Dato for udgivelse
09 Apr 2002 08:14
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11. marts 2002
SKM-nummer
SKM2002.205.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, B-1184-99
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Rettighed, abonnement, telefonnummer, goodwill, forældelse
Resumé

Det første spørgsmål i sagen var, om et telefonnummer havde tilhørt sagsøgeren eller hans selskab, som på tidspunktet for salget var uden ledelse. Bl.a. efter ordlyden af aftalen fandt landsretten det godtgjort, at det var sagsøgeren, der var ejer af telefonnumrene og i den egenskab havde fået udbetalt provenuet fra salget.
Landsretten fandt dernæst, at et salg af telefonnumre ikke kunne sidestilles med salg af kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende - goodwill - der på salgstidspunktet var skattefrit.
Da ansættelsen ikke beroede på et skatteskøn, var bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, ikke til hinder for ansættelsen.
Landsretten fandt, at ligningskommunen havde været i utilregnelig uvidenhed om skattekravet. Bl.a. havde sagsøgeren ikke på noget tidspunkt medtaget provenuet i sine selvangivelser.

Reference(r)

Lov om særlig indkomstskat § 2, stk. 1 nr. 5 (dagældende)
Skattestyrelsesloven § 15, stk. 5 (dagældende)
1908-loven § 3
Ligningsvejledningen 2001 E.I.4.2.2., E.I.4.2.2.2
Processuelle regler 2002 N.2.1.3

Redaktionelle noter

Dommen er anket til Højesteret

Sagen er efterfølgende hævet


Parter

A
(Advokat Preben Kønig)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

M. Stassen, Arne Brandt og Gerd Sinding (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 27. april 1999, har sagsøgeren, A, principalt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at sagsøgerens særlige indkomst for 1988 nedsættes fra 625.000 kr. til 0 kr., subsidiært nedsættes til et efter landsrettens skøn fastsat beløb, der er højere end 0 kr., men mindre end 625.000 kr. og mere subsidiært, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at skattemyndighedernes krav om betaling af yderligere skat for indkomståret 1988 er forældet, jf. lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Skatteministeriet har principalt påstået frifindelse, subsidiært at sagsøgeren skal anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1988 forhøjes med 625.000 kr., mere subsidiært at sagsøgeren skal anerkende, at sagsøgerens kapitalindkomst for indkomståret 1988 forhøjes med 625.000 kr. tillige med skattegodtgørelse på 25% heraf, eller i alt 781.250 kr. og mest subsidiært, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1988 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Over for Skatteministeriets subsidiære og mere subsidiære påstand har sagsøgeren påstået frifindelse, subsidiært at sagen hjemvises til skattemyndighederne til fornyet behandling.

Den 2. februar 1999 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Særlig indkomst

                     

Salg af telefonnummer, oprindeligt tilhørende selskabet, H3 ApS, anset solgt af og dermed skattepligtig for klageren og dennes meddirektør personligt, således at salgssummen, 1.250.000 kr. er henført med 50% til klageren, jf. LOSI 2, stk. 1, nr. 4 og SL § 4

625.000 kr.

Sagen har været forhandlet med klagerens revisor på Landsskatterettens kontor.

Det fremgår af oplysningerne, at klageren, dennes ægtefælle og ægtefællens broder (B) i fællesskab købte et Dankøb minimarked som i 1984 blev omdøbt til H1 minimarked. Klageren har over for de stedlige skattemyndigheder oplyst, at der som led i denne forretning blev indkøbt en varebil, som blev anvendt til at afhente varer på Grønttorvet m.v. Senere påbegyndtes transportopgaver mod betaling. Da denne virksomheds omfang tiltog dannede klageren og B interessentskabet H2 Transport (..).

Klageren har oplyst, at parterne på et tidspunkt fik ideen til at efterligne en allerede kendt transportcentral (....). Man ansøgte KTAS om telefonnummeret .. .. .. .., hvilket KTAS havde betænkeligheder ved at tildele virksomheden af konkurrencemæssige årsager.

I første omgang tilbød KTAS i august 1985 vognmandsforretningen telefonnummeret ... ... . Dette accepteredes og forretningen flyttede samtidig til .....

I slutningen af 1985 fik vognmandsforretningen omsider tildelt telefonnummeret .. .. .. .. af KTAS.

Den 1. november 1985 købte klageren og B skuffeselskabet ApS H3, reg.nr. ...... Klageren og B sad begge i bestyrelsen og klageren var samtidig direktør for selskabet.

Klagerens revisor har over for Landsskatteretten fremlagt brev af 2. februar 1986 fra H2 Transport (H3 Transport) til KTAS. I henhold hertil anmoder klageren om, "at fremtidige telefonregninger til H2 Transport v/ [klageren], sendes til H3 Transport ApS."

Klagerens revisor har endvidere fremlagt kopi af leasingkontrakt nr. 5548 fra KTAS stilet til "H3 Transport" (selskabsbetegnelse mangler) vedrørende telefonanlæg. Revisor har herved tillige fremlagt kopi af i februar 1989 udarbejdet allonge til leasingkontrakt nr. 5548, hvor H3 Transport ApS er opgivet som den oprindelige leasingtager.

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 28. april 1987 ændrede selskabet navn til H3 ApS med binavnene "H3" ApS (H3 ApS) og "H2" Transport (H3 ApS).

Selskabets første regnskabsår løb retteligt fra stiftelsen den 15. april 1985 til 30. juni 1986. Der blev imidlertid ikke udarbejdet regnskab for dette regnskabsår. Med henvisning til mangelfuld tilrettelæggelse af selskabets registreringssystemer valgte bestyrelsen på en generalforsamling den 25. februar 1988 at udarbejde selskabets første regnskab som et samlet regnskab for perioden 15. april 1985 til 30. juni 1987.

På generalforsamlingen den 25. februar 1988 konstateredes det endvidere, at selskabet havde mistet over halvdelen af sin egenkapital og klageren og B tegnede derfor hver yderligere nom. 1.000 kr. anparter til kurs 25.000.

Der blev ikke indsendt regnskaber eller selvangivelser for selskabet for senere år til skattemyndighederne.

Klagerens revisor har fremlagt brev af 22. august 1988 fra klageren til FG, hvor klageren og B giver FG mandat til at undersøge muligheden for et salg af førstnævntes majoritetsanparter på 52% af anpartskapitalen til en samlet bruttosalgssum på 2,5 mio. kr. Klageren foreslår som køber G1 Transport ApS. Revisor har i samme forbindelse fremlagt kopi af brev af 23. august 1988 fra FG til klageren og B. Det er oplyst, at dette påtænkte salg aldrig blev til noget.

Den 10. november 1988 skrev klageren til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med fremsendelse af regnskabet for 1987/88. Klageren underrettede samtidig Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at selskabets bestyrelse, direktion og revisor var fratrådt, og at der ikke var sket nyvalg. Klageren oplyste samtidig, at selskabets ejerkreds ikke havde formået at tilføre selskabet ny kapital og anmodede Erhvervs- og Skattestyrelsen "om at foretage det videre fornødne."

Den 15. november 1988 blev der indgået følgende aftale mellem klageren og B personligt som sælgere og F1 ApS, under navneændring til F2 A/S, som køber:

"

§ 1.

Køber overtager det abonnement hos KTAS, der hidtil har tilhørt sælger omfattende telefonnumrene .. .. .. .. .. og .. .. .. .. ...
.....
.....

§ 3.

Sælger garanterer for at være abonnent og således dispositionsberettiget over de 2 nævnte telefonnumre, ..

§ 4.

Vederlaget for overtagelse af alle abonnementsrettigheder, uanset art til numrene .. .. .. .. .. og .. .. .. .. .. er fastsat til kr. 1.250.000, skriver een million tohundredefemtitusinde 00/100 kroner.

.....

Vederlaget frigives overfor sælger, når KTAS har bekræftet, at nævnte telefonnumre er overtaget af køber.

§ 6.

.....

Sælgeren (og således omfattende begge personer) er i en periode på 3 år regnet fra underskrift af nærværende aftale [konkurrenceklausul]

.....

Ligeledes er sælger uberettiget til at tage ansættelse i eller arbejde for en sådan virksomhed, som F1 ApS, herunder som bestyrelsesmedlem, kommitteret eller konsulent.
....."

Aftalen er underskrevet af klageren og B personligt som sælgere.

Revisor har oplyst, at klageren og B ikke har betalt noget til H2 Transport (H3 ApS) for telefonnumrene.

Det købende selskab var efter det oplyste ejet af et antal selvstændige vognmænd.

Den 9. februar 1989 blev der mellem klageren og B som sælger og F2 A/S som køber underskrevet en allonge til den 15. november 1988 indgåede aftale.

Det fremgår af allongen, at det købende selskab, F1 ApS til finansiering af købesummen på 1.250.000 kr. havde etableret et engagement i Amagerbanken på henholdsvis kr. 750.000 i form af anlægslån og kr. 400.000 i form af kassekredit.

Det fremgår videre af allongen:

"Til delvis sikring heraf har [klageren] og B som sælger begge overfor Amagerbanken tegnet selvskyldnerkaution."

I henhold til udskrift fra skifteretten, Sø- og Handelsretten, af den 21. februar 1989 blev det af klageren og B ejede selskab "H3 ApS (Reg.nr. ApS .......)" opløst som værende uden midler.

Det fremgår af skifteretsudskriften, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 13. januar 1989 havde anmodet om opløsning af selskabet.

Det fremgår videre af udskriften, at:
"Mødt var [klageren], der behørigt formanet forklarede, at selskabet har drevet en centralvirksomhed, hvortil en række vognmænd var knyttet.
Aktiviteten ophørte i oktober 1988. Der er ingen aktiver i selskabet. 1987/1988-regnskabet blev gennemgået.
Debitorer er indgået med 470.000 kr. - restbeløbet 200.000 kr. - er uerholdeligt. Gælden er opgjort til 1,8 mio. kr.
Der er ikke optaget anpartshaverlån i selskabet, der begæredes opløst."

Der har ikke kunnet fremlægges dokumentation for nøjagtig hvorledes eller til hvem salgssummen på 1.250.000 kr. er udbetalt til. Klageren har under sagens behandling for de stedlige myndigheder kontaktet Amagerbanken som har oplyst, at banken ikke længere er i besiddelse af materiale vedrørende engagementet med H3 ApS.

Det er oplyst, at både klageren og B personligt havde kautioneret for selskabets lån hos Amagerbanken. Selskabets gæld til Amagerbanken udgjorde i henhold til klagerens oplysninger ca. 1.300.000 kr.

Klageren og B havde endvidere personlige kassekreditter hos Amagerbanken. Klageren har oplyst, at dennes lån udgjorde ca. 25.000 kr. og at Bs lån udgjorde ca. 40.000 kr.

Klageren har over for revisor oplyst, at Amagerbanken havde gjort mellemværendet op efter indbetalingen af provenuet fra telefonnumrene, hvorefter der var en samlet restgæld på 167.000 kr., som klageren og B havde delt med halvdelen til hver.

Bs kommune har oplyst, at dennes andel af salget er anvendt til at dække dennes private gæld.

Klageren har ikke for indkomståret 1988 selvangivet eller oplyst noget vedrørende afståelsen af telefonnumrene.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens skattepligtige særlige indkomst for indkomståret 1988 med 625.000 kr., jf. SSL § 35, stk. 4, LOSI § 2, stk. 1, nr. 4 og SL § 4, stk. 2.

Det er til støtte herfor bl.a. anført, at fristreglerne i SSL § 35 er suspenderet, idet klageren enten forsætligt eller uagtsomt har holdt skattemyndighederne i uvidenhed om forholdene, at klagerens oprindelige skatteansættelse for 1988 blev foretaget på et urigtigt grundlag, som ikke kan lægges skattemyndighederne til last, da det omhandlede beløb ikke er selvangivet eller oplyst af klageren og da myndighederne først ved henvendelse fra tredjemand får oplysninger om klagerens salg af rettigheder til telefonnumrene .. .. .. .. .. og .. .. .. .. ... Myndighederne har videre anført, at det ikke af det fremlagte materiale noget steds er dokumenteret, at selskabet var ejer af de omhandlede telefonnumre, at man i mangel af andet må holde sig til oplysningerne i salgskontrakten, hvor det tydeligt fremgår, at det er klageren og dennes kompagnon, der personligt sælger telefonnumrene, at der ikke har været indleveret eller indsendt regnskaber eller selvangivelser for selskabet for 1988 eller 1989, og at der således ikke er noget som kunne tale for, at salgssummen har været indtægtsført i selskabet, at salget af telefonnumrene således ikke har været indtægtsført nogen steder. Myndighederne har videre anført, at det af Bs slutligningskommune er oplyst, at dennes andel af salget er anvendt til at dække dennes private gæld, hvorfor det ikke forekommer sandsynligt og det er heller ikke dokumenteret, at beløbet er anvendt til at dække selskabets erhvervsgæld, at det i øvrigt er uden betydning for beskatningen, hvad klageren og B har brugt pengene til, jf. statsskatteloven § 4, stk. 2, at det fremgår direkte af salgsaftalen, at det er klageren og B personligt og ikke selskabet, der sælger telefonnumrene, at det er klageren og B, der i henhold til aftalen har modtaget vederlaget for telefonnumrene. Myndighederne har vedrørende revisors anbringende om goodwill anført, at allerede fordi telefonnumrene ikke som sådan har været anvendt erhvervsmæssigt, f.eks. i form af udlejning af numrene til selskabet mod betaling, kan der ikke knyttes goodwill, hvorved er henvist til Cirk. om goodwill nr. 97 af 26/6 1995, pkt. 2.1. afsnit 4.

Klagerens revisor har over for Landsretten nedlagt påstand om, at klagerens indkomst for indkomståret 1988 ikke forhøjes med 625.000 kr., jf. LOSI § 2, stk. 1, nr. 4.

Revisor har til støtte herfor principalt bl.a. gjort gældende, at sagen er forældet som følge af, at hans klient har betragtet provenuet som værende goodwill, at det alene er af den grund, at indtægten ikke er optage i hverken selskabets eller i klagerens personlige selvangivelse, da afhændelse af goodwill på daværende tidspunkt ikke var skattepligtig, at det forhold, at skattemyndighederne efter udløbet af den 5-årige forældelse gør gældende, at provenuet bør betragtes som en rettighed, må falde ind under et skøn og derfor må være omfattet af forældelsesreglerne, at man med støtte i den aftale, der ligger til grund for salget af rettigheden med rette kan betragte provenuet som goodwill, da der er indgået en konkurrenceklausul og i øvrigt forhold som er sædvanlige for handel med goodwill, at selvom man i dag i retternes praksis ikke anser salg af telefonnumre som salg af goodwill, men derimod som salg af rettigheder, så var retstilstanden ikke så klar på det omhandlede tidspunkt. Revisor har videre bl.a. anført, at det med de fremlagte breve og dokumenter i øvrigt må anses for sandsynliggjort med høj grad af sikkerhed, at det var selskabet, der var ejer af telefonnumrene, at årsagen til, at det ikke var selskabet men derimod klageren og B personligt, der i henhold til kontrakten stod som sælger af telefonnumrene var, at klageren og B var nervøse for, at selskabet skulle blive tvangsopløst inden telefonnummeret kunne afhændes, ligesom de var nervøse for, at de potentielle købere til nummeret skulle erhverve nummeret direkte fra KTAS eller andet steds uden om klagerens og Bs selskab. Revisor har endelig anført, at det med rimelig grad af sikkerhed må anses sandsynliggjort, at provenuet er blevet indsat på selskabets konto i Amagerbanken, at forholdet må kunne anses som at selskabet har solgt retten til telefonnumrene via klageren og B.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten finder, at spørgsmålet om, hvorvidt provenuet fra salget af de omhandlede telefonnumre skal anses for betaling for goodwill eller for salg af en rettighed i henhold til den daværende lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, stk.1, nr. 4 eller hvorvidt salget er foretaget af det af klageren og B ejede selskab eller de nævnte personligt, er udtryk for retlige vurderinger, der ikke er omfattet af forældelsesreglen for faktiske skøn i den dagældende skattestyrelseslov, jf. lovbekg. 573 af 14/11 1984, § 15, stk. 5. Landsskatteretten skal bemærke, at forholdet er genstand for forældelse i henhold til 1908-lovens regler om forældelse for visse fordringer m.v. Landsskatteretten har imidlertid ikke hjemmel til at tage stilling til spørgsmålet om forældelse i henhold til 1908-loven, jf. skattestyrelsesloven § 23, stk. 1, modsætningsvist.

Landsskatteretten finder vedrørende det materielle, at klageren og B personligt må anses som sælgere af de omhandlede telefonnumre. Der er herved særligt henset til salgskontraktens og allongens formulering samt det forhold, at klageren og B på salgstidspunktet ikke var tegningsberettigede for H3 ApS, jf. klagerens meddelelse af 10. november 1988 til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at selskabets ledelse var fratrådt. Landsskatteretten finder endvidere, at det omhandlede salg af retten til nogle bestemte telefonnumre ikke kan anses for salg af goodwill men må anses for skattepligtigt som salg af en rettighed, i forhold til abonnementet hos KTAS og dermed omfattet af den dagældende lov om særlig indkomstskat m.v. § 2, stk. 1, nr. 5.

Den påklagede afgørelse stadfæstes."

Det fremgår i øvrigt af sagen, at .... Kommune ved skrivelse af 20. januar 1994 meddelte sagsøgeren, at kommunen agtede at ændre sagsøgerens skatteansættelse for årene 1989-91 på en række nærmere angivne punkter. Det fremgår videre, at .... Kommune ved skrivelse af 19. august 1998 meddelte sagsøgeren henstand med betaling af blandt andet særlig indkomstskat for indkomståret 1988, som følge af klage over skatteansættelsen.

Af en skrivelse af 25. maj 1999 fra .... Kommune til Kammeradvokaten fremgår videre, blandt andet:

"Under henvisning til Deres brev af 12/5 1999, hvor De udbeder os oplyse, hvorfor "agterskrivelsen" først fremsendtes i 1997, herunder dokumentere tidspunktet for modtagelsen af de oplysninger, som efter sagsøgtes opfattelse gav anledning til "agterskrivelsen", kan oplyses følgende:

Køberselskabet af de to telefonnumre, F1 A/S, SE nr. .. .. .. .. , er hjemmehørende i Gladsaxe Kommune.
Skatterevisor Søren Skive i Gladsaxe Kommunes Ligningsafdeling har telefonisk den 21. ds. hertil oplyst, at selskabet kun foretog regnskabsmæssige afskrivninger på købesummen for telefonnumrene for skatteårene til og med 1993/94. Disse afskrivninger var og er ikke skattemæssigt interessante, hvorfor kommunen ikke stillede nogen spørgsmål herom.
Fra og med skatteåret 1994/95 afskrives skattemæssigt med kr. 128.000 pr. år. - Søren Skive tager flere skatteår op til behandling i foråret 1996 - og den første henvendelse til selskabets revisor sker den 21/5 1996.
Søren Skive kontakter undertegnede første gang den 26/9 1996 og efter diverse sagsbehandling sender undertegnede "agterskrivelse" den 15/4 1997.
Der er således en helt rimelig grund til, at agterskrivelsen først sendes i 1997...... "

Der er under sagen afgivet forklaring af

Sagsøgeren, som blandt andet har forklaret, at H3 var opbygget med transportfirmaet G1 som forbillede. H2 blev startet i 1985 som et personligt ejet firma. I 1986 eller '87 blev firmaet omdannet til et selskab (H3 ApS). Han fik bistand fra en advokat i den anledning. Han indskød ingen goodwill i selskabet, den goodwill, der senere opstod, kunne udelukkende henføres til telefonnummeret .. .. ... Det var ham, der fik idéen til at købe telefonnumrene .. .. .. .. .. og .. .. .. .. ... Numrene blev købt i 1986 eller '87 umiddelbart forud for stiftelsen af selskabet. Han stod personligt som abonnent til numrene, men på et tidspunkt meddelte han telefonselskabet, at regninger vedrørende numrene fremover skulle sendes til selskabets adresse. Han regnede med, at abonnementet herefter var overgået til selskabet. Først under de senere forhandlinger om salg af selskabet blev han klar over, at telefonnumrene fortsat var registreret hos KTAS i hans navn, og at han derfor personligt måtte anføres som sælger af numrene. Telefonnumrene var selskabets eneste aktiv, og han opfattede dem som en del af selskabets goodwill. Kontrakten vedrørende salget blev udfærdiget af køberens advokat, han selv havde hverken advokat- eller revisorbistand i forbindelse med salget. Ved selskabets opløsning havde selskabet en gæld til banken på omkring 1,8 millioner kr. Han og hans svoger havde kautioneret for i hvert fald en del af gælden, og banken havde desuden pant i telefonnumrene. Banken modtog derfor provenuet ved salget af telefonnumrene bortset fra omkring 25.000 kr., som han anvendte til andet formål. På grund af selskabets opløsning, blev der aldrig udarbejdet et regnskab for 1988. Han mener, han selv har indgivet selvangivelse for 1988, selv om det skete meget forsinket. Han har imidlertid aldrig opgivet salget af telefonnumrene til skattevæsenet på selvangivelsen eller drøftet salget med skattemyndighederne i øvrigt, da salget af telefonnumrene alene vedrørte selskabet. Han mener dog, at han har drøftet salget af selskabet med .... kommune og i den forbindelse overgivet kommunen alle bilag.

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand anført, at de solgte telefonnumre ikke er en rettighed, men afståelse eller opgivelse af den kundekreds, der var opbygget gennem de særlige telefonnumre. Efter den lovgivning, der var gældende i 1988 var salg af goodwill ikke skattepligtigt. Salg af et telefonnummer er ikke skattepligtigt efter hverken lov om særlig indkomstskat § 2, stk. 1, nr. 4 eller nr. 5, idet et telefonnummer ikke hører under de i disse bestemmelser opregnede formuegoder. Numrene var desuden ejet af det selskab, sagsøgeren deltog i, og ikke af sagsøgeren personligt. Det kan ikke bebrejdes sagsøgeren, at ejerforholdet ikke var korrekt registreret hos KTAS. Hvis skattevæsenets standpunkt skal følges, skulle sagsøgeren i givet fald beskattes af hele salgssummen, idet sagsøgerens svoger jo ikke personligt var ejer af telefonnumrene. I 1994 blev der foretaget en granskning af sagsøgerens skatteforhold for indkomstårene 1989-91, og sagsøgeren har herefter med rette kunnet gå ud fra, at der ikke ville blive rejst skattekrav vedrørende tidligere år. Skattemyndighedernes afgørelse er skønsmæssig, og skattemyndighedernes afgørelse er derfor omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, hvorefter forhøjelse af skatteansættelser ikke kan finde sted senere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis der skulle være hjemmel til at forhøje sagsøgerens indkomst for 1988, er skattekravet i overensstemmelse med den mere subsidiære påskud under alle omstændigheder forældet i henhold til 1908-lovens regler om 5-årig forældelse, idet forældelsesfristen ikke har været suspenderet på grund af skattemyndighedernes utilregnelige uvidenhed. Sagsøgeren har omtalt salget for .... Kommune, ligesom handlen er fremgået af køberens regnskaber.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand anført, at et telefonnummer ikke er goodwill, idet goodwill er knyttet til afståelse af en kundekreds, forretningsforbindelse og lignende. Den indgåede aftale om salget omtaler ikke telefonnumrene som goodwill. Et telefonnummer er derimod et formuegode, der er omfattet af lov om særlig indkomstskat § 2, stk. 1, nr. 5 eller eventuelt nr. 4. Det fremgår udtrykkeligt af den indgåede aftale om salget af telefonnumrene, at sagsøgeren var ejer af dem. At telefonregningerne givetvis blev sendt til selskabet dokumenterer ikke, at selskabet havde overtaget numrene. At provenuet ved salget muligvis blev anvendt til indfrielse af sagsøgerens kautionsforpligtelse over for banken vedrørende selskabet, fritager heller ikke provenuet for beskatning. Til støtte for den subsidiære og mere subsidiære påstand er anført, at selvom sagsøgeren ikke personligt var ejer af numrene, er provenuet kommet ham til gode. Provenuet skal i så fald beskattes som personlig indtægt, jf. statsskattelovens § 4, eller som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 a. Finder landsretten, at fastsættelsen af beløbet beror på et skøn, bør sagen hjemvises i overensstemmelse med sagsøgtes mest subsidiære påstand. Det bestrides, at skattemyndighederne har udvist en adfærd, der har kunnet give sagsøgeren en berettiget forventning om, at han ikke ville blive beskattet af provenuet ved salget af telefonnumrene. Den skattemæssige ansættelse beror ikke på et skatteskøn, hvorfor den daggældende skattestyrelseslov § 15, stk. 5, ikke finde anvendelse. Over for sagsøgerens påstand om, at skattekravet er forældet, har sagsøgte anført, at skattekravet ikke er forældet i henhold til 1908-loven, idet .... Kommune først i 1996 blev orienteret om sagsøgerens salg af telefonnumrene. Kommunen var indtil da i utilregnelig uvidenhed om salget.

Landsrettens bemærkninger

På tidspunktet for aftalen om salget af de af sagen omhandlede telefonnumre den 15. november 1988 var selskabet H3 ApS uden ledelse. Herefter, efter ordlyden af aftalen og omstændighederne i øvrigt finder landsretten det godtgjort, at sagsøgeren ved salget var ejer af telefonnumrene og i den egenskab fik udbetalt provenuet.

Idet salg af et telefonnummer ikke kan sidestilles med salg af kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende, kan sagsøgerens salg af de af sagen omhandlede telefonnumre ikke anses som salg af goodwill. Salget må derimod anses som salg af en rettighed i henhold til abonnement, omfattet af den dagældende lov om særlig indkomstskat § 2, stk. 1, nr. 5. Sagsøgeren er derfor som udgangspunkt skattepligtig af provenuet ved salget efter denne bestemmelse.

Ansættelsen af sagsøgerens særlige indkomst for indkomståret 1988 beror ikke på et skatteskøn. Bestemmelsen i den dagældende skattestyrelseslovs § 15, stk. 5, finder derfor ikke anvendelse i nærværende sag.

Sagsøgeren har ikke på noget tidspunkt medtaget provenuet i sine selvangivelser og har heller ikke i øvrigt oplyst kommunen herom. Oplysningen om salget modtog .... Kommune først i efteråret 1996. Kommune var således indtil da i utilregnelig uvidenhed om skattekravet, og ville ikke ved sædvanlig agtpågivenhed have været i stand til at gøre skattekravet gældende. Den ved lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer § 1 fastsatte 5-årige forældelsesfrist kan derfor først regnes fra en gang i 1996, jf. samme lovs § 3. Idet skattekravet er gjort gældende over for sagsøgeren inden 5 år herefter, findes skattekravet derfor ikke forældet.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal sagsøgeren, A, til sagsøgte, inden 14 dage betale, 25.000 kr.

Landsretten tager herefter i det hele sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter