Inddrivelsesrenter vedrørende restskat

Vis printvenlig udgave
Dokumentets dato
03 Jul 2017
Dato for udgivelse
23 Nov 2017 10:14
SKM-nummer
SKM2017.661.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
16-1797019
Dokument type
Afgørelse
Emneord
Restskat, inddrivelse, inddrivelsesrenter, modregning
Resumé

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for, at SKAT var berettiget til at undlade at underrette klageren om oversendelse af et krav til inddrivelse, ikke var opfyldt, og inddrivelsesrenter var derfor pålagt med urette.

 

Reference(r)

Inddrivelseslovens § 2, stk. 3-4, § 17

 

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, afsnit G.A.1.2.2.


SKAT har truffet afgørelse om, at inddrivelsesrenter vedrørende restskat for indkomståret 2010 fastholdes.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klagerens årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2010, der var tilgængelig i klagerens skattemappe den 6. juli 2012, udviste en restskat på 30.171 kr.

Det fremgår af årsopgørelsen, at restskatten ville forfalde til betaling i tre rater á 10.057 kr. til opkrævning henholdsvis den 1. august, den 1. september og den 1. oktober 2012, således at raterne havde sidste rettidig betalingsdag henholdsvis den 20. august, den 20. september og den 22. oktober 2012.

Det fremgår af det centrale personregister (CPR), at klageren udrejste til Land Y1 den 31. juli 2010. Af udskrift fra CPR-registeret fremgår, at klageren ikke var registreret med en adresse i perioden fra den 31. juli 2010 til den 17. juli 2015, hvor klageren indrejste til Danmark igen.

SKAT har fremlagt kopi af logbogen fra klagerens skattemappe. Det fremgår heraf, at SKAT den 9. juli 2012 sendte en mail til klageren om, at der var dannet en ny årsopgørelse.

Endvidere fremgår det af logbogen, at SKAT sendte mails til klageren vedrørende betaling af restskat henholdsvis den 31. juli, 28. august og den 25. september 2012.

Da klageren ikke betalte restskatten i henhold til årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2010, blev kravene overdraget til inddrivelse hos SKAT Inddrivelse henholdsvis den 5. september, den 20. oktober og den 21. november 2012.

Den 19. september 2012 har SKAT dannet rykkerskrivelse, hvoraf det bl.a. andet fremgår:

”Hvis du ikke betaler eller henvender dig til os inden fristen, vil restancen blive søgt inddrevet fx ved indeholdelse i din løn og/eller ved foretagelse af udlæg.”

SKAT sendte ikke rykkerskrivelsen af 19. september 2012.

Den 20. marts 2013 modregnede SKAT i klagerens overskydende skat for indkomståret 2012 til delvis dækning af restskat. Underretningen om modregning blev ikke sendt.

Inddrivelsesrenterne vedrørende restskat for indkomståret 2010 er påløbet og beregnet som følger:

1. august 2013 – 31. december 2013

:

Inddrivelsesrenter opgjort til

978 kr.

1. januar 2014 – 31. december 2014

:

Inddrivelsesrenter opgjort til

2.335 kr.

1. januar 2015 – 31. december 2015

:

Inddrivelsesrenter opgjort til

2.314 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har truffet afgørelse om, at inddrivelsesrenter vedrørende restskat for indkomståret 2010 fastholdes.

Af SKATs afgørelse fremgår bl.a.:

”Inddrivelsescentret har ikke imødekommet din anmodning om fritagelse for betaling af inddrivelsesrenter, jf. redegørelse og begrundelse nedenfor.

Indledningsvis kan vi oplyse, at fra og med 1/8-2013 er der indført et nyt Inddrivelsessystem i SKAT og samtidig trådte en lovregel om nye harmoniserede inddrivelsesrenter i kraft.
Inddrivelsesrenten er en simpel rente, det vil sige, at der ikke beregnes rentes rente. Rentesatsen beregnes efter reglerne i rentelovens § 5, stk. 1 og 2 jf. lovbekendtgørelse nr. 459 af 13/05-2014. Frem til 30/06-2015 udgjorde rentesatsen 8,2 % om året og fra 01/07-2015 udgør rentesatsen 8,05 % om året. Den simple rente medfører, at der beregnes rente af den egentlige hovedstol samt gebyrer tilknyttet denne fordring/hovedstol. Der beregnes som nævnt ikke rentes rente, og der beregnes ikke inddrivelsesrente af retsafgifter og administrative omkostninger.
Fordringer der modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5 stk. 1og 2 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. (LBK nr. 459 af 13/05-2014). Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det betyder, at der på den gæld som er oversendt til inddrivelse i 2012 vil blive beregnet inddrivelsesrenter fra 01/08-2013.

Inddrivelsesrenten er beregnet efter reglerne i LOV om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. beregningen nedenfor, og der beregnes inddrivelsesrenter - også selv om du ikke har hørt fra os i en årrække, hverken med opgørelser eller rykkerbreve. Vi har ikke haft mulighed for at sende breve til dig, da du ved udrejsen af Danmark i 2010 ikke har oplyst en adresse/kontakt-adresse i Land Y1.”

SKAT har ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Skatteankestyrelsen fastholdt afgørelsen.

SKAT har bl.a. anført følgende:

”SKAT, Inddrivelse har genvurderet sagen og fastholder den påklagede afgørelse.

Den 1. august 2013 blev der indført et nyt inddrivelsessystem hos SKAT og samtidig trådte en lovregel om nye harmoniserede inddrivelsesrenter i kraft.
Fordringer der overdrages til inddrivelse hos SKAT Inddrivelse forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5 stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen af kravet. Der beregnes ikke renters rente.
Frem til den 30. juni 2015 udgjorde rentesatsen 8,2 % om året og fra den 1. juli 2015 udgør rentesatsen 8,05 % om året.

Klagen er begrundet med at klager først ved indrejsen til Danmark i 2015 bliver bekendt med at han har en skattegæld til inddrivelse.
Hertil skal SKAT Inddrivelse bemærke, at klager ved udrejsen til Land Y1 ikke har oplyst adresse/kontaktadresse og SKAT derfor ikke har haft mulighed for at sende breve til klager. Det skal videre bemærkes, at der ifølge logbogen i skattemappen er sendt mail til klager da årsopgørelsen med restskatten var lagt i skattemappen, samt forud for betalingsfristerne for skatteraterne.
SKAT Inddrivelse finder derfor at det er med rette at der er tilskrevet inddrivelsesrenter.”

SKAT har i forbindelse med forberedelse af sagen til afgørelse ved Landsskatteretten afgivet supplerende udtalelse:

”Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3 og 4, at

”Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
”Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. ”

Det fremgår af lovbemærkningerne til § 2, stk. 3. (lovforslag L 112 2004-2005, 2. samling), at:

I forslaget til stk. 3 præciseres det, at de kommunale og statslige fordringshavere efter anmodning fra skyldneren har mulighed for at tillade afdragsvis betaling som led i opkrævningsarbejdet. Det er tanken, at fordringshaveren pr. kulance under hensyn til det skyldige beløbs størrelse skal kunne bevilge skyldneren en udvidet betalingsfrist (henstand), hvis der f.eks. foreligger midlertidige likviditetsproblemer. Der kan også være tale om at indgå en betalingsaftale med skyldneren, hvor f.eks. et forfaldent beløb kan afdrages i rater.
Fordringshaverne kan endvidere give henstand inden for en rimelig tidsramme og under hensyntagen til gældens størrelse.
I det omfang skyldneren i forvejen er kendt af fordringshaveren, f.eks. som social klient i den kommunale socialforvaltning, vil kendskabet til skyldnerens økonomiske og sociale situation selvsagt kunne indgå i vurderingen af, om kommunen som fordringshaver finder det rimeligt og hensigtsmæssigt at tillade afdragsvis betaling eller henstand frem for at oversende fordringen til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden under Skatteministeriet.
På den anden side er det ikke hensigten, at den enkelte fordringshaver skal afkræve skyldneren dokumentation eller indhente yderligere oplysninger om skyldnerens forhold med henblik på at foretage betalingsevnevurdering for at kunne tillade en betalingsordning eller henstand som nævnt. Mulighederne er tænkt som et ”kulant ekspeditionsagtigt” redskab, der ikke kræver ressourceanvendelse af nævneværdigt omfang hos den enkelte fordringshaver. Som en naturlig opfølgning på henstandsordningen skal fordringshaveren kunne indgå aftale med skyldneren om en korterevarende betalingsordning.
Endvidere skal det understreges, at der er tale om et supplerende frivilligt opkrævningsredskab til fordringshaverne.
Derfor foreslås det, at fordringshavernes afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af fordringer ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det bemærkes, at en sådan afskæring af klageadgangen findes ubetænkelig, idet en egentlig vurdering af spørgsmålet om afdragsvis betaling og/eller henstand senere skal ske ved restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis afgørelse kan indbringes for – som alt overvejende hovedregel – Landsskatteretten, jf. den foreslåede § 4, stk. 1.
På områder, hvor der allerede er eller vil blive fastsat opkrævningsregler svarende til den foreslåede betalings- eller henstandsordning i stk. 3, eller som indeholder en tilsvarende fleksibel opkrævningsprocedure, vil disse regler finde anvendelse i stedet, jf. lovforslagets § 1, stk. 2.
Det gælder f.eks. de foreslåede tilbagebetalingsregler efter lov om aktiv socialpolitik, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag om konsekvensændringer som følge af samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet.
Her foreslås fastsat regler om i skematisk form at videreføre den gældende praksis på området, hvorefter der som altovervejende hovedregel ikke indgås betalingsaftaler med personer, der fortsat modtager hjælp, eller som har en indtægt, der ikke overstiger niveauet for hjælpen. Er indtægten over dette niveau, fastsættes en tilbagebetalingsordning, der dog ikke må betyde, at den pågældendes månedlige indtægt falder til under niveauet for hjælpen. Er der indgået en tilbagebetalingsaftale, og kommer personen senere i en situation, hvor der ydes hjælp, eller hvor indtægten falder til niveauet for hjælpen, gives der henstand.
Med forslaget stiles der således mod, at der ikke skal udarbejdes en egentlig betalingsevnevurdering i forbindelse med indgåelsen af en betalingsaftale.
Det er først, når disse opkrævningsmuligheder er udtømte, dvs. når der foreligger misligholdelse af en betalingsaftale eller manglende tiltrædelse af en betalingsaftale, at hele den resterende gæld kan opsiges og overdrages til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, såfremt den ikke betales straks.
Når særlige forhold taler derfor, vil fordringerne dog kunne overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der er krav til opkrævning vedr. f.eks. underholdsbidrag og daginstitutionsbetaling samtidig med, at et eller flere andre fordringer er overgået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren vil i en sådan situation kunne være interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater omfattes af betalingsaftalen, således at afviklingsordningen omfatter hele gældsforholdet. Dette kan samtidig - i fordringshavernes interesse - sikre en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende. Der vil blive fastsat nærmere regler herom i medfør af bemyndigelsen i § 2, stk. 6.

Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne til § 2, stk. 4. (lovforslag L 112 2004-2005, 2. samling), at:
Herudover foreslås det som nævnt ovenfor, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkrævningsarbejde, herunder rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom. Det vil også fortsat være fordringshaveren, der i tilfælde af manglende betaling til forsyningsselskaber eller af leje træffer eventuel afgørelse om at lukke for varme og el eller om at udsætte skyldneren af et lejemål, ligesom det er fordringshaveren, der foranlediger afgørelsen effektueret. Der er tale om nogle særlige tiltag, hvor gennemførelsen som oftest enten medfører eller betinger et tæt samarbejde med de sociale myndigheder.

Hvis der er tvist om kravets eksistens eller størrelse, skal tvisten afklares ved fordringshaverens foranstaltning.

Det er en betingelse for overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at skyldneren underrettes skriftligt af fordringshaveren om overdragelsen. I praksis kan underretningen ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævningen eller - såfremt der praktiseres en rykkerprocedure - sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen. På tilsvarende vis skal fordringshaveren give skyldneren besked, hvis fordringen tilbagesendes til fordringshaveren f.eks. med henblik på at give midlertidig henstand med betalingen. ”

Det fremgår af Skatteankestyrelsen kontorindstilling, at

”Da betingelserne for at SKAT kunne overdrage kravet til inddrivelse de facto ikke var opfyldt, idet der ikke var gennemført sædvanlig rykkerprocedure, og endvidere ikke var sket underretning af klageren som foreskrevet i inddrivelseslovens § 2, stk. 3 og stk. 4, og idet bestemmelsen ikke ses at åbne op for andre undtagelser end anført i inddrivelseslovens § 2, stk. 4, 2. pkt., er det Skatteankestyrelsens opfattelse, at inddrivelsesrenterne herefter var pålagt uberettiget. ”

Det er Juras opfattelse, at der hverken i gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3 og 4, eller i forarbejderne til bestemmelsen er grundlag for at lægge til grund, at det er en betingelse for kravets oversendelse til RIM med henblik på inddrivelse, at der er udsendt en rykker. Det er derimod en betingelse, jf. gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 4, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underretter skyldneren om overdragelsen. En sådan underretning, kan, som det fremgår af forarbejderne gives i forbindelse med opkrævningen.

I den foreliggende konkrete sag, kan det lægges til grund, at den automatisk generede årsopgørelse, der er sendt til skyldner, ikke indeholder den fortrykte tekst til opfyldelse af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 4.  Skyldner har endvidere ikke på anden måde modtaget skriftlig underretning om, at fordringen er overdraget til inddrivelse.

SKAT var derfor i den foreliggende sag ikke berettiget til at overdrage kravene til inddrivelse hos Restanceinddrivelsesmyndigheden.

Kravet kunne derfor ikke forrentes med inddrivelsesrenter, men burde i stedet alene være tillagt opkrævningsrenter efter kildeskattelovens § 62a.

SKAT kan derfor tiltræde Skatteankestyrelsen kontorindstilling, men med den begrundelse, at det kan lægges til grund i den konkrete sag, at SKAT ikke skriftligt har underrettet skyldner om at fordringen er overdraget til inddrivelse. Derimod er det uden betydning for overdragelse af kravet til inddrivelse, hvorvidt der er udsendt en rykker til skyldner.

SKAT skal afslutningsvis bemærke, at vi ikke finder at der er tale om en principiel sag, men derimod at der er tale om en konkret vurdering af hvorvidt der i den foreliggende sag, var sket skriftlig underretning om overdragelse af kravene til inddrivelse.”

Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat påstand om, at inddrivelsesrenterne ophæves.

Som begrundelse herfor har klageren bl.a. anført, at han ikke vidste, han havde gæld til SKAT, før han kom tilbage til Danmark i sommeren 2015. Han oplyser, at han ikke kunne modtage breve, da han udrejste fra Danmark. Klageren anerkender, at han skal betale gælden vedrørende restskatten, men han bestrider, at der skal betales inddrivelsesrenter.

Landsskatterettens afgørelse
Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige) kan klager over afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten.

§ 2, stk. 3 og 4, i lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven), som trådte i kraft den 1. januar 2009, har følgende ordlyd:

”Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Såfremt forholdene i særlig grad taler derfor, kan fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt end nævnt i 1. pkt.

Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.”

Inddrivelseslovens § 2, stk. 3, 4. pkt. blev ophævet ved lov nr. 285 af 29. marts 2017.

Klageren var ikke registreret i CPR-registeret med en adresse, da han udrejste til Land Y1. SKAT sendte derfor ikke rykkerskrivelsen af 19. september 2012, og klageren blev ikke underrettet om, at kravet blev overdraget til inddrivelse.

Spørgsmålet er derfor om det forhold, at SKAT ikke havde en adresse på klageren, og der dermed ikke skete underretning af klageren om kravets overdragelse, gør, at kravet desuagtet kunne overdrages til inddrivelse, og inddrivelsesrenterne herefter var pålagt og fastholdt med rette.

Der må ved afgørelsen lægges særlig vægt på ordlyden af inddrivelseslovens § 2, stk. 4, hvorefter det er en betingelse for overdragelse af krav til inddrivelse, at fordringshaveren skriftligt underretter skyldneren om overdragelsen.

Adgangen til at undlade underretning er alene møntet på situationer, hvor det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers ville blive væsentligt forringet, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 4, 2. pkt. Undtagelsesbestemmelsen kan således kun anvendes i særlige situationer, f.eks. hvor det må anses at være nødvendigt at sikre kravet ved en hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af konkursbegæring.

Bestemmelsen ses således ikke at åbne for, at SKAT kan undlade underretning af klageren i andre situationer end anført i inddrivelseslovens § 2, stk. 4, 2. pkt. Der ses således ikke at være hjemmel til, at SKAT kan undlade underretning af klageren med den begrundelse, at SKAT ikke var i besiddelse af en adresse på klageren.

Da betingelserne for at SKAT kunne overdrage kravet til inddrivelse de facto ikke var opfyldt, idet der ikke var sket underretning af klageren som foreskrevet i inddrivelseslovens § 2, stk. 4, og idet bestemmelsen ikke ses at åbne for andre undtagelser end anført i inddrivelseslovens § 2, stk. 4, 2. pkt., anses inddrivelsesrenterne herefter for at være pålagt uberettiget.

På den baggrund ændres SKATs afgørelse.