Når den skattepligtige har valgt at anvende virksomhedsordningen for et indkomstår, skal reglerne anvendes for hele virksomheden. Det er således som hovedregel ikke muligt at holde en del af de erhvervsmæssige aktiver eller passiver uden for ordningen. Efter VSL § 1 gælder der dog særlige regler for anpartsvirksomhed, konkurs, aktier, andelsbeviser m.v. og blandet benyttede aktiver. Se nærmere herom i E.G.2.1.3, E.G.2.1.4, E.G.2.1.5 og E.G.2.1.6.

Når virksomhedsordningen anvendes, skal alle erhvervsmæssige aktiver som udgangspunkt indgå i ordningen. 

Aktiverede forsknings- og udviklingsomkostninger, patenter, licenser, varemærker, goodwill og lignende immaterielle aktiver skal indgå i virksomheden. Tilsvarende gælder for erhvervsmæssigt benyttede grunde, bygninger, tekniske anlæg, maskiner, driftsmateriel og inventar. Aktiverede udgifter til ombygning af lejede lokaler indgår ligeledes i virksomheden. Varelagre, beholdninger og igangværende arbejder for fremmed regning - opgjort efter gældende skattemæssig praksis - indgår også i virksomheden. Finansielle aktiver som forudbetalt husleje, deposita og forudbetalinger vedrørende ovennævnte aktiver indgår i virksomheden. Tilgodehavender vedrørende salg af varer og tjenesteydelser, investeringsfondskonti og periodeafgrænsningsposter indgår ligeledes.

Da det er vanskeligt at afgøre, om øvrige finansielle aktiver - f.eks. en kontantbeholdning eller en obligationspost - er erhvervsmæssig eller ej, må den skattepligtiges fordeling/placering som udgangspunkt lægges til grund. Der henvises dog til E.G.2.1.2.3 nedenfor angående skattemyndighedernes adgang til at efterprøve og eventuelt tilsidesætte den skattepligtiges fordeling. 

I SKM2008.786.SR vurderede Skatterådet, at et indekseret og uforrentet kontoprodukt ikke kunne anses for at være omfattet af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2. Kontoproduktet kunne derfor indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1.

SKM2007.351.SR vedrørte en "working interest", der gav sin indehaver ret til en løbende nettoandel af indtjeningen fra et olie- og gasfelt i USA. Den skattepligtiges fordeling mellem privat og erhverv var som udgangspunkt afgørende for, om aktivet skulle anses for erhvervsmæssigt og indgå i virksomhedsordningen.

Fordringer, som har karakter af f.eks. periodiske lån og lign., og som er et normalt led i virksomhedens drift, kan indgå i virksomheden. Dog kan fordringer, der har karakter af personlige udlån, og andre private aktiver ikke indgå i virksomheden, se SKM2001.201.LR og SKM2001.202.LR som er nærmere gennemgået i E.G.2.6.9.

Hele den skattepligtiges erhvervsmæssige gæld skal indgå i virksomheden. Det er vanskeligt at definere, hvad der er erhvervsmæssig gæld. Blandt typiske gældsposter, der skal indgå i virksomhedsordningen, kan blandt andet nævnes leverandørkreditter, forudbetalinger og påløbne eller forfaldne renter af gæld, der indgår i virksomheden. 

Endvidere skal lån, der alene kan ydes til eller optages af selvstændigt erhvervsdrivende eller af selvstændige i bestemte brancher, normalt indgå i virksomheden. Dette gælder f.eks. for lån ydet eller garanteret af staten og statslige institutioner efter erhvervsfremmeordninger m.v. Også lån, hvortil der ydes statslige tilskud til betaling af renter eller afdrag, skal indgå i virksomheden. Hvad angår udlandslån, jordbrugslån m.v. henvises til E.G.2.4.5 om nulstilling af negativ indskudskonto. 

For øvrige gældsposter og lån, herunder almindelige realkreditlån, må den skattepligtiges fordeling normalt lægges til grund. Der henvises dog til E.G.2.1.2.3 om skattemyndighedernes adgang til at efterprøve og eventuelt tilsidesætte den skattepligtiges fordeling.

Ved indtræden i virksomhedsordningen kan der opstå et afgrænsningsproblem med hensyn til opdelingen af aktiver og gæld i en erhvervsmæssig og en privat del, jf. E.G.2.1.2.1 og E.G.2.1.2.2 ovenfor.    

Det er som hovedregel kun erhvervsmæssige aktiver, der kan indgå i virksomheden. Private aktiver, som f.eks. privat indbo, værdien af en livsforsikringspolice og de finansielle aktiver, der er nævnt i VSL § 1, stk. 2, jf. E.G.2.1.5, kan ikke indgå i virksomheden. Fra praksis kan i denne forbindelse henvises til TfS 1990, 186 LSR, hvor en statsautoriseret revisor, hvis revisionsvirksomhed var indgået under virksomhedsordningen, ikke blev anset for berettiget til også at henføre 2 parcelhuse under denne ordning, da husene var stillet vederlagsfrit til rådighed for forældre og svigerforældre. 

I SKM2010.96.LSR blev et udlån anset for at være uden forbindelse med den virksomhed, der var drevet i virksomhedsordningen. Tilgodehavendet kunne derfor ikke indgå i virksomhedsordningen.  Der blev særligt henset til, at klageren ikke drev udlånsvirksomhed, at fordringen ikke udsprang af virksomhedens almindelige drift, og at der var tale om et meget usædvanligt udlånskoncept, hvor forrentningen blev sikret via spil hos bookmakers. Udlånet blev anset for ydet af klageren som privatperson, og var dermed en hævning i virksomhedsordningen, jf. VSL § 5.

Beregning af kapitalafkast, jf. E.G.2.8, E.G.2.9 og E.G.2.10, og rentekorrektion, jf. E.G.2.13, bevirker, at det som udgangspunkt er af mindre betydning, om finansielle aktiver og passiver, der ikke er nævnt i VSL § 1, stk. 2, indgår i virksomheden eller holdes udenfor. Derfor vil skattemyndighederne som udgangspunkt ikke have anledning til at undersøge den regnskabsmæssige opdeling, som den skattepligtige har foretaget, hvis indskudskontoen i åbningsbalancen er positiv eller 0, og de åbenbart erhvervsmæssige aktiver og gældsposter er medtaget.

SKM2007.588.LSR vedrørte hvorvidt et privat realkreditlån kunne medtages i virksomhedsordningen. Prioritetsgælden godkendtes indskudt i virksomhedsordningen mod, at der skete en rentekorrektion jf. VSL § 11, stk. 1 og 3, uanset om provenuet ved optagelsen af prioritetsgælden i overvejende grad ansås for at være anvendt til private formål.

Der kan imidlertid være forskel på den beregnede kapitalafkastsats og den faktiske rente i forhold til kontantværdien af fordringer og gæld. Hvis der er tale om store beløb, og forskellen mellem den faktiske rente- og kapitalafkastsats ligeledes er stor, kan der være en skattemæssig fordel af nogen betydning ved, at de finansielle aktiver og passiver indgår under virksomhedsordningen. 

I de tilfælde, hvor der klart kun foreligger en skattemæssig begrundelse for at medtage en stor post finansielle aktiver og/eller passiver i virksomheden, kan der være anledning til at foretage en nærmere efterprøvelse af, om disse finansielle aktiver og/eller passiver kan karakteriseres som erhvervsmæssige eller private, med henblik på at afgøre, om de pågældende aktiver og/eller passiver kan medtages i virksomhedsordningen. 

I SKM2010.110.SR fandt Skatterådet, at en valutaswap ikke kunne indgå i virksomhedsordningen. Det var oplyst, at valutaswappen hverken havde tilknytning til virksomhedens drift eller til virksomhedens gæld. Skatterådet fandt, at der ved vurderingen af, om en swap er et erhvervsmæssigt aktiv kan henses til praksis for, hvornår tab på en swap-kontrakt er omfattet af kursgevinstlovens § 32, stk. 1. Efter en konkret vurdering blev det derfor lagt til grund, at der var tale om et ikke-erhvervsmæssigt aktiv, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen.

SKM2007.573.SR vedrørte en "renteswapaftale", hvor der skulle optages lån i en valuta, og i den forbindelse betale en (lav) rente, samtidig med at der ville blive købt en anden valuta for et tilsvarende beløb, hvorfra en (højere) rente vil blive modtaget. Låneaftalen ansås ikke at være omfattet af VSL § 1, stk.1, 1.pkt. , og dermed ikke afskåret fra at indgå i virksomhedsordningen, idet den kunne anses for et erhvervsmæssigt aktiv. Se også SKM2009.152.SR.

Selv om beregning af kapitalafkast og rentekorrektion i et vist omfang er et værn mod, at privat gæld medtages i virksomheden, er dette ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne i omgåelsestilfælde er afskåret fra at tilsidesætte sådanne dispositioner. Dette følger af skattemyndighedernes generelle adgang til at efterprøve virksomhedernes regnskaber.