Dato for udgivelse
13 Jun 2006 15:45
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 Jun 2006 11:08
SKM-nummer
SKM2006.387.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-004287
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Generationsskifte, model, ny aktieklasse
Resumé

Eneaktionærens holdingselskab påtænkte at lade sit helejede driftsselskab udlodde en del af egenkapitalen og herefter yde beløbet som ansvarligt lån til driftsselskabet. Den resterende egenkapital i driftsselskabet på 4 mio. kr. skulle konverteres til nominelt 1 mio. kr. A-aktier og nominelt 3 mio. kr. B-aktier med bestemmelse om, at B-aktierne blev tillagt en forlods udbytteret på 5% af den til enhver tid bestående B-aktiekapital, samt at B-aktierne i de følgende år i takt med overskudsgenerering skulle indløses til kurs 100.

Den kommende medaktionær i driftsselskabet skulle herefter nytegne nominelt 1 mio. kr. A-aktier.

Skatterådet bekræftede, at den påtænkte transaktionsmodel ikke ville udløse skattemæssige konsekvenser for hverken holdingselskabet eller driftselskabet, og at den skattemæssige anskaffelsessum for den kommende medaktionærs nytegnede A-aktier i driftsselskabet ville udgøres af den kontante kursværdi ved tegningen. Endvidere kunne det bekræftes, at udbetaling af forlods udbytte til B-aktierne på 5 % og indløsning af B-aktierne, herunder betalingen af indløsningsprovenuet, under visse nærmere betingelser ville være skattefri for Holding ApS, samt at bortfald af opdelingen af aktierne i klasser i det år, hvor B-aktierne ville være indløst fuldt ud, ikke ville udløse skattemæssige konsekvenser for holdingselskabet eller den nye aktionær.

Reference(r)
Aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 1
Henvisning

Ligningsvejledningen 2006-2 S.G.2.3.1.2.


Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at den påtænkte transaktionsmodel ikke udløser skattemæssige konsekvenser for Holding ApS eller Drift A/S, herunder ikke berører Holding ApS' anskaffelsessum eller -tidspunkt for aktierne i Drift A/S?
  1. Kan det bekræftes, at den skattemæssige anskaffelsessum for de af B ApS nytegnede A-aktier i Drift A/S vil udgøres af den kontante kursværdi ved tegningen (kurs 100)?
  1. Kan det bekræftes, at udbetaling af forlods udbytte til B-aktierne på 5 % og indløsning af B-aktierne, herunder betalingen af indløsningsprovenuet, som beskrevet ovenfor vil være skattefri for Holding ApS?
  1. Kan det bekræftes, at bortfald af opdelingen af aktierne i klasser i det år, hvor B-aktierne er indløst fuldt ud ikke udløser skattemæssige konsekvenser for Holding ApS eller B ApS?
  1. Kan det bekræftes, at ejendommen beliggende xxx kan overdrages fra A til Drift A/S til kr. 5,0 mio. uden at dette giver anledning til skattemæssige korrektioner?
  1. Hvis spørgsmål 5 besvares benægtende ønskes det oplyst, hvilken værdi ejendommen i så fald kan overdrages til uden at det vil give anledning til skattemæssige korrektioner.

Svar

  1. Ja.
  2. Ja.
  3. Ja, se indstilling og begrundelse.
  4. Ja.
  5. Ja.
  6. Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Drift A/S producerer og sælger xxx til anvendelse i både Danmark og udlandet.

Selskabets gældende vedtægter vedlægges som bilag 1, og selskabets seneste afsluttende årsrapport pr. 31. december 2004 som bilag 2.

Samtlige aktier i selskabet ejes pt. af Holding ApS, hvori samtlige anparter besiddes af A, der tillige er administrerende direktør i Drift A/S.

Holding ApS har ejet aktierne i Drift A/S i mere end 3 år.

Selskabets virksomhed drives fra en lejet industriejendom beliggende xxx. Ejendommen ejes af A. Der er indgået en lejekontrakt på markedsmæssige vilkår.

Ejendommens seneste offentlige vurdering (2004) er på kr. 6,0 mio.; vurderingen overstiger dog efter parternes opfattelse ejendommens reelle værdi, hvorfor der snarest vil blive anmodet om at der foretages omvurdering. Der er i 2005 foretaget tilbygning til ejendommen for ca. kr. 600-700.000, der ikke indgår i vurderingen.

Drift A/S realiserede et overskud før skat på 437.926 kr. i 2003 og et overskud på 3.299.304 kr. i 2004. Af udkast til årsrapport for Drift A/S for 2005 fremgår det, at der realiseres et underskud før skat på 1.339.557 kr.

A ønsker nu at optage en kompagnon i virksomheden såvel ejer- som ledelsesmæssigt. A har i den forbindelse hen over efteråret 2005 haft en lang række drøftelser med B, der frem til den 31. december 2005 har været ansat som regionsdirektør i en større dansk virksomhed, der driver en række xxx.

Parterne har i den forbindelse hver især haft en række væsentlige forudsætninger for et eventuelt partnerskab omkring Drift A/S:

B ønsker således bl.a. at selskabet skal erhverve den faste ejendom til en pris på max. kr. 5,0 mio., jf. nærmere nedenfor afsnit 1.2, at han skal indtræde som direktør i selskabet, at parterne skal være ligestillede i stemmemæssig henseende, og at han højst skal finansiere en købe-/tegningssum på kr. 1,0 mio.

A ønsker på den anden side at hans vederlag sammensættes således, at han mindst modtager værdier modsvarende selskabets opsparede egenkapital pr. 31. december 2005, at den del af vederlaget der ikke berigtiges umiddelbart, jf. modelbeskrivelsen nedenfor, forrentes og at en for B hensigtsmæssig transaktionsmodel ikke påfører ham eller hans holdingselskab utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Den aftalte transaktionsmodel

Parterne er på grundlag af disse forudsætninger og deres forhandlinger nået til enighed om Bs indtræden i selskabets ledelse og ejerkreds (via et personligt holdingselskab ("B ApS")) med virkning pr. 1. januar 2006 på følgende vilkår:

Selskabets kapitalforhold ændres i overensstemmelse med det som bilag 3 vedlagte udkast til betinget aftale mellem parterne (betinget af skattemæssig godkendelse). Dette vil, som det fremgår, indebære følgende kapitalændringer:

  1. Egenkapital i henhold til årsrapporten for 2005, der overstiger kr. 4,0 mio. udloddes til Holding ApS.
  1. Det udloddede beløb, dog max. kr. 5,0 mio., ydes af Holding ApS som et ansvarligt lån til selskabet. Lånet forrentes med 7 pct. p.a. af det til enhver tid skyldige beløb. Renterne betales én gang årligt senest pr. 1. juni, første gang den 1. juni 2007.
  1. Den resterende egenkapital, kr. 4,0 mio., konverteres til aktiekapital ved udstedelse af fondsaktier, idet nom. kr. 1,0 mio. skal være A-aktier (den nuværende aktiekapital og nom. kr. 500.000 af fondsaktierne) og nom. kr. 3,0 mio. skal være B-aktier.
  1. B-aktierne kan i efterfølgende år indløses til kurs 100 i takt med at der genereres midler til dette og forudsat, at den ansvarlige lånekapital, jf. pkt. 2, er indfriet, jf. nærmere umiddelbart nedenfor. Den til enhver tid bestående B-aktiekapital "forrentes" med 5% p.a.
  1. B ApS nytegner herefter nom. kr. 1,0 mio. A-aktier til kurs 100.

Udkast til nye vedtægter for selskabet (efter ovenstående kapitalændringer) vedlægges som bilag 4. Parterne har desuden forhandlet sig frem til en aktionæroverenskomst, jf. vedlagte udkast (bilag 5).

Udover de skitserede kapitalændringer m.v. skal B som anført overtage stillingen som adm. direktør. Udkast til direktørkontakt vedlægges som bilag 6. As stilling ændres samtidig til produktionsdirektør.

Som det fremgår, vil kapitalændringerne i sidste ende indebære, at selskabets A-aktier er fordelt med halvdelen til hver af aktionærerne, medens alene Holding ApS besidder B-aktier. Forskellen mellem A- og B-aktierne er ifølge udkastene til nye vedtægter og aktionæroverenskomst

  • at B-aktierne har ret til forlods at modtage en "forrentning" på 5% af den til enhver tid bestående B-aktiekapital, i form af en ret til udlodning forud for al anden overskudsdisponering, der ikke anvendes til konsolidering (50%); genereres ikke et overskud akkumuleres "forrentningen" til udlodning i senere regnskabsår, der måtte give overskud til disponering.
  • Det resterende overskud deklareres som udbytte til A-aktierne for så vidt angår de første 20%, og
  • anvendes (1) til afvikling af først det ansvarlige lån og tilskrevne renter, og, når dette er indfriet, (2) til løbende at indløse B-aktiekapitalen på de fastsatte vilkår i det omfang overskuddet løbende rækker hertil, jf. de nævnte dokumenter.

Når B-aktierne alle måtte være blevet indløst, hvilket vil ske ved kapitalnedsættelser i Drift A/S mod samtidig annullation af de pågældende aktier, vil selskabets aktiekapital udelukkende bestå af de nom. kr. 2,0 mio. A-aktier. Klasseopdelingen af selskabets aktiekapital er herved ophævet.

Ejendomsoverdragelse til selskabet

Parterne er som led i forhandlingerne nået til enighed om, at den fra A til selskabet udlejede industriejendom, skal overdrages til selskabet.

Parterne er i den forbindelse enige om, at ejendommen ud fra en samlet bedømmelse af dens størrelse, stand, beliggenhed og særligt det forhold, at det er en industriejendom, der ikke umiddelbart kan anvendes til andet formål, idet ejendommen er specialindrettet til produktion af xxx, uanset den offentlige vurdering har en handelsværdi på kr. 5,0 mio. Udkast til betinget skøde vedlægges som bilag 7.

Værdiansættelsen af ejendommen er til dels baseret på en af FIH Erhvervsbank A/S foretagen vurdering, jf. brev af 15. november 2005 (bilag 8), samt en af EDC Erhverv foretagen vurdering af 11. januar 2006 (bilag 9), hvor ejendommens handelspris vurderes til kr. 4.250.000. Parterne har herudover ved værdiansættelsen taget hensyn til den i 2005 foretagne tilbygning.

Det fremgår af parternes aftale (bilag 1), at man har indsat et skatteforbehold vedrørende værdiansættelsen af ejendommen, der indebærer at A kan undlade at gennemføre ejendomsoverdragelsen, idet selskabet herefter fortsat skal leje ejendommen på nærmere fastsatte vilkår.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodningen og bemærkninger til sagsfremstilling

Transaktionsmodellen

Der er efter rådgivers opfattelse klar hjemmel i den gældende Ligningsrådspraksis til at gennemføre den ovenfor skitserede transaktion, uden at dette udløser skattemæssige konsekvenser for hverken den eksisterende eller den indtrædende aktionær. Der kan i den forbindelse henvises til sagerne gengivet i SKM2003.66.LR, SKM2003.134.LRSKM2004.416.LR samt senest SKM2005.320.LR.

Den forlods udbytteret til den eksisterende aktionær, kommer til udtryk ved at B-aktierne alle skal indløses i overensstemmelse med det ovenfor angivne, før der kan udloddes mere end 20% udbytte på A-aktierne.

Parternes enighed om at udlodde 20% af restoverskuddet - dvs. 10% af et positivt regnskabsmæssigt årsresultat (20% af 50%) - er forårsaget af, at B ApS er nødt til løbende at modtage et vist udbyttebeløb til servicering af sine låneforpligtelser i anledning af tilvejebringelsen af indskudskapitalen. Udlodningen - og dermed serviceringen af forpligtelserne ad den vej - forudsætter dog i sagens natur et årligt regnskabsmæssigt overskud i Drift A/S.

Det skal bemærkes, at ovennævnte praksis fordrer en forrentning af den forlods udbytteret. Forrentningen blev i den seneste afgørelse fastsat til 5% p.a. Den af parterne aftalte forlods akkumulerende udbytteret på B-aktierne på 5%, der går forud for den begrænsede udbytteret på A-aktierne, og som akkumuleres såfremt der et (eller flere) år ikke er tilstrækkeligt resultat til at udlodde, svarer til denne forrentning.

Der gælder på nogle områder en praksis, hvorefter en ændring af vedtægterne medfører, at den nuværende anpartshaver anses for at have afhændet sine anparter. Dette er dog kun tilfældet, hvis ændringen medfører en formueforskydning mellem selskabets aktionærer.

I den nærværende sag foretages den påtænkte vedtægtsændring forud for B ApS' tegning af A-aktier, hvorfor der på tidspunktet for vedtægtsændringen kun er én aktionær i Drift A/S. Den planlagte ændring af vedtægterne medfører derfor ikke en formueforrykkelse mellem aktionærer. Da vedtægtsændringen i Drift A/S sker før B ApS bliver aktionær kan vedtægtsændringen efter rådgivers klare opfattelse ikke føre til beskatning af B ApS.

Vedrørende det påtænkte efterfølgende bortfald af opdelingen i aktieklasser bemærkes, at dette ikke vil medføre en formueforskydning mellem aktionærerne, da B-aktierne på dette tidspunkt alle vil være indløst og alle resterende (A-)aktier derfor på dette tidspunkt såvel formelt som reelt vil have samme rettigheder. En sådan efterfølgende ændring af vedtægterne vil derfor heller ikke kunne eller skulle sidestilles med et salg af aktier.

For så vidt angår den fastsatte kurs for B ApS' nytegning af A-aktier samt omfanget af den aftalte forlods udbytteret og indløsningskursen på B-aktierne, skal det særligt bemærkes, at der er tale om forretningsmæssige aftaler mellem ikke-interesseforbundne parter.

Der er således efter rådgivers opfattelse ikke hjemmel til at tilsidesætte disse værdiansættelser, der pr. definition er udtryk for markedsværdien af de udstedte aktier, når henses til de forlods udbetalinger/indløsninger disse efter det aftalte skal tåle.

En antagelse om, at parterne skal anses som interesseforbundne parter, med den virkning at der vil være adgang til skattemæssig korrektion af parternes aftalte værdiansættelse, vil være ganske uantagelig. Rådgiver skal i den forbindelse indtil videre nøjes med at henvise til, at Skatteministeren i svar på spørgsmål 26 i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 194/2002 om medarbejdersuccession bl.a. direkte anfører "ved overdragelsen til en nær medarbejder er der som udgangspunkt tale om uafhængige parter, hvorfor overdragelsesprisen som udgangspunkt må anses for et udtryk for handelsværdien". Dette må i sagens natur gælde så meget desto mere, hvor den pågældende køber end ikke er medarbejder i virksomheden.

Det er på det beskrevne grundlag samlet set rådgivers vurdering, at spørgsmålene 1-4 bør besvares bekræftende.

Salg af ejendommen xxx til Drift A/S

Rådgiver skal til støtte for en positiv besvarelse af også det femte spørgsmål gentage, at der er tale om en forretningsmæssig overdragelse mellem ikke-interesseforbundne parter.

Ejendommen skal overdrages til selskabet som led i transaktionen, og overdragelsen skal derfor tillige være acceptabel for B som indtrædende (indirekte) aktionær.

At der er tale om en overdragelse mellem uafhængige parter på grundlag af konkrete forhandlinger, illustreres desuden af skatteforbeholdet i bilag 3, hvorefter A end ikke, hvis SKAT ikke tiltræder en overdragelsespris for ejendommen på kr. 5,0 mio., vil være berettiget til at kræve en anden pris lagt til grund på (fortsat) lejebasis.

Det er på det beskrevne grundlag rådgivers opfattelse, at også spørgsmål 5 skal besvares bekræftende.   

SKATs indstilling og begrundelse

Ad. spørgsmål 1

Foretages der vedtægtsændringer i et selskab, sidestilles dette efter praksis med overdragelse af aktier, når aktierne efter vedtægtsændringen vurderes at have en anden identitet. Dette er dog kun tilfældet, når vedtægtsændringen medfører en formueforskydning mellem selskabets aktionærer.

Vedtægtsændringer, der medfører en ændret udbytteudlodning til forskellige aktionærklasser, anses normalt at indebære en så væsentlig indholdsmæssig ændring, at disse tilfælde skattemæssigt vil blive sidestillet med afståelse, medmindre vedtægtsændringen efter en konkret bedømmelse må tillægges mindre betydning, jf. Ligningsvejledningen 2006-1, S.F.2.3.1.2.

Holding ApS er imidlertid eneaktionær på tidspunktet for vedtægtsændringen og dermed sker der ikke en formueforskydning mellem aktionærer.

Ad. spørgsmål 2

SKAT, Hovedcentret bemærker, at den skattemæssige anskaffelsessum for A-aktierne i Drift A/S vil være den kontante anskaffelsessum, der betales af B ApS ved nytegningen, såfremt den kontante anskaffelsessum er udtryk for værdien af A-aktie-posten under hensyn til de påtænkte aftaler om forlods forrentningsret, afvikling af det ansvarlige lån og indløsning af B-aktierne.

Ved de planlagte dispositioner reduceres egenkapitalen i Drift A/S til 4 mio. kr., idet overskydende beløb udloddes til Holding ApS. Herefter yder Holding ApS det udloddede beløb som ansvarligt lån til Drift A/S med en rente på 7 % p.a.

Egenkapitalen på 4 mio. kr. konverteres til nom. ½ mio. kr. A-aktier og nom. 3 mio. kr. B-aktier, hvorefter det bestemmes, at B-aktierne skal indløses i efterfølgende år og forrentes med 5 % p.a., indtil indløsning er sket.

Holding ApS ejer herefter nom. 1 mio. kr. A-aktier (den nuværende aktiekapital på nom. ½ mio. kr. A-aktier og nom. ½ mio. kr. fondsaktier hidrørende fra konverteringen af egenkapitalen).

Ved B ApS´ nytegning af nom. 1 mio. kr. A-aktier til kurs 100 i Drift A/S, betaler B ApS således 1 mio. kr. for at blive 50 % aktionær i et selskab, der inden nytegningen har en egenkapital på 1 mio. kr.

På baggrund heraf samt Drift A/S´ regnskabsmæssige resultater i 2003-2005 finder SKAT, Hovedcentret ikke grundlag for at anfægte den påtænkte tegningskurs.

Da tegningskursen på 100 for A-aktierne således efter SKAT, Hovedcentrets opfattelse er fastsat i forhold til det beløb, som B ApS får del i ved nytegningen, vil den skattemæssige anskaffelsessum for de af B ApS nytegnede A-aktier i Drift A/S derfor udgøres af den kontante kursværdi ved tegningen.

Ad. spørgsmål 3

Udlodninger til Holding ApS i forbindelse med nedskrivning af aktiekapital i Drift A/S, som ikke er i likvidation, beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A, stk. 1.

Såfremt Holding ApS ejer mindst 20 % (i 2006) af aktiekapitalen i Drift A/S i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge, er udbyttet skattefrit for Holding ApS.

I 2007 og 2008 skal Holding ApS dog blot eje 15 % og i 2009 og efterfølgende år, skal Holding ApS blot eje 10 % - samt opfylde de øvrige betingelser - for at kunne modtage skattefrit udbytte fra Drift A/S.

Holding ApS har ejet aktierne i Drift A/S i mere end 3 år og ville derfor være skattefri af fortjenesten ved et eventuelt salg af aktierne i Drift A/S, jf. aktieavancebeskatningslovens § 9. Endvidere skal kapitalnedsættelsen og indløsningen ske over en årrække i takt med, at selskabet optjener midler hertil. Efter en konkret vurdering finder SKAT, Hovedcentret herefter ikke grundlag for at omkvalificere de påtænkte udbytteudlodninger.

Ad. spørgsmål 4

Når B-aktierne er indløst, vil Drift A/S´ aktiekapital udelukkende bestå af nom. 2 mio. kr. A-aktier.

Når der således herefter kun eksisterer A-aktier, som har samme rettigheder, vil en ophævelse af aktieklasserne ikke medføre en formueforskydning mellem aktionærerne.

Ad. spørgsmål 5

Ejendommens offentlige vurdering var i 2004 6 mio. kr. Efterfølgende er der foretaget tilbygning for 600-700.000 kr. Den ensidigt indhentede erklæring fra FIH Erhvervsbank A/S fastsætter ejendommens værdi til 4,4 mio. kr., mens den ligeledes ensidigt indhentede erklæring fra ejendomsmæglerfirmaet EDC xxx´s valuar fastsætter ejendommens værdi til 4,25 mio. kr.

På denne baggrund samt under hensyn til bygningens særlige indretning til Drift A/S´ produktion har parterne forhandlet sig frem til en overdragelsessum på 5 mio. kr.

Proces- og kapitalafkastkontoret har anmodet Vurderingskontoret om en udtalelse. Vurderingskontoret udtaler følgende:

"På det foreliggende grundlag har vi ingen bemærkninger til de 5 mill. kr. Det er korrekt, at ejendommen pr. 1/10 2004 er sat til 6 mill. kr., men ved en såkaldt § 4-vurdering - Vurderingslovens § 4, hvorefter en ejer til enhver tid kan forlange ejendommen optaget til vurdering (omvurdering) - er ejendommen den 8/2 2006 er ansat til 4,3 mill. kr. (2004-prisniveau). Dette taler for, at de 5 mill. kr. ikke kan anfægtes."

SKAT, Hovedcentret finder efter en konkret vurdering ikke grundlag for at anfægte den påtænkte overdragelsessum, der ligger indenfor den skønsmæssige usikkerhedsmargen for ejendomme af denne type.

Ad. spørgsmål 6

Spørgsmålet bortfalder som følge af besvarelsen af spørgsmål 5.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med den af SKAT anførte begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Under hensyn til, at nærværende bindende svar angår prisfastsættelse af en virksomhed samt en bolig, dvs. aktiver, der er underlagt vedvarende værdiændringer, gælder svaret i 3 måneder fra afgørelsens dato.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter