Den 12. marts åbner SKAT for årsopgørelsen 2017

Vis printvenlig udgave

Dato for udgivelse
24 Jan 2018 13:31
Resumé

SKAT har i dag offentliggjort tidsplanen for årsopgørelsen for 2017. Mandag den 12. marts åbner SKAT for adgangen til årsopgørelsen for 2017, og fra den 10. april udbetales overskydende skat.

 


SKAT har fastsat datoen for årets største digitale begivenhed. Mandag den 12. marts bliver dagen, hvor SKAT åbner for adgangen for 4,6 millioner borgeres årsopgørelser for 2017.

De 4,6 millioner årsopgørelser bliver dannet på baggrund af omkring 200 millioner oplysninger, som SKAT modtager fra banker, arbejdsgivere, pensionsselskaber mv. De mange informationer, som SKAT modtager automatisk, betyder, at langt de fleste borgere ikke behøver at foretage sig noget. Faktisk er det kun 15 procent - eller ca. 700.000 skatteydere – der har behov for at ændre i deres årsopgørelse.

- Danmark har et af verdens mest automatiserede og digitaliserede skattesystemer over for borgere såvel som virksomheder. Selvom det måske ikke er noget, vi går og lægger mærke til i vores hverdag, så bliver det tydeligt, når SKAT den 12. marts åbner for adgangen til årsopgørelsen. Langt de fleste borgere vil opleve, at de ikke behøver at foretage sig noget – SKAT har i de flestes tilfælde alle nødvendige oplysninger, siger Ineke Petersen, kontorchef i SKAT.

Tidsplanen for årsopgørelsen 2017:

  • Januar 2018: SKAT modtager oplysninger fra fx arbejdsgivere og banker

  • Februar 2018: SKAT samler de modtagne oplysninger og laver skatteberegninger

  • 12. marts 2018: Årsopgørelsen er klar og kan ses i TastSelv

  • 10. april 2018: Første udbetaling af overskydende skat (under 100.000 kr.)

  • 1. maj 2018: Sidste frist for at rette i årsopgørelsen

  • 1. juli 2018: Deadline for at udfylde den udvidede selvangivelse

  • 2. juli 2018: Frist for indbetaling af restskat

 

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere, tlf.: 7222 1818