod først insolvent på et senere tidspunkt, og kan han som følge heraf ikke tilbagebetale lånet, skal der ikke ske beskatning. Dette følger modsætningsvist af kursgevinstlovens § 21, hvorefter gevinst ved eftergivelse af gæld medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen. 

Det skal fremhæves, at der er tale om en bevismæssig vurdering af om anpartshaverens økonomiske forhold på lånetidspunktet havde en sådan karakter, at der foreligger en formodning imod, at anpartshaverlånet skulle tilbagebetales. 

Det er skattemyndighederne, der bærer bevisbyrden for, at skatteyders økonomiske situation havde en sådan karakter, at lånet må antages aldrig at skulle have været tilbagebetalt. 

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag beskatte af anpartshaverlånet, idet der var realitet i det omhandlede anpartshaverlån, og idet As personlige økonomiske situation på lånetidspunktet ikke kan bære den af Skatteministeriet hævdede formodning imod, at der forelå en reel tilbagebetalingsforpligtelse.

Det har hele tiden været meningen, at den samlede mellemregning med selskabet skulle udlignes over tid. Det er i den forbindelse væsentligt at holde sig for øje, at de samlede hævninger på mellemregningskontoen i perioden ikke udgjorde store millionbeløb, men at der alene var tale om et beløb af en relativt begrænset størrelse, som A med rette forventede at kunne indfri via bl.a. indtjeningen fra advokatvirksomheden.

Endvidere er det væsentligt at holde sig for øje, at A løbende afholdte udgifter for selskabet og indskød likviditet i selskabet. Mellemregningen blev i den forbindelse nedskrevet. I den forbindelse skal opmærksomheden særligt henledes på, at A i 2010 betalte selskabet kr. 100.000 til udligningen af mellemregningen med selskabet, jf. bilag 5, bilag 70 og bilag 13-15. 

Det skal fremhæves, at det omhandlede lån var tilkendegivet klart og utvetydigt overfor selskabets kreditorer mv., ligesom at der blev tilskrevet renter på lånene, jf. årsrapporterne fremlagt som bilag 2-4. Og konkursboet har da også efterfølgende påberåbt sig kravet på anpartshaverlånet, jf. skrivelsen fra kurator fremlagt som bilag 10.

Det bestrides endvidere, at A på tidspunktet for de enkelte hævninger var insolvent.

Det er Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at der som følge af As personlige økonomiske forhold på lånetidspunktet foreligger en bevismæssig formodning imod, at det var hensigten, at de omhandlede beløb skulle tilbagebetales.

Skatteministeriet har ikke løftet denne bevisbyrde. 

Det bemærkes i den forbindelse, at A løbende i den omhandlede periode har været i stand til at betale selskabets udgifter og skyde likviditet ind i selskabet i det omfang, selskabet havde behov herfor. 

Videre bemærkes det, at A i hele den i sagen omhandlede periode har været i stand til at honorere sine private forpligtelser efter hånden som de forfaldt. 

A har løbende haft et cash-flow fra advokatvirksomheden og A havde udsigt til også i fremtiden at have et cash-flow fra advokatvirksomheden.

Der henvises endvidere til, at ægtefællernes formue efter SKATs beregninger voksede positivt i hele den omhandlede periode. 

Den af SKAT beregnede insolvens skyldes hovedsageligt, at den offentlige ejendomsvurdering af As private bopæl faldt med kr. 1.600.000. Som anført i sagsfremstillingen var boligens reelle værdi ikke faldet. 

Idet SKAT har foretaget beregninger alene på baggrund af oplysninger i As skattemappe, er der bl.a. ikke taget hensyn til, at A havde en stor privat vinsamling. 

Sammenfattende gøres det således gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af det omhandlede anpartshaverlån, idet der var realitet i anpartshaverlånet, og idet A ikke var insolvent på tidspunktet for optagelsen af anpartshaverlånet." 

Skatteministeriet har i påstandsdokumentet gjort følgende anbringender gældende: 

"2. Anbringender 

2.1. Overordnede anbringender

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at skattemyndighederne med rette har beskattet sagsøgerens hævninger på selskabets konto som udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. 

Endvidere gør Skatteministeriet gældende, at sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder, hvor han hverken helt eller delvis har tilbagebetalt hovedstol eller renter af lånet, hvor hans formueforhold ikke tillod sådan tilbagebetaling, og hvor han som direktør og hovedaktionær kontrollerede selskabet fuldt ud, har bevisbyrden for, at hævningerne ikke er skattepligtige, jf. f.eks. SKM2002.487.HR, SKM2007.719.VLR og princippet i SKM2004.162.HR

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet. 

Sagsøgeren har heller ikke under retssagen godtgjort, at skattemyndighedernes grundige opgørelse af hans formue og indkomstforhold er forkerte, og han er i det hele taget ikke fremkommet med oplysninger, som giver grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afgørelser. 

2.2. Retsgrundlag

Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, at alt, hvad der udloddes til aktionærer, medregnes til den skattepligtige indkomst. 

Før ikrafttrædelsen af den nugældende ligningslovs § 16 E i 2012, hvorefter alle kapitalejerlån skal betragtes som skattepligtig udlodning, var det muligt for et selskab, under visse betingelser, at låne penge til kapitalejere uden beskatning. 

Denne praksis er beskrevet i den dagældende ligningsvejledning 2011-2, afsnit S.F.2.2.4.2. 

Således følger det, at lån, der opstår ved, at en hovedaktionær løbende hæver beløb i selskabet over mellemregningskontoen til betaling af private udgifter, alene kan anerkendes i skattemæssig henseende, når aktionæren er solvent. 

Det er derfor afgørende for vurderingen af, om hævninger/udbetalinger foretaget til kapitalejeren kan ske skattefrit, at kapitalejeren var solvent på tidspunktet for udbetalingen, jf. bl.a. SKM2009.523.BR og SKM2012.661.VLR. Med andre ord skal kapitalejeren være i stand til at tilbagebetale lånet allerede på udlåningstidspunktet. 

Det bemærkes i den sammenhæng, at solvensbetragtningerne i Ligningsvejledningen ikke bygger på en lovbestemmelse, men er udtryk for en bevisretlig formodning om, at hvis ikke den, der hæver på en mellemregningskonto med et selskab, er i stand til at tilbagebetale beløbet på tidspunktet for hævninger, er der ikke tale om et lån, da tilbagebetaling aldrig har været meningen.

Realiteten i en sådan situation er derimod, at kapitalejeren (låntageren) med henblik på at undgå beskatning har forsøgt at lade sin indtægt fra selskabet fremtræde i en anden form end deklareret udbytte. En sådan konstruktion kan naturligvis ikke anerkendes i skattemæssig henseende, og der skal derfor ske en skattemæssig omkvalificering af udbetalingen fra selskabet, således at kapitalejeren beskattes af det påståede lån som udbytte, jf. statsskattelovens § 4. 

Afgørende er derfor, om det kan bevises, at kapitalejeren på lånetidspunktet kunne indfri lånet, jf. eksempelvis SKM2012.661.VLR og SKM2008.913.BR

2.3. Sagsøgerens formue var negativ

I vurderingen af om sagsøgeren var solvent – og derved i stand til at tilbagebetale pengene – er et af de helt centrale spørgsmål derfor, om sagsøgeren havde en positiv formue. 

SKAT har opgjort sagsøgerens og hans ægtefælles samlede formue som anført nedenfor, jf. bilag B:

Ultimo

Inklusive hævningerne på kontoen

Eksklusive hævninger på kontoen

 

 

 

2009

-2.148.676 kr.

-1.923.372 kr.

2010

-2.007.663 kr.

-1.766.524 kr.

2011

-1.890.114 kr.

-1.454.720 kr.

Formueopgørelserne er baseret på oplysningerne i Skattemappen, som er opgjort på baggrund af oplysninger fra banker, realkreditinstitutter, sagsøgeren selv samt fra andre myndigheder. 

Sagsøgeren har som sit primære synspunkt til støtte for, at han var solvent, gjort gældende, at den offentlige ejendomsvurdering af sagsøgerens daværende bolig, som SKAT har lagt til grund i forbindelse med udregningen af sagsøgerens samlede formue, ikke kan indgå i beregningsgrundlaget, fordi ejendommens handelsværdi efter sagsøgerens opfattelse var væsentligt højere. 

Dette har sagsøgeren ikke løftet bevisbyrden for ved syn og skøn eller på anden vis, jf. bl.a. SKM2015.615.HR

Til støtte for sit synspunkt har han alene fremlagt et skøde vedrørende ejen dommen (bilag 8), hvoraf det fremgår, at ejendommen den 11. oktober 2015 blev solgt for 4.495.000 kr. 

At ejendommen i 2015 – 4 år efter den i sagen omhandlende periode og efter finanskrisen – blev solgt for 4.495.000 kr. kan ikke medføre, at SKAT ikke i overensstemmelse med praksis kunne lægge en værdi baseret på den offentlige ejendomsvurdering til grund for opgørelsen af sagsøgerens formue i indkomst årerne 2009-2011. 

Da sagsøgerens ejendom i 2009-2011 ikke blev solgt, udbudt til salg eller i øvrigt selvstændigt vurderet, har SKAT anvendt den offentlige ejendoms vurdering som grundlag for formueberegningen. Der foreligger i øvrigt ikke oplysninger om, at sagsøgeren skulle have klaget over SKATs ændring af den offentlige ejendomsvurdering for ejendommen, da denne i sin tid blev foretaget. Hertil kommer, at selv hvis man lod salgsprisen på 4.495.000 kr. træde i stedet for den offentlige ejendomsvurdering ved beregningen af sagsøgerens formue, ville denne være negativ, jf. nedenfor. 

Sagsøgerens (og ægtefællens) formue var negativ med et ganske betydeligt beløb, og selv væsentlige korrektioner i ejendomsværdien ville dermed ikke føre til, at sagsøgeren opnåede en positiv formue, jf. også nedenfor. Således ville sagsøgerens og ægtefællens formue ikke blive positiv af at lade primo 2009 ejendomsvurderingen ved eksempelvis formueopgørelsen for 2011 indgå. Hvis ejendomsvurderingen på 4.250.000 kr. blev anvendt ved sagsøgerens og dennes ægtefælles samlede formueberegning, så ejendomsvurderingen ville indgå som et aktiv på 2.125.000 kr. (og ikke 1.350.000 kr.) hos hver af ægtefællerne, ville deres samlede formue i 2011 primo være -407.663 kr. og -490.114 kr. ved udgangen af 2011. 

Selv for det tilfælde, at den offentlige ejendomsvurdering (under finanskrisen) blev fastsat til 4.700.000 kr. – og altså højere end det beløb ejendommen efter finanskrisen blev solgt for ville ægtefællernes samlede formue være negativ ved udgangen af 2011. 

Alligevel har sagsøgeren gjort gældende, at hans formue havde været positiv, såfremt SKAT havde anvendt ejendomsvurderingen for primo 2009 i formueberegningen.

På trods af opfordring herom, har sagsøgeren ikke redegjort nærmere for sit synspunkt. Der er derfor ingen holdepunkter for at antage, at sagsøgeren havde en positiv formue.

2.4.  Sagsøgerens privatforbrug var uantageligt lavt

SKAT har på baggrund af de i sagen fremlagte oplysninger opgjort sagsøgerens og dennes ægtefælles privatforbrug (rådighedsbeløbet til mad, tøj, øvrige fornødenheder mv.) eksklusive hævningerne på selskabets konto til (bilag C): 

2009

102.227 kr.

2010

               189.429 kr.

2011

-30.442 kr.

Sagsøgerens husstands privatforbrug var i 2009-2011 enten negativt eller uantageligt lavt. I 2009 og 2010 havde sagsøgeren og dennes ægtefælle således henholdsvis 102.227 kr. og 189.429 kr. til rådighed. I 2009 boede sagsøgerens søn også hjemme. Disse beløb skulle dække alle fornødenheder såsom mad, forsikringer, udgifter til kreditorer mv. 

Da rådighedsbeløbene var uantageligt lave, må sagsøgerens hævninger i selskabet derfor være anvendt til dækning af private udgifter. At sagsøgeren i 2010 havde et noget større rådighedsbeløb end i 2009 og 2011 ændrer ikke på, at beløbet var uantageligt lavt for en husstand med to medlemmer.

Der har derfor ikke været økonomisk råderum for sagsøgeren til at tilbagebetale pengene til selskabet i nogen af de relevante indkomstår. Og det har han da faktisk heller ikke gjort. 

Sagsøgeren har bl.a. i stævningen, side 3, anført – som dokumentation for sin likviditet – at han løbende har indbetalt penge til husleje, el og varme mv. til selskabet. I replikken har han ligeledes anført, at han afbetalte på sine private forpligtelser. Endelig har han anført, at den negative formue løbende blev nedskrevet. 

Det bestrides ikke, at sagsøgeren har foretaget en række indbetalinger på selskabets konto, men uanset dette, kan det konstateres, at sagsøgeren har hævet langt større beløb. At sagsøgeren foretog en række indbetalinger af begrænset størrelse i forhold til hævningerne, dokumenterer derfor ikke, at han var solvent og havde likviditet til at tilbagebetale lånet. Da sagsøgeren i øvrigt ikke havde et rådighedsbeløb til at dække sit eget privatforbrug, må det antages, at en del af indbetalingerne til selskabet stammer fra de midler, han tog ud af selskabet. 

Privatforbrugsberegningerne, som udviste et negativt eller uantageligt lavt forbrug, er et udtryk for, at der blev forbrugt flere midler, end sagsøgeren og dennes husstand havde til rådighed. Sagsøgerens husstand var således ikke i stand til at betale for de daglige fornødenheder såsom mad, tøj mv., når bl.a. lånet og den øvrige gæld også blev afdraget, hvis ikke dette forbrug blev dækket på anden vis.

Derfor betyder den omstændighed, at sagsøgeren eksempelvis kunne honorere sine låneforpligtelser, ikke i sig selv, at sagsøgeren var solvent. Eksempelvis var husstandens rådighedsbeløb negativt med -30.442 kr. i 2011, selvom sagsøgeren i samme indkomstår afbetalte på banklånet. Dette negative forbrug må derfor være dækket af midler hævet i selskabet. 

Sagsøgeren gør i stævningen, side 4, gældende, at sagsøgeren havde et løbende cash flow qua sit arbejde i selskabet. Herudover gør han i replikken og processkrift I gældende, at hans ”økonomiske situation i den omhandlende periode på ingen måde kunne bære den påståede formodning imod, at det omhandlede anpartshaverlån skulle betales tilbage”. 

Som der fremgår straks nedenfor, realiserede selskabet betydelige underskud både i den i sagen omhandlende periode og i de efterfølgende år helt frem mod konkursen, og sagsøgeren har ikke godtgjort, at der var et realistisk grundlag for de hævdede forventninger om, at driften pludselig skulle blive overskudsgivende, så han via løn eller udbytte – som først skulle beskattes – kunne betale de meget betydelige formelle lån til selskabet tilbage. 

Dette understreges netop derved, at sagsøgeren har følt sig så økonomisk presset, at han i sidste ende måtte begå underslæb. 

Som begrundelse for dette underslæb har sagsøgeren bl.a. anført (bilag J, side 7 nederst): 

”I forbindelse med finanskrisen stoppede bankerne for muligheden for yderligere likviditet til sigtedes selskab. 

Fra juli 2010 til den 22. september 2010 var der ikke noget arbejde i afhørtes selskab og han måtte derfor afskedige en ansat advokat og 3 sekretærer. […]. Selskabet havde da, et meget  anstrengt likviditetsforhold, og i januar 2013, blev der indgivet en konkursbegæring fra Skat.” 

Under grundlovsforhøret (bilag H, side 3) forklarede han: 

”De sidste 8 år har han været under stort pres.” 

Hans økonomiske situation i årene efter 2011 er et udtryk for kumulationen af en lang periode med meget anstrengt økonomi – både privat og i selskabet. 

Dette støttes yderligere af, at sagsøgeren under politiafhøringen, hvor han blev foreholdt advokatfirmaets årsregnskab for 2009 (bilag 2), hvori der er revisor anmærkninger omkring de i sagen omhandlede lån, forklarede (bilag J, side 4): 

”at hans økonomiske problemer lå længere tilbage i tid, og at han derfor havde givet sig selv personlige lån i sit selskab via en mellemregningskonto med selskabet.” (min understregning) 

Under samme afhøring forklarede sagsøgeren (bilag J, side 7), at hans likviditet i selskabet har været ”anstrengt” siden 2005. 

Privatforbrugs og formueopgørelserne dokumenterer da også, at sagsøgeren i 2009-2011 var insolvent (bilag C), og at han havde brug for at tage penge ud af selskabet for at finansiere sin husstands almindelige forbrug, hvilket i sidste endte førte til, at han i hvert fald fra primo 2014 også brugte af de betroede midler i selskabet. 

2.5. Selskabets økonomi

Sagsøgerens udtalelser under såvel politiafhøringen som retsmøderne viser, at han også i 2009-2011 havde økonomiske problemer – både privat og i sit selskab. 

Af selskabets årsregnskaber fremgår det, at sagsøgeren efter 2011 fortsatte med at foretage betydelige (netto)hævninger i selskabet frem mod dets konkurs den 7. juli 2015. 

For så vidt angår selskabet økonomi frem mod konkursbegæringen, fremgår det af selskabets årsrapport for 2009, at selskabet tabte 18.147 kr., og at selskabet samtidigt havde tabt mere end 50 pct. af sin anpartskapital.

I 2010 var selskabets årsresultat -997.663 kr. Af revisorpåtegningen, jf. bilag 3, side 7 fremgår: 

”[…] selskabet   har   tabt   hele   egenkapitalen.   Endvidere   gør   vi opmærksom på, at der kan være usikkerhed om selskabets fortsatte drift.” 

Af årsrapporten for regnskabsåret 2011 (bilag 4) fremgår det, at selskabet havde tabt hele egenkapitalen, at selskabets årsresultat var -61.773 kr., og at der, jf. rapportens side 16, var behov for at forbedre indtjeningen væsentligt. 

Det fremgår endvidere af årsrapporten for 2012 (bilag F), at årets resultat var -121.635 kr. Endvidere fremgår det af rapporten, side 11, at selskabets tilgodehavende hos sagsøgeren (kapitallånet) var forøget yderligere til 692.115 kr. 

Af ledelsesberetningen, bilag F, side 6, oplyser selskabet bl.a., at årets udvikling er tilfredsstillende, og at der er likvider mv. til at fortsætte driften. 

Af revisorpåtegningen, bilag F, side 5, udtalte revisoren, at oplysningerne i ledelsesberetningen ikke var i overensstemmelse med årsregnskabet. 

Endvidere har revisoren påtegnet årsrapporten med forbehold, idet revisoren har anført: (bilag F, side 4): 

”Selskabets aftaler om driftsfinansiering er ikke genforhandlet. Denne situation kan medføre væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften, hvorfor selskabet kan være ude af stand til at realisere sine aktiver og indfri sine forpligtelser som led i den normale drift.” 

Sagsøgeren fortsatte således med at hæve penge i selskabet – også i årene efter 2011 – og hans nettogæld hertil voksede hvert år frem mod 2015. Af selskabets årsrapport for 2013 (bilag G) kan det konstateres, at årsresultat var -105.028 kr. Af rapportens side 11 fremgår det, at selskabet nu havde et tilgodehavende hos sagsøgeren på 1.163.253 kr. Der foreligger ingen oplysninger om, at sagsøgeren på noget tidspunkt har nedbragt sin formelle gæld til selskabet gennem årene. 

Ifølge sagsøgeren selv begyndte misbruget af klientmidlerne i slutningen af 2013, jf. bilag J. Dette viser også, at hans samlede økonomi var så anstrengt – også i tiden før 2013 – at han ingen midler havde til hverken at drive virk somheden eller i øvrigt leve for, da hans primære indtægtskilde netop var selskabet, som, jf. årsrapporterne, ikke havde et positivt resultat siden 2008. 

2.6. Sagsøgerens økonomi i øvrigt

Indbetalingen af 100.000 kr.

Sagsøgeren har gjort gældende – også til støtte for, at han havde likviditet – at han foretog en indbetaling på 100.000 kr. den 30. september 2010. 

For så vidt angår denne betaling er der ikke fremlagt dokumentation for, at dette beløb er indbetalt af sagsøgeren med egne midler. Indbetalingen kan derfor ikke tjene til støtte for, at sagsøgeren havde et økonomisk råderum, hvor det var muligt at tilbagebetale pengene. 

Sagsøgeren forklarede oprindeligt, at pengene stammede fra et privat lån, som han havde optaget hos en ven, jf. bilag D. Efterfølgende oplyste sagsøgeren, at han var kommet i tvivl om, hvorvidt pengene faktisk var lånt hos denne ven, jf. bilag E. Sagsøgeren har ikke – på trods af flere opfordringer – fremlagt dokumentation for, hvor han angiveligt fik pengene fra, eller i øvrigt at have indbetalt pengene til selskabets konto med sagsøgerens egne midler. Også det forhold, at sagsøgeren ikke kan redegøre for, fra hvem han privat har lånt 100.000 kr., gør i sig selv, at det ikke kan lægges til grund, at han privat har lånt disse penge.

Sagsøgeren har således ikke kunne redegøre for eller dokumentere, hvorfra pengene stammer, eller at indbetalingen er sket af sagsøgeren eller i hvert fald med hans midler. 

Selv hvis det måtte lægges til grund, at beløbet er indbetalt af sagsøgeren, så ses det af privatforbrugsopgørelserne, at sagsøgeren ikke havde økonomisk råderum til at indbetale 100.000 kr. til selskabet med sine egne penge. Når sagsøgeren ikke kan redegøre for pengenes ophav, kan det heller ikke lægges til grund, at det har været hans midler, som er anvendt til indbetalingen. 

Under skriftvekslingen har sagsøgeren bl.a. gjort gældende, at SKAT ikke har taget højde for en SP-udbetaling til ham og hans ægtefælle og en vinsamling, som sagsøgeren angiveligt har solgt ud af for ca. 500.000 kr. Ud over at disse anbringender står helt udokumenterede, ville det ikke gøre nogen afgørende forskel, hvis disse forhold blev indregnet i sagsøgerens og ægtefællens økonomi. 

Sagsøgeren var insolvens i en sådan grad, at det ikke spiller nogen rolle, hvis han kunne dokumentere, at der skulle ske justeringer med – relativt set – mindre beløb for 2009-2011. 

Vinsamlingen

Sagsøgeren gjorde først i replikken gældende, at han i de relevante år solgte vin for mere end 500.000 kr. Denne vinsamling – som altså ifølge sagsøgeren repræsenterede en ganske betydelige værdi – har været helt uomtalt for SKAT og for Landsskatteretten og under den hidtidige skriftveksling. Sagsøgeren har ikke fremlagt nogen dokumentation for hverken vinsamlingen eller vinsalget, og Skatteministeriet bestrider derfor, at han havde en værdifuld vinsamling. 

Volkswagen Lupo

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at hans Volkswagen Lupo var mindst 80.000 kr. værd og ikke 50.000 kr. som skønnet af SKAT. Sagsøgeren har ikke redegjort for sit synspunkt, og bilag 12 viser heller ikke noget om bilens faktiske værdi. Selvom der i sagens natur er en vis usikkerhed forbundet med en skønsmæssig værdiansættelse af en bil, har sagsøgeren ikke fremlagt nogen dokumentation, som godtgør, at SKATs skønsmæssige værdiansættelse er forkert eller åbenbart urimelig. Der er alene en difference på 20.000 kr. mellem de to skøn, hvilket i sig selv taler for, at SKATs værdiansættelse ikke skal tilsidesættes. 

SP-udbetalingen

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at han og ægtefællen fik ca. 35.000 kr. udbetalt i SP-pension. Dette er udokumenteret, og en forklaring som også først er givet under retssagen. Pengene blev angiveligt lagt til side med henblik på et senere køb af en lejlighed i Y2-by. Selv hvis dette måtte lægges til grund, har forholdet – ligesom en eventuel unøjagtighed i forhold værdiskønnet over bilen – ingen reel betydning for insolvensspørgsmålet, da der er tale om relativt begrænsede beløb." 

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter dagældende § 16 E i ligningsloven blev anpartshaverlån i praksis kun beskattet hos modtageren, hvis det var klart allerede på udbetalingstidspunktet, at anpartshaveren ikke ville være i stand til at tilbagebetale lånet som følge af insolvens. 

Den dagældende § 16 E i ligningsloven blev ændret med virkning for lån ydet fra og med den 14. august 2012, altså efter den periode, som er omfattet af denne dom. Det fremgår af lovforslaget til ændringen, LFF 2011-2012.1.199, hvorledes retstilstanden havde været forud for den foreslåede lovændring.

Det anføres i bemærkninger til lovforslaget, at insolvensbedømmelsen var vanskelig at håndtere, fordi den krævede, at SKAT foretog en dybtgående undersøgelse af anpartshaverens samlede økonomi, og at det kunne være svært at fremskaffe det nødvendige materiale. Det anføres videre, at såfremt anpartshaveren var solvent på lånetidspunktet, kunne der ikke ske beskatning af lånebeløbet, uanset om anpartshaveren var blevet insolvent på et senere tidspunkt, og at dette medførte, at lånet ikke kunne betales tilbage. 

Ved bedømmelsen af, hvorvidt A er skattepligtig af anpartshaverlånene i indkomstårene 2009  2011, har SKAT bevisbyrden for, at det ikke var hensigten, at A skulle tilbagebetale lånene, eller at A på udbetalingstidspunktet uomtvisteligt var ude af stand til at tilbagebetale anpartshaverlånene som følge af insolvens. 

Der er ikke i skatteretten en nærmere definition af insolvensbegrebet. I mangel heraf vil en bedømmelse af insolvens tage udgangspunkt i insolvensbegrebet, som det er defineret i konkursloven. Det følger af konkurslovens § 17, stk. 2, at en person er insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående. Ved bedømmelsen skal der som et væsentligt moment lægges vægt på formueopgørelsen, men en formueopgørelse er som udgangspunkt ikke i sig selv tilstrækkelig til at statuere insolvens. 

Det er anført i ledelseserklæringerne i årsrapporterne og forklaret af A, at der i perioden 2009 - 2011 var en forventning om, at egenkapitalen i selskabet kunne retableres ved den fremtidige indtjening i selskabet. Det var selskabets fremtidige indtjening som via lønudbetaling til A skulle danne grundlag for tilbagebetalingen af anpartshaverlånet. 

Det lægges til grund for bedømmelsen, at selskabet havde været i drift i ca. 10 år forud for indkomståret 2009. Der er ikke oplysninger i sagen om større underskud i virksomheden forud for indkomståret 2009. I 2009 var under skuddet 18.147 kr. Det fremgår endvidere, at der i 2008 ikke var optaget an partshaverlån, men at selskabet ultimo 2008 skyldte A 135.337,46 kr. via mellemregningskontoen. 

Efter oplysningerne i årsrapporterne sammenholdt med As for klaring lægges det til grund, at omsætningen i selskabet faldt markant i 2010. Dette var årsag til opsigelse af medarbejderne i selskabet, idet der herved skete en tilpasning af selskabets udgifter.

Det lægges samtidigt efter oplysningerne i bogføringsmaterialet og forklaringen fra A til grund, at han den 29. september 2010 indbetalte 100.000 kr. til selskabet. Retten har særligt lagt vægt på, at det af oplysningerne i bogføringsmaterialet, som blev udarbejdet i forbindelse med indbetaling af beløbet, med tilstrækkelig klarhed fremgår, at beløbet blev indbetalt af A.

På denne baggrund og under hensyn til, at anpartshaverlånene blev forrentet med markedsrente i de omhandlede indkomstår, samt at selskabet var i drift i yderligere 3 ½ år, heraf i 2 år forud for As kriminelle handlinger, er der ikke grundlag for antage, at det allerede på udbetalingstidspunktet havde været hensigten, at der ikke skulle ske tilbagebetaling af anpartshaver lånene optaget i indkomstårene 2009 - 2011.

Ved vurderingen af, hvorvidt A var insolvent på udbetalings tidspunkterne lægges det til grund, at SKAT's opgørelse af ægteparrets status i 2009 og 2010 blev forringet med 1.600.000 kr. alene på grund af SKAT's nedskrivning af den offentlige ejendomsværdi for ægteparrets faste ejendom. SKAT har ikke fremlagt vurderinger for den skønnede handelsværdi i de omhandlede indkomstår. Det fremgår tillige af SKAT's opgørelse, at der var en positiv udvikling i ægteparrets formue i de pågældende indkomstår. 

På baggrund af As forklaring anses det for sandsynliggjort, at ægteparret hævede SP-opsparing i 2009, og at de havde aktiver i form af privatbil og vinsamling. Det lægges efter sagens oplysninger og A forklaring til grund, at ægteparret var i stand til at betale private kreditorer, og at banken i perioden ikke krævede yderligere sikkerhedsstillelse eller op sagde engagementer, hverken i forhold til ægteparret eller selskabet.

Efter en samlet vurdering har SKAT ikke ført det nødvendige bevis for, at A var insolvent i indkomstårene 2009 - 2011. Retten har ved vurderingen særlig lagt vægt på, at der er betydelig usikkerhed om den samlede værdi af ægteparrets aktiver i indkomstårene 2009 - 2011, herunder sær ligt i forhold til værdien af ægteparrets ejendom, samt at der ikke i sagen er oplysninger om, at ægteparret i øvrigt ikke var i stand til at opfylde deres økonomiske forpligtelser efterhånden, som de forfaldt.

Der er endvidere lagt vægt på, at A særligt i indkomstårene 2009 og 2010 havde foretaget betydelige tilpasninger i selskabet, og at revisor i årsrapporten for 2011 erklærede sig enig i ledelsens aflæggelse af regnskabet som going-concern.

Som følge heraf gives A medhold i den principale påstand. 

Det bestemmes, at Skatteministeriet skal betale sagsomkostninger til A. Skatteministeriet skal betale 4.000 kr. til dækning af retsafgift og 30.000 kr. med tillæg af moms til dækning af advokatomkostninger.

Retten har ved fastsættelsen af sagsomkostningerne lagt vægt på sagens værdi og karakter, forberedelsens omfang, udarbejdelse af ekstrakt samt hoved forhandlingens varighed med 1 retsdag.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t: 

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøger, As, skatteansættelser for indkomståret 2009 nedsættes med 236.305 kr., indkomståret 2010 nedsættes med 77.786 kr. og indkomståret 2011 nedsættes med 173.597 kr.

Skatteministeriet skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 41.500 kr. til A.

http://www.afgoerelsesdatabasen.dk/ShowDoc.aspx?q=13-0205047&docId=dom-lsr-13-0205047-full