Dato for udgivelse
21 Jun 2006 09:43
Dato for afsagt dom/kendelse
18 May 2006 13:36
SKM-nummer
SKM2006.402.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
2. afdeling, 421/2004
Dokument type
Dom
Emneord
Skattearrangement, rentefradrag, højtforrentet, lån, risiko, forretningsmæssig, realitet, skatteudnyttelse, skatkammerbeviser
Resumé

Højesteret fastslog, at der i et skattearrangement fastlagt af parter, som skattemæssigt ikke havde modstående interesser, skal foretages en helhedsbedømmelse. Efter en sådan samlet realitetsvurdering fandt Højesteret, at arrangementet ikke var forretningsmæssigt begrundet, men alene etableret med henblik på at gennemføre en skatteudnyttelse. Højesteret fandt herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6 e

Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-2 A.E.1.4.4

Parter

A og B
(begge ved advokat Torben Bagge)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Per Sørensen, Per Walsøe og Lene Pagter Kristensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 6. afdeling den 3. august 2004.

Påstande

Appellanterne, A og B, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen omhandler et aftalekompleks, hvis forløb og afvikling var fastlagt på forhånd af parter, som skattemæssigt ikke havde modstående interesser. Der må derfor foretages en helhedsbedømmelse af arrangementet.

Den 23. juni 1995, da K/S G1 og K/S G2 erhvervede hver en U2-obligation, havde de to selskaber samme ejerkreds og ledelse. Obligationerne blev udstedt på identiske vilkår bortset fra, at der var aftalt modsatrettede virkninger af FX-klausulen, således at der var sikkerhed for, at en gevinst for det ene selskab ville blive modsvaret af et tilsvarende tab for det andet selskab. U2 havde dermed neutraliseret de risici, som de to forretninger hver for sig kunne påføre U2, og det samme gjaldt for den ejerkreds, som stod bag kommanditselskaberne. Set under et indebar forretningerne derfor ikke, at der blev skabt en kursgevinst, idet forretningerne i realiteten blot medførte, at der blev overført 30 mio. kr. fra det selskab, der led kurstab (K/S G2), til det selskab, der fik en kursgevinst (K/S G1).

Banken, som havde udlånt de 200 mio. kr. til købet af U2-obligationerne, påtog sig ikke nogen risiko, da den havde fuld sikkerhed i obligationerne. Den aftalte rente på godt 129 % var derfor ikke et udslag af bankens kredit- eller markedsrisiko ved långivningen til K/S G1, men skulle i realiteten sikre, at banken fik dækning for det på forhånd beregnede tab på arrangementet med K/S G2. Den beregnede rente udgjorde ved lånets indfrielse 35.137.000 kr. og indeholdt i realiteten betaling til banken for de 30 mio. kr., som var blevet overført fra K/S G2 til K/S G1. Konstruktionen af denne betaling som en rentebetaling må antages udelukkende at være sket af skattemæssige grunde med henblik på at etablere en rentefradragsret for de kommende kommanditister.

Højesteret finder på denne baggrund, at arrangementet ikke var forretningsmæssigt begrundet, men alene etableret med henblik på at gennemføre en skatteudnyttelse. Det forhold, at provenuet ved indfrielsen af U2-obligationen blev anvendt til indkøb af skatkammerbeviser, kan ikke føre til en anden vurdering. Efter en samlet bedømmelse finder Højesteret herefter, at rentebetalingen savnede realitet i skattemæssig henseende.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B hver betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbene for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter