Dato for udgivelse
20 Sep 2006 11:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 Jul 2006 16:52
SKM-nummer
SKM2006.563.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-2-1860-0244
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Anmodning, tilladelse, selvangivelsesomvalg
Resumé
En forening, der havde indgivet selvangivelse og var lignet i overensstemmelse hermed, fik afslag på en anmodning om under henvisning til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D i stedet at indgive erklæringsselvangivelse.
Reference(r)

Fondsbeskatningsloven § 15, stk. 1 og 2.

Skattestyrelsesloven § 37 D, stk. 1

Redaktionelle noter

Sagen er indbragt for domstolene

Sagen efterfølgende forligt


Klagen vedrører anmodning om tilladelse til selvangivelsesomvalg efter dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D

Landsskatterettens afgørelse

Ligningsmyndigheden har afslået at imødekomme klagerens anmodning om selvangivelsesomvalg efter dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D.

Landsskatteretten stadfæster ligningsmyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

A (herefter benævnt foreningen) er en brancheforening, som er skattepligtig efter fondsbeskatningsloven.

For foreningens første indkomstår, indkomståret 2001, har foreningen indsendt selvangivelse, jf. fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1.

Det fremgår af foreningens regnskab, at foreningen i indkomståret 2001 havde oppebåret kontingentindtægter med 750.000 kr., at resultatet af den primære drift er opgjort til 595.116 kr., at skat af årets resultat er beregnet til 195.630 kr., og at årets resultat herefter er opgjort til 408.866 kr.

Landsskatteretten har ved kendelse af 17. marts 2005 stadfæstet den kommunale skattemyndigheds afslag på foreningens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001 med henblik på at ændre indgivelsen af selvangivelse til erklæringsselvangivelse efter bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2.

Foreningen har rettet henvendelse til Ligningsrådet ved brev af 20. januar og 18. marts 2005 vedrørende anmodning om omvalg af selvangivelse for indkomståret 2001.

Told- og Skattestyrelsen har besvaret disse henvendelser ved brev af 30. marts 2005, hvori er anført, at anmodningen kan være omfattet af skattestyrelseslovens § 37 D, og henviser foreningen til at henvende sig til ligningsmyndigheden, som er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans i sådanne sager.

Ved brev af 1. april 2005 har foreningen anmodet om tilladelse til selvangivelsesomvalg ved den kommunale skattemyndighed efter skattestyrelseslovens § 37 D for indkomståret 2001.

Den kommunale skattemyndigheds afgørelse

Anmodningen om tilladelse til selvangivelsesomvalg er ikke imødekommet.

Omvalg efter skattestyrelseslovens § 37 D forudsætter, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, og at valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Der er ikke foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, ligesom valget ikke har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Foreningen har valgt at indsende selvangivelse, og det fremgår af regnskabets note 2, at dette medfører en skat på 195.630 kr. Valget synes således ikke at have fået utilsigtede konsekvenser, hvorfor der ikke kan gives tilladelse til omvalg, jf. skattestyrelseslovens § 37 D.

Videre må påpeges, at når det af § 37 D fremgår, at man kan ændre et valg i selvangivelsen, medfører det ikke, at man kan vælge at ændre selvangivelsesform.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at der gives tilladelse til selvangivelsesændring efter dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D med henblik på at ændre grundlaget for foreningens skatteansættelse for indkomståret 2001 fra den indgivne selvangivelse til erklæringsselvangivelse i henhold til fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. anført, at foreningen i sit første indkomstår, 2001, indsendte en sædvanlig fuldstændig selvangivelse over årets indtægter og udgifter.

Da foreningens renteindtægter imidlertid kun udgjorde 9.830 kr., hvilket klart fremgik af den indsendte selvangivelse, kunne foreningen i stedet have valgt den for foreningen administrativt lettere løsning blot at indsende en uformel erklæringsselvangivelse, hvor foreningen erklærede, at renteindtægterne ikke oversteg 200.000 kr. jf. fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2.

Selve det forhold, at foreningen indsendte en komplet selvangivelse medførte imidlertid klart utilsigtede skattemæssige konsekvenser, idet Skatteforvaltningen gennemførte en fuldstændig ligning af foreningens indtægter og udgifter og i den forbindelse bl.a. beskattede foreningens kontingentindtægter, der i startåret udgjorde 750.000 kr.

I betragtning af, at den indsendte selvangivelse for 2001 klart angav, at årets renteindtægter ikke havde oversteget 200.000 kr., og således indeholdt den samme oplysning, som den uformelle erklæring i henhold til fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, var ligningsresultatet uventet for foreningen. Især når det ligger fast, at der ikke gælder nogen blankettvang eller andre formelle krav til erklæringen efter § 15, stk. 2. Oplysningen om renteindtægternes størrelse måtte derfor (også) kunne gives i en komplet selvangivelse for indkomståret, ikke mindst, når indførelsen af erklæringsordningen af lovgiver hovedsageligt blev lanceret som (blot) en administrativ lettelse for de omfattede institutioner, der herefter ikke behøvede at indsende en fuldstændig selvangivelse.
Ved kun at oplyse om renteindtægternes størrelse, når disse er under 200.000 kr., opnår disse institutioner dog også, at de ikke beskattes af eventuelle andre ikke-erhvervsmæssige indtægter, jf. bl.a. afgørelsen i TfS 1996, 12.

Efter repræsentantens opfattelse åbner bestemmelsen i skattestyrelsesloven, ud fra en formålsfortolkning for en bredere mulighed for skatteyderen til at foretage selvangivelsesomvalg. Efter repræsentantens opfattelse åbner reglen, som udgangspunkt, for omvalg i selvangivelsen i alle situationer, hvor den ligningsmæssige behandling af selvangivelsens oplysninger har taget en utilsigtet og for skatteyderen uhensigtsmæssig drejning af en vis økonomisk betydning. Reglen er på denne måde en pendant til reglen om omgørelse i skattestyrelseslovens § 37C, hvor det ligningsmæssige resultat af selvangivelsen ikke med rimelighed bør opretholdes, fordi skatteyderen har været i en undskyldelig vildfarelse, men efter skattestyrelseslovens § 37D forudsætter en ændret ligningsmæssig behandling ikke en ændring af en civilretlig aftale mellem flere parter, som tilfældet er efter omgørelsesreglen i skattestyrelseslovens § 37C.

Det er dernæst efter repræsentantens opfattelse urimeligt, når Ligningscentret i sin begrundelse henviser til, at det fremgår af en note i det indsendte regnskab, at skatten af de opgjorte indtægter og udgifter er skønnet til 195.630 kr., og Ligningscentret bruger denne note som argument for, at det ligningsmæssige resultat så ikke kan have været utilsigtet/uventet. Repræsentanten bemærker hertil, at ligningsarbejdet, i hvert fald ideelt set, også går ud på at sikre, at skatteyderne ikke skal betale mere i skat end nødvendigt, og her har ligningsmyndighederne haft tilstrækkelige oplysninger om foreningens renteindtægter til at fastslå, at foreningen opfylder betingelserne for ikke at skulle betale skat. Noten i regnskabet er af informativ karakter, og kan ikke tages som udtryk for, at en ligning med dette resultat vil blive accepteret af foreningen, endsige tages som udtryk for et ønske/krav fra foreningen om at blive beskattet mest muligt.

Efter repræsentantens opfattelse, som så vidt ses også er bekræftet af Ligningscentret under forløbet, ville den ligningsmæssige behandling af foreningen være blevet væsentligt anderledes, hvis samtlige øvrige oplysninger i selvangivelsen, bortset fra oplysningen om størrelsen af renteindtægterne, ikke var givet, eller ved et omvalg bliver streget eller bortfortolket.

Repræsentanten anmoder Landsskatteretten om at tillade repræsentantens kunde et selvangivelsesomvalg i henhold til skattestyrelseslovens § 37 D, således at de øvrige oplysninger i den indgivne selvangivelse, bortset fra oplysningen om renteindtægternes størrelse, tillades streget, tilbagekaldt eller bortfortolket med den konsekvens, at foreningen bliver stillet, som om foreningen har indgivet en erklæringsselvangivelse efter fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, for 2001.

Hvis foreningen havde været opmærksom på, at det kunne medføre et væsentligt dyrere ligningsmæssigt resultat, at man foruden oplysningerne om renteindtægternes størrelse også gav andre oplysninger om sine indkomster og udgifter, som man dog ikke var forpligtet til, så havde foreningen undladt at give de øvrige frivillige oplysninger.

Fra politisk side er det gentagne gange fastslået, at retssikkerhed på skatteområdet går ud på, at alle skal betale den skat, de skal, hverken mere eller mindre. Det er simpelthen den erklærede målsætning i ligningsarbejdet.

Det er muligt, at ligningsmyndighederne er i deres gode “ret" til, og måske endda, som udgangspunkt skal ligningsmæssigt behandle alle selvangivne oplysninger fra skatteyderen. I den foreliggende sag fører dette mulige formelle udgangspunkt for ligningsarbejdet imidlertid til det urimelige resultat, at foreningen bliver beskattet, fordi foreningen har givet for mange oplysninger, som den ikke var forpligtet til.

Hertil kommer, at Landsskatterettens tidligere stadfæstelse af Ligningscentrets afslag på genoptagelse af skatteansættelsen begrundes med, at foreningen ikke er fremkommet med nye oplysninger, der kan begrunde en ændret ligningsmæssig bedømmelse, hvilket sådan set er korrekt, da oplysningen om renteindtægternes beskedne størrelse allerede fremgik af den indleverede opgørelse, men resultatet er mindre rimeligt. Landsskatteretten begrundede i øvrigt sin afgørelse med henvisning til, at foreningen kunne søge tilladelse til omgørelse, hvilket dog, efter repræsentantens opfattelse, rettere er et spørgsmål om tilladelse til selvangivelsesomvalg.

Repræsentanten har endvidere henvist til det i breve af 20. januar 2005 og 18. marts 2005 anførte til Ligningsrådet og brev af 1. april 2005 til den kommunale skattemyndighed.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund ved afgørelsen som ubestridt, at den omhandlede forening er skattepligtig efter fondsbeskatningslovens regler.

Det fremgår af bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1, at selskabsskattelovens regler om ligning og opkrævning finder tilsvarende anvendelse på fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven. Dermed skal fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven som udgangspunkt indgive selvangivelse, jf. skattekontrollovens § 1. Det fremgår imidlertid af bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, at fonde og foreninger, der ikke oppebærer rente- og udbytteindkomst ud over 200.000 kr., i stedet for at indgive selvangivelse, kan vælge at indgive erklæring herom.

Det lægges ved afgørelsen til grund som ubestridt, at foreningen for indkomståret 2001 har indgivet selvangivelse, jf. fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1.

Foreningen har dermed valgt ikke at benytte sig af muligheden for erklæringsafgivelse efter fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2. Foreningens skattepligtige indkomst skal derfor opgøres i henhold til fondsbeskatningslovens § 3, stk. 1, på grundlag af den indgivne selvangivelse jf. § 15, stk. 1.

Det fremgår af dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D, stk. 1, at en skatteyder kan få tilladelse til at ændre et valg i selvangivelsen, i det omfang, skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Ved foreningens valg af at indgive selvangivelse i stedet for erklæringsafgivelse efter § 15, stk. 2, er der ikke tale om et selvangivelsesvalg i dagældende § 37 D's forstand, idet valget står mellem at indgive enten selvangivelse eller erklæringsskrivelse efter § 15, stk. 2, som alternativ til selvangivelsen, men ikke valg vedrørende indholdet af selvangivelsen eller det selvangivne. Bestemmelsen i dagældende § 37 D finder derfor ikke anvendelse.

Anmodningen kan herefter ikke imødekommes, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

skat.dk er Skatteforvaltningens digitale indgang til selvbetjening og vejledning om skatter og afgifter