xAfsnittet er omskrevet og flyttet til Den juridiske vejledning. Se afsnit C.D.2.3 om faste driftssteder og ejendomme i udlandet og afsnit C.D.2.3.1 om territorialprincippet - SEL § 8, stk. 2.x

x

UdgangspunktMed indførelsen af territorialprincippet ved lov nr. 426 af 6. juni 2005 fremgår det af selskabsskattelovens § 8, stk. 2, at indtægter og udgifter hos et fast driftssted eller en fast ejendom i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland ikke medregnes ved opgørelsen af selskabers danske indkomstopgørelse, medmindre selskabet (og den koncern, som selskabet måtte være en del af) vælger international sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31 A. Afgrænsningen af indkomst fra fast driftssted og fast ejendom følger de tilsvarende afgrænsninger i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og b, for udenlandske selskabers faste driftssteder og faste ejendomme i Danmark, jf. S.C.6.2.

UndtagelserDette udgangspunkt fraviges dog, hvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten med den stat, hvor det faste driftssted eller den faste ejendom er beliggende, tildeler Danmark beskatningsretten til indkomsten i det faste driftssted eller den faste ejendom. I givet fald følges afgrænsningen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Det betyder, at såfremt Danmark i en dobbeltbeskatningsoverenskomst har aftalt, at Danmark har beskatningsretten til indkomst fra en byggeplads i udlandet, når arbejdet på byggepladsen varer 12 måneder eller mindre, vil en byggeplads ikke udgøre et fast driftssted, førend arbejdet varer mere end 12 måneder.

Bestemmelsen finder heller ikke anvendelse, hvis anden international aftale end en dobbeltbeskatningsoverenskomst har tildelt beskatningsretten til Danmark. Der kan eksempelvis være tale om en u-landsbistandsaftale, hvor det pågældende udviklingsland som led i bistandsaftalen har indgået en aftale om at undlade at beskatte de danske virksomheder, som udfører bistandsarbejdet.

Bestemmelsen finder endvidere ikke anvendelse på indkomst ved skibs- og luftfartvirksomhed, som defineret i den særlige artikel i OECD-modeloverenskomsten (artikel 8) og i Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster. Det er Danmark - og kun Danmark der vil kunne beskatte indkomsten ved skibs- og luftfartsvirksomhed efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, når virksomheden er hjemmehørende i Danmark. Indkomst ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik vil således fortsat være omfattet af danske selskabers skattepligt.

I SKM2011.152.SR bekræftede Skatterådet, at danske kommanditister, der er selskabsinvestorer, og som har valgt international sambeskatning efter SEL § 31 A, kan medregne et eventuelt underskud ved drift af solcelleanlæg i Italien, der er ejet gennem et tysk og italiensk kommanditselskab.

I SKM2006.625.SR har et rådgivende ingeniørfirma A A/S stillet en række spørgsmål om forståelsen af bestemmelsen om territorial beskatning med hensyn til faste driftssteder i udlandet. Spørgsmålene vedrører primært rækkevidden af  undtagelsesbestemmelsen til reglen om territorialbeskatningen. Skatterådet kunne ikke bekræfte forespørgerens opfattelse, hvorefter "anden international aftale" alene omfatter aftaler, hvor Kongeriget Danmarks regering, eller en anerkendt organisation, som repræsenterer Danmark, er part. Skatterådet bestemte, at udenlandske støtteorganisationer også er omfattet af anden international aftale, forudsat at Danmark er medlem af de pågældende institutioner. Det anføres videre i bestemmelsen, at anden international aftale skal have tildelt Danmark beskatningsretten, og forespørgeren finder på denne baggrund ikke at bestemmelsen er anvendelig i de forekommende tilfælde, hvor modtagerlandet fraskriver sig beskatningsretten. Dette synspunkt gav Skatterådet ikke forespørgeren medhold i.

I SKM2008.333.LSR har Landsskatteretten ændret Skatterådets bindende svar. Landsskatteretten bekræfter forespørgerens opfattelse med den begrundelse, at "anden international aftale" alene omfatter aftaler, som Danmark som stat, herunder også en statslig organisation som Danida, har indgået med en anden stat. Det er Landsskatterettens opfattelse, at Danmark ikke ud fra et juridisk synspunkt - uanset om Danmark er medlem af en støtteorganisation eller ej -  kan siges at være part i aftaler som den pågældende støtteorganisation og et givent modtagerland indgår.

SKM2007.556.SR Skatterådet har bekræftet, at et dansk anpartsselskab der ejer en fast ejendom beliggende i Frankrig ikke, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2, til den skattepligtige indkomst skal medregne løbende lejeindtægter og kapitalgevinster, som vedrører ejendommen.

SKM2008.283.SR Skatterådet har bekræftet, at et dansk aktieselskab ikke er skattepligtig til Danmark af fortjeneste eller tab ved afståelse af nyopførte ejendomme og ikke-færdiggjorte ejendomsprojekter, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2. Skatterådet begrunder sin afgørelse med, at der er tale om ejendomme beliggende i et land som Danmark ikke er tildelt beskatningsretten til i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international aftale, samt at selskabet ikke har valgt international sambeskatning, og at der ikke er CFC-indkomst omfattet af selskabsskattelovens § 32, stk. 5.

I SKM2009.643.SR har Skatterådet bekræftet, at et selskab vil blive ophørsbeskattet vedrørende aktiver og passiver, der anses for overført til selskabets faste driftssted. Dette gælder uanset, at de overførte aktiver og passiver på tidspunktet for overførslen til det faste driftssted bliver omfattet af CFC-beskatning. Ophørsbeskatningen ses ikke at være i strid med EU-retten, herunder EF-traktatens artikel 43.

I SKM2010.241.SR har Skatterådet bekræftet, at dansk selskab ikke vil få fast driftssted i Kina ved udlejning af kinesisk arbejdskraft til kinesiske virksomheder, jf. SEL § 8, stk. 2, jf. SEL § 2, stk. 1, litra a. Skatterådet begrundede sit svar med, at det danske selskab, hverken får et fast sted eller ledelse i Kina, og de kinesiske medarbejdere vil ikke udøve det danske selskabs virksomhed eller aktivitet som defineret i kommentarerne til OECDs Modeloverenskomst artikel 15.

Endelig bestemmes i stk. 3, at et selskab hvert år kan vælge at medregne indkomst fra alle faste driftssteder i udlandet, hvortil der er knyttet mobile borerigge. Negativ indkomst kan dog kun modregnes i tilsvarende positiv indkomst for de følgende år.

Herudover skal et dansk selskab ved sin indkomstopgørelse medregne det faste driftssteds positive CFC-indkomst, hvis det faste driftssted opfylder betingelserne i selskabsskattelovens § 32. Se nærmere S.D.5. Ved bedømmelsen af, om der skal medregnes CFC-indkomst og ved opgørelsen af CFC-indkomsten, anvendes indkomstopgørelsesprincipperne for faste driftssteder. Dette medfører, at der ses bort fra visse interne ydelser mellem hovedsædet og det faste driftssted, f.eks. visse renter og royalties.

Ved afståelse af fast ejendom i fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, hvor anskaffelsessummen er nedsat efter ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A (genanbringelse), skal den del af fortjenesten, der vedrører fast ejendom beliggende i Danmark, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Lempelse for skat betalt i udlandetNår indkomst fra et udenlandsk fast driftssted eller fra en udenlandsk ejendom ikke er skattepligtig indkomst, indgår indkomsten ikke ved opgørelsen af den lempelsesberettigede indkomst, hvorfor der ikke ud over skattefriheden kan opnås creditlempelse i Danmark for skat betalt i udlandet.

OvergangsreglerI lov nr. 426 af 6. juni 2005, § 15, stk. 9 og 10, er der indsat overgangsregler vedrørende faste driftssteder, hvis skattepligt ophører som følge af, at der ikke vælges international sambeskatning. For så vidt angår genbeskatning af underskud i faste driftssteder, henvises der til afsnit S.C.7.1.1.

Endvidere fremgår det, at hvis et fast driftssteds skattepligt ophører som følge af fravalg af international sambeskatning, beskattes aktiver og passiver tilknyttet det faste driftssted til handelsværdien på tidspunktet for skattepligtens ophør, hvis aktiverne og passiverne ved overførsel fra det danske hovedkontor blev tilknyttet det faste driftssted den 2. marts 2005 eller senere.

Ny lovgivningVed L 23 (Lov nr. 98 af 10. februar 2009) har lovgiver foretaget en sproglig justering af selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 3. pkt., således at indkomsten i faste driftssteder og faste ejendomme medregnes i de tilfælde, hvor kildelandet frafalder beskatningsretten i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en anden international aftale med Danmark.

Lovgiver har endvidere omformuleret selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 4. pkt., således at et selskab beskattes af positiv indkomst, der ville være omfattet af CFC-beskatningen i selskabsskattelovens § 32, såfremt det faste driftssted havde været et datterselskab. Med justeringen af faste driftssteder svarer CFC-beskatningen med den, der gælder for datterselskaber.

Lovgiver har endelig foretaget en præcisering af selskabsskattelovens § 8, stk. 2, 7. pkt., således, at der foruden henvisningen til ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A, tillige henvises til samme lovs § 6 C. Henvisningen til § 6 C er sket med det formål at præcisere, at reglen også gælder for genanbragt fortjeneste, uden at der er tale om en nyerhvervelse.

Lovgivers sproglige justering, omformulering og præcisering har virkning fra og med indkomståret 2009.

x