Fri bolig - skønsmæssig ansættelse - forlænget ligningsfrist bopælspligt

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato17 Jul 2017
Dato for udgivelse09 Aug 2017 11:24
SKM-nummerSKM2017.483.BR
MyndighedByret
SagsnummerBS G-2486/2015
Dokument typeDom
EmneordEjendom, selskab, eneanpartshaver, kontrolleret, transaktion, rettidig, fri, bolig, bopalspligt
Resumé

Sagsøgerens skattepligtige indkomst var i 2006 – 2010 blevet forhøjet med værdien af fri bolig, idet hun havde boet på en ejendom, der var ejet af hendes selskab. Sagsøgeren, der som eneanpartshaver var omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B, havde kontrolleret anskaffelsen og brugen af ejendommen, hvilket udgjorde en kontrolleret transaktion. Det forhold, at der i en del af perioden havde været bopælspligt for sagsøgeren, ændrede ikke herved. Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst var derfor omfattet af den forlængede ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, og som følge heraf var forhøjelsen foretaget rettidigt.

Sagsøgeren havde ikke ved syn og skøn eller ved en senere til tredjemand foretaget udlejning af ejendommen, der ikke var sket på sammenlignelige vilkår bevist, at Skattemyndighedernes skøn over lejeværdien var åbenbart urimelig.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Skattekontrollovens § 3 B

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5

Ligningslovens § 16, stk. 3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, C.A.5.13.1.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-1, A.A.8.2.1.1.2

Redaktionelle noter

Sagen er anket til Østre Landsret 


Parter

A

(v/Adv. Nikolaj Linneballe)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Matthias Albertsen Brorsen)

 Afsagt af byretsdommer

 Pernilli Holde Poulsen (kst)

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 23. december 2015, drejer sig om sagsøger, A’s skatteansættelser for indkomstårene 2006-2010 vedrørende værdien af fri bolig. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt skattemyndighedernes ansættelser for indkomstårene 2006-2008 er foretaget rettidigt.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøger ikke er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, for så vidt angår værdien af fri bolig for indkomstårene 2006-2008.

Sagsøger har endvidere nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at værdien af den fri bolig skal ansættes til et mindre beløb end det af SKAT anførte.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsøgte har subsidiært nedlagt påstand om, at ansættelsen af A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006 – 2010 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

SKAT varslede den 21. maj 2012 en ændring af grundlaget for skatten vedrørende fri bolig for indkomstårene 2006-2010 til ugunst for A.

A påklagede SKATs afgørelse til Skatteankenævnet, der den 12. december 2013 fastholdt afgørelsen.

A påklagede herefter Skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, der den 1. oktober 2015 traf følgende afgørelse:

"...

Klagepunkt   

Skatteankenævnets afgørelse    

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2006

 

 

 

Værdi af fri bolig

321.372

0

321.372

2007

 

 

 

Værdi af fri bolig

330.000

0

330.000

2008

 

 

 

Værdi af fri bolig

338.628

0

338.628

2009

 

 

 

Værdi af fri bolig

350.124

71.344

350.124

2010

 

 

 

Værdi af fri bolig

350.124

79.918

350.124

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedaktionær i selskabet G1 (selskabet). Selskabet er stiftet af klager den 16. april 1997.

Klageren har klaget over ansættelsen af værdi af fri bolig. Forholdet har tidligere været prøvet ved domstolene for indkomstårene 2001-2003. Byretten traf således den 9. maj 2012 afgørelse om, at markedslejen for ejendommen, ifølge foretaget syn og skøn, for 2003 kunne ansættes til 24.817 kr.

Ejendommen Y1-adresse blev anskaffet af selskabet kontant for 9.300.000 kr. den 18. oktober 2000 med overtagelse den 1. maj 2001.

Ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom med 1 ejerbolig.

Der er ifølge BBR tale om en (tidligere) landbrugsejendom med et stuehus   på 249 m2 fordelt på 168 m2 i stueetagen og 81 m2 på 1. sal. Ejendommen er opført i 1974 og er registreret til beboelse.

Derudover består ejendommen af en bygning på 247 m2 fordelt 142 m2 i stueetagen og 105 m2 på 1. sal. Ejendommen er opført i 1975 og er registreret som erhvervsareal.

1 2010 er der opført en bygning på 300 m2 til erhvervsmæssig produktion.

Af byretsdommen fremgår, at der i indkomstårene 2001, 2002 og 2003 blev foretaget en total renovering og ombygning af ejendommen for 5,5 mio. kr., jf. herved oplysningerne i Byretsdommen.

Ejendommen er stillet til rådighed for klageren, som har været registreret på adressen i perioden 1. november 2001 til 1. august 2011.

Ejendommen er i 2011 udlejet til tredjemand og klageren har fremlagt lejekontrakt, hvor lejen er fastsat til 12.000 kr., hvoraf 5.500 kr. angivet at vedrøre privatboligen, 3.500 kr. erhverv og 3.000 kr. inventar. Af lejekontrakten fremgår, at lejer som led i lejen skal foretage diverse arbejder på ejendommens vinmarker.

Pr. 5. februar 2014 er boligen på 241 m2 udlejet for 6.010 kr. pr. måned

I forbindelse med klagesagen for selskabet har der for indkomstårene 2001-2003 været afholdt syn og skøn, hvor udlejningsværdien af ejendommen er fastslået til 23.000 kr. i 2001 og, efter pristalsregulering, til 24.817 kr. i 2003. Byretten har taget udgangspunktet heri ved afgørelse af klagen for klageren og retten fastslår også, at beskatning sker efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om, at der skal ske beskatning med markedslejen og, at ansættelserne for 2006-2008 er gyldige, da klageren er omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Nævnet har som begrundelse for afgørelsen anført:

"Formalia

Ifølge skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 5 skal SKAT senest den 1. .maj i det sjette år efter indkomstårets udløb afsende varsel om ændring af en skatteansættelse for skattepligtige, der er omfattet af § 3 B i skattekontrolloven for så vidt angår kontrollerede transaktioner.

Skattekontrollovens § 3 B omfatter skattepligtige, der udover en bestemmende indflydelse over juridiske personer. Klager er hovedaktionær i selskabet G1. Skatteankenævnet finder derfor, at klager er omfattet af bestemmelsen jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 2.

Ankenævnet gør opmærksom på, at bestemmelsen omfatter både danske og udenlandske personer og selskaber.

Det fremgår af Højesterets dom af 2. februar 2012 (SKM2012.92.HR) samt af Højesterets dom af 23. marts 2012 (SKM2012.221.HR), at bestemmelsen i skattekontrollovens § 3 B omfatter enhver ansættelsesændring vedrørende de skattepligtiges kontrollerede transaktioner.

Det fremgår af forarbejderne til ligningslovens § 2, stk. 1, at bestemmelsen omfatter alle forbindelser mellem hovedaktionær og selskab, når en transaktion ikke er i overensstemmelse med, hvad der ville være opnåeligt mellem uafhængige parter. Ankenævnet finder derfor, at det er korrekt, at fri bolig til rådighed skal anses som en kontrolleret transaktion.

Klagers ægtefælle har på møde med skatteankenævnet den 10. december 2013 henvist til Landsskatteretskendelse af 2. november 2012, SKM2013.61.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at klager havde fået bilen stillet til rådighed i kraft af hans ansættelse som direktør og ikke som hovedanpartshaver i selskabet. Landsskatteretten fandt derfor, at klager ikke var omfattet af skattekontrollovens § 3 B og dermed den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Skatteankenævnet finder fortsat ud fra de to ovennævnte Højesteretsdomme samt forarbejderne til ligningslovens § 2 stk. 1, at klager som hovedanpartshaver i selskabet G1 er omfattet af skattekontrollovens § 3 B og derfor den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Ankenævnet fastholder derfor, at SKATs afgørelse vedrørende indkomstårene 2006, 2007 og 2008 ikke er ugyldige.

Værdi af fri bolig

Byretten har i deres dom af 9. maj 2012 fundet, at klager skal beskattes af værdi af fri bolig stillet til rådighed opgjort efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3, at den skattepligtige værdi af fri bolig skal fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at leje boligen i almindelig fri handel.

SKAT har ved opgørelsen af beregningsgrundlaget lagt Landsskatterettens foretagne syn og skøn vedrørende markedslejen til grund med efterfølgende indeksering. Skønsmanden har i skønserklæringen udtalt, at beboelsesdelen kunne oppebære en leje pr. måned på 23.000 kr. i 2001, 23.908 kr. i 2002 og 24.817 kr. i 2003.

Ankenævnet kan tiltræde SKATs opgørelse af markedslejen for alle årene.

Ankenævnet bemærker, at reguleringstallet er uændret fra år 2009, hvorfor ankenævnet finder, at der er taget højde for udviklingen i markedslejen.

Klagers ægtefælle har på møde med skatteankenævnet den 10. december 2013 oplyst, at G2 har udarbejdet lejekontrakten på 12.000 kr. pr. måned for ejendommen til den nye lejer. Denne lejekontrakt dækker både leje for beboelsen og leje af erhvervsdel og inventar.

Klagers ægtefælle mener ikke, at klager skal beskattes af en højere leje end den opnåede leje for beboelsen jævnfør lejekontrakten.

Lejen på de 12.000 kr. pr. måned er fordelt med 5.500 kr. for beboelsen, 3.500 kr. for erhvervsdelen og 3.000 kr. for inventar.

Den i lejekontrakten ansatte leje for erhvervsdelen kan ikke anses for at være den reelle markedsleje, når lejer ifølge lejekontrakten ikke må anvende erhvervsdelen til erhverv.

Ankenævnet finder, at ejendommen har haft en større værdi for klager og fastholder derfor skønsmandens vurdering af den opnåelige leje med efterfølgende indeksering.

Ankenævnet stadfæster derfor SKAT's afgørelse af 13. august 2013."

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at indkomstårene 2006-2008 ikke er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Klageren påstår i øvrigt, at værdi af fri bolig skal ansættes efter de skematiske regler, som gælder for personer uden væsentlig indflydelse på egen aflønning.

Til støtte for sin påstand har klageren fremført:

"Skat ønsker at ændre ansættelserne for skatteårene 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010 som meddelt den 21. maj 2012, vedr. fastsættelse af fri bolig. Skat ønsker at genoptage ansættelserne seks år tilbage.

Ansættelsen sker efter Ligningslovens § 16, stk. 3 Beskatning af fri bolig som led i ansættelsesforhold og Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 Transfer pricing, forlænget frist jf. brev af 21. maj 2012.

Vedr. beskatning efter Ligningslovens § 16, stk. 3 Beskatning af fri bolig som led i ansættelsesforhold.

Boligen har været beboet af A, men er i 2011 udlejet gennem G2. Ud over boligen, der skal beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3 har lejeren tillige lejet erhvervsdelen. Skatteankenævnet lægger til grund, at lejekontrakten ikke afspejler den reelle leje, fordi lejer ønsker at anvende erhvervsdelen til privat bolig.

Det er vores opfattelse, at den indgåede huslejeaftale afspejler markedslejen, der er på samme niveau som SKATs værdiansættelse af visse personalegoder. At ankenævnet finder, at ejendommen har haft en større værdi for klager og lægger en indekseret vurdering til grund fra 2002 er uforståeligt.

Værdi af visse personalegoder sætter - de skematiske regler - anfører en husleje for

2006 var værdien sat til: 51.559 kr. om året

2007 var værdien sat til: 56.715 kr. om året

2008 var værdien sat til: 65.222 kr. om året

2009 var værdien sat til: 71.344 kr. om året

2010 var værdien sat til: 78.918 kr. om året

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 Transfer pricing, forlænget frist.

Landsskatteretten har i afgørelse af 2. nov. 2012 SKM2013.61.LSR har indsnævret rammen for den forlængede ligningsfrist. Omkring beskatning af fri bolig foreligger der ikke en transaktion og hermed heller ikke en kontrolleret transaktion. Skattepligten er udløst af, at der i henhold til landbrugsloven er bopælspligt på ejendommen. Det er derfor forkert, at skatteankenævnet dels anser det for en kontrolleret transaktion at der er bopælspligt tillige med, at skatteankenævnet ikke vil inddrage landsskatterettens afgørelse."

Klagerens nye repræsentant har fremført: 

"I forlængelse at Styrelsens brev at 14. august 2015 samt undertegnedes mail af 31. august 2015 skal jeg hermed fremkomme med klagers bemærkninger til såvel sagsfremstilling samt konklusion. Til selve sagsfremstillingen, både for Styrelsen og for Skatteankenævnet skal følgende bemærkes:

-  Det bemærkes at det er ukorrekt noteret vedrørende erhvervsdelen af bygningen. Erhvervsdelen er ikke registreret med benyttelsen beboelse.

-   Den angivne ombygning af ejendommen for 5,5 mio. er forkert. Ved indflytning blev der malet og ikke andet.

-  Ejendommen er ikke stillet til rådighed for klager, der er bopælspligt, da det er en landbrugsejendom.

-  Styrelsen udelader det faktum at skatteankenævnet skriver, at lejekontrakt at 6/7-11 ikke kan lægges til grund, da det er en fremleje kontrakt. Lejekontrakten af 5/2-14 udelades i skrivelsen fra ankenævnet, på trods at, at den er fremsendt online.

-  Lejekontrakten at 6/7-11 angår stuehus (5.500 pr. måned) og erhvervsdelen (3.500 pt. måned). Lejekontrakten at 5/2-14 omhandler alene stuehuset (6.010 kr. pr. måned)

-  Det skal bemærkes at bopælspligten ikke er en handelsmæssig eller finansiel transaktion, men et lovkrav.

-  Det er ukorrekt når ankenævnet skriver, at erhvervsdelen ikke må anvendes   til   erhverv.

-  Ejendommen blev købt 2001. I den forbindelse blev selskabet omdannet bl.a. med nye vedtægter, således at det var muligt at have ejendommen /landbruget i selskabsregi.

Til sagens Juridiske afgørelse skal klager bemærke følgende:

Det bestrides at der ved klagers ophold på ejendommen er tale om en kontrolleret transaktion i henhold til Skattekontrollovens § 3B og at der derved er en forlænget frist på 6 år i henhold til Skatteforvaltningslovens 26, stk. 1 jf. stk. 5.

I dette tilfælde er der tale om en landbrugsejendom der er ejet at et selskab. Uagtet ejerskabet er der bopælspligt i henhold til landbrugsloven.

Der er således ikke tale om en kontrolleret transaktion idet pligten til at tage bopæl er sket via et lovkrav og ikke som følge at en beslutning fra hovedaktionæren.

Det er derfor ikke hovedaktionærens beslutning, men lovgivningen der udløser, at der skal betales skat af, hvad der svarer til en markedsleje.

Det er klart i modsætning til det eksempel som Styrelsen fremdrager ved Højesterets dom refereret i SKM2014.504.HR hvorunder en hovedaktionær får stillet en bil til rådighed, og dette derved bliver en kontrolleret transaktion med dertilhørende forlænget ligningsfrist.

Der er i nærværende sag ikke tale om forhold der er knyttet til relationen mellem hovedanpartshaver og selskabet og slet ikke tale om en ansættelses ændring som henvist til ved Højesterets dom refereret i SKM2012.92.HR.

På den baggrund må klagers anbringender om, at der alene kan tages stilling til indkomstårene 2009-2010 tages til følge.

For så vidt angår spørgsmålet om markedslejen skal det bemærkes, at den tidligere udarbejdede skønserklæring ikke kan læge stil grund ved vurderingen heraf.

Dels er erklæringen af ældre dato (fra 2003) og det viste sig faktisk at det ikke var muligt at udleje ejendommen i disse prislejer.

Tværtimod har det vist sig at det alene var muligt at opnå en markedsleje opgjort til det af klager ansatte beløb.

De fremlagte lejekontrakter viser klart at der er tale om en reel leje til en person hvorunder hverken selskabet eller klager har indflydelse på og at det er den reelle markedsleje (der tillige beviseligt er opnået) der må lægges til grund ved vurderingen i Ligningslovens 16, stk. 3.

Det bemærkes at lejekontrakten blev indgået med hjælp fra eksterne udlejningsfirmaer og disse alene kunne fremkomme med en lejer på de af klager fremlagte vilkår og ikke til en leje som angivet at skønsmanden.

På den baggrund har klager godtgjort værdiansættelsen i henhold til klagers indstilling.

Det er således klagers anbringende, at der er påvist en lavere markedsleje end ansat at SKAT og at Styrelsen må følge klagers opgørelse.

Dette ligeledes for årene 2006-2008 skulle Styrelsen finde at der er, mod klagers anbringender, er tale om en kontrolleret transaktion.

På ovennævnte baggrund skal klager indstille at Landsskatteretten ændrer afgørelsen i overensstemmelse med klagers påstand.”

Landsskatterettens afgørelse

Formalia

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3B i skattekontrolloven.

Højesteret har i afgørelsen SKM2014.504.HR, der kan findes på www.skat.dk, i en sag om fri bil, fastslået, at bestemmelsen gælder både i relation til forhold, der er knyttet til relationen hovedanpartshaver/selskabsforhold og relationen direktør/arbejdsgiverforhold. Højesteret har i afgørelsen SKM2012.92.HR fastslået, at bestemmelsen omfatter enhver ansættelsesændring vedrørende kontrollerede transaktioner.

Det forhold, at der er tale om en ejendom, hvor der er bopælspligt ses ikke at ændre herved, da klageren stadig som hovedaktionær har kontrolleret anskaffelsen og brugen af ejendommen. Der henvises til Byretsdommen i SKM2015.441.BR, hvor beskatning af helårsbolig ansås for en kontrolleret transaktion.

Da fri bolig er en kontrolleret transaktion er klageren således omfattet af bestemmelsen.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes således.

Værdi af fri bolig

Ifølge ligningslovens § 16, stk.1 beskattes værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens § 4-6. Efter ligningslovens § 16, stk. 3 ansættes værdien, medmindre andet følger af stk. 4-16, til den værdi, som det må antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelige fri handel. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 9, sidste pkt., at en person med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform ikke er omfattet af bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 9, hvis der er tale om en bolig, hvor der er bopælspligt. I stedet sker beskatning så efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3

Klageren er hovedaktionær i selskabet G1 og har rådighed over den landbrugsejendom, som selskabet ejer. Der er tale om en ejendom med bopælspligt, hvorfor værdi af fri bolig skal fastsættes til markedslejen, hvilket er fastslået ved byretsdom af 9. maj 2012.

De skematiske regler for tjenesteboliger gælder ikke for personer med indflydelse på egen aflønning, jf. Den juridiske vejledning C,A.5.13.1.1.

Da klageren er hovedaktionær skal værdi af fri bolig således fastsættes til den objektive udlejningsværdi. Udlejningsværdien er senest ved syn og skøn fastsat til, efter pristalsregulering, at udgøre 24.817 kr. pr. måned i 2003. Det forhold, at ejendommen nu er udlejet for en mindre leje ændrer ikke herved. For det første har lejerne ikke hele ejendommen til rådighed og for det andet er lejen i 2011 en kombination af en kontant leje og vederlagsfrit arbejde.

Klageren har således ikke godtgjort, at udlejningsværdien ikke svarer til den af syn og skønsmanden ansatte værdi, hvorfor retten stadfæster nævnets afgørelse. Retten bemærker herved, at der er tale om et fortsættende "lejemål", hvorfor lejen tager udspring i den leje, der er fastsat ved "lejemålets" påbegyndelse.

Retten stadfæster således ansættelsen.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af IH og MF.

IH har forklaret, at han og A (herefter: A) erhvervede ”Y2” efter, at han i 2000 solgte sin virksomhed. De erhvervede ejendommen med henblik på at producere vin og spiritus. De valgte den pågældende ejendom, der lå tæt på deres ejendom i Y3, Y4-by, som de har ejet siden 1985.

Når man køber en landbrugsejendom i selskabsform, skal det være hovedaktionæren, der er direktør. A blev derfor indsat som direktør og fik dermed bopælspligt.

Der var ikke indrettet vingård ved overtagelsen. Gården bestod af et stuehus og en erhvervsdel. De anlagde vinmarker.

I 2002 planlagde de at bygge et destilleri og et vinerie, og de begyndte allerede da at omlægge ejendommens indkørsel mv. De sendte ansøgninger allerede i 2004, men først i 2007 fik de byggetilladelsen. I årene 2007-2009 blev bygningen, der i kortmaterialet er benævnt ”bygning nr. 4”, opført.

De producerer vin, akvavit og gin.

Ombygningen af selve stuehuset, der er den bygning, der i kortmaterialet er

benævnt ”bygning nr. 1” skete, fordi køkkenet og badeværelset var meget ringe. Soveværelset var placeret, således at det blev berørt af renoveringen. Det er korrekt, at stuehuset blev renoveret for 1,4 mio. kr., og at det var de arbejder, der er anført i bilag 17, der blev udført. Det er ikke korrekt, som anført i byretsdommen, at stuehuset blev renoveret for 5,5 mio. kr. Det er ikke et beløb, han genkender. De har brugt mange penge på at etablere vinmarker mv.

Vedrørende bilag 16, økonomisk opgørelse over ombygning af gårdspladsen mv., har han forklaret, at produktionsbygningerne blev placeret ude ved vejen. Markerne var bagved. Der skulle skabes adgang for lastbiler. Det var nødvendigt at etablere tilkørselsforhold for at få produktionen til at fungere optimalt.

Omkostningerne til etableringen af produktionsdelen løb op i 6,6 mio. kr. Nedgravningen mv. blev dyrere, end de havde regnet med.

Ved erhvervelsen af ejendommen var de klar over, at der var en 10-årig bopælspligt, hvilket var grunden til, at A flyttede sin adresse derop. De havde et ganske udmærket hus i Y4-by, som de var glade for, og som har været fungerende bolig hele tiden. De var ikke opmærksomme på, at længden af bopælspligten undervejs ændrede sig til en 8-årigbopælspligt. Når de foretog handlinger, var det hele tiden med den 10-årige frist in mente. De havde til hensigt at leje beboelsesdelen ud, når der ikke længere var bopælspligt.

Vedrørende udlejningsforløbet har han forklaret, at han tog fat i G3. JP fra G3 foreslog den udlejningspris, der fremgår af lejekontrakten med KH, jf. bilag 19. Det er ikke muligt at komme til ejendommen med offentlig transport. Det er et godt sted at bo om sommeren, men meget langt borte om vinteren. Lejen blev sat til 18.450 kr. JP sagde, at han maksimalt ville kunne få 15.000 kr. i leje pr. måned, og lejen blev derfor sat til 14.900 kr. om måneden i ”ren” leje. Lejer ville imidlertid alligevel ikke indgå lejekontrakten – dels på grund af formuleringen og dels på grund af, at lejen var for høj.

G3 opgav at finde en lejer. Han henvendte sig herefter til G2. Det var ham, der satte lejen til 23.500 kr., hvilket var det beløb, han ønskede at få. De fandt en lejer, men han fik at vide, at han måtte sætte lejen ned. G2 satte herefter lejen.

Vedrørende bilag E, den første lejekontrakt, 3. sidste side, har han forklaret, at vedligeholdelsespligten bestod i græsslåning og beskæring. Selve produktionen havde lejerne ikke noget med at gøre. Lejeforholdet omfattede både stuehuset og bygning nr. 2. Lejerne anvendte bygning nr. 2 til beboelse for en voksen søn og svigerdatter. Bygning nr. 4 blev anvendt til produktionen.

Vedrørende lejekontrakten fra 2014 har han forklaret, at den alene omfattede bygning nr. 1. De fik flere ansatte og fik brug for mere plads samt badefaciliteter til brug for de ansatte. Det skyldtes en udvikling af virksomheden, at de fik brug for bygning nr. 2.

De har håndteret lejebetalingerne ved at lade dem gå ind over mellemregningerne, indtil selskabet fik en revisor. Han kender ikke detaljerne omkring det. Lejeniveauet blev fastsat ud fra byretsdommen.

Der er løbende foretaget investeringer. Investeringerne, der fremgår af regnskaberne, er sket på erhvervsdelen og produktionen. Det har været det, de har udviklet. Der er ikke sket yderligere renovering af beboelsesdelen. Der er anvendt væsentlige beløb undervejs. Beløbene er blevet anvendt på erhvervsdelen. NK og PJ bebor fortsat ejendommen.

Adspurgt af modpartens advokat har han forklaret, at de tillige havde andre virksomheder. Det var en investering, hvor planen var, at det skulle give overskud på sigt. Det var en innovativ virksomhed, og han forventede underskud i den første årrække. Der er foretaget en del investeringer i udviklingsprojekter, herunder udvikling af akvavit-produktion.

A arbejder på Y5. Han bruger stort set al sin tid på produktionen. Han lever af sin formue samt indtægter fra virksomheden. Det går godt nu.

Når der i resultatopgørelsen for regnskabsåret 2009/2010 er anført ”Udviklingsarbejde” vedrører det udvikling af akvavit. Det er ikke et udtryk for en pengestrøm. Det er et udtryk for værdien af den udvikling, de tilførte virksomheden.

Virksomheden begyndte for alvor at tage fart i 2011 og frem.

Vedrørende bygning nr. 2 har han forklaret, at lejernes børn boede i bygning nr. 2. De sov der og tog bad derinde. De lavede mad i stuehuset sammen med forældrene. De to bygninger er adskilt af en gammel vognport. De var i gang med at bygge noget andet, så det var en midlertidig løsning. De anvendte det ikke erhvervsmæssigt. Lejernes børn flyttede ud i 2014, hvorefter de har anvendt det erhvervsmæssigt.

Bygning nr. 4 ligger nede under jorden, men kan ses udefra. Der er maskiner derinde. Bygningen indeholder 3 rum, som de anvender i produktionen.

De er for tiden 4 mand, der møder ind hver dag og anvender bygning nr. 2 og 4.

Der var tidligere en snoet markvej ned til gården. Det var nødvendigt at ændre tilkørselsforholdene, så man kunne køre ind til bygning nr. 2. Deres varer bliver lastet med truck.

Aktivposten vedrørende kunst på ca. 2 mio. kr. vedrører et springvand, en skulptur og nogle billeder til møderummet i bygning nr. 2. Springvandet har de købt, fordi de godt kan lide at se på noget smukt. Der kommer kunder, og det skal se præsentabelt ud. De sælger kvalitetsprodukter til lidt højere priser. Garagen er til almindelige biler, og der står en græsslåmaskine inde i den. Garagen bliver brugt af beboerne og til nogle af maskinerne til vinmarken.

De har ikke ansøgt om udstykning af beboelsesdelen.

MF har forklaret, at han siden 2010 har været revisor for selskabet. Han gennemgik balancen og så, om der var et bogholderi. Han interesserede sig herefter for, om der var dokumentation for de enkelte poster. Det første regnskab, han udfærdigede, var for perioden 1. juli 2009 til 30. juni 2010.

Han er bekendt med sagen i relation til lejebetalinger. A var tilmeldt adressen. Der var en verserende skattesag vedrørende tidligere husleje. Han kunne se, at der var indtægtsført ca. 106.000 kr. i 2010 som en slags værdi af fri bolig. Det var ikke et udtryk for kontant betaling. Han husker ikke, hvordan spørgsmålet var blevet behandlet tidligere, men han kunne se, at der i 2009 var indtægtsført et mindre beløb på hendes personlige årsopgørelse. Frem til udlejningen satte han det efter drøftelse med IH til et beløb på 108-109.000 kr. årligt. Den ”rene” leje var på mellem 80.000-90.000 kr. Det er normalt den måde, de gør det på, når der er tale om en eneaktionær. Her er der tale om en særlig ejendom, og man må derfor se på markedslejen. De tjekkede nogle mæglervurderinger for landbrugsejendomme.

Adspurgt af modparten har han forklaret, at lejebetalingen på 106.000 kr. vedrørte regnskabsåret 2010, dvs. perioden 1. juli 2009 til 30. juni 2010.

Parternes synspunkter

A har til støtte for påstanden gjort følgende synspunkter gældende, som fremgår af påstandsdokument af 2. juni 2017:

"Anbringender:

Det gøres under hovedforhandlingen gældende,

Det gøres derfor indledningsvist gældende, at den af Landsskatteretten fremkomne afgørelse må ændres.

Herunder gøres det gældende at sagsøgeren ikke er omfattet af undtagelsen om den forlængede ligningsfrist som anført i Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 jf. Skattekontrollovens § 3B.

Allerede af denne grund er SKATs indkomstændring for indkomstårene 2006-2008 rejst for sent jf. Skattekontrollovens § 26, stk. 1. og må tilsidesættes.

Herunder gøres det gældende, at det er SKATs bevisbyrde at der foreligger en situation som fordrer en længere ligningsfrist og at dette ikke er tilfældet i nærværende sag.

Dette støttes af, at nærværende sag ikke er sammenlignelig med Højesterets afgørelse refereret i SKM2014.504.HR, idet der i nærværende sag er tale om et bopælskrav i henhold til Landbrugsloven og ikke en disposition som led i hovedanpartshaver/selskabsforhold og direktør/arbejdsgiverforhold.

Det gøres gældende, at sagsøgeren således ikke kunne træffe et valg ved bosættelse på ejendommen idet dette var et lovkrav i forhold til Landbrugsloven og der således ikke var tale om en disposition der kunne træffes af hovedanpartshaveren.

Det gøres gældende at der i nærværende sag er tale om en landbrugsejendom og at det således er nødvendigt at se på denne kontekst, herunder at sagsøgeren, i modstrid med præmissen fra Landsskatteretten, ikke har kunnet kontrollere brugen af ejendommen.

Det der således også ukorrekt når det anføres at sagen er sammenlignelig med en bolig til helårsbeboelse hvorunder der er bopælspligt jf. afgørelsen refereret i SKM2015.441.BR idet dette ikke er indkøbt som en helårsbolig, men som et landbrug.

Afgørelsen kan således ikke bruges som pejlemærke i denne sag og må følgelig tilsidesættes.

Det er ukorrekt og bestrides når Skatteministeriet anfører at sagsøgeren havde ”mulighed for” at bebo ejendommen, idet der er tale om en lovgivningsmæssig pligt.

Derved er der ikke tale om en transaktion som sagsøgeren kunne påvirke.

Det bemærkes ligeledes at lovforarbejderne heller ikke anfører at der i sådan et tilfælde er tale om en kontrolleret transaktion, idet der ikke er tale om et valg som en eneanpartshaver foretager. Derved har de påkaldte afgørelser heller ikke præjudikats værdi.

Det gøres gældende, at bopælspligten i høj grad spiller en rolle for vurderingen af den forlængede ligningsfrist, og at det er ukorrekt at det er selve muligheden for at bo i ejendommen der skulle udløse den kontrollerede transaktion.

Det gøres gældende at SKM2009.93.ØLR i denne forbindelse ingen præjudikats værdi har, idet der var tale om en situation hvor selskabet de facto stillede en lejlighed til rådighed for en direktør.

Det bestrides ligeledes, og er udokumenteret under sagen, at der skulle være sket betydelig renovering af ejendommens beboelsesdel eller at etablingen af vingården skulle være beskeden.

Det bestrides at ejendommens primære formål var beboelse for sagsøgeren, men at bopælen alene skete som følge af bopælspligten. Allerede af denne grund synes der modstride med Skatteministeriets anbringender.

Det er ligeledes ukorrekt at sagsøgeren har haft fri bolig til ”rådighed” men alene har taget ophold som følge af bopælskravet og det er glædelig at Skatteministeriet anerkender at det er markedslejen der må lægges til grund under sagen.

For så vidt angår selve værdien må afgørelserne fra Skatteankenævnet og Landsskatteretten ligeledes tilsidesættes.

Det gøres i den forbindelse gældende, at værdien af den fri bolig skal svare til markedslejen. Herunder gøres det specifikt gældende at markedslejen ikke kan ansættes ud fra en skønsmands vurdering i 2002, men at der må ses på den faktiske udlejning der kunne foretages.

Herunder gøres det gældende, at lejen alene kunne ansættes ud fra da det var umuligt at udleje ejendommen i den første periode og at lejen efterfølgende alene androg et mindre beløb ved udlejningen efterfølgende.

Det må være denne udlejning, der både var reel og på markedslejevilkår, der skal anses som bærende ved ansættelsen og ikke en skønsmæssig ansættelse flere år i forvejen.

Den første periode må derfor kunne ansættes, som anført af sagsøgeren, til den værdiansættelse for visse personalegoder.

Det gøres ligeledes gældende at bevisbyrden er løftet for, at der er foretaget en ukorrekt og forkert ansættelse af markedslejen alene af den grund, at lejen til tredjemand de facto er væsentlig lavere end ansat af SKAT under sagen.

Herunder har lejerne af ejendommen indledningsvist haft fuld rådighed over hele ejendommen og efterfølgende alene over stuehuset.

Det er således ukorrekt når det anføres at lejer ikke havde hele ejendommen til rådighed.

Det gøres derfor gældende at sagsøgeren har bevist at SKATs ansættelse var ukorrekt og at Landsskatterettens afgørelse må ændres."

Skatteministeriet har til støtte for påstanden gjort følgende synspunkter gældende, som fremgår af påstandsdokument af 2. juni 2017:

"Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har løftet bevis byrden for, at værdien af den fri bolig udgør et lavere beløb, end det som følger af Landsskatterettens afgørelse og at også forhøjelsen af A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 er foretaget rettidigt.

Værdien af fri bolig

Der er enighed om, at A i de pågældende år boede i selskabets ejendom og at hun derfor er skattepligtig af værdien af fri bolig, jf. ligeledes Byrettens dom af 9. maj 2012 (bilag E), som A har akkvieceret  ved.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal værdien af helt eller delvist vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder medregnes, når godet modtages som led i et ansættelsesforhold, jf. ligningslovens § 16, stk. 1.

Den skattepligtige værdi, skal fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige selv at erhverve godet i almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Da A er eneanpartshaver og direktør i G1, jf. bilag A, side 5, og da hun således har væsentlig indflydelse på sin egen aflønningsform, skal den relevante anskaffelsesværdi som udgangspunkt beregnes efter den skematiske beregningsregel i ligningslovens § 16, stk. 9.

Skatteministeriet har dog under den tilsvarende retssag vedrørende indkomstårene 2002 og 2003 (bilag E) anerkendt, at denne skematiske beregningsregel ikke finder anvendelse, idet A i denne periode havde bopælspligt på ejendommen jf. ligningslovens dagældende §16, stk. 9, sidste punktum.

Som følge af bopælspligten skal den skattepligtige værdi af rådigheden over ejendommen ansættes til markedslejen i henhold til § 16, stk. 3, jf. også Folketingstidende 1999/2000, Tillæg B, side 1114:

”Ændringsforslaget indebærer, at ansatte hovedaktionærer m.fl. som f.eks. landmænd, der driver deres landbrug i selskabsform, og som er undergivet en bopælspligt ifølge anden lovgivning, vil blive beskattet i overensstemmelse med de gældende regler i ligningslovens § 16, stk. 3, jf. ligningslovens § 16, stk. 9. Den skattepligtige værdi af en fri helårsbolig er i disse situationer markedslejen.”

Skattemyndighederne har herefter også for indkomstårene 2006 – 2010 baseret forhøjelsen af A’s skattepligtige indkomst på et skøn over markedslejen, jf. bilag 1. Skønnet er baseret på en fremskrivning, jf. personskattelovens § 20 af den markedsleje på kr. 24.817, pr. md. for 2003, som blev anslået ved et syn og skøn, der blev gennemført under den tidligere retssag ved Byretten, jf. bilag 1, side 2.

SKATs skøn udgør herefter kr. 26.871, pr. md. for 2006, kr. 27.500, pr. md. for 2007, kr. 28.219, pr. md. for 2008 og kr. 29.177, pr. md. for 2009 og 2010, jf. bilag 1, side 2.

Det af skattemyndighederne udøvede skøn kan alene tilsidesættes, såfremt A godtgør, at skønnet er åbenbart urimeligt, eller at det hviler på et forkert grundlag, jf. eksempelvis UfR 2016.191 H (SKM2015.615.HR). Bevisbyrden indebærer, at A skal godtgøre, at hun skulle have været beskattet af et lavere beløb end det som følger af Landsskatterettens afgørelse. Skønnet kan derimod ikke tilsidesættes, hvis beskatningsgrundlaget skulle have været et højere beløb, jf. bl.a. UfR 2009.749 H (SKM2009.23.HR) og UfR 2014.771 H (SKM2013.862.HR).

A har ikke løftet denne bevisbyrde.

Dette er særligt klart for så vidt angår indkomstårene 2007, 2008 og 2009.

Så vidt ses ophørte A’s bopælspligt således den 1. juli 2007, jf. § 8, stk. 2 i den dagældende landbrugslov og det er ikke godtgjort, at A havde bopælspligt på andet grundlag. Hvis der ikke var bopælspligt, finder den skematiske beregningsmodel i ligningslovens § 16, stk. 9 igen anvendelse og så har markedslejen ikke indflydelse på beskatningsgrundlaget.

Dette udgangspunkt blev først igen ændret med virkning for indkomståret 2010, hvorefter beskatningsgrundlaget på ny blev den skønnede markedsleje, såfremt A var forhindret i at overtage helårsboligen til sin personlige ejendom, jf. den ændring af ligningslovens § 16, stk. 9, som blev vedtaget ved lov nr. 75 af 17. december 2010.

SKATs beregning viser, at såfremt den skematiske beregningsmodel havde været anvendt i 2007 – 2009, ville det have resulteret i et væsentligt højere beskatningsgrundlag end det, som følger af Landsskatterettens afgørelse, jf. bilag I. Dette gælder uanset, at der i beregningen er taget højde for en udokumenteret huslejebetaling.

Allerede fordi A altså skulle have været beskattet af et betydeligt højere beløb i 2007 – 2009 end hun faktisk er blevet, er der ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse for disse år.

Selv hvis retten måtte finde, at der er fejl eller mangler ved skønnet over markedslejen, kan det således ikke føre til nedsættelse af det skattepligtige beløb for disse år. Det bestrides dog, at der er fejl eller mangler ved skønnet, jf. umiddelbart nedenfor.

Skattemyndighedernes skøn er som nævnt baseret på den skønserklæring, der blev udarbejdet under den tidligere retssag og som tillige blev lagt til grund af Byretten, jf. bilag G, side 6, 1. – 3. afsnit samt bilag E, side 47, 8. afsnit.

Det syn og skøn, som A har anmodet om med henblik på at fastslå markedslejen, er derimod ikke blevet gennemført, idet hun ikke har foranlediget, at der blev bragt en skønsmand i forslag. Der er heller ikke i øvrigt fremkommet nye oplysninger under retssagen, som kan føre til, at Landsskatterettens afgørelse skal tilsidesættes.

Derudover understøttes skattemyndighedernes skøn også af, at A på grundlag af en mæglervurdering i 2001 selv har vurderet, at markedslejen allerede på det tidspunkt udgjorde kr. 22.000, pr. md., jf. bilag F, side 31, 1. afsnit og bilag E, side 28, 5. afsnit samt side 33, 5. afsnit, 1.7. linje. Den af A anslåede leje ligger således tæt på det beløb, der blev lagt til grund af Byretten i den tidligere sag og som tillige danner grundlaget for SKATs skønsudøvelse i nærværende sag.

Det er ikke godtgjort, og det bestrides som usandsynligt, at markedsværdien skulle være lavere i perioden 2006 – 2010 end den var i 2002 og 2003, således som A gør gældende.

Der foreligger heller ingen dokumentation for, at lejemarkedet, herunder navnlig lejemarkedet for landbrugsejendomme i Y6-by og omegn, var påvirket negativt af ”boligboblen” i 2008, således som A gør gældende, jf. replikken, side 3, 5. afsnit. Det anførte har under alle omstændigheder ingen betydning for 2006 og 2007.

Skønnet for de forudgående år kan heller ikke tilsidesættes på grundlag af den efterfølgende i 2011 indgåede udlejningsaftale vedrørende ejendommens beboelsesdel, jf. bilag H.

Lejerne havde heller ikke hele ejendommen til rådighed, da den – ifølge A selv – delvist blev anvendt erhvervsmæssigt, hvilket har betydning for lejen. Dette er forskelligt fra A’s egen rådighed over ejendommen i 2006 – 2010, idet det også i disse år var hende selv, der anvendte ejendommen erhvervsmæssigt. Ejendommens markedsværdi ved udlejning til tredjemand er derfor lavere end ved udlejning til A, jf. i overensstemmelse hermed SKM2013.841.HR og SKM2005.137.HR.

Udlejningsaftalen var endvidere tidsbegrænset og blev indgået på grund af, at A på det pågældende tidspunkt var ude af stand til at sælge ejendommen, jf. bilag H, side 5, 3. og 4. afsnit. Det er ikke godt gjort, at det ikke var muligt at opnå en højere leje hos en anden lejer under andre omstændigheder.

Endelig indeholdt den pågældende aftale også en ikke værdiansat forpligtelse for lejer til at vedlige den på ejendommen værende vinmark, jf. bilag H, side 6, 1. afsnit samt side 7.

Der er heller ikke grundlag for skønsmæssigt at nedsætte værdien af fri bolig med en af A angiveligt betalt husleje.

Det fremgår ikke af selskabets årsrapporter, at der er betalt husleje, jf. bilag B. Det bestrides ligeledes som udokumenteret, at A via en mellemregningskonto har betalt husleje i 2006 – 2010.

En eventuel vidneforklaring fra A’s revisor el.lign. udgør ikke dokumentation for huslejebetaling, jf. f.eks. SKM2017.142.ØLR.

Den subsidiære påstand er medtaget for det tilfælde, at retten måtte finde, at SKATs skøn skal tilsidesættes helt eller delvist. I en sådan situation tilkommer det efter fast retspraksis skattemyndighederne at udøve et fornyet skøn.

SKATs ansættelsesfrist vedr. indkomstårene 2006, 2007 og 2008

SKATs skønsmæssige ansættelse af A’s skattepligtige indkomst i 2006, 2007 og 2008 er foretaget i medfør af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Denne forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 finder efter bestemmelsens ordlyd anvendelse for skattepligtige, der er omfattet af skattekontrollovens § 3 B for så vidt angår disses kontrollerede transaktioner.

Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 og skattekontrollovens § 3 B blev begge indsat ved lov nr. 131 af 25. februar 1998. Af lovforslagets specielle bemærkninger til skattekontrollovens § 3 B fremgår bl.a. nedenstående, jf. Folketingstidende 1997/98, 1. samling, tillæg A, side 1906 (mine understregninger):

De i bestemmelsen omhandlede kontrollerede transaktioner omfatter alle forbindelser mellem parterne. Som eksempler kan nævnes levering af tjenesteydelser, overførsel af aktiver, immaterielle rettigheder, der stilles til rådighed m.v.

Som følge heraf omfatter også den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 enhver ansættelsesændring vedrørende de pågældende skattepligtiges kontrollerede transaktioner, jf. bl.a. SKM2012.92.HR og SKM2012.221.HR. Det er ligeledes uden betydning, om ansættelsesændringen er sket med hjemmel i ligningslovens § 2 eller en anden bestemmelse, jf. bl.a. SKM2014.504.HR og SKM2015.396.VLR.

Som eneanpartshaver og direktør i G1 er A omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B, jf. bestemmelsens stk. 1, nr. 2.

A har i alle årene, herunder også i 2006, 2007 og 2008, ikke blot haft mulighed for at bo i selskabets ejendom, men hun har faktisk udnyttet denne rådighed. Dette udgør således en kontrolleret transaktion, som er omfattet af den forlængede ligningsfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

A’s eneste anbringende til støtte for, at transaktionen ikke skulle være omfattet af den forlængede ligningsfrist, er, at der var bopælspligt på ejendommen, jf. stævningen, side 3, 10. – 12. afsnit.

En eventuel bopælspligt er uden betydning for ligningsfristen.

Det fremgår således hverken af bestemmelsernes ordlyd eller forarbejder, at A’s rådighed over ejendommen skulle kunne undtages fra den forlængede ligningsfrist som følge af en bopælspligt.

Det er selve rådigheden over ejendommen, dvs. muligheden for at bo der, der er afgørende for beskatningen, jf. SKM2009.93.ØLR, og det er allerede derfor uden betydning, om der tillige var en pligt til at bebo ejendommen.

Som ovenfor nævnt, ses der dog efter den 1. juli 2007 ikke længere at have været nogen bopælspligt, som førte til, at A skulle bebo ejendommen.

Det fremgår tilmed af sagens oplysninger, at ejendommen primært har været udnyttet til beboelsesformål og kun i beskedent omfang har været udnyttet erhvervsmæssigt.

Ejendommens beboelsesdel havde således et areal af 249 m² og bestod af et køkken, et badeværelse, et toilet og fem værelser, jf. bilag D, side 2. Under byretssagen forklarede A og vidnet IH, at der efter tilflytningen i 2001 blev udført væsentlige renoveringsarbejder af bl.a. ejendommens beboelsesdel, jf. bilag E, side 28, 6. afsnit til side 29, 1. afsnit. Dette fremgår også af det i processkrift I anførte samt af bilag 15 – 17.

Heroverfor var det kun ca. 15 % af ejendommens samlede areal, der blev anvendt til vinmark, jf. bilag C mens en stor del af ejendommens areal var fredet, jf. replikken, side 2. Virksomheden havde kun en mindre omsætning, der var underskud i hele den relevante periode og selskabets væsentligste aktiver bestod af de ejede grunde og bygninger, jf. bilag B. Endelig indeholdt også ejendommens driftsbygning tre værelser, et toilet og en carport og det fremgår også umiddelbart af lejekontrakten i bilag 14 sammenholdt med lejekontrakten i bilag H, at i hvert fald en del af ”erhvervslokalerne” må have været udlejet som boligareal.

Det har således været den primære hensigt, at ejendommen skulle tjene til bolig for A, og det er også derfor uden betydning, om der tillige var bopælspligt."

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at A har beboet den selskabet G1 tilhørende ejendom beliggende Y1-adresse, i årene 2006-2010, og at hun er skattepligtig af værdien af fri bolig.

A er som eneanpartshaver i selskabet G1 omfattet af personkredsen i skattekontrollovens § 3 B.

A har som eneanpartshaver kontrolleret anskaffelsen og brugen af ejendommen. Retten finder, at det er en kontrolleret transaktion. Det forhold, at der var bopælspligt på ejendommen indtil den 1. juli 2007 ændrer ikke herved.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, først udløber i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B for så vidt angår kontrollerede transaktioner.

A er derfor omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Skattemyndighedernes ansættelse af A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2008 er som følge heraf foretaget rettidigt.

Udlejningsværdien er senest ved syn og skøn fastsat til, efter prisregulering, at udgøre 24.817 kr. pr. måned i 2003. A har ikke under denne sag begæret nyt syn og skøn, og hun har i øvrigt ikke bevist, at udlejningsværdien var lavere i årene 2006-2010 end den af SKAT anførte, der var baseret på det tidligere syn og skøn. Den senere udlejning af ejendommen udgør ikke et sammenligneligt grundlag, idet lejerne i henhold til lejekontrakten kun har lejet en del af ejendommen og i øvrigt har påtaget sig vederlagsfrit arbejde i vinmarken.

Da A ikke har bevist, at SKATs skøn over værdien af den fri bolig er åbenbart urimelig, og idet det af A i øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat, frifindes Skatteministeriet.

Under hensyn til sagens udfald, skal sagsøger, A, inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, betale 75.000 kr. Beløbet indeholder moms.

Beløbet er tilkendt som et passende beløb til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand.

Retten har ved fastsættelsen af beløbets størrelse lagt vægt på sagens karakter, værdi og omfang. Retten har taget udgangspunkt i de gældende vejledende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet, betale 75.000 kr.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.

http://afgoerelsesdatabasen.dk/SearchResult.aspx?q=14-0045402