RIM kan som kreditor søge at begære en skyldner erklæret konkurs. I et sådant tilfælde anses RIM som konkursrekvirent, jf. afsnit H.3.5 om kriterier for, hvornår man skal foranledige konkursbegæring indgivet.

Før skifteretten afsiger et konkursdekret, skal en række betingelser være opfyldt. Reglerne om, hvornår en skyldner kan erklæres konkurs, findes i KL §§ 17-20 og gennemgås særskilt i afsnit H.3.3.2 - H.3.3.3. Herudover er det vigtigt at være opmærksom på nogle særlige forudsætningsvise betingelser, jf. afsnit H.3.3.1.

Da disse betingelser inddrages i skifterettens vurdering af, om en skyldner kan erklæres konkurs, skal RIM også være opmærksom på disse betingelser og foretage en vurdering heraf, inden den afgør, om en skyldner bør erklæres konkurs.

I relation til kreditor kræves det i øvrigt, at denne er en 3. mand i forhold til skyldner. Det betyder fx, at den, der har foretaget indskud i en virksomhed som aktionær eller anpartshaver (ansvarlig lånekapital), ikke kan fremkalde en konkurs, medmindre han samtidig er kreditor.

For at en fordring eller et krav på skyldner kan berettige til at erklære skyldneren konkurs, skal fordringen opfylde visse betingelser.

RIM har som kreditor bevisbyrden for, at fordringen eksisterer. Det er dog ikke nødvendigt at opnå dom, forlig eller lignende over skyldneren for fordringens beståen for at kunne anvende fordringen som grundlag for en konkurs. Fordringen behøver heller ikke at være forfalden til betaling på tidspunktet for indgivelse af konkursbegæring.

Fordringen må dog ikke have en sådan beskaffenhed, at der skal føres et bevis for fordringens eksistens af et omfang, at det overgår den bevisførelse, der bør finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. Fordringens eksistens skal derimod være så klar, at den umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs.

Er RIMs krav fx skønsmæssigt eller foreløbigt ansat i henhold til OPKL § 4, stk. 1, og § 5, anses dette som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Det er dog en betingelse, at myndigheden kan sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.

Efter statsskattelovens § 38 kan en skyldner ikke ved at klage over skatteansættelsen slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Er en skatteansættelse under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen omkring kravets eksistens ikke går ud over, hvad der bør føres af bevis ved skifteretten. Københavns Skatteforvaltning ændrede i TfS 1998, 318 (Sø- og Handelsretsdom), skatteansættelsen for et selskab, der påklagede ansættelsen til Landsskatteretten, hvor sagen under konkursbehandlingen stadig verserede. Skifteretten afviste konkursbegæringen på grund af bevisførelsens omfang, og skattekravet havde således ikke den klarhed, der krævedes for kunne danne grundlag for en konkurs.

I TfS 2000, 638 ØLK, kom en falleret skatteyder med indsigelser mod RIMs krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste omfattede et beløb ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen, der havde begæret sagen genoptaget, påstod, at kendelsen hvilede på et forkert grundlag, men landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursen.

I SKM2006.700.VLR stadfæstede Vestre Landsret skifterettens kendelse om afsigelse af konkursdekret vedrørende en personlig skyldner, som i forvejen var under konkursbehandling. Konkursbegæringen hvilede på en afgørelse om forhøjelse af skyldners skatteansættelser for 2002-2004 med i alt ca. 8 mio. kr. Skyldner havde indbragt skatteansættelserne for Landsskatteretten, men skifteretten fandt, at SKATs afgørelse - uanset skyldners og revisors forklaring i skifteretten - i et vist omfang kunne lægges til grund, således at det måtte antages, at SKAT havde et betydeligt skattekrav mod skyldner. Efter en gennemgang af de enkelte punkter i SKATs afgørelse om forhøjelse af skatteansættelserne for de respektive skatteår, stadfæstede landsretten konkursdekretet.

Er fordringen tilstrækkelig klar, må det være op til skyldner at bevise kravets usikkerhed. I UfR 1999, 110 HK, bestred en skyldner nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort, at aftalerne var så usikre, at de ikke kunne danne grundlag for konkurs. Højesteret lagde også vægt på, at det var af afgørende betydning at få etableret en fristdag af hensyn til eventuel omstødelse.

Som et andet eksempel på, at en skønsmæssig ansættelse er blevet afvist, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD. I sagen påstod RIM, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Kravet var af skifteretten blevet afvist med den begrundelse, at skattegrundlaget hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten ikke var forenelig med selskabets beskedne aktiver. Landsretten fastslog, at berettigelsen af et skattekrav i konkursboer ikke kan prøves af domstolene, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, hvilket dog var tilfældet i foreliggende sag. Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse, og kravet blev derfor afvist.

Ud over de i afsnit H.3.3.1 nævnte krav til fordringens beskaffenhed er der i KL § 20, stk. 1, nr. 1-3, nævnt tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs:

  • SKATs fordring er sikret ved betryggende pant i skyldnerens aktiver, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 1. En fordring er sikret ved betryggende pant, når pantet eller udlægget er tilstrækkeligt til at dække fordringen og ikke kan omstødes. Bestemmelsen omfatter også anden sikkerhed stillet i henhold til OPKL §11 og punktafgiftslovene, fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven. Se tillige SKM2006.365.SKAT.
  • RIMs fordring er sikret ved betryggende pant stillet af 3. mand, og en konkursbegæring vil stride mod de vilkår, som kreditor og 3. mand har aftalt for sikkerhedsstillelsen, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 2. Det er således ikke udelukket at erklære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartsindehaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må begæres konkurs, så længe pantet giver fuld dækning, er kreditor bundet heraf.
  • SKATs fordring er uforfalden og er sikret af 3. mand - eller tilbydes sikret - ved betryggende pant, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 3.

Forudsætningen for en konkursbehandling af en skyldners bo er, at den fordringshaver, der tager initiativ til en konkurs, har en reel retlig interesse i konkursens gennemførelse.

Kan en fordringshaver gennem skyldnerens konkurs opnå enten fuld eller delvis fyldestgørelse, vil en retlig interesse i en konkurs altid foreligge.

I første omgang relateres den retlige interesse således til, om kreditor vil få dækning for sit krav. En konkursbegæring fra en efterstillet kreditor vil skifteretten som hovedregel ikke imødekomme, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der intet vil fremkomme til dækning af den efterstillede gæld. Det samme gælder, hvis skyldner ikke har - eller har haft - nogen aktiver, jf. nedenfor.

I UfR 1994, 95 VLK, havde en plejehjemsbeboer foræret sine børn et beløb af en sådan størrelse, at hendes formue kun udgjorde ca. 1.000 kr. Det offentlige fik et krav på beboeren på 37.000 kr. for ophold på plejehjemmet for en periode på ca. 2 år. Kravet var betalt af 3. mand, men det offentlige havde alligevel en retlig interesse i at erklære beboeren konkurs for gennem en omstødelsessag at søge reglerne om betaling af opholdsudgifterne overholdt, ligesom beboeren grundet sin insolvens måtte forventes inden for kort tid at vise sig ude af stand til af egne midler at betale udgifterne.

Retlig interesse i at indgive konkursbegæring mod en skyldner kan også være til stede i de tilfælde, hvor det må formodes, at skyldneren har bragt aktiver i kreditorly, og hvor det er nødvendigt at indgive konkursbegæring for at få de utilbørlige dispositioner omstødt, jf. afsnit H.3.5.4.

I UfR 1973, 399 ØLK, blev det fastslået, at der kunne iværksættes konkursbehandling mod et selskab for derigennem at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne efter SEL § 33, jf. nærmere afsnit H.3.17.1. Selskabet ejede intet og havde ikke drevet virksomhed i en årrække.

I SKM2006.700.VLR, der også er omtalt ovenfor i afsnit  H.3.3.1, fandt Vestre Landsret, at SKAT havde en retlig interesse i at få afsagt konkursdekret mod en personlig skyldner, som i forvejen var taget under konkursbehandling, idet en ny konkursbehandling ville muliggøre en undersøgelse af skyldners forhold, herunder hvorvidt denne måtte have aktiver, der ikke var omfattet af det eksisterende konkursbo, jf. KL § 33.

Da RIM som regel er tvangskreditor, kan dette forhold bevirke en særlig form for retlig interesse. I UfR 1994, 10 VLK, fik en told- og skatteregion fremmet en konkursbegæring mod en skyldner uden aktiver af væsentlig værdi. Det var i sagen godtgjort, at told- og skatteregionen havde den fornødne interesse, da det måtte påregnes, at skyldneren ved konkursen ville blive afskåret fra at forøge moms- og skatterestancerne.

Muligheden for at inddrage registreringen kan i sjældne tilfælde udelukke den retlige interesseØstre Landsret afgjorde i UfR 1998.527 ØLK, at Told- og Skattestyrelsen havde en retlig interesse i en skyldners konkurs, selv om skyldneren var uden aktiver, og der gennem konkursen således ikke var udsigt til nogen fyldestgørelse for fordringshaverne. Told- og Skattestyrelsens formål med konkursen var primært at hindre yderligere gældsstiftelse. Landsretten lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at de ved lov nr. 1093 af 21. december 1994 i bl.a. kildeskattelovens § 56A og § 74A og momslovens § 62, stk. 10, indførte bestemmelser om sikkerhedsstillelse ikke gav adgang til at inddrage registreringen. I stedet skulle told- og skattemyndighederne i tilfælde at manglende opfyldelse af et pålæg om sikkerhedsstillelse overveje en konkursbegæring. Konkursen blev derfor opretholdt.

Siden Østre Landsrets kendelse fra 1998 er der med opkrævningslovens § 11, stk. 9, i lovgivningen indsat en bestemmelse, der muliggør en inddragelse af en virksomheds registrering i tilfælde af manglende sikkerhedsstillelse, hvis virksomheden ikke imødekommer et efter § 11, stk. 1, meddelt pålæg om sikkerhedsstillelse. Bestemmelsen er nærmere beskrevet i afsnit D.4.

Adgangen til at inddrage registreringen indebærer som følge af præmisserne i UfR 1998.527 ØLK, at den retlige interesse i en konkurs ikke vil være til stede, såfremt

  • SKATs formål med en konkurs udelukkende vil være at hindre yderligere gældsstiftelse ved gennem en konkurs at få virksomheden afmeldt fra registrering, og
  • dette konkret kan opnås gennem en inddragelse af registreringen i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 9.

For konkursbegæringer mod selskaber og andre juridiske personer må en retlig interesse som regel antages at være til stede, idet konkursen bevirker den juridiske persons ophør.

Disse personers særlige beskaffenhed gør det desuden nærliggende gennem en konkurs at muliggøre en undersøgelse af evt. omstødelige forhold og andre forhold, der kan tjene fordringshavernes interesser. Indskudskapitalen i et selskab kan eksempelvis være reduceret eller helt forsvundet, og der kan foreligge ulovlige udbetalinger fra selskabet såsom ulovlige aktionærlån mv.

Enkeltmandsvirksomheder kendetegnes ved, at indehaveren hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser og også vil gøre det efter virksomhedens konkurs for de krav, der ikke blev dækket ved konkursen, jf. konkurslovens § 156. Modsat de juridiske personer vil en fysisk person, der erklæres konkurs, ikke ophøre med at eksistere.

Hvis indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed ikke har aktiver, der kan give fordringshaverne nogen fyldestgørelse, og der heller ikke er kendskab til aktiver, der består i form af mulige omstødelseskrav, krav på erstatning m.v., er den til brug for en konkurs retlige interesse ikke til stede, hvis SKAT udelukkende ønsker at stoppe yderligere gældsstiftelse, og det konkret vil være muligt at opnå en inddragelse af registreringen ved at kræve sikkerhedsstillelse efter opkrævningslovens § 11, stk. 1. Hvis en sådan sikkerhed ikke stilles, inddrages registreringen efter § 11, stk. 9. Da sikkerheden ifølge § 11, stk. 5, beregnes som virksomhedens restancer med skatter og afgifter, der opkræves efter opkrævningsloven, og, for så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode, og det er selv samme restance, der ville skulle begrunde en konkurs, må det tages for givet, at sikkerheden ikke vil blive stillet, hvorved registreringsinddragelsen vil være en realitet.

Hvis betingelserne for at kræve sikkerhed efter § 11, stk. 1, ikke er opfyldt, vil der derimod også være en retlig interesse i en sådan enkeltmandsvirksomheds konkurs.

Sammenfattende kan det således siges, at SKAT som udgangspunkt altid har den fornødne retlige interesse i at få en insolvent virksomhed erklæret konkurs. Dette gælder, uanset om der er tale om et selskab, en anden juridisk konstruktion eller en enkeltmandsvirksomhed.

SKAT skal derfor som udgangspunkt vælge konkursinstituttet mod en insolvent virksomhed, hvis det i henhold til Inddrivelsesvejledningens afsnit H.3.3 vurderes, at virksomheden opfylder betingelserne for en konkurs.

Den for en konkurs nødvendige retlige interesse er dog ikke til stede, hvis

  • skyldneren driver en enkeltmandsvirksomhed, og
  • der ikke er kendskab til nogen som helst aktiver, herunder eventuelle omstødelses- eller erstatningskrav, som kurator vil kunne rejse i tilfælde af skyldners konkurs, og
  • det konkret vil være muligt at inddrage virksomhedens registreringsforhold i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 9, i tilfælde af manglende opfyldelse af et efter § 11, stk. 1, udstedt pålæg om sikkerhedsstillelse.

I dette tilfælde har SKAT derfor alene mulighed for at hindre yderligere gældsstiftelse ved at inddrage registreringen i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 9. Se om problemstillingen i øvrigt SKM2007.653.SKAT.

Det er en betingelse for at gennemføre konkursen, at skyldner er insolvent, jf. KL § 17, stk. 1. Så længe skyldneren er solvent, er der en formodning for, at skyldnerens kreditorer er tilstrækkeligt sikret gennem reglerne om individualforfølgning, fx ved at foretage udlæg.

Bestemmelsens stk. 2 fastslår, at skyldneren er insolvent, når den pågældende "ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående".

Det er således afgørende for spørgsmålet, om skyldneren er insolvent, at han skal være illikvid. Bestemmelsens krav om, at illikviditet ikke må være "forbigående" har betydning ved vurderingen af, hvorvidt skyldneren kan betale sin gæld inden for det tidsrum, det normalt tager at inddrive fordringen gennem sædvanlig individualforfølgning. I udtrykket "forbigående" henser retspraksis til, om virksomheden er sæsonbetonet, således at indtægten falder i en kortere, nærmere bestemt periode af året.

Afgørelsen af, om illikviditeten er "forbigående", henhører i sidste ende under skifteretten, men RIM skal ved vurderingen af, om en konkursbegæring bør indgives, tage højde for disse momenter.

Bevisbyrden for, at skyldneren er insolvent, påhviler RIM, og bevisbyrden anses for løftet, hvis RIM kan påvise, at skyldneren ikke kan betale sine gældsposter, efterhånden som de forfalder. Derimod har skyldneren bevisbyrden for, at insolvensen alene er forbigående.

KL § 18 indeholder en formodningsregel for, at skyldneren er insolvent i følgende tilfælde:

  • Hvis skyldneren erkender at være insolvent, hvilket kan ske ved, at skyldneren på skifteretsmødet anerkender insolvensen eller skriftligt meddeler sit samtykke over for kreditor mht. konkursen. Indgiver skyldneren selv konkursbegæring, påser skifteretten, at betingelserne er opfyldt, jf. KL § 22. En betydelig underbalance kan også være en formodning for, at insolvens er til stede.
  • Hvis skyldneren er under rekonstruktionsbehandling.
  • Hvis skyldneren har standset sine betalinger. Skyldner har standset sine betalinger, hvis skyldneren i almindelighed undlader at betale forfalden forretningsgæld på grund af betalingsvanskeligheder. En udtrykkelig eller stiltiende erklæring om betalingsstandsning fra skyldneren er efter omstændighederne også tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om insolvens.
  • Hvis der inden for de sidste 3 måneder før indgivelse af konkursbegæringen har været foretaget forgæves udlæg hos ham. Arrest har ikke samme virkning, da der ikke med denne følger en opfordring til skyldner om at betale gælden.