Dato for udgivelse
27 Feb 2002 14:51
SKM-nummer
SKM2002.112.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4293-00010
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Interessentskab, omdannelse, kommanditselskab
Resumé

Omdannelse af et interessentskab til et kommanditselskab uden at der skete forskydning af deltagernes ejerandele medførte ikke afståelsesbeskatning.

Reference(r)

Aktieselskabsloven § 173, stk. 8
Ligningsvejledningen 2001 E.F.2.1 og E.I.6


To skatteydere, der var deltagere i interessentskabet A, anmodede Ligningsrådet om bindende forhåndsbesked på følgende spørgsmål:

Spørgsmål

Vil en omdannelse af interessentskabet A til et kommanditselskab have skattemæssige konsekvenser for deltagerne i interessentskabet?

Spørgsmålet vedrører ikke det forhold, at de personlige kommanditister vil blive omfattet af reglerne om fradragsbegrænsning som følge af, at fradragskontoen bliver negativ. Der spørges således alene om, hvorvidt interessenterne vil blive anset for at have afstået de af interessentskabet ejede aktiver med ophørsbeskatning til følge.

Ligningsrådet besvarede spørgsmålet således:

Se sagsfremstilling og begrundelse.

Sagsfremstilling og begrundelse

Det var oplyst, at interessentskabet A som deltagere havde B med 25 pct., C med 25 pct. og anpartsselskabet D med 50 pct.

Med det formål at minimere den erhvervsmæssige risiko ved interessentskabets drift, herunder risikoen for erstatningsansvar, ønskedes A I/S omdannet til en selskabsform med begrænset ansvar for ejerne.

Da en af interessenterne var et anpartsselskab, lagde interessenterne til grund, at lov om skattefri virksomhedsomdannelse ikke kunne anvendes. I stedet ønskedes virksomheden omdannet til et kommanditselskab med de nuværende interessenter som kommanditister i samme ejerforhold som under interessentskabet. I forbindelse med omdannelsen ville der blive stiftet et anpartsselskab som komplementar.

Komplementarselskabet skulle varetage den daglige ledelse og administration af kommanditselskabet. Komplementarselskabet skulle ikke have nogen ejerandel i kommanditselskabet, men skulle være berettiget til at oppebære 1 pct. af kommanditselskabets omsætning, dog mindst et beløb svarende til at komplementarselskabets egenkapital forrentes med den til enhver tid værende mindsterente.

Ifølge aktieselskabslovens § 173, stk. 8, stilles der for så vidt angår kommanditselskaber, der stiftes den 1. juni 1996 eller senere, krav om, at de fuldt ansvarlige deltagere (dvs. komplementarerne) skal være tillagt økonomiske og administrative beføjelser.

Forespørgernes repræsentant havde i forbindelse med sagens forelæggelse for Ligningsrådet indhentet en vejledende udtalelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvoraf fremgik, at styrelsen fandt, at komplementarselskabet opfyldte betingelserne i aktieselskabslovens § 173, stk. 8, således at selskabet ville kunne blive registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Repræsentanten gjorde over for Ligningsrådet gældende, at omdannelsen ikke skattemæssigt kunne betragtes som et salg med deraf følgende beskatning.

Til støtte for sin opfattelse henviste repræsentanten til, at det fremgår af Ligningsvejledningen for 2000, afsnit E.I.6, at omdannelse af et kommanditselskab til et interessentskab, hvor deltagernes ejerforhold ikke ændres, kan finde sted uden andre skattemæssige konsekvenser end at fradrag for eventuelt driftsunderskud efter omdannelsen til interessentskab, ikke længere vil være afhængig af deltagernes tidligere begrænsede hæftelse. Der sker således ikke noget salg med deraf følgende beskatning.

Det var repræsentants opfattelse, at der heller ikke var tale om noget salg med deraf følgende beskatning, hvis der omvendt skete omdannelse fra interessentskab til kommanditselskab. Dette bekræftes efter repræsentantens opfattelse af, at der i "Skatteretten 2", 3. udgave, af Niels Winter-Sørensen m. fl. på side 615 anføres: "Ændring af selskabets struktur, således f.eks. ændring fra interessentskab til kommanditselskab, udløser ikke beskatning hos deltagerne, hvis ikke der sker forskydning i ejerandelene."

Told- og Skattestyrelsens afgav følgende indstilling til Ligningsrådet:

Styrelsen bemærker, at det ifølge Ligningsvejledningen for 2001, afsnit E.F.2.1, ikke er en betingelse for at anerkende et kommanditselskab skatteretligt, at komplementaren har nogen ejerandel i kommanditselskabet, jf. Skatteministeriets kommentar til retsforlig af 5. januar 1998, refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter, årgang 1998, nr. 742.

Endvidere bemærkes, at den påtænkte omdannelse indebærer, at kommanditisterne bliver omfattet af Ligningsrådets anvisning i TSS-cirkulære 1990-1 om begrænsning af kommanditisters fradrag af underskud m.v.

Da omdannelsen ikke medfører forskydning af deltagernes ejerandele, udløser omdannelsen efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke afståelsesbeskatning.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter