Dato for udgivelse
06 Dec 2001 11:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21. december 2000
SKM-nummer
SKM2001.599.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-6-1637-0013 + 0014
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Vandafgift, golfbane
Resumé

Et selskab, der udlejede en golfbane til en golfklub, var registreret for vandafgift og vandede golfbanen med vand fra en privat boring. Selskabet var berettiget til tilbagebetaling af vandafgift efter vandafgiftslovens § 9 i samme omfang som virksomheden havde fradragsret for merværdiafgift af vand. Ved en samtidig afsagt kendelse blev golfklubben (lejer) ikke anset for registreringspligtig for en forudgående periode.

Reference(r)

Vandafgiftsloven § 9, stk. 1


2-6-1637-0013

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen ved afgørelse truffet den 4. maj 2000 ikke har anset selskabet for berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. april 1998 - 30. september 1998, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Det er oplyst, at A golfbane A/S er ejer af den etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, som siden 1. januar 1994 har været udlejet til golfklubben. Golfbanen vandes med vand fra en privat boring (ikke-alment vandforsyningsanlæg).

Den mellem selskabet og golfklubben indgåede lejekontrakt har følgende ordlyd:

"1.

Lejemålet er trådt i kraft d. 1. januar 1994 og omfatter den på X etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, alt iflg. vedlagte specifikation.

2.

Golfklubben er lejer på samme vilkår som golfbanen for så vidt angår golfbanens lejemål hos Skov- og Naturstyrelsen og Y kommune. Kopier af lejemål vedlægges.

3.

Lejeaftalen er uopsigelig fra begge sider. Lejens størrelse kan til enhver tid genforhandles, men kan dog aldrig være lavere end golfbanens forpligtelser.

4.

Den årlige leje er aftalt til kr. 410.000,00 excl. moms. Beløbet betales med kr. 102.500,00 plus den til enhver tid gældende momssats ved udgangen af hvert kvartal. Da det lejedes fortsatte værdi er betinget af en planlagt vanding og gødskning, vil udlejer forestå vanding af arealet samt om nødvendigt gødskning efter nærmere aftale med golfklubben. Golfbanen afholder udgifterne hertil.

5.

Vedligeholdelse af anlæg, bygninger m.v. påhviler lejeren efter en i samarbejde mellem parterne fastlagt plan. Større anskaffelser af maskiner/vedligeholdelse af bygninger m.v. forhandles parterne imellem.

6.

Lejer er berettiget til at oppebære alle medlemskontingenter og indskud samt greenfee's i forbindelse med det lejedes anvendelse som golfbane. Det samme gælder indtægter fra udleje af bagskabe, reklameplads m.v., dog med respekt af tidligere indgåede skriftlige aftaler med reklamesponsorer.

7.

Golfbanen er berettiget til at oppebære alle indtægter ved salg fra øl- og kaffeautomater samt madsalg. Udgifter i forbindelse hermed samt udgifter til husholdningsartikler m.v. afholdes af golfbanen. Udgifter i forbindelse med elektricitet, samt brændstof til maskiner afholdes ligeledes af golfbanen.

(….)"

Golfbanen er frivilligt momsregistreret for udlejningen til golfklubben.

Golfklubben har været registreret for vandafgift i perioden 1. januar 1994 til 30. september 1998. Golfbanen har været registreret for vandafgift siden 1. januar 1998.

Told- og Skattestyrelsen stadfæstede den 17. december 1997 en af told- og skatteregionen den 15. april 1997 truffet afgørelse, hvorved selskabet ikke kunne opnå godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift, fordi energien blev anset for leveret videre og forbrugt i golfklubben. Under henvisning til en af Momsnævnet den 10. september 1996 truffet afgørelse fastholdt styrelsen regionens afgørelse. Det blev herved anført, at en aftale i en lejekontrakt efter styrelsens opfattelse ikke kan bevirke, at adgangen til godtgørelse af energiafgifter og vandafgift flyttes fra lejer (forbrugeren), som ikke er momsregistreret og dermed ikke kan få godtgørelse, til udlejer. Styrelsen anså videre ikke golfbaner for omfattet af skatteministerens afgørelse fra 1988, hvorefter idrætshaller kan få godtgjort energiafgifter i forbindelse med en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom. Under hensyntagen til, at selskabet i forbindelse med en kontrolsag i foråret 1996 havde fået oplyst, at man behandlede energiafgifterne korrekt fik afgørelsen virkning fra den 15. april 1997. Vedrørende vandafgiften er det anført, at golfklubben korrekt har afregnet for forbrug af vand fra egen boring, da golfklubben er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Det vil ikke gøre nogen forskel, hvis registreringen for vandafgiften flyttes til golfbanen, da denne ikke vil kunne få godtgjort vandafgiften, fordi vandet ikke er forbrugt i udlejningsvirksomheden, jf. den anførte nævnsafgørelse.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen afvist selskabets anmodning om tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. april 1998 - 30. september 1999 på 119.857 kr. under henvisning til, at der ifølge vandafgiftslovens § 9, stk. 4, kun kan ske tilbagebetaling af afgift af det fra virksomheden i forbindelse med momspligtig virksomhed forbrugte vand. Regionen har herved henvist til den af Told- og Skattestyrelsen den 19. december 1997 trufne afgørelse, idet der efter regionens opfattelse ikke er sket ændringer efter dette tidspunkt. Det er herved anført, at TfS 1999.751 vedrører en konkret sag og således ikke kan anses for at være udtryk for en praksisændring.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for den omhandlede periode.

Det er til støtte herfor anført, at da selskabet udlejer bl.a. golfbanen til golfklubben, leverer selskabet en ydelse omfattet af momslovens § 13, stk. 1. Da selskabet desuden leverer vand fra et ikke-alment vandforsyningsanlæg, er det registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Selskabet er tillige frivilligt momsregistreret for udlejning af banen, herunder også for levering af det til vandingen medgåede vand, og dette har derfor efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1, ret til tilbagebetaling af afgiften af det til vandingen forbrugte vand. Det er herved anført, at det i TfS 1999.751 er fastslået, at en udlejer af en golfbane i en lignende sag var at anse for forbruger i vandafgiftslovens forstand.

Det er videre anført, at man er enig med regionen i, at der kun kan ske tilbagebetaling vedrørende vand forbrugt i virksomheden, hvilket direkte fremgår af vandafgiftslovens § 9, stk. 1. Momsnævnets afgørelse af 10. september 1996 hvorved et ejendomsselskab ikke kunne få tilbagebetalt vandafgift, idet vandet ikke var forbrugt af selskabet men af ferskvandsakvariet, kan ikke tillægges præjudikatsværdi i nærværende sag, idet det var ferskvandsakvariet der i sagens natur bestemte hvornår der så at sige skulle åbnes og lukkes for vandet i takt med behovet for (gen-)påfyldning af akvarierne. I nærværende sag er det - i lighed med TfS 1999.751 - udlejer der bestemmer, hvornår der skal åbnes og lukkes for vandet. Dertil kommer, at udlejer sandsynligvis ikke har haft nogen form for ansvar i forbindelse med benyttelsen af vandet, udover at stille det til rådighed. Uanset regionens påstand om det modsatte kan TfS 1999.751 tillægges præjudikatsværdi i denne sag, idet der findes mange lighedspunkter mellem de konkrete omstændigheder i den trufne afgørelse og nærværende sag. Når bortses fra, at kommanditselskabet i afgørelsen selv havde lejet banen af et interessentskab, er forholdene næsten identiske med nærværende. Derudover er den af Landsskatteretten trufne afgørelse nyere.

Told- og skatteregionen har under sagens behandling ved Landsskatteretten afgivet en udtalelse. Det er heri bl.a. anført, at på baggrund af den  Told- og Skattestyrelsen den 17. december 1997 trufne afgørelse samt det i bemærkningerne til vandafgiftslovens § 4, stk. 2, jf. betænkning afgivet af Skatteudvalget den 18. juni 1993 til L 303 anførte, er det regionens opfattelse, at der ikke fra lovgiverside har været lagt op til, at man som golfbaneklub, golfbaneejer eller golfbaneudlejer ved at oprette en frivillig registrering for udlejning, kan fritages for betaling af vandafgiften. Det er videre regionens opfattelse, at en fritagelse for betaling af vandafgift på grundlag af den i denne sag omhandlede udlejningskonstruktion vil få uoverskuelige konsekvenser for såvel momsfrie virksomheder samt de i bilag til vandafgiftsloven nævnte virksomheder, der vil se deres fordel i at etablere sådanne konstruktioner, hvad enten der er tale om "forsøg" på at opnå afgiftsfritagelse eller afgiftsgodtgørelse. Det er desuden regionens opfattelse, at der i golf-regi kun er mulighed for fradrag af vand- og energiafgifter i forbindelse med almindelige momspligtig virksomhed, f.eks. restaurationsdrift mm. For så vidt angår TfS 1999.751 er der ikke herved taget stilling til en eventuel godtgørelse af vandafgiften.

Selskabets repræsentant har hertil anført, at lovgiver ikke kan tage hensyn til alle de muligheder der er og opstår i forbindelse med vedtagelse af en ny lov. At lovgiver ikke har overvejet en bestemt mulighed medfører ikke nødvendigvis, at muligheden er i strid med loven. Med den klare formulering af de relevante lovbestemmelser må den af regionen anvendte indsnævrende fortolkning have klar støtte i lovens forarbejder, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. Udgangspunktet må være, at en mulighed, der er i overensstemmelse med lovens ordlyd, må være lovlig, medmindre andet fremgår af lovens forarbejder. Denne bevisbyrde har regionen ikke løftet i denne sag. Det er videre anført, at hidtidig praksis, som regionen henviser til, ikke kan finde anvendelse efter TfS 1999.751. Det er korrekt, at der ikke ved denne afgørelse blev taget stilling til godtgørelse af vandafgiften. Landsskatteretten tog imidlertid stilling til, hvem der var forbruger af vandet, hvilket er det afgørende i nærværende sag. Forbruger af vandet var den virksomhed, der var forpligtet til at vande golfbanen. Det medfører i denne sag, at udlejer er forbruger af vandet og dermed registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2, og da udlejer er registreret efter momsloven, kan man få tilbagebetalt afgiften efter vandafgiftslovens § 9, stk. 1. Der er intet belæg for, at "forbrug" ikke skulle have den samme betydning i begge disse bestemmelser, og den tidligere anvendte term "endelig forbruger" er - og har hele tiden været - uden hjemmel i lovens klare formulering.

Landsskatteretten skal udtale:

Det fremgår af vandafgiftslovens § 4, stk. 2, at virksomheder, der leverer ydelser omfattet af bilaget til nærværende lov, og virksomheder og institutioner mv., der leverer varer og ydelser omfattet af merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, og som i forbindelse med deres levering af disse varer og ydelser forbruger ledningsført vand fra andre anlæg end almene vandforsyningsanlæg, skal anmelde sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det nævnte vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt.

Af den mellem selskabet og golfklubben indgåede lejeaftale fremgår, at selskabet har påtaget sig for egen regning at forestå vanding af det udlejede areal. På grundlag heraf og under henvisning til Landsskatterettens kendelse af 24. juni 1999, refereret i TfS 1999.751, finder retten, at selskabet må anses at have forbrugt vandet i forbindelse med sin udlejningsvirksomhed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8. Selskabet er således registreringspligtig i medfør af vandafgiftslovens § 4, stk. 2.

Retten finder videre, at selskabet i medfør af vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 3, er berettiget til tilbagebetaling af afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for merværdiafgift af vand. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed og den talmæssige opgørelse vil blive foretaget af den stedlige told- og skatteregion.

2-6-1637-0014

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen ved afgørelse truffet den 4. maj 2000 ikke har anset A (golfklubben) for berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. januar 1994 til 30. september 1997, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Det er oplyst, at B A/S (golfbanen) er ejer af den etablerede golfbane med tilhørende bygninger og maskiner, som siden 1. januar 1994 har været udlejet til golfklubben. Golfbanen vandes med vand fra en privat boring (ikke-alment vandforsyningsanlæg).

Den mellem golfbanen og  golfklubben indgåede lejekontrakt er refereret i ovenstående kendelse.

Golfbanen er frivilligt momsregistreret for udlejningen til golfklubben.

Golfklubben har været registreret for vandafgift i perioden 1. januar 1994 til 30. september 1998. Golfbanen har været registreret for vandafgift siden 1. januar 1998.

Told- og Skattestyrelsen stadfæstede den 17. december 1997 en af told- og skatteregionen den 15. april 1997 truffet afgørelse, hvorved golfbanen ikke kunne opnå godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift, fordi energien blev anset for leveret videre og forbrugt i golfklubben. Under henvisning til en af Momsnævnet den 10. september 1996 truffet afgørelse fastholdt styrelsen regionens afgørelse. Det blev herved anført, at en aftale i en lejekontrakt efter styrelsens opfattelse ikke kan bevirke, at adgangen til godtgørelse af energiafgifter og vandafgift flyttes fra lejer (forbrugeren), som ikke er momsregistreret og dermed ikke kan få godtgørelse, til udlejer. Styrelsen anså videre ikke golfbaner for omfattet af skatteministerens afgørelse fra 1988. Vedrørende vandafgiften er det anført, at golfklubben korrekt har afregnet for forbrug af vand fra egen boring, da golfklubben er registreringspligtig efter vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Det vil ikke gøre nogen forskel, hvis registreringen for vandafgiften flyttes til golfbanen, da denne ikke vil kunne få godtgjort vandafgiften, fordi vandet ikke er forbrugt i udlejningsvirksomheden, jf. den anførte nævnsafgørelse.

Ved den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen afvist golfklubbens anmodning om tilbagebetaling af vandafgift for perioden 1. januar 1994 - 30. september 1997 på 80.000 kr. under henvisning til, at der ifølge vandafgiftslovens § 9, stk. 1, kun kan ske tilbagebetaling af afgift af det fra virksomheden i forbindelse med momspligtig virksomhed forbrugte vand. Regionen har herved henvist til den af Told- og Skattestyrelsen den 19. december 1997 trufne afgørelse, idet der efter regionens opfattelse ikke er sket ændringer efter dette tidspunkt. Det er herved anført, at TfS 1999.751 vedrører en konkret sag og således ikke kan anses for at være udtryk for en praksisændring.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at golfklubben er berettiget til tilbagebetaling af vandafgift for den omhandlede periode.

Det er til støtte herfor anført, at golfklubben ikke har været registreringspligtig i henhold til vandafgiftslovens § 4, stk. 2 for det omhandlede vandforbrug. Der er herved henvist til det i den samtidig verserende sag vedrørende golfbanen anførte om, at registreringspligten påhviler selskabet, idet dette må anses for at have forbrug vandet.

Landsskatteretten skal udtale:

Under henvisning til den samtidig hermed afsagte kendelse, hvorved golfbanen blev anset for i forbindelse med sin udlejningsvirksomhed at have forbrugt det i sagen omhandlede vand, finder Landsskatteretten, at golfklubben ikke er registreringspligtig i medfør af vandafgiftslovens § 4, stk. 2. Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.

Det bemærkes, at et krav om tilbagebetaling af den af golfklubben erlagte vandafgift ikke er grundet i godtgørelsesreglen i lovens § 9, stk. 1, men i den af myndighederne foretagne registrering af klubben. Sådanne tilbagesøgningskrav er ikke undergivet Landsskatterettens kompetence, jf. lovens § 22 a, stk.1, nr. 1, hvorefter retten kun kan tage stilling til afgiftspligten.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter